Folketro og besværgelser

| | |

Fra Skattegraveren 1886

I Ejby imellem Odense og Middelfart ligger en gammel gård, hvor ejeren P. Kristensen over alle døre ud til gården eller gaden samt over porten har fundet en lille trækasse af et kvarters længde og en tommes brede med en hyldepind liggende i. Marven var udtaget og i stedet for lå et sammenrullet stykke papir, hvorpå der stod:
I: P: S: k Christum
Domine fades Paln ad
ro+ Jasit Liv, datu
Bumela Jadet Fiptin
i Ni et Pi et Fil Sp
etSanati Amen.

Ejeren viste mig således 3 trækasser. De sidder alle til syne midt over dørene og havde form som en lille hat. Der var intet låg forneden. Kassen var slået på med to søm.
Theodor Jensen, Nørre Åby

Efter at jeg havde gjort direktøren for Dansk folkemuseum, hr. Bernhard Olsen, opmærksom herpå, er en af de ovennævnte kasser nu bleven indsendt til og opbevares i museet.        E.T.K.

I Ganneskov ved Fakse vokser en gammel eg, hvis tykke i øvrigt hele stamme under opvæksten er spaltet således, at der lige oven for jorden er fremkommen en åbning så stor, at et voksent menneske uden møje kan krybe igennem.
Så lang tid tilbage (og sagtens meget længere), som de ældste nulevende mindes, har overtroiske mennesker søgt nævnte eg, når de led sådanne sygdomme, som de mente, lægerne ikke vidste råd for. De krøb tre gange gennem åbningen; og når de forlod stedet, ofrede de. Om det var til træets ånd eller hvem, har ingen kunnet meddele mig. Ofringen bestod i, at et underklædningsstykke, den syge havde båret, kastedes op mellem træets grene, så det blev hængende. Mange svagelige børn er af overtroiske mødre bårne til træet og puttede de tre gange gennem åbningen, hvorefter der på nævnte måde er ofret af børnenes tøj. Om der ved farten gennem egen eller ved ofringen skal fremsiges trylleord, har jeg ikke kunnet få at vide.
Da jeg 1877 på et besøg i Fakseegnen så træet, hang der i dets nederste grene både uldne og linnede, meget snavsede underklædningsstykker, der sikkert kort i forvejen var ofrede.
Fra Østsjælland. Henrik Pedersen, Maribo amtstue.
Jeg vil henvise til dr. Krist Nyrops afhandling: Kludetræet, i Kort udsigt over det philologisk-historiske samfunds virksomhed 1884-85.
E.T.K.

For syge kreaturer hjælper det i mange tilfælde, når man læser følgende over dem:
Rist rider til tinge med bidsel og med ringe; der møder hannem Krist: Hvor vil du ride? Du skal ej over vejen ride, ej over kristendommen vinde!. I navnet o.s.v.
De særlige tilfælde, hvor dette hjælper, er fornemmelig, når en hest eller andet kreatur er styrtet af sygdom og ikke kan rejse sig, hvilket f.eks er tilfældet, når der er kommet et ondt vejr over dem (min meddelerske oplyste, at det man kalder et ondt vejr, består i dunster, der kommer fra jorden). Også når dyrene er blevne i høj grad stive i benene (benskørhed). Ligeledes når et dyr er blevet dudld (dølget), hvorved de kan blive sådan, at de ikke kan tage næring til sig, f.eks at et dyr kan stå og sætte næsen til vandet, men ikke kan drikke.

Til at fjerne bylder, knuder, tarrer o.s.v. på folk og fæ bruger man følgende formular og  fremgangsmåde: Der er en byld der, jeg troede, den havde blevet til noget, men det blev den ikke, nu sætter jeg den på denne sten der. Pøj, pøj, pøj! Dette læses tre gange, imens man sætter de tre forreste fingre på højre hånd omkring det pågældende sted og flytter dem for hver sætning til et andet punkt i den kreds, man ligesom kommer til at danne om bylden; de kan bevæges både frem og tilbage. Under den sidste sætning spytter man tre gange på fingrene og sætter dem ned mod den sten, der skal tage mod sygdommen, og som skal ligge sådan, at ingen kommer over den, helst under et træ. Hylden blev særlig nævnt.
For at helbrede et sår, læser man følgende formular: Jesus fik et sår, det valne og ikke bulne, det skal klø og ikke svie." - Man sætter fingrene ookring det syge sted ligesom ved foranstående og bevæger dem i takt med ordene. Det læses tre gange, og for hver gang spytter man tre gange på fingrene og gør en bevægelse med hånden, som kastede man noget bort fra sig.
Disse tre formularer har en 90-årig kone meddelt mig. Hun har i mange år været anset for en klog kone og været en del søgt til syge dyr. Da hun havde tilsagt mig formularerne,e rklærede hun, at nu var jeg klogere end andre dyrlæger, for det skulle nok hjælpe, når jeg brugte dem. At hun selv havde tro til sine formularer, er utvivlsomt. Hun havde aldrig gjort andet end godt med dem, sagde hun, for når vi skulle gøre ondt, så skulle det være i Djævelens navn, havde den sagt, som havde lært hende dem. Havde hun så forøvrigt gjort fejl i at anvende formularerne, ville hun bede Vorherre tilgive sig, men hun havde hjulpet mange, sagde hun, særlig ved den første formular.

Bliver nogen bidt af en hund, selv om denne ikke er gal, så tror man dog, at dette bid en anden gang kan blive farligt, hvis den hund, der har bidt, senere skulle blive gal, thi så bryder såret op igen. Derfor råder man til at dræbe en sådan hund for at forebygge videre ulykker.

Det må nu anses som tilstrækkelig godtgjort, at hundegalskaben kan ligge skjult hos mennesker og hunde i ualmindelig lang tid, og de kan også få gentagne anfald af sygdommen, før døden indtræder. Disse forhold har rimeligvis givet anledning til den nførte tro.

Lykkepinde skal efter Kloge Niels`s forklaring laves af en rønnegren omtrent en kvart tomme tyk, som er skåren St Hans nat kl 12. Han skar dem omtrent på en tommes længde, og når en sådan pind skulle være særlig god, så tog han den mellem fingrene og satte den to gange mod køberens pande, således at begge indtryk dannede et kors, og samtidig spyttede han til siden, så skulle lykken nok følge vedkommende.
Andre siger om lykkepinde, at de frier for alle slags overnaturlige onde ting, for troldtøj o.s.v. Man kan bære dem ho sig. Nogle har lavet lykkepindene tavlede, i det barken af den friske rønnegren fjernedes pletvis, og man mener også, at man ved dem kan bestemme sin fremtids skæbne.
Lykkepindene skal sagtens laves af flyverøn, hvorved man nogle steder forstår røn, som er vildtvoksende - ikke plantet. Andre steder er flyverøn en snyltende røn på et andet træ.
Kloge Niels gik også under navn af Niels Lykkepind eller General Hut, hvilket navn han fik som soldat, da han af storhed betalte sine kammerater for at kalde sig således. Han døde for flere år siden i Kirkeby sogns fattighus.

Man kan opdage en tyv ved at lade soldet gå. Dette sker på den måde, at man åbner en saks således,a t den danner et kors, og stikker derpå begge grenene ind i stumningen (ringen) på et almindeligt sold, så dette kan bæres derved. To personer løfter nu soldet op på deres udstrakte pegefingre, i det de sætter enden af fingrene med bøjefladen op ad under saksens øjne, og man nævner nu en for en alle de mistænkte: Har den (navnet) gjort det, eller taget det? Har den taget det? O.s.v.; når den rette gerningsmand bliver nævnet, så vil soldet dreje sig således, at det i stedet for at vende kanten mod de to, der bærer det, vil vende fladen til eller falde ned.
 Man lader også soldet gå, når man vil vise vand ud dvs når man ønsker at vide, hvor dybt der er til det vandførende jordlag på dette eller hint sted. De, som skal holde soldet, hvilket gøres som i 780 beskrevet, stiller sig på det pågældende sted, og den ene siger f.eks nu: Her er to alen til vandet! Den anden: Der er mere! Første: Her er tre alen til vandet! Den anden: Der er mere! O.s.v. indtil den rigtige dybde bliver nævnet, så vil soldet gå, og man ved altså, hvor dyb brønden vil blive.
Det er ikke ualmindeligt at vise vand ved hjælp af en pilevøger, enten en, som er kløftet, og man tager da med én hånd om hver af grenene, eller en, som er lige, der da bliver bøjet i tre vinkler, og man holder da om de to yderste ben med begge hænder, i det fingrene vender op ad, og den midterste vinkels toppunkt eller den kløftede vøgers stamme vender ud fra den, som holder på vøgeren. Når vedkommende nu med vidjen i den beskrevne stilling går over en vandåre, vil den fri vinkel af vidjen dreje sig ned ad, og man ved således, hvor man med udsigt til rigeligt vand kan grave en brønd.
 Soldet kan ved en næsten umærkelig vilkårlig eller uvilkårlig bevægelse af en af de bærende personer bringes til at dreje sig. Vidjens drejning beror ligeledes på hændernes stilling og små vilkårlige bevægelser, hvorved den kan bringes til at dreje sig tilsyneladende med stor kraft. Øvede brøndgravere ved at benytte dem.

En jagtbøsse kan forhekses således, at den ikke mere skyder det, man sigter på, men haglene falder matte ned i kort afstand fra mundingen, omtrent som man havde kastet dem med hånden. Dette kan hæves på forskellige måder. En mand, der selv var bøssemager, havde ved et skyttelag fået sin bøsse forgjort, og så snart han havde overbevist sig derom, tog han og borede løbet påny, blot så meget, at han var sikker på, at han fik boret lidt jern ud over alt, det var tilstrækkeligt, så kunne den skyde godt igen. En anden måde er den, at man skiller bøssen ad og tager svansskruen ud af løbet, og derpå lægger dette ned i rindende vand, således at vandet også går igennem løbet. Den, som har forgjort bøssen, vil da blive nødt til at hæve et igen, thi så længe løbet ligger i vandet, vil han have løst liv (diarrhoe).
På sidste nævnte måde behandler man også en bøsse, som er blevet dølget, således at den slet ikke lader sig skyde af på nogen måde. Heksemesteren vil også her blive nødt til at løse forhekselsen, men her skal det være af den grund, at han, så længe løbet ligger i det rindende vand, ikke vil være i stand til selv at lade sit vand, hvad der ganske naturligt bliver en slem plage for ham, og det gøres derfor også for at få en følelig hævn over ham. Nogle siger, at bøssen dølges, i det vedkommende fatter med den ene hånd om løbets kammerende og læser noget dertil, men det er måske samme måde at dølge den på, som af andre siges kun at bestå deri, at han, der vil dølge bøssen, tager om løbet, hvor ladningen ligger, med den højre hånd, samtidig med med at han fatter sig selv om det hemmelige lem med venstre hånd. Så længe han holder herpå, kan skuddet ikke gå af. Blot det at smøre et bøsseløb indvendig med ørevoks skal i meget væsentlig grad kunne forstyrre dens brugbarhed. Der savnes ikke fortællinger om de forskellige kunster,d er kan gøres ved bøssen.

Her i det sydlige Fyn, antager man, at der gives to noget forskellige cyprianus`er, nemlig en Cyprianus`s lægebog og en anden Cyprianus, der mere er til eneste hekseri. Hvem der en gang har begyndt at gøre noget godt efter en Cyprianus, bliver ved dermed, og omvendt vil den, der har begyndt med at gøre skarnsstykker, også vedblive dermed. Der kan, synes man enkelte steder, dog ikke være noget ondt i det at læse over noget vovt, for det er dog i Guds navn, siger man og kan ikke forstå at formlen som oftest kun er en nærgående fristelse af Vorherre.

Hvem der en gang har fået Cyprianus i eje, kan ikke igen slippe af med den, selv om man også kaster den i bagerovnen. Et hus på Lørup Hede blev en gang antændt af lynilden og nedbrændte, og her var også en Cyprianus, som flere af de tilstedeværende så. Den lå i ilden uden at blive angrreben af denne. Man tog den da ud, og ville se, hvad det var for en bog, men i det samme  kom ejermanden til og tog den, i det han sagde, at det var bedst, han fik den.
Aldeledes pålidelige øjenvidner har fortalt mig, at de så bogen og var med at redde den af ilden.

Frimurerne sætter folketroen overalt i forbindelse med overnaturlige magter. Ingen kan stjæle sig til at overvære deres møder, for de kan straks mærke, når der er et øje for mange. De savner aldrig penge, og de ved, når de selv skal dø. Man ved således at fortælle om en frimurer, der gik og bestilte sin egen ligkiste til en bestemt dag. Nogle siger også, at de aldrig går til alters o.s.v.

Det er endnu meget almindeligt, at fjerkreaturerne bliver klippede af skarns folk, det vil sige, der bliver særlig i svingfjerene i vingerne, klippet forskellige hak gennem strålerne lodret på skaftet, så at fjeren mer eller mindre kommer til at ligne en sav. Så snart de bliver klippede således, så gør hønsene ikke æg, men bliver helt pjankede og vil ligge meget på reden. Hvis en gås, som er bleven klippet, dog alligevel gør æg, bliver der dog ingen gæslinger af æggene. Når man mærker, at hønsene er blevne klippede, så hæver man forgørelsen ved at klippe hønsene om igen dvs man klipper alt det bort af de enkelte fjer, hvori der findes hak, og derpå svinges dyret over ilden, så vil det efter forløbet af en dags tid eller too kunne gøre igen.
Et sted havde man fornærmet en tiggerkone ved at forære hende et par venstrevinger af gæs, hvilke vinger er mindre gode at feje op med end højrevinger, og straks efter blev alle deres gæs klippede i højrevingerne.
Et andet sted bliver hønsene altid klippede, så snart de kommer uden for gården, men så længe man older dem inde, fejler de intet. Folk har somme tider ikke i hele år kunnet få andre høns til at gå til gavne end dem, de har hentet andre steder.
En gang var der nogen, som søgte råd for denne klippen hos en gammel degn i Lunde, og han sagde dem da, at der i sædet på en vis stol i deres eget hus sad en saks, og det var denne, som gjorde fortræd, og saksen fandtes der også godt nok.

Ved given lejlighed har jeg et par gange undersøgt klippede fjer, uden at jeg er kommen til forståelse af dette forhold. På en gås så det ud, som det var gjort med et meget sløvt redskab, således som ventelig dyret selv kunne gøre det. På en høne har jeg derimod set hakkene klippede som med en skarp saks. Hønsene så ud til at være fuldkommen sunde, kun havde de kort i forvejen været plagede af en meget stærk skjældannelse i huden (efter hvad man forklarede), men var nu fuldkommen rene, både for skjæl og mider o.s.v.
Ved dyrlæge P. Jensen, Kværndrup

Når en har været så uheldig at få en hånd eller fod af led, er det et ufejlbarligt middel at få sænet dvs signet. Dette består i, at den kloge kone, som kan den kunst, tager en skæppe (eller en hue), lader den syge stikke det dårligee lem ned deri og så drejer den rundt under en hemmelighedsfuld mumlen. Man ved ikke, hvad hun siger, men folk, som er blevne signede, påstår at have hørt hende blandt andet mumle et fadervor. Er skaden sket ude, skal der også signes i fri luft, og omvendt. Man har også bemærket, at hun under handlingen bar sit forklæde på ryggen. For resten skal der vedligeholdes en omhyggelig tavshed.
Johannes Neve, Lykkeby

Når man har ringorm, skal man strege om den og sige: Ringorm havde syv brødre, syv blev til seks o.s.v. to blev til én, én blev til ingen.
Fra Stevns ved frk Charlotte Valentiner, optegnet af A. Olrik.