Bondecirkulæret

| | | | |

Claus BjørnClaus BjørnAf Claus Bjørn 

Det havde været "en varm sommer" i 1845. Det havde murret på øerne, ikke mindst på Sjælland og på Lolland, hvor de to agitatorer, forhenværende skolelærer Rasmus Sørensen fra Venslev i Sydvestsjælland og husmand Peder Hansen fra Lundby mellem Næstved og Kalundborg havde holdt møder og indsamlet underskrifter på en stor adresse til kong Christian 8, hvori man bad om indførelse af almindelig værnepligt, om lige beskatning af al jord, uanset om det var bonde-eller herregårdsjord, om overgang af fæstegodset til selveje efter offentlig vurdering og endelig afskaffelsen af tienden, således at også de hidtil tiendefri jorder - det var igen herregårdene -skulle bidrage til at udrede den afløsningssum, man skulle betale tiendeejerne.


Det var krav, der var blevet ivrigt debatteret i stænderne i Roskilde i december måned året forinden, og det var føget med beskyldninger fra begge sider - om "Peer Hansen, der forstyrrer godsejernes nattesøvn" og J.C. Drewsen havde talt om, at selv besindige bønder gav udtryk for utålmodighed. Nu skulle der gøres noget ellers "frygter jeg, at postelinet vil blive slået itu".
Peder Hansen havde rejst rundt på Sjælland, mens Rasmus Sørensen prøvede at få underskrifter i Jylland. Ialt nåede de at få mere end 9000 navne på adressen. 30. juni havde de to mænd talt ved en stor folkefest på Ulkestrup Mark under Kongsdal gods mellem Holbæk og Sorø. Her var mødt flere tusinde bønder frem for at lytte til de to mænd og til bøndernes talsmand J.C. Drewsen. Danske Kancelli var utryg ved situationen og havde allerede i februar bedt de sjællandske amtmænd holde de to omrejsende bondepolitikere under opsyn.
Det trak yderligere sammen ud på efteråret. Det var måske ikke så meget, der faktisk skete, men det skræmte. På en række godser i Holbæk amt havde husmændene givet udtryk for utilfredshed med deres stilling, og det var hist og her, således på Aggersvold, kommet til episoder, der havde haft en truende karakter. Der gik også rygter om ukendte mænd, man mødte i mørkningen og som talte om, at den røde hane kunne komme til at gale over herregårdene, hvis godsejerne ikke kom med indrømmelser.


De lokale herredsfogder i Holbæk amt søgte at komme til bunds i uroen. Det var dog ikke meget, man fik ud af folk. Man kunne dog konstatere, at der blev holdt møder og forhandlet om adressens krav. Og det kom dog frem at en husmand Chr. Schultz under Aggersvold var gået til arbejde på herregården syngende:
Sejr eller død, Liv eller brød Jesus Kristus led uskyldig, jeg vil også lide uskyldig.
Holbæk amts landkommunalforening, en af de mange foreninger, der skød op i forbindelse med bondebevægelsen i 1840erne, afholdt et møde 11. oktober, hvor man besluttede at nedsætte et arbejdsudvalg, der skulle undersøge fæsteforholdene rundt om på godserne i amtet. Det vakte også opsigt, for her var det de veletablerede gårdmænd, fæsterne som selvejere, der tog fat på de aktuelle landboforhold.


De lokale embedsmænd var bekymrede. Birkedommeren over Dragsholm birk talte om muligheder for et regulært oprør, og 8. november udstedte regeringen så bondecirkulæret. Det indledte med at konstatere at det desværre havde vist sig nødvendigt at gribe ind, da nogle personer havde søgt at bibringe bønderne falske forestillinger om deres stilling, og da bønderne ligeledes nogle steder på upassende måde havde optrådt i samlet flok over for godsejerne, og så forbød man for det første, at der måtte afholdes møder om bondestandens retsforhold uden forud indhentet tilladelse fra den lokale politimester, og for det andet, at udensogns mænd ikke måtte deltage i sådanne møder af samme årsag aldrig måtte afholdes i købstæderne! Bondecirkulæret vakte opsigt. Oppositionspressen -aviserne Fædrelandet og Kjøbenhavnsposten -protesterede.


Maribo amtsråd bad i begyndelsen af 1846 om, at det måtte blive ophævet i det mindste for Lolland-Falsters vedkommende, mens amtmanden i Ringkøbing i lighed med flere af sine jyske kolleger fandt cirkulæret overflødigt og skadeligt. Kunne man ikke slippe for at kundgøre det i Ringkøbing amt? Ole Kirk medlem af stænderforsamlingen i Viborg, udtalte bittert: "Tænker vor gode regering da allerede på at standse udviklingen, eller er den bange for at høre sandheden?"

Bondeagitationen lod sig ikke standse. I Holbæk amt fulgte en stribe af retssager med bøder til folk, der havde beværtet fremmede personer med mad og drikke. 6. april 1846 ville landkommunalforeningen for Holbæk amt holde møde i selve Holbæk by, men det blev forbudt og selveste borgervæbningen mobiliseret! Da nogle af Holbæk-egnens bønder var samlet i Svinninge 27. december for at drøfte oprettelsen af en brandforsikringsforening, mødte herredsfogeden personlig op og forbød mødet. Så fortrak man til en anden gård i det nærliggende Særslev, hvor diskussionen fortsatte. Det gav anledning til en række forhør og en regn af bøder, dog fortrinsvis i den mindre størrelsesorden. Man var særlig optaget af om der ved møderne var beværtet fremmede med mad og drikke.


Man kunne også tage det fra den mere humoristiske side som den bondemand, der forespurgte den samme herredsfoged, om det er tilladt, at en forsamling af bymænd havde været i hans gård for at syne byornen? Bondecirkulæret var så afgjort ikke populært, og det tjente ikke sit formål. Så i forholdsvis stilfærdighed blev det trukket tilbage 12. maj 1846 - dog skulle de lokale politimyndigheder fortsat holde bondebevægelsen under nøjeste opsyn! Men skaden var sket. Enevælden havde med sit udspil 8. november bidraget afgørende til at drive bondebefolkningen over i oppositionens lejr. I foråret 1846 opfordrede 23 af Holbæk amts bønder med Jens Gregersen, Kundby, i spidsen til at samle penge ind til støtte for avisen Fædrelandet, der var idømt en lang række bøder for netop bladets artikler om bondecirkulæret og om bøndernes krav.
Orla Lehmann havde allerede tidligt friet til bønderne og kaldt på en fælles optræden af akademikerne og bondestanden.


Men der var en dybt rodfæstet troskab over for kongen. Og selv om Frederik 6., var afgået ved døden i 1839, så var hans indsats som ung kronprins ikke gået i glemmebogen, og mange bønder så det som en opgave for den enevældige kongemagt at føre det store reformværk fra 1780erne til den endelige afslutning. Det var da også til kongen, at Peder Hansen og Rasmus Sørensen ville sende deres adresse. Men da de mødte op med adressen med de mange underskrifter, blev de afvist.


Bondecirkulæret var også udtryk for, at den enevældige regering ikke ville acceptere møde- og forsamlingsfriheden. Det stod der ganske vist heller ingen steder, at den skulle, men det havde i 1830erne og 1840erne været en stiltiende forudsætning, at borgerne kunne samles og drøfte offentlige anliggender. Ellers var en politisk institution som stænderforsamlingerne jo også uden mening.
Der var oprettet adskillige patriotiske og økonomiske foreninger og selskaber landet over, men nu i 1840erne begyndte regeringen at gribe ind, f.eks. overfor en skandinavisk forening, og nu altså overfor bøndernes mere organiserede mødevirksomhed. Det var utvivlsomt også af den grund, at man ikke mindst på Sjælland hurtigt kom ind på at forklæde bøndernes politiske organisationer som løsørebrandforsikringsforeninger, hvoraf mange har eksisteret op til vor tid og et par stykker den dag i dag ganske upolitisk forsikrer deres medlemmer.


Det var den almindelige opfattelse, at forbud først kunne udstedes, hvis der foregik noget, som rummede en trussel mod samfundsordenen eller styreformen, og det skete naturligvis. Men der var intet revolutionerende i d`hrr Hansens og Sørensens adresse - det var velkendte bondekrav, der havde været fremført i stænderne lige siden 1835. Men nu havde regeringen altså vist sit sande ansigt. Bønderne skulle ikke gå for langt i deres politiske bestræbelser.


Kjøbenhavnsposten 10.7. 1846Kjøbenhavnsposten 10.7. 1846Kjøbenhavnsposten 10. juli 1846 (2)Kjøbenhavnsposten 10. juli 1846 (2)Til gengæld satte begivenhederne i efteråret 1845 skub i bondestandens videre organisering, ikke blot brandforsikringsforeningerne, men nu i et samarbejde med den liberale opposition, 5. maj 1846 stiftedes i Holbæk Bondevennernes Selskab, der skulle blive den første egentlige politiske vælgerorganisation. Ledelsen lå ganske vist i hænderne på folk udenfor bondestanden, men den samlede i 1847 godt 5600 medlemmer, fortrinsvis på Sjælland og de østlige øer. Bondevennernes Selskab stod bag opstillingen af kandidater til de sidste valg til stænderne og til de første under det ny styre. Allerede her, ved valget til den grundlovgivende rigsforsamling 5. oktober 1848 skulle det vise sig at alliancen var skrøbelig.
For denne dag slog bomuldsvæver Hans Hansen på torvet i Præstø en af de liberale koryfæer, den teologiske professor H.N. Clausen. Nye skel var fra denne dato sat i dansk politik.

Men bondecirkulæret af 8. november 1845 havde afgørende svejset to vigtige grupper i det danske samfund sammen i de allersidste år af enevælden til en fælles modstand, således at de kunne træde til -den ene som de nye magthavere, den anden som støtteparti - i de afgørende martsdage 1848.
 

(Claus Bjørn holdt i 1977 et foredrag om Jens Lange i Ulbølle skole, hvor Vilhelm Madsen m.fl. fortalte de gamle hoverisagn om Jens Lange og hans bønder. I 1998 meddelte han sin tilladelse til at jeg måtte publicere hans artikel: Bondeuro på Fyn 1768-70", og andre af hans artikler) 

BilagStørrelse
Trykkefrihedslovgivningen.pdf27.04 MB
Beslaglagte aviser 1839-1847.pdf27.06 MB
Beslaglagte aviser 1839-1847-2.pdf24.55 MB
Beslaglagte aviser 1839-1847-3.pdf26.64 MB
Beslaglagte aviser 1839-1847-4.pdf26.08 MB
Beslaglagte aviser 1839-1847-5.pdf26.58 MB
Beslaglagte aviser 1839-1847-6.pdf14.06 MB
N.F.S. Grundtvig - udkast til trykkelov 1845.pdf8.35 MB
N.F.S. Grundtvig - udkast til trykkelov 1845-2.pdf29.35 MB
Kjøbenhavnsposten 10. juli 1846.pdf17.64 MB