Nanna - jurist og højskolemor

| | | | |

af Inger Hartby

Nanna Kristensen-Randers, f. Berg (1864-1908)Nanna Kristensen-Randers, f. Berg (1864-1908) Nanna Kristensen-Randers' grav i OllerupNanna Kristensen-Randers' grav i OllerupNanna Kristensen-Randers blev født den 3.11.1864 på Bogø. Hun var datter af politikeren Christen Berg og hans kone Maren. Den 8.4.1890 blev hun gift på Bogø med højskoleforstander J. P. Kristensen-Randers, Ollerup Højskole, og den 15.4.1908 døde hun i Ollerup kun 43 år gammel af  en alvorlig astma, der nærmest havde invalideret hende i adskillige år.


Disse data er jo i sig selv ikke så specielle, hvorimod det, der gjorde Nanna til noget helt særligt, var, at hun i 1887 tog juridisk embedseksamen fra Københavns Universitet som den første kvinde nogensinde i Danmark. I 1875 fik de første kvinder adgang til universitetet, og de opnåede særdeles gode resultater, idet 75% af kvinderne fik 1. karakter mod godt 50% af de mandlige studerende. Også Nanna var én af dem, der fik 1. karakter, nemlig med udtalelsen ”bekvem”.
Det blev i samtiden diskuteret en del, hvorvidt sådan en eksamen overhovedet var til nogen nytte for en kvinde, og det viste sig da også, at da Nanna fik ansættelse som sagførerfuldmægtig hos juristen og politikeren Svend Høgsbro, kunne hun ikke få autorisation til at møde i retterne på Høgsbros vegne. Begrundelsen for afslaget var simpelthen, at hun var kvinde! Man havde nemlig ikke noget fortilfælde, hvor en kvindelig cand.jur. skulle have autoriseret en fuldmagt, der gav hende ret til at møde som substitut for sin arbejdsgiver, og Nanna fik afslag bl.a. med den begrundelse, at ”Da citantinden [sagsøgerinden] mener, at hun, fordi hun har taget den sidstnævnte examen [cand.jur.], har ret til i medfølge af § 10 i lov 26. mai 1868 at blive autoriseret som sagførerfuldmægtig, tillader jeg mig at påstå, at der i anordn. 12. mai 1882 står følgende: ”at de (dvs.de kvinder, der underkaste sig de anførte examniner) dog ikke derved erhverve adkomst til offentlig ansættelse i noget embede, til hvilket adgangen er betinget af juridisk examen, eller adgang til at erholde beskikkelse som sagførere eller autorisation som fuldmægtig hos retsbetjente eller sagførere”. […] når kongen har givet kvinder adgang til at indstille sig til offentlige examiner, fra hvilke de hidtil have været udelukkede, har han også været berettiget til at give denne tilladelse med sådanne indskrænkninger i henseende til de i examinerne for mænd knyttede retsvirkninger, som han fandt for godt. Men citantinden vil derhos ikke have bedre chancer til at vinde nærværende sag, om de anførte anordninger ikke indeholdt hine indskrænkende bestemmelser, […]”.

Ikke kun i retsalen gik diskussionen om, hvad Nanna nu kunne få ud af sin juridiske uddannelse, ligesom der også havde været tvivl om, hvorvidt hun overhovedet var i stand til at bestå sin eksamen. Der blev helt sikkert snakket meget ude i de små hjem om hende. Hvad der rørte sig får man et lille indblik i gennem bevarede breve, som er sendt til Nanna både fra en veninde og fra én af familiens Bergs tidligere tjenestepiger. Brevene gengives her i deres fulde ordlyd og i en slavisk afskrift, fordi en transskribtion til nutidig ortografi ville tage den fascinerende ”historiske duft” af brevene og dermed forringe udsagnene.
Veninden skriver:
”17.06.1887, Frederiksborg Kjære Nanna, Med Glæde saa vi i Avisen, Du havde hævdet den danske Pige en Plads med Glands. Tak, fordi Du viser, hun duer til mere end at tage sig ud, hvad en ung Adjunct beskyldte hende for forleden Dag. Hjertelig Hilsen til alle dine Kjære fra mine ved din hengivne Johanne Andersen”.
Tjenestepigen, Anna Nielsen, skriver på sin lidt ubehjælpsomme, men velmenende måde, et lykønskningsbrev, afsendt fra et sted i Frankrig, hvor hun nu tjener hos en dansk familie:
”27.06.1887, La Voliere. Kjære Frk. Berg, Ja, jeg kommer nok lidt bagefter med Lykønskning i anledning af Frk.[s] Examen, men jeg er jo ogsaa kommet saa langt op i de skjønne Frankrig igjen midt i mellem saa mange store Træer saa der skal jo Tid til inden de rigtige efterretninger fra Danmark kommer helt her op.
Men Frøk De kan aldrig tænke Dem hvor det glæder mig at Deres examen gik saa udmærket jeg har nu et helt Aar tænkt mange gange paa det.
For det var næsten straks jeg  var kommet herover, saa spurgte Herren hvad det var for en Examen at Frk Berg læste til; og jeg sagde jo det er hvist efter hvad jeg har hørt til og blive et slags Prokurator saa kan De tænke De gav Dem til at le ad det begge to Herren og Fruen og sagde; Nej, der er De fejl underrettet, for der er aldrig nogen Kvinde at der kunde falde paa det, - jeg blev ærkelig [ærgerlig]  men sagde jo ingen Ting, men nu for en lille Tid siden kommer Fruen og siger til mig om jeg havde læst i Avisen, at Frk Berg vilde tage den examen (nej det har jeg ikke)  men det var jo nok det jeg sagde i Fjor men det kan nok være at Fruen sagde saa en hel Del om at det kunde ikke være Dem til det mindste nytte eftersom Lovene var hjemme i Danmark ja jeg kender ikke Lovene hvad det angaar sagde jeg men efter hvad jeg kjender Frk Berg troer jeg ikke at Frøken vilde begynde paa saadan et arbejde uden at der ogsaa var noget der kunde opnaas ved det. Ja, sagde Fruen saa, men der høre hvist ogsaa meget til og kunde opnaa det, men saa gik jeg.
Men saa fik jeg jo Brev Hjemme fra nogen Tid efter at Fader og Moder havde været i Kjøbenhavn, og der havde de hørt at Frk Berg havde taget examen med 1ste Kara[k]ter, og eftersom jeg selv blev saa glad var jeg jo ikke sen til og fortælle Fruen det; det var meget blev der saa sagt, men der var jo ligegodt flere bemærkninger som blev sagt. Det var nu ogsaa ligemeget hvad der blev sagt, nu kunde de da se, at Frk Berg baade vilde og ogsaa kunde tage den examen.
Ja den Frue er nu ikke fri for og være lidt vel Højresindi [?], men ellers er her meget godt og være for Vred  Nej  det er Fruen saa godt som aldrig, og det andet vedkommer jo ikke os for med hensyn til Arbejdet, da bliver der næsten aldrig sagt noget, men vi Travaije [arbejder, fr. travaille] jo ogsaa altid fra den tidlige morgen til den sildige aften, men saa skal vi jo ogsaa huske at vi er i et Fremmet Land saa her finder Vi os lidt bedre i alt uden hvis det var Hjemme.
Ja Frk undskyld denne min ringe sammensætning det er jo kuns fra en tjeneste Pige [overstreget af brevskriveren].
Den Hjerteligste Lykønskning og min glæde over at det gik saa godt med examen sender jeg Frk denne lille Peberblomst - en lille erindring fra det Sydlige Frankrig  Og en venlig Hilsen til Aske [?] og Randi [Nanna Bergs søster] og til Frk selv fra mig Anna Nielsen”

”Grundet på at jeg er kvinde”
Hvordan Nanna selv har taget det, at hun tabte retssagen, og at hun derfor ikke kunne komme til at fungere på lige fod med de mandlige jurister, har vi desværre ikke hendes egne ord for. Dog findes hendes indlæg til ”Den kgl. Landsover samt Hof og Stadsret i Kjøbenhavn” bevaret i en udskrift af retsprotokollen. Sagen var for retten i september 1887, og her sagde Nanna til Kjøbenhavns Forligskommission flg.:
”Efter at jeg i afvigte juni måned havde taget juridisk examen for ustuderede med karakteren ”Bekvem”, meddelte overretssagfører Svend Høgsbro i Kjøbenhavn mig sin fuldmagt. Denne blev derefter tilligemed de fornødne attester for min retskafne vandel indleveret til autorisation af justitiarius i den kgl. Landsover samt Hof og Stadsret i Kjøbenhavn, men har sidstnævnte ved skrivelse til hr. Høgsbro af 25. f. m. nægtet at autorisere min fuldmagt grundet på at jeg er kvinde.
Da jeg anser denne nægtelse for ulovmedholdelig, beder jeg herved hr. justitiarius N. F. Schlegel, cand. og dbmd. pp., boende Vesterbrogade no. 277, indkaldt for den ærede forligskommission for at det kan forsøges om han i mindelighed vil forpligte sig til at autorisere den ovenomhandlede fuldmagt, som hr. Høgsbro fremdeles er villig til at lade gjælde fra den dag, den erholder den fornødne autorisation.
I mangel af forlig bedes sagen henvist til retten, hvor jeg da vil påstå hr. justitiarius Schlegel tilpligtet under en daglig mulkt at autorisere den mig af hr. Høgsbro meddelte fuldmagt samt at erstatte mig denne sags omkostninger skadesløst”. Selv om der ikke ud over dette indlæg er bevaret Nannas egne ord om hendes syn på retssagens udfald, kan der dog findes lidt oplysninger om spørgsmålet i de nekrologer, der ved hendes død blev samlet og udgivet af hendes mand (Kristensen-Randers 1910). Her skrives det bl.a., at ”Det var hende en skuffelse og mange en ærgrelse, at det nægtedes hende at møde som fuldmægtig i retten, og dette har sikkert skærpet hendes forståelse af kvindens indskrænkede retsstilling i vort samfund og sporet hende til at vække sansen for en reform på dette område.
I årene 1888-89 holdt hun således juridiske foredrag på højskolerne Høng, Mellerup, Vejstrup og Ollerup, i hvilke hun særlig fremdrog denne sag” (Kristensen-Randers 1910, s. 62).

Højskolemor
Mindesten for Nanna Kristensen-RandersMindesten for Nanna Kristensen-RandersDesværre findes også kun sekundære kilder til belysning af Nannas arbejde som højskolemor. Igen er det meste at finde i nekrologerne, der blevet skrevet, da hun døde i 1908, men når man tager de nødvendige forbehold over for den pænhed, som man vel altid finder i sådanne posthume udtalelser, så giver de alligevel et rigtig godt billede af hendes måde at være højskolemor på. 
”Fru Nanna” blev det navn, hvorunder hun blev både til- og omtalt. Det var den mest fortrolige navneform, som elever og venner kunne tillade sig at bruge. Det blev sagt, at under navnet fru Nanna ”var hun kendt i vide kredse. […] Der var kun én Fru Nanna. […] hun var vist nok den dygtigste højskolemor, Danmark har haft” (Kristensen-Randers 1910, s. 52 og 55).
Hvis man vil uddybe denne udtalelse, ses det af andre nekrologer, at Nanna var særlig beundringsværdig som højskolemor, fordi, ”[…] hun kunne pleje syge, som var sygeplejegerningen hendes eneste.
Hun kunne anrette til fest for elever eller kursusdeltagere på skolen, som var hun kun madmoder. Skulle èn have et juridisk spørgsmål klaret, gik hun op i den sag, som var hun kun jurist. Og hun kunne sidde og råde en fattig pige mht. hendes udstyr, som kunne hun været hendes moder (Kristensen-Randers 1910, s. 25-26).
[…] Ved sin evne til at ordne og styre og ved sin moderlige omtanke og omhu for alle, som var under hendes tag, er hun bleven et mønster for en god højskolemor (Kirstensen-Randers 1910, s. 33).
Det kan ikke nægtes, at man får en lille mistanke om, at ovenstående udtalelser er udspruget af den pænhed, der ofte kommer til udtryk i nekrologer, men som modvægt til denne mistanke, skal der derfor også nævnes en anden nekrolog, hvor der står:
”Hun kunne tit være streng mod sine piger; men de lærte snart at skønne på den ro og orden, der kommer over arbejdet, hvor lederen er en overlegen personlighed, og hun havde ofte sine piger i mange år, selv om det er et strengt arbejde at være pige på en højskole. […] Det er ingen let sag at tage mod 140 ukendte husfæller på én dag og få hver på sin plads, uden at der opstår forvirring; men på Ollerup gik det let.
Hele indretningen gik som et urværk, […] I de sidste år lå hun i måneder i sengen, men selv om hun knapt kunne løfte hovedet fra puden, styrede hun gennem sine piger den store husholdning, så der ikke blev kogt et æg i køkkenet eller slået et søm i en væg på et værelse, uden at hun vidste besked dermed. Når nogen spurgte hende, hvorfor hun dog ville bebyrde sig med alt det arbejde, svarede hun ligefrem:
”Hvis jeg ikke kan gøre gavn, synes jeg ikke, jeg har nogen ret til at leve; skal jeg slippe mit arbejde, så er jeg kun til byrde; og skal jeg ligge med den følelse, så taber jeg modet, og da har jeg ikke langt tilbage”. […] Det vil være klart af det forgående, at hun ikke var en af disse milde, blide kvinder, der kan brede solskin om sig ved hvert skridt, og som har en tåre tilovers for enhver kyllingesorg”
(Kristensen-Randers 1910, s. 50-52).

Højskolelærer
Nanna Kristensen-Randers, f. Berg (1864-1908)Nanna Kristensen-Randers, f. Berg (1864-1908)Nannas interesse for højskolearbejdet havde hun med fra sit barndomshjem på Bogø, hvor hendes far var lærer, grundtvigianer og levende interesseret i højskolernes livsoplysning. Hertil kom, at hun i sine helt unge år levede i Nordsjælland, hvor hendes omgangskreds bl.a. var de unge i pastor C. Hostrups hjem. Da Nanna pga. den omstridte autorisation som sagførerfuldmægtig ikke kunne arbejde som jurist, besluttede hun sig for at undervise unge kvinder i deres rettigheder som kvinder og borgere i Danmark. Hun var usikker på, om det overhovedet var et emne, der ville fænge ude på højskolerne og hun skrev derfor bl.a. til højskoleforstander Emil Dam, ? Højskole:
”Da hun havde taget sin juridiske eksamen, kom tanken op hos hende om at anvende sine kundskaber overfor højskoleungdommen. Hun skrev til os: det er en skam, så lidt de unge piger ved om deres retslige stilling i samfundet; jeg kunne have lyst til at oplyse dem derom; men jeg ved ikke, om jeg duer dertil. Vi opmuntrede hende til at forsøge, og hun tog frejdig fat med foredrag på flere højskoler. Jeg ved, hendes foredrag vandt stor påskønnelse hos mange højskoleelever” (Kristensen-Randers 1910, s. 31).

 


Uddrag af upubliceret forskningsprojekt 1998-99 om kvinders vilkår i den danske folkehøjskole s. 81-92.

Se også Højskolekvinden - mor, søster, datter, Syddansk Universitetesforlag 1099, s. 28-51