En krønike om bønder og andet godtfolk i Kirkeby sogn

| | | | | |

Hans NørgaardHans NørgaardStudier af Hans Nørgaard, Egebjerg, februar 2004 - 


 
Kort over Kirkeby sogn 1780-83Kort over Kirkeby sogn 1780-83Kort over Kirkeby sogn ca 1780-83

 

 

 

 
"Kirkeby Kirke ligger noget Norden for Kirkebye paa Marken ved Landeveien imellem Odense og Svendborg" hedder det i gl. præsteindberetninger fra 1700-årene. Hvis den viste vejføring er korrekt lå kirken på den tid ved en vigtig korsvej, hvor landevejen fra Svendborg delte sig ved Kirkeby kirke henholdsvis mod nord til Odense og mod vest til Assens. Nord for kirken ved landevejen mod Odense lå endvidere herredsting og henrettersted for Sunds Herred, fra 1686 tillige for Gudme herred. Vejen fra kirken mod syd havde direkte forbindelse til Hvidkilde gods, og må i sagens natur have været en vigtig forbindelsesvej til godset for tilrejsende nordfra.


Tingvejen til tinghus og justitsplads nord for Kirkeby 1783Tingvejen til tinghus og justitsplads nord for Kirkeby 1783Kirkeby kirkes centrale beliggenhed bekræftes da også i indberetningerne helt tilbage til Ole Worm 1623-25 og gentages i alle præsteindberetninger i det efterfølgende århundrede. Beretningen lyder: "Kirkeby Kirke.. holdes for den ældste Kirke i Fyen, hvilket Navnet synes at stadfæste. I eller ved denne Kirke skal i gl. Tider Lands=Tinget være holden; om ikke for heele Provinsen, saa dog for de omliggende Districter og Øerne Langeland, Thorsinge etc, som ikke har meget langt dertil, da den ikkun er 1 Miil fra Svendborg".
Spor af en gl. trækirke i Kirkeby synes at bekræfte teorien om kirkens alder, hvorimod jeg ikke er bekendt med arkæologiske fund eller skriftlige vidnesbyrd, der kan bekræfte sagnet om, at der har været holdt landsting ved Kirkeby. Egentlig burde man jo undersøge både herredstingets (og evt. landstingets) historie og den mulige forbindelse? I forbindelse med en arkæologisk forundersøgelse i 2007 vest for kirken er man således stødt på en middelaldergård.


 
Kro i kirken
Kirkeby KirkeKirkeby KirkeNærmest Kirkeby kirke, i det østre dige, lå den middelalderlige kirkelade, hvor man oprindeligt opbevarede kirkens korntiende fra sognets bønder. Kornet blev her plejltærsket og siden opbevaret, indtil kirkeværgerne fik det solgt. Egeskov gods overtog Kirkeby kirke i 1679, så kirkeladen stod nu øde og forfaldt, indtil det i 1704 besluttedes at istandsætte laden til beboelse for den "aftakkede" ryttersoldat Gert Berentsen.
Der omtales intet direkte om krohold, men "brændevin og ølsalg" syntes i en periode at have været en del af Gert Berentsens levevej, et forhold som sognepræsten Vitus Bering gentagne gange advarede kraftigt imod, da kirkens våbenhus faktisk fungerede som krostue, eftersom der var udsalg af øl og brændevin her.

 

Privat krohold og mere eller mindre fordækte udskænkningssteder fandtes alle vegne langs datidens vigtigste færdselsårer, dyrlæge P. Jensen, Kværndrup fastslår således, at der alene i Kværndrup by i 1695 var hele 3 kroer. Det "gamle" StenstrupDet "gamle" StenstrupStenstrup Kro havde også rødder tilbage til den tid. Omkring 1730 hed kromanden her Chresten Lauritsen. Kroen fik kgl. privilegium den 2. marts 1737 og lå indtil ca. 1900 ved Assensvej nær kirken.

 

Gert Berentsen har venteligt haft god gang i forretningen den faste dag i ugen, hvor folk fra nær og fjern stævnede til Sunds- og Gudme herredsting, der frem til 1792 fandtes på en mark nord for Kirkeby by. Loven forbød ganske vist krohold direkte ved tingstedet, men mon dog ikke Gert Berentsen har fortsat sin forretning, da han i 1722 flyttede fra kirkeladen ind i Tinghuset eller Tingbyggerhuset nord for KirkebyTinghuset eller Tingbyggerhuset nord for Kirkebytinghuset? så der stadig var lejlighed til at få et glas mjød, en halv pægl brændevin eller et krus øl. Alle disse kroer blev, ifølge dyrlæge P. Jensen, i al almindelighed kaldet "pissekroer". I dyrlæge Jensens fantasi stod "stakkels små øboheste ofte i al slags vejr bundne til rækværket uden for kroen og frøs, måske i timevis, imens bønderne indenfor i skænkestuen handlede, drak eller sloges, alt efter stemningens højde og øvrige forhåndenværende omstændigheder. Hårdføre var hestene, hårdføre var mændene, alle i hartad utrolig grad". 

 


De vejfarende 
Frem til 1644 havde Kirkeby egen præst, og den gård, der ligger ned mod åen var præstegård (Kirkevej 21). Men selvom præstegården således lå noget tilbagetrukken fra landevejen, så følte præsten Hans Lauritsen sig alligevel økonomisk belastet af beliggenheden. I en klageskrivelse fra 1594 til kongen anfører han bl.a. at han boede i en forfalden præstegård og "paa en allfar vey". Det kan vanskeligt forstås anderledes end at vejfarende i et vist omfang har banket på præstens port for at bede om et måltid mad og husly for natten. 
  
 
VejfarendeVejfarendeDatidens befordringsmidler var hest med evt. vogn ellers var man henvist til at gå. 
 
Kirkeby kirkebog i pastor Vitus Berings embedsperiode (1709-53) giver i småglimt et billede af den brogede skare af datidens vejfarende. En kold decemberdag i 1719 kom således "en Tiggermand" syg og elendig til en gård i Slæbæk, hvor han juleaftensdag "lovlig døede i godt folchis paasiun". Hans alder opgives til 86 år. I 1726 strandede en person "af bondestanden" p.g.a. dårligt vejr i en gård i Kirkeby. Opholdet opgives at have varet 3 a 4 dage. I kirkebogen træffer vi også en "løbe=skræder", der tog fra sted til sted og syede for bønderne.
  
Lidt om vejenes beskaffenhed
Pastor Bredsdorff i St. Jørgens skriver om den gl. landevej: "Den nordlige deel af sognet er meget fuld af banker og dale, så at den landevei, som gåer til Odense, så vidt som den løber igennem dette sogn, til forn gik idelig op og ned. ....." Om de sydfynske vejes beskaffenhed generelt lader pastor L.M. Wedel (ca 1803) os vide, at vejene før vejreformperioden i slutningen af 1700-tallet har været ujævne, sumpige og stenede og langt fra behagelige at færdes på.

Helt frem til 1700-tallet var mange af de offentlige veje i hovedsagen skabt af som man red eller kørte, og man kørte selvfølgelig , hvor det var mest bekvemt. Flere kørespor lå således ved siden af hinanden, men denne vilkårlighed eller som en byvedtægt for Kirkeby Hede lyder: Denne "u=Lovlig kiørsel og Weyes lægelse over Korn og Eng" var selvsagt til stor gene for de bønder, der fik deres markafgrøder ødelagt. Laugene for de 4 byer i sognet, der i fællesskab dyrkede Kirkeby Hede samledes derfor i 1708 og udfærdigede et sæt regler for "Vor Fælletz marck, Heen kaldet". Ud over en række straffebestemmelser blev alle "ulovlige" veje erklæret for ugyldige, så alle "Kunde vide sig der effter at Rætte".

Hvor landevejen gennemskar gærderne omkring Kirkeby Hede, blev der selvsagt et hul, som så lukkedes med et led eller en låge. Disse led såvelsom gærderne måtte, især i sommertiden, være under stadigt tilsyn, thi det var langtfra alle, der færdedes gennem ledene, der brød sig om at lukke efter sig. De gamle vidste iøvrigt ifølge dyrlæge P. Jensen at fortælle om, hvorledes heste, der blev brugt meget til kørsel på vejene, lærte de led at kende, der skulle åbnes mod kørselsretningen Disse led kunne hestene nemlig støde op med vognstangen, så køretøjet ikke behøvede at standse, og ledet blev da heller ikke lukket. At man så ovenikøbet ved det hårde stød havde "kørt klinken af" ledet, d.v.s. ødelagt lukketøjet, tog man ikke så tungt.

Hyrdehuset ved Slæbæk-Sørup sogneskel 1810Hyrdehuset ved Slæbæk-Sørup sogneskel 1810I vedtægten for Kirkeby Hede nedfældede laugsbrødrene derfor i 1708 en bestemmelse om, at "2 Mænd, Nat og Dag" på skift skulle holde vagt i hele dyrkningssæsonen "i mellom Sunds marck [nabosognet Lunde] og Vores fælletz marck, Kirkebye Heed kaldet".
På Kølleskov, ved sogneskellet mellem Sørup og Kirkeby, har der eksisteret et hyrdehus, hvor beboeren uden al tvivl var ansat til at have tilsyn med kreaturerne såvelsom med gærder og hegn og led. Ved fjerntliggende led ved by- og sognegrænser var det almindeligt at man byggede et vogterhus, så stort, at det afgav en tarvelig beboelseslejlighed for en familie. Mærkeligt nok findes huset ikke omtalt i pastor Bredsdorffs ellers meget udførlige beskrivelse om Sørup sogn. I et mandtal for Kirkeby sogn fra 1822 omtales derimod en Niels Hyrde i Slæbæk, så huset har måske i virkeligheden ligget i Kirkeby sogn? En familie fra Sadelhuset i Slæbæk, nær sognegrænsen til Sørup hed aldrig andet i folkemunde end "Hyrens". Også det har dyrlæge P. Jensen en forklaring på. "Hyrehuset , er nærmest kun en omdannelse af Hyrdehus, men vi må dog lægge mærke til, at ordet hyre har været brugt meget af de gamle i betydning af vogte eller passe, især når det var langvarigt eller kedeligt arbejde".
Hedehuset ved skellet til Kirkeby - et gl. hyrdehus?Hedehuset ved skellet til Kirkeby - et gl. hyrdehus?Tæt på sogneskellet mellem Stenstrup og Kirkeby sogne lå før udskiftningen på Stenstrupsiden også et hus, Hedehuset, hvor beboeren muligvis har været ansat som hyrde? 

 

 


Kirkeby Kirke 1878Kirkeby Kirke 1878Kirkeby kirke
 
Første gang vi hører noget om Kirkeby, er 1348, da sognepræsten i Kirkeby Hr. Peter, var i Odense som vidne. Kirkeby sogn havde egen præst frem til 1644, da sognet blev anneks til Ollerup. Midt i 1980'erne, da kirken fik nyt knæfald, oplyser murermester Erik Christensen, Stenstrup at man i koret fandt 7 a 8 stolpehuller, hvilket synes at bekræfte, at den nuværende kirke har afløst en trækirke. Så vi må regne med at det første kirkebyggeri er sket ca år 950–1000. Senere er man så formentlig begyndt at bygge stenkirken uden om trækirken, så stenkirken stod færdig inden man helt fjernede trækirken.

Kirkeby by 1810Kirkeby by 1810Hvem der har bygget kirken ved vi intet om, var det storbønderne i Sunds herred? der byggede den som den første kirke i det gamle herred, eller var det måske ejeren af Kirkebygård, en forlængst forsvundet landsbyhovedgård? Ja svarene blæser indtil videre i vinden. Kun et par af sognets storbønder har sat der stempel i kirken, intet gods har på noget tidspunkt interesseret sig så meget for kirken, at de har villet ofre penge på en kostbar udsmykning. Egeskovs ejere nøjedes med at male deres våbenskjold over kordøren, en udsmykning der forlængst er forsvundet.
Kirkeinventaret - en prædikestol fra 1576 "med nogle ilde udhugne blomster ziiret.." som endnu var i kirken 1755, en ældre altertavle udskiftedes 1703 med en "saa simpel, som ieg endnu har set nogen" skrev Bredsdorff i 1755. Og neden for korgangen lå et ligtræ placeret i gulvet med "en saa simpel" gravskrift ..., at Bredsdorff gjorde sig "adskillige betænkninger" over om den spartanske udsmykning kunne tolkes som et bevis på kirkens "ælde".

Kirkeby kirke var altså om nogen bøndernes kirke, ejerne af Brændeskovgård, Kirkebygård, Hedegård, Slæbækgård , "Bondegården" i Dongshøjrup og "Målsgården" i Egebjerg m.fl. jordegne bønder i sognet havde deres kirkegang her. Brændeskovgård kom dog fra sognet omkring 1565, da Kronen efter reformationen overdrog den til den senere rigskansler Kansler Johan Friis (+1570) til HesselagergårdKansler Johan Friis (+1570) til HesselagergårdJohan Friis, Hesselagergård.  


  
 
Alterstage dateret 1581Alterstage dateret 1581Kirkeby kirkes to messinglysestager fra 1581 har interesse i den sammenhæng, idet vi her påtræffer navnene på 2 af sognets "magtfulde bønder" i 1500-tallet - herredsfoged Hans Hellesen, Egebjerg, og Jørgen Ipsen til Slæbækgård. På stagerne finder vi også sognepræst Niels Juuls navn.
 
Vi kender navnene på enkelte af præsterne før Reformationen. Hr. Peter i 1348, Johannis Clementis 1425 og Hans Lorenzen 1474 og måske en eller to mere.

Reformationen i Danmark 1536 betød en stor omvæltning i kirkelivet. Om sognemenigheden i Kirkeby var lige så fortræden som i Ollerup, hvor menigheden nægtede den lutheranske præst adgang til kirken, ja det ved vi ikke. Den sidste katolske præst i sognet Hr. Olrick (?? -1541) bosatte sig efter al sandsynlighed i Svendborg og overlod embedsførelsen til en kapellan. Han døde i 1541.

Kirkeby og Lunde sogne blev i 1541 annekteret til St. Nicolaj sogn i Svendborg, og som kapellan for Svendborgpræsten fra 1541-58 fungerede Niels Juul , indtil Kirkeby og Lunde igen fik deres egen præst efter ansøgning fra Svendborgpræsten, som ikke fandt, at han med god samvittighed kunne betjene de to sogne. Midfaste søndag 1558 indgik Svendborgpræsten og den nye præst til Kirkeby og Lunde sogne, hr. Niels Juul et forlig om, hvorledes Svendborgpræstens underhold skulle sikres i overensstemmelse med collatsbrevets bestemmelser fra 1541.
Niels Juul var præst for Kirkeby og Lunde pastorater og boede i Kirkeby gamle præstegård. Han var den første præst i Kirkeby efter Reformationen i 1536. Niels Juul nævnes sidste gang i 1585, men nøjagtigt hvornår han er død, vides ikke. Hans hustru hed Apelonie (en liden kvinde), med hvem han fik flere børn. En datter Magdalene Nielsdatter Juul var således i ægteskab med efterfølgeren i embedet Hans Lauritsen (1585 (?) - 1619. Herefter fulgte Niels Juuls søn Claus Nielsen Juul (1619-1644).

Kirkeby gl. Præstegård -  1644-1795 annekspræstegårdKirkeby gl. Præstegård - 1644-1795 annekspræstegårdHer græssede Kirkeby-bøndernes køerHer græssede Kirkeby-bøndernes køerSyd for Kirkeby kirke vidner et marknavn som "Kage Agre" os om en uhyggelig side af retshåndhævelsen i datidens Kirkeby sogn. Udskiftningsdokumenterne til Kirkeby Hede fra 1780'erne lokaliserer Kage Agre til matr. nr. 2 i Kirkeby dvs. den jord, der hørte til sognets gamle degnebolig eller ringerhus, i dag bebyggelsen ved Solparken. Navnet "Kau Aure" bruges måske endnu af enkelte "indfødte" til at stedfæste Kirkevej.  
  
 
I biskop Peder Palladius's visitatsbog 1541 omhandler et kapitel ".. letlevende kvinder, liderlige mænd og utugtige personer" og hvorledes de bør bindes og piskes offentligt ved byens kag eller kagsten En kagsten var en pæl, som en forbryder blev bundet til når han/hun skulle piskes offentligt af bødlen. Straffen, kagstrygning, bestod i at blive bundet til en pæl og pisket offentligt på sin blottede ryg af bødlen. Straffen, der f.eks. anvendtes over for "utugtige kvinder", og som blev anset for vanærende, havde hjemmel i Danske Lov. Den afskaffedes først endeligt ved straffeloven af 1866. 
  

Kirkeby 
  
 
Kirkeby by 1783Kirkeby by 1783Kirkeby by 1783
 
Sognepræsten Thomas Mortensen Bredsdorff skrev som helt ny præst i embedet, at Kirkeby var en af de mærkeligste landsbyer, han havde set (1755), byens få gårde lå alle langs med åen, og først henimod 1770 lod Hvidkildes nye ejer Poul Abraham Lehn "slå en bro" over den på den tid meget vandrige Hørup å, så beboerne i Kirkeby tørskoet kunne komme på besøg hos hinanden. Gården midt på kortet var den gamle præstegård (Kirkevej 21), hvor stammoderen til den yngre Pontoppidan-slægt, Pernille Hansdatter fødtes. Hendes far Hans Lauritsen (1560-1619) var broder til den ældre slægt Pontoppidans stammoder Anna Lauridsdatter (1579-1670) gift med Erich Knudsen (1568-1631). Da Axel Pontoppidan i 1931 udgav den yngre Pontoppidan slægts historie kunne man finde et stort set uforandret miljø ved åen gennem Kirkeby: "Kirkeby kirke er den samme, som da Hans Lauridsen var præst der og i det allervæsentligste uforandret. Kirkeby præstegård er blevet en bondegård, der endnu bevarer navnet; den er nu ombygget, men omgivelserne er - navnlig ned imod åen - som i gamle dage."

Kortet fra 1783 viser at bebyggelsen langs med Assenslandevejen før 1800 (udover kirken), indskrænkede sig til kirkeladen, som efter kirkesyn i juni 1896 blev nedbrudt og ved korsvejen midt i Kirkeby ses den første skole, som blev taget i brug 1742.

Bebyggelsessignaturen yderst til højre er formentlig den eneste indikation vi har af, hvor "Hedegård" lå - en gård som tillige med flertallet af byens andre gårde blev ødelagt under svenskekrigen 1657-60. En synsforretning fra 1686 dokumenterer at Hedegård på det tidspunkt var beboet af Niels Andersen og Anders Lauritsen og at der på stedet kun lå en nyopført længde på 15 fag. Hedegård kom efterfølgende under Hvidkilde, og i provst Jacob Christensens indberetning til stiftsjordebogen i 1812 hedder det: ".. den nedlagte Hedegård i Kirkeby, som drives under Hvidkilde".
Hedegårds første kendte fæster var Per Ipsen, hvis hustru/enke Anne ifølge en jordebog fra 1576 drev halvdelen af en gammel kirkejord til Kirkeby kirke, kaldet "Korsjord", som ifølge et bevaret tingsvidne fra 1497 på det tidspunkt havde hørt til kirken i mere end 100 år. - Hedegård omtales næste gang i en lensjordebog fra 1598/99. Fæsteren på det tidspunkt hed Peder Jørgensen. Hedegård hørte til Kirkeby Len, hvis historie kan spores tilbage til Kong Hans (1483-1513) til et lensbrev, hvori det hedder: "Fru Margrethe hr. Johan Fikkesens hustru (Ejer af Broholm gods) har 9 gårde i Kirkeby sogn i Sunds herred ....... i pant.....". Kirkebygård og Gods eller blot Kirkeby Gods gik i arv til Johan Fikkesens søn, Axel Fikkesen, der havde det indtil 1532, hvor lenet overgik til den magtfulde rigsråd på Hvidkilde Eiler Rønnow ( ??-1565). Kirkeby Lenet havde Rønnow frem til 1552. Herefter havde Eskil Oxe (Løgismose), Christoffer Johansen Lindenov (Østrupgård) lenet til 1569. Siden gik lenet over til familien Qvitzow på Lykkesholm, hvor en søn Eiler Qvitzow arvede lenet efter sine forældre i 1595. I 1598 udnævntes han til landsdommer i Fyn. Et embede han beholdt til 1613, hvor han også afstod alle sine forleninger. Ved matrikuleringen af Danmark i 1662 hørte 5 af de i jordebogen 1598/99 nævnte gårde under Kirkeby Len til Landsdommerembedet, dog ikke Hedegård, som var en af Karen Bildes mange ødegårde i sognet. 
 
SLÆBÆK 
  
 
 Slæbæk by 1810Slæbæk by 1810Slæbæk by ca 1795: Kortet er fremskaffet fra Rigsarkivet - hidrører formentlig fra de "store" vejreformers periode i 1790'erne. I dette tilfælde med etableringen af den nye landevej fra Svendborg til Odense.Slæbæk by ca 1795: Kortet er fremskaffet fra Rigsarkivet - hidrører formentlig fra de "store" vejreformers periode i 1790'erne. I dette tilfælde med etableringen af den nye landevej fra Svendborg til Odense.Kort over Slæbæk by ca 1795. Gården længst til venstre er Slæbækgård (Assensvej 94) en oprindelig jordegen gård som sammen med Mosegård (Hovedvejen 9) hørte til Kirkeby Len, begge gårde har bibeholdt deres oprindelige beliggenhed i Slæbæk by. Den på kortet syd for de to tvillinggårde beliggende gård blev siden flyttet ud bag skoven (Skovlund, Slæbæk Skov 4), mens den højre af tvillinggårdene flyttedes til Kirkeby (Gemalgården, Gemalvej 20).
 
Om lovbydelse
Et særkende ved de jordegne gårde var, at ejerne i henhold til gamle retsregler ved salg var forpligtede til som ejere "af arvet jord" at give deres slægtninge forkøbsret til jorden. Ved gennemgang af Sunds herreds tingbøger i perioden fra 1660 og frem til 1720'erne har det været muligt at følge de enkelte jordegne gårdes udvikling. Ved ejerskifte blev gårdene nemlig lovbudt på tinge til arvingerne, og i mange tilfælde findes gårdenes skøder direkte indført i tingbogen. 


 
  
 SlæbækgårdSlæbækgårdSlæbækgårdSlæbækgårdSlæbækgård
Gårdens ældste historie kan som sagt spores tilbage til et af Kronens len - Kirkeby Len, som historikeren Kristian Erslev kalder det, eller Kirkebygård og Gods, som det skrives i flere forleningsbreve, der er bevaret fra 1500-tallet.

Jørgen Ipsen står stadig skrevet for Slæbækgård i jordebogen 1598/99. Ifølge Sunds herreds tingbog for 1630 hed manden i gården på den tid Niels Jørgensen. Og går vi frem til 1661, så oplyser Bodil Pedersdatter, at hun og hendes mand Rasmus Nielsen i sin tid havde købt gården af Jep Pedersen for 180 sletdaler.
Krigen med svenskerne 1658-60 blev en katastrofe for beboerne på Slæbækgård, for da landsdommer Hans Oldeland i 1661 tog syn over sit gods blev det bemærket, at Rasmus Nielsen var død og gården henlå som ruin. Bygningerne var ubeboelige, så enken Bodil Pedersdatter flyttede til Dongshøjrup, og senere indgik hun nyt ægteskab med Rasmus Albrechtsen på Kokkenborg i Lunde sogn. Hun havde forgæves forsøgt at rejse den fornødne kapital så hun kunne bevare sine rettigheder i Slæbækgård. 1665 blev gælden opgjort til ialt 123 rigsdaler, 83 i landgilde og 40 i skatter. Boets største kreditor var landsdommeren og først efter adskillige år lykkedes det ham at finde en køber til gården. Den havde da ligget øde hen fra 1660 til 1667. Først tilbød han endnu engang arvingerne, at de kunne overtage gården mod at indløse de påhvilende gældsbyrder, men da de ikke reagerede på opfordringen, solgte han den i november 1667 til Jep Nielsen, født i Rårud og da tjenende i Dongshøjrup.

Slet, øde og afbrudt.
Købsprisen er desværre ikke oplyst, men gården var på det tidspunkt, "slet, øde og afbrudt", så der har forestået den nye ejer et større arbejde med at få ejendommen bragt på fode igen.
Omtrent samtidig ægtede Jep Nielsen Anne Pedersdatter (1644-1708), datter af selvejer Peder Nielsen på Åvang, Dongshøjrup. Muligvis har svigerforældrene, der slap helskindet gennem krigen, hjulpet det unge par på Slæbækgård. En ældre datter, Johanne blev gift ind på Fogedgården i Rårud, og er således stammoder til den gårds nuværende ejere. Jep Nielsen døde i 1679 og efterlod sig to børn, Peder, der siden fæstede Nørregård i Dongshøjrup, og Maren, der døde i en ung alder fra mand og tre børn.
Anna Pedersdatter indgik nyt ægteskab med Niels Knudsen (1641-1702). Han havde tidligere tjent på Ravnegården i Rårud og måtte inden overtagelsen af Slæbækgård vedgå faderskab til et uægte barn, han fik sammen med en pige i Høje.

Ryttergods
Slæbækgård blev i disse år - tillige med halvdelen af sognets øvrige gårde - udlagt til ryttergods. Forholdene var nu afgørende forbedret. Gårdens fire længer bestod af 49 fag, besætningen omfattende i 1692 ni heste, 12 køer og ungdyr, 20 får og lam samt seks svin.
Udsæden samme år var 12-13 tønder, fortrinsvis rug og havre, mens avlen opgjort i traver var: rug 20, byg 4, havre 16, blandkorn 7 og boghvede 2. Fra engene hentedes årligt 20 læs og fra den tilhørende skov fik man det fornødne brændsel m.m. Der påhvilede dog gården mindre restancer, men ikke værre, end de kunne betales. Niels Knudsens forhold betegnes da også som tilfredsstillende. Velstanden får vi bekræftet, da boet 1705 gøres op efter Niels Knudsen. Gården med inventar vurderes til 494 sletdaler, mens gælden andrager 223. Besætningen er som helhed øget i forhold til 1692, det samme gælder udsædens størrelse: 8 tdr. rug, 16 tdr. havre og 2 tdr. boghvede, så den samlede produktion i stald og mark var i god fremgang.

Efter Niels Knudsen drev den ældste søn Jeppe Nielsen (1683-1764) gården videre, bl.a. bistået af broderen Knud. 1708 døde deres moder, og det oplyses i den forbindelse, at Jeppe Nielsen har erholdt husbondholdsbrev på gården. Skifteforretningen gav i øvrigt anledning til en bitter strid imellem de to kuld halvsøskende. Arvingerne fra første ægteskab hævdede, at de ikke fik i arv, hvad der rettelig tilkom dem.
Jeppe Nielsen blev på samme tid gift med Maren Rasmusdatter (1708-1764) med hvem han fik ialt 6 børn.

Til retten
1718 blev ryttergodset i Kirkeby sogn solgt til Børge Trolle på Nakkebølle. Han ville i modsætning til Kronen ikke ubetinget anerkende Jeppe Nielsens selvejerrettigheder. Selvejerne skulle nemlig kun yde 1/4 landgilde og hoveri i forhold til en fæstegård, og derfor forsøgte han i 1724 med rettens hjælp at få underkendt gårdens selvejerstatus. Det lykkedes ham også at få dømt Jeppe Nielsen til at betale en påstået landgilderestance på 18 rigsdaler til trods for, at Jeppe Nielsen begærede sig fritaget under henvisning til en kgl forordning af 7.5. 1723 om selvejeres rettigheder. Dommeren var dog nødsaget til at tage forbehold for en eventuel ændring af kendelsen, såfremt amtmand Sehested efter opfordring af Jeppe Nielsen og den anden implicerede selvejer Mads Rasmussen på Ravnegård mod forventning skulle godkende de to bønders krav, men i forordningen fastslås det, at selvejere, der følte deres rettigheder tilsidesat af godsejeren kunne tilforhandle sig godsejerens herlighed til gården. Og den mulighed benyttede Jeppe Nielsen sig af i 1725, da han købte gården fri for 860 rigsdaler. For at financiere købet måtte han optage et lån på 700 rigsdaler hos forpagter Hansen Kiær på Klingstrup.
1742 overdrog Jeppe Nielsen gården til sin ældste søn Peder Bech, der var herredsskriver ved Sunds-Gudme herreder samt byskriver i Svendborg.
Forældrene gik nu på aftægt, og de flyttede ind i det ene af de tre huse, der hørte til Slæbækgård. På overtagelsestidspunktet omfattede besætningen to vognheste, seks plovbæster, 20 malkekøer og 24 får. I 1745 slog kvægpesten ned som en granat i sognet. Tabet af kvægbesætningen var måske årsagen til at Peder Bech
allerede i 1746 afstod gården til Morten Erichsen Kalmer boende på Brahetrolleborg Mølle; han sælger den samme år videre til monsieur Rasmus Hansen og hustru Christiana Sophie Larsdatter, boende på Lundegård. Senere omtales han som forpagter på Damsbo. 1759 overdrog Rasmus Hansen gården til stedsønnen Jens Erichsen for 2300 rigsdaler. Jens Erichsen var ved overtagelsen forpagter på Skjoldemose, og siden på Hverringe, inden han gik på aftægt hos datteren og svigersønnen Hans Hansen, der 1795 fik skøde på Slæbækgård. Købsprisen var 6500 rigsdaler og handlen omfattede udover gården og 5 tilhørende fæstehuse Kirkeby sogns kongekorntiende som Jens Erichsen havde erhvervet skøde på i 1765.

Enkemandssæde
Hans Hansen var ved tiltrædelsen af gården 1795 forvalter på Skjoldemose. 1809 solgte Hans Hansen Langkilde  Slæbækgård til frue baronesse Sophia Amalia Rantzau Lehn. 1813 erhvervede Baroniet Lehn imidlertid gården. Problemet for Baroniet var, at Slæbækgård lå midt imellem baroniets ejendomme, hvilket ville vanskeliggøre en påtænkt udskiftning af Kirkeby og Slæbæk byer. Baronessen fik den fornødne tilladelse til at købe Slæbækgård, og det bestemtes, at den skulle være enkemandssæde for afgående ejere af Baroniet på den måde, at gårdens fæster efter forudgående opsigelse skulle fratræde gården til fordel for den afgående mandlige lensbesidder. 1809 blev Slæbækgård bortfæstet til fhv. kok på Hvidkilde Martin Broye, død 1843. 1835 overlodes fæstet til fhv forvalter på Glorup Jens Vedege, død 1871.
Baron Rosenørn-Lehn fik 1869 tilladelse til at afhænde Slæbækgård mod at Lehnshøj i Egense sogn blev indlemmet i Baroniet. Gården tilhørte nu Helm til Rasmus Nielsen i 1906 købte den. Slæbækgårds areal var i 1907 på 132 tdr land.  
  
 Mosegård i SlæbækMosegård i SlæbækMosegårdMosegårdMosegård (matr. nr. 11)
Mosegårds første kendte beboer i 1598/99 er Mads Hansen, i 1662 hedder han Rasmus Beridder og herefter fulgte Niels Christensen og Jep Pedersen. Ifølge kirkebogen og ryttergodsets skifteprotokol døde Jep Pedersen i 1687, han havde ingen børn med sin kone Anne Hansdatter. Hans eneste arving var en søster i Rårud, Johanne Pedersdatter, som dog næppe er identisk med hende på Fogedgården? Som ny fæster antoges Laurits Ibsen eller Laurits Lauritsen (1647-1716). Han var gift 3 gange, og hans sidste hustru Maren Hansdatter (??-1744) ægtede i 1716 Hans Rasmussen "den yngre" (1671-1739), "som gården fæster".
I 1733 tilhørte Mosegård forpagter Axel Hvid på Glorup. Og det synes som om gården også har været bolig for medlemmer af Hvid-familien, måske pastor emeritus Anders Andersen Hvid, der døde i sognet 1755. Samme år som Hans Hansen (Hviid?)(1724-64) fra Svendborg ægter Ide Lisbeth Catrine Rasmusdatter (1735-1774). 1783, juni 10. Mad: Hviids arvinger i Svendborg til kammerherre, baron Lehn.

Efter hans død ægter hun i 1765 Jens Rasmussen Ravn (1727-1795) fra Øster Skerninge, som efter hendes død i 1774 indgår nyt ægteskab med Karen Rasmusdatter (1751-1807). Deres søn Jacob Jensen (1776-1854) bliver siden hen fæster af Ravnegården i Rårud. (se senere). Det er formentlig her vi finder forklaringen på, at gården i Rårud i ældre tid kaldtes Ravnegården.
I 1795 dør Jens Ravn og enken ægter Hans Jørgensen Smed (1765-1811), søn af smed Jørgen Madsen i Øster Skerninge. Karen Rasmusdatter dør dog allerede i 1807, hvorefter han ægter Mette Kirstine Ditlevsdatter (1775-1854) fra Gudbjerg Mølle. Heller ikke dette ægteskab bliver langvarigt, Hans Smed dør i 1811, hvorefter enken gifter sig med Søren Rasmussen (1777-1817) fra Hvidkilde, og igen efter hans død med Peder Knudsen (1769-1856) fra Sandager i Gislev sogn.


Mette Katrine Hansdatter (1800-86)Mette Katrine Hansdatter (1800-86) Karen Rasmussen (1845-1923)Karen Rasmussen (1845-1923)I 1838 indgår Peder Knudsens steddatter Mette Cathrine Hansdatter (1809-) (Hans Smeds datter) ægteskab med Rasmus Knudsen (1803-1873), en broder til Peder Knudsen, og de tog over efter at Mette Kirstine Ditlevsdatter døde i 1840. Sidst i 1870erne overtog deres søn Hans Rasmussen gården. Han fornyede staldlængerne og opførte det nuværende stuehus i 1896. En yngre søster Karen Rasmussen blev i 1876 viet til Jens Christensen fra Ravnegård i Rårud, og deres svigersøn Johannes Valentin Dinesen, født i Tved 1876, overtog i april 1905 Mosegård efter at Hans Rasmussens søn Rasmus Peter Rasmussen, født 1877, efter eget valg havde ønsket at overtage Åvang i Dongshøjrup.

 

 


 
RÅRUD 
  
 
Udskiftningskort over Rårud byUdskiftningskort over Rårud byBuchgård på Egebjerg Hede - udflyttet fra Rårud ca 1784Buchgård på Egebjerg Hede - udflyttet fra Rårud ca 1784

 Rårud by 1781Rårud by 1781 Rårud udflyttergårde og huse efter ca 1784Rårud udflyttergårde og huse efter ca 1784 Buchgården efter udflytningen fra Rårud by ca 1784Buchgården efter udflytningen fra Rårud by ca 1784

 

Udskiftning og bylav Part 1 of 8.WAV4.39 MB

 

 

 

 

 


  
 Udflyttergårde fra Rårud by 1784Udflyttergårde fra Rårud by 1784Matr. nr. 1, Rårudvej (i folkemunde igennem mange år også kendt som Niels Hansens gård) 
I 1698 stod den aldrende Hans Clausen (1612-1701) frem som vidne ved herredstinget i Kirkeby og bekræftede at han i sin ungdom "var løbedegn til Kirkeby og Lunde sogne" og siden i "mange år har boet og været en gårdmand i Kirkeby sogn". Hans Clausen var søn af Claus Nielsen Juul - den sidste bosiddede præst i Kirkeby. Det var ved kongelig anordning i 1637 bestemt, at Kirkeby sogn efter Claus Juuls død skulle annekteres til Ollerup sogn, og Lunde sogn skulle til Stenstrup. Claus Juul, havde i 1619 "arvet" embedet efter sin svoger Hans Lauritsen, der var gift med hans søster Magdalene. Og før dem var det faderen Niels Juul, der stod på prædikestolen i de to sogne. Da Claus Juul døde i 1644 har sønnen Hans Clausen været omkring 32 år, hans "kendte" hustru var 12 år yngre end han, og den ældste af børnene vi kender alderen på Claus Hansen var født i 1646, så det tyder jo på at familien er flyttet fra præstegården til gården i Rårud omkring det tidspunkt, da faderen døde.


Claus Hansen (1646-1700) kom som vi senere skal se til Ravnegården i Rårud. Fødegårdens næste fæster hed Rasmus Hansen Gemaliel (1654-1723), men jeg har ikke fundet dokumentation for at han er Hans Clausens søn. I den forbindelse bør det dog indskydes, at jeg har påtruffet en præst i Svendborg med fornavnet Gemaliel. I 1718 på den tid, da ryttergodset stod overfor at skulle sælges, er det en søn af Rasmus Hansen Gemaliel, Hans Rasmussen Gemal (1690-1763), der har fæstet. Han havde i 1715 ægtet Karen Jensdatter (1692-1767) fra Kirkeby. Gemal-navnet var nu ved at have bidt sig fast. Gården i Slæbæk som deres søn Rasmus Hansen Gemal (1715-1787) fæstede og som ca 1817 flyttedes til Kirkeby, hedder som bekendt Gemalgården. (Gemalvej 20). En anden søn Peder Hansen Gemal (1735-1797) ægtede i 1760 Rasmus Buchs enke på en anden af gårdene i Rårud. (Se herom senere).


Den næstældste søn Jens Hansen Gemal (1717-1769) beholdt også navnet, han havde overtaget fødegården i fæste, da faderen døde. I 1761 ægtede han Maren Nielsdatter (1737-1775),fra Rårud, som efter Jens Gemals død i 1769 giftede sig med Hans Hansen Gemal.
Hun dør i 1775, hvorefter Hans Gemal stifter bo med Bodil Larsdatter.

I samtiden rostes Hvidkildes ejer Poul Abraham Lehn for sit store reformarbejde på sine godser. "Hvidkilde ...her, hvor man kunde se Bøndergaarde, opførte af
Grundmur, ligge midt i deres Marker og lange Rader af Huse, som beboedes af flittige Vævere og andre Fabrikarbejdere...". Ifølge forslaget til udskiftningen af Rårud by i 1784 skulle 3 gårde udflyttes af landsbyen, 2 øst for skoven og den sidste til en placering på Kirkeby Hede. Et så gennemgribende indgreb i hverdagen kom som et chok for familien på Rårudgården. De havde formentlig været uheldig med lodtrækningen og blevet "dømt" til at skulle flytte ud bag skoven. Og da alle forsøg på at slippe greb Hans Gemal til en sidste udvej. Han meddelte godset, at han ønske at fratræde sin gård. Hans brev der er dateret Rårud den 17. november 1783 og underskrevet med hans forbogstaver lyder som følger:

"Høy Velbaarne naadige Herskab!
Da min Kovne og jeg ere betagne af en besynderlig frygt for at udflytte paa Raarud Skov, hvor det vilde blive ligesaa besværlig som uvist om jeg der kunde have mit Ophold med Hustru og Børn, og jeg ikke kand give mig Haab om, at det naadige Herskab vil give nogen Forandring derudi og lade mig blive boende i min Gaard saaledes som den nu befindes, saa har jeg i Guds Navn herved resolveret, efter det Løfte og Aftale med Herskabet, om at jeg maa flytte ud af Gaarden med Frihed for mig og mine Børn, at jeg da til førstkommende
1ste Mai 1784 fratræder og afleverer min ifæstehavende Gaard i den Stand Loven befaler, imod at mig meddeles Friheds Bref for mig og mine Børn og herom udbedes et Par Ord paategnet af det naadige Herskab.
Raarud den 17 November 1783 H:H:G: Hans Hansen Gemahl".

Og så viste der sig alligevel en udvej. Hans Gemals far Hans Knudsen i Gundestrup, Hundstrup sogn var død i 1779, og fæstet overladt til Hans Mortensen som efter skik og brug skulle give aftægt til Hans Gemals mor, Karen Hansdatter (1698-1782). Nu ordnedes det imidlertid således at Hans Gemal med familie rykkede teltpælene op fra Rårud og flyttede hjem til hans fødegård i Gundestrup samtidig med at Hans Mortensen og hans hustru Johanne Nielsdatter (-1787) påtog sig den opgave at starte på en frisk med at genopføre en helt ny gård ude bag Rårudskoven. Hun var datter fra en gård i Dongshøjrup. Hans Mortensen var iøvrigt godt kendt af folk på egnen, hans første kone Karen Rasmusdatter (-1781) var nemlig datter af Rasmus Hansen Gemal i Slæbæk. Men særlig godt ser det nu ikke ud til, at det er gået for Hans Mortensen, hans anden kone dør i 1787, og de er ikke ved gården i 1801. Kirkebogen afslører i 1799 af de frister en tilsværelse som indsiddere i Slæbæk. Så Hans Gemals frygt var måske ikke helt ubegrundet?

Der kom nu helt nye folk i gården, Rasmus Larsen (1751-1835) og Maren Christensdatter, han var fra Rørup og hun fra Fønsskov. De holdt deres første barn over dåben i Kirkeby kirke i 1797, hans fæstebrev er udstedt 7. april 1795, og i januar samme år havde Hans Mortensen og Abelone Rasmusdatter, et barn fra gården i Kirkeby kirke, så det ser ud til at skiftet er sket i begyndelsen af 1795. Efter en snes år rykker Rasmus Larsen og kone ind i gårdens aftægtsstue og overlader gården til et ægtepar fra Vejstrup, Niels Sørensen (1760-1853) og Kirstine Hansdatter (1769-1850). De stammede oprindeligt fra Ulbølle sogn, men havde levet en stor del af deres voksenliv i Vejstrup, hvor de fleste af deres børn blev født. Det blev således sønnen Hans Nielsen (1803-1868), der førte gården videre. I 1836 blev han gift med Johanne Kirstine Christensdatter (1808-), og deres søn Niels Hansen (1838-) tog siden over sammen med sin kone Mette Kirstine Andersen ((1839-), der var barnefødt i Stenstrup sogn.
 
 
Ravnegård i RårudRavnegård i RårudRavnegård (matr. nr. 3)
Efter Svenskekrigens afslutning lå Ravnegården øde og afbrudt hen fra 1660-64, i gældspant til bykøbmand for leverede varer; men så i 1664 fik Christen Pedersen husbondholdsbrev på gården. Alle kilder peger på at han var søn af gårdens tidligere ejer, Peder Jørgensen, hvis slægt kan føres flere generationer tilbage på gården. Christen Pedersens søster Bodil Pedersdatter var på det tidspunkt i ægteskab med Rasmus Albrechtsen på Kokkenborg, før krigen var hun kone på Slæbækgård gennem sit ægteskab med Rasmus Nielsen, der ligesom faderen må formodes at være døde under krigen. Christen Pedersen døde i 1682 og overlod gården til en anden søster, Anne Pedersdatter, der var gift med gårdens næste ejer Claus Hansen(1646-1700), en søn af Hans Clausen i matr. nr. 1 og sønnesøn af pastor Claus Juul i Kirkeby. Anne Pedersdatter dør i december 1684 og Claus Hansen indleder nyt ægteskab med en brordatter til Hans Erichsen på Åvang, Maren Jensdatter (1662-1716). De får børnene Hans Clausen (1687), Anne Clausdatter (1690) og Karen Clausdatter (1693). Da Claus Hansen dør år 1700 indvilger børnenes værge i at deres fars halvpart i gården tilskødes en søn fra Fogedgården, Mads Rasmussen (1678-1729), som har indgået ægteskab med Claus Hansens enke og fortsætter som ny mand på gården.

I takt med at døtrene på Ravnegård vokser til bliver de afsat til ungersvende i "kredsen". Karen Clausdatter blev således den 18. juni 1713 gift med Knud Hansen i Sognefogedgården i Dongshøjrup, mens Anne Clausdatter den 16. juni 1715 ægter fæsteren af Fogedgården i Rårud, Peder Rasmussen, der er bror til hendes stedfader.
I 1716 dør de to døtres mor, Maren Jensdatter, og deres stedfader Mads Rasmussen gifter sig igen med Karen Poulsdatter, der havde en bror Christen Poulsen i Ellerup, Gudbjerg sogn. I 1721 indgår Mads Rasmussen og Maren Jensdatters datter, Maren Madsdatter (1701-1779) ægteskab med gårdens nye mand, Niels Iversen (1683-1759), skiftet falder sammen med et ret så skæbnesvangert retsopgør med den noget herskesyge godsejer på Nakkebølle, Børge Trolle, der i 1719 havde købt ryttergodset i Kirkeby sogn. Sagen førtes samtidig med Børge Trolles sag mod Jeppe Nielsen på Slæbækgård. Da Mads Rasmussen døde i 1729 var han og konen flyttet ind (formentlig) i det hus, der hørte til gården. Hans enke blev boende her og indgik nyt ægteskab med husmand Hans Jensen, der fæstede huset.

Niels Iversen og Maren Madsdatters søn Anders Nielsen (1738-1772) blev næste fæster på gården. Han ægtede en datter af smed i Skovsbo, Søren Pedersen, Agnete Sørensdatter (1738-1807). I sit andet ægteskab med ladefoged på Hvidkilde, Jonas Jensen (1739-1825), der stammede fra Majbølle på Langeland, får hun i 1779 datteren Anne Jonasdatter (1779-1865), som sammen (viet 1803) med sin tilkommende mand Jacob Jensen (1776-1854), fører slægten videre på gården. Jacob Jensen var ældste søn af Jens Ravn på Mosegården i Slæbæk. Det bliver igen på spindesiden at slægten viderføres, idet deres datter Agnete Jacobsdatter (1810-1878) i 1834 ægter Christen Jensen (1802-1877) fra Sørup. Ravnegården er endnu i 2004 i samme slægts eje.
 
 
Fogedgården (matr. nr. 4)
Fogedgård i RårudFogedgård i Rårud Fogedgården i RårudFogedgården i RårudSlægtsgårdsarkivet udarbejdede i februar 1950 den første oversigt over Fogedgårdens historie. Den ældste kendte beboer, de kom tilbage til var Mads Ibsen, der blev fundet nævnt i Nyborg lens ekstraskattemandtal fra 1653, men det lykkedes ikke dengang trods ihærdig efterforskning at koble en forbindelse mellem Mads Ibsen (-1678) og gårdens næste ejer Rasmus Olufsen (1641-1720). Først da vi mange år senere dykkede ned i Sunds herreds tingbøger lykkedes det. I 1678 blev der nemlig indført et arveafkald i tingbogen, som viser at Mads Ibsen havde været gift med Johanne Pedersdatter (1639-1725), som senere indgår ægteskab med Rasmus Olufsen og dermed blev stammoder til den nuværende slægt på gården. Senere fandt vi ligeledes i tingbogen yderligere oplysninger, nemlig at Johanne Pedersdatters forældre, Peder Nielsen og hustru Karen frem til 1674 beboede Åvang i Dongshøjrup, samt at søsteren Anne Pedersdatter var kone på Slæbækgård.


Rasmus Olufsen var "præstens medhjælper", som det udtrykkes i kirkebogen ved hans død i 1720. Der var 2 sønner i ægteskabet, Mads Rasmussen, som 1700 flyttede ind på Ravnegården, der ligger overfor Fogedgården, og i 1683 Peder Rasmussen (1683-1753), der i 1704 som 21-årig fik fæstet på Fogedgården for 40 rigsbankdaler for at slippe for soldatertjeneste.Og som allerede nævnt indgik Peder Rasmussen den 16. juni 1715 ægteskab med Anne Clausdatter (1690-1753), hvis oldefar var pastor Claus Juul i Kirkeby.


Oprindelsen til Foged-navnet fortoner sig noget i det dunkle, den første med tilnavnet Foged er Peder Rasmussen og Anne Clausdatters søn, Rasmus Pedersen Foged (1721-1793), der fortsætter fæstet af gården. Han indgik i 1750erne ægteskab med en datter vistnok fra Mosegård i Sørup, Maren Larsdatter (1735-1813), som efter Rasmus Fogeds død i 1793 ægter den langt yngre karl i gården Jens Jonassen (1759-1840).
En ugift hjemmeværende datter af Rasmus Foged, Bodil Rasmusdatter (1761-1849) fødte i 1802 en datter, Karen Hansdatter (1802-1881). Ifølge kirkebogen blev Hans Pedersen, "Brendegård" udlagt som barnefar, men i familien fortælles en ganske anden version af handlingsforløbet, idet det hedder sig, at Hans Pedersen "blev betalt" for at påtage sig faderværdigheden, for at skjule, at det i virkeligheden var moderens stedfader Jens Jonassen, der for at sikre arvefølgen på gården var fader til Karen Hansdatter.

Sønnen på gården Peder Rasmussen (1777-1807) blev i så henseende ganske forbigået, så han flyttede i 1804 hjemmefra for at gifte sig med en enke i Heldager. Han døde dog allerede i 1807 uden at efterlade sig nogle livsarvinger.

En søster til Bodil og Peder, Karen Rasmusdatter blev i 1793 gift med ladefoged på Nielstrup, Hans Jensen Gemal (1764-1811), de bosatte sig på en gård i Gundestrup, men i 1811 indtraf der en tragisk ulykke, da "gårdmand og sognefoged Hans Jensen i Gundestrup, .. faldt ned af sit hus og slog sig ihjel, 48 år". Jeg formoder, at han var søn af Jens Hansen Gemal (1717-1769) i Rårud (se matr. nr. 1, Rårud). Enken gifter sig påny, men hendes søn Jens Hansen (1802-1867) blev i 1815 adopteret af Jens Jonassen og hentet til Fogedgården.

I 1822 er der så "hastebryllup" på Fogedgården, da de to unge på gården Karen Hansdatter og Jens Hansen har fundet sammen.
Jens Hansen frikøbte Fogedgården fra Hvidkilde i 1854. Han døde imidlertid ret ung, hvorefter gården i mange år forestodes af hans enke, Karen Hansdatter. 1880 overlod hun så gården til de to sønner Rasmus Jensen Foged (1836-) og Niels Jensen Foged (1841-1899). I 1899 brændte Fogedgården samtidig med at Niels Jensen Fogeds søn Lars Jensen Foged (1879-1960) overtog gården.
 
DONGSHØJRUP 

Udskiftning og bylav Part 1 of 8.WAV4.39 MB
  
 
 Dongshøjrup by efter 1803Dongshøjrup by efter 1803 Dongshøjrup by efter 1803Dongshøjrup by efter 1803Dongshøjrup by ca 1795Dongshøjrup by ca 1795Med byhornet tudede oldermanden til stævneMed byhornet tudede oldermanden til stævneKort over Dongshøjrup by ca 1795
 
Byen talte i 1733 ti gårde, 1 bol og 9 huse, og var således den største af landsbyerne i Kirkeby sogn. 3 af gårdene var jordegne, som vi kan spore tilbage til den tidligere nævnte lensjordebog fra 1563. På kortet fremstår "Bondegården" som tvillinggård midt i byen, men der kan næppe herske tvivl om, at engang var det den førende gård i byen. Ejerne i 1563 og i 1662 hed Jens Bonde. Men synsforretningen efter Svenskekrigen (1658-60) taler sit tydelige sprog om hvilken hård skæbne der ramte gården og dens beboere under krigsfejden: "Jens Bonde Joerd Egen Øde og ruinerit". Efter 1700 blev gården delt i 2 halvgårde. Ved udskiftningen af Dongshøjrup by i 1803 udflyttedes den ene tvillinggård til (Nørregårdsvej 8) mod vest mens den anden tvillinggård kom mod øst (Højbjergvej 9). De 2 gårde beliggende vestligst i byen Sognefogedgården og Åvang var de andre jordegne gårde i byen. Sognefogedgården indtager endnu sin gamle plads i byen (Nørregårdsvej 23), mens Åvang blev udflyttet til sin nuværende placering i 1856 (Hovedvejen 23).

I 1653 pantsatte Kronen herlighedsretten i de tre jordegne gårde til Falk Gjøe, ejer af Hvidkilde, men efter Svenskekrigens ophør 1660 er det Chr. Skeel til Ravnholt, der står opført som ejer. 1703 solgte Ifver Rosenkrands, Rosenholm ved Randers gårdenes herlighedsret til Mathias Rosenvinge på Ørbæklunde, hvorunder gårdene hørte indtil 1770, da de kom til Poul Abraham Lehn på Hvidkilde.  
  
 Nørregård i Dongshøjrup, malt 1899Nørregård i Dongshøjrup, malt 1899Nørregårdsvej - Nørregård udflyttet 1803Nørregårdsvej - Nørregård udflyttet 1803Nørregaard (matr. nr. 1)
Efter Jens Nielsen Bonde nævnes Christen Nielsen Bonde som almindelig gårdfæster af Bondegården. Ifølge Kirkeby kirkebog dør en Christen Bonde i 1684. Den næste kendte fæster er ifølge den reviderede version af 1688-matriklen, der udkom 1701, Peder Ibsen (1668-1747), en søn af Jep Nielsen og Anne Pedersdatter på Slæbækgård. Han efterfølges i 1724 af Lars Nielsen (1700-1745). Da Ørbæklunde i 1770 solgte gårdene i Dongshøjrup til Hvidkilde var delingen af "Bondegården "en realitet. På den ene halvgård sad Niels Madsen (1718-1771). Niels Madsen fik sit fæstebrev efter Lars Nielsens død i 1745 .Og på den anden halvgård hed fæsteren i 1770 Anders Mortensen (1736-1812), han kom fra Ørbæk og havde samme år i Kirkeby kirke giftet sig med en pige Maren Mortensdatter (1737-1804) der fra byen.
 
1771 døde Niels Madsen, og hans gård overtages nu af Rasmus Rasmussen Nørregaard (1758-1811), der 18. marts 1772 ægter Maren Larsdatter (-1798). Hun havde i 1767 fået en dreng, Lars Nielsen med Hans Knudsens søn, Niels fra Sognefogedgården, så jeg formoder at hun er datter af gårdens tidligere fæster Lars Nielsen. Der er lidt uoverensstemmelser om hendes alder i de forskellige kilder. Efter Maren Larsdatters død i 1798 overgik fæstet af gården til Henrik Andersen (1769-1846) fra Skovsbo, der i 1799 ægter den ældste datter i gården Karen Rasmusdatter (1773-1811). I deres tid blev gården udflyttet fra Dongshøjrup by og flyttet til sin nuværende beliggenhed Nørregårdsvej 8. Ifølge gamle kort blev gården genopført i overensstemmelse med andre Hvidkildegårde. "...3 Længder, alle af Eegetømmer, selv Skillerumme, med brændte Steen i Tavlerne, udfugede, store Vinduer, malede Porte, Dørre, Gaule og Stakitter...", Ifølge slægtstraditionen stod i mange år et æbletræ tilbage i byen kaldet "Nørrealen", som erindring om gårdens oprindelige beliggenhed i byen "mellem gadekæret og landevejen, bag Damgård " (Højbjergvej 1). Stuehuset var oprindeligt i nordlængden og over indgangen signalerede en porthammer PAL 1803 at det var Hvidkildes reformvenlige ejer Poul Abraham Lehn, der havde gennemført udskiftningen af byen. Gårdens nuværende meget statelige stuehus med skifertag opførtes i 1884 samtidig med at der indrettedes stald i nordlængden.
Henrik Andersen Nørregaard var gift 3 gange, hans sidste ægteskab indgik han i 1821 med enken Kirsten Olesdatter (1778-1863) fra Rødme i Stenstrup sogn. Hendes søn Hans Jensen Nørregaard (1818-1878) fra et tidligere ægteskab købte siden Nørregaard til selveje. Galgebakken for Sunds og Gudme herreder lå på Nørregårds jord, hvor man i 1820erne havde været vidne til et grufuldt optrin, da et par blev henrettet for mord, men efter at gården var overgået til selveje tillod Hans Jensen Nørregaard ikke at det skulle gentage sig på hans jord, da "Ildebrandsdrengen" -"et stakkels forvildet ungt menneske" på 16 år i 1852 blev dømt til halshugning. Myndighederne bøjede sig og henlagde henrettelsen til Ovinehøj i Svendborg.

Et par år efter hans død ægtede datteren Maren Christine Jensen, født 15. november 1857 gårdens næste ejer Niels Mortensen, født 15. september 1853 i Hundtofte, Stenstrup sogn. Niels Mortensen var bl.a. en af initiativtagerne til oprettelsen af Kirkeby Andelsmejeri, hvis første formand han var. 
 
Dongshøjrup MaskinstationDongshøjrup MaskinstationSognefogedgården (matr. nr. 2) (Nu Dongshøjrup Maskinstation)
Gårdens ældste kendte beboer (1563) hedder Laurids Persen, herefter nævnes i 1591 Michel Jørgensen og efter ham Laurids Jørgensen. Ved midten af 1600-tallet beboes gården af Hans Knudsen, han nævnes første gang i 1653/54, - han og gården slap tilsyneladende gennem krigen nogenlunde helskindet imodsætning til mange andre af sognets bønder, der måtte se deres gårde gå op i luer, og flere af dem omkom formentlig også. Hans Knudsen afløses 1675 af Jep Rasmussen, som får skøde på den halve gård, som Hans Knudsen "beboede og fradøde"
En yngre Hans Knudsen får dog allerede i både 1679 og 1680 tinglæst adkomster til gården. Kirkeby kirkes regnskaber viser, at Hans Knudsen har afløst Jep Rasmussen ca 1677/78.
Om den yngre Hans Knudsen vides, at han døde i 1727, 78 år gl, d.v.s. han må være født omkring 1649, men om slægtsforholdet til den ældre Hans Knudsen kan intet oplyses.
Derimod vides det, at hans hustru hed Bodil Pedersdatter, samt at hun var moder til sønnen Knud Hansen, der fik fæstebrev på gården i 1709 p.g.a. faderens "alderdom og svaghed".
Efter at gårdenes herlighedsret i 1703 var solgt fra Ifver Rosenkrands, Rosenholm ved Randers til Mathias Rosenvinge til Ørbæklunde kom der til at stå en højst ulige magtkamp mellem herskab og bonden i Dongshøjrup. I Rosenvinges øjne var Knud Hansen en almindelig fæstebonde på linje med alle andre, men Knud Hansen og familie forsøger desperat at forsvare deres nedarvede rettigheder i gården. I 1713 får han moderens part i gården og i 1717 erhverver han fuldstændigt skøde på gården. I den forbindelse fremlagde han alle familiens gamle adkomster til gården i retten, for at hævde sine rettigheder.
Men Rosenvinge strammer langsomt men sikkert grebet om Knud Hansen. Til gården hørte f.eks et hus, som Rosenvinge skilte fra gården for at han selv kunne oppebære lejeindtægten.
Flere af bønderne i Kirkeby sogn førte som tidligere nævnt på samme tid en lignende kamp mod deres herskab, og det gik bonden i Sognefogedgården som venteligt var, at han efterhånden gled over som almindelig fæstebonde ude af stand til at hævde sine rettigheder.

Knud Hansen, født 1681 indgik i juni 1713 ægteskab med Claus Hansens datter i Rårud, Karen Clausdatter [Ravnegård Rårudvej 2]. Ifølge pastor Vitus Berings anførsler i Kirkeby kirkebog var Karen Clausdatter et oldebarn af den sidste bosiddende præst i Kirkeby, Claus Nielsen Juul, der døde i 1644, hvorefter Kirkeby sogn blev anneks til Ollerup.
Karen Clausdatters farfar var fæstebonde i Rårud. Han hed Hans Clausen og blev meget gammel. Som 90 år forklarede han således på det gamle ting i Kirkeby, at han som ung var ansat som løbedegn for Kirkeby og Lunde menigheder.

Karen Clausdatter overlevede sin mand, idet Knud Hansen døde allerede i 1733, kun 52 år gl. - Hendes ny mand hed Hans Larsen og han var muligvis søn af Laurits Mortensen i Dongshøjrup. Han overlever Karen Clausdatter med tre år, og gården overgår herefter til deres søn, Knud Hansen, født 1734 og hans hustru Kirsten Jensdatter.

Ørbæklunde solgte i 1770 sine Dongshøjrupgårde til Poul Abraham Lehn på Hvidkilde, datidens store landboreformator på Sydfyn.

Knud Hansen dør 1791 og nåede altså ikke at opleve ophævelsen af det gamle dyrkningsfællesskab i Dongshøjrup, som fandt sted 1803. Enken overlevede ham i hele 23 år, men lod de unge kræfter komme til, da udskiftningen af byen tog sin begyndelse.

Sønnen Jens Knudsen, der nu stod for styret af den gamle jordegne gård, var født 1775. Hans første kone, Maren Hansdatter, døde allerede i 1805, men 4 måneder efter giftede han sig påny - denne gang med Birthe Cathrine Hansdatter fra Rødskebølle i Sørup sogn

I 1824 nægtede alle Dongshøjrup bønderne at udføre det dem pålagte hoveri på Heldagergård. En retssag rejstes mod bønderne, som de selvfølgelig tabte. Selve sagen, der er bevaret og findes på en af gårdene i byen fylder mere end 100 tætskrevne foliosider.

De stædige bønder blev af retten idømt mulkter for deres udeblivelse fra hovmarken, og da de ikke ville betale, blev de pantet. Hos Jens Knudsen blev der således gjort udlæg i en egekiste og et hængeskab.

Tre år senere måtte bønderne i forligskommissionen, fordi deres bysmed Jens Jørgensen gjorde vrøvl over, at den gamle kontrakt med bønderne fra 1803 ikke længere var tidssvarende. En ny kontrakt blev derfor med forligskommissionens mellemkomst indgået i 1827.

Samme år døde Jens Knudsen og enken fortsatte med en søn Knud Jensen som bestyrer. Han var 18 år ældre end sin tilkommende hustru, Anna Knudsdatter, der stammede fra Lunde. I deres tid overgik Sognefogedgården til selveje.

Det blev en datter, Birthe Marie Knudsen, som førte den gamle gård videre. I en alder af 21 år indgik hun 1875 ægteskab med Anders Stokholms 24 årige søn, Hans Jørgen Andersen Stokholm. Og hendes forældre gik nu på aftægt hos de unge. Hans Jørgen Stokholm valgtes midt i 1880erne til sognefoged i Kirkeby sogn. En bestilling han siden overdrog til svigersønnen, murermester Peder Christensen, der var gift med hans datter Betty. Hans Jørgen Stokholm overtog sognefogedbestillingen netop i kriseåret 1885, da sognets rasende venstrebønder opponerede mod den siddende Estrupregering. Et af de midler, som bønderne brugte i den politiske kamp, var skattenægtelse, som flere af sognets bønder tog i anvendelse. Så Stokholm måtte med eller mod sin vilje følge herredsfogden rundt i sognet for at udpante de genstridige bønder.
Hans Jørgen Stokholm og Birthe Marie Knudsen blev de sidste af den gamle slægt på Sognefogedgården

Note: En broderdatter til Hans Jørgen Stokholm, Maren Rasmussen, Nyborg har i nutiden været en meget flittig meddeler af folkeminder til Nationalmuseet. Hendes far Lars Stokholm drev en købmandsforretning på Løgeskov.  
 
Åvang i samme slægt fra 1674-2003Åvang i samme slægt fra 1674-2003Åvang (matr. nr. 3) 
I 1674 blev ved herredstinget i Kirkeby læst en adkomst ("såvidt bondeeje") for Åvangs nye ejer Hans Erichsen (1642-1717) og hustru Bodil Mortensdatter (1648-1720). Af skødet ses, at gården tidligere var beboet af Peder Nielsen og hustru Karen. Peder Nielsens navn genfinder vi i en bevaret lensjordebog fra 1653/54, og en nøjere gennemgang af Nyborg Lens jordebøger og skattemandtal ville muligvis kunne dokumentere at Peder Nielsens slægt har beboet gården igennem flere generationer. Gennem Hans Erichsens skøde får vi navnene på Peder Nielsens arvinger.En datter Johanne Pedersdatter (1639-1725) var gift med Mads Ibsen og siden Rasmus Olufsen til Fogedgården i Rårud, en lidt yngre datter Anne Pedersdatter (1644-1708) blev frue på Slæbækgård gennem sit ægteskab først med Jep Nielsen og siden med Niels Knudsen. Og endelig var endnu en datter Bodil Pedersdatter i ægteskab med Anders Jørgensen, der var ansvarlig for driften af Åvang indtil Hans Eriksen tog over. Hvad der siden blev af dem ved jeg ikke.

Hans Erichsen og hans "fæstemø" kom fra Bobjerg i Lunde sogn, og vi kender intet til deres herkomst, men deres efterkommere har boet på Åvang helt frem til det sidste års tid (2003). Dog ved vi at Hans Erichsens brordatter Maren Jensdatter var gift med Claus Hansen (Ravnegården i Rårud).

Efter Hans Erichsen fulgte den yngste søn Rasmus Hansen (1692-1717), han fandt sin tilkommende inde ved siden af på Sognefogedgården, men hans ægteskab med Hans Knudsens datter, Bodil Hansdatter (1684-1767) varede kun fra 1713 og 4 år frem. I de 54 år hun opholdt sig på Åvang måtte hun igennem 3 barneløse ægteskaber. Efter hendes næste ægteskab med Rasmus Nielsen (1691-1727) ægtede hun i 1727 Hans Mortensen (1698-1791), som overlevede hende. Det er muligvis deres gård, der hentydes til i kirkebogen, idet Hans Mortensens gård nedbrændte natten mellem 17. og 18. september 1755, hvorved en person indebrændte.

Hans Mortensen sikrede arvefølgen til gården gennem sit nye ægteskab med Johanne Nielsdatter, datter af Niels Pedersen i Ollerup. Der var ganske vist en aldersforskel mellem de to på 47 år, så Hans Mortensen var 72 år da han fik sønnen Morten Hansen, som siden overtog gården. I den mellemliggende periode blev gården drevet af Rasmus Andersen som bestyrer. Enke og bestyrer var næsten jævnaldrende, så efter Hans Mortensens død fandt de sammen, men han dør allerede i 1798. Efter 1800 overtog Morten Hansen (1772-1818) styrelsen af gården. Han døde dog allerede i 1818, hvorefter enken Karen Rasmusdatter drev gården videre med en søn Hans Mortensen (1804-1855) som bestyrer. Efter hans død i 1855 indgik hans enke Karen Jørgensdatter, der stammede fra Egense nyt ægteskab med Hans Jensen fra Lydinge. Han dør i 1890 og efter en række år arver Hans Rasmussens søn Rasmus Peter på Mosegård i Slæbæk Åvang. Han havde valget mellem sit fødehjem og Åvang. 
 

EGEBJERG 
  
 
 Egebjerg by 1820Egebjerg by 1820Kort over Egebjerg by 1816Kort over Egebjerg by 1816Kort over Egebjerg by 1816. Gårdene matr. nr. 6 og 8 (se kort) i dag beliggende Alpevej 3 og 6 er byens 2 gamle jordegne gårde, som endnu ligger på deres oprindelige pladser.

 

 

 

 


Lindely i Egebjerg by, Kirkeby sognLindely i Egebjerg by, Kirkeby sognMålsgården i Egebjerg (matr. nr. 6)
Landsarkivar Hans Knudsen har i Fynske Årbøger 1941 skrevet om "Fynske Maalsmænd og Maalbønder", herunder også omtalt den ene af de to gårde i Egebjerg (Alpevej 3), som påkaldte sig Hans Knudsens interesse fordi den hørte til en lille men indflydelsesrig gruppe af selvejergårde. Det ses af, at der imellem gårdens ordinære afgifter til Kongen, skulle ydes 3 skilling målpenge (1563), i 1591 er beløbet forhøjet til 6 skilling 2 alb. Disse selvejerbønder går under benævnelsen målbønder og havde oprindeligt haft en særstilling ved Danehoffet på Nyborg Slot. Da lensmanden i Nyborg Laurits Brockenhus sidst i 1500-tallet således skulle udpege en ny herredsfoged for Sunds herred faldt valget da også netop på Egebjerggårdens ejer Hans Hellesen.
Vi har kendskab til en retssag fra 1588, som Hans Hellesen pådømte. Forhistorien til denne proces går helt tilbage til årene lige efter reformationen 1536, da Jørgen Pedersen blev kaldet som sognepræst til Ollerup af Ejler Rønnow til Hvidkilde, men den lokale befolkning, der endnu hang fast i den katolske trosverden, bød ikke sognets første lutherske præst velkommen, snarere tværtimod, de lukkede ganske enkelt kirkedøren for ham 3 søndage i træk, hvorfor den arme præst ikke så anden udvej end at søge hjælp hos fruen på Nielstrup, fru Gertrud Parsberg, der også lovede at hjælpe ham, men kun hvis hun som påskønnelse for sin indsats fik halvdelen af Ollerup præstegårds jordtilliggende, hvilket han gik ind på. Jeg har ved at studere sagen nærmere fået den mistanke, at fru Gertrud Parsberg drev dobbeltspil, og at hendes motiv var ren chikane overfor Ejler Rønnow på Hvidkilde? Uanset hvad så måtte Jørgen Pedersens efterfølgere i embedet finde sig i at deres indkomstgrundlag var blevet stærkt forringet.
Sognepræsten i Ollerup Niels Knudsen (1577-91) gjorde dog et ihærdigt forsøg på at få retten på sin side ved at anlægge sag an mod ejerne på Nielstrup, Ejler Bryske og Sophie Lunge, for at få jorderne tilbage igen. Desværre for præsten blev sagen først anlagt i 1588 eller 40-50 år efter det skete. Og selvom Hans Hellesen havde stor sympati for præstens begæring, måtte hans afgørelse gå Niels Knudsen imod, grundet på at Nielstrup havde mere end 20 års rolig hævd på jorden. Jeg mener i dag at kunne sandsynliggøre, at Skovsgård i Stågerup er opført på den præstegårdsjord, der blev fradømt præsterne i Ollerup

Landsarkivar Hans Knudsen har behandlet Egebjerggårdens historie helt frem til 1791, da gården gled over iblandt de almindelige fæstegårde. I 1700-tallet var gården beboet af folk udenfor den egentlige bondestand.

Efter Hans Hellesen nævnes som ejer Niels Hansen (1598), Rasmus Nielsen Bonde (1640). I 1653 pantsatte Kronen sin herlighedsret i gården til Otte Krag, der fra 1656 skrev sig til Egeskov gods, 1756 kom gården til Jens Lange på Rødkilde, for endelig i 1779 at overgå til Hvidkilde.

Gården blev i flere tilfælde i 1600-tallet benævnt Bondegården i Egebjerg, og 1660 kom en af gårdens mere markante beboere, Søren Christensen (1627-1703), der var en meget proceslysten herre, som på vegne af Egeskovs ejer eller kirken satte bønder og andet godtfolk stævne på tingstedet, når de var kommet i restance med landgilde, skatter eller andre afgifter. Efter ham fulgte kaptajnløjtnant Hans Anton Curtius (1676-1729), der deltog som aktiv i Den store nordiske Krig 1700-21. Curtius fik en storstilet begravelse i Kirkeby i 1729. I kirken blev efterfølgende ophængt et harnisk med en mindeskrift over ham. Dette harnisk blev i 1921 overdraget til Svendborg og Omegns Museum. Boopgørelsen efter Curtius giver iøvrigt mange interessante oplysninger. Vi får en beskrivelse af den salige ritmesters klæder: 1 rød hue med "foeder" om og en "guldtraaed qvart", 1 hat, 1 gl. sort klædes underklædning, 1 gl. grønklædes klædning af kiol, vest og bukser med kamelhårs knapper udi, 1 rød klædes klædning af kiol, vest og bukser med forgyldt messing knapper udi, 1 brun klæde kiol og bukser med kamelhårs knapper udi, 1 rød klædes vest med "guld galoner paa", 1 par handsker broderet på kanterne, samt 1 kårde "gehæng" af guldlæder. Usædvanlig var også hans bogsamling: 1 tysk bog Titus Libius og Lucius Telorus, 1 gl. dansk huspostil, Doktor Johan Lorentz Sande Christendom, Medelbyes passions for Klaring in octava, Nogle andre gl. tyske, danske, latinske og franske bøger. Interessant er det også, at hans sønner dels modtog hjemmeundervisning dels blev undervist i Ollerup præstegård af provst Vitus Bering. I 1737 fæstede Monsr. Iver Hunsholt og hustru Anna Sophia Mathiasdatter gården efter Madame Curtius. 1750 nævnes foged Niels Stehr til Løjtved, Skjoldemose og Flintholm og endelig i 1755 fik Sr. Jørgen Thune og hustru Sara Nellemann gården for lang og tro tjeneste. Jørgen Thune døde i 1791 og efterlod sig bohave, bøger og anden velstand.

I 1791 kom Anders Knudsen (1743-1822), født i Stenstrup, som ny fæster, og samtidig benyttedes lejligheden til at forny en del af gårdens længder. I Anders Knudsens fæstebrev antydes det at noget sådant skulle ske, og la Cour har en bemærkning om, Porthammer fra Lindely i Egebjerg PAL 1793Porthammer fra Lindely i Egebjerg PAL 1793at to af gårdens avlsbygninger var opførte i 1793. Anders Knudsen havde flere meget foretagsomme sønner i Kirkeby sogn, Otto Diderik Andersen ægtede i 1805 enken i den gamle præstegård i Kirkeby, og 1834 havde han bestillingen som sognefoged i sognet. En anden søn Vilhelm Christian Andersen tog i 1817 enken i Smedegården i Kirkeby, som endnu på det tidspunkt var beliggende ved Hørup å. Ridende og kørende gæster til Kirkeby kirke fik opstaldet deres heste i hans gård, og helt op til nutiden har der gået ry af det gammeltøl han havde i tønderne, og hvormed kuskene så rigeligt forsynede sig mens bryllupsgæsterne var i kirke. Men det blev den tredje bror Mads Bonde Andersen (1789-1852), der lige efter faderens død i 1822 fik fæste på den gamle målsgård, og det var ham der i 1852 købte gården fri fra Hvidkilde, men samme efterår dør han og gården sælges nu til Knud Jensen (1806-1878), der stammede fra Ryslinge sogn. I 1870 overdrages gården til sønnen Jens Peter Knudsen, hvis hustru Mine Lundsgård fejrede store triumfer i sit hjemmemejeri. Ved Svendborg Amts landøkonomiske Selskabs smørudstilling i Nyborg 1881 fik hun således en ekstrapræmie for sit smør. Og det blev den direkte anledning til, at Jens Peter Knudsen året efter indrettede et fællesmejeri på gården, hvor den senere mejeribestyrer Rasmus Nielsen i Kirkeby begyndte sin uddannelse til mejerist. Da konkurrencen kom fra andelsmejeriet i Kirkeby forsøgte Jens Peter Knudsen sig med margarineproduktion, dog uden den store succes, så mejeriet afvikledes i 1893. I 1890 afløstes det gamle stuehus af det nuværende, som overlevede branden i 1937, da de gamle stråtækte avlsbygninger fra 1793 gik op i luer.
Gården forblev i samme families eje til ca 1970.
 
 
Møllegård (matr. nr 8
 
Møllegården i Egebjerg før den seneste moderniseringMøllegården i Egebjerg før den seneste moderniseringSulekonstruktionSulekonstruktionEndnu i 1989 stod de gamle længder til Møllegård. I gårdens vestre længde sad en porthammer fra Poul Abraham Lehns tid PAL 1792, den har gårdens nuværende ejer nu hvor længden er fjernet, heldigvis lagt til side. Det grundmurede stuehus er fra 1860erne.
Gårdens storhedstid ser ellers ud til at have været før krigen med svenskerne midt i 1600-tallet. Møllegård i Egebjerg hørte som den eneste gård i Egebjerg til den samling af gårde i sognet, som i gl. adkomstdokumenter benævnes Kirkebygård og Gods eller Kirkeby Gods, Skjoldemose fik siden herlighedsretten i gården, men efter Anne Rosenkranses ægteskab med Otte Krag kom gården under Egeskov. Og ligesom det var tilfældet med Målsgården kom Møllegård i 1756 fra Egeskov til Jens Langes Rødkilde og i 1779 sammen med Målsgården og en del huse i byen til Hvidkilde.
 
SulekonstruktionSulekonstruktion1661 blev gården lovbudt de 3 gange som krævedes på Sunds herredsting af ejeren Anders Nielsen, og som køber meldte sig "Christen Nielsen, barnefødt i Vester Skerninge". I alle matrikler fra 1662 og fremefter er det Christen Nielsens navn, der står opført. I 1688 sker dog noget, for hans nabo Søren Christensen på Målsgården slæber ham på "hans gunstige hr. etatsråds Niels Krags vegne" i retten, fordi han havde misligeholdt bygningerne ved gården. 4 lokale bønder tog syn og erklærede for retten: "Stuehuset hvis længde består udi 14 fag befandtes ganske brøstfældig på under og overtømmer, samt taget undtagen 4 fag, alt på den nordre side, porthusets længde 16 fag, hvoraf var 3 fag ganske nedfalden, og samme nedfaldne tømmer "udøjtig" ......" osv. Stuehuset har altså helt fra gammel tid haft samme beliggenhed som i dag, men ellers har jeg for år tilbage i et nu forlagt notat, konkluderet at Møllegård "skrumpede" efter år 1700. Hvor mange fag hus, der blev mindre kan jeg ikke huske, men det var betydeligt. I synsforretningen fra 1688 fremgår det iøvrigt, at gården eller i hvert fald en længde fremstod som "sulebygning". Da nabogården i 1893 udflyttedes på marken fandt man tilsvarende en sulebygning i den gamle gård. Som en parantes bør det nok indskydes, at min meddeler, der havde erindring om udflytningen var godt fortrolig med den byggeskik, som han kendte fra hans brors sulegård på Vestfyn.

Omkring 1690 ser det ud til, at Christen Nielsen er blevet afløst af Christen Albertsen (1660-1700). Han og hans kone, Anne Hansdatter (1662-1700) blev begravet samme dag i december 1700, så noget drastisk må være indtruffet. Christen Albertsen havde en bror blandt de andre fæstebønder i Egebjerg, Poul Påskesen.

I provst Vitus Berings private jordebog over gårdene i Egebjerg fra 1733 hedder fæsteren Laurits Hansen. Ifølge kirkebogen var han gift 2 gange, sammen med Johanne Nielsdatter(1681-1730), som dør i 1730, havde han ifølge Egeskovs skifteprotokol datteren Maren Larsdatter (1714-1765), der muligvis er identisk med hende, der i 1748 indgår ægteskab med Møllegårds nye fæster Lars Poulsen (1707-1785). I 1766 indgik Lars Poulsen ægteskab med Johanne Rasmusdatter (1728-1798).Og i 1781 overgår Møllegård til hendes stedsøn(?) "unge Rasmus Nielsen" (1748-1818), som i sit ægteskab med Margrethe Andersdatter (1749-1796) i 1785 får sønnen Niels Rasmussen, der den 16. juli 1814 fik fæstebrev på gården. Niels Rasmussen (1785-1852) var gift 2 gange, først med Anne Rasmusdatter, der dør i 1821 og herefter med Karen Margrethe Rasmusdatter (1796-1886), en datter fra Dongsås i Dongshøjrup.

Samme år som Niels Rasmussen dør købes Møllegård fri fra Hvidkilde, og gården udstykkedes i løbet af 1850erne til børnene. Jens Nielsen beholdt Møllegård, den afhændedes siden til Rasmus Rasmussen fra Brudager, der var gift med Mette Marie Frandsen fra Stenstrup.

En datter Kirsten Nielsen blev i 1856 gift med Jens Madsen, og de fik lodden på Egebjerg Bakker med indkørsel fra Tørvelongsvej. Sønnen Peder Nielsen fik en lod ud mod Alpevej, hvor hans søn Kristjan Pedersen siden skrev sin berømte dialektvise om beboerne i Egebjerg kaldet "Røjdet". I andre af hans mindre kendte viser lader han det især gå ud over sin fasters familie på Bakkelundgård. 

BilagStørrelse
Gaardene i Egebjerg by.pdf688.91 kB
Skøder Kirkeby sogn.pdf36.91 kB
Boenderfolk i Dongshoejrup, Raarud og Slaebaek.pdf138.17 kB
Microsoft Word - Margrethes__slaegt_.pdf2.14 MB