Stenhuggere

| |

[Landhåndværkere før og nu. Kulturhistorisk Forsøg af Anton Nielsen, Kbh. 1889]

Ansigt Hundstrup kirkeAnsigt Hundstrup kirke

Materialehus ved Rødmegård af høj alderMaterialehus ved Rødmegård af høj alderRødkilde Vandmølle (opf. 1764)Rødkilde Vandmølle (opf. 1764)Avlsbygninger ved Skjoldemose gods (opf. 1881)Avlsbygninger ved Skjoldemose gods (opf. 1881)Avlsbygninger Flintholm (opf. 1886)Avlsbygninger Flintholm (opf. 1886)Avlsbygning til Løjtved godsAvlsbygning til Løjtved gods 


Deres arbejde er at danne kampesten til byggearbejde, at lægge stenbro og at sætte brønde. På fede egne, hvor der næsten ikke findes sten eller grus, for eksempel på Lolland og Falster og flere egne, som forekommer strøvis hist og her i Danmark, er der ikke stort brug for denne slags folk.

 Men desto mere brug er der for dem på de steder, som er rige på sten. Det er brugen overalt på landet, at grunden til et hus sættes af kampesten; det er kun sjældent man ser den støbt af cement. Men i de rigtige stenegne ser man hele huse og gårde, som er byggede lige op til spidsen af gavlen af kampesten. Her bliver så noget for stenhuggerena t tjene, da hver eneste sten skal have en glat tilhugget flade. Bønderne, der bygger på den måde, opnår flere fordele; stenene, som de har på deres mark, koster dem jo intet, det er en lettelse for dem at blive stenene kvit. Og de får så af disse sten et hus, der er stærkere og lunere end noget som helst andet. Stenhuggerens kunst består nu i, foruden at flække stenene med nogenlunde lige flader og at sætte dem op i en lodret væg, således at der bliver så lidt mellemrum som muligt. Når nu disse revner bliver udfyldt med kalkmørtel og senere fuget ud med "fed" kalk, da ser sådan et hus helt pynteligt ud nær ved, men i frastand ser det grås og uanseligt ud og er ikke til at skelne fra sortegrå jord, som omgiver det.


 

Ledpæle ved LangkildegårdenLedpæle ved LangkildegårdenLedpæl (år 1854) ved Teglværksgården i SlæbækLedpæl (år 1854) ved Teglværksgården i SlæbækStenbro ved Flintholm godsStenbro ved Flintholm godsStenbro ved Langeskov godsStenbro ved Langeskov godsStenbro ved Sundsgård i Lunde sognStenbro ved Sundsgård i Lunde sogn 

Ved at bygge sådan et hus tjener stenhuggerne godt. De opnår også ved den slags arbejde en stor færdighed i at behandle de hårde, tunge kampesten. De forstår at vende og løfte dem som ingen anden. De kan straks se, om en sten kan kløves, og hvor der er flæk i den, og det er morsomt at se, hvor rask de kan få hugget sådan en fyr til. Men foruden at dette arbejde kræver et vist sten-talent, så fordrer det også gode legemskræfter.
Stenhuggeren må koste betydeligt på sit værktøj. Hans mejsler må være af det hårdeste stål, hvilket næsten daglig må skærpes og fornyes i smedien. Forrevne fingre og klæder følger også med håndværket.

Kartoffelkælder i SterrebyKartoffelkælder i SterrebyStenhøj (kartoffelkælder) i HundstrupStenhøj (kartoffelkælder) i HundstrupRoekælder i Egebjerg, Kirkeby sognRoekælder i Egebjerg, Kirkeby sogn 


Går vi en menneskealder eller lidt mere tilbage, fandtes der ikke stenhuggere på landet, da man ikke havde begyndt med at bygge kampestens huse. Den gang blev stenarbejderne kun brugt til at sætte nye brønde, rense gamle brønde, til at lægge stenbro eller til at sætte stengærder. Ved disse arbejder var det sjældent, at stenene blev dannet til; der var nok af dem, så man kunne vælge de passeligste. Benævnelsen stenhugger kendtes ikke dengang; man kaldte disse folk brøndsættere eller stensættere. Brøndarbejdet var meget farligt, det var ikke sjældent, at brøndsættere omkom eller blev lemlæstede. Brøndene var indtil 20 alen dybe. Når brøndsætteren begyndte at arbejde på bunden af gruben, blev de tunge sten, der sommetider var alt, hvad en stærk mand kunne løfte, hejsede ned i dybden til mesteren, efterhånden som han skulle bruge dem. Men hejsemaskineriet var kun dårligt, det bestod af en vinde med sving, som var slået sammen i en hast, og rebene bestod ofte af halvrådne tøjr.

Vandingstrug Hvidkilde Bondegård i OllerupVandingstrug Hvidkilde Bondegård i OllerupVandingstrug Mariendal i StenstrupVandingstrug Mariendal i StenstrupHundehus ved Hvidkilde Bondegård i OllerupHundehus ved Hvidkilde Bondegård i Ollerup

Når en sten slap fra mændene ved vinden, enten ved uforsigtighed eller derved, at noget gik i stykker, da måtte den i det snævre hul næsten altid ramme brøndsætteren. Brønden blev dannet derved, at han stablede den ene sten oven på den anden og kilede dem af med en stenflise eller en mindre sten, når det behøvedes. Derpå pakkede han den af med jord bagved. Det måtte gøres forsvarligt, thi dersom en af de underste sten skred, da ramlede hele brønden sammen. Når brøndsætteren havde sat sten så højt, han kunne nå, blev der sat en tækkestige ned i brønden, og han måtte da arbejde, mens han stod på stigens trin. At rense eller reparere gamle brønde var også meget voveligt, da der jo for det meste udviklede sig livsfarlige luftarter af dyndet, som var på bunden.
Nu bliver næsten alle brønde satte af dertil dannede mursten, og da sætningen begynder ovenfra er der ingen fare ved dette arbejde.


Brønd ved Ollerup PræstegårdBrønd ved Ollerup PræstegårdDen gamle brønd ved Ollerup præstegård

Brøndsætterne må tillige helst forstå den kunst: "at vise vand ud". Det vil sige, at kunne angive, på hvilket sted man kunne finde vandåren i den mindst mulige dybde. Brøndsætterne havde så deres visse tegn at gå efter, det var jordbunden, plantevæksten eller terrænforholdene. Nogle drev det så vidt, at de kunne sige, inden gravningen begyndte, hvor dyb brønden behøvede at være. Men det viste sig, at deres visse tegn var meget uvisse.
Adskillige brøndsættere, også folk uden for faget, påstod at kunne vise vand ud med en pilekvist. Manden, der skulle udføre det, skar en frisk, tynd pilegren, der dannede et V. Han stak da en af de lange grene ind i grebet af hver hånd, det vil sig mellem pege- og tommelfingeren og lod spidsen vende nedad. Mens han nu holdt fast på de lange grene vred han spidsen udad og opad, så at den kom til at vende ind imod hans bryst. Nu gik han med små skridt hen over den plet, på hvilken man ønskede brønden skulle være. Når spidsen beholdt sin stilling, da var der ikke vand at få på det sted, og man måtte da forsøge på et andet. Men når spidsen bøjede sig ned imod jorden, da var der sikkert vand at finde i ringe dybde.
Denne kunst er formodentlig en levning af Middelalderens overtro om en heksevånd, der på lignende måde skulle kunne vise skjulte skatte.
Min halvfemsindstyveårige fader, som altid har været en troværdig mand, påstår, at han har udpeget mange brøndsteder på den måde, og det aldrig er slået fejl for ham. Han fortæller, at når han gik med pilekvisten således som beskrevet, da var det ham umuligt at holde spidsen i den vandrette stilling, når han gik over en vandåre. Kvisten blev da ligesom levende i hans hænder og vred sig så at spidsen kom til at pege lodret mod jorden.
Man skulle næsten tro, at der var en eller anden hemmelig naturkraft med i spillet.