Folkesagn, Folketro og Folkeskik i Ryslinge Sogn, Svendborg Amt

| | |

Brev 21.4. 1854 fra Svend Grundtvig til magister K.F. ViborgBrev 21.4. 1854 fra Svend Grundtvig til magister K.F. ViborgBrev 21.4. 1854 fra Svend Grundtvig til magister K.F. Viborg (2)Brev 21.4. 1854 fra Svend Grundtvig til magister K.F. Viborg (2)  Svend GrundtvigSvend GrundtvigDFS 1883/001-016. Svend Grundtvigs samling: Folkeminder. Bidrag fra folkemunde, indsendte til Svend Grundtvig. Alfabetisk ordnede efter meddelernes navne. 19 pk, ca. 1834-1883.
Stof indenfor diverse folkloristiske genrer. Samlingen danner baggrundsmateriale for bl.a. Svend Grundtvig: Gamle danske Minder i Folkemunde 1-3, Kbh. 1854-61.

DFS 1883/104. Svend Grundtvigs samling: Lege, rim og remser. Afskrifter, ordnede efter indholdet på sedler. 1 pk, ca. 1839-83.
Delvis opløst og fordelt i samlingen med afskrifter 1906/035.

DFS 1883/105-106. Svend Grundtvigs samling: Lege. Afskrifter. 2 pk, ca. 1839-83.
Delvis opløst og fordelt i samlingen med afskrifter 1906/035.

 

 


Lærer, gårdejer m.m. Lars Frederiksen, RyslingeLærer, gårdejer m.m. Lars Frederiksen, RyslingeVed Landmand Lars Frederiksen 1857


Kjellemose Høj
Til Ryslinge By hører en Mose, kaldet Kjellemosen, i hvis østre Ende ligger en Høj, omgiven og bevoxet med Træer og Buske. Dennes Navn er Kjellemose Høj, den skal i de hedenske Tider have været en Offerlund, og var dengang helt omslydt med Vand, eftersom Kjellemosen paa den Tid var et helt uføre, hvad den tildels endnu er.

I Kjellemose Høj har der før været slemt med allehaande Troldtøj: man har undertiden set Højen staa paa fire gloende Pæle, og Troldene dandse Hopsa derunder. Ogsaa har man tidt hørt et Kistelaag slaas i inde i Højen, naar man har gaaet den forbi ved Nattetider, og Lys har man ofte se brænde henne i Buskene nord for Højen. Man trode derfor, at her maatte ligge en stor Skat, og Mændene fra Ryslinge forenede sig ogsaa engang i gamle Dage om ved fælles Kræfter at grave den op. De mødte en Nat paa Højen, hver med sin Spade; men aldrig saa snart havde de begyndt at grave, før de saa Ryslinge staa i lys Lue. De skyndte sig da hjem, for at slukke og redde; men da de kom til Byen, stod den, som da de forlod den, og det hele havde været Øjenforblindelse. Naar det var Solskin, og Solen skinnede paa Kjellemose Høj, da lagde Troldene sine mugne Sølvpenge ud at "solvejre"; men hvis da nogen gik hen og tog dem, saa bleve de til "ene Snoge". - For mange Aar siden var der en Mand fra Ryslinge, som huggede sig en Egeknag paa Kjellemose Høj og slog den fast paa sin Udvæg; men samme Nat kom Trolden fra Kjellemose Høj til Gaarden, hvor Manden bode, og bankede paa Døren. Folkene vare alle i Sæng; men Manden stod selv op, gik ud i Fremmerset og spurgte Trolden, hvad han vilde. "Jeg vil snakke med dig", sagde Trolden" " for alt mit Porcelæn faldt ned af Hylderne og sloges i Stykker, da du huggede paa min Høj, og det vil jeg nu have Betaling for." Men Manden sagde: "Du kan snakke med Hunden", og saa gik Trolden hen og tog Hunden, som stod i Lænke, gik Gaarden rundt med den og slog den mod Væggene, indtil den var helt sønderslidt, og da Folkene kom op om Morgenen, vare alle Gaardens Vægge ganske besudlede med Blod.

Gongels Sten
I gamle Dage, da der var Jetter til, var der en saadan, ved Navn Gongel, der stod paa Ringe Kirketaarn og kastede en stor Sten efter Gislev Kirke, for at slaa den ned. Men ihvor godt end Jeten havde taget Sigte, og ihvor haardt han end slyngede Stenen, saa faldt den dog ned paa Halvvejen, og den laa endnu for faa Aar siden ude paa "Lunget", som ligger syd for Ryslinge, i den lige Linie mellem Ringe og Gislev. Denne Sten kaldtes Gongels Sten, og den bar Vidnesbyrd om Jettens Kræfter, thi der var et Hul i den for hver af hans fem Fingre.

Ryslinge Kirke
Ryslinge Kirke skulde først været bygt ved Lørup Vangeled, og alle Materialerne vare kjørte dertil; men da var det en Nat, at et Stykke Tømmer blev flyttet herfra til Ryslinge, og det antog man for et Varsel om, at Kirken skulde ligge der. Saa bygte man da kirken, hvor Tømmeret laa, og det var paa det Sted, hvor den endnu ligger. - Et andet Sagn herom siger, at Kirken skulde have været bygt paa Bakken mellem Blaabæk og Degesbæk, men det siger ikke, af hvad Grund den da ikke kom til at ligge der.

Ryslinge Kirkeklokke
Kirkeklokken i Ryslinge har ingen god Klang. Den skal være støbt af en Hr. Essing, og strax da Klokken blev hængt op i Taarnet, og der blev ringet med den, gav den, som sagt, ingen fin Lyd fra sig. Man begreb da strax, hvordan den knude var slaaet, og herom har man dette Vers
Kobber og Messing
det stjal hr Essing,
Tin og Bli
det maatte heri.

Jord Laanet
Den Jord, som nu hører til Avlsgaarden Sophienlund, skal i gamle Dage have hørt til Ryslinge. Men saa var det engang, at den Bøn blev gjort til Bønderne i Ryslinge, om de ikke vilde laane Jorden ud, blot saa længe mens man saade og høstede en Gang. Bønnen blev opfyldt, og Jorden blev laant ud; men saa saade man Agern og Bog i den, og det havde da lange Udsigter med Høsten. Imidlertid bleve Egene og Bøgene, som voxte op, ryddede af og kjørte i Hus for omtrent en Snes Aar siden. Saa var Høsten jo til Ende, og Betingelserne for Jordlaanet ude; hvorfor vittige Hoveder mene, at nu kunde Ryslingerne gjærne tage Jorden tilbage igjen.

Det skæve Hegn.
Det Hegn, som adskiller Ryslinge Bys Grund fra avlsgaarden Sophienlunds, gaar meget skjævt; og Grunden hertil er denne: Da det skulde sættes, blev nemlig en sat paa en hvid Hest, og hvor han red, der skulde Hegnet staa; men Rytteren red baade ud og ind, og derfor kom Hegnet til at staa, som det staar.

Lamaen
Førend Udskiftningen kaldtes den Del a Ryslinges Bymark, som ligger vest for Byen, Vestermarken, og herude er der et Sted, som kaldes Lamaen, hvor der engang skal have staaet en stor Skov, hvorfor man der endnu kan pløje Træstubbe op.

Kapelsmae
I Landsbyen Lørup, som ligger sydvest for Ryslinge, har i gamle Dage ligget et Kapel; og paa Stedet, hvor det har staaet, kan man endnu pløje Murbrokker op. En Enghave, som hørte til Kapellet, kaldes endnu Kapelsmae og hører nu til Krumstrup.
For ikke mange Aar siden gik en Mand fra Lørup tillige med en Kræmmer en nat forbi Kapelsmae. Da hørte de, at Melodien til Psalmen "Hvo veed, hvor nær mig er min Ende" blev sungen ude i Engen.

Lørup Hede
Sydost for Lørup ligger Lørup Hede, som nu er helt opdyket og beboet; men gamle Folk i Ryslinge Sogn kunne endnu mindes, at der ikke var flere hverken Huse eller Gaarde, end Bøgebjærgshuset, som er det Hus, der ligger længst hen ad Kværndrup til.

Ulvemose Hule
Ude i Vestermarken, lige vest for Lamaen, er der et højt Sted, kaldet Sarbjærg, og nedenfor det en Lavning, kaldet Ulvemose Hule. I den Tid, da her endnu var Ulve i Landet, da grov man saakldte Ulvehuler og lagde et svagt Dække over dem, saa naar Ulven kom og vilde gaa derover, brast Dækket, og den faldt ned i Hulen. En saadan Ulvehule var da paa det Sted, som endnu kaldes Ulvemose Hule, og en at var en Ulv ganske rigtig bleven fangen i den. Saa lidt efter kom en Musikant gaaende, tog fejl af Vejen og drattede ned i Hulen til Ulven. Da mUsikanten strax blev vaer, hvad Selskab han var kommen i, og han ikke havde noget Vaaben at værge sig med, greb han i sin Fortvivlelse til Fiolen og begyndte at spille op, det bedste han havde lært. Ulven, som havde taget imod ham med gnitrende Øjne, lagde sig da ganske rolig ned i den ene Ende af Hulen og hørte til med det største Velbehag. Musikanten krøb hen i Hulens modsatte Ende og blev ved at spille uafladelig. Saaledes gik Natten hen, og om Morgenen, da Folk kom, for at se, om der var nogen Fangst, sad Musikanten endda og spillede; men da havde han kun een Streng tilbage paa Fiolen.

Funk Mestertyv.
I den Gaard i Ellested Sogn, som er den største til venstre, naar man rejser ad Landevejen fra Ryslinge til Nyborg, skal engang have boet en stor Mestertyv, som hed Funk. Han drev sin Haandtering i det store; han kjørte ud og stjal og havde Karle med til sin Tjeneste. Han var tillige en stor Sortekunstner og kunde "dølge" Folk saadan, at de bleve ved at sove, imens Funk stjal hvad han vilde. Saadan var det engang at han rejste hen til Langkildegaarden i Lunde Sogn og tog alt hvad han vilde, for han "dølgede" Folkene saa, at de ikke vaagnede, før han var borte med Byttet. Hvis derimod nogen vaagnede og fik Funk at se, da kunde hans Sortekunstneri ikke nytte ham noget; thi faa dem til at falde i Søvn igjen, det kunde han da ikke.
Om Funks store Dumdristighed fortælles, at han stod aabenlyst paa Skirrehøj og pralede:

Funk han stod paa Skirrehøj
og kviddred som en Lærke:
alle de Faar, paa Skirre Lunget var,
de bare Funkes Mærke.

Funk han stod paa Skirrehøj
og kviddred som en Due:
alt det Kvæg, paa Skirre Lunget var,
det kaldt Funk sine Stu`e.

Den Skirre Høj, som Funk stod paa, er nu ikke mere til, men man veed dog, hvor den har været. En Fjerdingvej sydost for Ryslinge ligge nogle Gaarde og Huse, som kaldes Skirret, og der har Højen ligget. Der er nu næsten intet Spor tilbage af den, ja der er endog nu en Lavning i Jordsmonnet, hvor Højen har staaet; men uden om denne Lavning er der en svagt ophøjet Vold, som viser Højens Omkreds. Da denne Høj for en tredive Aar siden blev gravet bort, fandtes nede i den Potter med muldne Ben. Naar man rejser fra Ryslinge ad Landevejen til Nyborg, da ligge Resterne af Skirrehøj to gode Bøsseskud syd for Landevejen, paa det Sted, hvor den drejer om efter Ellested.
Det gik længe Funk godt, trods hans store Dumdristighed. Men saa var det en Dag, han blev buden ned til Lykkesholm, og førend han rejste, sagde han til sin Kone: "Mo`r, tag mig min Sølv Kniv og Gaffel, for det kan være, jeg kommer til at spise med de store i Dag." Han fik da sin Sølv Kniv og Gaffel med og rejste; men da han kom til Lykkesholm, toge de ham fat og hængte ham.
Funks Lig blev hængende i Galgen i lang Tid. Saa var det en Dag, der gik en Bonde og pløjede lige ved siden af Galgen, hvor Funk hængte, og Bondens lille Søn var Plovkjøring. Alle de Klæder, Funk havde paa, flagrede for Vinden, paa hans ene Lomme nær: den hang ganske stille. Dette gik Bondens lille Søn og saae paa; tilsidst sagde han: "Hvordan kan det være, Fa`r, at Funks Lomme flagrer ikke for Vinden?" Da gik Bonden hen og slog til Lommen med sin Plovstage: da brast det halvraadne Tøj, og Lommen faldt ned paa Jorden, fuld af Penge.

Minder fra Svenskekrigen.
Da Svenskerne (d. 30. Januar 1658) gik paa Isen over lille Belt og fordelte sig omkring paa Fyn, kom der ogsaa en Trop af dem til Ryslinge. Denne Landsbys Beboere, baade Mænd, Kvinder og Børn, flygtede da ud i en Skov, som ligger nord for Ryslinge, Ruerne hedder den og hører til Ravnholt. Her opholdt de sig inde i Tykningen af SKoven, og ved opstablede Riskviste, hvorpaa de tændte en Ild, varmede de sig og lavede deres Mad; thi om Natten gik Mændene hjem at hente Levnetsmidler. Nogle Aar efter fandtes, ved Fældning af hule Træer i Ruerne, Mødre siddende derinde med deres spæde Børn, døde af Hunger. men Svenskernes Ophold varede for længe til, at Beboerne kunde blive i Skoven, og man kom da ved fredelig Mægling saaledes overens, at Svenskerne skulde være Herrerne, og Beboerne deres Tjenestefolk. - Endelig kom jo Polakkerne og dreve Svenskerne bort; men det almindelige Sagn herom er det, at Polakkerne i to Dage gjorde mere Ødelæggelse, end Svenskerne i to Aar.

Brødrene paa Krumstrup.
I den sydlige Del af Ryslinge Sogn ligger Herregaarden Krumstrup, hvis Hovedbygning skal være opført af Stenene fra Kapellet i Lørup. Den ejedes engang i forrige Aarhundrede af to Brødre: Rasmus og Peder Lange. Rasmus Lange stod bestandig sin Broder Peder efter Livet, for han vilde have Gaarden ene. Engang var han efter at ville lade ham skyde, da Peder havde været ridende i Odense, og Rasmus havde selv udstillet en Mand med en ladt Bøsse nede ved Blaabæk, som er det Vandløb ved Trevejen; men dengang red Peder en anden Vej, saa der blev ikke noget af. Tilsidst vidste Rasmus Lange da intet bedre Middel til at blive skilt ved Broderen, end at forgive ham, og det skulde anrettes paa følgende Maade. Der er en Stente nede ved Krumstrup, som kaldes Tyvestenten, og her bildte Rasmus sin Broder ind, at der laa en stor Skat skjult, som de skulde have gravet op. Den Spade, som Peder skulde grave efter Skat med, blev smeddet i Lørup Smedje, og Rasmus Lange slog det første Slag paa den i den slemmes Navn. Dernæst sendte han Bud til Svendborg efter Skedevand for een Mark. Da Buddet kom tilbage med Flasken, var der en Seddel paa den, hvorpaa der stod "Skedevand for 1 Mk"; men den Seddel maatte ikke være der, sagde Rasmus. Da nu Natten ko, i hvilken Skatten skulde graves op, fik Mandskabet hver sin Spade, og Peder Lange sin. Men Rasmus Lange havde lejet en Drabant, som midt under Skattegravningen skulde komme med et Lagen over sig, en Humlestage i Haanden og en brændende Fyrsvamp i Munden: den skulde da forestille Fanden. Skattegraverne havde, paa Rasmus Langes Anordning, hver sin Flaske med Drik i; og naar de saae Fanden komme, skulde de drikke af deres FLasker, for at styrke sig. Da de nu saae denne Fanden komme anstigende, drak de da allesammen hver af sin Flaske, og Peder af sin; men han drak Skedevand, de andre drak Brændevin. Peder Lange blev strax angreben af Drikken og blev ført til Krumstrup, hvor han døde, efter at have brækket en Mængde Blod af sig. Og det Blod har man ikke kunnet faa vasket af, trods al anvendt Umage. Da en af Krumstrups seneste Ejere brækkede Gulvet op, var Blodet trængt halvt ned i de tykke Fjæle.
Fra den Tid af har der været meget Spøgeri baade ved Tyvestenten og i den Smedje, hvor Peder Langes Skatte Spade blev smeddet. Hans Jensen i Lørup, der døde for en halv Snes Aar siden som en gammel Mand, havde aldrig villet tro, at der var Spøgeri til. Men saa var det engang, da han tjente paa Krumstrup, at alle Karlene og Pigerne der vilde til Strarup at lege Jul, og Hans Jensen fulgte da med. Da de nu kom gaaende hjem om Aftenen, og de næstendels vare naade til Tyvestenten, mente de, at der kom nogen traskende bag efter dem, hvorfor de allesammen løb saa stærkt de kunde, paa Hans Jensen nær, som blev gaaende sin sædvanlige Gang. Men da han naade Tyvestenten, stod der en hovedløs Mand; og siden den Tid nægtede Hans Jensen aldrig, at der var Spøgeri til.
I den Smedje i Lørup, hvor Spaden blev smeddet til Peder Lange (det er ikke den, som nu er der), var der altid noget, som gjorde en fæl Støj oppe paa Loftet om Natten: det var, som om nogen gik og legede Trille deroppe. - En Aften stod Smedekarlen Rasmus og en Karl ved Navn Søren fra Lørup i Smedjedøren; da kom der en stor lang en og gik forbi og ind ad Porten. Man spurgte saa tidt Rasmus, hvordan den saae ud, som han og Søren saae; men han vilde aldrig sige andet, end: "han saae saa sært ud."

Den kloge Præst.
I Begyndelsen af forrige Aarhundrede hed Præsten i Ryslinge Hr. Hans, og han afløstes af Hr. jens, og de vare saa skikkelige, som man kunde ønske det, begge to. Men den Præst, der saa kom efter Hr. Jens, han havde gaaet i den sorte Skole. - Det traf sig da, at den Mand, som bode i Gaarden lige for Tanges Kjær, blev frastjaalen en Hest, og han vidste da ikke, hvad han kunde gjøre bedre, end at gaa om og klage sin Nød for Præsten. Da han saa havde fortalt ham, hvordan det var gaaet til, sagde Præsten: "Haa, den kommer fo` mi` Skam nok igjen." Og tredje Dagen efter at den var stjaalen, kom den da ogsaa løbende tilbage; og saa stærkt havde den rendt, at det hvide Skum laa paa den. Gaardens Port var uheldigvis lukket, saa Hesten løb ind paa den, saa det knagede efter: En Mand, som var henne at vande Heste i Tanges Kjær, lukkede da Porten op, og Hesten foer saa ind i Gaarden og derfra ind i Stalden og op i sit gamle Stade.

Kirkelammet.
Oppe paa den østlige Hvælving over Ryslinge Kirke liger Kirkelammet. I gamle Dage maatte Degnens Pige hver Højtidsaften give det en Tot rent Foder til Leje. Naar Kirkelammet viser sig, da er det et Varsel for, at nogen skal dø. Om Oprindelsen til Kirkelammet haves den Folketro, der ikke knytter sig til noget bestemt Sted, men gjælder om Kirkelam i ALmindelighed: at da man begyndte at bygge Kirker her i Landet, skete det ofte, at hvad man byggede op om Dagen, blev revet ned om Natten; men saa begrov man et levende Lam underneden Kirkebygningen, og da kunde ingen mere lægge Haand paa Ugjerningen. Det nedgravede Lam blev da til et Kirkelam.

En gammel Kone i Ryslinge (Ane Katrine) har engang set Kirkelammet. Hun havde siddet oppe og vaaget over en syg Kone, og da hun gik hjem derfra om Natten Klokken tolv, gik der et enligt Lam ude paa Vejen; men om det havde kun tre Ben, - som et Kirkelam skal have - det kunde hun ikke rigtig se. Da hun kom hjem til sine Forældre, sagde hun, at hun havde set Kirkelammet, og saa mente de da, at det var Varsel for den syge Kone, at hun skulde dø. Det var det dog ikke, for hun kom sig; men Dagen efter faldt en Stolpe om og slog en lille Barn tildøde i Gaarden næst ved; og det havde altsaa dog været Kirkelammet, hun saae.
For 30 Aar siden døde en Mand i Ryslinge Sogn; han bode ellers nord for Ryslinge By, ude ved Nørremarks Skoven. Nogle Dage før han døde, saae man Kirkelammet gaa ud efter hans Gaard. Det var saadan i Aftenskumringen, da det gik ud ad Nørremarks Gyden, og da det kom ud til det allersidste Hus til venstre, som ligger klods op til Nørremarks Skoven, begyndte Hunden der at gø. Da Husmanden hørte det, gik han ud at se, hvad det var, og da saae han Kirkelammet: det gik forbi Huset of fortsatte sin Gang ud til Gaarden, hvor Manden saa døde nogle Dage efter.

Den trebenede Hare.
Samme mene, at Kirkelammet er det samme som den trebenede Hare, hvilken man i gamle Dage tidt saae gaa ude paa Tofteagrene ved Hestehaveskoven. Man forsøgte tidt paa at skyde den, men det lykkedes aldrig, inden denne her Præst kom til Ryslinge, som havde gaaet i den sorte Skole; han skjød den trebenede Hare med en Sølvknap; og da man saa vilde hen at hente Jagtbyttet, var der ikke andet end Tarmene.

Helhesten ved Tanges Kjær.
Midt i Ryslinge By var i gamle Dage et Morads, Tanges Kjær kaldet, og saaledes kaldes endnu en Vandedam, der ved Udgravning er kommen i Moradsets Sted.Det var da en Aften for mange Aar siden, at nogle unge Piger fra Ryslinge havde været ude i en Gaard i Skirret, for at hjælpe Konen der at karte sin Uld; de havde vret til Kartegilde, som man siger, og det var blevet temmelig silde, inden de havde givet sig paa Vejen hje, De fulgte Gangstien fra Skirret til Ryslinge, hvilken just gik over Tanges Kjær. Pigerne gik da og ængstede sig for, hvordan de skulde komme over dette farlige Sted; men da de naade dertil, stod der ved Bredden af Moradset en gammel mager Hest, saa mager, at man kune tælle Ribbenene i den. Den modigste af Pigerne satte sig strax op at ride paa den, og de andre fulgte hendes Exempel; thi jo flere der satte sig op, des længere blev Hesten. De rede da ud i Moradset; men da de vare komne den halve Vej over, saa den forreste Pige sig tilbage, og da hun saae dem alle sidde paa een og samme Hest, blev hun saa forskrækket, at hun udbrød:

Jøsse Christus Ko`s!
sidder vi alle paa eet Ho`s!

Og saa snart det var sagt, forsvandt Hesten pludselig, og pigerne stode midt i Moradset, og maatte da vade i Land. Men det var Helhesten, de havde redet.

Nissen.
I gamle Dage var der en Nisse i Ryslinge, som bode oppe paa Slyden i den østligste Gaard i Byen, hvor der nu er et Hus. Gaardhunden kunde slet ikke lide Nissen, men blev altid saa arrig, hver Gang den saae ham. Saa var det en Aften, at der kom en TIgger ind i Gaarden og bad om Nattely. Ja, han kom da til at ligge oppe paa Slyden, hvor Nissen bode. Da nu Tiggeren var kommen derop og havde lagt sig, gik Nissen hen til Laagen og saae ned i Gaarden, og her havde han da rigtig sine Løjer af at staa og drille Gaardhunden, idet han stak det ene Ben ud af Laagen og sagde: "Puds mig den Lab! puds mig den Lab!" For her vidste han, at Hunden ikke kunde gjøre ham noget. Men Tiggeren holdt ikke af disse Løjer, for han kunde ikke faa Søvn i sine Øjne for Støj og Allarm af Nissen og Hunden, og han gik derfor hen og gav Nissen et Skub, saa han trimlede ned paa Stenbroen.

Der i Gaarden havde de en gammel sort Hest, som Nissen fodrede, hvorfor den altid var i saadan en god Stand. Saa var det en Dag, Manden skulde til Kjøbstaden, og det havde Nissen faaet at vide, og han havde tillige faaet Nys om, at den gamle sorte Hest skulde spændes for Vognen og trække Bonden derud; men dette var ikke efter Nissens Hoved, hvorfor han tog den gamle sorte Hest op paa Slyden til sig. Da Bonden nu skulde afsted, var den gamle sorte da ikke at finde, og han maatte spænde en anden for, og derpaa kjørte han. Men da Bonden var kjørt til Kjøbstaden, tog Nissen den gamle sorte Hest ned af Slyden og satte den ind i Stalden igjen.

En anden Gang vilde Nissens Husbond til Markeds og sælge en smuk brun Hest. Men denne Hest var Nissens Kjæedægge, og han vilde derfor ikke have den solgt. Saa en Dag gjorde Nissen et stort Hul inde i Kornladen, og om Aftenen før Markedsdagen førte han Hesten herhen. Om Morgenen, da Bonden vilde til Markeds, savnede han da den  brune Hest, og maatte tage afsted uden den; men da Markedet var til Ende, satte Nissen den brune Hest hen i Stalden igjen.

Naar Nissen vil skifte Tjeneste, da gaar han ud saadan i Mørkningen og spørger Folk, om de ikke ville have en lille Dreng i deres Tjenste, som ikke forlanger anden Løn end en Potte Sødgrød Nytaars Aften.

Ikke alene i Ryslinge var der i gamle Dage en Nisse; men der var ogsaa en i Lørup og en i Sødinge, hvilken sidste By ligger i Ringe Sogn. Se nugik det hveken værre eller bedre, end at den Sødinge Nisse stjal Havre fra Mændene i Lørup, og den Lørup Nisse stjal det samme fra Mændene i Sødinge. For nu at faa rigtig Vished om dissehersens Tyverier: om det ogsaa virkelig var Nisser, som stjal Havren, lejede Mændene i Lørup en Mand, som skulde se efter med Nisserne en vis Nat, og saa skulde han have sin Skjæpe havre af hver Mand i Lørup for det Stykke Arbejde. Den bestemte Nat gaar Manden da ud paa sin Post i Ejsmarken, paa de Lørup- og Sødinge-Grændser. Han krøb op i en Pil, for han vilde ikke, at Nisserne skulde se ham, han vilde kun se dem. Da han en god Stund havde siddet oppe i Piletræet, kom ganske rigtig den Sødinge Nisse fra Lørup med en Tønde Havre paa Skulderen, og den Lørup Nisse kom fra Sødinge, ogsaa med en Tønde Havre. De mødtes da lige ud for Manden, som sad i Piletræet, og det kom da til Slagsmaal imellem dem. Imens sad Manden i tavs Forventning om, hvilken af dem der skulde gaa af med Sejeren. Endelig flygtede den Sødinge Nisse. Da raabte Lørup Nissen: "Saae du det, Skjæppehavre Mand ! hvor jeg kunde tokke ham!" - "Ja, men du fik dog det sidste Slag", sagde Manden. Men den Skam kunde den Lørup Nisse ikke lade sidde paa sig, og han halede derfor efter Sødinge Nissen. Imens fik manden Stunder til at gaa ned af Træet, og han rendte da hjem til Lørup, alt hvad han kunde.

Den Lørup Nisse var ellers tiere paa Spil. Det var nemlig engang - da havde han ogsaa været ude at stjæle Havre - at han mødte den Guldtve- og den Brangstrup Nisse ude paa Korsvejen ved Lørup Hede. Alle tre kom de slæbende, hver med en Tønde Havre, og saa skjældte de hverandre ud for "Havretyve"; men da blev der et forskrækkeligt Slagsmaal, saa Sækkene, hvori Havren var, bleve revne i Stykker, og al Havren blev spildt.

Natte Pløjning.

Nordvest for Ryslinge ligge nogle Agre, som før Udskiftningen kaldtes for Stegsagre, og her har Folk maattet gaa igjen og pløje. Det var en Aften for mange Aar siden, at en Karl ved Navn Erik Svensker fulgte en Pige fra Tøjstrup. De gik med Gangstien, og da de kom lige ud for Stegsagre, hørte Pigen, at de pløjede derhenne. Da blev hun saa angest og gik ganske nær hen til Erik svensker, og da han mærkede hendes Angest og spurgte hende om Grunden, da hviskede hun til ham, at de pløjede derhenne; men Erik Svensker sagde, at det skulde hun ikke bryde sig noget om: det var han saa vant til.

Paa Vejen mellem Ryslinge og Lørup er der en stejl Bakke, kaldet Graabjærgs Banke. Paa venstre Side af denne Banke, inde i Degnelodden, har det før hendt sig, at Folk, som har gaaet her, har faaet en gloende Tømme i Hænderne, og saa bleve de nødte til at kjøre Plov for dem,d er gik igjen og pløjede. Men hvis man saa strax satte sine Træsko der, hvor der begyndtes, da kunde man slippe med at kjøre en Omgang, nemlig til man naade Træskoene igjen og fik dem paa. Men hvis man ikke bar sig saaledes ad, saa kunde man ikke slippe den gloende Tømme, men maatte nødes til at kjøre Plov, saa længe Gjengangerne lystede.

En Aften for mange Aar siden gik en Mand fra Ryslinge ud i Hestehaveskoven, for at hugge en Gren af et Træ. Da hørte han, a de pløjede omme i Baglodderne, og han gik da derom, for at se det; men da han kom derom, saae han ingenting. Saa gik han hen at hugge Grenen og krøb da op i et Træ; men han faldt ned og slog sig, saa han aldrig forvandt det i sine levedage.

I den Mark til Tøjstrup, der grændser til Ryslinge Bys Vestermark, gaar nogen igjen og pløjer om Natten. For fyrretyve Aar siden kjørte nogle Folk fra Ryslinge til Odense St. Knuds Marked tidlig om Morgenen. Da de saa naade ud til Tøjstrups Løkke, hørte de, at der gik nogen og pløjede derinde. Skolelæreren fra Ryslinge, som var med paa Vognen, sprang af og gik op paa Grøften for at se Pløjefolkene; men da han kom derop, kunde han ingen Ting se, han kunde kun høre det.

Den østlige Tvillinggaard.
For ikke mange Aar siden var der i Ryslinge to Gaarde, som vare byggede ganske tæt sammen, og som derfor kaldtes Tvillinggaardene. I den østlgie af disse, som u er flyttet ud, skal der have været grumme slemt med Spøgeri. Det var saa tidt om Natten, at Folkene hørte, at Kvæget brølede og "skaaede" (vaanede) si; men naar de stod op at se efter, saa laa Kvæget ganske rolig og sov. Den gamle Ane Væverske hørte ogsaa tidt om Natten en svær Tummel i Bryggerset; der blev arbejdet med Karrene, som om der var Brygning. -- En Aften vile Gaardens Ejer ud at fodre sine Heste; da mødte han i Fremmersdøren et stort Svin, som gjennede af for ham, saa han ikke kunde komme ud.Han brødes derfor længe med det; men tilsidst følte han sig syg og maatte gaa ind, og da syntes han, at Svinet løb op paa Loftet.  Manden laa syg derefter i tre Dage, saa kom han sig og gik da strax om til Præsten - det var ham, som havde gaaet i den sorte Skole - klagede sin Nød for ham og bad ham om muligt at udrydde Spøgeriet af Gaarden. Men Præsten svarede, at det skulde han ikke bryde sig noget om: naar han bare lod Spøgeriet have Fred, saa gjorde det heller ikke ham noget; "og desuden", sagde Præsten, " kommer det sjældnere og sjældnere, og tilsdist kommer det kun hvert Hundredaar, indtil det omsider bliver rent borte." - Konen der i Gaarden gik en Aften op paa Loftet. Det var sildig og hun havde sin lille Dreng ved Haanden. Da de havde lukket Loftslaagen op, saae de en hvid Mand løbe hen ad Loftet, og det var, som om han kom fra Skorstenen. Da sagde den lille: "Se Mor! sikken en der gaar!" - Man har ogsaa ment at se engloende Drage fare hen over den sure Have, som laa lige østen for Gaarden. Da Gaarden nu for nogle Aar siden blev nedbrudt, ventede man derfor at finde enSkat i Skorstenen, indmuret der i "Krigens Tid", men der blev ingenting fundet.

(Gravsoen?)
I den Gaard, som ligger bag Gadekjæret (hvilket ikke er det samme som Tanges Kjær), tjente engang en Pige, der hed Sofie. Hun havde en Dag været af By, og da hun kom hjem om Aftenen, mødte hun i Gaardens Port en Svin, som "voldede" sig saadan ind paa hende, at hun nær var kommen op at ride paa det. Endelig kom hun da fra det og gik ind i Sæg; men da hun vaagnede om Morgenen, var hendes ene Ben brækket.

Spøgeri ved Vangeleddet.
Ved Vangeleddet østen for Ryslinge skal der være slemt med Spøgeri. For et halvt Hundredaar siden som Sognefogden i Ryslinge, som dengang bode i den østligste Gaard i Byen, en Nat ridende hjem fra Nyborg; men da han godt og vel var kommen forbi Dalshusegyden, kom der en Rytter til ham, som red paa et lille graat Æsel; han kunde ikke høre, at Æselet traadte paa Jorden, han kunde blot se det. Saa red han da til, alt hvad Remmer og Tøj kunde holde, for han vilde ride fra Rytteren paa det lille graa Æsel; men det hjalp ikke; ihvor stærkt han end red, var denne ham altid lige nær. Da nu Sognefogden mærkede, at han kunde ikke ride fra den fremmede, begyndte han at synge Psalmen: "Vor Fader han er saa fast en Borg", og da forsvandt Rytteren paa de lille graa Æsel.

Der hvor Vejen drejer af til venstre ned efter Dalshuse, har man tidt om Aftenen hørt en Lyd som af Hunde, der støjede med deres Lænker, eller af Heste, der ringlede med Jærnkobler.

For en 15 Aar siden kom en Mand fra Ryslinge (dengang et ungt Menneske paa 23 Aar) gaaende ra Sandager, hvor han havde besøgt sin Broder; det var omtrent Kl. 12 om Natten. Da han kom imellem Vangeleddet og Dalshusegyden, hørte han en Støj som af et Par Heste i stærkt Trav med Seletøj paa, som om de redes i Forspand, og han gik det imøde, syntes han, og kom det bestandig nærmere og nærmere. Da stod han stille; men kunde saa ikke høre det mindste. Han begyndte da atter at gaa, og md det samme begyndte Støjen. Han stod anden Gang stille og lyttede, og da var der heller ikke noget at høre. Han fortsatte da sin Gang, og nu blev Støjen værre og værre og kom ham bestandig nærmere. Tredje Gang stod han stille, og da forsvandt Støjen, og han syntes at den gik i nordostlig Retning ned efter Ruerne.

Jens Bros Kone i Dalshuse fulgte engang sine smaa Piger op til Ryslinge, og da de gik forbi Stenten ved Vangeleddet, sad der en paa Stenten. De hilste, men han hilste ikke igjen, saa det var ikke noget rigtigt Menneske. Da Jens Bros Kone gik hjem igjen, sad han der ikke mere.

Varsel.
For mange Aar siden rejste en Bonde fra Ryslinge i Kongeægt midt om Natten. Da han saa kom op paa Ryslinge Gade, mødte han en Ligskare, og det var Varsel for Mikkel Pedersens Barn, som døde samme Nat.

Advarsel.
En gammel Kone i Ryslinge (Ane Katrine) har fortalt, at hendes Moder (Mari Lisbet) en Morgen tidlig var staaet op og gaaet ud i deres Toft. Hendes Mand var den Dag sagt til at skulle kjøre i Ægt, de vare derfor tidlig oppe, og hun gik ud i Toften, for der maaske at kunne mærke, om de andre, som ogsaa skulde i Ægt, belavede sig paa snart at kjøre.  Men da hun gik frem i Toften, ned efter Kjellemosen, lød der en Røst, som sagde: "Vend om!"Det kjerede hun sig dog ikke efter, for hun var ikke bange af sig, og hun blev ved at gaa. Da lød Røsten anden Gang: "Vend om!" men hun ændsede det endnu ikke. Da lød det tredje Gang: "Vend om!" og nu var det, som Stemmen var hende ganske nær. Saa vendte hun om og skyndte sig hjem, saa stærkt kun kunde. Men det var, som om der kom noget efter hende oppe i Luften; det havde en stærk Glands, for det skinnede saa meget, og hun mente, at det havde vel været den gloende Drage, som foer hen over den sure Have; men hun turde ikke se tilbage, hvad det var.
[Hans Nørgaard tilføjer  1999: Er det en gammel UFO historie?]

Kildegaarden og Kirkeløkken.
Paa Lørup Mark har før ligget en Gaard, kaldet Kildegaarden; den er nu brækket af, og Jorden lagt ind under en Gaard i Lørup. Til Kildegaarden hørte en Mark, kaldet Kirkeløkken, og der skal det ikke være ganske rigtig fat. Saadan var det en Nat, da Karen Hanse gik her; hun skulde op til sin Datter, som bode bag Skoven, hun var farlig syg. Men som hun gik ned ad Banken i Kirkeløkken, skred der en lille Dreng forbi hende, og saa mente hun, at det var hendes Søn; derfor tiltalte hun ham og sagde: "Men, Rasmus! gaar du her?" Men hun fik intet Svar, og strax efter forsvandt Puslingen. Men da Karen hanse kom op til sin Datter, blev hun syg og maatte holde Sængen i flere Dage.

En Kone i Ryslinge, som er født i ildegaarden, fortæller, at da hun var en lille Tøs, skulde hun og en anden Søster ud i Kirkeløkken, a søge efter deres Faders Heste, som gik paa Græs her: de skulde skos den Dag i Ringe hos Anders Smed, og da der ikke var saa kort e Stykke Vej derop, skulde de tidlig afsted. Men da de kom ud i Kirkeløkken, ned efter Aamosen, saa gik de vild og vidste slet ikke, hvor de vare, og saa kom de tilbage til Kildegaarden igjen, men kunde da slet ikke kjende Gaarden og vidste endnu ikke, hvor de vare henne. Da fik hendes Søster Øje paa Høbøren, som hang paa Væggen, og da hun saae den, vidste de strax, at det var deres Faders Gaard, de var ved, og saa var Vildelsen ovre.

En anden Gang kom Kildegardens Ejer selv en Morgen tidlig ogsaa her ned i Aamosen, at hente sine Heste. Da var det for ham, som om han saa et Trug Ild falde ned oppe fra Luten, og saa gik han vld.

Engang, da Kildegaardens Ejer kjørte oppe paa Banken i Kirkeløkken, saae han en Hvirvelvind (og den almindelige Folketro siger, at Hvirvelvinden er et Sammenstød af onde Aander i Luften), og ud fra denne var det, som om der snode sig et sort Nøgle, hvilket bestandig gik rundt omkring sig selv ned ad Banken. Han lagde Mærke til, at iblandt Faarene, som stode tøjrede i samme Løkke, saae de sorte Faar ogsaa det sorte Nøgle.

Lidt vesten for Kildegaarden ligger en Eng, kaldet Bybæks Eng, og her stod for ikke mange Aar siden en Egepæl paa en Ledpæls Tykkelse, og omtrent et Kvarter op ovenfor Jorden. Den Pæl mente man var en Manepæl. Kildegaardens Ejer sagde derfor altid til sine smaa Børn, at de ikke maatte røre ved den.

Manepæle.
Nord for Ryslinge ligger Tamosen. Her skal engang have staaet en Manepæl, og hvis man gik hen og rokkede ved den, da kunde man høre en Stemme i Jorden, som sagde: "Rok dejt! rok dejt!"
I den Tofte i Lørup, som er den anden til venstre, naar man kommer ind ad Vangeleddet, lige frem til Vejen efter Brangstrup, har der ogsaa engang staaet en Manepæl, og hvis man tog fat ved den og rokkede, da hørte man tydelig en Stemme nedenfra, som sagde: "Rok hart! rok hart!"

Aa Stænget
Nede ved Stænget over Aaen, paa Gangstien mellem Lørup og Ryslinge, er der en lille Kratskov, og der skal ikke være godt at gaa om Aftenen, for saa bliver man ledt vild. Saaledes fortæller en gammel Kone i Ryslinge (Ane Katrine), at da hun engang i hendes unge Dage gik op til Hvenegaarden, at lege Jul, saa gik de over Gangstien, og da de saa kom ned til Stænget ved Aaen, gik der en rød Ko med hvide Øren. Men saa gik de vild og kunde ikke finde Hvenegaarden. Endelig kom de da til en Gaard, og der var en Vanding udenfor; de vidste ikke, hvor det kunde være. Men de gik da ind i Gaarden, at spørge om Vej, og nu saae de, at det var Kildegaarden. Da de kom ind i Stuen, sad Karen Hanse ved Kakkelovnen. De spurgte da om Vej til Hvenegaarden; men hun lo ad dem og sagde, om de ikke kunde finde erhen. Saa sagde hun dem Vejen, og saa fandt de da til Hvenegaarden. Da de saa gik hjem om Aftenen og naade til Stænget ved Aaen, løb der et lille graat Æsel forbi dem med en hvid Pose paa Ryggen; men denne Gang gik de dog ikke vild.

Tøjstrup.
I det nordvestlige Hjørne af Ryslinge Sogn ligger Herregaarden Tøjstrup. Den skal forhen have hedt Tuestrup, og nogl Huse syd for Gaarden hedde endnu Tuekildshusene, og et Sted lidt østen for dem kaldes Tuekilde.

Paa Tøjstrup var der i gamle Dage en Hovmester, som ejede Cyprianus. Saa var det engang, den laa i Borgestuen, da Gaardens Folk efter endt Arbejde kom derind om Aftenen, at en af Karlene tog fat paa Bogen og begyndte at læse i den. Men da kom der saa mange Kyllinger, saa hele Borgestuen blev fuld af dem fra Gulvet og op til Loftet.  Men da Hovmesteren kom, som forstod at læse Cyprianus, læste han alle Kyllingerne ud igjen.

En anden Gang fik gamle Frits Murmester hændelsesvis fat paa Cyprianus, og han begyndte da ogsaa at læse i den, for han vidste ikke, at det var Cyprianus; men da han havde læst lidt, kom der en gammel graaskjægget Mand, som havde saadan en Kulde over sit hele Legeme, at han aldrig kunde holde et Lem stille, ind til Frits og spurgte, hvad han vilde ham. Frits svarede ingenting; men Hovmesteren, som ejede Cyprianus, mærkede nok Uraad, og han gik da op og læste den gamle graaskjæggede Mand ud igjen; og da han gik, smak han Døren i efter sig, saa hele Tøjstrup rystede derved.

I Rullestue Kjælderen paa Tøjstrup gaa Rullerne saa tidt af sig selv. Engang da Jens Hansen var Forrider der paa Gaarden, skulde Kokkepigen gaa ned i Ølkjælderen, som var ved Siden af Rullekjælderen, for at tappe Øl; men det turde hun ikke, uden at Jens Forrider fulgte hende, og saa gik han da ogsaa med. Men saa snart Pigen havde taget Tappen af Tønden, begyndte Rullerne at gaa inde ved Siden af. Da bleve de saa forskrækkede begge to, at de løb bort og glemte at sætte Tappen i Tønden. Men til Lykke var Kruset stort, og Tønden "rendte saa lettelig", saa der blev ikke noget Øl spildt.

Engang var der en Forvalter på Tøjstrup, som havde gaaet i den sorte Skole. Saa var det engang, han og Skyten sad og spiste, at Forvalteren pludselig gav sig til at le. "Hvad ler De af?" spurgte Skyten. "Aa", sagde han, "der er nogen ude i Bøgeløkkeskoven at stjæle Brænde, og de har faaet Brændet læsset paa Ryggen, men de kan aldrig gaa af Stedet med det. Nu kan du gaa derud; de skal nok blive staaende, indtil du kommer til dem." Skytten gik da ud i Bøgeløkkeskoven, og ganske rigtig: der stode de ganske stille og kunde aldrig komme af Stedet. Da de saa lovede ham, at de skulde aldrig gjøre det mere, saa gav han dem Lov at gaa, og saa gik de.

Den gjerrige Kone i Ryslinge.
I Ryslinge var engang en Kone, som var saa forskrækkelig gjerrig. Hun gav aldrig nogen Betler en Almisse; men hvad der kunde være passende til en saadan, det tog hun og lagde i en Tønde, for hun vilde se, hvor meget hun paa den Maade kunde spare sammen; og naar Aaret var omme, vilde hun rigtig glæde sin Mand, som ogsaa var meget gjerrig, ved at vise ham, hvor meget Flæsk og Mel og andet, hun havde sparet sammen paa Tiggernes Bekostning. Da nu Aaret var til Ende, kaldte hun da nok saa glad paa sin Mand; han skulde komme og se alle de fulde Tønder. Men i det samme han skulde se det, da blev det hele til Orme.

Den gjerrige Kone i Lørup.
Engang var der en meget gjerrig Kone i Lørup; hun nænnede aldrig at give fattige Folk en Draabe Mælk; men hvad der med Billighed kunde tilkomme dem, gav hun altid Svinene. Konen døde, og Dagen til Begravelsen blev bestemt. Der kom da mange baade nær og fjærnt fra og fulgte hende til Graven. Men dengang de kom hjem fra Kirken, stod Konen, hvem de havde begravet, og ragede i Svinetrugene. Det var jo galt, og det blev ved at være galt; for hver Aften, naar Maanen stod op, saae man hende dandse oppe paa Rygningen af Huset, og derfra gik hun ned og slikkede Svinetrugene. Disse Anstalter kunde FOlkene i Gaarden da ikke have; der blev sendt Bud efter Præsten, og han kom da op og manede den døde.

Hundrede Aar efter at dette skete, levede i Lørup en gammel Kone, som hed Dorthe Kabels, og hun hørte Natravnen flyve op paa det Sted, hvor den gjerrige Kone var manet ned. Natravnen har et Hul igjennem Vingen, som kommer af Manepælen, hvor den er gaaet igjennem. Og det sker altid, hvor nogen bliver manet ned, at der flyver Natravnen op Hundredaaret efter.

Graveren.
I en Gaard i Lørup stod altid, naar Gaardmanden om Aftenen gik ud at fodre sine Heste, en Mand og gravede med en Spade. Han talte aldrig noget til Gaardmanden, og denne heller aldrig noget til ham. Men naar Folkene vare i Sæng, kom Spøgeriet ind i Stuen, hvor Konen især frygtede for det og kastede af Skræk sine smaa Børn over til Væggen i Sængen. Fra stuen for føjede Spøgeriet sig op paa Loftet, hvor det hele Natten og især henimod Morgenstunden. Omsider fik Gaardmanden det Indfald at undersøge Jordbunden paa det Sted, hvor Spøgeriet bestandig havde travlt med at grave om Aftenen. Ved denne Undersøgelse fandtes en stor Mængde Ben, som da bleve optagne og nedgravne et andet Sted; og fra den Tid mærkede man aldrig mere til Spøgeriet.

Middel mod Tandpine.
En gammel Mand paa de femoghalvfjerds fortæller: For mange Aar siden havde jeg saadan en forskrækkelig Tandpine, og jeg vidste aldrig, hvad jeg skulde gribe ti. Saa spurgte jeg en Mand om Raad ude paa Maareskov, og han sagde mig, at naar jeg vilde gaa op paa Kirkegaarden en Nat, saadan ved Midnat, og stikke et Hul i en Grav med min ene Finger og saa spytte i Hullet, saa skulde Tandpinen nok høre op; men op til Kirkegaarden maatte jeg hverken følge Vej eller Sti. Saa var det da en Nat, jeg rejste mig af min Sæng, saadan ved Lav Klokken tolv, og begav mig til Kirkegaarden over Marker, Grøfter og Gjærder. Da jeg saa kom ind i Sadelmagerens Toft, gik jeg over Stengjærdet ind paa Kirkegaarden. Da jeg kom derind, bukkede jeg mig ned og stak et Hul i en Grav med min ene Finger, og spyttede jeg deri. men det lød for mig, som om der stod nogen bag ved mig, saa snart jeg havde buket mig, og hele Tiden imens jeg gik hjem var det, som om der kom nogen bag efter mig, og jeg var rigtig saa forunderlig stemt, og Blodet steg mig til Hovedet. men jeg havde sagt til vor Mor, førend jeg gik, at naar hun hørte, jeg kom, skulde hun slukke Lyset; for ifald jeg skulde faa noget at se, saa var det ikke godt at se Lys. Dengang hun saa hørte, jeg kom, slukkede hun Lyset, men jeg havde ingen Ting set, men jeg var dog saa underlig stemt. Det dulmede dog noget paa Tandpinen, men den Kunst skal jeg dog aldrig bruge tiere, om jeg end faar nok saa ondt i Tænderne.

Tro om Dyr.

Hvis man har faaet en Frø med paa et Kornlæs, saa vælter man, inden man kommer hjem.

Naar Muldvarpen skyder sit Skud under Fodstykket paa et Hus, da dør der et Lem af Familien i Huset.

Hvis Hønsene gaa langt bort fra Huset eller Gaarden, hvr de høre til, da er det et Varsel for, at det bliver Dyrtid.

Paa Sottesængen maa man ikke ligge paa Hønsefjær, for saa kan man ikke dø.

Naar en Mariehøne sætter sig paa ens Haand, og man saa siger:
Flyv, flyv, Vorherres Høne!
i Morgen faar vi godt Vejr,
og den anden Dag ligesaa;
og hvis den saa flyver, - da faar man godt Vejr.

Dage og Aarstider.

Hvem der er født om Søndagen, kan se alt Spøgeri, og dem kunne Troldene ikke gjøre noget.

Julelyset, som brænder paa Bordet Juleaften, maa ikke flyttes af Bordet. Det samme gjælder om andre Højtids Aftener. Kommer Lyset da under Bordet, bliver der Trætte mellem Familien.

Plovene og Leddene skulle føres i Hus inden Juleaften. Hvis dette ikke sker, da blive de søndersplittede.

Hvis Gaardhunden gøer eller tuder, imens man spiser Nytaarsaftens Nadver, da skal nogen af Familien dø i det nye Aar.

Hvis man ellers vil vide, om nogen af Familien skal dø i Aarets Løb, behøver man kun Nytaarsaften at gaa udenfor og se ind ad Vinduet; da ser man den, som skal dø i Aarets Løb, sidde uden Hoved, og der staar da en Ligkiste paa Bordet.

Nytaarsaften kaster man Tøffelen til Døren, for saa kan man se, hvem der skal dø inden næste Nytaarsaften. Hermed gaar det saaledes til, at den som har det bedste Greb paa at kaste sin Tøffel af Foden bag over sit Hoved, gjør dette for enhver især af de tilstedeværende. Vender da Hælen af Tøffelen til Døren, da lever han; men vender Taaen til Døren, da dør han.

Hvis det ikke Nytaarsaften blæser saa meget, at Blæsten kan ruske Træerne, da skal man gaa ud i Haven og ryste sine Frugttræer, ellers avler man inge Frugt i det nye Aar.

Hvis der er megen RIm paa Træerne de første Dage i det nye Aar, da bliver Kornafgrøden rig.

Helligtrekongers Nat kunne Pigerne faa at vide, hvem de skulle have til Kjæreste. Man staar op Klokken tolv og gaar tre Gange avet om Gaarden eller Huset, og ved hver Omgang bliver man staaende og siger:
Jeg beder de hellige Konger tre:
lad mig [i Nat] i Drømme se,
hvis Kjæreste jeg skal være,
hvis Navn jeg skal bære,
hvis Sæng jeg skal rede,
hvis Dug jeg skal brede.

Og saa drømmer man om den, man skal have til Kjæreste.

Imellem Jul og Kyndelmisse maa man ikke nævne Rotter eller Mus. Musene skal man da kalde de smaa graa og Rotterne: de langhalede.

Naar det sner Kyndelmisse Dag, da maa man vælte Høet ned.

Naar Solen skinner Povels Dag saa længe, at en Rytter kan sadle sin Hest, da faa vi ikke Krig i det Aar.

Naar det regner Mikkelsdag, da kan man saae Rug under Vidjebuskene.

Hvis det Mikkeldags Morgen blæser meget, da tyder det paa, at Sæden bliver dyr i Efteraaret. Er det derimod stille om Morgenen, men blæser op hen imod Middag, da tyder det paa,a t Sæden bliver dyr hen paa Vinteren; men er det ganske stille til hen imod Aften, og det saa blæser op, da tyder det paa, at Sæden bliver dyr i Foraaret.

Regner det paa Bryllupsdagen, da regner der Guld i Brudens Skjød; men stormer det, vil det komme til at støde i Ægtefolkenes Liv.

Den af Brudefolkene, der "krøger" mest paa Bryllupsdagen, skal dø først.

Trolde.

Dengang da Nisser og Troldtøj opholdt sig her Landet, toge de deres Føde paa Bondens Kornagre; men tilsidst lærte man Raad herimod: naar man saade, lod man nemlig Sædekornet falde saaledes, at det dannede et Kors; og fra den Tid af har der ingen Trolde eller Nisser været her i Landet, for de have ikke kunnet faa noget til Føden.

Staal kan en Hex ikke gaa over, saa i gamle Dage, da Mødrene vare bange for, at deres Børn skulde blive forbyttede af Hexe og Troldtøj, lagde de alid noget Staal i Vuggen til de smaa Børn, og det var da for det meste en Sax, som blev lagt i Form af et Kors.

Hexe.

Hvem der vil være en Hex, gaar tre Gange avet om en Kirke ved Midnatstid, og hver Gang hun kommer forbi Kirkedøren, rækker hun Tungen ind ad Nøglehullet.

Sant Hans Aften skal Ovnragen føres i Hus; for ellers tage Hexene den og ride til Bloksbjærg paa den.

Sant Hans Aften maa man sætte Røn (Rønnebærtræ) i alle Dørene paa Gaarden eller Huset, for at Hexene ikke skulle ride derind.

Sant Hans Aften skal man sætte Ris i Hørren, for at Hexene ikke skulle tage Taven af den, naar de ride til Bloksbjærg.

Hvo som har Lyst til at se Hexene ride paa Kosteskaft til Bloksbjærg Sant Hans Nat, skal ved Midnat sidde paa en Korsvej under en ny Harve, som vender Tænderne udad.

Naar Kvæget første Gang skal i Hus om Efteraaret, da maa det enten gaa over eller under Staal; for saa kan ingen Hex gjøre Kvæget Skade.

Første Gang en Ko bliver malket, efter at den har kælvet, skal der lægges en Kniv i Malkespanden; og den skal blive liggende deri hele Tiden, medens man malker Koen.

Naar man giver Mælk ud til Folk, som ikke ere at lide paa, da maa man først komme lidt Salt i den.

I Kornladen maa man aldrig feje avet om med Fejekosten; for hvis man gjør det, da kunne Troldhexene tage den tiende Part af Sæden.

Trolddom

Hvem der er forhexet, kan ikke dø, uden han kommer mellem to Ilde, for Exempel: Ild under Fødderne og ovenover Hovedissen. Eller man kan vende tre Kobler Rygningstræer lige over den for hexedes Leje, saaledes at Rygningstræer, som før laa i Vest, nu kome til at ligge i Øst, eller omvendt. Da kan den forhexede dø.

Naar en er bestjaalen og vil have Tyven opdaget, og han da gaar til en "klog" Mand og fortæller ham Sammenhængen, da slaar den kloge Mand et Søm i en Stolpe og siger: "Den første, du nu møder i Morgen, der kun har eet Øje, det er Tyven; for nu har jeg slaaet det andet Øje ud med Sømmet."

Naar en lider af Hikke, og han da tre Gange drikker af Ølpotten, og hver Gang han har drukket, ser underneden paa Bunden af Potten, og det hele sker i Tavshed, da gaar Hikken over. Eller man siger blot: "Hikkepikke mødte mig i Vangeled, prutsa!" Da gaar Hikken ogsaa strax bort.

Drømme.

Hvis man drømmer om døde, da saar man skiddent Vejr.

Hvis man drømmer om Æbler eller Pærer, da bliver man syg.

Hvis man drømmer, at en Tand falder ud af ens Mund, da dørr nogen af ens Familie eller gode Venner.

Hvis man drømmer, at man bliver bidt af Hunde eller stanget af Tyre, da bliver man et Bytte for Sladderagtighed.

Hvis man drømmer om Ildebrand, og Luen er nærved, da faar man en hastig Tidende.

Naar smaa Børn le i Søvne, da lege Vorherres Engle for dem.

Gilder

Kartegilder det er saadanne, hvor Byens unge Piger samles og hjælpe hinanden at karte Uld. Ved disse Lejligheder drives da allehaande Løjer, som gaa ud paa dels at more og dels at skræmme Kartepigerne. Man sætter en Stige til Huset, gaar op derpaa, hen til Skorstenen og lader en Potte falde ned igjennem den. Eller man skyder en Bøsse af lige udenfor Vinduerne. Eller man skyder en Bøsse af lige udenfor Vinduerne. Eller en vender Vrangen ud paa sine Klæder, tager en gammel Hat paa og Pose paa Ryggen, gaar ind til Kartepigerne og faar dem til at antage sig for en Tigger. Men Enden paa det er da altid den, at Byens unge Karle byde sig selv til Gjest hos Pigerne, og saa skulle de da fortælle Historier, og Pigerne synge Viser. mange gode gamle Viser holdes paa denne Maade vedlige, thi Sangen gaar paa Omgang, og enhver Pige maa synge en Vise. mange Morsomme Æventyr og mange andre løjerlige Ting faar man der at høre; thi hvem af Karlene der kan fortælle mest og bedst og sige de fleste og bedste Vittigheder, han bliver jo mest anset og afholdt, og dertil bejle da alle, som kunne. Et saadant Kartegilde varer da for det meste til langt ud paa Natten.

Ja Gilde kaldes nu det, som i gamle Dage kaldtes Fæstes Øl, og som er det samme som Trolovelse. Naar et Par Folk skal giftes, holdes der først Jagilde hos Brudens Fader. Dertil indbydes Naboer, Slægt og Venner, og den Dag gaa Troloverne med Brudgommen til Præsten, at bestille Lysningen. Om Søndagen derefter bliver der lyst for Parret fra Prækestolen. Indtil den Tid skal de unge Folks Kjærlighed til hinanden holdes saa hemmelig som muligt. Ingen Karl eller Pige sætter sin Fod indenfor Kirkedøren den Dag, der bliver lyst for dem.

Til et Bryllup (Bråjlb), maa Gjesterne, naar det skal gaa rigtig til, bydes ottende Dagen iforvejen. Indbydelsen forrettes af den, der skal gjøre Tjeneste som Skaffer ved Brylluppet. Forhen blev Indbydelsen udført altid med de samme Ord, saaledes: "Jeg skal hilse fra R.R. og hans Kjæreste, samt fra R.R., Brudens Fader, om I vilde værs`go at komme hen til dem paa Lørdag, at spise Frokost, og siden følge R.R. og hans Kjæreste til Kirke, for at høre en kristelig Brudevielse, og saa følgee dem hjem igjen, at spise til Middag." Brylluppet holdes da for det meste om Lørdagen; og Fredagen forud maa "Føringen", det er Ænder, Høns, Æg o.s.v. bringes til Bryllupshuset. I gamle Dage "førte" man ogsaa Øl: en halv eller en hel Tønde, saaledes som man ved en tidligere Lejlighed havde faaet af Vedkommende; thi derpaa beror Føringens Størrelse.  Hvis Brudgommen ikke er af samme By som Bruden, ledsages han af sin Bys Befolkning til Bryllupshuset, hvor Bruden modtager ham i Døren, iført sin Brudestads. Derpaa spises Frokosten, og naar det er sket, skal man i Kirke. Har man langt til denne, da kjører man derhen, og det maa gaa alt hvad Remmer og Tøj kan holde. Nogle Ungkarle udgjøre Fortoget, idet de ride foran saa stærkt som Hestene kunne springe i Galop. Det gjælder for dem om at komme saa meget i Forhaanden, at de, efter at have været ved Kirken, kunne igjen vende tilbage og møde den øvrige Brudeskare. Har man nær til Kirken, da gaar man derhen; men hvilket der end sker, saa er der en bestemt Orden, hvori man skal komme ind i Kirken: Først komme alle Ungkarlene med Brudepigerne under Armen, saa kommer Brudgommen med sin Brud, og derefter "Næste Konerne" og "Næste Mændene". Toget sluttes af de overtallige Mandfolk. Hele Tiden, imens man gaar til og fra Kirken, kimes der med Kirkeklokken. I gamle Dage fulgte er Musik med lige til Kirkedøren. I samme Orden, som man gik ind, gaar man igjen ud af Kirken. Saa snart man i Bryllupshuset mærker, at Følget kommer fra Kirken, begynde Musikanterne at spille op, det bedste de kan. Det første man har at gjøre, naar man er kommen hjem i Bryllupshuset, er da at give Brudegaver. Brudgommen med sin Brud og Næstekonerne og Næstemændene tage Plads ved det dækkede Middagsbord, og Gjesten gaar nu hen, og ønsker Brud og Brudgom "Lykke og Velsignelse" og giver med det Samme Gaven, der for det meste bestaar i rede Penge. Derpaa giver han igjen Brud og Brudgom Haanden, og nu skal han ogsaa give Næstekonerne og Næstemændene Haand. Naar alle have givet Brudegave, sætter man sig tilbords. Skafferen tildeler her enhver sin Plads: de "villeste" Gjester faa de fornemste Pladser, nemlig ved "brudebordet", hvor Brud og Brudgom sidde. Brudepigerne sidde ved et særskilt Bord. Maaltidet varer gjærne 4-5 Timer. Naar det er endt, læser Skafferen "fra Bords" og henvener sig derpaa saaledes til Bryllupsgjesterne: "Kjære Venner og indbudne Gjester! R.R. og hans Kone, tillige med R.R. Brudens Fader lader eder herved paa det hjærteligste takke for den Ære og Tjeneste, I have bevist dem i Dag; fremdeles er det deres Ønske, om I ville forblive her nogle Timers Tid og fordrive Tiden i Kjærlighed, ligesom ogsaa, om I  i Morgen ville komme her at spise til Middag, Mændene medtagende deres Koner, og Konerne deres Mænd. Velbekomme Maaltidet!" Derefter siger man Tak for Mad til hver især hele Stuen og Huset rundt. Brylluppet varer gjærne i tre Dage: Førstedags, Andendags og Tredjedags Bryllup, sædvanlig: Lørdag, Søndag og Mandag. Det er da en gammel Skik, at Konerne ikke ere med uden om Søndagen. Skafferens Andendags Bordtale lyder noget anderledes end Førstedags; thi efter at have takket Gjesterne for den Ære og Tjeneste, de have bevist R.R. og hans Kone tillige med R.R. Brudens Fader, føjer han til: "Og love de at være enhver af eder til Tjeneste igjen paa lignende Maade, især naar de derom blive anmodede; fremdeles er det deres Ønske" o.s.v. Efter Middagsbordet stedes man til Kaffebordet, og efter et Kort Mellemrum, i hvilke Borde, Stole og Bænke flyttes ud af Stadsstuen, begynder Dandsen: Skafferen dandser den første Dands med Bruden og fører hende derefter saa højtidelig som muligt hen til Brudgommen, som da dandser Brudedandsen med hende. En Skik, som nu kun mindes, men ikke bruges, var at dandse Bruden ud af Pigelaget (a` Law). Skafferen tog da Bruden ved Haanden, og derefter toge alle Brudepigerne hverandre i Hænderne, og saa dandsede de hele Byen rundt: ud af den ene Gaard og ind i den anden, og først naar de havde været i dem alle, var Bruden ude af Pigelaget.

I ældre Tider havde man mange morsomme Gilder, som nu ere gangne af Brug. De tre "villeste" vare da Igang og Afgang og Degnegilde; og ved dem holdtes der altid "Lyd", det vil sige: der blev holdt en Tale, altid med de samme Ord. Selve Talen er nu gaaet ad Glemme, men Indledningen var denne: "Undskyld, mine Venner, at jeg saa hastigen afbryder eder i eders Gilde og Glædskab; men jeg haaber, at I snart skal komme til eders Gilde og Glædskab igjen."Midt under Talen spurgte den, som holdt Lyden: "Er Øllet godt?" Og blev der da enstemmig svaret: "Ja, Øllet er godt", saa var alting godt, og han gik videre i Texten. Men blev der klaget paa Øllet, saa maatte den Sag først undersøges og afgjøres af to Mænd, som dertil vare udvalgte, og om hvem det da hed, at "de skulde ud paa Læg". Blev Klagen nu godkjendt, saa gik hver til sit, og Gildet maatte gjøres om en anden Gang. Ved disse Gilder var der altid sat visse Folk til Skjænken, som, naar der ikke var mere at skjænke af, kom ind og hævede Gildet med de Ord:
Nu er Tønden tom og Tappen tør;
nu kan I gaa hen, hvorfra I kom, og hvor I var før.
Igangen holdtes, naar en Mand skulde tages op i Bylaget. Hos ham samledes da baade Mænd, Karle og Drenge, og her gik det meget højrøstet - og muntert til. Afgangen var et Gilde til Minde om en Afdød; men det skal dog ikke have manglet paa Lystighed der heller. Degnegildet var det Gilde, som Degnen skulde gjøre, naar han havde faaet sin Løn af Bønderne. Her kom Karle og Drenge ikke med, som til Igang og Afgang: det gjaldt kun Gaardmænd og Husmænd. Gaardmændene vare da for sig i det "villeste" Værelse, Husmændene i det "voveste". Til det Gilde skulde Degnen give fire Kander Brændevin, som man da delte med Munden, ligesom Stige Mænd delte Høet. Et Gilde som nu ogsaa er aflagt, var Klinegilde. Naar en Mand bygte sig en Gaard op af ny, indbød han alle Byens unge Karle til at kline Vægge, og det var da snart gjort, og saa kom Gildet bagefter. Nu er det faldet bort, siden man bygger med Mursten. Smedgilde kjender man ogsaa nu kun af Navn. Det var et Gilde, som Smeden gjorde en Gang om Aaret, naar han havde faaet sin Løn af hver Mand. Forhen var der ogsaa hvert Aar Møggilde hos Præsten. Sognets Folk kjørte nemlig al Præstegaardens Gjødning ud paa Marken. Den som kjørte det sidste Læs ud skulde have otte Skilling; og alle fik de Sødgrød og Bergfisk. Slaagilde havde man ogsaa, dengang al Høsletten var i Fællesskab. Da slog alle Mand hver sin Plet paa een Dag, og saa holdtes Gildet bagefter. Naar Præsten og Degnen faa Mælk hos Bønderne, saa komme ved den Lejlighed alle Sognets unge Piger sammen til Vallegilde. Naar et nyt Hus rejstes, bedes nu en Del af Byens Beboere til Rejsegilde og hjælpe da til at lægge den sidste Haand paa Rejsningen. Den Dag man høster Rugen (hvormed jo i ALmindelighed høsten begynder) er endnu en Højtidsdag. Pigerne skulle da have hvide Forklæder og i øvrigt klædes saa hvidt paa som muligt. Karlene ere i Søndagstøjet. Hele Dagen lever man som til et Gilde og især om Aftenen, naar Arbejdet er til Ende. Naar al Rugen er fældet, raabes et tredobbelt Hurra. Naar man er færdig med at høste Kornet, skal man "hvætte for Kaal". Man gaar da ind i Haven og hen til Kaalen og giver sig der til at stryge ("hvætte" - hvsse) sin Le. Da maa Husmoderen komme ud og bede om Naade for sin Kaal, samt bede Folkene ind at faa "en Bid Brød og en Taar". Naar Kornet er inde, skal man have Skjuregilde. Til dette maa i Regelen alle de bedes med, som hjalp med at høste Rugen.
I forrige Tider, da man havde Jorden i Fællesskab, gaves der visse Vedtægter for Overholdelse af Orden i Marken, som overhovedet i Byen eller Sognet. Disse Vedtægter kaldtes Byloven. Da man i den Tid sjælden havde lært at skrive, saa giemtes Byloven sædvanlig i de bedste Hoveder inden dens Omraade. Fra den Tid er ogsaa Stævnen, en ubebygget Plads midt paa Byens Gade, som tjente og endnu tjener til Samlingsplads for Bymændene. I gamle Dage vidste man ifølge Byloven, hvilke Dage man skulde møde paa Stævnen, og hvilke Sager der da skulde forhandles. Nu skal man kun møde paa Stævnen, naar Oldermanden støder i Hornet, hvad man da ogsaa skulde i gamle Dage; men i den Tid betød det, at der var noget paa Færde, for hvilket der ingen Regel fandtes i Byloven. Oldermands Forretningerne gaa nu paa Omgang mellem Gaardmændene, saa man hvert Aar faar en ny Oldermand. Førend den gamle træder af, skal han da gjøre et Gilde, og det er Oldermandsgilde, som endnu holdes hvert Aars Aske=Onsdag.

Spil og Lege.
At slaa et Slag Kegler er overalt en yndet Morskab. Den midterste Kegle hedder Tolv=Kongen (Tol=Kåvi), og en af Hjørnekeglerne hedder Ni=Kongen (Ni=Kåvi). Naar nogen slaar Tolvkongen bort fra de andre Kegler, hedder det: "Han slog Kongen ud af Byen." Et saadant Slag gjælder da for tolv simple Kegler, lgiesom Nikongen, naar man slaar den alene, gjælder for ni. - At lege Trille er en Drengeleg, hvor det fornemmelig gjælder om at "drive" hinanden, det er: slaa hinanden paa Flugt. Hver Dreng har da en Stang, hvormed han skal "gjenne" Trillen; men hvis det ikke lykkes ham, da maa han trække sig saa langt tilbage, som Trillen løber bort fra ham. - At spille Bold (Bujlt) drives sjælden af voxne, men ofte af Børn, især om Foraaret, naar Markerne grønnes. - At trække Tavl yndes meget af Skoledrenge i Fritimerne i Skolen. Som Tavlbræt bruges da en Skrivetavle, hvorpaa den brugelige Figur afridses. - At spille Drøs bestaar i at kaste knapper hen til en Væg Den som nu ligger nærmest Væggen "er for"; den som ligger længst fra, "er sæk". Derpaa kyler man Knapperne i Vejret. Den som "er for " begynder, saa følger anden, tredje (åhn, tre`e) og saa fremdeles indtil "Sækki". De Knapper, som, naar de falde ned, ligge paa Øjet, ere tabte. - En almindelig Børneleg er ogsaa den: at lege Enke. Her stiller man sig parvis, dog saaledes, at man er "åide" (ulige). Den Dreng eller Pige, som er tilovers, staar da foran Rækken, og idet han siger: " u baste" (ud, bageste), løber det bageste Par frem, hver paa sin Side af Rækken, og saa maa "Enken" eller "Enkemanden" se til at faa sig en Mage af de løbende. Fanger han (el. hun) ingen af de to, inden de have faaet hinandens Hænder, maa han (el. hun) igjen være Enkemand eller Enke. Men fanger Enken en af de løbende, saa maa denne indtage hendes Plads. - At lege Sutte er ogsaa meget almindeligt blandt Børn. Man stiller sig i en Rundkreds, hver med en Stok i Haanden. Til hver Stok gjøres et Hul i Jorden, og hele Kredsen indstreges. Inde i denne er et Hul, hvori "Sutten" (en Bold eller en Trækugle" ligger. Antallet af de legende skal være ulige; thi een af dem skal "drive Sutten", det er: slaa til den med sin Stok, saa den triller ud af Kredsen, hvorpaa han igjen skal drive den ind i Suttehullet. Men at forhindre dette, er egenlig Legens Opgave. Hver af de omkringstaaende bruger sin Stok til at slaa Sutten bort med; men da maa Suttedriveren være hurtig til at sætte sin Stok i et af de ledige Huller: han er da fri, og den som tabte Hullet skal drive Sutten. - Pibberaabbeleg er ogsaa en almindelig Børneleg. Man tager hinanden ved Hænderne og stiller sig i en Rundkreds. En af de legende gaar uden om Kredsen og slaar en af de andre paa Ryggen. Den slagne maa da løbe efter den, der gav Slaget, indtil han fanger ham. Naar det er sket, gaar den som fangede udenom, og saa fremdeles.
 

BilagStørrelse
Ryslinge_sogn_1755.pdf2.51 MB