Svendborgbanen's indvielse i 1876

| | | |

Festmiddagen i Frimurerlogen ved Svendborgbanen's indvielse 1876Festmiddagen i Frimurerlogen ved Svendborgbanen's indvielse 1876Den sydfyenske Jernvej (artikel i Illustreret Tidende 1876)

Det gamle Svendborg har fra umindelige tider været bekendt for sin nærsomhed og driftighed, og er i denne retning ikke gået tilbage; det har en blomstrende handel, en levende skibsfart med en handelsflåde, som i forhold til byens størrelse må kaldes overordentlig stor, og år for år forøges. Det er en by, som man for en snes år tilbage betegnede som en af de stærkest tiltagende i Danmark, og den forøges og udvides endnu bestandig efter en betydelig målestok. Byens heldige beliggenhed, dens gode havn og det rige opland er tilligemed dens borgeres driftighed samvirkende årsager til dens stadige fremgang.

Men mens Svendborgs sønner på deres skibe har tumlet sig i øst og vest, syd og nord, mens adgangene til byen ad søvejen er lette og heldige, måtte indtil nu næsten det modsatte siges om forbindelserne til lands. Byen, der ligger skjult for den øvrige verden bag de høje bakker og giver læ for den til alle sider mod land og giver den læ for nordenvinden er i virkeligheden noget afsides og har en temmelig tung forbindelse, navnlig med Odense og derved med det store jernbanenet igennem Danmark. En 6 timers kørsel til Odense i en diligence er altid blevet betragtet som næsten lige så besværlig som en rejse til København eller Hamborg. Det er dem, som i denne afsides beliggenhed har villet søge årsagen til et vist gammeldags præg, som man har påstået, at Svendborg og Svendborgenserne har bevaret. Hvorledes dette end forholder sig, så er der nu sket en stor forandring til det bedre ved den jernbane, som den 10. dennes (10. juli 1876) højtidelig åbnedes for samfærdselen; den vil bringe Svendborg i en nem og heldig forbindelse med det øvrige Danmark.

Skønt nu vist ingen kan betvivle, at en sådan forbindelse vil være til uberegnelig nytte i alle retninger, kunne dog ingen stride mere ivrig imod den, da projektet først kom frem, end Svendborgenserne selv. Grunden dertil var imidlertid ikke den, at man ikke ønskede en forbindelse med statsbanen, men man ville ikke have en forbindelse med Odense. At denne var den naturligste, overså man, og da projektet først fremkom fra Odense, betragtede man det med frygt og mistillid og fandt deri et forsøg på at berøve Svendborg en del af dets opland, ja vel endog få byen til at gå helt op i Odense. Efterkommerne af hine nidkære borgere, som i 1534 ødelagde Ørkilds borg for at tilintetgøre den by, som havde rejst sig der omkring, og som skadede Svendborgs handel, rejste sig med lignende nidkærhed mod Odense, i hvis iver for jernbanen man kun ville spore lyst til at skade broderbyen.

Intet bringer så let lidenskaberne i bevægelse som et jernbaneprojekt, men der er heller intet, ved hvilket meningerne så hurtigt og så brat kunne skifte. Odenseanerne var ihærdige - "Svendborgenserne ønsker ikke at komme til os," sagde de ved et jernbanemøde i Svendborg, "men vi ønsker at komme til dem" - og deres udholdenhed sejrede. Da jernbanen så, navnlig ved de herrer apoteker Lotze, etatsråd Koch og prokurator Borchs iver og opofrelse var blevet et fait accompli, glædede man sig i Svendborg ligeså meget over den, som man før havde været imod den. Man følte da, at man i den nemme forbindelse til søs havde en god støtte i den konkurrence med Odense, som jernbanen måtte skabe, og man var forvisset om, at den ikke alene ville blive af overordentlig vigtighed i materiel henseende, men at den også ville kalde hidtil skjulte kræfter frem i den gamle livskraftige by.

Der blev også fra alle sider gjort alt, hvad der kunne gøres, for at Svendborg kunne få den størst mulige nytte af dette samfærdselsmiddel. Regeringens kommission gik ud på, at skinnerne skulle føres umiddelbart til Svendborg havn, og dette er sket på den fyldigste måde. Ved valget af klosterpladsen til banebygningen, hvilket har medført ekspropriation af ejendomme til et beløb af over 300,000 kroner, er ikke alene endepunktet blevet lagt således, at Svendborg i denne henseende vistnok er heldigere stillet end nogen anden by, idet jernbanen udmunder så bekvemt som muligt for havnen, men da den når midt ind i byen, bliver rimeligvis ingen forhold her i nogen væsentlig grad forrykkede, hvilket også må anses for et stort gode.

Jernbanen er lagt ned ad mod Svendborg måske med den største skråning og med den største krumning, nogen bane her i landet har. Svendborgs særegne beliggenhed i en dyb dal er årsag hertil, og rimeligvis har også terrænforholdene gjort, at dens sidste del er i stadige kurver. Derfor får man først efter gennemkørselen af viadukten ved St. Jørgensgård, når man kommer op på den mod stranden anlagte høje dæmning, det første glimt af byen at se, og samtidig viser sig den dejlige omegn omkring Svendborg med sundet og Thorseng. Men det er kun et øjeblik, man nyder dette skue, førend man kommer over den første gade i Svendborg, og umiddelbart derefter over den anden, og nu er man ved stationsbygningen.

Svendborg station 1876Svendborg station 1876Det er en anseelig bygning, som vender facaden mod byen og har sin perron mod havnen. Den er opført af røde mursten og har to noget fremspringende fløje. I venstre fløj findes postvæsenets rummelige lokaler, og på midten er der 3 indgange til forhallen; den indre indretning af nederste etage ligner i det væsentlige andre stationsbygninger. I øverste etage er der rummelige og smukke lejligheder for stationsforvalteren, postmesteren og andre jernbaneembedsmænd. Bag bygningen er den flisebelagte perron, der dækkes af et af stærke jernsøjler båret halvtag af zink, mens derimod skinnerne er ubedækkede. Fra perronen er der en dejlig udsigt over Thorseng, sundet og kysten af Fyn med amtmandens bolig i baggrunden. Nærved hæver stationsbygningen sig det nye toldbod- og varehus. Da telegrafstationen også skal flytte ind i stationsbygningen, er alle samfærdselsmidler samlede på et sted og det midt i byen.

Når pladsen omkring stationsbygningen kommer i fuldstændig orden, når navnlig byen får udført de forskønnelser, den har i sinde, på den del af pladsen, som vedkommer den, vil dette parti af byen blive særdeles skønt.

For 500 år siden blomstrede der på denne plads et gråbrødrekloster, nu er der en stationsbygning for en jernbane, og dampens mørke hest farer stønnende hen over de gamle munkes grave. Hvad vil der være der, når 500 år atter er forløbne? Hvem ved det? Så meget er imidlertid vist, at klosteret og stationsbygningen begge hver for sig er tegn på kulturtilstande, som, hvor forskellige de end er, dog er lige nødvendige og vigtige led i menneskehedens udvikling.

Festsmykkede stationer ved Svendborgbanen 1876Festsmykkede stationer ved Svendborgbanen 1876Den sydfynske jernbane gennemskærer en af Danmarks frugtbareste og bedst befolkede egne og har derfor en overordentlig stor mængde overskæringer, ligesom den også har flere stationer end nogen anden dansk jernbane af lige længde. På de 6 1/5 mil, som denne jernbane udgør, har den foruden endestationerne 10 andre, og så hurtig følger de, at der kun er fra 5-17 minutters kørsel mellem dem. Linjen går fra Svendborg til Sørup, hvor den første holdeplads er; derfra over Kirkeby til Stenstrup, i nærheden af hvilken by en temmelig vigtig station findes. Efter 12 minutters kørsel kommer man til Kværndrup station og derfra efter 6 minutter til Rudme. Derfra går vejen tæt øst for Ringe med den største landstation ved denne by, og dernæst vest for Pederstrup med station ved bivejen mellem denne by og Sønder-Højrup. Den næste station nås allerede efter 5 minutters kørsel ved forbindelsesvejen mellem Næraa og Årslev, og den følgende efter 7 minutter i Højby. Foruden disse har man endnu, inden man når Odense, de to holdepladser Hjallese og Fruens Bøge, hvoraf navnlig den sidste kun har betydning i sommertiden for lystrejsende-

Fra sit laveste punkt, Svendborg, går banen opad lige til Ringe. Den bevæger sig på denne strækning på lange dæmninger eller gennem storartede gennemskæringer, af hvilke sidste den største findes ved Dyrehaven med en længde af 2000 fod og en dybde af indtil 30 fod. Ved Kirkeby er man nået op på Alperne, og efter ved Kværndrup at have passeret Odense Å straks efter dennes udspring, og dernæst på en dæmning at være ført over Ringe-åen og gennem Ringe-dalen, kommer man til det 261 fod over havet liggende højeste punkt. Herfra bevæger banen sig med temmelig jævnt fald nedad til Odense, som igen ligger temmelig lavt. Smukke skove, høje bakker og frugtbart agerland afveksler og gør den strækning, banen gennemløber, behagelig og interessant for den rejsende.