Begravelsesskikke

| | | | | | |

Dansk kulturhistorisk opslagsværk


Begravelsesskikke er betegnelsen for de traditioner, som er knyttet til en persons jordfæstelse eller bisættelse. Sammen med barsel og bryllup udgør begravelse de 3 store fester i et menneskes tilværelse;

Disse fester, der i henseende til traditioner og forløb har mange indbyrdes lighedspunkter, er som andre overgangsfester nøje forbundet med folketroen. Siden middelalderen har begravelsesskikkene på flere punkter skiftet karakter i overensstemmelse med den ændring i holdningen til døden, der har fundet sted, forskelle mellem begravelsesskikke på land og i by kan iagttages til ind i 1900-tallet.
I middelalderen var begravelsesskikkene i Danmark som andetsteds i Europa præget af de traditioner, som den katolske kirke havde udformet med den sidste olie, livvagten, dødsmessen, ligprædikener, jordfæstelsen og sjælemesserne for den afdøde som de vigtigste. Der opstod derfor et tomrum i det første århundrede efter reformationen i 1536, inden nye, hovedsageligt verdslige begravelsesskikke dannedes; flere af de katolske traditioner bevaredes dog i 1500-tallet, således f.eks at begravelsen skulle foregå i al enkelthed senest andendagen efter dødens indtræden. Ved dannelsen af nye traditioner er det muligt, at flere oprindeligt førkristne skikke på ny er optaget i begravelsesskikkene; det er tillige sandsynligt, at der er sket afsmitning fra andre festtraditioner.
På landet har begravelsesskikkene ikke ændret sig meget fra 1600- til slutningen af 1800-tallet; her udgjorde døden et naturligt led i tilværelsen, og begravelsen forberedtes så vidt muligt i god tid. Det typiske festforløb i 1600-, 1700- og 1800-tallets danske bondesamfund indledtes med, at dødsfaldet blev kundgjort ved klokkeringning, hvorved også onde magter blev jaget bort samtidig med, at sjælen sikredes fri adgang til det hinsidige liv. Herefter blev den døde lagt på strå eller lighalm oven på et bord eller nogle brædder på et par bukke; som regel lagdes tillige et eller flere stråkors på den døde. Således henlå liget i 2 eller 3 dage, hvorefter der holdtes kistegilde, kistelægning eller ligklæden, dvs den nærmeste, kvindelige familie samledes for at dels ordne og klæde, dels nedlægge liget i kisten, som herefter indtil umiddelbart forud for begravelsen henstod åben i storstuen eller loen, der oftest var draperet og pyntet. Ligkister synes at være blevet alm brugt siden 1600-tallet, da det også i de fleste egne blev regelen, at den døde begravedes i sit festtøj, hyppigst bryllupstøjet, dog altid uden sko; hænderne foldedes, og der nedlagdes et par mønter samt i en pose eller æske den dødes afredte hår, afklippede negle og løse tænder mv, således at intet manglede, når opstandelsens dag indtraf, og således at onde magter ikke kunne sikre sig indflydelse over sjælen ved at tilegne sig dele af den afdøde. Onde anslag søgtes som ved barsel tillige afværget ved at anbringe stål, kors og ild ved liget i form af henholdsvis en oplukket saks, et stråkors og et eller flere tændte lys. Endvidere blev ligets fødder eller blot storetæerne ofte bundet sammen, vistnok for at hindre gengangeri.
Til henimod år 1800 vågede slægtninge og bekendte af den afdøde natten forud for begravelsen ved kisten, idet man sang salmer, drak brændevin og spillede kort, mens ungdommen dansede; sådanne vågenætter betegnedes siden middelalderen vigilier eller ligvagter, fra 1700-tallet tillige vågestuer. Selve begravelsesceremonien fandt sted i hjemmet og på kirkegården; først i 1800-tallets slutning blev det alm at bære kisten ind i kirken. I hjemmet holdt degnen en tale, som kaldtes testamente, hvorefter man sang liget ud. Alle familiemedlemmer og gæster skulle derefter tage afsked med afdøde og røre liget, idet den døde ellers kunne gå igen. Herefter lukkedes kisten. Kunne kisten ikke komme ud gennem døren, blev den ført gennem et vindue, eller der blev revet en væg ned, således som det især var alm i Sydvestjylland, hvor der i én af gårdens lervægge kunne være indbygget en ligport, der normalt var klinet til, men som let kunne åbnes og senere atter lukkes. Mens lighalmen blev brændt eller gemt som værn mod ildsvåde, begav ligfølget sig til kirkegården ad en nøje fastlagt rute; indtil 1850erne blev kisten i regelen båret, hvorfor der i de fleste kirker fandtes ligbårer. På kirkegården blev jordfæstelsen foretaget af præsten, og man sang salmer.
De traditioner, som var blevet fulgt til og med jordfæstelsen, betegnedes i Vestjylland henfølge, på Sjælland forbegravelse; den efterfølgende fest i hjemmet, hvortil der var blevet indbudt nogle dage forud for jordfæstelsen, kaldtes begravelsesgilde, gravøl eller arveøl, i Sydvestjylland ærøl og på Sjælland efterbegravelse. Ligfølget, der allerede inden jordfæstelsen var blevet beværtet i hjemmet, blev efter at være vendt tilbage fra kirkegården atter budt på mad og drikkevarer i form af et større middagsmåltid, der afløstes af punch og kortspil og indtil 1700-tallet undertiden dans. Begravelsesgildet varede i alm næsten 2 dage, hvorefter et nyt hold gæster ofte inviteredes. Året efter drak man visse steder, især på Sjælland arveøl, ærøl, eller gravøl til minde om afdøde. Indtil slutningen af 1800-tallet anvendtes sørgetøj ikke på landet; det var dog alm brugt, at kvinder bar en form for slør, et tørklæde eller en sort kyse; i Vest- og Sydvestjylland var det tegn på sorg, når kvinderne slog skørtet op over hovedet.
I adelige og borgerlige miljøer havde begravelsesskikkene under indtryk af kgl. begravelsesskikke i løbet af 1600-tallet antaget så omfattende og kostbare former, at staten ad lovgivningens vej bl.a fastsatte grænser for, hvor længe begravelsesfestlighederne måtte vare, og hvilket udstyr der måtte anvendes; frd af 26.4.1656, af 7.11.1682 og 24.3.1724 herom synes dog ikke at have haft større virkning. I henhold til frd af 7.11.1682 var det forbudt at lade rangspersoner og købstædernes borgere henstå længere end henholdsvis 3 uger og 8 dage inden begravelsen, men bestemmelsen blev ikke respekteret, ligene lå hyppigt i ugevis i deres åbne, prydede kister. I tiden mellem død og begravelse holdtes ofte meget livlige vågestuer, og der blev truffet vidtløftige forberedelser til selve begravelsen og det efterfølgende begravelsesgilde. I løbet af 1700-tallet dæmpedes begravelsesskikkene i købstæderne og blandt adelen, og sorgen indtog efterhånden en mere fremtrædende plads, hvilket bl.a kom til udtryk i brugen af den sorte sørgedragt, sørgefloret og sørgeranden om f.eks brevpapir, som dog kendtes allerede i 1600-tallet; ved konge- og statsbegravelser har den afdøde i 1800- og 1900-tallet som i 1600- og 1700-tallet ligget på lit de parade. Under påvirkning af romantikkens natursyn blev det fra begyndelsen af 1800-tallet alm, at den døde begravedes i en enkel, hvid ligdragt eller ligskjorte; fra slutningen af 1800-tallet bredte denne skik sig også til landdistrikterne. I løbet af 1800-tallet blev stilfærdige begravelsesfester regelen, først i købstæderne, siden på landet, hvor de store gilder afløstes af såkaldt gravkaffe efter jordfæstelsen.
Under visse omstændigheder som f.eks i forbindelse med 1600- og 1700-tallets epidemier og krige har særlige begravelsesskikke været gældende. Siden krigen i 1864 mellem Danmark og Preussen har det ved begravelsen af personer af national betydning som f.eks statsmænd og krigshelte været brugt at svøbe kisten i Dannebrog.