Aftægt

| | | | |

Dansk kulturhistorisk opslagsværk


Ved aftægt forstås et livsvarigt underhold i form af bolig og forplejning mv., som den, der afstår sin ejendom eller sit fæste, betinger sig af den nye ejer eller fæster.

Aftægt betegnes også undertag, undertægt eller ophold. Det kan ikke umiddelbart fastslås, hvor langt tilbage i tiden aftægt har været kendt. Hverken landskabslovene fra første halvdel af 1200- og begyndelsen af 1300-tallet eller Danske Lov af 1683 indeholder bestemmelser om aftægt, men fastsætter regler om fledføring. Selv om der ikke findes lovbestemmelser om aftægt, viser kilderne, at aftægt var alm udbredt omkring år 1600. I de følgende århundreder findes aftægt hyppigt anvendt af både selvejerbønder og fæstebønder. Aftægt som husmænd og landsbyhåndværkere kendes i mindre omfang.
Aftægt tjente to formål, idet den dels gav sikkerhed i alderdommen for det aldrende bondepar, dels gjorde det muligt for enten arvinger eller andre at tage ejendommen i besiddelse, mens de endnu var i deres mest aktive alder. Samtidig kunne aftægtsfolkene deltage i det daglige arbejde, hvilket kunne være nødvendigt, så længe gårdens børn var små. Var der tale om aftægt i forbindelse med fæste, havde også godsejeren interesse i aftægt, idet han herved undgik, at en gammel fæster blev siddende,, indtil gården forfaldt. For at lette overgangen ved et fæsterskifte kunne den nye gårdfæster fritages for at betale indfæstning, hvis han forpligtede sig til at have sin forgænger på aftægt.
Bøndernes aftægtsmuligheder var betinget af fæsteforholdene, der ændredes gennem tiden og varierede fra egn til egn. De fleste aftaler om aftægt havde forbindelse med familiefæste, dvs at en søn eller svigersøn ydede sin far eller svigerfar aftægt; også enker kunne nyde aftægt. Men aftægt hos fremmede kunne også forekomme.
I kongeriget blev aftaler om aftægt i Nørrejylland i alm effektueret på så tidligt et tidspunkt, at begge de ægtefæller, som overlod deres fæstegård til søn eller svigersøn, endnu levede. Navnlig på Fyn var det alm., at man især af økonomiske årsager gennemførte generationsskifte gradvis, ved at fæsteren og hans efterfølger først kun delte gården mellem sig. Aftægt kom herved først på tale ved den gamle fæsters død, når enken skulle forsørges. På Sjælland blev aftægt aftaler som i Nørrejylland indgået tidligt. Som forklaring herpå har man peget på, at fæstere på Sjælland hyppigere end på Fyn og i Nørrejylland blev sat ud af fæstegårdene, når de ikke betalte deres afgifter eller misligeholdt deres gårde; da der især var risiko herfor, når fæsterne blev ældre, aftaltes aftægt, inden denne risiko forelå. Alligevel findes aftægt på Sjælland i relativt færre tilfælde end i kongeriget i øvrigt.
Aftægt var enten aftalt mundtligt eller nedfældet i en aftægtskontrakt; disse kontrakter blev undertiden tinglyst og angik de fæstere, krævedes godsejerens godkendelse. Kontrakterne kan give oplysninger af stor kulturhistorisk værdi; således beskrives ofte detaljeret, hvilke ejendele, der skulle forblive i aftægtsfolkenes besiddelse,og hvilke mængder fødevarer, brændsel og kørselshjælp mv, der skulle ydes i årets løb. Ydelserne falder i flere hovedgrupper. Mest alm var, at aftægtsfolkene fik underhold ved den nye fæsteres bord. Den tidligere fæster kunne også beholde en del af gårdens hartkorn og bygninger, således at han i realiteten blev husmand med jord. Endvidere kunne aftægtsnyderen få overladt enten et jordstykke i hver af de besåede marker eller en portion korn og eventuelt ret til græsning af et par husdyr, oftest får. Aftægt i form af korn kunne være så rigelig, at der ikke alene var til brød og grød mv., men også til salg. Fra slutningen af 1700-tallet indgik pengeydelser som led i en del aftægtskontrakter. Der blev også truffet aftale om, at en bolig skulle stilles til rådighed for aftægtsfolkene, enten et sengested, et værelse eller en selvstændig aftægtsbolig i en af gårdens længer. Især i Nørrejylland kendes selvstændige aftægtshuse opført på gårdenes jorder. Endelig påhvilede det efterfølgeren at sørge for aftægtsfolkenes begravelse. Bestemmelserne i aftægtskontrakterne afspejler dog næppe i alle tilfælde de vilkår, der reelt var tale om, idet mange af de opregnede ydelser sandsynligvis aldrig er blevet leveret, fordi parterne enedes på anden vis. Men kontrakterne var et middel til at sikre sig i tilfælde af konflikter. I slutningen af 1800-tallet, da handelen med landbrugsejendomme intensiveredes, blev kontrakterne endog et strategisk våben for aftægtsfolkene; ved at gennemtrumfe krævende aftægtsbetingelser kunne den aldrende bonde sikre sig mod salg af gården til personer, som ikke hørte til hans familie.
Trods ændrede sociale og økonomiske forhold indgås aftaler om aftægt stadigvæk, selv om de sjældent indebærer naturalieydelser. Aftaler mellem forældre og børn om kost og forplejning begunstiges dog i nogen grad af skattelovgivningen.