Fagforeninger

| | | | | | | | | | | | | |

Fagforeninger
Dansk kulturhistorisk opslagsværk


Fagforeninger er lokale sammenslutninger af lønarbejdere til varetagelse af deres løn- og arbejdsforhold over for arbejdsgiverne. Fagforeninger dannes efter medlemmernes uddannelse (fag) eller efter deres brancheområde.


Dannelsen af fagforeninger var forbundet med udviklingen af industrien i 1800-tallet. En vigtig faktor var næringslovens lovophævelse af lavstvangen og den efterfølgende opløsning af de enkelte lav fra 1862. Omlægningen fra håndværksproduktion til industriproduktion skabte basis for udviklingen af en arbejderklasse, hvis sammensætning fortrinsvis bestod af uddannede håndværkssvende (faglærte), der som følge af konkurrence fra industrien blev tvunget til at sælge deres arbejdskraft der. Herved forsvandt det traditionelle forløb, hvor svendene efter endt uddannelse blev selvstændige håndværksmestre.
Fagforeningernes udviklingsmæssige rødder kan ikke henføres til en bestemt modelorganisation. Men til flere typer organisationsdannelse, hvori der udvikles forskellige erfaringer. Lavene førtes i nogen udstrækning videre efter 1862 som syge-, begravelses-, rejse- eller understøttelseskasser. I bygningsfagene (murer, tømrer, snedker) omdannedes svendelavene til foreninger, der foruden sociale formål tillige fungerede som faglige organisationer og repræsenterede svendenes interesser på arbejdsmarkedet. Disse foreninger blev først gjort til fagforeninger i 1880erne.
I tobaksindustrien var den svage lavstradition ingen hindring for en hurtig fagforeningsdannelse. Den begyndte som en forening med rejse- og sygeunderstøttelse som formål. I kraft af tobaksindustriens koncentration på større fabrikker, hvorved arbejderne tidligt fik status som lønarbejdere, og som følge af påvirkning fra tyske arbejdere, vandt fagforeningsideen hurtigt indpas. Cigarmagerforeningen "Enigheden" af 1. September 1871 blev den første levedygtige organisation med et entydigt fagforeningsprogram.
Svendene i flertallet af andre fag måtte dog efter 1862 se organisationsforsøg lide skibbrud. Der opstod derfor et organisatorisk tomrum på arbejdsmarkedet, hvor arbejderne var henvist til at forhandle individuelt om løn- og arbejdsforhold.
I kølvandet på denne udvikling fulgte den økonomiske krise med arbejdsløshed, stigende brødpriser og faldende realløn. Liberale Arbejderforeningers forsøg på at opfange utilfredsheden og fungere som organisatorisk alternativ lykkedes ikke, om end de fik en betydelig medlemstilslutning til ind i 1870erne. De var for markant antisocialistiske, og de kunne vanskeligt spille en rolle på arbejdsmarkedet.
Det socialistiske røre i sommeren 1871 og stiftelsen af Den internationale Arbejderforening for Danmark 15. Oktober samme år fik stor betydning for udviklingen af fagforeninger, men betydningen var mere indirekte.
Internationale byggedes op på basis af faglige sektioner, der enkeltvis repræsenterede et fag. De udgjorde i fællesskab et politisk parti, således at arbejdernes interesser kunne varetages såvel politisk som fagligt. Sektionerne var dog ikke stærke nok til at spille en afgørende rolle i de mange strejkebevægelser frem til foråret 1872. Det kendteste eksempel er den berømte murerskrue, som var den ydre anledning til det såkaldte slag på Nørrefælles 5. Maj 1872, der førte til fængsling af Internationales ledelse. Murerskruen førtes af murersvendelavet, men blev moralsk og pekuniært støttet af Internationale, der koordinerede indsamlingsarbejdet via dagbladet "Socialisten". Og netop i rollen som koordinator, inspirator og talerør fik Internationale sin betydning.
Statsmagtens forbud mod Internationale 15. August 1873 satte, begunstiget af gode konjunkturer, gang i oprettelsen af såkaldte fri fagforeninger. De faglige sektioner reorganiseredes som fagforeninger, og i 1874 dannede de en Centralbestyrelse, hvis formål var opbygningen af et landsdækkende arbejderparti.
På den første kongres i 1876 deltog 26 københavnske og 15 provinsforeninger, i alt repræsenterende over 6,000 medlemmer. Denne imponerende styrke viste sig imidlertid for svag til at modstå de følgende års økonomiske krise. Følgen blev en reorganisering af arbejderbevægelsen i et politisk parti, Socialdemokratisk Forbund 1878, der skulle varetage arbejdernes politiske interesser, mens de få tiloversblevne fagforeninger skulle passe det faglige. Medlemskab af fagforeninger gjorde dermed ikke mere automatisk medlemmerne til partimedlemmer.
Fra beg af 1880erne til århundredet oprettedes fagforeninger i alle fag over hele landet. Den ydre anledning var industriens gennembrud på landsplan, mestres og fabrikanters sammenslutning i arbejdsgiverforeninger samt adskillige arbejdskonflikter, hvor især arbejdsgivernes anvendelse af lockouten, i forsøg på at illegalisere fagforeninger, fik betydning. Fra arbejdernes side førte det til dannelsen af fagforbund: landsdækkende organisationer af lokale foreninger inden for samme fag. En udbygning af det lokale samarbejde skete gennem fællesorganisationer: sammenslutninger af forskellige fagforeninger og socialdemokratiske foreninger i en by. Fagforbundene skulle bl.a fjerne arbejdernes indbyrdes konkurrence ved gennemførelsen af fælles overenskomster for hvert fags arbejdere, og de skulle styrke og koordinere det fælles kamppotentiale. Fællesorganisationerne, der var uden myndighed overfor fagforbundene, skulle støtte lokalt i strejke og lockoutsituationer, hvor solidaritet og sammenhold var en ubetinget nødvendighed.
Behovet for en koordinerende faglig ledelse af fagbevægelsen efter 1878 blev først opfyldt i 1886 med dannelsen af De samvirkende Fagforeninger i Kbh. Denne blev en direkte forløber for De samvirkende Fagforbund oprettet 1898 af flertallet af forbundene. Tilsvarende havde arbejdsgiverne oprettet en landsorganisation i 1897.
I 1899 omfattede fagbevægelsen 88 312 medlemmer i 52 fagforbund med 1152 fagforeninger. Organisationsprocenten på 43,1 var den højeste i Europa på dette tidspunkt. I 1914 udgjorde de tilsvarende organisationstal: 159,289 medlemmer 71 forbund, 1745 fagforeninger og ca 65 %.
Kernen i organisationsdannelsen var de faglærte forbund. Kun få blev oprettet som ufaglærte inden for samme branche sluttede sig sammen (Keramisk Forbund, Textilarbejderforbundet). De ufaglærte mandlige arbejdere dannede med udgangspunkt i Jord- og Betonarbejdernes Fagforening et Dansk Arbejdsmandsforbund, hvortil arbejdsmænd fra mange brancher sluttede sig.
 

Kvinder var kun vanskeligt blevet accepteret af de tidlige fagforeninger. Af frygt for at kvinder skulle optræde som skruebrækkere under arbejdskampe begyndte flere fagforeninger fra midten af 1870erne at optage kvinder. Snart dannedes kvindelige fagforeninger inden for de enkelte fag, men de fleste blev senere, da der oprettedes fagforbund, optaget i mændenes fagforening. I 1885 oprettede vaske- og rengøringskoner en kvindelig fagforening i Kbh. Den blev i 1901 landsdækkende forbund for kvindelige industriarbejdere under navnet Kvindeligt Arbejderforbund. Dette forbund er enestående som organisation i verden.
Omkring århundredskiftet begyndte ufaglærte inden for det kommunale transportvæsen at organisere sig. Også privatansatte kontor- og butiksmedhjælpere begyndte at danne fagforeninger. I landbruget lykkedes det kun i ringe grad at oprette fagforeninger. Arbejderbevægelsen foretrak agitation for politiske foreninger, der dog kunne arbejde med faglige spørgsmål. En politisk uafhængig forening af tjenestefolk (1906) blev dog senere moderforening til Landarbejderforbundet (1917). Gennem hele perioden eksisterede et tæt samarbejde mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen. Fra 1886 indførtes repræsentation i hinandens ledelse. Trods en formel og til tider reel arbejdsdeling var der samarbejde på næsten alle områder. I opposition til den socialdemokratiske dominerede fagbevægelse var reelt kun Fagoppositions Sammenslutning i perioden 1910-20. Denne såkaldt syndikalistiske bevægelse, oprettet som revolutionært alternativ til fagforeningerne, der efter syndikalistisk opfattelse var gjort passive og ukampdygtige efter indgåelsen af Septemberforliget 1899, formåede dog ikke at antaste enhedsfagbevægelsen i synderlig grad. Flertallet af danske arbejdere foretrak fagbevægelsens linje om forhandling, mægling, aktion frem for syndikalisternes krav om direkte aktion og generalstrejke.
 Mange af fagbevægelsens resultater opnåedes gennem hårde arbejdskampe, men de hårdeste slag stod om arbejdernes ret til foreningsdannelse. Den højere løn, arbejdstidsforkortelsen fra 11 til 9 timer daglig og forbedringer af arbejdsmiljøet blev som regel opnået ved forhandling mellem arbejdsmarkedets parter.