Folkehøjskoler

| | | | | | | | |

Dansk kulturhistorisk opslagsværk


Betegnelsen folkehøjskoler er første gang anvendt af skolemanden Chr Flor (1792-1875) og blev, da folkehøjskolen i Rødding var oprettet 1844, brugt i de af ham og hans efterfølgere udgivne beretninger om virksomheden her og dens fortsættelse i Askov fra 1865.

Ideen om en dansk folkelig højskole stammede fra N.F.S. Grundtvig (1783-1872), udformet i skrift og tale i årene efter 1831. Han slog - forgæves - til lyd for at få indrettet en statshøjskole i Sorø Akademis bygninger, hvor ungdom fra alle stænder og uden eksamen skulle blive fortrolige med modersmålet og Danmarks historie, samt oplyses om det borgerlige samfund - som grundlag for deltagelse i det gryende folkestyre.
De første folkehøjskoler oprettedes af private kredse eller enkeltmænd, og næsten alle deres elever kom fra bondestanden. Derfor blev de folkehøjskoler, som oprettedes i 1850erne, kaldt bondehøjskoler eller højere bondehøjskoler, undertiden også folkeskoler, i skoleloven af 8.3. 1856 højere folkeskoler eller højere bondeskoler. De fleste af dem var kun fortsættelsesskoler for konfirmerede bondesønner. I Rødding og også i Christen Kolds (1816-70) højere bondeskole på Fyn fra 1851, hvis erklærede mål var at vække og klare det kristelige og nationale liv, boede eleverne, der indtil 1863 udelukkende var unge mænd, på selve skolen i undervisningstiden, 5-6 vintermåneder, og internatformen blev hurtigt den almindelige. Den gav med forstanderfruens indsats opholdet et hjemligt præg. Da skolerne 1863 åbnedes for unge piger, måtte de dog nøjes med 3 sommermåneder, indtil fællesskoler fra sidst i 1940erne blev almindelige.

Betegnelsen folkehøjskoler afløste i 1867 på finansloven den hidtidige bondehøjskoler. Denne betegnelse er siden fastholdt - og vandt også indpas i Norge og Sverige, hvor der fra 1860erne blev oprettet folkehøjskoler efter dansk mønster. Mens man dér altid bruger betegnelsen folkehøjskoler, kaldes skolerne i Danmark almindeligvis højskoler, de enkelte ofte også officielt. Endnu i 1877 skelnede statens første tilsynsførende mellem såkaldte vækkelsesskoler præget af grundtvig-koldske tanker og kundskabsskoler, der enten var rene fortsættelsesskoler eller som den af skolemanden Lars Bjørnbak (1824-78) i Viby ved Århus 1857 oprettede skole havde til formål at opdrage bønderne til fuld ligeberettigelse med de øvrige stænder. Begge grupper gav dog plads for reelle kundskaber, især på landbrugsområdet, som dog fra 1867 i stigende grad blev dækket af landbrugsskoler. I almindelighed gælder, at begrebet folkehøjskoler har dækket over store forskelle.
Fælles for de fleste folkehøjskoler var undervisning i nyttefag som dansk og regning. En særlig rolle spillede gymnastikken. Hovedfaget på de grundtvig-koldske folkehøjskoler var dog til langt ind i 1900-tallet historie, fremstillet i lærerforedrag og ligesom andre fag indledet med sang. Der blev aldrig stillet bestemte krav f.eks om eksamen for at blive højskolelærer.

Folkehøjskolerne fik et pludseligt opsving efter krigen i 1864,d a en række unge teologiske kandidater, alle Grundtvig disciple, valgte at gå højskolevejen. De folkehøjskoler, hvor de kom til at virke, blev kulturelle magnetfelter med langtidsvirkning. Det gjaldt især Askov, ikke mindst da Ludvig Schrøder (1836-1908) i 1878 indførte den såkaldte udvidede højskole med højt kvalificerede lærere. Her kunne opholdet strække sig over indtil 3 vintre. Fra 1885 blev der også optaget kvindelige elever.
Opsvinget fra 1860erne måles i skolernes tal, men især i elevtallene. I 1880erne og 1890erne kom gennemsnitligt 15 % af en årgang 20-årige fra landdistrikterne på højskole. I købstæderne nåede folkehøjskolerne ikke at få indpas med undtagelse af 2 arbejderhøjskoler i Esbjerg fra 1910 og i Roskilde fra 1930, samt Borups Højskole i København fra 1891 og Den internationale Højskole i Helsingør fra 1921. Fra 1887 har indremissionske kredse oprettet egne skoler.
Fra 1851 modtog folkehøjskolerne statstilskud, men først fra 1868 blev der på årlige finanslove ydet tilskud til uformuende elever. Ved lov om statstilskud til højskoler og landbrugsskoler af 12.4. 1892 blev folkehøjskolerne hævet op over den årlige finanslovsdebat, hvor kritik i provisorieårene 1885-94 havde ført til nedsættelse eller slettelse af tilskud til skolerne. Da regeringen 1876 udpegede teologen Mathias Steenstrup (1822-1904) til den da oprettede stilling som statens tilsynsførende for folkehøjskoler under Kirke- og Undervisningsministeriet, frikendte han offentligt skolerne for at drive politisk agitation.
En egentlig højskolelov blev først gennemført 4.7.1942 som led i et større kompleks af ungdomsskolelove. Denne lov blev revideret 29.4.1955 og 4.6.1970 afløst af lov om folkehøjskoler, landbrugsskoler, husholdningsskoler og efterskoler.