Stavnsbånd

| | | | | |

Dansk kulturhistorisk opslagsværk


I forbindelse med ophævelsen af vornedskabet ved frd af 21.2. 1702 fik drenge født på den sjællandske øgruppe efter Frederik IV`s tronbestigelse 25.8. 1699 ret til at flytte, hvorhen de ville inden for kongerigets grænser. For de bondekarle, som var udskrevet til den ved frd af 22.1. 1701 oprettede landmilits, gjaldt dog visse begrænsninger i denne et. Karlenes bevægelsesfrihed indskrænkedes atter, da stavnsbåndet gennemførtes ved frd af 4.2. 1733.

Herefter skulle de forblive på det gods, hvor de var født, indtil de var 36 år. Ved samme frd, genopstod landmilitsen, der var blevet ophævet ved frd af 30.10. 1730. Formålet med stavnsbåndet var at sikre tilstrækkeligt mandskab til militsen, men navnlig at få fastholdt arbejdskraften på godserne selv i magre egne. Under landbrugskrisen i disse år søgte karlene til de bedre egne eller ind til købstæderne, hvor arbejdslønnen var højere. Stavnsbåndet blev strammet flere gange, dels begrundet med militære hensyn, dels med de kritiske tilstande i landbruget. Med frd af 30.6. 1741 og plakat af 12.10. 1742 udvidedes stavnsbåndet til at omfatte bondekarle i alderen 9-40 år, og ved frd af 13.4. 1764 fik godsejerne ret til at råde over det såkaldte unge mandskab ned til 4-årsalderen. I 1746 var det blevet påbudt, at landsoldater efter udtjent værnepligt (op til 12 år) skulle være forpligtet til at vende tilbage til det gods, hvorfra de kom, og der fæste gård, hvis det blev krævet. I 1750erne og 1760erne forsøgte jyske godsejere at få gennemført stavnsbånd også for kvinde, men uden held. Stavnsbåndet kunne minde om hertugdømmernes livegenskab; dog blev de kongerigske bondekarle aldrig i samme grad, som det var tilfældet i Slesvig og Holsten, pålagt begrænsninger ved f.eks indgåelse af ægteskab. Karlene kunne, når økonomien tillod det, i mange tilfælde købe sig fripas og slap da for at blive udtaget som soldater og kunne evt. Fæste gård på et mere lønsomt gods. Andre rømmede fra godset, men herskabet kunne udstede rømningsbrev og med myndighedernes hjælp fodre den flygtede tilbage
Fra lidt over midten af 1700-tallet bredte der sig i Danmark en begyndende forståelse for det nyttige i at give bønderne en friere stilling i samfundet. De økonomiske konjunkturer var opadgående, o det stod snart flere klart, at en intensivering af ikke blot hovedgårdsdriften, men også bondegårdsdriften ville indebære økonomiske fordele for både den enkelte godsejer og staten i den øjeblikkelige situation. En af forudsætningerne herfor var en lempelse eller ophævelse stavnsbåndet. Der blev dog først for alvor taget fat på stavnsbåndssagen efter nedsættelsen af Den store Landbokommission i 1786. Med frd af 20.6. 1788 ophævedes stavnsbåndet. De udtjente landsoldater blev straks fri, mens det udskrevne mandskab først fritoges for bindingen til godserne fra år 1800. Udskrivningspligten overgik til amtmændene, og hos dem måtte bondekarlene anmode om et såkaldt amtspas, hvis de ønskede at tage ophold uden for amtet, så længe de stod opført i lægdsrullen. Reelt var der altså ikke tale om, at karlene med ophævelsen af stavnsbåndet frit kunne bevæge sig omkring inden for kongerigets grænser; men kontrollen md karlene overgik i 1788 fra godsejerne til de offentlige myndigheder. Først med lov om værnepligt af 12.2. 1849 bortfaldt pastvangen ved rejser i kongeriget.