Politiske partier

| | |

Politiske partier
Dansk kulturhistorisk opslagsværk


Politiske partier er organisationer, der især ved stemmemaksimering i forbindelse med valg søger at vinde og bevare magtpositioner, først og fremmest mandater i folkerepræsentationer og regering, der tillader dem at påvirke de politiske beslutninger i samfundet. Politiske partier bruges som betegnelse både om en gruppe i parlamentet, parlamentsparti, og om en organisation af vælgere, eventuelt af personer, der endnu er uden valgret, vælgerparti, samt om begge fænomener under ét.

 Til karakteristikken af politiske partier hører dels, om det pågældende politiske parti er begyndt som parlamentsparti eller vælgerparti, dels om dets organisatoriske form på laveste niveau er enten valgkomitéen, en afgrænset gruppe, hvis aktiviteter især er rettet mod valgene, eller vælgerforeningen, som er åben og bl.a tilstræber at hverve medlemmer. Politiske partier i moderne forstand kendes i Danmark fra omkring 1870, men allerede fra 1840erne etableredes en række organisationer, der i større eller mindre grad må ses som forløbere for egentlige politiske partier.
Venstres dannelseshistorie er kompliceret og endda forskellig i landets forskellige dele; forløbere var bl.a Bondevennernes Selskab, dannet i 1846, vælgerforeninger i nogle kredse fra 1849, Jydsk Folkeforening, stiftet i 1862, og Østifternes Folkeforening, der oprettedes i 1863, og som fra 1865 betegnede sig 5. Juni Folkeforeningen. Hertil kom bevidst anvendelse af andre organisationer, f.eks forsikringsselskaber og sparekasser, senere også andelsbevægelsens organisationsdannelser, skoleforeninger m.v., er supplerede eller erstattede egentlige venstreorganisationer på lokalt niveau. Forskellige venstregrupper i Folketinget, der havde etableret sig i 1860èrne, sluttede sig i 1870 sammen på grund af den parlamentariske udvikling og formulerede samme år et program og vedtægter m.v.; i programmet, som blev udbygget i 1872, betegnede grupperne sig Det forenede Venstre. Navnet forhindrede ikke fortsatte fraktionsdannelser og delinger som følge af ideologiske og taktiske uoverensstemmelser samt personlige modsætningsforhold.
Forskellige forsøg på dannelsen af et organisatorisk net landet over med bl.a grundlovsværneforeninger fra 1877, liberale vælgerforeninger i København og på Frederiksberg i 1883 og venstrevælgerforeninger mange andre steder fra midten af 1880erne, de såkaldte demokratiske foreninger på sogneniveau fra samme tid og Den demokratiske Fond, stiftet 1883, samt delegeretmøder i årene 1888-1890 må dels forstås på baggrund af fraktionsdannelserne, dels som Venstres smidige forsøg på at etablere den i en given situation mest hensigtsmæssige organisatoriske struktur. I 1895 dannedes Venstrereformpartiet af Venstres forligsmodstandere i Folketinget i 1903-04 indledtes uden for Rigsdagen den organisering af radikale venstremænd, der i 1905 fulgtes af dannelsen af Det radikale Venstre; hertil sluttede sig flere tidligere medlemmer af Venstrereformpartiet. Det radikale Venstres strammere organisatoriske form fik en parallel i de initiativer, som allerede før den formelle sammenslutning af Venstrereformpartiet og de moderate i 1910 blev taget af Venstre med henblik på at skabe en fastere struktur. I forbindelse hermed udvikledes fra 1906-07 en decentral landsorganisation, som byggede på stærke landsdelsorganisationer; en landsorganisation dannedes først i 1929.
Højre etableredes i Folketinget i årene forud for 1875-76 af de medlemmer, der ikke sluttede sig til Venstre, dvs tidligere nationalliberale, godsejere, medlemmer af det såkaldte Mellemparti og løsgængere. I begyndelsen af 1880erne foregik etableringen af et vælgerparti, dels i København med Københavns Arbejder- og Vælgerforening fra 1881, dels over hele landet, efter opfordring fra Rigsdagens Højre i 1882. I 1883 dannedes en landsorganisation, først dog kun som en løs samvirken mellem landets højrevælgerforeninger og Rigsdagens Højre. Parallelt med højrevælgerforeningerne etableredes konservative klubber med dels hvervemæssige, dels selskabelige formål. De centrale organer i det landsdækkende samvirke var delegeretmøder, repræsentantskab og forretningsudvalg. Formelt skelnedes der normalt skarpt mellem parlamentsparti, vælgerparti og regering. Partiets stilling blev efterhånden vanskeligere, især efter systemskiftet i 1901 og dannelsen af den såkaldt frikonservative gruppe i Landstinget i årene 1900-02. Først med indførelsen af forholdstalsvalg i 1915 og partiets omdannelse til Det konservative Folkeparti samme år ændredes situationen afgørende.

Grundlæggelsen af Socialdemokratiet regnes normalt fra 1871, da en dansk afdeling af den internationale arbejderforening blev etableret, baseret på faglige sektioner og ledet af en centralkomité. Organisatoriske og politiske problemer førte i 1878 til dannelsen af Socialdemokratisk Forbund, en rent politisk, dvs ikke faglig, organisation. Programmet var fortsat det i 1876 vedtagne, såkaldte Gimleprogram. Fra 1881, men især i 1890erne, etableredes en lang række socialdemokratiske vælgerforeninger, fortrinsvis i byerne, men også på landet. Dannelsen af disse foreninger betød, at den organisatoriske struktur måtte revidere, hvilket skete i 1888 og 1890. Derefter havde Socialdemokratiet en moderne landsomfattende organisation, som byggede på kredsforeninger, der eventuelt kunne bestå af flere lokalafdelinger. Øverste myndighed lå hos kongressen. De tø første folketingsmænd valgtes i 1884, 12 år efter de første kandidatopstillinger, og efter at vælgerpartiet var etableret. Bl.a derfor blev forholdet mellem Socialdemokratiets medlemmer af Rigsdagen og (vælger-)parti helt anderledes, end tilfældet var for Venstres og Højres vedkommende.