36 år med Egebjerg Kommune 9. del. 2002-06

| | |

Egebjerg 2002 – 2006
Med flygtningebørn – lukning af børnehaver og Galleri Flintholm

2002
Flygtningebørn i særlig klasse

Med stor glæde læser jeg i Fyns Amts Avis fra den 1. februar en beretning om, hvordan man på Stenstrup skole har oprettet en modtageklasse for børn fra Afghanistan, Sudan og Irak.
Et smukt eksempel på integration!
I klassen er der 10 børn i alderen fra fem til 18 år. Syv af dem kommer fra Afghanistan, og de tre er helt mørke afrikanere fra Sudan. Og inden længe ville der komme tre mere fra Irak. Alle er flygtningebørn.
Skoleinspektør Hans Bach: - Det er hensigten, at børnene langsomt skal sluses ind her på skolen og tilknyttes de klasser, som de på længere sigt skal gå i.
Lærer Ole Gjøtterup: - Der er selvfølgelig meget store kulturforskelle, som vi forsøger at håndtere. Vi ved heller ikke, hvad børnene har været igennem, før de kom hertil.
Ingen af børnene har gået i skole eller modtaget undervisning. Dog har de sudanske børn fået lidt undervisning i en flygtningelejr.
Undervisningen er en bred vifte af leg, spil og praktiske opgaver, som madlavning og vask, der går på skift. Snart vil der blive anskaffet computere og digitale kameraer, som netop er meget velegnet til undervisning af disse børn.
Pædagog Winnie Schou-Christensen: - Her i starten drejer det sig om at gøre børnene trygge. Derfor skal de ikke være sammen med de andre elever, før de har lyst, og det er let at se, når de er parate til det.
Det er naturligvis ikke gratis med en modtageklasse som denne, men jeg er stolt over, at vore politikere i Egebjerg – sammen med staten - fandt penge til projektet.
Senere på året var jeg gæst i klassen. Og den dag havde klassen besøg af andre modtageklasser fra Sydfyn. Det var en rigtig god oplevelse. Dejligt at se så mange glade børn – i forskellige farver!
Jeg er af den opfattelse, at det danske samfund er blevet smukkere af denne mangfoldighed.

2002 var også året

  • Hvor bibliotekerne i Stenstrup og Vester Skerninge holdt søndagsåbent
  • Hvor socialudvalget søger en tillægsbevilling på 6,1 mio. kr.
  • Hvor Egebjerg kommune udsender dagsordener m.v. elektronisk
  • Hvor alle partier går ind for pasningsgaranti
  • Hvor Torkil Christensen forlod politik og rejste til Vejle Idrætshøjskole
  • Hvor der var valg til skolebestyrelser – et demokratisk godt tegn
  • Hvor der kom mange protester i forbindelse med forslag om lukning af køkkenet på Ollerup plejehjem
  • Hvor en konkurs i Vester Skerninge stoppede madeudbringning til 80 ældre
  • Hvor to års hårdt arbejde blev skudt i grus af EU, men FilmFyn klarede det alligevel!
  • Hvor nabo til vindmøllerne i Stenstrup truer amtet med retssag

2003 

Fire børnehaver lukkes
En af årets varmeste emner var lukningen af de fire børnehaver. Rigtig mange protester gik forud. Den tidligere socialudvalgsformand Hans Erik Jørgensen (V) var en af dem. Han så sit livsværk stærkt indsnævret.
Da han blev spurgt om, hvilke tanker han gjorde sig om en helt ny model for børnehaver i Egebjerg? svarede han: - Det irriterer mig grænseløst. Jeg har kæmpet for, at vi fik nogle børnehaver, der var til at overse. Og vi oprettede børnehaver, der var gældfri. Men han var ikke en bitter mand. Det ligger ikke til ham. Det var jo en politisk beslutning at spare over en mio. kr.
I kommunalbestyrelsen var der langt fra enighed, men efter to timers lang debat og fire afstemninger, stemte 10 for at lukke de fire børnehaver.
Det betød: Lukning af Mælkebøtten, børnene flyttes til Mariehønen og Filippahuset.
Lukning af Reginahaven, børnene flyttes til Kirkeby børnehave.
Lukning af Bøgehaven, børnene flyttes til Solsikken, og der oprettes en skovgruppe.
Lukning af Bulderby, børnene flyttes til Søvang, der afventes beslutning vedr. skolestruktur.
Der var fremsat tre ændringsforslag, der alle blev nedstemt med forskellige flertal.
De syv, der stemte imod den endelige beslutning var Niels Bo Lauridsen (løsgænger) Liste T’s tre medlemmer, Hanne Staff og Mie Bendrup begge (V) samt Orla Hansen (A).

Nu kan der cykles
Cykelstien langs banelinjen i Stenstrup blev i juni måned indviet.
Borgmester Mogens Johansen og formand for teknisk udvalg Birger Jensen var de første på stien. Det skete på en fantasifuld dobbeltcykel med soltag – et festligt syn. Den resterende del af stien langs Assensvej til Kirkeby kom året efter.

Ud og få sorte fingre
Det er en god historien om 30 drenge, der har fået et fristed hos Jens Hansen på Kohavevej i Vester Skerninge, for her køres der ræs og her repareres der knallerter i et hyggeligt fællesskab.
Jens Hansen er landmand og traktormekaniker, og han har pladsen – både ude og inde - på en pløjemark og i hans værksted. Han ved noget om mekanik, og så hygger han sig to gange om ugen med en masse drenge, som har lyst til at få sorte fingre.
Jens Hansen har de sidste to år skabt et sted, hvor drenge med hang til mekanik og hurtige knallerter kan boltre sig.
Et fristed hvor drengene har plads til at gøre ting, som man ikke kan gøre i en almindelig villahave. »Sorte fingre« er navnet på projektet, som startede på grund af en bemærkning fra en mor til en dreng. - Vi mangler et sted, hvor drenge med lyst til mekanik kan komme.
Cathri Jepsen fra ungdomsskolen tog kontakt til Jens Hansen, og det var starten.
Stor ros til både Cathri og Jens!

Galleri Flintholm – en perle!
Galleri FlintholmGalleri FlintholmDen 29. november åbnede Litten Gervang Galleri Flintholm - efter en gennemgribende renovering af godsets gamle kostald. Et 700 kvm stort og særdeles flot galleri, som med rette straks efter blev betegnet som et nyt sydfynsk »fyrtårn«.
- Hvordan fik du ideen til galleriet?
- Det er først og fremmest min store lidenskab for moderne kunst der driver mig. Lige siden, jeg var en lille pige, tog mine forældre mig med på det ene museum efter det andet. Jeg har næsten fået kunsten ind med modermælken.


Litten GervangLitten GervangJeg har forsøgt at indrette et unikt sted fuld af liv, langt ude på landet – et sted, som man godt vil køre langt for at besøge.
- Hvad er dine mål?
- Mine ambitioner er at blive blandt de førende gallerier i Danmark. Jeg vil gerne tiltrække gæster fra hele Danmark og på sigt også fra udlandet, primært fra Tyskland.
Det overordnede formål er selvfølgelig at varerne skal sælges. Et godt galleri sælger, ellers kan det ikke fastholde de gode kunstnere. Salg er et must og en motivation for mig. Jeg skal kunne leve af det, ellers synes jeg ikke det er sjovt.
»Den gamle redaktør« har besøgt dette utrolige sted mange gange – med største glæde!

 

  • 2003 var også året
  • Hvor skoleinspektør Preben Larsen Vester Skerninge skole gik på pension og udtalte: Jeg har i sinde at blive 90 år!
  • Hvor en ny friskole lejer bygningen på Rødmeve
  • Hvor det blev besluttet, at der fortsat skal være fire skoledistrikter
  • Hvor Hundstrup Sogne- og Aktivitetsforening skal stå for driften af egnens fritidshus
  • Hvor Mogens Johansen ikke vil bruge sommerferien på at tænke på kommunesammenlægning
  • Hvor Egebjerg har fået sit eget rejsehold for ældre medborgere
  • Hvor Egebjerg Musikskole har fuldt hus og en venteliste på 10 – 15 elever
  • Hvor det blev vedtaget (10 – 6) at 7. klasserne skal forblive i Kirkeby og Ollerup
  • Hvor den konservative vælgerforening sørger for, at Dannebrog vejer over rådhuset på helligdage
     

2004
Midtvejsbetragtninger

Kommunalbestyrelsesmedlem Christian Ulrich (C) kommer i Den lille Avis 14. januar med nogle midtvejsbetragtninger, som han kalder dem.
Han skriver blandt meget andet: - Arbejdet i kommunalbestyrelsen har været spændende og præget af engagerede og vidende kolleger, men selvfølgelig også præget af forskellige politiske holdninger, hvor skellene ikke alene går mellem de politiske partier, men ofte deler de enkelte partier. Det har til tider medført meget lange kommunalbestyrelsesmøder, og jeg skal ikke lægge skjul på, at et af mine nytårsønsker er en større forståelse for glæden ved også korte og nok så effektive møder.

I den periode, som Christian Ulrich på en ganske venligt måde omtaler, var det mere end ulideligt at høre på debatterne. Jeg »kom til« på et tidspunkt at
kalde dem lige så trættende, som dårlige lærerrådsmøder. – Det var alle ikke enige i!
Et af de værste møder at lytte til – end sige referere var i forbindelse med debatten om kommunalreformen.
Ordet »kattelem« blev anvendt så ofte, at jeg i mit ultrakorte referat skrev: - Referatet sad fast i kattelemmen! – »referatet« var der nogen der morede sig over – men bestemt ikke alle!!! De synes ikke det var morsomt!

En rigtig god nyhed fra april:
Egebjerg går foran med nyt samarbejde om børn og motion.
Som den eneste kommune på Fyn er Egebjerg kommet med i samarbejde med DIF og Dansk Skoleidræt. Kommunen vil også med i samarbejdet mellem DGI og Fyns Amt.

Nu skal der stå Ollerup på skiltet
Bunkeren i OllerupBunkeren i OllerupSiden år 2000 havde forbipasserende undret sig over de navnløse byzoneskilte omkring Ollerup og Øster Skerninge på Søgårdsvej og Sømarksvej.
Lokale folk vidste godt, at det skyldtes en lokal strid, hvor folk fra Øster Skerninge fik fjernet bynavnet Ollerup fra skilte, fordi de ikke ville have, at Øster Skerninge sogn skulle udraderes og helt forsvinde.

En landsby vokser op af jorden i Hundstrup
De første beboere i den Selvforsynende Landsby flyttede i juni måned ind på Sterrebyvej i campingvogne, telte og skurvogne. Der var fuld fart med at få indrettet et fællesrum på Højgård og få byggemodnet grundene.
Et glimrende eksempel på en alternativ levemåde.

  • 2004 var også året
  • Hvor Mogens Johansen kalder mødet i Vingsted Centret om kommunalreformen for et medieshow
  • Hvor Hanne Staff og Mie Bendrup blev smidt ud af Venstres gruppe pga. manglende samarbejdsvilje. De danner Ny Venstre
  • Hvor banestyrelsen vil lukke overkørslen ved Trollekrogsvej, men det skete ikke!
  • Hvor en enig kommunalbestyrelse peger i et høringssvar til indenrigsministeren på en sammenlægning af Egebjerg, Gudme og Svendborg
  • Hvor 670 medarbejdere i Egebjerg kommune via kurser skal rustes til storkommunen
  • Hvor borgerne giver rådhusbutikken flotte karakterer
  • Hvor der gives grønt lys til ny efterskole i Ulbølle – første spadestik tages i april 2005
  • Hvor 200 mennesker fejrede Stenstrup Plejehjems 25 års jubilæum. Grethe Sønck underholdt
  • Hvor cykelstien efter 26 års venten stod klar
  • Hvor den meget store teglværksovn »Marie« på Pedersminde teglværk blev taget i brug
  • Hvor Gymnastikhøjskolen i Ollerup får millionbeløb doneret til verdenskunst og gennemgribende renovering

Rytterstatuen på Ollerup Gymnastikhøjskole har holdt flyttedagRytterstatuen på Ollerup Gymnastikhøjskole har holdt flyttedag 

 

 


 

2005
Håndsrækning til børn, der har mistet mor eller far
Overskrift Fyns Amts Avis 16. august.

Min meget gode kollega Inger Hager skriver bl.a.
- Vi tror, at vi efterhånden er så fri og åbne, at vi kan tale om alt. Det kan vi også, men vi gør det ikke altid. Det viser et nyt initiativ, som Egebjerg kommune har taget, nemlig et gruppeforløb for børn, der har mistet deres mor eller far.
Sundhedsplejerske Jette Schaarup: - Vi møder børn, der fortæller, at de oplever, at det bliver pinligt at tale om deres far eller mor, der er død. Mange af deres venner eller familiemedlemmer taler ikke om det menneske, de har mistet. Derfor tilbyder Egebjerg kommune et sted, hvor de kan møde andre børn i samme situation.
Ideen til sorggruppen opstod, da fire børn på én skole mistede forældrene.
Jette Schaarup: - Vi synes ikke, at det var rimeligt, at disse børn skulle stå på en venteliste til en sorggruppe i lang tid, før der blev taget hånd om dem. Derfor foreslog vi på et personalemøde i foråret sidste år, at vi selv i Egebjerg kommune kom med et tilbud til disse børn.
Jette Schaarup står for sorggruppen sammen med familiekonsulent i børne- og ungeafdelingen Susanne Diebjerg.

Inge Hager: Hvad får børnene ud af at deltage?
- I gruppen føler børnene, at de har et frirum, hvor de kan tale om det, der er svært og det, som de ofte ikke taler med andre om, svarer Jette Schaarup.
I artiklen beskrives, hvordan der arbejdes i sorggruppen. Det skal være hyggeligt at mødes. Gruppen er sammen i to timer hver gang, og gruppen er et frirum, hvor der både er plads til at græde og grine.

  • 2005 var også året
  • Hvor børneboom giver lokaleproblemer
  • Hvor den kommende motorvej trækker købere til erhvervsgrunde i Kirkeby
  • Hvor nyt bibliotek rykker nærmere Stenstrup
  • Hvor Egebjerg selv vil være arbejdsformidling
  • Hvor hektisk grundsalg fremskynder udstykning
  • Hvor kommunalbestyrelsen godkendte ombygningen af Stenstrup plejehjem
  • Hvor kommunen var på storkøb af erhvervsjord ved ny motorvej
  • Hvor alle elever i Egebjerg kommune fik et flag til cyklen og et farvestrålende skilt ved indfaldsveje
  • Hvor Egebjergprisen fortsætter trods kommunalreformen
  • Hvor naturstiprojektet skrider planmæssigt frem trods få protester
  • Hvor ombygningen af Stenstrup plejehjem til 73 mio. bliver udbudt i licitation

En solstrålehistorie!
- Hvordan bevarer vi de små foreninger i den nye storkommune?
Det spørgsmål stiller jeg Kirkeby Idrætsforenings formand Jørn Hansen.
- Først og fremmest vil jeg gerne sige, at Egebjerg kommune har været en rigtig - rigtig god kommune at dyrke foreningsliv i. Det skylder vi at få med også.
Med de midler der har været til rådighed, har de været gode, men de har selvfølgelig ikke kunne opfylde alle ønsker. Og det har så været her, hvor vi i Kirkeby har skilt os lidt ud, fordi vi ikke kunne vente på at få den savnede fodboldbane, for det var der ikke penge til. Ja, men så anlagde vi en bane selv. Det var en proces, der tog 2½ år, så havde vi anlagt en fodboldbane med egne midler og egen kraft. Og den afleverede vi til Egebjerg kommunen. Vi var selvfølgelig nødt til at købe noget jord. Kommunen ejede en lille bitte smule, som vi spillede lidt bold på, men det var ikke nok. Vi var derfor nødt til at købe noget jord. Som alle ved, så er landbrugsjord ikke nemt at få fingre i. Det krævede lidt kamp med den gode ejer, inden vi blev enige. Men vi blev det!
Vi havde så mange mennesker omkring os, der var vant at arbejde med jord, så vi kunne planlægge og få lavet en fodboldbane, som den skal se ud. Den er måske lige knapt så jævn, som Parken, men den overholder målene, og den kan nemt bruges også til kampe.
- Hvor mange deltog i projektet?
- Til det organisatoriske var der en tre – fire stykker, men i selve processen var der et halvt hundrede mennesker involveret.
I den forbindelse har vi også haft stor glæde af erhvervslivet. Ollerup Maskinstation var meget velvillige, så det har ikke kostet prisen at leje maskiner.

Hallen er det samme som fodboldbanen
Vi havde ikke planer om at få en hal eller en minihal. Det var en tilfældighed at det blev en minihal. Vi købte en brugt hal i Faaborg, og i første omgang var det, fordi vi så en ide i at bruge den til vore sommerfester, i stedet for at leje et stort telt. Men vi har jo altid haft et rigtig godt forhold mellem skole og idrætsforening - samarbejde og sammenhold. Idrætsforeningen har altid brugt skolens omklædningsrum m.v.
På det tidspunkt var Svend Aage Janum skoleinspektør. Og vi fandt hurtigt ud af, at der måske var en mulighed for at lave noget andet end en kold stålhal. Det blev en kombination. Skolen skulle alligevel have nyt tag på cykelskuret, så det blev en sammenbygning.
Så kørte vi på med alle de små genstridigheder, der nu en gang kan være med kommunen.
Vi har fået en hal, der er super til dette område. Og det kører fint.
- Hvad så med alt det nye?
- Jeg håber på, at vores lille område kan leve videre med skole osv. Nu ser det ud til, at der skal udstykkes nogle grunde. Det burde man have gjort noget før, for det er jo her motorvejen kommer. Da vi byggede hallen, var det i mine tanker, at vi med den havde et aktiv mere for at beholde skolen. Det håber jeg på vil ske, men vi kan jo ikke forudsige, om man finder på at begrænse antallet af skoler. Det er livsnerven for os at have en skole.

Der graves fiberbredbånd i jorden ved StenstrupDer graves fiberbredbånd i jorden ved Stenstrup 

 

2006 er året

  • Hvor Egebjerg vil slutte med manér den 25. november
  • Hvor byggeriet af Sløjd-, natur/teknik og håndarbejdslokaler gik i gang på Kirkeby Skole
  • Hvor der gives grønt lys for byggeri i Ballen
  • Hvor branddammen i Hundtofte nedlægges
  • Hvor der kom en stor ekstraregning for en hård vinter
  • Hvor der planlægges byggeri af 60 – 70 boliger i Kirkeby
  • Hvor Stenstrup får et løfte om seks mio. kr. til renoveringen af Stationsvej
  • Hvor Stenstrup får to mio. kr. til byfornyelse
  • Hvor højskolelærer Erik Jørgensen (V) lige når at kalde sig for kommunalbestyrersmedlem
  • Hvor det bliver dyrere at glemme sine biblioteksbøger
  • Hvor det største byggeri i kommunens historie sættes i gang – Stenstrup plejehjem


Borgmester Mogens Johansen (2002 – 2006)
Borgmester Mogens JohansenBorgmester Mogens Johansen- Hvad er baggrunden for dit politiske engagement?
- Den stammer fra mit barndomshjem. Mine forældre var meget bevidste om det samfund, de levede i. De var bl.a. hvert år på sommerlejr med fattige børn fra baggårdene i Kolding. Og meget af deres fritid gik med humanitært arbejde. Min far var bl.a. spejderfører i mange år, og det blev jeg efter ham i samme trop.
Mine forældre var også meget politisk engagerede. Min far var konservativ, det lagde han ikke skjul på. Min mor var socialdemokrat. Og det bevirkede, at der tit var nogle store debatter i mit barndomshjem om politiske tiltag, både i det store og i det små. Da jeg kom i teenagealderen, begyndte jeg at deltage i det og var, som andre teenagere, meget i opposition til mine forældre. Og da jeg kom på seminariet, kom jeg i kontakt med Ole Vig Jensen. Han gik i min parallelklasse, for øvrigt sammen med Mie Bendrup. Ole Vig Jensen var en meget aktiv studerende. Han arrangerede aftener, hvor radikal politik blev debatteret. Og som sagt var jeg lidt i opposition til mine forældre, så jeg gik selvfølgelig med og lyttede til det radikale budskab. Det vandt så ikke rigtig genklang må jeg sige. Jeg gik også med til nogle konservative møder, for at høre, hvad det nu var. Men så fandt jeg mit ståsted i Socialdemokratiet. Og det skyldes nok min konservative far. For han sagde en gang imellem til mig, når vi havde nogle alvorlige samtaler, og det havde vi jævnligt: - Ved du hvad, hvis du bare kan gøre verden en lille smule bedre, så har du ikke levet forgæves.
Det var min fars og mors drivkraft, hver fra deres synspunkt. Og det blev et mål for mig, måske realistisk måske urealistisk. Det var også en af grundene til, at jeg blev skolelærer. Jeg mente, at der var en påvirkning, som betød, at børnene fik et bedre liv, og at de samfundsmæssigt var med til at bygge et bedre samfund op.
Det er min baggrund. Og det er det, der driver mig. For jeg mener, at de socialdemokratiske holdninger er så væsentlige, så hvis man vil satse på dem, kan man måske få gjort verden en lille smule bedre.
Jeg har fem børn. Og de skal have det så godt som muligt. De skal leve i et frit samfund, hvor de har lige muligheder – alle børn alle unge mennesker. Det skal ikke være indtægterne eller lignende der afgør, hvilke muligheder man har. Det er også en af grundene til, at jeg er politisk interesseret. Og så må jeg også indrømme, at det er spændende at være med til at forme et samfund. Det er udfordrende. Det kan give mange skuffelser. Det kan sandelig også give glæder, når der er noget der lykkes. Det mest aktuelle, der er lykkes ind til nu, er sammenlægningsprocessen: Egebjerg, Gudme. Svendborg.
Vi har i halvandet år haft en politisk styregruppe. Og den består af fire politikere fra hver af de tre kommuner. Og det har gået på en særdeles frugtbar måde. Vi var fra starten enige om, at vi alle var lige. Der var ikke noget der hed storebror og lillebror. Vi var enige om, at bygge en ny kommune op med det bedste fra hver af de gamle kommuner, plus det, at vi kan få ideer af det, der foregår ude i landet. Og det har gået på en glimrende måde i gensidig respekt. Vi har ikke altid været enige. Det gør heller ikke noget, men vi har altid haft respekten for hinanden. Det har været en rigtig god oplevelse, som deltager i den politiske styringsgruppe.
Så har det også været en god oplevelse at se, hvordan Egebjerg har udviklet sig gennem de sidste år. Vi er jo et samfund i forandring – et dynamisk samfund. Og da mener jeg, at vi i kommunalbestyrelsen har levet op til de krav om dynamik og forandringsvillighed.

Da jeg kom her til Sydfyn, var et af de første udtryk, jeg mødte: - Det går aller Johansen. Det går aller! Og det synes jeg har præget Sydfyn i mange år. Man hyggede sig med hinanden og sagde: - Ja, men vi bor jo så dejligt. Det gør vi også! Men der skal også ske noget. Og da synes jeg, at vi de sidste år i Egebjerg har tilpasset vores administration og tilpasset vores institutioner. Vi har nogle velfungerende skoler, børnehaver, plejehjem osv. Vi har en økonomi, der ikke er pralende, men som er fornuftig. Så det er også tilfredsstillende, at den siddende kommunalbestyrelse kan aflevere en kommune, der er velorganiseret, der er strømlinjet, der er tilpasset de nye krav. Vi har sendt vore ledere på lederkurser og vore medarbejdere på kursus, så vores personale er så godt egnede til vores nye opgaver, som vi vidste, ville komme. Det er sket hurtigere, end jeg havde forventet.
Den nye struktur, som vi gennemførte er jeg meget glad for. Jeg skal indrømme, at jeg var skeptisk, da vi startede i 2000 og 2001, men jeg må nok sige, at jeg er blevet klogere. Den ny administrative struktur giver ansvar til vores ledere og til vores medarbejdere. Den giver også muligheder for vores ledere og ansatte. Det er decentralisering, så det klodser!
Vores kommunekasse ligger ude ved institutionerne. Vi har dem ikke på rådhuset eller i banken. Og det synes jeg er fint. Jeg var skeptisk, men jeg er meget glad for den ændring, der er sket. Og jeg fornemmer, at den nye kommune har taget vores ideer vedr. decentralisering, lederansvar og medarbejderansvar. Og det forventer jeg mig meget af.

- Dolny Kubin?
- Jeg havde en af mine store oplevelser i 1992, da jeg af udenrigsministeriet fik den store chance at starte engelskundervisningen i det vestlige hjørne af Slovakiet ved foden af Tatrabjergene.
Det var en utrolig spændende og meget fascinerende opgave. Min opgave var at undervise mennesker, der underviste i engelsk i folkeskolen. I den gruppe, jeg havde, var der nogle faglærte lærere, der var børnehaveledere og kemiingeniører. Der var den tjekkiske mester i orienteringsløb.
- Hvorfor underviser I i engelsk? For deres engelskkundskaber var meget, meget ringe.
- Det gør vi for at få brød på bordet. Og det var jo ærlig snak! – Hvis vi ikke underviser, er vi arbejdsløse. Når vi er udpeget til at undervise er det, fordi man mener, at vi kunne noget.

Da jeg havde været der en uge – 14 dage, inviterede de mig med hjem. Jeg så hvordan de levede og fik vældig respekt for deres menneskelige kvaliteter. De havde ikke mange penge at slå til Søren med. Men de havde andre egenskaber, som jeg sætter højt. De havde en åbenhed og en nysgerrighed.
Jeg har fået mange venner dernede. Og i 1994 dannede vi en venskabsbygruppe.

Mogens Johansen kan fortælle meget om sit kære Dolny Kubin og de dejlige mennesker, der bor der. Hans hjerte banker for venskabsbysamarbejdet, der har betydet, at mange fra Egebjerg har været på besøg dernede, og mange fra Dolny Kubin har været her. Venskaber er opstået.
Mogens Johansen er et kendt menneske i gadebilledet i Dolny Kubin. Han er også blevet udnævnt til æresborger!

Jeg var med på en tur derned sammen med kommunalbestyrelsesmedlemmer, embedsmænd og folk fra venskabsbygruppen.
I venlig spøg - gik der noget snak om, at der på et tidspunkt skulle rejses en statue af Mogens Johansen.
På byens smukke torv er der et springvand - et udmærket sted for en statue!
»Nu har jeg fundet stedet Mogens, hvor der kan rejses en statue af dig,« sagde jeg med smil på læben.
Svaret kom hurtigt: - Da jeg kom her første gang, var der på det sted en statue af Lenin!

- Hvor længe holder de nye regioner?
- Jeg tror ikke på regionerne, må jeg sige. Jeg føler, det er en unaturlig konstruktion. Vi har selvfølgelig sproget sammen. Men jeg tror ikke, at folk fra Nordlangeland og Tønder-marsken identificerer sig med hinanden.
Sygehusvæsenet er regionernes eneste store opgave, og så må de ikke kræve skatter op. Regionerne har måske otte år, måske kun fire.
Ligeledes tror jeg ikke, at vi er færdige med sammenlægningen af kommuner. Jeg tror, at de mindre kommuner vil have fire år måske otte år, så vil de blive sammenlagt med større enheder. Og vi ender nok med, at Fyn bliver én kommune. Men det varer nok 12 år, måske 16 år.
 
- Har du lavet politiske brølere?
- Det jeg er mest ked af i mit politiske virke, er det vi kan kalde »Vand i Løgeskov«. Jeg var ny formand for teknik- og miljøudvalget. Nogen i Løgeskov ønskede vandværksvand. Det var der mange, der ikke syntes. Sagen blev af mig tacklet helt forkert. Det endte med, at der næsten var oprørsstemning. Hvad ville borgerne? Der kom modsatrettede meldinger. På et tidspunkt, var det hverken til at finde hoved eller hale i det. Hvad var der mulighed for? Og hvordan skulle vi få sluttet det?
Det synes jeg er en af de største brølere, jeg har været med til. Vandet i Løgeskov gik ikke godt!

- Hvad vil du gerne huskes for?
- Det er, at jeg håber, jeg har været lyttende og imødekommende over for de mennesker, der har ønsket at tale med mig. Det har selvfølgelig ikke altid været muligt, at jeg har kunnet give dem ret.
Jeg vil også gerne huskes for, at jeg har været saglig og ikke været præget af personlige politiske interesser. Og så vil jeg gerne huskes for, at jeg har været med til at få Egebjerg med i den nye storkommune på en så god måde, som det overhovedet var muligt under de givne vilkår. Jeg håber det bliver eftermælet: - Vi gjorde, hvad vi kunne. Vi var ikke fejlfri, men vi gjorde, hvad vi kunne!

Processen frem mod den nye Svendborg kommune
Arne EbsenArne EbsenTil dette afsnit af bogen har jeg bedt Arne Ebsen (T) fortælle, hvordan han oplevede processen.

Han får ordet - til båndoptageren: - Processen starter i eftersommeren 2004, hvor man i Venstres folketingsgruppe beslutter, at nu vil man alligevel sætte en strukturdebat i gang, trods det, at Lars Løkke Rasmussen i forsommeren har bedyret i folketinget, at der ikke er nogen tanker om at ændre ved strukturen.
Så nedsætter man et hurtigarbejdende udvalg med Due i spidsen, der skal komme med et bud på, hvordan man kan lave en kommunalreform. Ændre opgavefordelingen i det offentlige, trods det at man 2½ år tidligere netop har haft en opgavekommission, der har kigget det offentlige efter i sømmene og var kommet til den konklusion, at der ikke kan forventes et større udbytte ved at ændre på opgavefordelingen. Venstre bliver som parti presset af de unge løver, der gerne vil se nogle nye tanker. Og så er der jo også mange i Venstre, der tidligere har kæmpet for at amterne skulle nedlægges.
Debatten kører. Og så er der det berømte fremlæggelsesmøde i Vingsted i januar 2005, hvor man præsenterer forslaget.
Da har vi jo allerede på det tidspunkt gjort os nogle overvejelser om, hvad det kan få af betydning for et evt. samarbejde. Og det er naturligt for os at se, at der er tre kommuner langs kysten i det sydfynske. Hvis man skal samarbejde – en eller anden form for sammenlægning – er det så til højre eller venstre?
Der var meget delte meninger i kommunalbestyrelsen – også politisk, hvordan man skulle forsøge at få samarbejdet i gang. Det naturlige var jo Svendborg, hvor hovedparten af vore borgere handler og har en berøringsflade. Hvorimod Faaborg har et naturligt forhold til den yderste vestlige del af kommune. De konservative mente, at man skulle søge et samarbejde alle kommuner imellem og få Gudme med.
Det paradoksale ved den kommunalreform var, at strukturkommissionen kommer med et bud på, at man kan optimere en kommunes drift, hvis man kommer op på 25.000 – 50.000 indbyggere. Kommer man under, er der forhold, hvor man ikke har den tilstrækkelige faglige dygtighed. Kommer man derimod over de 50.000, forsvinder en del af aktiviseringen i kraft af, at der skal indføres større systemer.
Paradoksernes verden er, at når man sætter sådan noget i værk, har det en tendens til at vokse. Det giver også volumensyge i mange kommuner: Sønderborg, Herning og Randers er eksempler på det: 80.000 – 100.000 mennesker. Og dermed mister man de fordele, som der ellers kan opnås.
Vi kommer til at ligge over de 50.000. Det er en naturlig geografisk afgrænsning. Nogen mente, at det var naturligt at inddrage Ærø og Langeland i arbejdet. Det er nok fordi, de ikke kender ærøboerne og langelænderne, for de vil gå langt for at bevare selvstændigheden. – Så fred være med dem en periode endnu. Men jeg tror, at vi inden længe vil se et endnu stærkere samarbejde end det der er indgået på nuværende tidspunkt. Der vil være en række opgaver, som man ikke vil kunne løse, som man naturligt vil gå ind i et samarbejde med.
Men kommunerne på Fyn havde jo etableret en lang række samarbejder - inden strukturreformen - på en række felter, og de var på mange måder velfungerende. De løste en række opgaver, hvad enten det var samtlige 32 kommuner i affaldshåndteringen, eller det var de seks kommuner på ungdomsskoleområdet. Erhvervskontor sammen med Svendborg og Gudme, og på skatteområdet sammen med Faaborg.
Vi løste de opgaver, vi skulle. Og var det nødvendigt, at gå sammen i større enheder, så gjorde man det. Humlen i det var, at der ikke var en direkte politisk styring af disse fælleskommunale selskaber.
Ofte var det en bestyrelse, der bestod af borgmestrene. Og så mødtes de med jævne mellemrum, så på den måde var der en politisk kontrol, men ikke forankret hverken i amter eller kommuner.
Det var der nogen, som var utilfredse med pga. manglende gennemskuelighed.
Jeg synes det var vigtigere at få løst de praktiske opgaver.
Strukturreformen kom, og det endte med: Egebjerg – Gudme og Svendborg.
Der skulle så gang i det forberedende arbejde. Der blev nedsat en politisk styregruppe med fire repræsentanter fra hver kommunalbestyrelse. Det var en fin måde at gøre det på, også ved at vise en stor grad af loyalitet over for de mindre kommuner, at man havde en parallelitet i sammensætningen af styregruppen. Og det var også meget fint, at man både i Gudme og Egebjerg valgte en bred styregruppe. På den måde kom næsten samtlige partier til at sidde i styregruppen. Og det var selvfølgelig – efter min opfattelse – en styrke at være tvunget til at snakke sammen.
Man kan også sige, at der ikke i den politiske styregruppe var nogle politiske slagsmål. Der var en fælles vilje til at nå et fælles resultat, og så lod man de mere ømfindtlige ting ligge.
Vi havde en række møder, hvor vi så også med jævne mellemrum sammenkaldte samtlige 53 medlemmer fra kommunalbestyrelserne. Der blev inddraget konsulenter, som præsenterede os for de problemer, vi ville komme til at stå overfor.
Noget af det første, vi fik udarbejdet, var en vision for den kommende storkommune. Og et sæt etiske spilleregler, i stedet for at begrave os i en række praktiske opgaver.
Sideløbende blev der på forvaltningsplan arbejdet i en lang – lang række arbejdsgrupper – det bliver der stadigvæk.
Man var nødt til at forlænge kommunalbestyrelsernes funktionsperiode med ét år, for at kunne få en mere hensigtsmæssig sammenlægning. Det er stadig efter min opfattelse en forhastet proces, man har kastet os ud i. Jeg ved godt, at beslutningen er truffet. Det har vi også kunnet mærke, så man var nødt til at arbejde den vej, ellers bliver det alt for langsommeligt og ømfindtligt. På den anden side risikerer man også meget nemt i løbet af de næste par år at begå nogle bommerter, som vi kunne have været foruden, hvis vi havde givet os bedre tid. Især vedr. harmoniseringen af det økonomiske felt er der en lang, lang række problemer, der står uløste tilbage.
Vi havde et rigtig godt samarbejde i styringsgruppen og var meget opmærksomme på, at der både var lokale hensyn der skulle tages, men der var også en effektiviseringsmulighed, som man ikke skulle undlade at høste. Jeg synes også, vi gav de ansatte et godt bagland ved at signalisere enighed. Der var ikke de store konflikter partierne imellem. Og det tror jeg var meget væsentligt, at kommunens ansatte kunne mærke, at det var en samlet kommunalbestyrelse, der stod bag de beslutninger, der blev truffet. Det gav en vis sikkerhed og tryghed i deres arbejde, så de kunne arbejde konstruktivt og frit.
Så har der været brugt rigtig mange ressourcer på ledelsesplan til at få det samarbejde til at fungere, mange ressourcer på at være udadvendte.

Der var store forventninger til kommunalreformen, men det er et spørgsmål, om der reelt var så stor en gevinst ved sammenlægningen. Der er en række opgaver: daginstitutioner, skoler, ældreområdet og det tekniske, hvor der ikke er de store rationaliseringer at hente.
Og at foretage strukturelle ændringer på de områder kvier politikerne sig ved. Det vil uvægerligt ramme de yderste områder. Det var allerede startet i de små kommuner. Man sorterede lidt fra, vilkårene var meget stramme.
Det er min største skepsis over for denne reform. Det vil nok styrke centerområderne, men man vil have svært ved at bevare udviklingen i landdistrikterne. Det vil være synd, for der ligger så mange værdier gemt i de små lokalområder, som er ubetalelige. Dem kan man ikke erstatte med strukturer og økonomi. De fungerer kun, fordi folk er sammen og har fælles interesser. Der bor alt for mange folk i byerne. Man burde vende strømmen og styrke fraflytningen. Den store gevinst ved kommunalreformen synes jeg stadigvæk, vi har til gode!