Socialdemokratiets historie (1871 - ca. 1990 ) Del 3

| | | | |
Arbejderflertallet 1966-67
Efter Socialistisk Folkepartis indtræden på den politiske scene efter valget i 1960 afviste Socialdemokratiet at samarbejde med det nye parti. SF'erne var i virkeligheden krypto-kommunister, mente de ledende socialdemokrater, som selv havde succes ved valget og ved kongressen i 1961, hvor et nyt, mindre markantsocialistisk principprogram blev vedtaget som afløsning for det marxistiske program fra 1913. Men socialdemokraterne havde vanskeligt ved at fastholde afvisningen af SF. SF beholdt sin forholdsvis stærke placering i Folketinget, og efter valget i 1964 forlod Det Radikale Venstre regeringen og foretog en tilnærmelse til de andre borgerlige partier.

Den socialdemokratiske mindretalsregering mellem 1964 og 1966 fik stadig større besvær med at manøvrere i Folketinget og gennemføre en politik med socialt sigte. I foråret 1966 indgik Socialdemokratiet et boligpolitisk forlig med de borgerlige partier. Forliget var på væsentlige punkter en opgivelse af socialdemokratiske standpunkter. Det gav Socialistisk Folkeparti vind i sejlene, og ved det efterfølgende kommunalvalg gik partiet stærkt frem på Socialdemokratiets bekostning, især i de store byer. I brede kredse i Socialdemokratiet opstod der et pres på ledelsen for at godkende SF politisk, og da de to partier ved valget i november 1966 opnåede flertal sammen, var grunden lagt til et samarbejde i Folketinget om en indenrigspolitik med et mere klart socialdemokratisk indhold.

Motiverne til samarbejdet med SF var sikkert forskellige. Nogle socialdemokratiske ledere i parti og fagbevægelse ønskede det for at bringe SF "under ansvarets åg", som det blev udtrykt. Andre ledende socialdemokrater med Jens Otto Krag i spidsen ønskede at bruge det socialistiske flertal til at føre en ren socialdemokratisk politik og undgå flere store forlig med de borgerlige partier. På det indenrigspolitiske område havde Socialdemokratiet og SF sammenfaldende grundsynspunkter, og de skulle føres ud i livet.

Men den socialdemokratiske regering med parlamentarisk støtte af SF holdt kun i godt og vel et år. I marts 1967 gennemførte arbejderflertallet den skattereform med kildeskat og indførelse af en ny afgift på varer og tjenesteydelser, momsen, som Socialdemokratiet var gået til valg på. Derefter blev der udarbejdet en samarbejdsaftale mellem de to partier. Dens hovedindhold var oprettelsen af en boligfond og gennemførelsen af en jordlovgivning med et klart socialistisk ind- hold. Desuden blev der oprettet et kontaktudvalg med trepersoner fra hvert parti. Udvalget skulle forberede de to partiers lovgivningsarbejde og blev straks af de borgerlige betegnet som "det røde kabinet".

SF løb dog snart ind i store problemer i det parlamentariske samarbejde med Socialdemokratiet. Det var svært for mange menige og ledende SF'ere, også folketingsmedlemmer, at acceptere "den lede moms", som de mente "vendte den tunge ende nedad". Endnu vanskeligere var det for dem at godkende, at SF for første gang måtte stemme for finansloven, som også indeholdt bevillinger til forsvaret. Striden i SF øgedes sommeren og efteråret igennem. I den situation blev det efterhånden mere og mere problematisk for Socialdemokratiet at argumentere for en fremskyndelse af en politik med et mere socialistisk sigte. Det blev lettere for de borgerlige partier at påvise over for befolkningen, hvor usikkert et parlamentarisk grundlag den socialdemokratiske regering hvilede på. Og i den borgerlige presse blev situationen udnyttet til en forstærket socialistforskrækkelseskampagne.

I de socialdemokratiske rækker vandt motivet om "SF under ansvarets åg" større og større indpas, og det var uden tvivl en af årsagerne til partiets forsigtighed ved gennemførelsen af jordlovgivningen og dets ønske om at få et eller flere af de borgerlige partier med. Den socialdemokratiske forsigtighed kan også forklares med frygten for, at de borgerlige partier ville fremtvinge en folkeafstemning som i 1963, hvis Socialdemokratiet og SF alene gennemførte en jordlov eller andre love med et vist socialistisk sigte.

Da regeringen i slutningen af november 1967 følte sig nødsaget til at devaluere kronen og bl.a. foreslog, at en af dyrtidsportionerne blev indefrosset, var løbet i virkeligheden kørt. Ingen troede længere for alvor på, at samarbejdet kunne fortsætte. Den 15. december kom devalueringens følgelove til afstemning i Folketinget. Seks medlemmer af SF's folketingsgruppe stemte sammen med de bor- gerlige partier imod. Arbejderflertallet havde lidt skibbrud. Den socialdemokratiske regering gik af og udskrev valg, som de borgerlige partier vandt, hvorefter de dannede en flertalsregering 1968-1971. SF blev sprængt, og venstrefløjen dannede partiet Venstresocialisterne (VS). De ønskede en mere renlivet socialistisk politik uden kompromisser med Socialdemokratiet og de borgerlige partier og samtidig uden samarbejde med Danmarks Kommunistiske Parti.
Skærpet profil og nye reformer
I oppositionsperioden 1968-71 lykkedes det Socialdemokratiet at fremvise en mere markant profil. Det skete først og fremmest ved fremsættelsen af en ny og mere skærpet erhvervspolitik og med forberedelsen til en reform om økonomisk demokrati. Men under indtryk af det såkaldte ungdomsoprør viste det sig også på en række andre områder. I 1969 udgav chefredaktør for fagbevægelsens dagblad Aktuelt Bent Hansen en debatbog "Velstand uden Velfærd. En kritik af det danske klassesamfund". I bogen påviste forfatteren, at det ikke var lykkedes at nedbryde de sociale skel i det danske velfærdssamfund, men at arbejderklassen stadig blev undertrykt økonomisk, socialt og kulturelt. Bogen vakte stor interesse og diskussion og virkede som inspiration for Socialdemokratiets kamp for større lighed.

I 100-året for Socialdemokratiets oprettelse i 1971 udsendte AOF debatbogen "I stedet for klassesamfundet", hvori en række fremtrædende socialdemokrater fremførte deres synspunkter på forskellige samfundsproblemer. Fælles for dem var en erkendelse af, at Danmark stadig trods den socialdemokratiske reformpolitik var et klassesamfund med betydelige klasseskel og med klassekamp. Jens Otto Krag skrev bl.a. i sin artikel "Hvorfor skal klasseskellene væk?":

"Det er de økonomisk svagest stillede, der har sværest ved at få deres børn i børnehaver, det er børnene fra de socialt svageste hjem, der får den mindst tilfredsstillende skolegang, og som har de ringeste chancer for videregående uddannelse, de økonomisk svage bor dårligst og rammes stærkest af sygdom, de har den dårligste beskyttelse på deres arbejdsplads, de lavest lønnede hænger løsest, når der skal afskediges." Den markante oppositionspolitik og den borgerlige regerings manglende evne til at føre en overbevisende borgerlig politik gav fremgang for Socialdemokratiet og SF ved valget i 1971, med henholdsvis otte og seks mandater. Selv om Venstre- socialisterne tabte deres fire mandater, blev der alligevel igen arbejderflertal i Folketinget. Socialdemokratiet dannede på ny en mindretalsregering, støttet af SF. Men denne gang var de to partier enige om, at samarbejdet skulle foregå fra sag til sag, uden samarbejdsaftale. De var blevet kloge af skade. Det medførte en række reformer, især på arbejdsmarkedet: Formel ligeløn for kvinder og mænd, nedsættelse af den ugentlige arbejdstid fra 44 til 40 timer, fire ugers ferie, en dagpengereform i 1972 osv.

Kvinderne havde længe krævet ligeløn for lige arbejde. Ved overenskomsten i 1973 lykkedes det endelig at få kravet gennemført, og det blev senere i 1970'erne fulgt op i Folketinget med en lov om, at kvinder og mænd skulle have ligestilling på arbejdsmarkedet. Ligestillingen var (og er) dog ikke helt reel. Der forekom stadig eksempler på, at arbejdsgiverne forsøgte at betale kvinder en lavere løn end mænd for det samme arbejde, og kvinderne var mere udsat end mændene for at miste deres arbejde.

Men reformerne blev i nogen grad overskygget og samarbejdet hæmmet af problemet om Danmarks mulige tilslutning til Fællesmarkedet. I slutningen af 1969 inviterede de seks Fællesmarkeds-lande igen England og de skandinaviske lande til at melde sig ind. Dermed strandede de igangværende forhandlinger mellem de nordiske lande om at danne en nordisk økonomisk union, Nordek.
Socialdemokratiet og Fællesmarkedet
I Socialdemokratiet og fagbevægelsen var meningerne stærkt delte om Danmarks indmeldelse i Fællesmarkedet. Det viste sig ved de ekstraordinære kongresser, som partiet, LO og fagforbundene lod afholde for at tage stilling til spørgsmålet, og det viste sig, da repræsentanter fra den socialdemokratiske folketingsgruppe og fagbevægelsen sammen med menige medlemmer dannede Samarbejdskomit,en for socialdemokrater mod EEC.

Tilhængerne mente, at Danmark ville komme i alvorlige økonomiske vanskeligheder med stor arbejdsløshed og social nød, at velfærdssamfundet med andre ord ville blive truet, hvis Danmark ikke meldte sig ind. Endvidere argumenterede de for, at danske socialdemokrater burde deltage i kampen for at opbygge et demokratisk socialistisk Vesteuropa.

Modstanderne ønskede ikke at deltage i et økonomisk fællesskab, som i så høj grad byggede på kapitalistiske ideer, og de frygtede, at Danmarks social- og skattepolitik på længere sigt skulle bestemmes i Fæl- lesmarkedet og dermed blive forringet på de svagest stilledes bekostning.

Allerede tidligt besluttede den socialdemokratiske hovedbestyrelse at foreslå, at spørgsmålet om optagelse i Fællesmarkedet kom til folkeafstemning. Det fulgte Krag op, og den socialdemokratiske regering fastsatte afstemningsdagen til den 2. oktober 1972. Op til afstemningen blev fronterne i arbejderbevægelsen for og imod trukket skarpt op, og uanset udfaldet måtte det betyde en yderligere splittelse, nu ikke blot mellem Socialdemokratiet og venstrefløjen, men også inden for partiets egne rækker. Resultatet af afstemningen blev, at 63,3% stemte ja til Fællesmarkedet, 36,7% nej. Folketinget bøjede sig for befolkningens beslutning, og fra 1. januar 1973 var Danmark medlem af Fællesmarkedet.

Dagen efter afstemningen meddelte Jens Otto Krag, at han gik af som statsminister og Socialdemokratiets formand, og Anker Jørgensen efterfulgte Krag på de to poster. I socialdemokratiske kredse var der en forventning om, at fagforeningsformanden kunne forene de to fløje i partiet.
Katastrofevalget 1973
Men Anker Jørgensen fik ikke lov til at sidde længe i denne omgang. I efteråret 1973 måtte han give op, da regeringen kom i mindretal på boligpolitikken, og han udskrev valg til den 4. december. Valget medførte en total omvæltning i det politiske mønster i Danmark. Socialdemokratiet mistede ikke mindre end 24 mandater, fra 70 til 46, mens SF gik seks mandater tilbage. Til gengæld kom kommunisterne igen i Folketinget, nu med seks mandater. Også de "gamle" borgerlige partier gik stærkt tilbage. Valgets sejrherrer var de nydannede partier, Fremskridtspartiet (28 mandater), Centrumdemokraterne (14 mandater) og Kristeligt Folkeparti (7 mandater).

De nye partier fik deres store tilslutning på befolkningens opdæmmede utilfredshed med de stigende skatter og det voksende bureaukrati og dens manglende tiltro til, at de "gamle" partier kunne løse de afgørende samfundsproblemer. De nye partier tilbød jo lette og tillokkende løsninger for de rådvilde og orienteringsløse vælgere. Men afgørende var det uden tvivl, at de voldsomme ændringer i erhvervs- og klassestrukturen i 1960'erne havde skabt en stor gruppe i befolkningen, som ikke følte noget traditionsbundet og ideologisk tilhørsforhold til et bestemt parti.

Ved udgangen af 1973 stod Socialdemokratiet svagere og mere splittet end nogensinde i efterkrigstiden. Det gjaldt ikke alene den parlamentariske situation, men også tilbagegangen i partiets medlemstal. Omkring 1950 toppede det med mere end 300.000 medlemmer, dvs. mere end 1/3 af de stemmer, Socialdemokratiet fik ved valgene. Derefter gik det støt tilbage, og i begyndelsen af 1970'erne var medlemstallet nede på ca. 150.000. Denne udvikling er fortsat til begyndelsen af 1990'erne, hvor det er faldet til godt og vel 100.000, mindre end 1/10 af partiets stemmer ved valgene.

Et så forholdsvis lavt medlemstal er problematisk for Socialdemokratiet, dels fordi langt de fleste socialdemokratiske vælgere ingen indflydelse får på partiets politik og på valg af tillidsfolk, dels fordi partiets kommunikation til de socialdemokratiske vælgere svækkes. Dertil kommer, at et stort medlemstal naturligvis giver ethvert parti øget økonomisk og politisk kampkraft.

Der er flere årsager til denne tilbagegang, som har svækket partiets handlekraft og agitationsmuligheder. For det første har de elektroniske mediers udbredelse holdt en del mennesker borte fra vælgerforeningerne og deres arrangementer.

Det har ramt alle de "gamle" politiske partier. For det andet følte stadig flere bevidste og aktive socialdemokrater i 1950'erne og 1960'erne, at den politiske debat og indflydelse i organisationsarbejdet blev svækket på grund af en vis af ideologisering i partiet, hvor den økonomiske vækst snarere end debatten om socialistiske mål og midler kom på dagsordenen. Og for det tredje blev det stadig sværere at indfange de unge i vælgerforeningerne, fordi de foretrak at arbejde i forskellige bevægelser, hvor muligheden for indflydelse var mere direkte, og hvor det politiske indhold var samlet i afgrænsede problemer, f.eks. forurening.
Økonomisk demokrati
I slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne udarbejdede fagbevægelsen og Socialdemokratiet i fællesskab en plan for økonomisk demokrati, ØD. Formålet var at ændre ejendomsretten til produktionsmidlerne, at forandre den økonomiske magtstruktur i samfundet, at skabe reel medindflydelse og medbestemmelse for lønmodtagerne og samtidig sikre den nødvendige kapitalinvestering i erhvervslivet, så væksten kunne fastholdes. I januar 1973 var planerne så langt fremme, at den socialdemokratiske regering kunne fremsætte et forslag om økonomisk demokrati i Folketinget. Forslaget var udformet på en sådan måde, at både lønmodtagere og arbejdsgivere skulle betale til ordningen. For virksomheder over en vis størrelse skulle størstedelen af den indbetalte kapital blive i virksomheden, styret af de ansatte selv. Resten sammen med bidragene fra de mindre virksomheder og de offentlige arbejdsgivere skulle indbetales til en central ØD-fond, hvorfra de kunne investeres i erhvervslivet. Det skulle ske ud fra en vurdering af, hvor kapitalen gjorde mest nytte. Fonden skulle bestyres af et flertal af repræsentanter for lønmodtagerorganisationer og af repræsentanter, der var udpeget af regeringen. På de enkelte virksomheder skulle arbejderne have stemmeret på aktieselskabernes generalforsamlinger med en vægt, der svarede til den, kapitalfonden havde placeret i virksomheden.

Socialdemokratiets forslag om økonomisk demokrati blev mødt med skepsis eller modstand fra mange sider. Arbejdsgiverne og de borgerlige partier kæmpede naturligvis indædt mod lovforslaget. Men også venstrefløjspartierne var modstandere. På arbejdspladserne agiterede tillidsfolk fra SF og DKP imod forslaget, og i Folketinget var SF ikke indstillet på at støtte regeringen i den sag. Og flere undersøgelser tydede på, at flertallet af arbejderne ikke var særlig interesserede i økonomisk demokrati. De foretrak tilsyneladende mere i lønningsposen.

SF's modstand mod Socialdemokratiets lovforslag om økonomisk demokrati medførte, at det ikke kom til realitetsforhandlinger i Folketinget, før der blev udskrevet valg i efteråret 1973. Det førte som omtalt til et katastrofalt nederlag for Socialdemokratiet og arbejderbevægelsen som helhed og en borgerlig regering. økonomisk demokrati forblev dog på socialdemokraternes program, efterhånden mere og mere knyttet sammen med indkomstpolitik. I slutningen af 1980'erne er det blevet suppleret med forslag om en pensionsreform for alle på arbejdsmarkedet.
Politisk og økonomisk krise
Valget i 1973 medførte med det populistiske Fremskridtspartis stærke tilstedeværelse i Folketinget og de mange partier en parlamentarisk krise i Danmark, som varede resten af 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne. Det blev endnu vanskeligere at finde et solidt flertal i Folketinget for en langsigtet politik. Det gjaldt også Socialdemokratiet, selv om det ved valgene i 1975, 1977 og 1979 øgede sit mandattal og i 1979 havde vundet mere end det tabte tilbage. Fra 1974 til 1975 forsøgte en borgerlig mindretalsregering at føre en skrap lønpolitik, men det førte til voldsomme demonstrationer, og regeringen måtte give op. Efter valget i 1975 overtog Socialdemokratiet igen regeringsmagten og bevarede den til 1982, hvor en ny borgerlig regering kom til magten.

Det gjorde det ikke lettere for Socialdemokratiet, at den parlamentarisk vanskelige situation faldt sammen med en periode med økonomisk krise i det danske samfund. Fra 1974 begyndte arbejdsløsheden at stige stærkt, og allerede i 1975 var den oppe på 11%. Produktionen og reallønnen viste tendens til stagnation, inflationen var forholdsvis høj, og underskuddet på betalingsbalancen steg støt.

Der var flere årsager til den økonomiske krise. En faldende efterspørgsel gjorde det vanskeligere at afsætte varerne, og i mange virksomheder stagnerede eller faldt overskuddet. Dertil kom de stærkt stigende oliepriser, som især ramte Danmark hårdt, fordi landet var helt afhængigt af en stor og stabil olieimport.
Indkomstpolitik
Det blev opgaven for de socialdemokratisk ledede regeringer fra 1975 til 1982 at bekæmpe arbejdsløsheden og underskuddet på betalingsbalancen samtidig, uden at underminere velfærdssamfundet med dets sociale sikkerhed, udbyggede sundhedsvæsen og høje uddannelsesniveau, dvs. uden at beskære den offentlige sektor. Det var en umulig opgave i et stærkt splittet Folketing med borgerligt flertal, hvori det aggressive Fremskridtsparti indgik.

Socialdemokratiet forsøgte at løse dobbelt-problemet gennem en stram indkomstpolitik. Det skete dels ved en række økonomiske forlig med nogle af de borgerlige partier, dels ved en kraftig indblanding i overenskomstfornyelserne i 1975, 1977 og 1979.

To af de mest kendte forlig, som den socialdemokratiske regering tog initiativet til og gennemførte med borgerlige partier, var de såkaldte "August forlig" i 1976 og 1977. Forliget i 1976 sigtede mod at nedsætte det private forbrug, at dæmpe stigningen i de offentlige udgifter og at fremme investeringerne i det private erhvervsliv. Det indebar bl.a. en henstilling til parterne på arbejdsmarkedet om at holde sig inden for en samlet lønstigning på 6% pr. år frem til 1979 og en beslutning om, at der kun måtte udbetales to dyrtidsportioner pr. år. I 1977-forliget fortsattes indkomstpolitikken med foranstaltninger, som yderligere skulle dæmpe efterspørgselen og styrke investeringerne.

Men de fleste økonomiske indgreb førte ikke til de tilsigtede resultater. Arbejdsløsheden fortsatte med at stige, og betalingsbalancen blev ikke rettet op. Kun "December forliget" i 1979 fik en mærkbar positiv økonomisk virkning. Derimod førte indgrebene og Folketingets indblanding i overenskomsterne til skarpe konflikter mellem Socialdemokratiet og LO. Fagbevægelsens social- demokratiske ledelse mente, at deres medlemmer måtte betale indkomstpolitikken uden at få noget til gengæld, f.eks. en ØD-ordning, som kunne give lønmodtagerne øget indflydelse i produktionen og del i overskuddet. Men den socialdemokratiske arbejderbevægelse var ikke stærk nok til at få kravet gennemført, hverken ved lovgivning eller ved overenskomsterne.

Allerede ved "August forliget" i 1976 kom det til en åben konfrontation mellem Socialdemokratiet og LO, og striden kulminerede, da Socialdemokratiet i 1978 gik i regering med Venstre. Socialdemokratiet tog dette usædvanlige skridt i et forsøg på at skabe en arbejdsduelig regering "hen over midten", som kunne gennemføre en langsigtet økonomisk politik. Men forsøget måtte opgives efter et år. De to partier var for forskellige i deres syn på den ønskede samfundsudvikling. Konflikten mellem Socialdemokratiet og LO ebbede ud, og en- heden i den socialdemokratiske bevægelse blev trods alt bevaret. Heller ikke de borgerliges forsøg på at udnytte en række konflikter på arbejdsmarkedet til at nedbryde fagbevægelsens enhed og styrke lykkedes.

I 1970'erne kom det flere steder i områder med et stort antal første generations arbejdere til faglige konflikter, hvor arbejdsgivere forsøgte at ansætte uorganiserede arbejdere. Organiserede arbejdere blokerede herefter adgangen til virksomhederne for at standse produktionen, og det lykkedes dem at få arbejdsgiverne til at indgå overenskomst med alle arbejderne. I Folketinget foretog de borgerlige partier flere gange stormløb mod den socialdemokratiske regering, som forsvarede blokaderne. De borgerlige talte om "frihedsberøvelse" og "organisationstvang". Men selv om der er blevet oprettet såkaldte "gule" fagforeninger uden for LO, er det ikke lykkedes at splitte fagbevægelsen.

Faktisk blev fagbevægelsen på mange måder styrket i 1970'erne. Medlemstallet voksede støt og rundede 1 mill. i 1976 med en organisationsprocent på mellem 80 og 90. Forbundene udvidede deres aktiviteter uden for selve arbejdsmarkedet. LO tog markante initiativer f.eks. på boligområdet, i skattepolitikken, inden for uddannelserne og i kulturelle spørgsmål, bl.a. medieområdet.

Også i Folketinget kunne arbejderbevægelsen trods den vanskelige økonomiske og parlamentariske situation notere resultater. Betydningsfulde love blev gennemført i perioden 1973-82, f.eks. love om arbejdsmiljø, lov om ligeløn, bistandsloven, en efterlønsordning og andre love, som forbedrede arbejderklassens levevilkår. Dertil kom, at ferien blev udvidet til fem uger, og den ugentlige arbejdstid blev nedsat til 40 timer. I 1990 er den nede på 37 timer.

I 1977 vedtog Socialdemokratiet på partiets kongres et nyt principprogram "Solidaritet, lighed og trivsel", som afløste programmet fra 1961. Den demokratiske socialisme som partiets idegrundlag blev stærkt understreget, og i det hele taget indebar det ny program en betydelig socialistisk opstramning i forhold til 1961-programmet. Socialdemokratiet følte givetvis et stærkt behov for at markere en klarere linie i en tid, hvor de mange forlig og indgreb kunne udviske forskellen mellem socialdemokrater og borgerlige.

Også i det nyeste principprogram, "Det nye århundrede", som blev vedtaget pa Socialdemokratiets kongres i september 1992, er den demokratiske socialisme fastholdt som partiets idegrundlag.
Under borgerlige regeringer
I 1982 valgte den socialdemokratiske mindretalsregering under Anker Jørgensen imidlertid at gå af og overlade regeringsmagten til de borgerlige partier, som havde flertallet i Folketinget. Prisen for at bevare regeringsmagten var blevet for høj, og et forsøg på at skabe et samarbejde mellem Socialdemokratiet, SF og Det Radikale Venstre mislykkedes. I 1987 gik Anker Jørgensen af som Socialdemokratiets formand, og han blev afløst af Svend Auken.

I perioden fra 1982 til 1992 har Danmark haft borgerlige regeringer. Socialdemokratiet har haft problemer med i så lang en periode at finde sin rolle som det største oppositionsparti. Dets bestræbelser har været at forhindre de borgerlige partier i at nedbryde det danske velfærdssamfund med den udbyggede offentlige sektor. Det er i alt væsentligt sket i et samarbejde med SF og fagbevægelsen, og det er på nogle punkter hidtil lykkedes. Der er imidlertid sket en markant stigning i antallet af mennesker, som er blevet dårligere stillede, og de har fået endnu vanskeligere vilkår.

De offentligt ansatte har i stort tal sluttet op om kampen for velfærdssamfundet ved at stemme på arbejderpartierne og ved at protestere mod den førte politik gennem deres organisationer. I 1985 kunne en demonstration mod regeringens nedskæringspolitik samle ca. 150.000 mennesker foran parlamentet.

SF har i 1980'erne gradvis bevæget sig bort fra dets markante udenrigspolitiske standpunkter, bl.a. kampen mod Danmarks deltagelse i Fællesmarkedet. Det har medført et nærmere samarbejde mellem Socialdemokratiet og SF i Folketinget. Samtidig har Socialdemokratiet forbedret sit forhold til de små partier i centrum med henblik på etableringen af et parlamentarisk grundlag for en flertalsregering.

Ved folketingsvalget i december 1990 gik Socialdemokratiet stærkt frem, med 15 mandater, men de to gamle borgerlige partier bevarede foreløbig regeringsmagten.

Socialdemokratiet kunne ikke udnytte den store valgsejr, og mange socialdemokrater mente, at det skyldtes formanden Svend Aukens person. De små borgerlige midterpartier ville ikke samarbejde med Socialdemokratiet på regeringsplan, så længe Svend Auken var formand for partiet. I den situation besluttede den ene af partiets næstformænd, Poul Nyrup Rasmussen, at lade sig opstille som modkandidat til Svend Auken, og på en ekstraordinær kongres i sommeren 1992 blev Poul Nyrup Rasmussen valgt som formand for Socialdemokratiet.


I løbet af efteråret 1992 lykkedes det at skabe et nationalt kompromis om Danmarks forhold til Fællesmarkedet og Maastricht aftalen, som flertallet i den danske befolkning havde sagt nej til ved folkeafstemningen d. 2. juni 1992. De politiske partier i Folketinget undtagen Fremskridtspartiet kunne anbefale et ja til en ny folkeafstemning, hvis følgende fire punkter blev taget ud af Maastricht:


1. Danmarks deltager ikke i den økonomisk-monetære unions 3. fase.

2. Danmark deltager ikke i en EF-forsvarspolitik, og Danmark deltager ikke i Den Vesteuropæiske Union.

3. Unionsborgerskabet vil aldrig kunne træde i stedet for dansk statsborgerskab.

4. Danmarks deltagelse i politi- og asylsamarbejdet foregår som et mellemstatsligt samarbejde, dvs. at Danmark har vetoret på dette område.


Det lykkedes den borgerlige regering at få godkendt disse undtagelser for Danmark på et EF-top møde i Edinburgh i december 1992, og den danske befolkning har stemt om Maastricht-traktaten med de danske undtagelsesregler d. 18. maj 1993. Et flertal på ca. 57% stemte for den modificerede traktat.

Kort efter aftalen i Edinburgh måtte regeringen gå af på grund af den såkaldte Tamil-sag. Efter meget intense forhandlinger kunne Socialdemokratiets nye formand Poul Nyrup Rasmussen i begyndelsen af 1993 danne en socialdemokratisk ledet flertalsregering sammen med Det Radikale Venstre, Centrumdemokraterne og Kristeligt Folkeparti. Med det detaljerede regeringsgrundlag "En ny start" bliver det regeringens hovedopgaver at sætte gang i økonomien og dermed knække arbejdsløshedskurven, at skabe bedre vilkår for de svageste i samfundet, at placere Danmark i det nye europæiske mønster og at intensivere kampen for et godt miljø.
Litteratur
Arbejdere i alle lande... Seminar den 28. sept. 1989 i anledning af den franske revolutions 200-årsdag og Internationalernes 125-, 100- og 70-årsdag, SFAH skriftserie 23, København 1990, 70 s.

Arbejdernes 1. maj. Arbejderbevægelsens internationale demonstrationsdag i tekst og billeder 1890-1990, Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, København 1990, 249 s.

Oluf Bertolt, Ernst Christiansen, Poul Hansen: En bygning vi rejser. Den politiske arbejderbevægelses historie i Danmark, 3 bind, Fremad, København 1954-1955

Claus Bryld: Den demokratiske socialismes gennembrudsår. Studier i udformningen af arbejderbevægelsens politiske ideologi i Danmark 1884-1916 på den nationale og internationale baggrund, SFAH skriftserie 29, København 1992, 577 s.

Steen Christensen: Nye mål i en ny verden. Socialistisk Internationale 1976-1992, Fremad, København 1992, 319 s.

Niels Finn Christiansen: Arbejderbevægelsens forhistorie. Træk af den tidlige danske arbejderbevægelses politiske og sociale udvikling 1848 til 1880, SFAH skriftserie 18, København 1986, 188 s.

Den danske arbejderbevægelses programmatiske dokumenter og love (1871 til 1913), Odense Universitetsforlag, Odense 1978, 148 s.

Jens Engberg: Den Internationale Arbejderforening for Danmark. Aktstykker til belysning af statsmagtens kamp mod den tidlige arbejderbevægelse i Danmark, 2 bind, SFAH skriftserie 16 og 28, København 1985-1992, 428 s. og 610 s.

Henning Grelle: Under de røde faner. En historie om arbejderbevægelsen, Fremad, København 1984, 213 s.

Knud Knudsen, Hanne Caspersen, Vagn Oluf Nielsen: Kampen for en bedre tilværelse. Arbejdernes historie i

Danmark fra 1800-tallet til 1990, SFAH skriftserie 26, København 1991, 371 s.

Jens Otto Krag og K.B. Andersen: Kamp og fornyelse. Socialdemokratiets indsats i dansk politik 1955-1971, Fremad, København 1971, 403 s.

Tage Kaarsted: De danske ministerier 1953-1972, Odense Universitetsforlag, Odense 1992, 534 s.

Marx i Danmark. Historiske bidrag, SFAH skriftserie 14, København 1983, 198 s. Birger Mikkelsen: Kong Peder. En biografi af Peder Christensen, borgmester i Helsingør 1919-1946, Nordisk Forlag, Helsingør 1991, 264 s.

Principerklæring for Socialistisk Internationale Stockholm juni 1989, Arbejderbevægelsens Internationale Forum, København 1990, 76 s. Peter Ravn: Erindringer, Koldings stadsarkiv, Kolding 1991, 88 s.

Snart dages det ... En billedbog om arbejderbevægelsens historie, Danmarks Radio, København 1986, 158 s.

Henning Tjørnehøj: Louis Pio. Folkevækkeren, Fremad, København 1992, 237 s.

Holger Villumsen: Det danske Socialdemokratis Europapolitik 1945-1949, Odense Universitetsforlag, Odense 1991, 115 s.

De fleste af de ovenstående bøger kan endnu købes. Selv flotte og omfattende billedværker, som Henning Grelles "Under de røde faner" er billige i vores dages priser.

En mere omfattende fortegnelse af litteraturen om dansk arbejderbevægelse findes i Jens Erik Kofoed Pedersen: Arbejderhistorie i Danmark. En litteraturoversigt, ABAs bibliografiske serie 8, København 1992, 42 s. Den kan bestilles gratis hos Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, Nørrebrogade 66 D, 2200 København N, tlf. 35 36 15 22

Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie (SFAH) har siden 1971 udgivet Årbog for arbejderbevægelsens historie og siden 1973 tidsskriftet Arbejderhistorie. Meddelelser om forskning i arbejderbevægelsens historie. Begge indeholder kortere og længere artikler, anmeldelser og debatindlæg mm. om hele arbejderbevægelsens udvikling. Årskontingentet - for hvilket man bl.a. modtager de to udgivelser - er for tiden 250,- kr. Selskabet har samme adresse som ABA.