Politikeren I.A. Hansen's barndom og ungdom i Rudkøbing

| | | | |

Folketingsmand I.A. Hansens barndom og ungdom i Rudkøbing 
Jens Andersen Hansen

"Mit Livs Historie og Gjerning" fra "Almuevennen" 1873. Ordret afskrift af tandlæge Kiilsgaard, Rudkøbing byhistoriske Arkiv.

Politikeren I.A. HansenPolitikeren I.A. Hansen  I.A. Hansen, Foto Rudkøbing byhistoriske Arkiv

1. Halvaar: Nr. 11. Side 165.

"Min Fader, Andreas Hansen, den yngste af 4 Søskende, fødtes i Rudkjøbing den 29 Juli 1781. Hans Fader var Landmand, men forlod sin Kone og de tre ældre Børn inden min Fader fødtes ... Efter at være Konfirmeret, kom han (min Fader) i Skomagerlære, og da han var blevet Svend, rejste han først til Faaborg og derefter til Odense, hvor han arbejdede som Skomagersvend fra 1802. Han giftede sig i 1805 med Skomagerfrimester N. Petersens Datter, Mariane, (født 19. Debr 1778) men ved blev at ernære sig som Svend, hvilket dengang var Tilfældet med flere gifte Haandværkere, som man, for at skelne dem fra de ugifte Svende, kaldte "Vivkarle".

Jeg blev deres Førstefødte og kom til Verden Tirsdag Aften Kl. 9 den 7. Januar 1806 ......

Side 166.

Min Fader tænkte i den Tid paa snart at skaffe sig en selvstændig Stilling som Mester i sin Profession, og foretrak at forsøge dette i sin Fødeby. Til den Ende rejste han nogen Tid efter sin Fødsel til Rudkjøbing for at se om efter Udveje til at opnaa denne Hensigt .... Han gjorde sig en Eftermiddag i Foraaret 1807 færdig hos sin Mester og rejste samme Nat med Kone og Barn fra Odense. I Rudkjøbing gik det heldigt for ham.. ... Han kjøbte i 1809 eller 10 et Sted med en heldig Beliggenhed paa Byens Torv... Han anlagde et lille Garveri, der stadig udvidedes, saa at han snart ikke alene garvede alt det Læder, han selv bearbejdede i Professionen, men kunde ogsaa efterhaanden sælge Læder til de mindre heldigt stillede Skomagere i Byen og paa Landet. Han holdt stadig et Par Svende og et Par Drenge, og sad selv i flere Aar paa sit Værksted og arbejdede ved siden af sine Folk, i den Tid der levnedes ham fra Tilsyn med Garveriet og fra Forberedelsen af Folkenes Arbejde ved Tilskæring m.m. Han var derfor efter nogle Aars Forløb en af de mest velstaaende Haandværkere i Byen.

Min Moder var en alvorlig og streng Husmoder, flittig, driftig og husholderisk. Man vidste dengang ikke af at Svende og Drenge selv sørgede for deres Kost. Hun besørgede bestandig Husholdningen for det hele Personale, selv efter at jeg havde faaet 3 Søskede: 2 Søstre og 1 Broder, endog i flere Aar uden at holde Pige. Foruden dette spandt hun i Regelen alt det Hampegarn og Hørgarn, der brugtes i Professionen, samt endvidere en Del Uld og Hør, som hun lod væve til Familiens Behov....

Vor Bolig var 6 Fag Hus ud til Torvet, hvoraf en lille 2 Fags saakaldt Stadsstue, en 3 Fags Stue, som brugtes til Værksted, Dagligstue, Spisestue, og med en Alkove, hvori mine Forældre sov. Et lille Soveværelse for Børnene, Køkken og Spisekammer. I Baghuset et Værelse for Svendene og Drengene, der i de senere Aar dog ogsaa brugtes som Værksted om Sommeren, et lille Tilskærerkammer, samt nogle Lokaler til Brug for Barveriet.

Min Fader holdt temmelig strængt om, at Alle, saavidt mulig, skulde gaa i Kirke om Søndagen, og jeg erindrer endnu tydelig, at jeg som en 9-10 aarig Dreng fik en alvorlig Revselse, fordi jeg en Søndag var gaaet andetsteds hen, da jeg skulde gaa i Kirke. Om Vinteren forenede mine Forældre sig med nogle andre Familier om skiftevis at give et lille Bal, hvorved de alle, Gamle og Unge mellem hverandre, dansede den hele Nat, med Undtagelse af den Tid, der medgik til at spise. Om Sommeren gjorde hele Familien en Odense - Rejse til det saakaldte St. Knuds Marked for at besøge min Moders Familie ....

Side 168.

I et saadant Hjem var det min Barndom og Ungdom svandt hen.

Nr. 16. Side 250.

Jeg kom meget tidlig i et Slags Skole. Rudkjøbing har et Legat, hvortil hører et lille Hus med Friboliger for nogle Gamle og trængende Fruentimmer. I en af disse Friboliger levede en gammel Kone, som jeg ikke har kendt under noget andet Navn end "Mukkekonen". Hun gav mig den første Undervisning, idet hun lærte mig at kende Bogstaverne og at begynde at samle Bogstaverne til Ord. Jeg har vistnok ikke været over 4 Aar gammel, da jeg sendtes til hendes Skole, og jeg husker intet andet derfra, end at jeg græd, naar jeg ikke maatte komme hen til hende ogsaa om Søndagen, hvortil Grunden var, at hun tillod os at lege mere end vi læste.

Side 251.

Efter denne Begyndelse kom jeg til en gammel Toldbetjent Svane, der havde Post i Rue - Port, hvor der ikke var andet for en Toldbetjent at gjøre end at passe paa, at Konsumption og Formalingsafgifterne kom rigtigt ind for, hvad der formaledes og indførtes fra en af Byens Møller. Vi var kun 4 Disciple her, og Svanes gule Skægs? Knæbukser og Madam Svanes Frokost, bestaaende af tørt Rugbrød, der var skaaret i smaa Terninger og opblødt i en stor Spølkumme Thevand, er alt, hvad jeg erindrer fra Rue - Toldbod.

Nu gik jeg over i Byens eneste egentlige Skole, der holdtes af en gammel Pebersvend, hvis Navn var Jens Hellesen. Han var sig selv nok og udførte selv hele Husets Gerning, lige indtil den nødvendig Vask. Foruden sit Skolehold drev han en anden Forretning samtidig dermed. Han sad Dag efter Dag og Aar efter Aar og vandt Tvist for Væverne. Hans Garnvinde var skruet fast paa et stort gammelt Egebord med massive Ben, saa svært, at der skulde flere Menneskers forenede Kræfter til at flytte det. Her sad han under hele Skoletiden og vandt og vandt det ene Nøgle efter det andet, til samme Tid, som han styrede nogle og tyve Børn med sin kraftige Stemme, og naar dette ikke slog til, saa havde han en lille Hasselkjep, men kunde den endnu ikke skaffe Lydighed, saa blev den vedkommende Synder en Tur bundet fast til et af de massive Bordben, eller stillet op indenfor Døren med en stor Tørv under Armen til Spot, Skam og Skændsel for enhver, der kom for at hente det vundne Tvist, eller for at bringe, hvad der skulde vindes. Ja alle Børnene skulde lære deres Lektier i Skolen, og dette skete ved at de læste over paa dem medl.. og lydelig Stemme, saa fulgte deraf en overordentlig Larm i de første Timer, indtil Skolemesteren begyndte at høre Lektien, thi da maatte der være stille. Hver enkelt maatte da, En for En, staa hen ved hans Side og læse op, hvad der var ham foresat. Bag ved fandtes en Dør ind til et lille Værelse med Lergulv, bestrøet med hvidt Sand; et Par gammeldags Møbler, hvorpaa prangede nogle Thekopper og andet Stads, var Værelsets Prydelse. Døren ind til dette Værelse havde den Egenskab, at den ved en noget ublid Berøring sprang op af sig selv. Naar nu en Discipel ikke ret kunde fyldestgøre de Fordringer, der stilledes til ham, men stod og stammede og hakkede, saa fik han ofte "en Vinge", der kastede ham over paa Døren, og Synderen gik da baglæns ind i Stadsværelset med Benene i Vejret.

Ifølge af Skoleanordningen af 1814 fik Byen snart en Borgerskole for Drenge, en Pigeskole og en Fattigskole. Ved Borgerskolen ansattes en ordineret Kateket Johan Christopher Ambrosius Krebs, og jeg kom straks i denne Skole. Undervisningstimerne var fra Kl. 8 til 10 og fra Kl. 2 til 4. Kort Tid efter Skolens Aabning oprettede Krebs en højere privat Skole 2 Timer daglig fra Kl. 10 til 11 og fra Kl. 4 til 5, hvori han underviste i Geografi, Fædrelandshistorie, Naturhistorie og Tysk. Jeg naaede ikke at bede min Fader om at komme ind i denne Privatskole, før han opfyldte mit Ønske. Da Læreren med Dygtighed og Interesse tog sig af Undervisningen og havde en særegen Gave til at gøre sig agtet og elsket af sine Elever, saa er det ham, jeg har at takke for det Grundlag af Kundskab, hvormed jeg gik ud af Skolen i 1820 .... Krebs forflyttedes til Nikolaj Præstekald i Svendborg 1819, Læreren ved Fattigskolen, Schjerbek, konstitueredes til midlertidig Lærer ved Borgerskolen ...

Side 253.

Der forudsattes som noget, der ligesom fulgte af sig selv, at jeg skulde være Skomager, som min Fader, og han begyndte allerede at uddanne mig dertil, da jeg var 10 Aar gammel. I vor 4 Ugers Høstferie gav han mig Læderet til de Børnesko, jeg kunde faa færdige ...

Side 254.

Jeg meldte min Fader ind i et gammelt "Læseselskab", der ikke i flere Aar havde fulgt med Tiden......En gammel theologisk Kandidat, som var Huslærer hos hen Købmandsenke, havde ogsaa et lille Bibliotek ... Paa Værkstedet stod altid en lille Ballie med Vand, vi kaldte den Vandbakken, og paa den lagdes et saakaldet "Skæl....brædt", hvorpaa jeg tog Plads med Bogen, og da var alle glade med mig, og jeg var dobbelt glad ved at Flere kunde have godt af min Læsning. Især var det de lange, triste Vinteraftener, da Lysearbejdet fra Kl. 5 til 11 om Aftenen var saa sløvende for Sjæl og Legeme, at min Læsning mildnede og forkortede den lange og trættende Tid.

Vi havde kun Post til Rudkjøbing 2 Gange ugentlig, og vore Blade indskrænkede sig til Fyns Stifts politiske og Avertissementstidende ...

Stedets Sognepræst var den gamle Amtsprovst Lund, en alvorlig og streng Mand i al sin Virken og Væren, selv mod sine Allernærmeste. Han omgikkes ikke privat med nogen og tog næsten aldrig Del i private Selskaber .. Hos ham fik jeg min Konfirmations Forberedelse og Konfirmeredes Søndagen efter Paaske 1820.

Nr. 27. Side 7.

Det stred, efter hele Datidens Begreber i Haandværksstanden, imod al god og sømmelig Skik, at andre end Husfaderen, Husmoderen og Svendene sad til bords om Middagen, men Læredrenge og Børn spiste staaende. Alle til Huset hørende Personer spiste derimod ved samme Bord. En af de store Forandringer der indtraadte i en Drengs Liv, den Dag han blev Svend, var saaledes den, at han da fik Lov til at spise siddende ... Ingen Dreng maatte understaa sig at gaa med Frakke, thi ogsaa dette var en udelukkende Ret for Svendene. Ej heller turde en Svend offentlig vise sig paa Gaden spadserende med en Dreng.

Side 8.

En Svend tiltalte uden videre enhver Dreng med "Du", hvorimod denne ufravigelig maatte bruge Tiltalen "Han" til en Svend. Tiltalen "De" kendtes kun meget lidt og da kun overfor saadanne Folk, som man ansaa for fornemme og fine. Jeg og mine Søskende brugte altid Ordene "Han" og "Hun" overfor vore Forældre, og de Forældre af samme Stand og Stilling som vore, der ikke syntes herom, lod deres Børn bruge Ordet "I" i Tiltalen til dem. Har nogen allerede dengang sagt "Du" til deres Forældre, saa har det i al Fald kun været i Kredse, der baade af sig selv og andre betragtedes som højere stillet end Haandværkerne.

Der var dengang en meget stærk Sondring mellem de forskellige Klasser, angaaende den Rang, de overfor hverandre indtog i Samfundet, og dette var. en Anseelse, som af alle i Tiden fandtes berettiget og i sin Orden. Arbejdsmanden, Haandværkssvenden og ... var de egentlige gemene folk, hvem ingen brød sig om, men kun et lidet Skridt højere stod Haandværkerne, og da især, naar han enten ikke var Laugsmester som Skomagere eller Skrædere, eller dog drev sit Haandværk i nogen større Udstrækning med Svende og Drenge. Noget højere endnu stod Købmændene ... Den ene af disse Afdelinger faldt det aldrig ind, enten ved private Selskaber eller offentlige Baller at blande sig mellem den anden. Hver holdt sig for sig selv.. Ja, Byens fornemste Gæstgiver skænkede ikke engang for en Haandværksmester uden i den simpleste Stue, og for nogen ringere slet ikke..

Side 9.

... Det var saaledes helt gennemgaaende, at Haandværksklassen spillede en meget beskeden og underordnet Rolle overfor de andre Klasser, ...
 

Den forholdsvis lange Tid hvert enkelt Stykke Skomagerarbejde udfordrede, ved siden af særdeles lave Priser paa dette Arbejde, gjorde, at Arbejdstiden maatte være saa lang, som Legemet paa nogen Maade kunde taale, og længere end vel noget andet Haandværk.
Om Sommeren fra Kl. 4 à 5 om Morgenen og saalænge man kunde se om Aftenen. Fra 14 Dage før Mikkelsdag til 14 Dage før Paaske var det en ufravigelig Regel ogsaa at arbejde ved Lys, og Arbejdstiden var da fra Kl. 5 à 6 om Morgenen indtil mindst Kl. 11 om Aftenen, med Undtagelse af Mandag Aften, da der ikke arbejdedes.. I denne lange Arbejdstid var der saa godt som intet Pusterum. Frokosten blev fortæret, uden at Arbejdet standsedes. Man fik sin Tallerken med Maden skaaret, som den skulde spises, og man bed da den ene Mundfuld efter den anden, medens Arbejdet gik sin jævne Gang uden at opholdes derved. Kl. 12 spistes til Middag, og efter Spisningen gik vi, naar Vejret var godt, en lille halv Time ud i Gaarden eller i Haven. Aftensmaden spistes som Frokosten, uden at der ophørtes med Arbejdet, naar det blev: paa den Aarstid, at den kunde spises, efter at det var blevet mørkt og inden Lyset tændtes.

Hvad nu selve Belysningen angaar, vil ingen, som ikke har levet paa hin Tid og under hine Forhold, kunde danne sig nogen Mening om den Slethed. Man kendte intet til Svovlstikker, som ved at stryges mod en eller anden Genstand, giver Ild. Den eneste Maade man vidste at skaffe sig Lys paa, var ved at slaa en Flintesten imod et Stykke Staal, saa at der derved fremkom Gnister, som opfangedes i en lille Kasse, hvori fandtes et Stykke Lærred, der forud brændt næsten til Aske, fangede Gnisten og holdt den vedlige, indtil man ved en Svovlstik med almindelig Svovl, kunde bringe den svage Gnist til at blusse op i Lue, hvorved Lyset kunde tændes,.. Svende og Drenge kunde midt i Vinterens Kulde ofte staa hele Kvarter om Morgenen i Køkkenet og hamre paa Fyrstaalet, inden Gnist fængede i Lærredet ... Og nu selve Lyset. Min Moder støbte hver Eftersommer de Lys, der skulde bruges om Vinteren. Hun spandt selv Vægen af Blaar i grovt Garn, og der støbtes da til Værkstedet 6 Lys af hver Pund Telle. Bedre Belysning kendte man ikke. Paa en lille firkantet Disk satte man et saadant Lys, og her omkring sad nu fire Personer i de lange Vinteraftener fra Kl. 5 til 11 og stirrede sig næsten blind paa Arbejdet, naar dette var af en lettere og finere Beskaffenhed. Den ulykkelige yngste Dreng, hvis Pligt det var at pudse Lys, kunde næsten ikke gøre andet, da de grove Blaargarnsvæger straks formørkede Skinnet, naar den nærmeste Tælle var smeltet fra den..

Men foruden denne lidet glædelige Skildring.. kom tillige flere anstrængende og lidet tiltalende Forretninger ved min Faders Garveri. Allerede Barkens Anskaffelse og Behandling var meget besværlig. Ofte maatte vi selv sørge for at tage den af Træerne... Naar den derefter kom hjem, skulde den tørres og bringes under Tag hurtigst muligt, thi fik den Regn, medens den stod ude, tabte den i Kraft og antog en mørk Farve.. For at tørre den, maatte vi benytte Størstedelen af Torvet, hvor den spredtes Stykke for Stykke ved siden af hinanden, med den indre Side opad, men rak det op til Regn, maatte alle Mand ud og samle dem sammen i store Hobe med den indvendige Side nedad og tildækket med de største og sværeste Stykker .... Rensningen af alt det udvendige Skrub overtoges af Arbejdsmænd, men Barkens Maling maatte vi selv udføre ... Saavel Huders som Skinds Rensning, som den proces, de idet hele maatte gennemgaa i Kalkkuler og Barkkummer, afgav hele Aaret meget anstrængende og ubehagelige Forretninger.

Side 13.

.. Og nu kom endelig Mandagen efter St. Hansdag 1824. Jeg havde siddet hos Oldermanden og syet mit Svendestykke.. Lauget havde kendt dem gyldige. Jeg var paa Herberget, hvor Altgesellen havde drukket mig til af Vilkemoten??, paa hvis Laag Hans von Sagen stod paa sit ene Ben og svingede sin Fane og rundt omkring i Kanterne paa Laaget og paa selve Kanden hængte en Mængde Sølvskilte, som dertil var skænket af tidligere Svende, og hvortil nu mit føjedes. Jeg drak da den andre Svende til, og sagde "Du" til dem .... og nu var jeg virkelig Skomagersvend.. og jeg havde intet mere at ønske mig.