Skovens sønner - kulsvierne

| |

Skovens sønner - kulsvierne
Af Kjeld Hjort Christiansen


Midt i Gribskov stiger den gule, fede røg fra kulsviernes miler mellem bøgenes bare grene. De sorte kulbunker syder og koger, medens det tørre ved i luende glød forvandles til sorte, hårde kulklumper.

Ældgammelt er kulsviernes håndværk. I århundreder har den gulsorte røg svøbt sig om de gamle, selvsåede bøge og hængt sig tykt i det viltre pur. Generation efter generation af de samme slægter har vogtet de rygende miler i de sorte, regnfulde nætter, hvor røgen lejrer sig tæt i graven og får øjnene til at blive røde og svidende og i de stille solskinsdage, hvor graven ligger fri, og røgen stiger lige mod himlen.

Bag prins Gustavs smukke slot, Egelund, der med sine rødstensgavle ligger tæt til landevejen fra Hillerød til Helsingør, svier nu i krigens tid [ 1942] de sidste efterkommere af de gamle nordsjællandske kulsvierslægter.

Kulsviere 3: Røgen svøber sig om milerne og om skovens træerKulsviere 3: Røgen svøber sig om milerne og om skovens træerBrede karle med klumpede næser og tykke kinder. Lade at se til, men raske i bevægelserne. Mænd med et sprog og en råhed, der forfærder. Den sidste dråbe af de vilde tatere, de forfløjne spaniolers blod flyder dem endnu i årene. De har glemt, de var sydlændinge. Deres mørke lød stammer ikke fra milerne. Den stammer fra de spanske sletter.

Dag og nat bor de ved deres miler. Milerne, kilden til mange sagn og rygter, ophavet til den uforgængelige kulsviertro, ligger i en gammel grusgrav. Til alle sider går væggene stejlt i vejret. Graven er lukket. Kulsvierne vil have fred. Al adgang er strengt forbudt. Vil man fotografere, bliver man nemt smidt ud med eder og brændestykker i nakken.

Stabler af træ står langs landevejen. Industribrænde er det. Udkløvet træ på en alens længde og en halv snes centimeter i diameter. Det er det, milerne bliver bygget af. Imellem de lange, lige stabler går kulsvierne med deres hjulbøre og kører brænde til graven. En spids bliver bygget. En spids af form som et indianerbål. Lag på lag af det tørre træ bliver lagt ovenpå bålet. Toppen vokser, til den er på mandshøjde, så bliver den dækket med græs og halm, et tykt lag skal der til. Oven på græsset bliver der skovlet trækul. Masser af trækul, der dækker hele bunden i graven. Så dybt, en skovl kan grave, er det de rene trækul.

Når milen er færdig og er blevet dækket til, bliver der lavet er lille hul dernede, og en skovlfuld gløder bliver kastet ind. Ilden fænger, og i tre døgn brænder milen i ulmende glød det faste ved til knasende trækul.

Ingen moderne hjælpemidler, ingen tekniske finesser hjælper disse mennesker i deres arbejde. Som deres fædre før dem, sådan slider i dag kulsvierne i Gribskov.

Kulsvier 1: Billedet viser milerne, som de ser ud, før de bliver dækket til med trækul og jord og bliver antændt. Milerne brænder i tre døgn, hvorefter kullene bliver siet, inden de bliver solgt.Kulsvier 1: Billedet viser milerne, som de ser ud, før de bliver dækket til med trækul og jord og bliver antændt. Milerne brænder i tre døgn, hvorefter kullene bliver siet, inden de bliver solgt.Ved siden af milerne ligger deres lille hytte. Når solen er gået ned, er det eneste lys gløden, der nu og da æder sig gennem det tætte dække af græs og trækul. Det må ikke ske. Kulsvieren, der vogter over milen, kaster sig over flammerne og dækker dem med raslende trækul.
En petroleumslampe uden glas lyser op på det fedtede bord med de mange tallerkner og glas. Et vækkeur i det ene hjørne og på gulvet i hjørnet af skuret tre gamle divaner, så fedtede, at det klæber ved fingeren, når man rører ved dem.

Helvedes ild og røg må være en sand vederkvægelse ved siden af den røg, der ligger i sådan en grav, når det regner, og røgen slår ned. Øjnene løber i vand, tårerne styrter ned ad kinderne, maven slår kolbøtter af den megen røg. I den kolde nat sidder kulsvierne med ryggen mod de varme kul og fortæller de gamle sagn. De har bare ben i de højklampede træsko, selv i den kolde vinternat, og piben er klemt fast mellem de rådne tandstumper.

-- Og sagnene passer vel? Se på ham der. Han er kravlet op på kanten af graven, for at han kan se pigen, når hun kommer. Hver nat slår pigerne et smut herned.

Sagnet passer nok, når det siger, at kulsvierne er vilde karle. De bliver det. Deres koner ser de ikke. Dag og nat går de om milerne. Kulsviertroen siger, at milerne drager menneskene og jager de onde ånder. De tror, der er ånder til.

Jo, kulsviertroen lever endnu.

Manden på kanten af grusgraven fløjter. I den kolde nat sidder kulsvieren med sin pige i læ af brændestabelen, medens ilden roligt knurrer i milen.

Kun få timers søvn får de mennesker. Aviser læser de aldrig. De aner knapt, hvad datoen er. De arbejder og lever helt for deres miler.

Det er med suk, de læsser kulsækken på lastvognen. De kan græde over deres arbejde, når det bliver kørt væk.

Kulsviere 2: Når ilden gløder igennem, skal den straks dækkesKulsviere 2: Når ilden gløder igennem, skal den straks dækkesFlere steder har de haft deres miler. De er stadig flyttet. De har ikke kunnet finde fred nogen steder. Det er en kunst at svie. Kunsten ligger ikke i at bygge milerne. Der har kulsvieren hjælpere. Kunsten ligger i at passe de sorte bunker i de lange nætter.

Når skovlen skal klappe de knasende kul til, spytter kulsvieren. Han spytter på en egen måde. Han er en troldmand ved sit arbejde.

Røgen tager hårdt på stemmerne i de lange nætter. Kulsvieren drikker skibsøl ind mellem røgen. Han sætter en 10 liter flaske for munden og drikker af den. Hver dag henter de en hel trillebør fuld af drikkevarer hos købmanden. Mad spiser de ikke meget af.

Uglen holder til om graven. I læsiden i et af de højeste træer sidder den i timer og ser ned i røgen. "Globisser" vrænger kulsvieren efter den, når han hører dens skrig.

Gustav Henriksen hedder manden, der står for sviningen i Gribskov. Hans fædre sved i den gamle dyrehave ved Hørsholm. Han nedstammer fra de ægte kulsviere. Milen stod i deres have. Bag det lave stengærde og i læ af de høje træer brændte de deres kul. Brændet købte de - noget af det. I de mørke nætter stjal de sig over til Dyrehaven. Børen stjal de med sig. Fra de lange rummeterstabler i Kongens skov kørte de den ene børfuld efter den anden til hegnet og kastede det over. Kullene blev billigere på den måde. De var ikke bange for at stikke et og andet til skovfogeden nu og da, for at han ikke skulle se dem med bør i Dyrehaven.

Når de havde brændt deres kul, kørte de dem til byen. I bunden af læsset lå det vildt, de havde fået foruden brændet i de mørke nætter i Dyrehaven. - Sådan lærtes en ægte kulsvier op.

Han er stolt af sit arbejde. Han er stolt over, at det er ham, der har fået lov til at svie de mange tons kul, som nu bruges. Han står med den gamle, brede stråhat, han går med både sommer og vinter, skubbet tilbage i nakken.

Røgen er så stærk, at den får selv ham til at hoste. Han kniber øjnene sammen. Han ved, han hører til Danmarks ejendommeligste folkefærd.