Om Sædens Indhøstning og Tærskning

| | |
Samlinger om Agerdyrkning og Landvæsen i Korthed .. ved en Præst i Sælland L.M. Wedel (1792)
Landbrug 1792Landbrug 1792   

 Meget af Landmandens møysommelige Arbeide, Umage og Bekostning med Jordens Rensning og Dyrkelse skulle tildeels være spildt og næsten forgjæves, naar der ey bæres lige Omsorg for, og Tilsyn med at Afgrøden bliver høstet paa rette Tid og tørt bierget i Huus. Afmeyes den for tilig, kan den vel paa Skaar, som man kalder det, antage en tilsyneladende Modenhed, men bliver derved svangt, indsvinder og taber meget i Skieppen; Lader man den staae og overmodnes, udfalde mange af Kornene baade ved Blæst, Pladsregn, Meyningen og Hiemagningen; Fører man den for tilig i Huus, imedens det tilfældige Græs og Ukrud, eller Afgrøden selv, ey endnu er visnet og tørret, foraarsager det Mugenhed, som bedærver baade Kornet og Halmen; Henligger det for længe enten afmeyet paa Ageren, eller henstaaer slet sammentravet i Hobe, der modtage Afvæxlinger af Regn og Soelskin, Blæst, Dug og Taage, blive Axene skiøre, kornene falde ud, og meget spildes, saavel paa Stedet, som siden ved Paa- og Aflæsningen.

Romantisk fremstilling af høstarbejdetRomantisk fremstilling af høstarbejdet

Man anseer i Almindelighed Kornet at have opnaaet sin Modenhed, naar de fleste Korn ere tørre og haarde i Axene, og ikke lade sig trykke flade imellem Fingrene, eller og saaledes, at man med en Hat slaaer hen over Toppen af Axene, som dered afgive nogle Korn, der undersøges, om de have den behørige Haardhed, da Ageren i saa Fald agtes tienlig til Meyning, som, saasnart mueligt, bør iværksettes især med Bygget, der ellers ved stærke Stormvinde lettelig afblæser. Bælgfrugter kan ikke henstaae paa Ageren til saa fuldkommen Modenhed, at Skallerne blive brune, thi da aabnes de; men maa afhugges, naar det brune noget lidet lader sig tilsyne. Boghvede er som oftest tvegroet eller tveskiftet, og bør afmeyes naar de fleste Kierne ere brune, endskiønt der endda hist og her findes Blomster derpaa; thi venter man til fuldkommen Afblomstring, tabes meer end den halve Afgrøde. Naar Havre-Ageren i Toppen taber det grønne og falder i den hvid-gule Farve, er den beqvemmest til Afmeyning. Hvede viiser sig længe bruun paa Axene, men Kiernens Haardhed bør bestemme, om den skal meyes, eller endnu noget henstaae. Men omendskiønt Eyeren endog veed, at denne eller hiin Ager er tienlig at meyes, saa kan han dog være i Forlegenhed nok for at faae sit Ønske opfyldt, hvor man mangler Arbeydere og ikke kan faae dem hverken for gode Ord eller høy Betaling, som især er dobbelt fortredeligt, naar Modenheden falder omtrent en og samme Tid baade paa Vinter- og Vaarsæden, der ikke sjælden indtræffer; da bryder Nød alle Love, da maae følgelig noget overmodnes, og noget omhugget henligge over den fornødne Tid ubunden, fordi man ey kan overkomme alt eller saa meget der burde at giøres. 
  
Hvor det er giørligt, bør Meyeren vist nok hugge saa nær Roden, at ingen lange Stubbe skal blive staaende; men deels er enhver gierne bange for at faae sin Lee beskadiget og sløvet af tilfældige smaae Steen, Tuer eller Ujævnheder, som vel ikke burde findes paa en vel tilberedt og tromlet Ager; men foretræffes dog ofte, uagtet anvendt Flid og Umage. Desuden hvor Ageren er endeel begroet med Græs og Ukrud, er en alt for dyb Afhugning mindre at tilraade, for di saadan Afgrøde seenere visner og tørres, og det høye Stubbe-Græs afædes med mere Fordeel af Kreaturerne i Ævrets Tid. I Henseende til Leen og Meyeredets Dannelse, har enhver Egn gierne nogen Forskiellighed, om ikke just i Jernet saa dog i Skaftets og Meyeredets Gafler, saa at den Jydske Bonde neppe kunde bruge det Sællandske eller Fyenske Meyetøy, og disse ey heller det Jydske, og anseer enhver sit for det beste, fordi Vanen har giort ham Haandelauget dertil beqvemmere. Naar den store Oekonom Riem giør Anmærkning i denne Henseende, beskrives det saaledes: "Resse ist en Gestell, welches, durch einen Bogen am Stiele der Sense befestigt ist, und mit der Sense selbst in 3 hölzernen Gabeln jede in eine Entfernung von 5 bis 6 Zoll paratell lauft. I Sælland sliber man leen, som andet Egtøy, en til to Gange daglig, og siden hvæsser den med en Strygespaan, der er overtrukken med Beeg og Sand; i Jylland og andre Steder udtyndes den efter Fornødenhed paa en liden dertil dannet Ambolt med en Hammer, hvorved Leen slibes mindre, og bider fortreffelig got derefter, naar den desuden nu og da med Strygespaanen hvæsses; Hvorved og spares Udgifter i flere Aar baade for nye Leer og nye Slibesteene. Nogle Egne afskiære Kornet med Segler, som vel er et langsomt Arbeyde, men bliver saa meget mere ordentligt, og forrettes endog af Fruentimmer; dog ere disse Segler kun anvendelige i det Mindre og hvor Afgrøden er lang og fuldkommen Græsfrie. Det behøver ikke at anmærkes, hvor Meyeren skal begynde paa en Ager; thi blæser det noget, er det nødvendigt, at han maa have Vinden paa Ryggen men ellers at angive adskillige Regler ved Meyningen, vilde kun lidet gavne den ubevante og være overflødige for den, der forstaaer at bruge en Lee.

Hvor der haves reent Korn, gaaer det nok an at opbinde lige efter Leen, saaledes som paa de fleste Steder i Holsteen og Jylland; men i modsat Tilfælde er det bedre at lade det afmeyede ligge paa Skaar 2 til 4 Dage at veyres, førend det opneges og bindes. Naar det da fuldkommen er tørt, saa ingen Fugtighed mere findes især i Rodenden, passer man en smuk og luftig Dag ordentlig at sammenrive det til maadeilighed ey alt for store Nege, som siden ud paa Eftermiddagen og Aftenen endelig bindes (thi er det tørt opneget, skader lidet Dug det ikke); hvorpaa Negene sættes paa Ryggen af Agrene i Traver, med Toppene imod hinanden, og dækket ovenpaa med andre Nege vel tilsammenføyede, for at give Affald for paakommende Regn, som siden, endog naar det mindst ventedes kunde indtræffe. Man bruger her de almindelige smaae River, hvormed Hensigten ogsaa meget got opnaaes; men ellers, til at samle de adspredte løse Kornstraae i en Hast, ere de store River med korte Skafter, der ved en Rem over Skuldrene fremtrækkes af en Karl over Agrene, fortrinlig gode, hvis Nytte dog bedst vil indsees af den, som kiender deres Dannelse og Brug. Naar Negene skal henbringes til Travehoben bruges den Maade enten at slæbe dem eller bære dem; men foruden at dette meget sinker Tiden, spildes derved endeel af Kornet. Det ansees derfore gavnligere og hastigere (især ved befrygtende Uvejr) at betiene sig af en Høeslæbe bespendt med en Hest, hvorpaa en Snees og flere Nege magelig og snart kan tilføres; Hesten vil vel imellemstunder plukke lidt af Kornet, men en Arbeyder er og sin Løn værd.

I Holsteen og Jylland snoer Landmanden om Vinteraftenerne Baand til Kornhøsten af Havrehalm, som ellers kaldes Sime, og har dem saaledes i Beredskab naar det behøves, ja kan giemme og bruge samme Baand flere Aar med god Tilsyn. I Sælland og andre Steder snoes derimod Kornbaand af langt Høe, som kaldes Bindsel, ved Hielp af en kløftet Pind, som dog baade er langsomt og varer almindelig kun for en Høst. Andre Egne bruge dertil Siv, Flæg, Stærgræs; Men foromtalte jydske Sime af Havrehalm synes at have Fortrinnet for de andre baade i Styrke og Varighed . Ellers har man en egen Indretning til hastigere og stærkere at snoe Bindselet med, der nemlig bestaaer i en Vinde giort af Træe (omtrent som Reebslagerens, dog uden Hiul), som en Karl med begge Hænder omdreyer imedens 3 til 4 andre udtrække og snoe Baandene; hvilken hele Indretning er meget simpel og kan giøres af enhver, som kan hugge noget, og neppe kan koste en Mark; hvormed saadanne 4 Folk meget magelig i een Dag kan snoe Et hundrede Traver Baand og mere. Ved indfaldende Regnveyr i Høstens Tid kan man saaledes sætte endeel Folk i Arbeyde, saavelsom om Morgenstunden, naar Dugen hindrer Markarbeydet især om man har et par af saadanne Snoe Maskiner.

Bælgefrugter bindes ikke, men behøve en længere Tid at henligge for at veyres, vendes og fuldkommen at tørres. Boghvede opstuves i smaae Knipper, og henstaaer ligeledes nogen Tid, at dens saftige Straae kan visne og tørres. Hvede er bedst tient med at staae til den er gandske moden, da den afmeyes og bindes strax i smaae Nege. Rug, Byg og Havre, som er græsfrie, har nok af at ligge paa Skaar 2 til 4 Dage, om det imidlertid er got Veir, og kan det bierges i Huus uden at faae Regn, er det saa meget desto bedre; thi afvexler Soelskin, Blæst og Regn paa det afmeyede, der ligger paa Skaar, falder der mangfoldigt Korn af, og især af Byg, heele Ax, naar det endelig skal rives opneges, bindes og sammentraves. Vel ansee mange det for nyttigt, at Kornet faaer nogen Regn efter Afmeyningen, fordi, som de paastaae, det derved bliver skiørere og lettere at tærske, og tabes end desformedelst noget paa Ageren, kan Sviin og Giæs i ævrets Tid opsanke samme? Men hvorfor betale de ikke denne formeente Skiørhed i Tærskningen? - og paa udskiftede Enemærker, hvor Sviin og Giæs ikke bør holdes løse, har denne Opsankning ingen Sted; bedre derfor, naar timelig Veirligt vil tillade det, at spare alt hvad der er mueligt for at spildes. Er Kornet derimod græsset og fuldt af Ukrud, nødes man til at lade det ligge længere paa Skaar, da ellers baade Halmen og Axene bedærves, om det for tilig rives og opbindes.

Naar Veiret imidlertid falder gunstigt, er det en let Sag at indhøste; men i modsat Tilfælde udfordres megen Omhyggelighed og Paapassenhed.- En vaad og vanskelig Høst indtræffer undertiden, dog gaaer der hele 6 a 8 Aar imellem at Vanskeligheden ey just er saa betydelig. Men i saa Fald, har en Landmand fornemmelig at iagttage, at han ey overiler sig med Sædens Indhøstning, naar den først har faaet Regn, men hellere at tørre noget i den sikre Forventning, at efter Regn kommer Soelskin. Erfarenhed har viist, at den fattige Mand, som i slige vaade Sommere sidst har meyet, fordi han ey før har kunnet overkomme det, har undertiden høstet bedre end den formuende, som ved flere Meyeres Hielp har kastet alt Kornet om, men formedelst Uveyr har til sin Skade maattet lade det alt for længe ligge paa Skaar. Saalænge Sæden staaer umeyet, om den endog er moden, tager den dog ey saa let Skade af indfaldende Regnveyr, som naar den er omkastet, da den, som bekiendt nok, hastig kan begynde at spire og groe, efterdi Vinden og Luften ey saa got kan giennemtrække og tørre den, naar den ligger med Toppen paa Jorden (hvis Fugtighed desuden neden fra hindrer Tørringen) som naar det staaer ved sin Rod; vel indvender man - at det overmodne Korn, som staaer paa Roden, falder for en Deel af, naar Vinden atter tørrer det og slaaer Axene mod hverandre, foruden at ved Veyningen selv meget udrasler; Men strax efter Regnen sidder Kiærnerne virkelig fastere i Axene, fordi de da af Sæden ere udqvællede; og sæt, at noget endog udfalder siden naar det tørres, saa er dette dog taaleligere end at alt eller det meste skal fordærves ved Spiringen, naar det længe ligge paa Skaar.

En vigtig Omstændighed er det, at Kornet er tørt, førend det bindes, thi om det endog faaer nogen Regn i Negene, skal der dog mere til at giennembløde dem til Skade, især naar de ere satte tilbørlig i Travehoben. Derfor have de smaae Nege Fortrinnet for de større, thi ved indtræffende Væde kan de hastigere og bedre sættes ud fra hverandre for at luftes og tørres. Den almindelige Maade at sætte Travehoben i en Længde langs ad Ryggen paa Ageren kan være got nok i gunstigt Veir, men i vaade og vanskelige Høste, har de en ufordeelagtig Stilling med de blotte Ax vendte op ad til at modtage al muelig Væde, der let trækker igiennem Hylningen af Dæk-Negene selv; fordeelagtigere er derfore den Maade at sætte 8 til 9 Nege tilhobe i en Runddeel, - bøye alle Axene sammen i en Spids for oven, hvorpaa man tager en større Neg som bindes med 2 Baand i Rodenden saa fast som mueligt, men spredes ud i Toppen, og saaledes omvendt sættes over Spidsen af de andre 9, saa at Axene og Straaet af denne hænger ud over de andre rundt omkring, omtrent som man seer Halmdækket over en Biekube, hvilket kaldes at hatte Afgrøden. Saaledes sat er Kornet temmelig sikkert imod Regn og Uveyr, da alle Axene ere skiulte undtagen Hatte-Negens, hvilke dog som nedhængende ikke saa let kan tage megen æde til sig; men den Erindring, at saadant Korn endelig maa være bundet tørt, behøves vel ikke igientaget, da det ellers vil staae i Fare for under denne Bedækning at varmes, spire og sammengroe; især om langvarig Fugtighed skulle indtræffe. Der kan gierne sættes flere tilhobe end 9, naar kun Hatte-Negen er stor nok til at bedække dem; men der bør og tilsees at de ved Rodenderne sammensættes saa tætte som mueligt, da Regnen dered faaer bedre Affald, fornemmelig om der udælges et høylændet Sted til at sætte dem paa; Og haves Exempel paa, at en saadan sammensat Rund-Trave, er forbleven ubeskadiget i en vanskelig Høst i meer end 14 Dage. En anden Maade kan man og betiene sig af, saaledes nemlig: at en Neg legges paa Jorden, og derpaa en anden, saaledes at dens Top hviler paa Roden af den første; paa den anden lægges paa lige Maade den tredie, paa hvis Rodende man lader Axene af den første Neg hvile; disse ligge da saaledes i en Trekant uden at Topenderne røre Jorden, hvor oven paa da lægges lagviis flere Nege med Toppene sammen i Midten, og Roden ud ad, saa at der bliver en cylindrisk Stak, som er høyere i Midten hvor Axene hvile; Til Slutning sættes en stor Hatte-Neg her oven paa, omvendt efter forhen berørte Maade. Ventelig vil denne Slags Travesætning finde Indvendinger og Modsigelse, siden den er usædvanlig; men enhver fornuftig Landmand vil ikke dømme en Ting, eftersom den er nye eller gammel, men dømme og vælge efter dens Nytte og Brugbarhed, og et anstillet Forsøg hermed vil bedst afgiøre, enten den sædvanlige Maade, fremdeeles bør følges, eller om den her sidst beskrevne heller, som jeg troer, fortiener at foretrækkes.
 
 
Det sidste læsDet sidste læs"Det sidste læs" 
 
Ved Hiemagningen, naar Kornet dertil fuldkommen er tørt, kunde der maaske ønskes den Forbedring ved vore Vogne, at nemlig oven paa Høsthagerne anbragtes en Ramme af Lægter, som Holstenerne bruge, ved hvilken Indretning man da baade rummede flere Nege, og forhindrede de underste at slæbe paa Hiulene, eller at glide af til Siden, som paa vore smalle Vogne saavit indtræffer paa lang eller slem Vey, da Læstræet her skal ene tilsammenholde alle Negene. Nogle bruge Stivere fra Landstikkehullet til Høsthagerne, som og hielper meget, at et stort Læs Korn eller Bælgefrugt ikke skal svinge over til Siden, hvilket i ondt Føre og stærk Storm oftere er hændet.
Førend Indagningen foretages giør enhver forsynlig Landmand sin Lade Reen, og udfeyer alt det museskaarne Korn med Snavs og Støv, som findes paa Gulvet; har man Skov nær ved, er det got at bestrøe Gulvet med nogle Riis og Qviste, at Stæle- eller Grundlauget af Kornet ey skal komme til at staae umidelbar paa Jorden, som dog altid har nogen Fugtighed hos sig; er man nær ved Søen, er det dog bedre at indføre nogle Læs Strandsand, som jævnt udspredes overalt, baade trækker Fugtigheden og hindrer tildeels Utøy at skiære i Kornet. Det behøver ikke at anmærkes, at Afgrøden skal pakkes og sættes saa tæt i Laden som mueligt, thi det veed de fleste brave Landmænd; men derhos at give den nogen Træk og Luft iagttages ey af alle. Til at opnaae denne Hensigt bruge nogle at sætte en tom Tønde midt i en af Gulvene, hvor Stælelauget sættes; eftersom man kommer op i Høyden med Kornet, drages og Tønden op, som endelig borttages, naar man har naaet den Høyde i Laden som attraaes; der bliver altsaa et Hul som et Skorsteens Rør neden fra op igiennem hele Kornhoben hvilket giør mere, end man maaskee kan forestille sig, til at befordre Fugtighedens Uddunstning, især om man tillige forsyner Taget med nogle Aabninger paa begge Sider, hvori ere indsatte Træe-Karmer til Vindtræk, saaledes anbragte, at de i Vintertiden kan stoppes eller lukkes for Sneefog.

Hvad der bestemmes til Sædekorn, (om man vil saae af egen Avl) bør sættes for sig selv, og især det til Vintersæd, saa beqvemt at man strax kan komme til det, naar det skal aftærskes. Saavidt mueligt bør eller ethvert Slags Korn staae for sig selv, saaledes at Havre og Byg, Hvede og Rug ey er for nær tilhobe, thi ved et eneste Ax, som let kunde affalde, blev der blanding, som omhyggelig bør undgaas ved Sædekorn. Bælgefrugterne maae sættes paa Stænger, det er over Staldene under Taget; thi paa et Ladegulv trække de Fugtighed og mugne. Det samme gielder og om Bogheden, der endnu er mere udsat for at skimles og trække Fugtighed til sig, saafremt den ey er sat paa et Sted, hvor der er Luft og Træk.

Med den beste Forsigtighed tabes og spildes dog meget af Afgrøden, baade hele i Ax og udfaldne løse Korn, saavel paa Ageren, som ved Af- og Paalæsningen m.v.; men om man ey vil have Sviin paa Markerne, kan dog sligt Affald overlades til Ænder, Høns og Kalkuner, som ingen Skade kan giøre paa Ageren, og trives deraf fortræffelig. At mangfoldigt saaledes spildes ved den sædvanlige Indhøstnings Maade, og ellers ved Folkenes skiødesløse Omgang, har en stor og berømt Landmand viist ved derover anstillede Prøver, og hvorom hans Beretning forekommer mig meget sandsynlig. Han besaaede nemlig tvende lige store og gode Stykker Jord med lige Sæd, paa een og samme Dag; - det ene Stykke lod han siden meye, rive, binde, hiemage og tærske paa sædvanlig Maade; det paa det andet Stykke lod han alle Axene afskiære i Toppen, fyldte i en Sæk, hiembringe og tærske ligeledes for sig selv; hvorefter da af det første Stykke udkom 8, men af det sidste Stykke 24 Fold, hvilket noksom beviser en meget betydelig Forskiel; og skiønt det nu bliver en Umuelighed at foretage dette i det Store, saa lærer dog bemeldte Forsøg, hvormeget mere der kunde ventes i Afgrøde om en anden Omgangs Maade i det hele var anvendelig. I Saxen bruger man den Maade at ruske Boghveden som Hør, afrive de modne Korn i et Forklæde med Fingrene, derefter fylde dem i Sække, sprede dem tynde efter tærskningen paa Loftet for at veyres, da man forsikrer at saae 3 til 4 gange saa meget som ellers, hvor endeel tabes og spildes; Men hos os ville saadant være umueligt. Vi som neppe kan faae de høystfornødne Folk i Høstens Tid til at overkomme de mange Ting, der fordre Hurtighed og flere Hænder.

Naar der ey haves Rum i Husene, nødes man til at sætte noget af Kornet i Stak eller saa kaldet Hæs, og naar en erfaren Mand giør sig Umage at sætte den til Gavns at den hverken kan udglide til nogen af Siderne eller modtage Regn-Vand formedelst efterladte eller tilfældige Aabninger, kan Kornet deri meget got bevares, naar den tilspidses for oven og dækkes med Halm. At fæste Langhalms Kiærve rundt uden om den med træe Knage, forhindrer Spurrer og andre Fugle at indbore sig for at udæde Kornet. Havre stakker man som oftest; men baade Rug og Hvede, naar samme sættes rigtigt og forsynligt, staaer sig ikke mindre Vel, da Rodenden deraf endog er mere beqvem til at skyde Regnvand og Væde; Byg derimod taaler ikke vel at stakkes meget, mindre Erter, undtagen det maatte være nogle faa Læs, som man agter at tærske strax, til at fede Sviin med eller anden Brug; thi i hvor got de end stækkes, udholde de dog ikke nogen langvarig Regn, som inddrager og foraarsager Mugenhed. Nogle vil paastaae , at der tabes endeel ved saaledes at sætte Kornet i Stak eller Hæs, samt at Foderet mister noget af sin Kraft; hvilket dog efter mine Tanker ikke saa just bør antages, uden saa er at Stakken kan trække Vand og deraf giennemløbes, da der vist nok bliver Tab paa begge Dele; men naar Forsigtighed og Kundskab veylede hinanden ved Sætningen, troer jeg at det kun heel sielden er mueligt. Man siger videre; at der hellere maatte bygges nogle Fag Huus mere, for at kunne have fornødent Rum til alt Kornet; Men, naar 1 eller 2 Maaneder er forbi efter Indkøstningen, Pleylen begynder at gaae daglig, Hestene, Kalve, Qvæg og Faar indtages, og altsaa begynde at tære paa Foderet, saa faaer man snart Huus-Rum nok, ja undertiden nok til at føre den satte Stak ind i; hvortil nyttede da den Bekostning af flere Fag Huus at tilbygge? Mon Renterne og den aarlige Vedligeholdelse af saadan Tilbygning ikke langt ville overstige den formeentlige Skade, der kan være forbunden med at sætte en Stak ude i 2 eller 3 Maaneder, om endog Muus, Utøy og Spurrer imidlertid skulle fortære noget af det yderste Korn? Men det er nødvendigt for den, som aarlig kan vente at sætte en eller flere Stakke, at have en egen dertil indluktPlads, helst hegnet med Steengierder for at sikres for al Paabrud, og bør tillige paa Stedet, hvor Stakken skal staae, giøres nogen Forhøyning af Træe eller Steen, at Regnvand og Fugtighed ey skal bedærve Stælelauget.

Naar Afgrøden ellers er velbevaret i Travehoben, og ret igiennemtørt, skader det just ikke saa betydelig, om nogen liden Regn skulde bløde den efter Paalæsningen og under Hiemagningen, naar den kun ey er stærk eller vedvarende (det forstaaer sig at det er ønskeligere, naar man er frie for Regnen) men derimod Fugtighed af Dugen er meget Skadeligere og forvolder hastigere Mugenhed; Naar Kornet elles er ikke ganske tørt bundet, har været maadelig travesat, og Uveyr været vedvarende, og det da paa en smuk Dag føres ind, uden i Forveyen at adskille Hobene og udsætte dem for Luftens Træk, bedrager man sig selv ved saaledes utidig at ile; thi som oftest foraarsager den tilbageværende Fugtighed Sammenbrænding i Laden, som tydelig spores, naar man indstikker Haanden imellem de satte Nege, og fornemmer en stærk Varme, hvoraf Foderet fordærves, saa Kreaturerne skal sultes til at æde det, og Kornet bliver, som man kalder det, Ladebrændt, og ubrugbart baade til Salg og Huusholdningen. Mærkes imidlertid dette Onde i Tide, kan Skaden dog for nogen Deel være at forekomme ved at udkaste de fugtigste Nege enten paa Loen eller i Gaarden, naar Veyret er luftigt og Solen skinner; men naturligviis spildes derved en Hoben Korn, som dog er bedre, end at alt skulle bedærves. Bliver det derimod hensiddende sammenpakket, forvandler Sammenbrændingen sig omsider til Raadenskab, der overgaaer ikke allene Straaet men endog Kiærnen selv. Ved Hæs-Sætning er vel denne Fare sieldnere, men dog meget mueligt, og røber sig under saadanne Omstændigheder meest derved, at Kornene spire, ja skyde grønne Buske uden omkring paa Stakken, som da er et Beviis paa at Negene ved Sammensætningen have været alt for fugtige. Det er derfore endog i den Henseende en meget vigtig Iagttagelse for enhver Landmand, at han ingenlunde overiler sig med Hiemagningen, og ikke lader sig forlede af ueftertænksomme Naboer, naar disse ligesom kappes om, hvem der først kan faae indhøstet, ligegyligt hvordan det skeer. Skade har vel giort nogle kloge - men gammel Sædvane har derimod ledet andre af disse prøvede i samme Fristelse, saa de mere end een Gang har maattet fortryde, at de ey have givet sig Stunder, og ej villet oppebie bedre og beqvemmere Veirligt. I det daglige Liv er det en sædvanlig Sætning: Man spørger ikke hvor hastig en Ting er giort, men hvorledes. Og paa Kornets Indhøstning bliver den fuldkommen anvendelig.
 
 
Byggen kørnesByggen kørnesByggen kørnes 
 
Naar vi undtager Sæde-Rug og Hvede, bør der ikke vel begyndes med Tærskningen førend en Maaneds-Tid efter Indhøstningen; at Sæden kan have Tid til at uddampe; men er man forlegen for Korn til Huusholdningen, faaer og denne Regel vige for Nødvendigheden, omendskiønt saadant nyetorsket Korn er saare udrøyt, og ikke saa ganske velsmagende; thi da det meget skarp skal tørres, baade Byg til Gryn og Rug til Brød, saa taber det derved endeel mere af sin naturlige Godhed og Beskaffenhed, end om det i Forveyen noget var bleven Lofttørret. Erter ere meget udsatte for Mugenhed, Indkrympning og Tab af deres naturlige Farve, om de tærskes for tilig.; Spares de derimod for Pleylen til hen ved eller efter Juuletider, faae Erterne smukkere Anseelse, samt blive meget bedre jo mørere at kaage end ellers; thi hiin almindelige for tilige Tærskning er tildeels Aarsag, at mange Huusmødre beklage sig, ey at kan faae Erterne, især de hvide, udkogte saaledes at de jævne sig og blive ret spiselige. De som derimod bestemmes til Svinefedning, kan og bør strax aftærskes, hvilket da almindelig skeer i Gaarden tæt ved det Sted, hvor Ertestakken er sat, samt paa en smuk og beqvem Dag foretages helst naar Vintersæden er lagt, og det ved endeel Folk tillige, som i den Henseende samles, saaledes at man baade kan faae aftorsket, henbaaret paa Loen, kastet og bragt paa Loftet den samme Dag. Har man til denne Hensigt for Exempel stækket 6 Læs graae Erter, saa behøves 6 Mand til Tærskningen, og Een til at henbære, kaste og bringe dem paa Loftet; men tynde maae de udspredes for ey at mugne og bedærves.

Tærskning er i almindelighed et saa bekiendt Arbeyde, at Benævnelsen er allene nok at anføre, endog for dem, der ikke ere Landmænd; men ikke destomindre er det meget nødvendigt, at Hosbonden eller En, han kan forlade sig paa, har flittig Tilsyn og Opsigt med dette Arbeyde. At der tærskes reent af Axene, og at Straaet vel giennemslides med Pleylen, førend det oprystes og bindes, ønske rigtig nok de fleste Eyere, da de vigtigste Indtægter tildeels af Kornets Salg skal udbringes; men naar der ikke haves desto bedre og overflødigere Høe til Kreaturerne og især til Malkekiøerne om Vinteren, skulle man vel dog ey heller være saa meget nøyregnende, om et tilfældigt enkelt Ax undgik og tilbageblev i Halmen, da samme desuden er kun en mager Føde, hvorefter ey kan ventes nogen Melk af Betydenhed; desuden tvivler jeg om det erstatter Umagen, Kost og Dagleye, saa meget stærkt at lade Pleylen giennemslide Halmen; Udtrykkelig bør vel Hosbonden aldrig lade sig mærke med, at han ønsker saadan en læmpelig Tærskning; thi i saa Fald turde ventelig hans Ønske alt for rundelige blive efterlevet, til hans betydelige Tab; men saa ganske paastaaende om den fuldkommen reneste Aftærskning mener ieg han ey heller behøver at vise sig; thi det sinker dog Tid og Arbeydet heel meget, hvad enten han betaler det i Dagleye eller fast Løn; og holder han Pundtærskere, beqvemme de sig maaske til - at love det.
Det er ellers et af de strengeste Arbeyer retskaffen at bruge Pleylen hele Vinteren; men tillige og et Arbeyde, som dovne Folk kan hendrive megen Tid ved, og dog tage Kost og Løn ligefuldt; thi hvo kan hænge over dem bestandig, hvo kan saa nøye mærke deres Efterladenhed til hver Tid paa Dagen? ja mærker man det end nogle Gange og paataler samme, veed de ret got at hielpe sig med sandsynlige Undskyldninger, eller vel og ligefrem lade Hosbonden forstaae, at de ey ere forlegne for anden Plads. Den kraftigste Bevæggrund for slige lunkne Arbeydere er derfor Kulde og streng Frost, da de og vil behøve mindre Tilsyn og Tilskyndelse at tærske retskaffen. Man skulle desaarsag i denne og flere Henseender, efter mine Tanker, virkelig finde sin Regning bedre ved at holde Pundtærskere, som, efter en vis Akkord for hver Tønde Korn - hver Trave Langhalm - hver Snes Halmknipper, som bindes og henbæres, arbeyde dristigere, og behøve ingen Tilskyndelse, da Betalingen bestemmes efter deres mere eller mindre Arbeyde og Flittighed. Synes det endog med Føye at saadan en Pundtærsker trækker en Deel rede Penge af Lommen, som paa engang at udbetale giør en betydelig Sum for en heel Vinter og en stor Indavling; saa maa da tillige ogsaa regnes, at Kornet herved hastigere blive udtorsket, som altsaa kan efter egen Leylighed bringes til Kiøbmanden om Vinteren, før den travle Pløyetid om Foraaret giør Kiørselen dermed vankeligere og mere ubeleilig, og at mindre af Sæden bliver museskaaren, eller paa andre Maader bedærvet ved at hensidde i Laden langt ud paa Aaret; Efter hvilken Overregning jeg ikke skiønner rettere, end at dette tilsyneladende høyere Udgift medfører sand Fordeel, og altsaa meget vel at anvendes. Faste Pundtærskere, som tilstaaes Kost og Natteleye i Huuset, synes i nogle Henseender at have Fortrin, frem for at lade dem gaae Hiem til deres egen Boepæl hver Aften; da saadan Hiemgaaen undertiden kan lede i Fristelse og sætte Hosbonden i bestandig Uroe for at Lommerne kunde fyldes med Korn fra Loen, som, især i dyre Aaringer, ikke saa sielden skal være practiseret, og dog efter bemeldte Lommers Beskaffenhed og flittige Brug kan beløbe sig til en ubetydelig Deel.

Ved Kastningen bør det forved Dyngen faldende smaa Korn fratages, hvori sædvanlig forefindes det meeste Ukrudsfrøe, hvilket i en Landsbye-Huusholdning dog altid kan være anvendeligt til Føde for Høns, Ænder og Griise, hvortil man alligevel skal have noget. Ved denne Fraskillelse af det smaa og forreste Korn, bliver det øvrige bedre og renere baade til Salg og til eget Brug, saasom Brød, Gryn, Meel m.v. Undertiden er det fornødent at kaste 2 Gange, naar enten Vinden forhindrer at Avnerne første Gang ey tilbørlig kan afsondres, eller naar der mærkes endeel Heyre endnu at vedblive i Korndyngen; Klinten lader sig formedelst dens Tyngde ikke frakaste, men maae med egne dertil forfærdigede Solde af Pergament frarenses, eller og med en egentlig Klinte-Maskine af fiin Jerntraad. De ved Kastningen overblevne Ukrud, de indeholde, gaaer for største Delen ufordøyet i Giødningen, og bliver atter til en nye Fordærvelse og Fremspiring paa Agerne. Men hvad kan her giøres? Ganske at bortkaste Avnerne af denne Aarsag, var for meget Tab; Kun dette kunde iagttages, hvor det er giørligt - at overgiemme Mødingen til den fuldkommen blev sammenraadnet - hvorved Ukrudet mistede Spirekraften; men dette er ikke Alles ja ikke manges Leylighed. Det samme kan næsten siges om Emterne, der ellers bestemmes til Skiærefoder for Hestene, at endeel Ukrud derimellem kommer i Møddingen; men det er lettere for en Oekonom theoretisk at nedskrive Forsigtigheds-Regler i saadan Henseende, end praktisk at bringe samme i Udøvelse.

Naar Kornet kastet og vel renset opbringes til Forvaring paa Loftet, maae det i Førstningen ligge tyndt udspredt, og ofte i de første Dage skovles og røres, at al Fugtighed kan afdrive og bortdunste; hvorefter det siden, uden Frygt for dets Bedærvelse, med mere Sikkerhed kan sammendynges. Men hen i Foraaret, naar man har solgt hvad man vil, er det raadeligt at udsprede Rugen igien saa tyndt, som Loftrummet tillader, hvilket er det bedste Middel at bevare den for at blive ouret og ildesmagende; skulle den allerede have faaet en Tanke, som Talemaaden siger, bidrager det meget til at afhielpe samme og videre befrygtende Skade, at den atter nedbringes paa Loen og der ordentlig omkastes, samt paa nye renses ligesom strax efter Tærskningen.

Hvorledes et Kornloft eller Magazin bør indrettes i det store, er uden for disse Blades Hensigt; men ellers bør ethvert Loft være forsynet med Luger og Vinduer til fornøden Træk og Luftning, - tætte Tage og ingen Regn skal giennemdrive, - stærke Overslags Bielker, som stivne paa Huset, at det ey skal beskadiges og udtvinges til een af Siderne ved store Korndyngers Byrde; Adgang for Katte, som vel giøre noget Ureent i Kornet, men afholder og Utøy, Rotter og Muus meget derfra, gode Dørre og Laase, at Leylighed ey skal giøre Tyve og endda kan utroe Folk let finde Leylighed og Midler til at bortvende noget; et Hul boret op igiennem Loftet under en Korndynge formærkes ikke saa lettelig, naar en tilpasset Told sættes igien i Hullet. Dog oven i Korn Dyngen vil en mindre godtroende Hosbond snart kunne opdage en forraadende Tragtformig Grube, hvorfra Kornet er nedløbet; og - hvo har giort det? Vel! at saadanne Experimenter kun sielden foretages; men da det kan være muelit paa denne og andre Maader at faae Adgang til Bortvendelse fra Kornloftet, uagtet de bedste Lukkelser, saa maae en Hosbonde ogsaa i denne Henseende bruge nogle af sine 100 Øyne, som Fabelen tillægger ham, at det muelige ikke skal blive virkeligt. At ellers forskiellige Slags Korn ikke bør lægges for nær hinanden i Dyngerne for at forekome af Blanding, behøver vel kun for meget faa Landmænd her at igientages. Om Orme, Insekter og andre skadelige Ting for Korndyngerne paa Loftet skal i det følgende af disse Blade yttres nogle Tanker.
 
  
 
Nordsjællandsk tærsketromleNordsjællandsk tærsketromleNordsjællandsk tærsketromle
 
Man har opfundet Tærskemaskiner, der ved Mølleverk sættes i Gang og drives, ligesom en Hestemølle, hvorved flere anbragte Slagler eller Stænger afslide Kornene af Straaet paa en ved siden indrettet Tærskeloe; - men da samme baade er for konstlet og bekosteligt at indrette, saa ville vel kun faa Landmænd finde deres Regning ved at benytte sig deraf, da der desuden udkræves 2 eller flere Folk for at underlægge Negene, vende dem, samle Halmen, og bestyre Møllen m.v. Ved vore sædvanlige Pleyler udrettes og uden Tvivl Tærskningen bedre og ordentligere, naar kun Slaglerne i Almindelighed brugtes mere flade i Enden, da sammes sædvanlig havende Rundhed qvæster Kornet mere, især om de for at hindre Spaltning ere omlagte med en Jernring i Enden. De flade have derimod, foruden at de ramme Axene mere ved hvert Slag, det Fortrin, at de bedærve Loegulvet mindre, end de runde og ringede; og bliver Loegulvet først brøstfældigt, optærskes idelig mere Leer, som ikke lader sig kaste fra Kornet, og ellers er heel vanskelig at afrense. Man nødes da til ganske at ophakke Gulvet, Vandskænke, ælte det med Heste og siden daglig tætslaae det med Træeklodser saa betids, at det kan faae Tid ret at tørres forinden Indhøstningen og næste Aars Tærskning; hvilket ved saadant Uhæld dog er langt bedre end at indkline nyt Leer i de opslagne Huller, der ikke lader sig saa fast fastbinde med det Gamle, at det jo giver efter for Pleylen og udsmulrer i større og mindre stykker.
Mange ønske vel at faa Kornet udtorsken saasnart mueligt, at Utøy ikke skal æde det, at det kan blive henbragt til Kiøbmanden for at giøres i Penge; men hvo som alt for meget overiiler sig, taber paa den anden Side, omendskiønt han vinder paa den ene; thi naar Pleylen ophænges og Laden er tom, maa Qvæget savne det dem ellers saa behagelige Foder, af Emter, Avner, Affeyning der falde af ved den daglige Tærskning; Man siger vel - det kan opbevares til Brug og jevnlig Afvæxling som Føde for Creaturerne; men henkaster man det i en Krog paa Ladegulvet, drager det snart Mugenhed til sig, eller bliver ureent af Støv, Katte og Utøy, som deri søger Rede og Leye, og følgelig bliver skadelig for Kreaturernes Sundhed. Hvo har ogsaa altid Rum at lægge det paa Loftet, eller Tid til ved hver Kastning at opbringe det der? Hestene mangle ogsaa ved denne Omgang endeel Skiærefoder, thi en græsset Neg bestemmes hellere til Skiærekisten end til at slides af Pleylen. Selv den udtorskne Halm ædes mindre villig af Kreaturerne, naar den er noget giemt, end naar den nylig er opbunden fra Loen; troeligt er det og, at Røgterne ikke heller ere saa huusholderiske, naar de have hele store Dynger Halm at tage af, som i modsatte Tilfælde; saa en Landmand giøre fornuftigst at holde en Middelvey med Tærskningen, uden enten at udsætte den for længe, eller for meget dermed at fremile.
Herom udførligere i de forhen anmelte Skrifter, saavelsom og:
Det Danske Landhuusholdnings Sælskabs Skrifter 2. B. 1790
Patullo Essai fur L'amelioration des terres, Paris 1760.
Allgemeiner Bauren-Calender, 1791 v. Stumpf
 

BilagStørrelse
Rentekammeret. Forslag ang. kornavl - 1778.pdf8.2 MB
Rentekammeret. Forslag ang. kornavl - 1778_2.pdf9.86 MB
Rentekammeret. Forslag ang. kornavl - 1778_3.pdf9.16 MB
Rentekammeret. Forslag ang. kornavl - 1778_4.pdf6.95 MB
Rentekammeret. Forslag ang. kornavl - 1778_5.pdf8.35 MB
Rentekammeret. Forslag ang. kornavl - 1778_6.pdf7.17 MB
Rentekammeret. Forslag ang. kornavl - 1778_7.pdf8.15 MB
Rentekammeret. Forslag ang. kornavl - 1778_8.pdf8.55 MB
Rentekammeret. Forslag ang. kornavl - 1778_9.pdf9.43 MB
Rentekammeret. Forslag ang. kornavl - 1778_10.pdf8.54 MB
Rentekammeret. Forslag ang. kornavl - 1778_11.pdf5.46 MB