Tærskemaskinen i historisk belysning

| | | | | | | | |


Efter Anton Christensen: Redskaber og maskiner. Det danske Landbrugs Historie, 1925-33 
 
 
Da vore forfædre i agerbrugets morgen - for årtusinder siden - begyndte at dyrke korn for at bruge kærnen som fødemiddel, har de øjensynligt stået overfor den opgave at få kærnen ud af akset. Det er troligt, at man, så længe korndyrkningen kun havde et ganske ringe omfang, gned kærnen ud af akset mellem hænderne. Muligvis har det næste trin i udviklingen været, at man slog sædens topende mod en sten el. lign. hvorved de modne kærner faldt ud af akset, en fremgangsmåde, som man iøvrigt har benyttet indtil op imod vor tid for at erholde den bedste såsæd og som i ældre tid skal have været brugt med de neg, der var udtaget til præstetiende.

Da man i oldtidens kulturlande var nået til at holde kvæg, toges dette i brug til at træde kærnen ud. At denne arbejdsmåde er ældgammel, skønnes bl.a. af, at det allerede i 5. mosebog lægges agerdyrkeren på sinde, at han ikke må binde munden til på oksen, når den tærsker. Ordet at tærske kommer af det gammel-italienske trescare, der betyder at træde eller trampe, hvilket ord man uanset dets oprindelige betydning har overført på nutidens tærskeredskaber og - arbejde. I oldtidsskrifter, bl.a. i bibelen, omtales endvidere tærskevogn og tærskevalse samt tærskestok, der bestod af et passende stykke træ, hvormed man i siddende stilling bankede kornet og frøet ud. 
 
  
 
Plejltærskning i ÆgyptenPlejltærskning i ÆgyptenPlejltærskning i Ægypten År 1500 f.Kr.
 
Tærskestokken, der endnu benyttes på Færøerne, udvikledes tidligt til det tærskeredskab, der indtil for få årtier siden var det mest anvendte, og som endnu ikke sjældent benyttes her i landet, nemlig, plejlen. Denne består som bekendt af 2 træstykker: Handel (håndvol) af fyrretræ, omtrent 1,25 m langt og slagel (slagvol) hyppigst af asketræ, lidt kortere. De to stykker er forbundne med en hilde af læder eller skind. (se her)
 
  
 
Plejltærskning ca 1500Plejltærskning ca 1500Plejltærskning. Efter en udgave af Crescentiis, 1519 


  
 
Plejltærskning ca 1555Plejltærskning ca 1555Plejltærskning. Efter Olaus Magnus 1555
 
Ovenstående billeder er en Crescentiis-udgave fra 1519 der foruden selve tærskearbejdet viser de endnu benyttede redskaber lorive og lokost samt en tvege til vending af sæden. Det andet billede er en tærskescene, tegnet af Olaus Magnus i "De nordiske Folks Historie" 1555.
Man søgte efterhånden at konstruere tærskeapparater på meget forskellige måder, som svingende plejle, slag- eller stampeværker, ribbede tromler, trukne hen over den udbredte sæd; tromlen kan være konisk og bevæges i en kredsformet bane eller cylindrisk og trækkes frem og tilbage.  
  
 
D. Chr. Fester's tærskemaskine 1760D. Chr. Fester's tærskemaskine 1760D.Chr. Fester´s tærskemaskine, 1760
 
Udgiveren af Danmarkes og Norges Oeconomiske Magasin udsatte flere Problemata Oeconomica. I 3. bind findes en prisopgave af følgende ordlyd: "Kand nogen i tydelig tegning eller model forestille en saadan maskine, som tiener til at aftærske kornet, i det mindste paa store avlsgaarde saaledes, at 6 a 8 karles arbeyd derved spares, og saa vel straae, som korn dog behandles ligevel". På denne opgave indløb forskellige besvarelser, der er gengivne i magasinets 4. bind, som udkom 1760. Iblandt besvarelserne var der en fra Didrich Christian Fester, København; han var oprindelig frisør og tjener, men havde anlæg for mekanik og matematik. Han var "en gandske studeret person, men af naturen var han dannet til noget ædlere end at gaa ærende i byen eller at accomodere en peruk" hedder det i beskrivelsen af hans opfindelse, som bestod af 6 dobbeltplejle, anbragt på en fælles aksel, der drejedes rundt ved et håndsving og fik forøget fart ved en dobbelt tandhjulsudveksling. Festers opfindelse vakte nogen opmærksomhed, men fik ingen praktisk betydning. Et lignende system, men trukken ved heste, benyttedes i Willoughbys tærskeværk. Nogen lighed var der også med det tærskeværk, styrmand Morten Hansen foreslog i sin besvarelse på den førnævnte prisopgave.
Ingen af disse opfindelser fik nogen praktisk betydning. Det samme var tilfældet med "anslag paa en fordelagtig tærskemaskine", der offentliggjordes af de unge brødre Jens Reimert og Peter Christian Schumacher, ligeledes i 4. bind af ovennævnte magasin. Tærskemaskinen bestod af en hestegang (heste-hjulet), hvorfra bevægelsen overførtes til en vandret aksel; denne bar nogle skruestillede fremstaaenheder (hævere), som tjente til at løfte den frie ende af nogle lange granstænger; disse var fastgjorte i den modsatte ende eller pressedes ned af en tværbjælke, hvorved de som følge af spændingen efter løftningen med stor kraft slog tilbage, hvorved udførtes tærskearbejdet, idet sæden, der skulle tærskes, udbredtes paa et bevægeligt underlag. Forslaget vakte en del opmærksomhed, og afhandlingen blev oversat til fransk.
I Landbohøjskolens samling findes en model, der i flere henseender svarer til Schumachers beskrivelse, men tærskestængerne er uligearmede vægtstænger, som løftes ved, at akslen med knasterne trykker ned på den korte arm, hvorved løftes den lange arm og falder ved sin egen vægt ned på den over et gennemhullet bord udbredte sæd.
Flere år efter at tærskemaskinen var opfunden og taget i brug, fandtes der dog adskillige steder opfindere, som stadig syslede med plejlhjulsystem; en sådan model blev indsendt til Landhusholdningsselskabet og nævnes i dets skrifter, Ny Samling 1 bd. 1808. 
  
 
 
Illustration fra Pennsylvania Magazine 1780Illustration fra Pennsylvania Magazine 1780Illustration fra Pennsylvania Magazine 1780
 
Medens danske opfindere søgte at konstruere tærskemaskiner ved at efterligne plejlens bevægelse og virkemåde, hvilket ikke førte til praktiske resultater, har man i nabolandet Sverige optaget og tilpasset den fra oldtiden kendte tærskevogn. 
 
  
 
Stridsbergs tærskevognStridsbergs tærskevognStridsbergs tærskevogn. Øverst set fra siden, nederst set fra oven.
 
Fra midten af det 18. århundrede kendes Stridsbergs tærskevogn, som indtil vore dage har været brugt flere steder i Norrland. Den bestod af 12-18 forholdsvis smalle, tætsiddende, i reglen støbte hjul, fordelte på 4 aksler. Tærskevognen blev indgående beskreven i det svenske videnskabs akademis handlinger for 1769. Samme sted nævnes en tærsketromle, der skulle være opfunden af en bonde i Helsingland. Dette er muligvis det samme apparat, om hvilket der meddeltes i Adresse-Contoirets Efterretninger nr. 97 for 1761 at en bonde fra Njuranda sogn i Medelpad, Sverige har opfundet en nyttig indretning af en tærskemaskine, ved hvilken to mand udtærsker lige så meget som ellers seksten mand. Den har funden almindelig anvendelse i Norrland og flere steder.
Når det angives, at tærsketromlen er opfudnen af en bonde i Helsingland, må det dog tilføjes, at det noget lignende Trozelius-tærskeværk var kendt på dette tidspunkt. 
 
  
 
Nordsjællandsk tærsketromleNordsjællandsk tærsketromleNordsjællandsk tærsketromle. Efter Rasmus Christiansen
 
Tærsketromlen fra Helsingland har måske været forbilledet for tærskeknubben, som tidligere var ret almindelig i det nordøstlige Sjælland. Den bestod af en ca 1,25 m lang, riflet, hyppigst konisk blok, blev trukket af en hest i kredsformet bane hen over sæden, som regelmæssigt udbredtes på logulvet.
Knubben kunne også være tredelt og ikke konisk. I Dansk Landbrugsmuseum findes flere velbevarede eksemplarer af tærskeknubben; den sidste modtoges 1910 fra en lille gård imellem Birkerød og Holte, hvor den var blevet benyttet indtil ovennævnte år, da den erstattedes med en selvrenser. Det skal dog anføres, at en tærsketromle efter ganske samme princip har været brugt i Sydeuropa allerede i middelalderen og er afbildet i Agosto Gallo´s håndbog i landbrug, Venezia 1569.
Tærsketromlen eller tærskeknubben er blevet anvendt flere steder på Københavnsegnen op imod vor tid. Mig bekendt foreligger der intet om dens indførelse i de sjællandske landbrug. Den nævnes ikke af Begtrup og heller ikke i den udførlige beskrivelse over Frederiksborg amt. Muligvis kom den først ind i de egne, hvor der sælges halm til København, for at have et tærskeapparat, der skåner halmen mere end tærskemaskinerne gør. 
 
  
 
Skotten Andrew Meikle's tærskemaskine fra 1786Skotten Andrew Meikle's tærskemaskine fra 1786Skotten Andrew Meikle´s tærskemaskine fra 1786  


  
 
Snit af Meikles tærskemaskineSnit af Meikles tærskemaskineSnit af Meikles tærskemaskine fra 1786
 
I alle skrifter og lærebøger, hvor maskinernes historiske udvikling behandles, nævnes skotten Andrew Meikle som tærskemaskinens opfinder, og 1786 angives som året for opfindelsens fremkomst. Der er her ingen grund til at ændre denne angivelse, men det kan tilføjes, at det meddeltes i Oeconomiske Annaler 5. bd. at opfinderen af tærskemøller var Michael Sterling, en landmand fra Eraighead, Dumblane sogn i Skotland. Han døde 1796. I året 1748 konstruerede han sin første maskine, som mekanikeren Meikle foretog nogle forandringer ved og senere førte ud i praksis.
I Ugeskrift for Landmænd 1908 berettes, at en bayersk bonde Wank, fra Hachdorf omkring 1730 opfandt en tærskemaskine, som vakte autoriteternes opmærksomhed. En kommission så maskinen i arbejde og forbavsedes over det gode resultat, men ængstedes for følgerne af udbredt maskintærskning og opfinderen fik pålæg om at sønderdele maskinen. Denne beretning findes dog ikke i de større tyske skrifter om landbrugets maskinvæsen, hvorimod det oplyses, at tyskeren Stein sammen med Andrew Meikle's søn har bygget den første tærskemaskine efter opfinderens anvisning.

Årene 1790-96 gav rige kornafgrøder, og det kneb de store gårde at få sæden tærsket, hvorfor der var lyst og trang til at prøve de nye tærskemaskiner, som af Begtrup betegnedes som den vigtigste opfindelse, der er skænket landbruget.
I Oeconomiske Annaller 2. bd. 1799 meddeltes, at der fandtes omtrent 25 store tærskemaskiner i Danmark, hvoraf de fleste på Sjælland. De trækkes af 4 heste; men det oplystes tillige, at flere kunne trækkes af 2 eller 3. Med 7-8 mennesker kunne der tærskes 20 tdr. sæd daglig. Skønt maskinen var engelsk opfindelse, kom den dog i reglen hertil fra Sverige. En af de første lod agent Clasen, Helsingør, bygge til sin gård i Nyrup. Maskinerne savnede en indretning til at standse dem, hvis en hest faldt eller andet tilstødte - der manglede altså en selvudrykkende kobling. Der blev derfor foreslået at anvende en presse (bremse), som kendtes fra nogle vejrmøller.
En del tærskemaskiner blev fremstillet omkring på gårdene af stedlige håndværkere eller arbejdere. Snart kom dog en mere fabriksmæssig fremstilling i gang, og allerede i slutningen af det 18. århundrede optog Frederiksværk Kanonfabrik fremstillingen af tærskemaskiner.  
  
 
Skotsk tærskemaskineSkotsk tærskemaskineSkotsk tærskemaskine. J.W. Lowry var en kendt illustrator i 1860erne
 
Meikles maskine havde fødevalse, slagtromle, men ikke nogen egentlig bro; en sådan kom dog snart til, og allerede omkring år 1800 kunne maskinerne nogenlunde tilfredsstille de krav, som stilledes med hensyn til udførelse af det egentlige tærskearbejde.
1803 var der 30-40 maskiner i brug på Sjælland. Det gik dog ret langsomt med udbredelsen, thi bønderne fandt, at maskinerne var for dyre i anskaffelse, selv om det meddeles i Oeconomiske Annaler for 1805, at der på Frederiksværk fabrik forfærdiges små tærskeværker til to heste, tjenlige til mindre avlsgårde og bondegårde. For at lette udbredelsen indrømmede fabrikken 3 års afbetaling.
Hoverisystemet modvirkede tærskemaskinernes udbredelse. Bønderne udførte på flere store gård plejltærskningen som hoveriarbejde, men nogle steder betaltes tærskepenge for at holde en mand til at udføre en hoveripligtig gårds andel i tærskearbejdet. Der findes adskillige eksempler på, at bønderne vægrede sig ved at betale tærskepenge, når herremanden ville tærske på maskine, selv om der afkrævedes et mindre beløb end det oprindeligt vedtagne. Bøndernes vrangvilje mod tærskemaskinerne hindrede utvivlsomt i ikke ringe grad udbredelsen.
Begtrup gav i sin beskrivelse af agerdyrkningens tilstand i begyndelsen af det 19. århundrede udførlige beretninger om tærskemaskinernes anvendelse på enkelte større gårde; man følte at stå overfor noget nyt og temmelig ukendt, et brud med århundredgammel sædvane.
Man havde tillige opmærksomheden henvendt på bygning af maskiner til tærskning af hørkneblerne; mekanikus Jensens maskine nævnes i Landhusholdningsselskabets skrifter 7. del 1804.
En stor tærske- og rensemaskine, som sorterede i to slags sæd samt fraskilte avner og strå, krævede 6 heste; den opgaves at kunne tærske 6 tdr. rug i timen og kostede 800 rigsdaler.
De fleste maskiner blev trukne af heste, men der gives også eksempler på, at vindkraften blev benyttet. Det anbefaledes mindre gårde at bruge håndtærskemaskiner, som kostede 50-60 rigsdaler.

I Den oeconomiske Correspondent for 1821 fortælles om en fortræffelig svensk tærskemaskine med støbejernshjul; af disse kom 1820 7 til Sjælland, bl.a. til Vedbygård, Birkendegård, Algistrup og flere steder. Maskinen tærskede fuldstændig rent og "halmen er ædelig for kreaturet". Sidstnævnte bemærkning henviser til, at tærskemaskinens modstandere ofte påstod, at kreaturerne ikke ville æde halm af maskintærsket sæd. Det fremgik af forhandlingerne på den første danske landmandsforsamling, der afholdtes i Randers 1845, at der endnu på dette tidspunkt var adskillige, som mente, at halmen blev mishandlet så meget, at den var mindre skikket til kreaturfoder. Til forståelse heraf må det erindres, at de fleste tærskemaskiner den gang var forsynet med et sæt valser, som fastholdt sæden en kort tid, medens strået blev kraftigt behandlet af tromlen.
Medens Begtrup meget udførligt berettede om tærskemaskinerne på Sjælland, er oplysningerne om disse maskiner kun sparsomme for de øvrige landsdele. Det hedder 1806, at der gives tvende tærskemaskiner på Falster, nemlig en på Venneslund og en på Christiansminde; de er hver til fire heste.
På Tåsinge havde Frederik Juel anskaffet et par tærskemaskiner. Da gården Thaersminde her opførtes 1805, blev der indrettet særlige huse til tærskemaskinen. En af de første bønder, der har anskaffet en tærskemaskine, var antagelig Lars Rasmussen, Vemmenæs, Tåsinge. I v. Essens "Mærkværdige Jordbrug" hedder det: "Intet i verden kan afholde Lars Rasmussen fra at eftergjøre, hvad han ser udført hos kammerherre Juel. Allerede 1807 havde han tærskemaskine og hakkelsesmaskine, der efter behag kunne bevæges samlet eller hver for sig". Denne maskine nævntes endnu i amtsbeskrivelsen for Svendborg 1837.
I Jylland var der kun ganske enkelte tærskemaskiner i begyndelsen af det 19. århundrede. 1810 meddeltes, at grev Schimmelmann har ladet bygge en tærskemaskine på Tiendegården under grevskabet Lindenborg i Ålborg amt, men i amtsbeskrivelsen for Ålborg (1832) hed det: "Af tærskemaskiner gives i dette amt for tiden ingen. Ved Tiendegården var i sin tid opført en til at trækkes af 4 heste, og som siden forflyttedes til en anden gård i nærheden, men samme er forlængst forsvunden".
I det 19. århundredes første år var der altså adskillige tærskemaskiner på Sjælland, nogle få på de andre større øer, men ingen eller kun ganske enkelte i Jylland. Det samme indtryk får man ved læsning af de 20-30 år senere udgivne amtsbeskrivelser. Det hedder direkte fra Vejle, Hjørring og flere amter, at der ikke findes tærskemaskiner, kornet tærskes med plejl. Fra Viborg amt meddeler St.St. Blicher, at tærske- og hakkelsesmaskiner findes naturligvis ikke, thi der er hænder nok til arbejdet og i dårlige år desværre flere end nok. Fra Hjørring amt meddeles 1828: "Tærskemøller kjendes ikke, og selv paa de største Gaarde udbringes Kornet ved Pleilen". Fra nogle andre jydske amter, som Århus, Skanderborg og Ringkøbing, oplyses om en række redskaber og maskiner, men tærskemaskiner nævnes ikke, så man kan gå ud fra, at der var meget få tærskemaskiner i Jylland før midten af det 19. århundrede.
I beskrivelserne fra nogle af øernes amter omtales tærskemaskiner, men man får indtryk af, at tallet ikke er synderlig forøget siden Begtrup offentliggjorde sin beskrivelse.
I Frederiksborg amts beskrivelse (1831) hedder det: "Tærskemaskiner have hovedgårdene Jægerspris, Svanholm, Frederiksborg Ladegård, Fauerholm og Esrom Schæfergård. Desuden findes der vel 16 til 20 mindre avlsbrug på Frederiksborg amt, imellem hvis ejere også er bønder. Nogle rose dem, andre benytte dem ikke".
Fra Holbæk amt meddeles (1844): "Af tærskemaskiner findes nu mange, da næsten alle betydelige gårde bruge dem, og der findes endogså nogle ved avlsbrug på lidt over 100 tdr. land, og der vil vist nok flere blive indførte. At de kunne aftærske sæden så rent, at intet forbliver i strået, har erfaringen tilstrækkeligt vist, og at de er arbejdsbesparende er lige så vist. Når en mand kan aftærske en tønde sæd dagligt, vil en god maskine med tre heste og syv til otte mennesker kunne tærske i det mindste tyve tønder, og der behøves ikke udelukkende at bruges stærke mænd, men ved en del af arbejdet kan både ældre folk bruges, og fruentimmer og børn kunne også benyttes. Hvor der er husmandshoveri, kan tærskningen ved hjælp af en maskine forrettes ved ubetydelig udgift; hestekraften koster på den tid landmanden såre lidet, da han kan skifte på nogle af sine heste, som dog ikke ville have meget arbejde om vinteren; og en god tærskemaskine, hvis første anskaffelse vil koste 4 til 500 rbd. sølv vil med meget ringe bekostning kunne gå i en mands levetid. En stor fordel ved tærskemaskiner er det også, at når man har en pålidelig mand til at lægge i, og ligeledes til at ryste halmen, da går arbejdet næsten af sig selv; med tærskere må der derimod være strengt tilsyn, da de ellers ikke tærske rent, og ofte er man udsat for bedrageri. - De såkaldte svenske tærskemaskiner er temmeligt yndede, og de meget brugelige af træ for største delen construerede efter dem".
I beskrivelsen af Københavns amt (1839) nævnes kun jordbearbejdningsredskaber, men ingen egentlige maskiner; det er dog sandsynligt, at forfatteren Joh. Phil. Hage, på dette område ikke har været så grundig. Under omtalen af udmærkede agerdyrkere hed det, at Søren Christensen i Skovlunde var i besiddelse af de bedre agerdyrkningsredskaber, såsom engelsk plov, hyppeplov, kornrensemaskine og kartoffelskæremaskine.
Fra Sorø amt (1840) omtales ikke tærskemaskiner, men det nævnes, at der er kornrensemaskiner på hovedgårde og flere avlsgårde.
Fra Lolland-Falster meddeles (1844), at tærskemaskiner fandtes hist og her på de større gårde, men bønderne har endnu deres karle og pundtærskere, dog har flere bønder også købt tærskemaskiner, og enkelte lejer dem for 2 rbd. om dagen. Med 3 heste og 8-10 folk kunne tærske 20-30 tdr hvede eller 30-40 tdr. byg daglig. Maskinen benyttedes også til kløver- og hørfrøtærskning.
Ifølge beskrivelsen fra Odense amt (1843) var tærskemaskinen endnu ikke almindelig. Det anføres, at "møller Bay i Båring Mølle er den eneste i amtet, der bygger tærskeværker. Frederiksgave, Langesø, Marienlund, Bramstrup, Veirup, Østergaard, Lundsgaard o.fl. have vel tærskemaskiner, men man er ingenlunde enige, om de er fuldkommen hensigtsmæssige i deres nuværende form. Hr. Bay har bygget tærskemaskinen på Selleberg; den er forbunden med en hakkelsesmaskine og har kostet imellem 3 og 400 rbd. Den kan om vinteren tærske fra 16 til 20 tdr. vintersæd, 30 til 40 tdr. byg, 60 til 80 tdr. havre om dagen. 7 a 8 folk kunne holde den i gang ved at føre kornet til og strået fra den. Hr. Bay holder værket i gang for 10 rbd om året. På Schousbo har man ligeledes en tærskemaskine af hr. Bay til 4 heste. Når disse skiftes hver anden eller tredie time, kan der i timen tærskes 2 til 4 tdr. vintersæd, 4-6 tdr. byg, 5 a 9 tdr. havre".
Det var dog ikke idel lovord, der lød om tærskemaskinerne. Fra Svendborg amts beskrivelse (1837) gengives:" Tærskemaskiner, såkaldte skotske trædemøller, med cylinder, halmryster og kornrensemaskine haves på Trolleborg, Valdemar Slot og Tranekær Slot. På Trolleborg har tærskemaskinen i mange år stået stille. Den var aldrig i yndest. Fra begyndelsen af klagede man over, at den knuste strået for meget og ikke tarsk rent. På Valdemar Slot og Tranekær Slot vedligeholdt man sig deres brug længere, men ophørte dog omsider. På Valdemar Slot havde man mange ubehageligheder med arbejderne. Maskinen gik hyppigt i stykker og fandtes der da gerne sten og andre fremmede legemer i samme".  (Se Skjoldemose 1845 her)

Det er ikke alene St. Blicher, som frygter tærskemaskinen. Jacob Paludan oplyser i Møens beskrivelse (1824): "En bonde i Phanefjord sogn, Lars Henriksen af Damme, har anskaffet sig en tærskemaskine, hvorfor han erholdt Landhusholdningsselskabets anden guldmedalje. Alligevel er det uden tvivl for den fattige husmand godt, at ikke flere have fulgt hans eksempel, og nu behøver man da ikke at befrygte det skulle ske. Til kornets rensning brugte nogle bønder harper; men af indretninger til dets tørring finder man kun hos nogle køller over bagerovnene, hvilke dog kun bruges til malt."
C.F. Carøe (senere Skærvad) skaffede den første tærskemaskine til Vendsyssel; den kom 1848 til Nielsminde. Det var akkurat 50 år efter, at tærskemaskinen skal have holdt sit indtog på Fyn. C. Christensen (Hørsholm) opgiver nemlig, at konferentsråd Ryberg, Frederiksgave, indførte den første tærskemaskine her til landet 1798. Hvis denne opgivelse er rigtig, lyder det lidt usandsynligt, når der allerede 1799 i Oeconomiske Annaler 2. bd. kan meddeles, at der er omtrent 25 store tærskemaskiner i Danmark.  
  
 
Tærskning med dampkraft England 1840Tærskning med dampkraft England 1840Tærskning med dampkraft, England 1840
 
Ved den første landmandsforsamling (1845) drøftedes de nyere agerdyrkningsredskaber og heriblandt tærskemaskiner; endnu var de sjældne i Jylland og mødtes med skepsis; fra nogle sider blev der klaget over, at halmen tog skade ved maskintærskning, og der nævntes eksempler på, at man af den grund et par steder havde kasseret tærskemaskiner i Slesvig. Regimentskirurg Tscherning havde læst, at man i Skotland - i tærskemaskinens hjemland - anså halmen for tabt, når sæden blev tærsket på maskine. Det fremgik iøvrigt af forhandlingerne, at tærskemaskinerne var mere udbredte i Sverige end i Danmark, og i Landoeconomisk Tidende fra 1840erne nævnes gentagne gange, at tærskemaskinerne var meget udbredte i England. I nævnte skrift for 1849 berettes, at tærskemaskiner til dampkraft nu er begyndt at komme frem i England. Få år efter 1856, blev der tærsket ved dampkraft på Dragsholm.  
  
 
Amerikansk pigtærsker fra 1816Amerikansk pigtærsker fra 1816Amerikansk pigtærsker fra 1816 


  
 
Pigtærsker antagelig fra 1860ernePigtærsker antagelig fra 1860ernePigtærsker antagelig fra 1860erne
 
De maskiner som hidtil havde været benyttet, var af Meikle's system, slagletærskere , og systemet benyttedes fremdeles i flertallet af de større og mellemstore tærskemaskiner. På den 4. danske landmandsforsamling, der afholdtes i København 1852 i tilknytning til en større industriudstilling, oplyste godsejer Bech, Valdbygård, at han fra John Mayher's fabrik havde fremskaffet og udstillet en af de maskiner, der mest anvendes i Amerika, og som tærsker efter et helt anden princip end de kendte slaglemaskiner. Det er antagelig den første pigtærskemaskine, som herved fremvises i Danmark. Maskinen var forsynet med en ejendommelig halmryster, der består af et endeløst bælte. 
 
  
 
Transportabelt tærskeværk af engelsk fabrikat 1850'erneTransportabelt tærskeværk af engelsk fabrikat 1850'erneTransportabelt tærskeværk af engelsk fabrikat ca 1850. Firmaet Richard Garrett & Sons blev grundlagt helt tilbage i 1778. I 1806 producerede firmaet det første tærskeværk, og fra circa 1840 satsede man på damptærskeværkerne  
  
 
Transportabel tærskemaskine, England 1851Transportabel tærskemaskine, England 1851Hornby´s transportable tærskemaskine i 1851, England
 
Ligesom godsejer Bech indførte den første mejemaskine, har han indført den første pigtærsker, og begge maskiner henstår nu i Landbohøjskolens samling. De forøgede afgrøder efter dræningens og merglingens indførelse, Treårskrigen med deraf følgende indkaldt mandskab i forening med større pengerigelighed bevirkede, at tærskemaskinerne omkring midten af det forrige århundrede blev nødvendige og vandt ret hurtigt udbredelse, selv om der hist og her lød advarende røster mod disse maskiner, fordi de tog et solidt vinterarbejde fra husmænd og indsiddere.  
  
 
M.P. Allerup tærskemaskine 1856M.P. Allerup tærskemaskine 1856M.P. Allerups tærskemaskine fra 1856 leveredes med eller uden halmryster til 1,2,3 eller 4 heste og med eller uden sikkerhedsbremse. Prisen for hele herligheden svingede fra 185 til 500 rdlr.  
  
 
Kaste- og rensemaskine 1856 fra M.P. Allerup, OdenseKaste- og rensemaskine 1856 fra M.P. Allerup, OdenseI 1856 var M.P. Allerup også leveringsdygtig i en kaste- og rensemaskine endda i to størrelser, direkte til at sætte i forbindelse med en tærskemaskine. Pris 50 rdlr. 


  
 
Tærskemaskine M.P. Allerup, OdenseTærskemaskine M.P. Allerup, OdenseEn anden tærskemaskine fra M.P. Allerups Jernstøberi i Odense
 
En række danske virksomheder som Maskinfabriken Phønix, M.P. Allerup og H. Rasmussen & Co, Odense, Brødr. L.& P. Jensen, Fåborg, P. Lunge, Næsby ved Sorø, Frederiksværkfabrikken og flere andre fremstillede tærskemaskiner, som forevistes og diskuteredes på landmandsforsamlingerne fra midten af århundredet.  
  
 
Engelsk tærskeværk uden halmrysterEngelsk tærskeværk uden halmrysterEngelsk slagletærskemaskine uden halmryster 


  
 
Marshall's damptærskeværkMarshall's damptærskeværkDe fleste damptærskeværker i Danmark kom fra de engelske firmaer Clayton & Shuttleworths, Marshall Sons & Co (Se foto) samt fra Hornsby & Sons
 
Ved Landmandsforsamlingen i Odense 1863 oplyste Illustreret Tidende ".... at Maskinbygger Jochumsen i Horsens ifjor Sommer (1862) satte en transportabel Dampmaskine med do. Tærskemaskine i Gang der i Egnen; snart fik Landbrugerne da Øjnene op for denne aldeles uventede Hjælp i en travl Tid, og skjøndt den kostede 10-12 Rdl. i Leje daglig, var der dog til langt ud paa Efteraaret lagt Beslag paa den for hver Dag; og sikkert vil den Tid ikke være fjern, da vi her, ligesom i England, see Fabrikanterne drage fra Gaard til Gaard med deres Damp- og Tærsemaskiner for at udtærske Landmændenes Korn ......"

Ved Landmandsforsamlingen i Århus 1866 præmieredes damptærskeværker af dansk og engelsk fabrikat. Etatsråd E. Tesdorpf fremstillede et engelsk værk, som han havde anskaffet til Ourupgård. Om erfaringerne med dette værk gav forvalter A. La Cour nogle meddelelser i Tidsskrift for Landøkonomi 1867 hvilket antagelig er de første offentlige udtalelser der støtter sig til praktiske resultater fra damptærskning her i landet. Det viste sig, at man allerede den gang kunne tærske henholdsvis 12 tdr hvede, 16 tdr. byg og 24 tdr havre i timen.  
  
 
Selvrensende tærskemaskine A.C. Rasmussen, StubbekøbingSelvrensende tærskemaskine A.C. Rasmussen, StubbekøbingVed Landmandsforsamlingen 1878 i Svendborg udstillede AC Rasmussen, Stubbekøbing en selvrensende tærskemaskine
 
Landmandsforsamlingerne i Nykøbing Falster 1872 og Svendborg 1878 bidrog yderligere til at vække interesse for og kendskab til tærskemaskiner, i særdeleshed da der i tilknytning til Landmandsforsamlingen i Svendborg afholdtes prøve med tærske- og rensemaskiner..

Damptærskningen blev først almindelig på Sjælland og de sydlige øer, noget senere begyndte den på Fyn og i Jylland.
På bondegårdene formede anvendelsen af tærskemaskiner sig noget forskelligt omkring i landsdelene. På Fyn blev det ret almindeligt, at hver gård fik sin tærskemaskine til hestekraft.  
  
 
Defekt pigtærsker fra SydfynDefekt pigtærsker fra SydfynPigtærsker fundet på Sydfyn. Der blev fremstillet pigtærskere bl.a i Vester Skerninge og i Vester Åby
 
På Sjælland og senere i Jylland blev der dannet tærskeinteressentskaber, eller flere slog sig sammen om et damptærskevæk, som kørtes fra sted til sted. J.B. Krarup meddeler fra Jylland, at gårdene i en by kører kornstakkene sammen på en fælles tærskeplads for at undgå transport af tærskeværket.  
  
 
Damptærskning ca 1872Damptærskning ca 1872Den fynske gårdejer og lokalhistoriker Niels Rasmussen Søkilde oplyste i 1875, at "I de to sidste Aar har en Damptærskemaskine været i Gang dels i Faaborg og dels paa Omegnens Herregaarde".
 
Bøndernes maskiner til hestekraft var i reglen enkle, dvs uden renseri og ofte uden halmryster; det kneb undertiden med at få den fornødne fart på tromlen ved hestegangsmaskinerne. Adskillige meddelelser i Ugeskrift for Landmænd fra 1870erne bærer vidne herom. Men også adskillige udtalelser tyder på, at praktiske landmænd den gang såvel som nu var kyndige og interesserede maskinmænd, der søgte at forbedre de redskaber og maskiner, de arbejdede med. Således har forpagter Clement, Erholm ved Årup, opfunden og konstrueret en tærske-, kaste- og rensemaskine til hestekraft, som flere gange blev rosende omtalt , bl.a. i Ugeskrift for Landmænd 1870. 
  
 
Annonce 1900 for bl.a. damptærskeværkerAnnonce 1900 for bl.a. damptærskeværkerAnnonce fra Landmandsforsamlingen i Odense 1900
 
Arbejdet med tærskegodsets kastning føltes efterhånden besværligt og omkring ved 1900 fremkom selvrensende tærskemaskiner til hestekraft. Landhusholdningsselskabet maskinudvalg interesserede sig meget for disse maskiner; der afholdtes en række prøver, hvis resultater blev vejledende såvel for fabrikanter som for brugere. 
  
 
Selvrensende tærskeværk fra HillerødSelvrensende tærskeværk fra HillerødSelvrensende tærskeværk fra Hillerød  


  
 
Pigtærskemaskine fra SamsøPigtærskemaskine fra SamsøPigtærskemaskine fra Samsø
 
I indeværende århundrede er der udviklet danske tærskemaskiner som i kvalitativ henseende næppe overgås af de bedste udenlandske fabrikater.
Udviklingen er gået i retning af, at hver bruger har fået sin tærskemaskine. 
  
 
Tærskning med lokomobil 1920Tærskning med lokomobil 1920Tærskning med lokomobil, Danmark, 1920
 
Fællesanskaffelsen og fællesbenyttelsen af store værker går derimod tilbage. Den voksende udbredelse af elektricitet og oprettelsen af en del små og mellemstore landbrug har ligeledes befordret udbredelsen af selvrensere.

Maskintællingen 1923 viste, at der anvendtes tærskemaskiner på 41 pCt af ejendommene mellem 3 1/3 og 5 ha og på halvdelen af alle ejendomme med 5-10 ha. Maskinbenyttelsen er størst på øerne. Sammenlignes opgørelserne for året 1907 med 1923 viser det sig, at benyttelsen af tærskemaskiner er gået stærkt frem i denne periode. Fremgangen har været størst i Jylland og navnlig på ejendomme under 5 ha.