Gilder i det gamle Åstrup

| | |

Af førstelærer v.Würden Pedersen


Ordet gilde er gammelt og afledt af det orldnordiske ord gildi, der betyder betaling eller sammenskud.
Vi kender ordet i flere forbindelser, f.eks. gildesbroder, landgilde. Dette sidste kendte de gamle bønder af bitter erfaring, for det var den afgift, de skulle yde herremanden. Bønderne kendte også andre gilder, og nogle havde en dobbelt betydning, dels en betaling, dels den festlighed, som betalingsmodtageren gjorde for yderne.
Her skal nu meddeles nogle oplysninger om gilder, som de formede sig i den gamle landsby Åstrup.

Afgang
Når et medlem af bylavet eller hans hustru eller enke var død, holdt man en mindesammenkomst i afdødes hjem, sman kaldte den i daglig tale afgang eller gravøl. Den efterlevende efter omstændighederne manden, enken eller sønnen, muligt datteren, skikkede bud til sognefogden og anmodede ham om at tillyse ve dførste kirkestævne, at en bestemt dag - det var efter begravelsen -holdtes der afgang det pågældende sted.
Bylavet mødte så den fastsatte dags eftermiddag. Konerne var aldrig med,s elv ikke, når det var for en kvinde, afgangen holdtes.
Traktmentet bestod altid i 2 kander brændeving og ½ tønde øøl, men ikke mad. Naturligvis faldt talen på den afdøde, men der gjaldt den uskrevne lov, at ingen talte ilde om den døde.
Denne afgangsskik blev brudt 1872, da gårdejer Hans Hansen (gamle Hans Kusk), "Aneslyst", undlod at indbyde til afgang efter sin hustru, Anne Johansdatters, død. Siden er skikken ikke optaget for kvinders vedkommende, hvorimod den holdt sig en tid endnu for mænds vedkommende.

Igang
Når en ny mand skulle indtræde i bylavet, markeredes denne vigtige begivenhed også ved et gilde med tillysning ved kirkestævne. Det kaldtes igangsgilde; den ny mand gav det vanlige traktement, men desuden smørrebrød, og så drak man hans skål og sang til, altsammen for at han kunne komme godt i gang.

Kregilde
Når et kreatur døde, samledes bymændene hos den mand, der havde mistet koen, og udbetalte ham en sum penge, der svarede til koens værdi, altså en primitiv form for forsikring. For huden, som jo kunne gøres i penge, gav manden 2 kd. brændevin og det øl, de ville drikke, men senere hen udvikledes gildet, så der vankede kaffepunch, mens de spillede kort.
Der var vist ikke andet navn for dette gilde end kregilde.

Degnegilde
Om formiddagen 3. juledag skulle der afleveres fourage til degnen. Et par medlemmer af skolekommissionen hjalp degnen med at tage imod ydelsen. Herremanden på Nakkebølle, alle bønderne og 2 husmænd (karetmager Knud Hansen og hmd Hans Svendsen ejer nu de 2 husmænds lodder) var ydere.
Fra hver hel gård skulle degnen have 4 skp. korn (byg og rug), 2 lispund hø og 4 lispund halm, fra andre i forhold dertil. Kornet eftermåltes i en træballe, hvori degnen slog en kridtstreg, som kornet skulle nå til.
Om eftermiddagen holdt degnen derpå gilde i sin skolestue for yderne, som blev beværtet med smørrebrød, øl, brændevin, kaffe og røgtobak. Efter hovedmåltidet spillede de Skivensel, men fortsatte iøvrigt med at spise hele aftenen efter hvers behov. Degnen havde mange spil kort og var en dreven spiller; men den aften spillede han ikke med. Han havde joo nok at gøre med at se efter, at der var mad og drikke på bordet.

Smedegilde
Smeden gjorde årligt 2 gilder, maj og november, foruden et vullegilde, som senere omtales. Ved majdagstid fik smeden sin pengebetaling, nemlig 1 specie af hver hel gård. Den 1. november fik han derimod naturalier, 1 læs tørv fra de kunder, som havde tørveplet, fourage til sine kreaturer og græsning til 5-6 får, som var på omgang hos bønderne. Disse får var aldrig hjemme, så smedekonen gik ud at klippe får om efteråret.
Disse her nævnte ydelser samt den senere omtalte mælk fik smeden for udført smedearbejde for bønderne.
Når en bonde i de dage skulle have udført smedearbejde, gjorde han i forvejen aftale med sin smed om en dag, på hvilken han så indfandt sig i smedjen med de ting, han ønskede ordnet.
Den dag medbragte bonden skåret mad både til sig selv og smeden og dennes eventuelle medhjælpere. Bondens kone måtte op kl. 4 om morgenen og smøre smedemad, og den skulle være god, for svendene talte om, hvem der havde den bedste mad med til smedje.
I smedjen måtte bondemanden selv slå med forhammeren. Han skulle møde kl. 5 både sommer og vinter, og han måtte være præcis og møde før mester, for kom han sidst, besvarede mester ikke hans morgenhilsen.
Når smeden havde modtaget sine godtgørelser for arbejdet, gjorde han gilde for sine kunder. Han trakterede dem med smørrebrød, brændevin, øl og kaffe, så meget, de ønskede.

Tre vullegilder
Hele tre gilder bar navnet vullegilde. Det var smedens, jordemoderens og degnemadammens. De faldt alle tre i september måned, når mælken var fedest.

1. Smedens vullegilde. Som allerede antydet fik smeden også mælk fra bønderne. Det var pigerne, som skulle bære mælken af gårde, og den skulle bæres på hovedet, ellers blev der gjort nar ad dem. Det gjaldt også for pigerne om at komme tidligt op om morgenen den dag, de skulle malke til vullegilde, for ingen ville være sidst i by. Ofte var de så tidligt oppe, at de måtte lede malkekøerne opi vinklerne i de siksakformede stengærder, hvor køerne endnu lå og sov i læ for vind og vejr.
Der var endnu et område, hvor pigerne kappedes. Det var med hensyn til at møde med den renest hvidskurede malkebøtte. En ærttræsbøtte var altid hvidere end en af egetræ. I øvrigt brugte pigerne ikke den daglige malkebøtte til at bære vullegildemælken i, men en finere, altså en stadsbøtte. Når pigerne således på morgenstunden kom til vullegilde, fik de kaffe og kager og endda med mjød til.

2. Jordemodergildet. Distriktsjordemoderen boede i Katterød. Den mælk, som hun skulle have, blev derfor kørt i vogn dertil. Det var almindeligt, at nogle naboer lagde sammen og skiftevis kørte turen. men var der end kun en mand i vognen, så var reglen at en pige fulgte med fra hver gård for at vare bøtten. Det kunne blive et helt lille vogntog fra Åstrup til jordemoderboligen i Katterød. Havde man bare haft et billede til illustration af teksten. Mens gæsterne var inde at drikke kaffe og kirsebærvin, holdt jordemodermanden opsyn med hestene.

3. Det tredie af vullegilderne gjorde altså degnemaddammen, dvs madam Agertoft, enke efter den første af de to lærere Agertoft, fader og søn. Hun boede i et lille hus, som lå, hvor den nuværende hovedskole ligger. Hun fik en bøtte mælk af hver; men bøttens størrelse rettede sig efter hvers hartkorn.
Madam Agertoft gik selv ud til de nærmeste naboer og fortalte hvad dag hun ønskede mælken, og for resten skikkede hun bud med skolebørnene. Året igennem modtog madam Agertoft for resten adskillige flasker fløde. Skolepigerne havde den med, og så var de inde hos madammen at drikke kaffe i middagsfrikvarteret; det var jo e hel svir for pigerne. Madam Agertoft døde 1877.

Tinggilde
Præsten gjorde årlig 2 gilder for bønderne, men da han boede i Vester Åby, gjorde han akkord med sognefoged Bertel Hansen, hvis gård lå ved siden af kirken, om traktement. De fremmødte skulle have kaffe, som præsten betalte sognefogden 1 specie for at levere.
Ved den ene lejlighed fik præsten sin tiende, det var tinggildet, som det kaldtes. Ved den anden lejlighed fik han mælk som de andre embedsmænd.