Jomfru Ottilie Christensen, Ollerup

| | | |

Af Aksel Dencker-Jensen

NB: Læs dagbladet Politikens historie om nyt H.C. Andersen fund på Landsarkivet i Odense, her -_læs her om H.C. Andersens forbindelse til biskop Plum i Odense


Ottilie Christensen (m. hvid kyse) foran Stensero 1895Ottilie Christensen (m. hvid kyse) foran Stensero 1895 Digteren H.C. AndersenDigteren H.C. AndersenJomfru Ottilie fra Ollerup præstegård er et navn, der er knyttet til eventyrdigteren H.C. Andersens navn ved en begivenhed, der fandt sted i Odense bispegård torsdag den 2. september 1819, få dage før skomagersønnen for første gang så ind over København fra Frederiksberg Banke.

Før afrejsen fra Odense var Hans Christian gået til biskop Plum for at bede om lidt rejsepenge og bispinden havde da bedt ham komme igen om aftenen "og spille os nogle Comedier, da her var en fremmed Dame .. som de giærne øndskede at more". Den fremmede dame var Ottilie.

 

 

Ollerup præstegårdOllerup præstegårdBeretningen om denne aften findes i Ottilies dagbøger. Ingen kunne for 169 år siden have anet, at hendes notater ville blive kendt uden for familiens kreds.
Ved mødet med H.C. Andersen var Ottilie Christensen 20 år gammel, og det er om hende og hendes familie, den efterfølgende skildring handler.
1797 kom en ny, 40 år gammel præst til Ollerup-Kirkeby pastorat på Sydfyn. 10 år havde Jacob Christensen været præst på Drejø. Han var født i "Kiøng" på Vestfyn som søn af "Christen Tømmermand" og stammede altså fra et håndværkermiljø, som det for 200 år siden ikke lykkedes alle og enhver at frigøre sig fra. Men allerede to år efter ankomsten til Ollerup, blev han udnævnt til provst, senere amtsprovst.

 

Kgl. tilladelse
Den begravede dreng var blevet student i Odense 22 år gammel. Teologisk embedseksamen trak det ud med, først som 29 årig blev han kandidat med karakteren "haud illaudabilis" eller "ikke urosværdig". Ledige præsteembeder var der ikke overflod af, og først 31 år gammel blev han ordineret.
Det vil nok aldrig lykkes at finde frem til, hvordan præsten på Drejø i maj 1789 "med Kongl. Tilladelse i Huuset" kunne indgå ægteskab med Margarethe Christence Behr, datter af byfogden i Grenå, Seigneur Niels Erich Behr.
Som 3-årig havde Christence mistet sin mor Abigaël Cathrine Giese. Og nogle år senere indgik faderen nyt ægteskab emd "Höjædle og Velbaarne Fröiken Christiane Magdalene von Weinigel".
I præstehjemmet på Drejø blev født fire børn: Christiane Abigaël, Niels Erich Behr, Gertrud Christine og Povel Abraham. Ved børnenes dåb er det ikke uinteressant at bemærke faddernes opadstigende sociale placering. De første er "alle af Drejø", senere kommer bl.a. Hr. Kiøbmand Gumme Graae i Svendborg, Hr. Bredsdorff i Sct. Jørgens og

Amtsprovst P.A. Wedel (+1842)Amtsprovst P.A. Wedel (+1842)"Hr. Weddel" - formentlig grundlæggeren af Skårup Seminarium i 1803, Wedel, der i 1821 efterfulgte Jacob Christensen som amtsprovst.
Kort før afrejsen fra Drejø til det store Ollerup-Kirkeby præstekald må sorgen over den yngste søn, Povel Abrahams død have kastet skygger over glæden.

 

 

 

 

Nyerups besøg
Præsten,Sognepræst Thomas Mortensen BredsdorffSognepræst Thomas Mortensen BredsdorffHr. Thomas Mortensen Bredsdorff havde 1761 bygge et nyt stuehus i Ollerup til afløsning af den nedslidte bolig i præstegårdens vestre længe, en vidunderlig ramme om det  familieliv og den præstegårdskultur, som trivedes her, indtil hele gården i 1935 gik op i luer.

Den fynske bondesøn, litteraturforskeren Rasmus Nyerup, der var to år yngre end præsten i Ollerup, fortæller i sin "Antiqvariske Fodrejse i Fyen i August 1805".

"Efter nogle Dages saare behagelige Ophold hos den elskværdige Wedelske Familie, rejste jeg igjen videre frem i denne det liflige Fyens mest fortryllende Egn. Det næste Sted, hvor det var min Agt at opholde mig en Dags Tid, var Ollerup Præstegaard. Der boede Provst Christensen, min Ungdoms første broderlige Ven som jeg gik i Skole med fra mit 10-de Aar af, og hvis Billede ved Tilbagetanken paa hine den skyldfri Barndoms glade Sysler og Scener, altid staaer levende i min Sjel. Vi havde i 15 Aar ikke seet hinanden, og jeg blev ogsaa modtaget med al det Huldskab og Venskab som jeg havde ventet".
Rasmus Nyerup omtaler flere af de interessante "Inscriptioner", som i 1600-tallet var blevet skåret ind i bjælkerne over porte og døre, men ikke de to nyeste fra 1761:

Hr. Thomas Bredsdorff mig
af Grunden lod opbygge,
da forrig Stuehus ej længer
kunne staae.
Gid Præster maa i mig bo
stedse vel og trygge,
indtil af Ælde jeg omsider
skal forgaae.
og:
Gud i Naade selv afvende
al Ulykke og Fortræd,
som kan møde eller hænde
dette Hus og Vaanested.

Byggede en kopi
Provst Christensens femte og sidste barn, Ottilie Sophie Cicilie blev født i Ollerup præstegård den 14. september 1799, og ved hendes dåb var fadderne "alle af Ollerup".
Kirke og Stencero - Ollerup byKirke og Stencero - Ollerup bySamtidig var provsten i fuld gang med at planlægge bygningen af sit nye hus sydvest for præstegården, enkesædet "Christencero", der stod færdigt i 1811. Det blev bygget som en kopi i mindre størrelse af den historiske præstegård og eksisterer i dag.

Det økonomiske grundlag, hvortil selv en provsteløn vel ikke var tilstrækkelig, kan muligvis stamme fra provstinde Christensens mødrenearv og byfoged Behrs skifte før indgåelse af ægteskabet med frøken von Weinigel. Det var i alle tilfælde en bedrift at bygge en sådan bolig, og foreløbig blev den lejet ud. Selv fik den gamle amtsprovst ikke den glæde at kunne flytte ind i sit eget hus. Men som den sidstlevende af hans børn boede Ottilie her til sin død i 1896, næsten 100 år efter hendes forældres komme til Ollerup.
Midt i september 1821 måtte fru Margrethe Christence bekendtgøre, "at det har behaget Gud at hiemkalde ved en salig Dø imorges min inderlig elskede Mand Provst Jacob Christensen, Sognepræst for Ollerup og Kirkebye Menigheder, i hans Alders 64 Aar, efter en langvarig Brystsvaghed, maae ieg med et sorgfuldt Hierte anmelde for fraværende Slægt og Venner, forvisset om at alle, som kiendte den Salige, tage kiærligen Deel i min og mine Børns tunge Smerte".
 Godt var det, at "Christencero" stod klar til indflytning, et lyspunkt at sønnen snart fik præsteembede. Imidlertid bevirkede hans sygdom, at de to søstre, Christine og Ottilie i de nærmest følgende år måtte skiftes til at være hos ham.

"Mandkiøn" går i kirkebogen altid forud for "Quindekiøn", og derfor skal nu først Niels Erich Behr Christensens livsforløb kort omtales. Født 1791 og student fra Odense som 20-årig blev han først "Candidat" i 1824, dog med karakteren "Laudibilis". Måske kan det være hans senere sygdom, tab af hukommelsen, der har været grunden til de mange års forsinkelse.
Nu overtog han præsteembedet på Drejø, men allerede 1836, efter lange sygdomsperioder, måtte han tage sin afsked, eller han blev - som Wibergs Præstehistorie melder - "Entlediget som sindssvag".
Tunge byrder hvilede nu på familien i "Christencero". Gift blev Niels Erich aldrig, og de næste 31 år tilbragte han sit sørgelige liv oppe i kvistværelserne på midterfløjen, hvor han døde i 1867, 76 år gammel.

Møde med Blicher
Den familiemæssige tilknytning til Jylland er nok baggrunden for, at den ældste af døtrene i Ollerup præstegård, Christiane Abigaël midt i marts 1816, 26 år gammel, døde hos sin tante Weinigel på herregården Rodsteenseje ved Odder.

I Ottilies dagbøger findes mange notater om Ollerup-familiens Jyllands-rejser, der naturligvis foregik i egen vogn og med nødvendige ophold undervejs, dels i gæstgivergårde, dels på større gårde, hvor den tids "high life" rigtig foldede sig ud, når der kom gæster langvejs fra.
Blandt mange andre træffer gæsterne fra Ollerup digteren St.St. Blicher, på dette tidspunkt forpagter hos faderen i Randlev. Blicher gik på jagt på Rodstenseje, hvor kammerjunker Voss residerede omkring 1816. Senere brugte Blicher ham som model for Baron Sonnenthal i novellen Fjorten Dage i Jylland, der dog ikke blev offentliggjort før efter Voss' død.
Ret meget er ikke kendt om Christiane Abigaëls sygdom, men den 11. marts 1816 overbringer kammerjunkeren den sørgelige nyhed til forpagter Qvist på Gersdorffslund, og denne fortæller derpå i et endnu bevaret brev forældrene om dødsfaldet.

De to digtere
Sognepræst Thomas Chr. BredsdorffSognepræst Thomas Chr. BredsdorffOmgangskredsen på Sydfyn var stor. Naboskabet til faderens efterfølger, hr. Thomas Christian Bredsdorff, førte til mange nye forbindelser, bl.a. til de to digter halvbrødre Christian Winther og Poul Martin Møller, hvis søster nu var præstefrue.


Betty BergBetty BergBetty Berg, datter af Skjoldemoses ejer, lærte i Ollerup præstegård Poul Martin Møller at kende. I forvejen var hun veninde med de to jomfruer Christensen, og det blev grunden til, at jomfru Christine efter deres bryllup fulgte med Betty og Poul Møller til Christiania, hvor han var lektor.
Christine kom i Norges hovedstad til at virke både som selskabsdame og hushjælp og udførte et stort, uegennyttigt arbejde. Da imidlertid en anden veninde kom på besøg og blev der i månedsvis, følte Christine sig tilsidesat. Betty påskønnede nok heller ikke helt hendes hjælp.
Alt dette bragte imidlertid også jomfru Christine ind i dansk  litteraturhistorie, for under opholdet i Norge skrev hun dagbogsbreve, der med mellemrum afsendtes til moderen og søsteren. Interessante enkeltheder fortæller hun om livet i det Poul Møller'ske hjem.
For knap 50 år siden udgav professor Johs. Brøndum-Nielsen store dele af Christines Dagbog i sin bog Poul Møller Studier.

Forlegen bejler
I foråret 1828 vente jomfru Christine hjem fra Norge, og hjemkomsten skildrede hun således:
"Skibet gled nu jevnt frem, et smukkere Syn kan neppe tænkes end indløbet mellem Thorsing, Thurøe og ind af Sundet .. aller Træer var nu nylig udsprungne, Kirsebærtræerne i Blomster, og Nattergalen hørtes rundt omkring, .... jeg kom til mit kiære Stenseroe Onsdag Eftermiddag d. 14. Maj 1828".
Jomfruerne i Ollerup var nu i deres bedste alder, stadig ugifte, men de levede så længe, at de begge endte deres dage som frøkener.
Bejlere har det ganske givet ikke skortet på. En aften viste det sig, at "en Gæst var lidt forlegen i min høie Nærværelse, stakkels Mand! Jeg skal saamæn ligesaalidt brænde mig paa ham, som paa de andre, der har brændt sig paa os".
Jomfru Ottilie skrev dagbog fra 1812 til 1835 i ganske smaa hefter, hun selv fremstillede, fortalte om vejr og vind, fodture og besøg i præstegårdene i Vester Skerninge og Sct. Jørgens, eller på herregårdene Bærholm, Skjoldemose, Hvidkilde og mange andre steder.
Mens deres far leve, var der undertiden kørelejlighed, og utrolig mange mennesker kom søstrene i forbindelse med. Ottilies Dagbog fortjener at udgives i sin helhed, med kommentarer.

En aften med H.C. Andersen
H.C.Andersen: H C Andersen havde netop fået udgivet et hæfte med ”Eventyr fortalte for børn” med bl.a. ”Fyrtøjet”, ”Lille Claus og Store Claus” og ”Prinsessen på ærten”, da C A Jensen malede dette billede i 1836. Foto: Odense bys museer.H.C.Andersen: H C Andersen havde netop fået udgivet et hæfte med ”Eventyr fortalte for børn” med bl.a. ”Fyrtøjet”, ”Lille Claus og Store Claus” og ”Prinsessen på ærten”, da C A Jensen malede dette billede i 1836. Foto: Odense bys museer.Her er en smagsprøve, beretningen om drengen Hans Christian Andersen:
"Torsdagen d. 2den September 1819. Om Middagen var her en Skoemagerdreng (16 Aaer) og bad om lidt Reisepenge da han i Morgen skulde reise til Kiøbenhavn hvor han er bleven andtaget og skulde lære ved Theatret, da han har et stort Talent til at spille Comedie, og bestiller ei andet hiemme end spiller Comedie. Bispinden bad ham komme igien i Aften og spille os nogle Comedier; han var strax villig og vimsede som en lille affecteret Herre ud af Døren ..
Den Herre Comediantspiller kom i Mørkningen, men saasom der var 2 Fremmede .. saa kunde Comedien ikke gaae for sig, før de Herrer var gaaet .. og i samfulde 2 Timer opførte den liden Herre, en Persohns Rolle af forskiellige Comedier og Tragedier; meget af det giorde han godt, men det morede os meget hvad enten han gjorde slet eller godt, de muntre Roller spilte han best, men naragtig nok var det, at see naar han spilte en følsom Elsker Rolle, knælende eller besvimende, thi da tog hans store Fødder sig just ikke ret godt ud; nu vil vi see om de kan faae et bedre Sving i Kiøbenhavn, maaskee han med Tiden kan fremtræde som en stor Mand paa Theatret.
Vi fik om Aftenen; skaaren Smørrebrød og Rødgrød, vores Skuespiller spiste ogsaa, men i største Hast, for ei at spille Tiden til at vise sit Talent. Kl. 10½ takkede Bispinden ham for i Aften, og saa gik han hiem .."
 
Fra den lyse side
Efter underholdningen i Odense Bispegåd gik turen videre mod Jylland, hvor der også blev aflagt besøg ved Christiane Abigaëls grav.
En halv snes år efter at have skrevet om den senere så berømte Odense-dreng opholdt Ottilie sig nogen tid i Tønning præstegård ved Skanderborg. Her var Svendborgs skomagersøn,Provst Jørgen Lindegaard Rohmann (1797-1860)Provst Jørgen Lindegaard Rohmann (1797-1860) Jørgen Lindegaard Rohmann, hvis far havde forretning i Brogade, og hvis uddannelse Svendborg - købmændene havde financieret, blevet præst i efteråret 1828. Hans unge frue var datter af afdøde pastor Lindgreen ved Sct. Nicolaj kirke i Svendborg.
Inden de to nygifte nogen tid efter brylluppet kunne genforenes i Tønning præstegård, skrev fru Sophie til sin mand: "Jeg har været i 6 Dage i Ollerup, naar du engang lærer at kiende dem, vil du vist holde meget af deres hjertelige muntre omgang ved hver en smuk Tuur, og naar vi om Aftenen hørte Nattergalen .. Det glæder mig ret at tænke hvorledes vi skal trippe om i Huuset, thi at lære af Ottilie behøves ieg ikke at skamme mig ved, ja det bliver jo en huusholdning næsten som i det venlige Stenseroe, 2 Heste, 7 a 8 Kiøer ..."
Fra Tønning vente Ottilie snart tilbage til Ollerup, hvor hendes mor undertiden havde svære sygdomsanfald. Den hukommelsessvækkede bror krævede stadig pleje, og da fru Christence var død i 1839, blev det vanskelige tider. Poul Møllers anden hustru, Eline Bülow, fortæller i et brev: "Det er rigtignok i alle Henseender meget tungt for dem, men Gudskelov, at de Alle ret godt finde sig deri; de have ogsaa den sjeldne Gave at see Alt fra den lyse, ofte endog latterlige Side, og det er sandelig en stor Lykke."
Efter frøken Christines død i 1875 levede frøken Ottilie endnu i 21 år. Efterhånden var hun næsten blind, kunne hverken se at læse eller skrive, og gå kunne hun heller ikke. Alligevel "oplivede hun sine Naboer ved sit elskelige Væsen og rige Lune, og tog fortsat interesseret Del i alt, hvad der angik dem, baade Sorger og Glæder".

Skånselsløst
97 år gammel lukkede den gamle frøken sine øjne midt i oktober 1896. Realskolelærer Jørgen Johansen - digteren Johannes Jørgensens morbror - offentliggjorde nogle dage senere et smukt mindedigt. Nogle af de sidste strofer lyder:

Kvinden, fra det svundne Sekel
Elsked vel de gamle Tider.
Men hun lukked ei sit Øie
For den friske Nutid til;

Fra sin stille, lave Stue
Saae hun over Tidens Bølger,
Glædtes ved, hvad kjønt de bragte
Under deres Vexelspil.

Ensom var hun, dog ei ene;
Gamle Venner, nye Venner
Gjæsted trofast hendes Bolig,
Rakte hende kjærligt Haand.

Mindre poetisk var herredsfogdens avertissement, hvori det  meddeles, at "afdøde Frøken Ottilie Christensens Efterladenskaber af Gangklæder, Linned, Dækketøj, Sengesteder, Stole, 1 Spillebord, andre Borde, Skabe, Chatol, Piedestal, Kommoder, bornholmsk Uhr, Sølvskeer, ... Sygevogn, Kakkelovne, Fajance, Kjøkkentøj, Tørv, Brænde m.m." nogle dage senere bortsælges ved en auktion. Skånselsløst blev alt bragt under hammeren, også mange skriftlige efterladenskaber. Hvad er der ikke gået tabt.
Men Ottilies dagbøger blev reddet af forfatteren Peder R. Møllers hustru, der var datter af præsten i Ollerup, Jens Sophus Brandt, og det er Brandts oldebarn, tidligere seminarielektor Kirsten Nielsen, Ribe, som i dag er den lykkelige ejer af dagbøgerne.