Organist, højskolelærer og komponist Thorvald Aagaard 1877-1937

| | | |
Morgensang med Phillip Faber midt i en Coronatid 2020

Thorvald Aagaards mindestenThorvald Aagaards mindesten
 
Aagaards plads i RyslingeAagaards plads i RyslingeThorvald Aagaards skrivepultThorvald Aagaards skrivepult
Phillip Faber havde endnu en melodi af Thorvald Aagaard (1877-1937). Han kommer med sommer . Tekst af Jeppe Aakjær. - Thorvald Aagaard ligger begravet på Ryslinge sognekirkegård. På det tidspunkt havde valgmenigheden ikke egen kirkegård. Mindestenen på Thorvald Aagaards grav er tegnet af billedhugger Anne Marie Carl-Nielsen - gift med komponisten Carl Nielsen.
På stenen står Sjungende hjerte tag Ånden i favn, som er anden linje fra Aagaards salme Lovsynger Herren.

I 2005 blev der ved Åskovvej 2 afsløret en mindesten udført af Søren West, i anledning af 100-året for Thorvald Aagaards ansættelse som organist ved Nazarethkirken i Ryslinge.


 
 
Lidt om Thorvald Aagaard af Oluf Ring ved hans død 22. marts 1937. Trykt i Højskolebladet
 
Lærer og komponist Oluf RingLærer og komponist Oluf Ring
For adskillige år siden talte jeg en dag med Valdemar Vaaben om Thomas Laub og Thorvald Aagaard, og Vaaben udbrød da: Thorvald er den brede fod, som Laub planter i folkets midte! Det blev sagt med et smil, der tog det pompøse af ordene, men alligevel lod dem stå, og de kan stå den dag i dag som et rammende udtryk for Thorvald Aagaard og hans virke, dog med den tilføjelse, at han blev sig selv, blev Thorvald Aagaard, om han end alle dage følte sig i discipelforhold til sin læremestre.
Bred var Thorvald Aagaard - allerede i samtalen. Det var sådan set en let sag at have ham til fælle på en flere dages fodtur gennem Sydfyn og Langeland, for Thorvald kunne - om det skulle være - uden møje besørge hele snakken. Og han var ikke kedelig at høre på, han gav sig selv i al sin brede menneskelighed. Ikke mindst morsom var han i de hjemlige omgivelser. Når vi efter endt dagsarbejde gik en tur ad markveje og stier omkring Ryslinge, kunne han oprulle det ene farverige billede efter det andet fra menneskelivet der. Løst og fast. Bondelivet, som det former sig i dag, og som det er fremgået af fortiden.
 
Aagaard havde hørt om det altsammen af sin far [Anders Hansen, Rolfstedgård], og han havde brugt sine egne øjne. Han fortalte om gamle tiders retsforhold, om bonde og herremand, skatter og andre økonomiske forhold, de gudelige forsamlinger, Kold og Vilhelm Birkedal, Ryslinge i Provisorietiden - og ud af alt dette fremgik det Ryslinge, som er i dag. 
 
Aagaard kendte dem alle lige fra manden på Ravnholt til den mindste indsidder, han havde lagt mærke til, hvordan de handlede i afgørende øjeblikke, hvordan de stillede sig til dette eller hint, han havde afluret dem deres små pudsigheder, som han fortalte om med inderlig fornøjelse.
 
Munden gik og gik. Jævnlig standsede han sin ledsager ved et prik i siden med pegefingeren: det, der nu kom, skulle påhøres stående. Den røde tråd i det hele var en alt andet end blind kærlighed til alle dem, der var hans, som han var deres.
Denne levende virkelighedssans var såre karakteristisk for Thorvald Aagaard. Han var dybt rodfæstet i dansk bondekultur, sådan som den er bedst. Ud fra den vurderede han livets tilskikkelser. Og med virkeligheds sans gik han til sit arbejde, også som komponist. Det er betegnende for Aagaard - som det også var det for Thomas Laub - at det var ham ikke muligt at sætte melodi til et digt, som ikke havde hans interesse. 
 
Carl Nielsen derimod havde så meget af det rent artistiske i sig, at han med et smil kunne sige ja, man kan da altid lave en melodi! hvilket naturligvis ikke må tydes derhen, at han var ligeglad med ordene. Var der tale om melodi til et digt, nyt eller gammelt, var Thorvald Aagaards første tanke altid: Er det af de sange, der betyder noget?
 
Samme virkelighedssans præger hans melodier. Hans musik er, hvad man mellem fagfolk kalder "brugsmusik", d.v.s. skrevet til brug i bestemt praktisk øjemed, ikke kunsten for kunstens skyld, men kunsten i menneskelivets tjeneste, melodien som udtryksform for os alle, når vi samler os om de ord, vore store digtere har lagt os på tunge. En sådan musik må udelukke al selviskhed i sit udtryk. Den henter sit stof fra det, der er oplagret i den almindelige musikalske bevidsthed, ligesom digterne bruger det jævne modersmål og henter deres billeder fra dagliglivet i og om os, det er en udløsning og krystallisering af noget, der bor i vort eget væsen, af "Folkets slumrende Kraft og Vid", som Hostrup sagde .
 
Det er det, bondefrigørelsens komponist J.A.P. Schulz udtrykte i sit motto: De folkelige melodier skal have præget af det tilsyneladende velkendte. De samme ord står som overskrift over det værk, der betød gennembruddet for de nye folkelige melodier "En Snes danske Viser" af Carl Nielsen og Thomas Laub (1915 og 1917), og fra disse to store mænd fik Thorvald Aagaard det indpodet, saa han aldrig tabte det af syne; ikke mig og mit, men de andres - min betydning som folkelig komponist afhænger af, i hvilken grad jeg kan bøje mig ind under fællesskabet og give udtryk for det. Ved sådan musik må man give afkald på alle de midler, som kunstmusikken ejer og bruger, når den skal give udtryk for noget mere individuelt.
 
Jeg husker endnu tydeligt det chock, det gav i mig da jeg som ung traf sammen med Aagaard (det var, inden jeg endnu var kommen i forbindelse med Laub) og så, hvor konsekvent han strøg alt det, som jeg indtil da havde stræbt at tilegne mig. Her mødte jeg rene linier, ingen relative sandheder, sort var sort, og hvidt var hvidt - folkeligt eller ikke, det var spørgsmålet.
 
Men jeg lærte jo at indse, at det var rigtigt, og det gik med tiden op for mig, at den største personligsudfoldelse nås ved helt at give sig hen i det at tjene. Intet sted har jeg mødt dette tjenende sind stærkere end hos Thorvald Aagaard: at tjene grundloven i al hans færd.
 
Thorvald og Karen Aagaard i 1936Thorvald og Karen Aagaard i 1936
Store ord var (er) meget sjældne i det Aagaardske hjem i Ryslinge, men da Karen Aagaard forleden ved begravelsen rejste sig og sagde: Hos Thorvald var der ikke skygge af omskiftelse - da ramte det, så øren måtte klinge for os, der har kendt ham som menneske, som kristen, som tonedigter.
 
Og nu, da han er borte, er tiden for os ikke til at sørge derover, men til at glædes, fordi vi har haft ham og hans værk lever. Ret beset har vel få haft så lykkelige kår for deres livsværk som Thorvald Aagaard.
Han kom tidligt ind til det igennem de bedste læremestre, som nogen tid har kunnet skaffe ham. Han har bestandig været folkesangen så nær på livet som vel muligt. I sine gennembrugsår mødte han forståelse og støtte hos sine arbejdsfæller på Ryslinge Højskole, og med de beskedne krav, han stillede til det materielle, har han haft tid at kaste sig ud i arbejdet for det, han ville.
 
Som komponist havde han sin styrke i det fortællende og det naturbeskrivende, og derfor er det vel nok melodierne til de historiske - ikke mindst de bibelhistoriske sange og til de Aakjærske digte, der længst vil bevare hans minde.