Åleblusning ved Sydfyns kyster og småøerne

| | | |
Ålelystere fra DrejøÅlelystere fra Drejø

I 2009 besøgte jeg Gl. Elmegård på Drejø, ognoterede mig en samling lystere dvs ålejern, der enten består af grene, hvorimellem der er spidser med modhager eller af savtakkede grene. I tidsskriftet Fynsk Hjemstavn, som jeg det seneste år har anskaffet mig antikvarisk, er en artikel af fisker N. J. Jensen, Fiskop ved Svendborg, om ålefiskeri i Svendborg Sund.

Fynsk Hjemstavn 7 årgang 1934 side 73-76 Åleblusning ved Sydfyns kyster og småøerne ved N.J. Jensen

 

Åleblusning ved Sydfyns kyster og småøerne

af fisker N.J. Jensen, Fiskop

 

Langt tilbage i tiden har det været kendt, at der fandtes ål i de danske farvande, og da denne lækre fisk er falden i folks smag, er det ikke underligt, at den har været efterstræbt. Det er imidlertid sådan, at kendskab til ålens færd har været ringe, og endnu, trods alt, er der stadig en del mystik til stede, når talen er om ål. Men selv om kendskaben kun var lille, hvad i og for sig er ganske ligegyldigt, så var ålens forekomst ved kyster og øer kendt, og mange fiskerimetoder har været anvendte i tidens løb. Blandt disse vil jeg her nævnte blus om natten.

Det, man endnu ved derom, er ikke af ældgammel dato. Men blot for 100 år siden [1834], da de gode lysforhold ikke eksisterede, var det svært nok. Det var lyset, der var det vanskelige, og der er søgt mange udveje. En af disse er halmen. Den har været anvendt i mange år, og i den tid var der næppe nogen fisker, som ikke selv havde adgang til halm.

En jolle eller pram var det fartøj, der var brug for. Fiskeredskabet, en lyster har vist altid været lignende, som de kendes og bruges endnu. Kun var de små og tunge, hvad der kom af, at kun jern var kendt til smedebrug, og da det let giver efter, måtte der en stor godstykkelse til. Af disse gamle lystre findes endnu nogle, både 4 og 5 flænede, på museer, bl.a. i Svendborg.

En sådan lyster var grenet ud af et stykke jern. Den del, der ikke var grenet, kaldtes brystpladen, grenene sogne. Yderenden af sognene var smedet ud i en tunge eller flæne og havde form som en firkant med et hjørne yderst. Mellem sognene to og to blev der lagt en brod, som også var af jern og endte i en tynd spids med modhage. Til at holde broddene på plads anvendes tynd hampetråd, og at bændsle (bevikle) med tråden kaldes at ilægge lysteren, og den blev derpå fastbunden til en tynd stage, almindelig af gran, og dermed var redskabet i orden. I 1934 brugtes også bambusstager, som var endnu lettere.

Når fiskeriet fandt sted, var det nødvendigt, at der var tre mand i jollen, og at den nødvendige halm var til stede. Halmen var bunden i kærver. Fiskeren havde det arbejde at bevæge jollen og skaffe den fangst, som det lod sig gøre at skaffe. Den ene af medhjælperne holdt halmen med ilden i således, at den afgav tilstrækkeligt lys uden dog at være for grådig ved halmen. Den anden medhjælper var bagved den første og tilvirkede halmtotterne, så de havde passende tykkelse, og var altid parat med nye totter. Det var nemlig meget nødvendigt, at ilden stadig var ens; for skete det, at den gik ud, var det ingen let sag at få ild i halmen, især i den tid, før tændstikker blev kendt. Det kunne også indtræffe, at ilden blev for stærk, at den trods påpasselighed fik fat andre steder, enten i folkenes tøj, i jollen eller i halmbunken, og så måtte den slukkes, selv om det gik ud over noget af halmen.

Vi kan forstå, at det i den tid var en svær opgave at blusse ål, selv om der var mange af dem. Lettere blev det, da tællelys og tændstikker kom. Nu kunne én mand klare det, og da petroleum afløste lysene, blev det endnu lettere at skaffe godt lys.

Jeg vil lige omtale den lygte, som anvendtes til lys eller petroleum. Den var trekantet, og det meste af den var træ, beklædt med blik. De to sider var glas, og de stødte sammen på en tynd sprosse af træ. Bunden i lygten var så lille som muligt. Dette er nødvendigt af hensyn til lysvirkningen på bunden. Dækket var omtrent dobbelt så stor som bunden og i midten forsynet med huller til afgang for den forbrændte luft. Den tredje side, den, der vender mod jollen, er vinkelret på bund og dæk og henved dobbelt så bred for oven som for neden (svarende til dækkets og bundens størrelse).

Den er af træ og har i midten for neden en luge. For neden på denne bagklædning og luge er der huller for tilgang af luft, sædvanligvis tre i samme højde, hvoraf det midterste på lugen. Det før omtalte blik (indvendig på træbeklædningen) holdes blankt og forbedrer lysvirkningen. Denne lygte er det, der har været mest benyttet, uanset hvad lysmateriale der anvendtes, og den bruges endnu [1934] med carbid og fremstilles også af jern og glas nu; men da dette bruges den dag i dag [1934], vil jeg ikke omtale det her, men blot sige, at med petroleum og det hvide gaslys er det, der er sket stor forandring i blusfiskeriet, som fra at være lejlighedsfiskeri gik over til at blive et erhvervsfiskeri, og på småøerne, hvor hele befolkningen var vant til at færdes på vandet, og det derværende grunde vand er udbredt over meget store arealer, blev det ikke alene dem, der drev fiskeri til stadighed, men også den øvrige befolkning, der blussede, når vejr og lejlighed tilbød sig.

Vejret har stor indflydelse på ålene, og ikke mindst til blus er dette tilfældet. Det skal helst være vindstille eller i det mindste omtrent vindstille, tørvejr og helst halvklart. Meget klart vejr, måneskin, regn og tåge har sjældent været godt, og urolige vandstandsforhold, især voksende, bevirker tit, at der næsten ingen ål er synlige, og de enkelte gemmer sig i bevoksningen, så kun et kortere stykke kan ses. Pladsen til ålefangsten kan nok variere en del, i det ålen en tid er ganske nær land og på sandbund, til andre tider søger den ud på lidt dybere vand, og her er der altid en del bevoksning og tit meget stenet, så det er besværligt at "slå dem på".

Årstiden for blus er forårs- og sommermånederne, og som tegn på, at ålen er inde, har været regnet, når frøerne kvækker. Men det kan jo også godt være tidlig i april. Der er to perioder, hvor ålen går meget langt ind: når ærterne blomstrer, og når de er begyndt at modne. Når hylden blomstrer, er ålene lunefulde og træffes snart længere ude og snart inde, og det hænder ikke sjældent i den tid, at kun de to første nattimer giver ål. "De er gået væk" sagde man.

Under blusningen skal iagttages tavshed, og alt, hvad der giver støj, undgås så meget som muligt. Man søger at bevæge jollen så let og roligt som muligt og kun sjældnere at stage imod bunden, ja blot et slag af stagen mod jollekanten kan skræmme de ål bort, der er i nærheden.