Da bønderne tog til genmæle overfor monarken

| | | | | |

Rentekammeret. Generallandvæsens kollegiet. JournalsagerRentekammeret. Generallandvæsens kollegiet. Journalsager  Bonde fra fællesskabstidenBonde fra fællesskabstidenStormægtigste Monarch
Allernaadigste Arve Konge og Herre!

Af Deres Maytts allernaadigste Tilladelse ved allernaadigst udgivne Forordning af dato 15de April [1768] indeværende Aar, at alle og eenhver maatte indgive deres Betænkning, hvorledis Bondens Tilstand kunde vorde forbedret og Proprietarierne meere til Nøtte og Fordeel end skade og Uleylighed kunde geeraade, siden Bonden over alt deels formedelst de stoem(?) udgivne Fæster, deels formedelst det overmaade stærke og mestendeels Unøttige Hoverj og endelig formedelst den i svang gaaende Omgang med Tienderne næsten ere ødelagde, understaae Undertegnede Os udj allerdybeste underdanighed at needlegge for Deres Maytts Naade Throne disse vore Betænkninger, som icke ere grundede til egen interesse icke heller til Proprietariernes Nachdeel, men efter Vores uforgribelige ringe Tanker til Deres Maytts allerhøyeste Gavn, Proprietariernes Fordeel og efter Deres Maytts allernaadigste milde Villie til Bondens opkomst og i standsættelse, og er samme, som følger, nemlig:

1) Angaaende Arve Fæste Rettigheden, da understaae Vj os allerunderdanigst at forestille, hvorledis det fast er umueligt for Bonden, som har Børn og Slegtninger, at have nogen Lyst til at opbygge deres Gaarder, i vente at nogen af dem efter Forældrene skulde kunde fæste deris Gaard, naar dødsfald skeede, siden daglig erfarenhed viiser, at, naar een Bonde, som har antaget een næsten needfalden Gaard, og ickun deraf gived et taalelig Fæste, efter nogle Aars forløb tid efter anden, faar sin i fæste havende Gaard temmelig opbygt og istandsatt, og efterlader sig enten Søn eller Daatter, som efter hans Død kunde være duelige til at antage Gaarden, samme dog ey er i stand til at kunde fæste Faderens Gaard, efterdj hannem Fæsted saa høyt bliver ansatt, at det er ham umueligt at udreede den stoere Summa Penge, og naar hand da icke kand fæste Gaarden af mangel paa saa mange penge, bliver hand og alle hans udelugt fra Gaarden, og een Fremmed, som har pengene, igien fæster Gaarden, hvilcket icke kand forandres, uden Deris Maytt af særdeles Naade for den fattige Bondestand allernaadigst vilde behage at befale icke alleeneste at Børn og Slegtninge maatte efter Forældre og Venner være alleene berettiget til at fæste Gaarden, naar de dertil findes duelige og døytige, mens end ogsaa at Deres Maytt allernaadigst vilde sætte een taaelelig Taxt, hvormeget af hver Tønde Hartkorn skulde gives til Fæste, naar een Gaard var skickelig Opbygt og istandsatt, da det gav Forældrene Løst og Attraae af yderste Ævner at see deris Gaarde opbygte, naar de kunde vente, at Deris Børn og Slegtninge efter deres Død kunde erholde samme i fæste, og at Deres Maytt tillige allernaadigst vilde befale, at herefterdags icke maatte betales Gaardfæld af nogen Gaard hverken før eller efter een Bondes død; thj derved søger ofte Proprietarierne Leylighed til at udjage een Bonde af sin Gaard, naar det kand hænde sig, at hand imod sin Villie kand blive noget skyldig, som letteligen kand skee udj denne bedrøvelige Tiid, da Qvæg Sygen ofte ruinerer een Bonde saaledes, at hand icke i lang tiid kand komme i stand igien, allerheldst siden hand af Qvæget og dets Tillæg meestendeels skal have sin Udgiftt. Vj vil derfor indstille denne Post til Deres Maytts nærmere allernaadigste og milde behagelige Villie.

2) Hvad Hovningen angaar, som til største deelen legger Bonden øde udj bund og grund, allerheldst, naar Bonden skal passe sin Gaard og dessen høe og Korns indavling, Gierdernes gierding, iagttage Gaardens reparation med Tæckning og klining, forsyne sig med Tørv og ald andet til sin Provision, saa skal hand iblandt daglig med 3 à 4 Folk og ellers den meeste tiid møde til Hove, snart for at skiere Tørv og dessen bortførsel, snart for at skove, og til adskillige Stæder Jldebranden henkiøre udj anseelig mængde, samme sauge, kløve og til sit bestemte Stæd henfløtte, snart rødde Damme, snart sætte Steengierder, snart fylde i Haugerne med mange andre Ting, som Proprietaierne finder behag udj at bruge dem til til Deris fornøyelse foruden de mangfoldige Hov Gierders gierding, Giødningens Udkiørsel langt fra Hoved Gaarden, Pløyning, Tærskning, som snart vedbliver til Høe og Korn høsten indfalder, da Bonden, for at opvarte samme, sielden i betiimelig tiid kand beobagte sin egen Gaards Avling, men ofte, naar Regn og vanskelig Veyrlig indfalder, først maae begynde paa sit eget, hvortil den største Aarsag er, at Proprietariernes Hovedgaards grund er bleven saa overmaade udvidet ved de mange Gaarders Afbrydelse og Ødeleggelse, og deres Jorders tillæg til Hoved Grunden, saa og Øde Gaarders Avling, som Bonden ligeleedes maae besørge, hvorved Hovningen er bleven dobbelt, og saa besværlig for Bonden, i sær for de Bønder, som nesten ligger een miil og mere fra Hoved Gaarden, at hand, i hvor meget hand stræber, dog maae blive ruineret, efterdj hand mae lønne flere Folck end hand ellers behøver, og den stoere Hov Poster? medtager iblandt meere end Bonen selv formaae, da hand med langt mindre kunde underholde sine Folck hiemme udj hans Gaard uden sin Skade, til med drives der een stoer tiid bort, hvorudj Bonden kunde betienne sig af sine Folck, især naar Høe og Korn Høsten indfalder, da Folckene, naar ustadigt Veyrligt indfinder sig, halve dage bliver borte uden at forrette noget, og naar de da kommer hiem vil Karlene icke finde sig udj den dag at giøre Bonden noget Arbeide, men søger deres egen Frihed; naar nu Deres Maytt allernaadigst, som Vj af Forordningen haver erfaret, vil hielpe den fattige ruinerede Bonde paa fode igien, hvorfor Vj udj allerdybeste underdanighed tacker, og med Vores daglige Bønner sucker til Gud om hans riige Belønning over Deres Maytt og det ganske Kongelige Arve Huus, saa seer Vj icke, at det kand skee, uden Deres Maytt af særdeeles Naade og mildhed vilde frjgive Bonden fra ald slags Hovning, og i det stæd allernaadigst befale, at af hver Tønde Hartkorn maatte betales een vis penge efter Deres Maytts egen allernaadigst fastsættende Taxt til Hovnings penge, da Proprietarierne deraf kunde faae Deris Hovnings Arbeide forrætted, allerheldst paa de Stæder, hvor Godserne ere forsynede med megen Mandskab, som De til Deris Arbeide og Tærskning tillige med Jyde=Tærskere kunde leye for penge, da Bonden der ved blev een stoer deel ......, og som derved i den Stand, at de alletiider efter Deris allerunderdanigste Pligt og Skyldighed kunde tienne Deris Maytt, naar det allernaadigst befaledes; Gud bøye Deres Maytts Hierte til Medlidenhed over den fattige betrængte Bondestand, og allernaadigst reflectere paa de Omstændigheder, som kand være til Bondens Gavn, Nøtte og opkomst.

3) Angaaende Korn = Tienden, hvorved der gaar eendeel Misbrug i svang, især, at Bonden, naar hans Korn er tienlig at indage, og der da iblandt Bønderne findes dem, som icke ere saa tiilig færdige, saa vil Tiende Tagerne icke annamme Tienden af Kornet, førend de alle ere færdige, da der ofte kommer Uveyr paa, hvorved Korned, som oftest, for Bonden bliver bederved, og som skeer, naar Veyret er ustadig, og korned da kand derefter blive tienlig, faare Tiende Tagerne deres Tiende, men Bonden siælden, siden hand maae opholde sig undertiden een lang tiid, førend hand kand komme af med Tienden, formedelst Veyrligets Ustadighed da icke, førend Korned næsten er groed kand faae sit Korn indaget, hvilcket iblandt er Bondens stoere Skade og Fordærvelse; Vi understaae Os derfore udj allerdybeste underdanighed at foreslaae, om det icke allernaadigst maatte behage Deres Maytt at befrj Bonden fra at levere ald slags Tiende af Korn in Natura, og derimod allernaadigst finde for got af befale, at i stæden for ald slags Tiende af Korn maatte betales af hver Tønde Hartkorn Sex á Syv Marck Aarlig, saa vel, naar Gud gav slett, som god grøde paa Jorden /: paa det at det eene Aar kunde bøde paa det andet:/ og eenhver derved tilladt at indage sit Korn, naar hannem siuntes det tienlig at være, da baade Tiende Tagerne og Bonden derved kunde finde sig brøstholden, hvorved da Bonden og kunde spare den lange Vey, hvorhen undertiden Tienden bliver bortført.

4) Angaaende Landgildens Ydelse, da er Landgilden eendeel Stæder saa stoer, at af een Gaard paa Fem Tønder Hartkorn maa svares Toe Tønder Byg, Fiire Tønder Havre, Fiire Skiepper Ruug, Tree Lispund reen Smør og for anden smaae Redsel udj penge Toe Rixdaler, som efter dette Aars priis paa Korn og feede Vahre snart beløber sig til Sytten Rixdaler, hvilcket for Bonden er een sær stoer Udgiftt foruden andre Deris Maytts ordinaire og Extreordinaire Skatter og Paabudde, der findes og de Stæder, at af een liden begiert Gave til Villighed nu er Opvoxet til een stoer mængde at yde som een Uimodsigelig skyldighed, ellers er der og mange stæder, som Landgilden er taalelig og Upaaklagelig, men for at træffe een Liighed udj alting, saa ere Vores ringe allerunderdanigste uforgribelige Tancker, som icke kand være til Proprietariernes skade men meere til Gavn og Fordeel og Bonden til Lættelse, at Bonden af hver Tønde Hartkorn efter Deris Maytts egen allernaadigste behagelige Villie, ligesom forhen Deris Maytts Rytter Bønder, Aarlig maatte svare noget vist baade til Hovning og Landgilde penge til een vis ansatt tiid at betale, naar Bonden til Udgiften, kunde have giort sine Vahre i penge, da Proprietarierne og Bonden hver for sig kunde finde sig fornøyet, og sig ingen Skade tilregne.

Forestaaende Vores Allerunderdanigste Betænckning bede Vj samtlig Underskrevne Allerunderdanigste, at Deris Maytt med naadige Øyne vilde ansee, og efter allernaadigste Behag og Gotfindende af en særdeeles Medlidenhed see den fattige Bonde=Stand hiulpen til bedre Opkomst og Forbedring; Udj dessen Allerunderdanigste haab Vj med Liv og Blod forbliver

Deris Maytts Allerunderdanigste og ringeste troe Arve Undersaatter

Lunde Sogns samtlige Bønder
Steenstrup Sogns samtlige Bønder
Quærndrup Sogns samtlige Bønder
Giislev Sogns samtlige Bønder
Herringe Sogns samtlige Bønder
Espe Sogns samtlige Bønder
Hillerslev Sogns samtlige Bønder
Kragerup Sogns samtlige Bønder
Hundstrup Sogns samtlige Bønder
Heeden Sogns samtlige Bønder
Nørre Lyndelse Sogns samtlige Bønder
Ollerup Sogns samtlige Bønder
Øster Schierninge Sogns samtlige Bønder
Wester Schierninge Sogns samtlige Bønder
Wester Aabye Sogns samtlige Bønder
Ringe Sogns samtlige Bønder
Brudager Sogns samtlige Bønder
Ulbølle Sogns samtlige Bønder Wester Hæsinge Sogns samtlige Bønder
Sandholt Lyndelse Sogns samtlige Bønder

Af Odensee og Nyborg Amter den 31te December 1768

Kilde: Betænkningen i Generallandvæsenskoll, journalsager 1769 nr. 43. Rigsarkivet


Fridlev Skrubbeltrangs bemærkninger til Rødkilde-konflikten

Landbohistorikeren Fridlev Skrubbeltrang skriver om Jens Lange og hans fæstebønder: På Sydfyn indledtes en langvarig og overordentlig bitter strid mellem Jens Lange på Rødkilde og hans bønder i Ulbølle. Den udløste en kædereaktion af processer, som landbohistorikeren Povl Hansen meget indgående har skildret på grundlag af bevarede aktstykker (Aarbog for dansk Kulturhistorie 1891, s. 105-209). Lange havde i mange år virket som en energisk og dygtig landmand. I 1765 udgav han et skrift, der viste, at han allerede i udskiftningsperiodens første fase anså fællesskabets ophævelse, udflytning af en del gårde og oprettelse af huse med små jordlodder for ønskelige reformer. Men hans ringeagtende ord om bøndernes dumhed, dovenskab og slette sæder blev kraftigt modsagt af Torkel Baden, der ud fra sine erfaringer på Bernstorff gods dømte anderledes. Baden hævdede, at bønders moralske brist især skyldtes "hård medfart og umenneskelig indskrænkning af frihed og næring". Begge disse forhold karakteriserede situationen på Rødkilde, hvor konflikten navnlig drejede sig om jord, som godsejeren havde frataget bønderne (eller fordelagtigt mageskiftet med dem?) og om et meget hårdt hoveri omfattende langt mere end hovedgårdsdriften. Trods regeringens reformvenlige indstilling i perioden 1768-71, Christian VII's skriftligt udtalte ønske om at fremskynde sagens afgørelse (1769) og arveprins Frederiks velvillige støtte så sent som i 1772 blev processernes slutresultat, at 11 bønder i Ulbølle skulle betale sagens omkostninger, og at Jens Lange frikendtes for alle sigtelser, mens hovedmændene blandt gårdfæsterne blev dømt til fæstningsarbejde "i jern" (lænkede) i henholdsvis 1 og 2 aar, de øvrige til tugthus i 6 måneder, en enkelt i 1 år (kommissionsdom i 1775)

Bønderne på Rødkilde gods havde vist mod, udholdenhed og i lang tid også godt sammenhold. Men de savnede ledere, der kunne forene fast holdning i hovedsagen med en vis forhandlingsvilje og den nødvendige forståelse af, at en afgørelse på højere plan ville tage sin tid. Ulbølle-bøndernes klager og bønskrifter blev for vidtløftige, stædighed vekslede med vægelsind, og hovedmændene havde en ulyksalig tilbøjelighed til at løbe regeringskollegier på dørene, og naturligvis overvurderede de kongens personlige indflydelse. Sikkert med rette kunne de føle sig krænket, når mere underordnede embedsmænd talte nedladende eller hånligt om deres "oprør", men uheldigt var det, at de ikke kendte regeringens ændrede hoveripolitik og forordningen af 1773, der atter tillod ubestemt avlingshoveri.

Rødkilde-affæren viser, hvor ilde det kunne gå, når en hårdhændet og hensynsløst hoverikrævende godsejer stod på sit "ret" overfor bønder, hvis krav på en rimelig behandling ikke i tide fik støtte i en beskyttende lovgivning og hos rettens udøvere. Jens Langes triumf var vel et ekstremt tilfælde, men understregede nødvendigheden af dybtgående reformer med socialt sigte. - 15 år senere skulle man opleve, at ordførerne for et stort antal jyske godsejere på højeste sted frembar deres klagemål over landbogivningen 1787-90, som efter deres påstand berøvede dem deres lovlige rettigheder og krænkede ejendomsretten "på den for os ynkværdigste måde, ja ville "bringe landet nær sin undergang".
 
Fridlev Skrubbeltrang: Det danske landbosamfund 1500-1800 (1978) p. 435f.