Katolsk biskop og studebaron Knud Henriksen Gyldenstierne

| | | | | |
Knud Henriksen Gyldenstierne og hustru Jytte Podebusk 1480-1573(RA)

Den sidste katolske biskop på FynDen sidste katolske biskop på FynLadegården - Nørre VosborgLadegården - Nørre Vosborg Knud Gyldenstierne og Jytte Podebusk - Aarhus DomkirkeKnud Gyldenstierne og Jytte Podebusk - Aarhus Domkirke1557 fik Knud Gyldenstjerne Vestervig Kloster som regnskabslen1557 fik Knud Gyldenstjerne Vestervig Kloster som regnskabslen Knud Henriksen Gyldenstjerne og Jytte PodebuskKnud Henriksen Gyldenstjerne og Jytte PodebuskDen vestjyske studegård Nørre Vosborg - Den gyldenstjernske fløj med bro over voldgravenDen vestjyske studegård Nørre Vosborg - Den gyldenstjernske fløj med bro over voldgravenDatering fra for både Knud Henriksen Gyldenstierne og Jytte Podebusk er skønnet. Gyldenstjerne, Knud Henriksen, død 1560, til Ågård m.m., biskop i Odense, lensmand, og hustru Jytte Podebusk, død 1573, til Vosborg og Irup. AFLEVERING: Hovedsagelig udskilt af Danske Adelsbreve, Topografisk Samling på Papir, Danske Samlinger, Danske Kongers Historie, Krarups Personalia. TILGÆNGELIGHED: Umiddelbart tilgængeligt. Omfang: 1 pk. samt 13 pergamentsbreve.

 

 

Gyldenstjerne, Knud Henriksen, –1560, Biskop.

Mester Knud Henriksen, som han sædvanlig kaldes, indtil han o. 1526 optog Navnet «von Stern» og kort efter Gyldenstjerne, var Søn af ovfr. nævnte Henrik Knudsen G. (d. 1517). Efter at have faaet gejstlig Uddannelse og taget Magistergraden blev han Sekretær i Christian II’s Kancelli, 1520 forlenet med Ring Nonnekloster ved Skanderborg og s. A. ved sin Slægtning Biskop Ove Billes Anbefaling Domprovst i Viborg. «Jeg haaber, at han skal blive eders Naade en tro Mand,» skrev Biskoppen til Kongen. Da den jyske Opstand udbrød, brugtes han ogsaa tillige med Ove Bille som Mægler mellem Kongen og de oprørske Stormænd og opsagde først Kongen Troskab omtrent samtidig med Ove Bille og Mogens Gjøe. 26. Marts 1523 har han derpaa i Viborg medbesegiet Frederik I’s Haandfæstning, blev strax optagen i Rigsraadet og var blandt de Raader, der ledsagede Kongens Søn Hertug Christian, da denne gjennem Jylland og Fyn drog mod Sjælland og Kjøbenhavn. Kong Frederik synes allerede paa denne Tid at have udset ham til Jens Andersen Beldenaks Efterfølger som Biskop paa hans Fødeø Fyn; i alt Fald bød Kongen, at han skulde forlenes med Bispegaarden i
Odense, hvilket dog denne Gang hindredes ved, at Biskop Jens Andersen kort efter sluttede sig til Frederik I; men da Biskop Jens paa Grund af sin Alder og sine mange Stridigheder tænkte paa at trække sig tilbage, bestemte han allerede 1527 K. G. til sin Successor, der først maatte forpligte sig til, naar han blev Biskop, at betale til Kongen den Sum, der ellers svaredes til Paven for Bekræftelsen paa Bispestillingen. Sagen kom dog først endelig i Orden 14. Marts 1529, da Jens Andersen afstod ham Bispedømmet mod en aarlig Pengesum. Senere, da Katholikkernes Had mod K. G. var vakt, beskyldtes han for ikke at have holdt Kontrakten; men dette modbevises ved endnu opbevarede Brevskaber.

Som Biskop indtog K. G. en ejendommelig Stilling. Selv hørte han ligesom sine Brødre i mange Henseender mere den nyere end den gamle Tid til. Betegnende i denne Henseende er det, at han i Aaret 1526 havde ledsaget Kongens Datter Dorothea til hendes Bryllup med den af Katholikkerne saa forhadte «kjætterske» Hertug Albrecht af Preussen, og s. A. var han det eneste gejstlige Medlem af Rigsraadet, der medundertegnede Kongens og det verdslige Raads Hævdelse af Aage Sparre som Ærkebiskop i Lund mod Pavens Vilje. Pavelig Konfirmation søgte K. G. heller aldrig. Strax efter sin Udnævnelse havde han en Samtale med Hans Tausen, og i den følgende Tid optræder han i mange Henseender i evangelisk Retning. Vel havde han ikke paataget sig nogen Forpligtelse til Kong Frederik med Hensyn til Evangeliets Stilling, og i de Kaldsbreve, han udstedte, findes heller ingen Forpligtelse for Præsterne til at prædike Evangeliet; men dog kaldte han o. 1531 Jørgen Sadolin fra Viborg til Odense og lod ham som sin Medhjælper virke i evangelisk Aand, medens han selv i Aaret 1532 var i Norge. I K. G.s Navn udgav Sadolin derpaa (1532) Luthers lille Katekismus, ledsaget af Formaninger til Præsterne, og da Sadolin senere af denne Grund forfulgtes af Katholikkerne, tog K. G. ham i Forsvar. Fra Odense udgik derpaa (1533) Sadolins Oversættelse af den augsburgske Konfession. Medens Katholikkerne (Poul Helgesen) ikke kunne finde Skjældsord nok mod den troløse «Skinbiskop», roses han derimod i høje Toner af Protestanterne som «den ærlige og fromme Biskop», der kunde tjene de andre til Forbillede. Under Herredagen 1533 efter Kong Frederiks Død har K. G. lige saa lidt som Mogens Gjøe og Erik Banner sat sit Segl under de Bekjendte Recesser, hvorved man søgte at sætte en Stopper for Evangeliets videre Udbredelse, og synes at have forladt Herredagen omtrent samtidig med Mog. Gjøe. Den evangeliske Lære synes han saaledes ikke at have haft noget imod; derimod følte han sig vistnok stærkt af sin biskoppelige Stilling og viste i verdslig Henseende en ikke ringe Iver, da han 1531 var bleven sat i Spidsen for sit Stifts verdslige Styrelse og i denne Stilling maatte træffe Forsvarsforanstaltninger i Anledning af Christian II’s forventede Angreb paa Danmark. «Han har hverken villet være Papist eller evangelisk», siges om ham 1536 i Klageskriftet mod Biskopperne, «men har ført et eget Regimente for sig selv og vilde kaldes Herre af Fyn.»

Sin store Selvraadighed og forfængelige Overvurdering af egne Kræfter kom han til fulde til at vise, da han i April 1532 blev sat i Spidsen for den Kommission, der med en dansk-lybsk Flaade blev sendt til Norge for at undsætte Akershus, hvor hans Broder Mogens G. belejredes af Christian II. I Følge den frie Fuldmagt, der medgaves Kommissærerne, skulde de ved Underhandlinger eller Vaabenmagt søge atter at bringe Norge og dets Indbyggere under Kongens Haand; alt, hvad de i den Henseende gjorde, skulde have Gyldighed, som om Kongen selv havde været tilstede. Vel vilde man senere gjøre gjældende, at dette «Magtebrev» kun gjaldt Norges frafaldne Indbyggere, og ikke gav Ret til Underhandlinger eller Overenskomster med /Kong Christian personlig; men saa meget er sikkert, at Kommissærerne, til hvilke ogsaa Broderen Mogens G. regnedes, stadig ansaa sig for berettigede til i Følge deres Fuldmagt at træde i Underhandlinger med Kong Christian selv. Denne havde nemlig indtaget en meget stærk Stilling ved Oslo, hvorfra de ansaa det for vanskeligt at fordrive ham; desuden manglede de Ryttere til at kunne afskære hans Forbindelser med det nordligere Norge. Da Kong Christian derfor selv begyndte at indlede Underhandlinger, afsloge de det ikke; dog afbrødes disse første Underhandlinger, fordi Kongen endnu forlangte Norge for sig. Peder Skram og Junker Wilken Steding afsendtes da (17. Maj) til Danmark for at kræve Forstærkning, især Rytteri, og i det hele sætte Kong Frederik ind i Sagernes Stilling. Efter nogen Tids Fejdetilstand begyndte Kong Christian imidlertid atter Underhandlinger; men da Kommissærerne stadig nægtede at indgaa noget Forlig, hvorved Norge eller Dele heraf afstodes, enedes man endelig efter Forslag fra Kommissærerne om, at Kongen med frit Lejde skulde føres til Kjøbenhavn for personlig at underhandle med sin Farbroder; hans Hær skulde strax opløses og Norge i Mellemtiden holdes til Kong Frederiks Haand; men hvis Forlig ikke opnaaedes, skulde han enten føres tilbage til Norge eller til Tyskland. Efter at selve Lejdebrevet var beseglet, men ikke den hertil hørende «Kontrakt», kom
imidlertid P. Skram og W. Steding tilbage. De medbragte en skriftlig Instruktion, udstedt 2. Juni, hvori det blot hedder om de (indtil 17. Maj.) førte Underhandlinger, at det ikke tyktes Kong Frederik raadeligt, at de paa en anden Tid gave sig saa vidt i Handel med Kong Christian. Med dette Svar afsendtes P. Skram og W. Steding; men da Kong Frederik imidlertid gjennem Lybek havde erfaret, at Underhandlingerne vare gjenoptagne, og at Kong Christian skulde ville begjære Norge eller en Del deraf, sendtes den kgl. Sekretær Axel Juul efter dem med en forstærket Ordre, der synes at have været givet baade skriftlig og mundtlig og at være gaaet ud paa, at de aldeles ingen saadan Handel maatte indgaa med Kong Christian, men skulde slaa ham af Norge. Baade K. G. og hans Broder Mogens og de øvrige Kommissærer toge dog ikke i Betænkning alligevel at besegle Kontrakten uden i Forvejen at underrette Kong Christian om de Bud, som vare bragte fra Kjøbenhavn. Peder Skram derimod vægrede sig ved at besegle Kontrakten. De viste ganske vist herved stor Egenraadighed; men efter det Brev at skjønne, som K. G. kort efter sendte til Kong Frederik, har hverken han eller de andre betragtet de nye Budskaber fra Kjøbenhavn som en Gjenkaldelse af deres frie Fuldmagt eller et bestemt
Forbud imod at indgaa nogen som helst Overenskomst med Kong Christian, saa meget mere, som de i Virkeligheden ikke selv havde lovet denne det mindste, men alt var overladt til de Underhandlinger, der skulde føres mellem de to Konger selv. At de ansaa det som den lempeligste Udgang paa den 9aarige Fejdetilstand, at det nu kom til et virkeligt Forlig, er klart af alle deres Udtalelser baade før og efter Katastrofen.

Anderledes saa man Sagerne i Kjøbenhavn, og under disse Forhold viste K. G. stor Svaghed. Alle kastede sig nu over ham; af de øvrige Kommissærer var den norske Rigsraad Niels Lykke forbleven i Norge, og Broderen Mogens var ligeledes fraværende. K. G. stod ikke med Kraft paa, at Lejdet skulde holdes, men søgte at redde sig ud af Klemmen ved at beskylde Kong Christian for ikke selv i et og alt at have holdt Kontrakten som Grund til ikke at holde Lejdet, og saaledes blev dette brudt. – Folkestemningen rettedes nu mod ham; han beskyldtes for med Overlæg at have
ført Christian II i en Fælde, og i de Forhandlinger med tyske Fyrster, hvori Kong Frederik søgte at undskylde sin Adfærd, kastede man hele Skylden paa ham. Selv viste dog hverken Kongen eller i den følgende Tid Rigsraadet ham nogen synderlig Ugunst. Han vedblev at have den øverste verdslige Styrelse i Fyns Stift, og da Grevefejden udbrød, viste han sig ivrig for Christian III’s Valg og fik en Forsamling af den fynske Adel paa et Møde i Hjallese ved Odense til i Juli 1534 at slutte sig til Jyderne om at anerkjende denne; men da de grevelige Tropper kort efter besatte Fyn, maatte han skyndsomst flygte. Hans Bispestol gaves til Gustav Trolle; selv begav han sig til Hertug Christian i Jylland og brugtes af denne til ansvarsfulde Hverv. Efter Slaget ved Øxnebjærg (1535) fik han atter sin Bispestol; men Glæden varede kun kort. Da Biskopperne efter Kjøbenhavns Overgivelse 1536 fængsledes, blev ogsaa han fangen af Lensmanden Claus Daa og et Par andre Adelsmænd, netop som han efter endt Gudstjeneste forlod Albani Kirke. Han løsgaves efter et Aars Fængsel, efter at han (4. Sept. 1537) havde udstedt en Revers om at være Kongen og hans Søn tro og finde sig i Religionsforandringen. I Rigsraadet blev han aldrig gjenoptagen og levede nu som verdslig Stormand nogle Aar i tilbagetrukken Ro. Han giftede sig med Jytte Podebusk, Enke efter den ved Svendstrup faldne Rigsraad Niels Brock til Estrup og Datter af den rige Rigsraad Predbjørn P. Herved fik han Del i en stor Mængde Herregaarde: Estrup, Aagaard og Nørre Vosborg, ligesom han ogsaa efter sin Broder Gabriel G. fik Restrup Hovedgaard, og blev en meget rig Mand. Imidlertid fortsattes de pinlige Forhandlinger om Christian II’s Fængsling. Da man til sidst under Forhandlingerne i Regensburg 1541 gik saa vidt, at man vilde fremstille det hele som en Sag, der kun angik K. G. og Christian II selv, hvorfor man tilbød at stille ham for Retten, hvis Kong Christians Venner vilde anklage ham, saa blev det nu nødvendigt at faa K. G. til at afgive en Erklæring, hvorved den danske Regerings Fremstilling kunde reddes. I Juni 1542 afæskedes ham derfor en Række Svar. Han benægtede her, at Peder Skram havde haft nogen mundtlig Besked at overgive, og paastod, at han kun havde overrakt ham Kong Frederiks Brev, hvortil han havde holdt sig. Ligeledes benægtede han bestemt at have tilbudt selv at tage Kong Christian i Forvaring. Da disse Svar aabenbart ikke kunde bruges ligefrem, opstilledes med juridisk Kløgt en Erklæring, hvori de omtvistede Punkter skjultes paa en saadan Maade, at K. G. med nogenlunde frelst Samvittighed kunde sætte sit Navn under og tilsyneladende paatage sig Skylden, og herved vandt han sig atter en Stilling. Samtidig fik han nemlig Ø Kloster i Pant for 4000 Dlr.; 1556 forlenedes han desuden med Ørum Slot som Pantelen og 1557 med Vestervig Kloster som Regnskabslen. Han og hans Hustru indtoge nu en rig og anset Stilling i Aristokratiets Rækker. Uden dog at faa sin Rigsraadsplads tilbage anvendtes han i forskjellige vigtigere Hverv i Jylland; ogsaa indbødes han med sin Hustru oftere til kongelige Fester. 1559 maatte han opgive Ø Kloster, men fik senere Lund paa Mors i Pant i Steden. Da han 1559 maatte overlade sin Stifsøn Lave Brock Estrup, flyttede han til Vestervig, hvor han døde 8. Dec. 1560 i en høj Alder, vistnok over 80 Aar gammel, og ligger begraven i Aarhus Domkirke, hvor Ligstenen endnu findes.

Hist. Tidsskr. 4. R. III.
Heise, Kristiern II i Norge og hans Fængsling
(jvfr. Hist. Tidsskr. 4. R. VI, L. 115 ff.).
Brasch, Vemmetoftes Hist. I.

A. Heise.


 

.
BilagStørrelse
Breve_Knud_Gyldenstierne_Jytte_Podebusk.pdf7.06 MB
Breve_Knud_Gyldenstierne_Jytte_Podebusk_2.pdf6.48 MB
Breve_Knud_Gyldenstierne_Jytte_Podebusk_3.pdf9.14 MB
Breve_Knud_Gyldenstierne_Jytte_Podebusk_4.pdf8.74 MB
Breve_Knud_Gyldenstierne_Jytte_Podebusk_5.pdf9.07 MB
Breve_Knud_Gyldenstierne_Jytte_Podebusk_6.pdf8.85 MB
Breve_Knud_Gyldenstierne_Jytte_Podebusk_7.pdf9.32 MB
Breve_Knud_Gyldenstierne_Jytte_Podebusk_8.pdf9.07 MB
Breve_Knud_Gyldenstierne_Jytte_Podebusk_9.pdf7.93 MB
Breve_Knud_Gyldenstierne_Jytte_Podebusk_10.pdf9.6 MB
Breve_Knud_Gyldenstierne_Jytte_Podebusk_11.pdf7.9 MB
Breve_Knud_Gyldenstierne_Jytte_Podebusk_12.pdf8.93 MB
Breve_Knud_Gyldenstierne_Jytte_Podebusk_13.pdf8.8 MB
Breve_Knud_Gyldenstierne_Jytte_Podebusk_14.pdf9.47 MB
Breve_Knud_Gyldenstierne_Jytte_Podebusk_15.pdf8.21 MB
Breve_Knud_Gyldenstierne_Jytte_Podebusk_16.pdf8.13 MB
Breve_Knud_Gyldenstierne_Jytte_Podebusk_17.pdf6.63 MB
Breve_Knud_Gyldenstierne_Jytte_Podebusk_18.pdf5.17 MB