Om at "skære en madpose"

| | | | | |

Redaktør P. H. Nygaard, Fyns TidendeRedaktør P. H. Nygaard, Fyns TidendeAf redaktør P. H. Nygaard, Odense

Utvivlsomt vil mange kende et udtryk som: "Han forstaar at skære en Madpose", men det er vistnok kun en mindre part, som ved, hvorfra dette udtryk har sin oprindelse. Det skriver sig fra den tid, da det var tilladt unge karle, der skulle indkaldes til militærtjeneste, at "stille for sig", altså at lade en anden træde i stedet. De, der overtog dette hverv, kaldtes "Stillingsmænd", og de påtog sig naturligvis ikke gratis en sådan ekstra indkaldelse, og var der udsigt til krig, blev vederlaget så meget større. Dette vederlag bestod som regel af en kontant sum og dels af naturalier, de sidste at levere årligt i et vist åremål efter nærmere aftale.



Og det er samtlige disse ydelser, man populært betegnede som en "Madpose", hvis indhold stillingsmanden naturligvis var interesseret i at få "skåret så godt til" som på nogen måde muligt. Deraf kom altså udtrykket om have forstand på sligt.

For ca 40 år siden [ca 1890] fik jeg hos en fynsk veteran fra tiden omkring 64-krigen en fortegnelse over, hvad den "Madpose", som han kendte bedst indeholdt eller dog omfattede. Og da fortegnelsen ikke er uden en vis interesse, skal jeg her anføre dette minde fra en svunden tid.

Den pågældende stillingsmand fik tilskrevet og sikret følgende ydelser: 500 rigsdaler (1000 kr) en gang for alle. Og dernæst årligt i 16 år: 18 pund smør, 1 sødmælksost til 12 pund, 1 surmælksost til 12 pund, 2 røgede lammelår 2 røgede pølser, 1 lispund (16 pund) flæsk, 1 hvedebrød, 1 sigtebrød, 1 skjorte, 1 par strømper. Og endelig et anker øl i tjenestetiden.

Man kan godt mene, at navnlig hvad brød, skjorte og strømper angår, har den pågældende stillingsand været meget beskeden, men her an huske på, at mens tjenestetiden kunne træffe til at blive forholdsvis kort, skulle den årlige vareydelse gælde i 16 år. I det hele betød i hine dage en "Madpose" som den her omhandlende såre meget for en ubemidlet karl. Og so regel var både yder og nyder godt tjent med, at vederlaget bestod dels i kontante penge og dels i varer.

Kilde: Fynsk Hjemstavn 1929