Af Vedel Simonsens optegnelser fra Svenskekrigen

| | | | |

Slaget ved Nyborg 1659Slaget ved Nyborg 1659Af Vedel Simonsens optegnelser fra Svenskekrigen - ved Evald Tang Kristensen

I 1829 og følgende år indsamlede historikeren. godsejer L.S. Vedel Simonsen, Elvedgård, en betydelig mængde fynske sagn fra Svenskekrigen 1657-1660, dels gennem indberetninger fra præster, lærere o.a. og dels ved indsamlingsrejser, som maleren N. Ringe foretog på Vedel Simonsens bekostning. En lille del af det indsamlede stof findes trykt i V.S.s bog: Bidrag til den fyenske Kongeborg Rugaards Historie II, 1844. En større del indarbejdede han i sine nordfynske herredsbeskrivelser, der nu findes som manuskripter i Nationalmuseets 2. afd.s bibliotek(*) og har været kildeskrifter for senere historiske og topografiske forfattere.
(*)I 1892 blev det besluttet at dele museet i en 1. og en 2. afdeling. 1. afdeling omfattede som det vigtigste forhistorien, mens 2. afdeling som sit primære arbejdsområde havde historisk tid, hvilket betød tiden efter år 1000. Det blev bestemt, at Antikvarisk-Topografisk Arkiv skulle høre ind under 2. afdeling, mens 1. afdeling skulle oprette sit eget arkiv. Denne opdeling var dog ikke uproblematisk, og man er aldrig blevet helt enige om, hvilket arkiv, der har ansvaret for vikingetiden, ligesom afgrænsningen ved år 1000 er lidt flydende. Antikvarisk-Topografisk Arkivs afgrænsning i forhold til nyere tid, dvs. perioden efter år 1660, kom få år efter. Arkivet indeholder dog mange oplysninger om tiden herefter.



For en snes år siden gennemgik Evald Tang Kristensen V.S.s optegnelser i Nationalmuseet og udskrev stoffet om Svenskekrigen. Med megen velvilje har Evald Tang Kristensen stillet hele denne afskriftsamling til rådighed for Fynsk Hjemstavn, hvor offentliggørelsen nu begynder netop i hundredåret for indsamlingsarbejdets begyndelse. Da stoffet fra Odense amt synes at være flittigst udnyttet i litteraturen, vil der her blive begyndt med Svendborg amt, hvorfra for øvrigt den mindste part hidrører. Optegnelserne vil så vidt gørligt blive ordnede efter byer og sogne, taget i samme rækkefølge som i J.P, Trap: Kongeriget Danmark. Hvor optegnerens navn findes i manuskriptet, vil det blive tilføjet. Angående såvel V.S.s som andres optegnelser af fynske sagn fra Svenskekrigen kan i øvrigt henvises til H. Ellekilde: Fynske Folkesagn fra Svenskekrigen med tilhørende noter i Beretning om det 2. danske hjemstavnskursus, trykt i Odense 1925. H.C.F. [Fynsk Hjemstavn, marts 1929].


Købmand Ernst E. BrandtKøbmand Ernst E. BrandtSvendborg. Den dag, da de svenske rykkede ind i Svendborg, var en bondemand gået op i kirketårnet for at se, hvor nær de var byen, Mens han søgte at få øje på dem fra en kant, var de marscherede ind fra en anden, og nogle var allerede ved foden af tårnet, der tiltalte ham med barske og truende miner: "Hvor har din gamle skjælm nu gemt dine penge?" Men da de ingen fandt i tårnet, lod de ham på hans trohjertige forsikringer, at han ingen penge havde og hans ængstelige bønner, igen slippe. Baggesen.

Købmand Ernst Brandtes oldefar i Svendborg, som var meget rig, lod bryde hul i deres skorsten og der indmure alle deres penge. Da de svenske kom, plyndrede de adskillige, var og hos disse, men de nægtede, de havde ingen penge, og slap dermed. Men nogle af deres naboer gav dem an, at de havde penge, og så kom de tilbage, og da de ikke ville bekende, pinte de konen, satte hendes fingre i skruer, så hun til sidst måtte bekende. Men hun måtte des uagtet beholde skruerne på, til de fik skorstenen brækket ned og fandt pengene.

Peder Ribers gård i Møllergade 1Peder Ribers gård i Møllergade 1I kollektør Ribers gård i Svendborg er en hylde, hvorpå der endnu forevises, hvorledes de svenske har hugget deri med deres sabler. Anledningen dertil skal være, at en pige, som den gang tjente i gården, og som nyligen var bleven voldtaget af en del svenske, ikke kunne tilfredsstille andre svenskers lyster, hvorfor de tog hendes barn fra hende og lagde det på hylden, hvor de hug efter barnet.

 

 

 

Nyborg byNyborg byNyborg.
Da slaget stod ved Nyborg den 14. nov. 1659 var den svenske anførers gemalinde på et sted i en sal eller et stort værelse, hvor hun kunne overse kampen. Her var tillige en dansk, som skar hakkelse. Denne ville tillige med fruen se slaget an, og des årsag gik til vinduet eller det sted, hvor slaget bedst kunne ses. Dette skete 2 gange, men fruen viste ham hver gang tilbage med disse ord: "Schnide kun mehr hakkelse, vore de vinder". Men da fjenden begyndte at fly, siger hun: "Schnide kun inte mehr hakkelse, for vore de taber", hvorpå dannemanden, som var tvungen, løb sin vej.

I samme slag skal en svensk, som ingen udvej så til at redde sig, have funden lejlighed til at krybe op og derfra ned i et hult træ, hvor han, da han ikke kunne komme op igen, da alt blev roligt, måtte dø. Her blev han for en del år siden fundet, da træet blev fældet, i munderingen og med sine våben, men som man kan slutte, ganske forrådnet.
Optegnet af H.P.Larsen, seminarist og medlærer i Tommerup

En over 80 gammel mand, forhenværende gæstgiver Graff, fortalte mig, at man for en del år siden i skoven ved Nyborg havde omhugget et hult træ, hvori der fandtes en benrad af en svensk soldat fra hin tid, som formodentlig har søgt skjul i dette træ- Optegnet af Brolund, Svindinge

Førend Brandenborgernes og polakkernes ankomst her til landet har formodentlig tobakkens brug vøret aldeles ukendt, thi det er et sagn mellem bønderne, at nogle af disse fremmede skulle have spyet ild og røg af næse og mund. Det er mig sagt, at den nu afdøde købmand Peder Andersen i Nyborg skal have ejet en plan over begge armeers stilling i det slag, som fandt sted i nærheden af byen. Optegnet af Hofman, Hofmansgave 1829.

Lindvads Mølle i Vester ÅbyLindvads Mølle i Vester ÅbyFra flere steder fortælles, at svenskerne tog dyner, rystede fjerene ud og brugte betrækkede til hestedækkener, til sække og poser. Blandt andre steder skete det i Lindvads Mølle ved Vester Åby, hvor alle møllerens sengeklæder på denne måde blev ødelagte. Jeg har hørt dette af en mand, hvis moder havde hørt det af sin farfader, der vandede heste i åen og så fjerene svømme ned af den. Optegnet af "Bonde", Ludvigsminde 4. marts 1829-

I den tid, da svenskerne huserede her i landet, var der en bondegård ved navn Gjaldebrede, henhørende under Baroniet Brahetrolleborg. Denne gård var rundbygget, og kuns en port på, som var så vel forsynet med bomme indvendig, at ingen kunne trænge sig derind, før dens beboere lukkede op, og disse var nogle voksne sønner, som forestod gården for deres moder, som var enke. Gården lå i en stor skov, hvor svenskerne ofte forvildede dem. Så traf de gerne på den vej, der førte til Gjaldebrede, og når beboerne så, at der ej var flere svenskere, end de kunne overmande, så lukkede de op for dem og hidsede nogle store hunde på dem og slog dem ihjel for fode med deres køller og knipler, hvormed de var bevæbnede, tog deres våben og penge og skjulte ligene på bedste måde, for at de andre svenskere ej skulle opdage dem. Da dette var lykkedes dem i nogen tid, så bevæbnede de dem med de plyndrede våben og lagde dem på skjulte steder i skoven, og når de så en lille trop svenskere, så overfaldt de dem og passede på, at ingen undløb. En gang havde de bemægtiget sig en rustvogn, som de udplyndrede, og siden lod de vognen løbe baglæns ud i Brændegårds Sø, hvor fiskerne senere har mærket den med deres fiskeredskaber. Hvor mange svenske de har myrdet, ved jeg ikke, men der fandtes endnu for en 30 år siden i den gård, hvor de havde boet, en mængde våben, især kårder og sabler. Efterkommerne var endnu rige fra den tid, og deres penge var størstedelen sølvmønter, som de ikke en gang selv kendte.

Gjaldebrede var i ældre dage en skovgård. I krigens tid beboedes den af en velhavende familie, der beværtede de svenske godt for at skånes for deres plyndring. Imidlertid pønsede ejeren på, hvorledes han kunne skade de svenske. I denne hensigt overtalte han sine naboer fra Sølvbjerg og Kragegård, at de en aften skulle være forsamlede i hans ladebygninger, bevæbnede med økser og køller for at overfalde de svenske, når han havde fået dem berusede. På bondens tegn kom de skjulte frem, tog et stort egebord, bag hvilket de svenske sad, og kastede det om på dem, hvorpå det blev dem en let sag at slå dem ihjel. Det fortælles og, at dette skete flere gange, uden at fjenden fik det at vide. Gamle folk fortæller endnu, at de har set en mængde gamle geværer samt svenske penge i denne gård, førend den blev nedbrudt. Stedet bebos nu af skovrideren over de trolleborgske skove. [Meddelt af: Bonde]

Rantzausholm 1660Rantzausholm 1660På hver af herregårdene Brahetrolleborg (forhen Rantzausholm) og Rødkilde logerede en høj svensk officer. Disse 2 officerer kom i trætte med hinanden ved en sammenkomst på Rantzausholm. Den, der logerede her, foranstaltede da, at skytten på godset, Frands Skytte, en dansk mand, gik ud i dyrehaven, hvor han, stående bag et plankeværk, skød den svenske officer ihjel i hans karet på hans hjemrejse. Tjeneren mærkede ikke, at hans herre var skudt, thi da skuddet hørtes i dyrehaven, lagde han ikke videre mærke dertil. Men da han kom til et led, som han skulle lukke op, opdagede han først, hvad der var sket. På vejen mellem Brahetrolleborg og Rødkilde er der ved Brændegård en mark, som gamle folk kan erindre var en dyrehave. I nærheden deraf findes endnu et ledsted, som kaldes Holdtagerleddet, hvis navn man vil udlede af ovennævnte begivenhed. Ved dyrehaven lå før en gård, som nu er udflyttet, kaldet Skyttegården, hvis beboere påstår at nedstamme fra Frands Skytte. [Meddelt af: Bonde]

Efter sagn skulle svenskerne have bemægtiget dem Trolleborg og Brændegård, hvor officererne så opholdt dem og rejste fra en gård til en anden for at besøge hinanden. En gang skulle en af dem have rejst fra Trolleborg til Brændegård, og da kuske kørte forbi dyrehaven ved søen, hørte han et skud, som kom bag fra et stengærde. Han gjorde sig ingen betænkning derover, da han ej troede, at det gjaldt dem, men da han kom til Brændegård, og de kom ud for at tage hans herre af vognen, da sad han i kareten og var død. Skuddet var gået igennem kareten og havde gennemboret ham. Fra hvem skuddet kom, vides ikke.

Gislev sogn. I Holmelund, en gård i Gislev, blev en svensk ihjelslået af de danske, skønt han bad meget ynkelig om at beholde livet. Man skal endnu kunne se blodet af ham i et kammer på gården. Der blev for mange år siden fundet 500 rdl. i en banke ved den såkaldte Grave-Gyde i samme sogn, hvilke man mente var nedgravede for at skjule dem for svenskerne [Optegnet: Bonde, Ludvigsminde]

Ravndrupgård, forhen Eskelundgård i Gislev sogn, afbenyttedes af de svenske, men efter at de siden havde plyndret den, skød de ild på den. Da hovedbygningen var brændt, og ilden havde begyndt i ladegården, gik fruen på Eskelundegård selv op på taget med to ølkander vand og fik ilden slukket. Endnu sees af det brændte tømmer i gården [Meddelt af: Bonde, Ludvigsminde].

RygårdRygårdLangå sogn: Der går sagn om Rygårds herre, en af de Pultzers slægt, at han nemlig læste sig fra de svenske ved at levere hver uge en fed stud, og derfor fritoges for plyndring. Plyndring var ellers hver mands plage, når han ej kunne skuffe eller røre de svenske; som et eksempel på det første fortæller sagnet, at alle gårdene i Gjaldbjerg by, hvoraf nogle ligger under Rygårds gods, blev plyndrede undtagen en, som svensken gik forbi, da de så, at porten var af sine hængsler, fylden af sengene fløj om i gården, og ruderne var ude af vinduerne, et arbejde, som gårdens besidder havde fuldendt før svenskens komme. Vi hører også fortælle om, hvorlunde svenskens hjerte kunne røres. Da nemlig nogle af de plyndrende flokke kom til Langå by og da drejede op til den gård, som nu Johan Christensen boer, ilede konen med sine børn op ad marken til for at drukne disse, men blev vinket tilbage og skrånedes ganske for voldtægt, plyndring og anden jammer. De svenske stjal en 10 års gl dreng i Peder Christensens gård, hvilken dreng tumlede underlig om i forskellige lande, men kom til sidst tilbage og fik tjeneste i samme gård. Så stor var imidlertid nøden, at da denne dreng blev taget bort, spiste han på et halvt hestehoved, som han havde givet 3 mark danske for, men fik kun en mundfuld, da så svensken tog det fra ham.

I den gård, som nu Anders Hansen har i fæste, kom nogle svenskere om natten og bankede på, tvang så manden til i bar skjorte at vise dem vej til Øksendrup.

Langå kirkeLangå kirkeI den gård, hvor Lars Krog boer, gik det 3 svenskere mindre vel, thi da de fordrede op, overfaldt folkene dem, slog dem ihjel, og blev disse voldsmænd som så mange andre af deres landsmænd begravede i Rygårds Mose, hvor man endnu for få år siden viste nogle vidjebuske, der betegnede gravstedet.

Ligesom bønderne plyndredes, gik det og med præsten i byen, men medens en officer anførte sin plyndrende vagt, listede nogle bønder sig til og afskar hans vadsæk af hans hest, så han måtte i det mindste miste disse skatte. [Meddelt af: Esbensen, Langå]



Tangå MølleTangå MølleØksendrup sogn. I øvrigt er det såre mærkeligt, at Tangå Mølle, den enlige gård og det ene hus derhos har udgjort en samlet gård, fordum et herresæde for de Oxers familie. En ætling af den har anlagt byen Øksendrup, der erholdt først navn efter ham, men det gik så med dette navn som med så mange, at det forvanskedes i tidernes løb. Hvad egnen angår, sees i samme endnu spor af flere fiskeparke, anlagt langs med den såkaldte Smedehuule og Dyngebæk, som blev efter de tidender, som bæres om byen, ædelagte af svensken i krigens tid.



Øksendrup kirkeØksendrup kirkeSvensken foer også her ilde frem mod Øksendrup, skændte og brændte, hvor han drog frem. Undtagelser fra den almindelige elendighed ved rygtet dog at anføre. Således frelste en pige sig her fra voldtægt ved i 2 dage at holde sig skjult under et kar. En kone, som flygtede op i et pæretræ med sit diende barn, blev opdaget, og en svensker ville have skudt hende ned, men da det diende barn i det samme begyndte at græde, bevægede en anden svensker ham herfra, rørt ved barnets gråd. En mand trak de derimod nøgen ud af sengen, slæbte ham med til Nyborg, og man hørte aldrig om hans videre skæbne.

En officer, som havde kvarter i Anneksgården, dræbte alle kreaturerne og spiddede et 2 års barn på sin kårdespids, indtil han til sidst under hånlig grin kastede det ud af vinduet. Konen i samme gård lå på den tid i barselseng. Manden havde dannet en hule for hende og det spæde barn ved Fiskebæk, hvor han en tid bragte dem føde, men så dræbtes han af de svenske, og moder og barn blev rov for hungersdøden. I en anden gård skar de svenske brysterne af konen, vendte vuggen om, og gennemborende bunden i den og naglede barnet til gulvet med et sværd. [Meddeler: Esbensen, Langå]