Sognepræst Christian Andersen Spleth 1764-94 - Skårup

| | |

Friskolelærer Rasmus HansenFriskolelærer Rasmus Hansen Pastor Christian Spleths kollatsbrev 1764Pastor Christian Spleths kollatsbrev 1764Skårup kirkeSkårup kirkeAnno 1794, den 23. januar døde sognepræsten for Skårup menighed, velædle og velærværdige, nu hos Gud saligen hr. Christian Spleth i sit alders 63. år, efter at han havde forestået dette embede i 29 år, og blev begravet i Skårup kirke den 30. samme måned.  Sådan står der at læse i Skårup kirkebog, han kom til Skaarup i 1764 , og ifølge Gorm Benzon kaldtes han på egnen gerne "Hæsblæs". Og "han var en vældig maner", skal vi tro de beretninger som slagter Jens Mortensen, har overleveret til friskolelærer Rasmus Hansen, Vejstrup. Jens Mortensen blev født 8. januar 1820 i Vejstrup, og hans beretninger var iblandt Rasmus Hansens efterladte optegnelser.

For over 100 år tilbage i tiden kom der en præst til Skårup, der i folkemunde hed hrr. Split. Han kunne lidt mere end sit Fadervor; han havde således lært, både at mane, vise igen, være to steder og meget mere. Straks han kom i sit embede, var han næsten aldrig i senge om natten, men færdedes om, både i præstegården, på kirkegården og i kirken, for at opdage om der ikke var eet eller andet pusleri, han kunne prøve styrke med. Hans kone og en voksen søn, de havde, var rigtig utilfredse med, at han således sværmede om. Så snakkede de sammen om, at see og kyse ham. En aften tog så sønnen et hvidt lagen over sig og gik op på kirkegården, hvor han mødte sin fader. Faderen hilser ham og siger: God aften. Sønnen svarede ikke. Præsten spørger: Hvem er du?  Sønnen tider. Præsten spørger: Er du menneske eller dødning? Men han fik ingen svar. Så begyndte han at mane sønnen. Men da sønnen fornam, han sank, sagde han: Det er mig, Fader. Det er slemt, min søn, sagde præsten, men nu er det bagefter: jeg kan ikke frelse dig, du er kommen i over det tredie. Så manede han ham helt, og drev en pæl igennem ham.

Udsigt fra Skårup kirkeUdsigt fra Skårup kirke En anden nat stod præsten i sit kammer og ser op på kirkegården; da begynder det at ryge op af en grav. Så råber han ad konen og siger: Kom moer, så skal du see noget! Selv var han snar og tager kjole og krave på, sin bog i hånden og springer ud af vinduet for at nå spøgelset, før det kom af kirkegården. Han når og lige netop porten, idet genfærdet ville lukke op. Det måtte så kønt blive indenfor; og han manede det ned ret indenfor porten; der stod pælen mange år. Men konen stod i vinduet og så, han gjorde det.

En nat kom præsten kørende hjem ad Svendborgvejen, da ser han en høj ved vejen, der var løftet i vejret og stod på fire røde støtter. Derinde under var lystighed, for nisserne var just den nat i besøg hos troldene, og det var ret nu lige på det højeste med dansen og drikken. Prr! siger så præsten. Lad mig se om jeg har, hvad jeg skal bruge. Nej, jeg har ingen krave. Den må du hente, siger han til karlen: Sid på en hest, og vær her igen, så hurtig hesten kan bære dig. Så snart præsten kom i klæderne, gik han ovenpå højen og trådte ham ned. Efter den tid har ingen set lystighed i højen. Ja, hvor der var tøjeri, der måtte fly for ham.

Skårup præstegård 1803Skårup præstegård 1803En aften silde gik en af bymændene fra kroen og hjemefter. Som han gik over plantebedene, der hvor gymnastikpladsen er, møder han en sort jomfru. Ja, det var naturligvis et spøgelse, eller Gud må vide, hvad det var for noget. Nu siger et gammelt ord: Når øllet går ind, går forstanden ud; sådan gik det her. Manden rækker efter den sorte med begge arme (han burde have flyet skarnet) og siger: Giv mig et kys! Nej, i aften ikke, siger genfærdet, men mød mig i morgen aften på dette sted og på denne tid, så kan vi snakkes ved. De gav så hinanden bestemt løfte om mødet, og går så hver til sin ende. Men inden manden nåede sit hjem, var han så bange at alle hans lemmer rystede. Om natten fik han ikke søvn i sine øjne, for hver gang han tænkte på den sorte jomfru, krøb det i ham. Så snart det vel var dag, gik han til præsten, fortalte ham den hele tildragelse og bad ham om et godt råd. Ja, har du givet hende dit ord, sagde præsten, så får du holde det; jeg skal hjælpe dig, det jeg kan. Blive hos dig kan jeg ikke, men gøre dig det, der er bedre, det kan jeg. Blive hos dig kan jeg ikke, men gøre dig det, der er bedre, det kan jeg. Så ud på aftenen går præsten og manden til stedet. Her gør præsten en kreds udenom manden og siger: Lad nu komme, hvad der komme vil; når du bliver i kredsen er du sikker. Hun viser sig først i en skikkelse så i en anden, kanske i min med; hun vil lokke og true, for at få dig ud af kredsen, men hold du kun ud. Når jeg kommer selv, går jeg lige over kredsen og tager dig ved hånden og det uden at sige et ord. Så først må du følge med hjem. Her har du ellers en bog, den kan du bare række dem, der kommer og sige: Læs du den ! så skal de nok forsvinde. Så gik præsten. Kort efter kom den sorte jomfru, hun rakte sin hånd ud og siger: Kom dog og mød mig ! Jeg venter dig på stedet, sagde manden. Så kom hun derhen, men blev standset af kredsen. Ræk mig dog din hånd, siger hun. Nej, læs du den, siger manden og rækker hende bogen. Men hun forsvandt på øjeblikket. Hun kom dog straks igen og det i præstens skikkelse og siger: Du stod dog! Kom nu lad vos gå. Læs du den ! siger manden, og rækker bogen ud. Og straks forsvandt skikkelsen. Sådan blev det ved, ligetil kokkene havde råbt i byen, at komme først den ene skikkelse, så den anden, men alle forsvandt de, så snart han viste dem bogen og sagde: Læs du den. Tilsidst kom præsten, han gik over kredsen, tog ham ved hånden og siger: Det gik godt! Kom, jeg skal nu følge dig hjem. Men, det var knap manden turde forlade kredsen; han havde og set så meget underligt den nat.

Langå præstegårdLangå præstegård     Langå kirkeLangå kirkeEn nat talte præsten til sin karl og siger: Du skal spænde for og holde for døren inden fem minutter: vi skal på en rejse. Så snart vognen var for døren, kommer præsten i kjole og krave, og med bogen under armen, springer på vognen og råber: Kør, alt hvad remmer og tøj kan holde! Udenfor porten spørger dog præsten: Ved du, hvor vi skal hen? Nej, svarer karlen. Vi skal til Langå, siger præsten, og om en time skal du holde der i præstegården, enten så hestene styrte eller stå. Men, det er sandt, holde stille må du ikke; du kan bare køre så jævnt; når du kommer i gård, så skal jeg nok komme af; lytte må du heller ikke; du kan køre ud på gaden og lade hestene gå frem og tilbage.

 

 

Præstetavle - Langå sognPræstetavle - Langå sognI Langå var der en præst død et halvt årstid tidligere. Han gik så grueligt igen, både i stuerne, i gården og i haven. Den ny præst var derfor i færd med at mane ham ned denne nat ude i haven. Men det var ham et hårdt arbejde, for rigtignok havde han været i den sorte skole, men han havde, siden den tid, gjort uret, og derfor kunne han ikke få magt over gengangeren. Dette havde Skåruppræsten mærket, og var nu kommet for at hjælpe ham. Han sprang af vognen, så snart de kom i gård, og skyndte sig ned i haven, hvor den døde og den levende stod, vi kan gerne sige i totterne på hinanden. Nu er du fri! råber Skåruppræsten, du har vel fået nok. Ja, den Langå havde fået det han kunne hjælpe sig med en tid: gengangeren havde først ladet ham høre sin synd, derpå slået bogen fra ham; så revet kjol og krave af ham; så de andre klædningsstykker, og havde nu givet sig i færd med hår og skæg, der nu fløj i totte. Nu slap han dog med livet. For Skåruppræsten var det en let sag at mane den døde. Og der blev så dreven en pæl igennem ham seks alen i jorden.

 

Amtsprovst P.A. Wedels mindesmærkeAmtsprovst P.A. Wedels mindesmærkeDer er ingen, som kan nægte, den gode præst gjorde, hvad han kunne i sine dage, for at rense sognet for alt pusleri, men det var langtfra, han nåede det. Folkene gjorde heller ikke, hvad de kunne og burde have gjort, for de var næsten mere bange for præstens kunster, end for det gamle pusleri, det havde de nu engang vænnet sig til. Der fortælles derfor både om hrr. Splets eftermand, amtsprovsten, og selv om ham, der er endnu, at de manede og maner endnu. Sådan er der dem, der vil påstå, at den gamle skolelærer Hansen fra Skårupøre, der hængte sig, blev manet for nogle år tilbage.  Han var så gruelig til at gå igen, at han lod sig se ved det højeste dagslys, ja, han trak endog sin stakkels kone i forklædet. Dengang præsten fik det at høre, forberedte han sig i tre dage. I den tid snakkede han ikke til nogle, han sad i sit studerekammer om dagen, løb på en græsplet i haven om natten, og spiste den tid kun brød og salt og drak vand til. Så forsøgte han sig i manekunsten; det gik godt. Folk tror ellers, at hverken han eller amtsprovsten har været i den sorte skole, men at de tager deres ud af hrr Splets bøger, der skal være gemte etsteds i præstegården, eller måske i kirken under alteret.

Efter hrr Splets død traf det sig, at en mand kørte igennem byen, sådan lige ved midnat. Han sad på et fodersæde, og satte sine ben på hammelen. Og som han nu kører forbi kirkeporten, smækker den op. Hestene blev stående ganske stille; og en høj, sort skikkelse kom ned fra kirkegården, går lige hen til vognen og sætter sin ene fod op på hammelen og forsøger at kysse ham, der sad i vognen. Manden blev forskrækket, hælder sig helt tilbage i vognen, jamrer sig og siger: Å-ja, å-ja! Å- ja, svarer den sorte skikkelse igen, men trækker sig dog tilbage til kirkegården. Så kunne manden køre igen.

Skårup kirkeSkårup kirkeTo karle fulgtes ad en aften til juleleg. Som de gik forbi kirkeporten, traf det sig, at de så hver til sin side. Den der så ind efter kirkeporten, ser så en tørv komme trillende derfra, og der var ild i begge ender. Nej, se bare! siger han så til den anden. Men idet han begyndte at snakke, blev han, som var han naglet til stedet. Så beder han og siger: Å, Gud hjælpe mig ! og slog så et kors for sig. Så forsvandt tørven. Han kunne også gå; men til gildes ville han ikke, for det er ikke godt, at komme til lyset, når de har set sådant noget; og så gik han hjem i seng. Den anden karl havde hverken hørt eller set det ene eller det andet. [Fynsk Hjemstavn, oktober 1932]