Vindinge kirke og dens klokker

| | | | |

Vindinge kirkeVindinge kirkeVindinge kirkeVindinge kirke  Vindinge - Rosilde - vejkort 1795Vindinge - Rosilde - vejkort 1795Af N.P.J. Pedersen, Ryslinge

Min moder, som er barnefødt i Rosilde, Vindinge sogn, og som nu er 84 år, har fortalt følgende om Vindinge kirke. Kirken skulle ikke have ligget, hvor den nu ligger, men på en bakke i Bønkel, midtvejs mellem Kogsbølle og Rosilde, altså midt i sognet; men hvad der blev opført om dagen, blev reven ned om natten; så fandtes der en morgen to korsliggende bjælker på kirkens nuværende sted, og da de begyndte at arbejde der, var der ikke mere nogen, der hindrede byggeriet.

 

 

HolckenhavnHolckenhavnMin moder har selv set de store sten på bakken i Bønkel, de blev i hendes barndom kløvet og hugget til fortovsfliser og solgt til Nyborg, og hvordan, sagde hun, skulle de være samlet sådan sammen, hvis det ikke var for at bygge af dem. -  Men nu skulle kirken have en klokke, og i kapellet på Holckenhavn eller Ellensborg var en, men da de fik den ud i Hovmarken ved Bøllevænge, kunne de ikke få den længere, hvor mange heste de så end satte for; de vendte da om, og nu trak to let klokken, som endnu den dag i dag findes i kapellet; så nu var der intet andet at gøre end at støbe en; men om klokkestøberen, som hed Essing og var meget dygtig, gik der det rygte, at han var vel meget om sig, således hed det sig.

Sølv og messing
stjal Hr. Essing,
kobber og bli (bly)
kom han i.

Ellen MarsvinEllen MarsvinEllen Marsvin mødte da selv med et forklæde fuldt af sølv, som hun kom i smeltediglen. (Jeg havde nu ikke det indtryk, at vedkommende dame var så rundhåndet). Men  i alle fald: klokkerne (der er to, senere er en tredie kommen til) blev kønnere end nogen, jeg har hørt. Hvor ofte har bedstemoder ikke åbnet køkkendøren i den gamle gård for at høre, når der ringedes til aften, og så skulle der dog ikke ringes ved hendes død, de var da tagne ned, for at lejerne kunne blive gjort i stand. Provst Bendix talte jo nok kønt om, at det var de himmelske klokker, det kom an på, så gjorde det intet, at de jordiske tav. Da der i sin tid under Christian IX blev ringet for enkedronningen (jeg tror, det var 6 uger), måtte jo karlene ringe, vi drenge ringede da ofte med den lille klokke, det lød nærmest, som om man slog på en sprukken gryde. (Alle klokker skulle jo gå, selv i Svindinge, hvor de indgav ansøgning om at lade den store stå stille, men de fik den besked, at så skulle de tage ned, hvad de heller ikke turde, så blev den trukken af en forvoven mand, men tårnet rystede). Der klemtedes med den lille i ildebrandstilfælde, det lødt fælt; var det i selve sognet, ringedes der dog tillige.