Sagn fra Vejstrup

| | | | |

Gårdejer og politiker Hans Christensen; VejstrupGårdejer og politiker Hans Christensen; Vejstrup TiselholtTiselholt Friskolelærer Rasmus HansenFriskolelærer Rasmus HansenFortalte af gårdmand Hans Christensen. Af friskolelærer Rasmus Hansens efterladte optegnelser.

Før udskiftningen stjal folk tit korn fra hinanden på marken ved nattetide, når de var ifærd med at køre ind, hvad de næsten altid måtte om natten, om dagen skulle de jo passe hoveriet. Sådanne tyveknægte fik ikke ro i graven. Og mangen gang har jeg og mange andre hørt, disse stakler køre omkring i markerne, og af og til så snart sige deres prrr, når de holdt og stjal, og igen drive på bæsterne og køre frem, sådan gik det marken rundt. En mørk nat kørte min farfader korn ind fra den mark ned efter Tiselholt, da de så fik læsset kom der et andet læs forbi. Min farfader søgte da ikke efter spor, han troede, den anden var på vejen, og holdt derfor bagefter. Fra først gik det godt; men så mærkede han nok, det gik tværs over alle agre; og efter over en time kom han tilbage til det sted, han havde læsse. Hans folk havde ikke set noget til nogen vogn, men næste dag kunne de spore, hvordan han havde kjørt frem og tilbage på marken og forundrede dem over, han ikke var kommen tilskade. Derimod var der slet intet spor af den vogn, han mente, at have kørt efter. Det er jo nu så tydeligt, at det var spøgeri, han havde kørt og ladet sig forvilde af.

En anden gang kørte min far korn ind, det var også om natten. Så gik der en vognkæp i stykker, og min moder som tjente der, blev sendt hjem efter en ny. Disse stod i et hjørne i porten, det vidste hun så godt, at hun kunne have taget dem i mørke, desuden var det det kønneste måneskin nogen ville se. Men det var dog ikke muligt for hende, at få fat på nogen, for der stod een lige foran dem i grønne klæder, der meget lignede en skytte, som før havde været på gården. Tilsidst måtte hun så gå ind at tænde lygten, men så var skikkelsen forsvunden.

BroholmBroholmDa jeg var en atten nitten år, tjente jeg for tærskere på Broholm. Så gik jeg en aften fra Vejstrup og til min tjeneste. Det var sildig, og alle lysene var slukkede, og folk i senge. Da jeg forlod Oure gade, og gik op af den snævre gyde, der førte til gangstien, kom jeg i følge med noget. Jeg kunne høre det gik, men ikke se det. Så betænkte jeg mig lidt, men blev så enig med mig selv, og gav mig til at løbe. Men hver gang jeg var kommen over en stente og havde taget nogle spring, hørte jeg igen et dumpt spring efter mig, så det var tydelig, det var efter mig og ville i det mindste samme vej; og følges med det ville jeg for alt i verden ikke. Halvdød af skræk og dryppende af sved nåede jeg da Broholm og op på mit kammer, der var over porten. Jeg river klæderne af mig og springer i seng til ladefogden, der var min sovekammerat, og trækker dynen over hovedet. Men allerede mens jeg var på trappen begyndte alle hundene på gården at tude, det var en gru. Og knap havde jeg dynen over hovedet, før kammerdøren gik op, der blev en hæslig støj omkring på gulvet. Jeg gjorde mig så dristig at kigge ud, men jeg kunne ikke se noget. Ladefogden vågnede imidlertid ved støjen, og foer ikke med lempe: han sprang op, nappede en økse, bandte og begyndte at jage kammeret rundt, idet han sagde: Så skal dog Satan flytte og føre dig herud af! Der hørtes igen sukken på trappen, og et øjeblik efter tudede hundene igen, som der kunne være en en ulykke på færde. Dog såsnart det omtalte, hvad det nu var, kunne være sluppet ud af porten, var alt igen roligt. Der er ellers mange, mange folk, der har været i følge med noget sært, der i den gyde.