Hvor var henretterstedet?

| | | |

Vårø med MonnetVårø med Monnet I 1754 blev Kirsten, afgangne Rasmus Skomagers i Bjerreby henrettet "ude paa Maanen paa en Höÿ lige ud for Skovballe". Det tolker Valdemar Jensen i 1982 (Tåsinge rundt, side 106)  derhen, at henrettelsen må være foregået på den lille moræneø Vårø Knude - den yderste spids af Monnet mod syd.  Den tidligere arkivleder Erik Hansen er dog lidt skeptisk over for den tolkning. Han mener at der snarere må være tale om måske Søby Monnet. Ved at læse videre i Valdemar Jensens bog, side 107, kommer vi måske endnu nærmere en forklaring? "På den anden side af Knudevejlen, der afslutter Vårøboernes domæne ligger Skovballemonnet. Som navnet antyder var denne halvø også tidligere fællesgræsning, men blev sammen med Søbymonnet udskiftet omkring 1830. Midt på halvøen ligger højdedraget Bissebjerg eller Bisse Banke, der tydeligt har navnefællesskab med såvel Biæs Ør som Bjesservig uden at navnets oprindelse dog kendes. I nærheden af Bissebjerg skal i forrige århundrede have ligget en lille, nu sløjfet høj, hvori man fandt ikke mindre end 19 gravurner".

 Bjerreby kirkebog 1754Bjerreby kirkebog 1754Om selve den dramatiske begivenhed der er indført i Bjerreby kirkebog under 1754 den 24. januar, skriver sognepræsten Ulrich Adolph Svitzer "blef der een af mine anbetroede Siæle her i Meenigheden naunlig Kirsten afgangne Rasmus Skoemagers i Bierebÿ henrettet ude paa Maanen paa en Höÿ lige ud for Skovballe, hvor hun mistede sit Hovede for et Sværd, og siden Hovedet paa Een Stage opsat, og legemet begravet paa Retterstædet  .. Hendes Misgiærning med at föede i Dölsmaal .. som Hun inderligen angrede denne saavelsom alle Hendes begangne Sÿnder og omvente sig hiærteligen til Gud, saa störkede og Gud Hende med saadan troens frimodighed .. at hun gik ligesom .. lettere til Hendes Död og seg med saadan glæde overleverede Hendes Siæl i Guds haand, at jeg /: som af mit inderste hierte önsker aldrig at fölge nogen af min anbetroede meenighed til saadan ... Död:/ vil af inderste hierte önske at Gud vil give mig og med min anbetroede meenighed saa salig en död, da vi .. være forvissede om at naar vore Siæle skal forlade vore Legemer, at de da skal henfare i Guds haand, hvor ingen Qval og Piine skal röre Dem."

Erik Hansen har efterfølgende sendt et genoptryk af en artikel fra 1924 underskrevet "H" og under titlen "Den sidste Henrettelse paa Taasinge".  I en af disse gårde [i Bjerreby] boede .... en ældre Mand ved Navn Rasmus Rasmussen. Han var som enkemand bleven gift med den meget yngre Kirsten Jensdatter, og det er hendes Navn, der er paa alles Læber, og det ikke uden Grund. Hendes Histore kan uden Skade fortælles, da hun ingen Efterkommere har, ifølge hendes eget Udsagn under Forhøret. Hun var i løbet af Efteraaret 1752 bleven Enke, og den paafølgende Nytaarsnat fødte hun et Barn i Dølgsmaal. Sagen var den, at hendes afdøde Mand ikke var Fader til Barnet, men derimod en Husmand i Vaarø ved Navn Niels Ospersen.  Og da det var en offentlig Hemmelighed at Forholdet mellem disse to ikke var, som det burde være, kunde begivenheden selvfølgelig ikke holdes skjult, som de havde haabet og ventet, men kommer Politiet dvs Herskabet for Øre. Og efter at der havde været afholdt et mindre Forhør i Gaarden, blev Stævningsmændene Hans Lindegaard og Peder Pedersen, begge af Troense, sendt til Bjerreby for at indstævne til at give møde ved Taasinge Birketing den 15, februar 1753,

Her fremlagde Svend Ryberg, Ridefoged ved Thorseng Slot, Stævningen for de Anklagede, ligesom han fungerede som Aktor i Sagen, medens Prokurator Møller i Svendborg var Defensor for Kirsten Jensdatter, og Prokurator Jens Nyborg i Svendborg for Niels Ospensen. Og nu foregaar der et meget indgaaende Forhør, som dog ikke egner til at gentages her, og begge er de godt enige om at nægte baade det ene og det andet..

Endvidere blev afhørt som Vidne Tjenestepigen der i Gaarden, Maren Poulsdatter, og Tjenestekarlene, Jens Nielsen, saa vel som Kirsten Jensens Broder, Jens Jensen, der siden Mandens Død havde bestyret Gaarden for Søsteren, men heller ikke de kan give Oplysninger, der kan bringe Klarhed i Sagen. Sidstnævnte Jens Jensen sagde bl.a., at han flere Gange havde foreholdt sin Søster, hvad Folk sagde om hende, men hun svarede ham: "Lad du kun Folk snakke, hvad de vil, og lad mig om det."

Naa, men imidlertid gaar Dagen paa Hæld, og da den ene af Delinquenterne skulle føres til Svendborg Arrest, medens den anden skulde sættes i Forvaring i Fangetaarnet paa Valdemars Slot, blev Sagen opsat i otte Dage. Der skulde føres flere Vidner i Sagen, bl.a. Niels Rasmussens Hustru i Bjerreby, hvem Niels Ospensen havde overgivet nogle Klædningsstykker til Vask, og Niels Ospensens Hustru, Johanne Hansdatter, samt de fire Mænd i Vaarø, som var nærværende, da Barnet blev fundet paa Niels Ospensens Loft.

Gangen i Sagen var nemlig den, at efter at Barnet var født og enten ombragt ved Kvælning eller, hvad Moderen paastod, død  ved at falde fra hende, havde hun lagt det ind i et Skab: Her tog Niels Ospensen det, efter Kirsten Skomagers Anmodning, og bar det til Vaarø og skjulte det paa sit Loft, fordi Jorden var frossen.

Altsaa otte dage efter, den 22. Februar forklarer de fire Mænd fra Vaarø, bl.a. Niels Rasmussen Skare og Niels Michelsen, at det Barn, som de var med at syne i Niels Ospensens Hus sammen med Hr, Libroth, Stadschirurg i Svendborg, var fuldbaaret, men det ud over vidste de intet. De andre indstævnte Vidner forhøres saa vel som de to Anklagede; men man naar med alt det ikke videre end forrige Tirsdag, og Sagen maa atter udsættes.

Den ottende Marts tilkendegiver nemlig Ridefogden for Retten, at Niels Ospensen Natten mellem 5. og 6. Marts var brudt ud af Arresthuset på Valdemars Slot og bortløben. - Endvidere forklarer han, at han har ladet søge efter ham overalt paa Landet og forbudt ved Færgestederne som alle andre, der har Baade, at føre ham fra Øen, om han skulde komme og forlange det.

Endvidere havde han ladet ham eftersøge paa Fyn og forbudt at føre ham over ved Assens og Bovtens Færgesteder. - Trods denne sidste Foranstaltninge var Niels Ospensen dog kommen over Lille Bælt, men blev paagreben i Kolding og indsat paa Koldinghus, hvor han sidder under Amtmand Bylows Varetægt, at Kammeherre Juel lader ham hente og føre tilbage til Taasinge sidst i Marts. Nu følger den ene Retsforhandling efter den anden, idet snart den ene Part forlanger Udsættelse og snart den anden, og endelig den 3. maj indlades Sagen til Doms.

Defensor indstiller dem begge til Rettens mildeste Dom, saavel hvad angaar Hovedsagen, som Udbruddet af Arresten, der var gjort i Enfoldighed for at undgaa videre Ulejlighed med Fængsling og Baand.

Da Aktor og Defensor ikke vidste mere i Sagen at fremlægge, blev denne optagen til Doms, og som Meddomsmænd blev udvalgt otte Mænd. 8 Dage derefter afsiges Dommen . I Præmísserne til denne gentages hele Sagens Sammenhæng fra første til sidst, saa for ikke at trætte med en Gentagelse af det allerede forud berettede, skal dísse her forbigaas, og jeg vil nøjes med at notere selve Dommens Ordlyd med Datidens Retskrivning:

Thi kiendes for Rett, at siden Delinquentinden Kirsten Jensdatter har født denne sit Barn i Dølgsmaal, og her er corpus delicti, at Barnet er lagt i Skiuvl og befunden i den Tilstand, at der er kiendelig Tegn og billig Mistanke til, at med Barnet ikke maa være lovlig omgaaets, foruden at hun selv bekiendet, at det var hendes Forsæt, at hun vilde dræbe barnet.  Saa bør hun sig selv til velfortiente Straf og andre udædiske Mennisker til Skræk og afskye ifølge Lovens 6, Bogs 6. Cap. 7. og 8. Articel miste sin Hals for Sværdet og Hovedet at sættes paa een Stage, samt Kroppen at nedgraves paa Retter Stædet, saa bør hun og efter Lovens 6 Bogs 6 Cap. 1. Art. have sin Hoved Lod forbrudt.

Ligeledes siden der er bekiendt og beviisligt, at Niels Ospensen har et alene som en Ægte mand bedrevet Hor med en anden Ægte Mands Koene eller Hustrue, mens endogsaa verit Medvidere og Medhjelpere i at lægge Dølgsmaal saavel paa det med Kirsten Jensdatter aflede Barns Fødsel og Død, da han dog efter sin Egen Bekiendelse vidste, at K.J.s fortsæt var at dræbe hendis Barn. Saa haver jeg vel icke kunnet dømme hannem efter Actors Paastand til at lide paa sit Liv effter Lovens 6. Bogs 13. Cap. 25 Art., siden samme Lovens Articul icke passer sig i alt paa dette Factum allerhelst naar foregaaende 24¨. Art. Udj Same Capitul overvejes ved den foranmeldte 25. Articul og derfor ikke heller egentlig er Stefnet, Mens derimod for berørte hans Misgierninger Tildømmes samme Niels Ospensen herved at miste sin Frihed og at Arbejde udi Jern i nærmeste Fæstning sin Livstiid og efter Lovens 6. Bogs 6 Cap. 1. Art. have sin Hoved Lod forbrut.

Ligeledes bør  efter lovlig Regning ifølge allernaadigst udgangne Forordninger denne Sags Bekostninger udredes og betales af Delinquenternes Formuer, og hvad samme icke kand tilstrække betales af Amptet efter Øfrighedens approberede Repartition - Christian Svidtzer

Denne Birketingsdom blev i løbet af Sommeren og Efteraaret stadfæstet af Landets højere Domstol og den 24. januar 1754 blev Dommen fuldbyrdet paa Niesøre Banke Syd for Søby. Om det har været Bjerreby Sogns Galgebakke fra ældre Tid, eller den kun har tjent som Rettersted denne ene Gang ved jeg ikke ........