Kulsviere og Krybskytter i Grib Skov

| | | |

Frank Bentler ombord på "M/S Helge"Frank Bentler ombord på "M/S Helge"Frank Bentler - (email frank(@)bentler.dk

Grib SkovGrib Skov Bukken i skovenBukken i skoven"Jeg har med interesse læst Hr. Kjeld Hjort Christiansens indlæg om "Skovens sønner - Kulsvierne".
 
Jeg nedstammer selv via min farmors linje fra kulsvierne i Grib Skov.
  
I forbindelse med undersøgelserne til nærværende indlæg (skrevet for 15 år siden) deltog jeg i et arrangement en sommeraften med en naturvejleder i Grib Skov hvor der blev fortalt om kulsvidning i skoven i ældre tid. Hr. Hjort Christiansens indlæg supplerer glimrende den opfattelse jeg fik af livet i skoven".

Se også http://www.historie-info.dk/node/14902

NORDSJÆLLAND

Nordsjælland består af en halvø, der mod syd begrænses af København, mod øst af Sundet, mod nord af Kattegat og mod vest af Isefjorden.

Overalt hviler så vidt man ved, istidsjordlagene på saltholmskalk og ovenpå denne findes der et eller flere lag af morænedannelser som moræneler, morænesand og moræne grus. Ingen steder i landet veksler disse forskellige aflejringer med så korte afstande som i Nordsjælland, men i store træk kan siges, at moræneler er overvejende i den sydlige del af
Nordsjælland og begrænset af en linje syd for Nivå - Hillerød - Attemose å og i et bælte fra Øresund mellem Nivå og Espergærde over Esrom Sø og nord om Grib Skov til Kattegat imellem Esrom Kanal og Tisvilde.

Overfladen er bakket og rig på søer, kær, moser og små vandløb. Af vandløbene søger de kortere men kraftigere til Sundet som Nivå, Gurre å, Esrom å, og Søborg å. De længere men langsommere Åer, som Havelse å, Attemose å, Græse å og Mølle å til Isefjorden. Ramløse å og Pøle å løber til Arresø.

Skovarealet er forholdsvis betydeligt og har været i tiltagen og ligger, (bortset fra Horns herred hvor skovene mest ligger i den nordlige del) dels på midten og dels på østkysten af Nordsjælland. Således Grib Skov som er øens største, St. Dyrehave, Tokkekøb - Klosterris - Horserød - Danstrup - og Nyrup Hegn m.fl.

Medens bosættelsen i den ældre stenalder fulgte kyststrækningen, bredte bosættelsen sig i den yngre stenalder og bronzealderen ind over landet men flere steder standset af sammenhængende store skovstrækninger. At bebyggelsen også i Middelalderen har samlet sig på den vestre del af Nordsjælland synes at fremgå af landsby navnene. Som de arkæologisk mest værdifulde kan nævnes Selsø, Skibby, Jørlunde, Kregme, Tibirke, Søborg og Tikøb.

Af Herreklostre har ligget Esrom Kloster i Esbønderup Sogn samt Æbelholt og Knardrup Kloster.

Nordsjælland er fattigt på Herregårde men har til gengæld landets betydeligste slotte som Kronborg, Fredensborg (Asminderød Sogn) og Frederiksborg Slot. Forsvundne er derimod Gurre Slot, (Tikøb Sogn) Asserbo og Hørsholm Slot.

Oppe i det nordøstlige hjørne af Sjælland boede nogle vore forfædre. De var bønder i Esbønderup, Tikøb og Asminderød Sogne og Kulsviere i nord kanten af Grib Skov.


RØRTANG 1738.

HelsingørHelsingørHeroppe, hvor motorvejen fra København mod Helsingør nu skærer sig vej gennem landskabet kort før Helsingør, lå landsbyen Rørtang. Den nævnes første gang i året 1211 som Rørtange, men er i dag næsten udvisket af Helsingørs udvidelse mod syd.

På de jorder hvor bonden Lars Jensen (# 382) fra Rørtang i 1738 gik og pløjede, harvede og såede er her i dag villaer, rækkehuse, butikscenter og svømmehal.
Udsigten fra de høje bakker herude bag Helsingør, over husene i byen, Kronborg, Sundet, den sjællandske kyst, Hven og Sverige med Kullen var meget smuk og her boede Lars Jensen.

Gamle huse i HelsingørGamle huse i HelsingørTil Helsingør kom han jævnligt, der var ikke langt ind med hest og vogn af den nylig anlagte Kongevej (måtte han køre der?) eller ad Strandvejen som kun var en grusvej og løb i vandkanten og tit var ufarbar især om vinteren med en lille hest og vogn. Ind til Helsingør kom han til sidst ad Strandgaden og lige ind i byen ved Svingelport og her lå byens gamle torveplads. Helsingør har altid været en driftig by, her hvor mange tusinde sejlskibe passerede forbi i det smalle sund, betalte sundtold og provianterede til den videre fart, her har der altid været handel. Denne by som blev anlagt på Erik af Pommerns tid, og hvis gader i den indre by skærer hinanden i rette vinkler lige siden dengang, her har Lars Jensen solgt sine landbrugsprodukter.

Byens og skibenes forbrug af varer var stort. Bønder fra hele oplandet leverede deres varer til den driftige by. Ja, så langt borte fra som Willingerød, 15 km. væk, kom de rullende med hest og vogn. Man slog sig sammen og tog varer med for naboerne rundt omkring på de faste torvedage. Efter en endt torvedag gik man på kro inden den lange og ofte kolde hjemtur ud over bakkerne. Af kroer og beværtninger med eget brændevinsbrænderi fandtes der mange i Helsingør, omkring Svingelport og Havnen, i Stengade, Sudergade og Skomagergade. Her var et leben og en kommers efter torvetid og inden alle igen drog hjemad igen af de mørke og dårlige veje til oplandet.

Grib SkovGrib SkovTil Helsingør kom også en kulsvier fra Willingerød der hed Niels. Han boede i nord kanten af Grib Skov og Esrom Sø. I skoven, som er landets største skov med sine 4400 ha. og hvis man tager de omliggende skove med er der 5500 ha. Her var der træ i så rigelige mængder, at man også herfra kunne forsyne staden København med trækul til opvarmning og til brug for byens mange tusind ildsteder.

Her var Bøg, Nåletræer, Eg og andre løvtræer. Der var en betydelig vildtbestand, særlig af rå - og dåvildt og fiskeriet i søen var godt.

Esrum Sø er skovomkranset, og fra nord til syd 9 km lang og den er 2 til 4 km bred. Her blev senere (1802-1805) gravet en kanal, den 9 km. lange Esrum Kanal, under ledelse af Oberst Recke for at lette brændetransporten der så foregik med hestetrukne pramme ad kanalen nordpå. Omtrent midtvejs, hvor kanalens nordlige del var 5 meter lavere end den sydlige del, havde man i stedet for en sluse anbragt et skråplan hvorpå brændet gled ned. Kanalen mundede ud i Sundet ved Villingebæk og herfra kunne man nu sejle brændet til Kongens København.

Men på Niels`s tid var her ingen kanal, al transport foregik med hest og vogn og håndkraft. Det var hårdt arbejde i skoven men han nød at sidde ved søen medens der blev brændt træ i kulerne til trækul. Han var en lille kraftig, mørk og lavstammet mand, lignede mest en tater med sit kulsorte hår og øjne, selvom han ikke vidste om han havde aner der viste den vej. Hans hud var mørk, nærmest gylden og han drev både jagt og fiskeri i den Kongelige Skov.

En buk i skovenEn buk i skovenNår røgen fra kulerne inde i skoven bølgende steg op mellem trækronerne, kunne der godt komme et par stykker rå - eller dåvildt forbi. Han måtte ikke skyde i Kongens Skov, men en snare eller to gjorde vel ingen skade, og et hurtigt snit med kniven gjorde en ende på det. Vildtet og fisken indbragte lidt ekstra inde i Helsingør.

Man blev visiteret og betalte bompenge ved indkørslen gennem Svingelport, men ingen forestillede sig at der under al trækullet lå 2 friske stykker råvildt samt lidt skovharer, snepper og andet fuglevildt, solgt på forhånd til et af de store købmands- og provianterings huse i Stengade.
 
Niels var foruden at være kulsvier og handelsmand også en dygtig krybskytte.

Hus nær Svingelport i HelsingørHus nær Svingelport i HelsingørOfte tog han sin datter, Maren Nielsdatter (# 383) med til torvedagene i Helsingør. Hestene, hvoraf der var to, kunne som regel selv finde vej hjem når de var kommet ud af byen i skumringen, men det var rart og have selskab på turen ind til Helsingør og efter han havde besøgt og leveret sine kul i byens huse. Ofte blev han jo inviteret på et glas brændevin i køkkenerne medens der blev afregnet og de sluttede gerne af nede ved Svingelport inden turen gik hjemad med den tomme vogn.

Her i Helsingør købte han sine få fornødenheder. Fisk og vildt havde de nok af hjemme, men en høne eller en side saltet flæsk kunne altid bruges. Han lod gerne Maren handle medens han selv gik på kroen ved byporten for en sludder. Der var altid nogle byfolk der kunne bruge lidt frisk vildt fra skoven når de var blevet godt trætte af det saltede flæsk og sild.

En dag i efteråret 1737 præsenterede Maren ham for en ung bonde fra Rørtang, Lars Jensen, med hvem hun ofte havde handlet. De to mænd fik sig en snak på kroen, en dram og lidt røg på kridtpiberne, som de hollandske skibe bragte med til Helsingør, alt medens Maren sad og så på Lars fra Rørtang, sådan lidt fra siden. Han var alene, havde kun den lille hest og en gammel tohjulet landbrugsvogn der holdt nede ved stranden. Hans egen far Jens, kom kun sjældent til byen nu, og slet ikke om efteråret og i den kolde vintertid.

Stræde i HelsingørStræde i HelsingørMen de to unge så hinanden hver gang Kulsvieren Niels fra Willingerød kom til Helsingør, hvor Maren nu gerne ville med ind, nu efter at hun havde mødt Lars. Willingerød hvorfra hun kom var i øvrigt en meget gammel landsby og nævnes første gang i 1178 som Withlingeruth.

Den 11 marts 1738 stod brylluppet mellem Lars og Maren i Esbønderup Kirke, som uden tvivl er en af de ældste på egnen, og opført i romansk stil af kampesten og sandsten. De sidste uden tvivl tilført fra Skåne. Her i kirken, hvor præsten prædikede oppe fra den rigt udskårne og farvesmykkede Prædikestol fra Kong Chr. den Fjerdes tid, gav de hinanden deres Ja.

Lars flyttede straks til Willingerød og til Maren, her hvor han kunne hjælpe Niels, der nu var blevet ældre, i Skoven med forbrændingen af træ, for forbruget og arbejdet var stort og en ekstra hånd kunne altid bruges. Der var andre til at tage sig af hans far hjemme i Rørtang. 

Den 5 Maj 1743, som var en af de første smukke forårsdage dette år og hvor bøgene i skoven netop var sprunget ud, døbte de deres datter "Bodil" i Esbønderup Kirke. De havde inviteret andre af skovens folk med som faddere. Her stod som faddere denne dag: Oluf Larsens hustru, Søfren Nielsen og Rasmus Olsen.

Her har vi nu Bodil Larsdatter (# 191), født i landsbyen Willingerød i foråret 1743.

SKOVHUSE 1739.

Ikke langt fra Willingerød, men længere inde i skoven ligger Skovhuse. Nogen landsby var det ikke, blot en samling huse i skoven hvor der boede kulsviere, for herinde var de nær ved "Arnestedet" bogstaveligt talt, og her blev der brændt til trækul døgnet rundt og året rundt.
 
Her inde i skoven møder gamle Thues datter, som hed Else Thuesdatter (# 381) sin tilkommende mand, nemlig Lars Svendsen (# 380) fra Skovhuse og de bliver gift den 11.12.1739 i Esbønderup Kirke. Et barn får de døbt 8 år efter, i den samme kirke hvori de var blevet viet, og dåben finder således sted i Esbønderup Kirke den 27.11.1747.

Dette barn, som i kirkebogen blev indført som: Lars Svendsens søn fra Skovhuset, blev opkaldt Lars som sin far og det var Svend Svendsens kone fra "Fabians Hus" der bar barnet i kirken. Faddere på denne sene dag i året var: Søfren Rud fra Esbønderup. Frants Pedersen fra Esrom, Jens Sørensen fra Skovhuset, og Bodil Nielsdatter som tjente i Boserup.

Barnets navn blev således, Lars Larsen. (# 190)

Så kommer vi frem til en dag hvor Lars Larsen er blevet voksen og indføres i: Esbønderup Kirkebog den 23 oktober 1768. Vi husker Lars Jensen fra Rørtang, der blev gift med kulsvieren, handelsmanden og krybskytten Niels`s datter Maren i Willingerød, efter at de var mødtes inde i Helsingør, og at de fik datteren Bodil Larsdatter (# 191) en forårsdag i 1743 i Willingerød.

Da Bodil blev voksen, blev hun først gift med en Truels Nielsen, som desværre døde kort efter vielsen. Hun er således en ung enke på kun 25 år, da hun nu bliver gift i Esbønderup kirke for anden gang den 23.10.1768 med Ungkarlen Lars Larsen, der nu tjener i Esbønderup, men var født i Skovhuse. Det var en måned før han fyldte 21 år, så Enken fandt altså hurtigt en yngre mand, og der var heller ikke ved dette bryllup nogen tid at spilde. Forlovere ved deres bryllup var: Kurt Hansen i Valdby og Rasmus Larsen i Hindskov.

Bruden, den unge 25 årige enke, var allerede blevet gravid om sommeren, og der er næsten et gennemgående træk for denne del af vor familie der kommer fra skoven og de smukke områder ved den stille Esrom Sø i Esbønderup Sogn. Og fællestrækket er: Pigerne var allerede gravide ved den kirkelige vielse.

Præsten ved Esbønderup Kirke havde kun set dette alt for ofte i sit sogn og belærte med rynkede bryn de unge om synd og ægteskab. Barnet fik navnet, Margrethe Larsdatter (# 95) og hun blev døbt i Esbønderup Kirke i foråret, den 9 april 1769.

Hun blev båret af Per Nielsens hustru fra Baastrup.
Faddere var: Niels Hansen, Maren Nielsen og John Bendsen fra Villingerød, foruden der også var Kirsten Jacobsdatter af Rasholmshus.

DRONNINGMØLLE 1742.

Her på nord kysten af Sjælland ved Villingebæk lå "Kassegård" og havde gjort det i flere hundred år. Den nævnes første gang ved Mandtal i 1555 som Karssemose, igen i 1582-83 som Karsemose og i 1588-89 som Karsemoesse.

Ved mandtal i 1613 var det blevet til Karsegaard og i 1600-61 var det blevet til det mere tyskklingende navn Kaarzegaarde. I 1688 hed den Kassegaarden og i 1844 blot Kassegaard. Den eksisterede stadig så sent som i 1946, men er nu nedrevet. Gården lå i det der i dag hedder Dronningmølle, og her på hjørnet af Villingerødvej og Linde Alle op mod banelinien, lå den med sine fire længer og udbygninger. En anseelig og smuk stråtækt gård.

Her, smukt beliggende på nord kysten med jorde direkte til stranden, havde den som sagt ligget i hvert fald et par hundred år, da vor historie tager sin begyndelse for dette slægtled vi nu skal i gang med. Her boede i 1742 Gårdejer Hans Pedersen (# 378). og han blev gift i Esbønderup Kirke den 24 september 1742 med Lene Jensdatter (# 379) fra "Gaasehuset".
     
Den 14 oktober 1742 får de en datter døbt i Esbønderup Kirke. Det var Hans Pedersens datter fra "Cassegård" kaldet Christine som der står i kirkebogen og Præstens hustru bar selv barnet. Faddere denne efterårsdag var: Lars Hansen i Dragstrup, Niels Larsen fra Haagendrup, Jeppe Sørensen fra Willingerød og G. Lackmand fra Dronningmølle.

Barnet fik navnet: Christine Hansdatter (# 189)

SKOVHUSE 1744.

Grib SkovGrib SkovInde i Grib Skov lå som tidligere nævnt Skovhuse. En lille samling huse der var beboet af Kulsviere og andet godtfolk og her boede Oluf Jensen (# 376) Han blev gift den 7 juli i året 1744 med Inger Marie Jørgensdatter (# 377) i Esbønderup Kirke. Inger Marie var lige som Oluf Jensen også fra Skovhuse.

Der var rart i skoven hvor begge de to unge mennesker boede og særligt nede imellem anemonerne i skovbunden i det tidlige forår 1744. At giftermålet nu denne højsommerdag har været strengt nødvendigt ses af, at de allerede 6 måneder efter dagen for deres vielse, den 7 januar 1745, døber deres første barn Jørgen Olsen (Olufsen) (# 188) i Esbønderup Kirke.

Under denne dato blev der nemlig i kirkebogen indført:
Oluf Jensens søn fra Skovhuset døbt og kaldet Jørgen. Lars Jørgensens hustru fra Tipperup Vænge bar det. Faddere: Søfren Jensen fra Skovhuset, Søren Kleinsmed fra Skovhuset og Maren Jensdatter som tjener i Esbønderup.

Da Jørgen er kommet til skelsår og alder får han tjenesteplads på en gård i Villingerød. Her arbejder han som tjenestekarl hos Peder Hansen, da han 19 år gammel bliver gift med selveste Gårdejeren på Kassegårds datter, Christine Hansdatter, der nu var blevet 21 år gammel.

I Esbønderup Kirkebog for denne dag står indført:

Vielse den 15 januar 1764.

At såvel ungkarl Jørgen Olsen af Villingerød og pigen Christine Hansdatter af Cassegaard hverken er hinanden beslægtede eller med ægteskabsløfte til nogen anden forbundet, caverer underskrevne vores caution og forsikring for.

Hans Pedersen                    Peder Hansen
i Cassegaard         og          i Villingerød.


Der skulle være orden i sagerne når bonden på Cassegaards datter skulle giftes.

Der går næsten 3 år, da de 2 Juledag, 26.12.1767 kan døbe en søn i Esbønderup Kirke. Drengens navn bliver Hans Jørgensen (# 94)  Han fik navnet Hans efter sin morfar, gårdmanden på Cassegård, hvis søn Anders Hansen nu havde overtaget gården og Anders Hansens kone i Cassegården bar ham og Faddere var desuden: Lars Hansen i Cassegård (som formodentlig var en bror til Christine), foruden Per Hansen, Ole Jørgensen og Ane Larsdatter i Villingerød,


Vielse i Esbønderup Kirke 5 Juni 1797
Ungkarl Hans Jørgensen og pigen Margrethe Larsdatter (# 95) begge af Esbønderup.

Hun var Lars Larsens datter (# 190) i Villingerød, og da de er nævnt som henholdsvis Ungkarl og pige betyder det at ingen af dem har været gift før, men som vi skal se nu var det også på høje tid at de blev gift da hun var i 8 måned og Forlovere ved dette hastebryllup i Juni måned var:

Niels Svendsen gårdmand i Villingerød, og brudens far Lars Larsen i Villingerød.

Men kun 2 år og 7 måneder efter vielsen, nemlig den 18 Januar 1801, dør Margrethe Larsdatter i Esbønderup. Hun har på disse i alt 31 måneder efter vielsen nået at få 3 børn. Hun har været gravid og i 8 måned allerede ved vielsen, og det er hurtigt rent tidsmæssigt at få 3 børn. Men disse hurtigt på hinanden følgende 3 fødsler tog også hårdt på Margrethe og hun døde kort efter det sidste barns fødsel i en ung alder, kun 32 år gammel. 12 dage efter hendes død, den 1 februar 1801, var der igen Folketælling.

I Esbønderup, hvor den tidligere tjenestekarl Hans Jørgensen nu boede bag Arresthuset (der lå i Esrum Hovedgade 15, men blev nedrevet sidst i 1800 tallet), og hvor han nu var blevet byens og oplandets Arrestforvarer, der udfyldte han spørgsmålene således:
                   
Enkemand Hans Jørgensen 34 år,
Birthe Marie Hansdatter 4 år,
Lars Hansen 2 år, 
Bodil Hansen 1 år.

Så her sad han nu alene i vinteren 1801 med sine 3 små børn i huset som med sit stråtag lå bag arrestbygningen, der igen med sine 2 etager lå ud mod gaden.

Det er hans første barn, datteren Birthe Marie Hansdatter (# 47), som blev født allerede en måned efter vielsen og døbt i den gamle og for vore aner så velbenyttede kirke i Esbønderup den 23 Juli 1797 der har vor interesse.  Det er hende vi skal følge af de 3 små børn i Arresthuset for også efter hende kommer vi. Hun blev min tipoldemor.

Så her i Esbønderup har vi nu Arrestforvarens datter: Birthe Marie Hansdatter.