Gilder og skikke

| | | | | | | |

Bryllup 1886Bryllup 1886af Jens Pilegaard, Hillerslev (Manuskript: Hillerslev sogn. Ringe lokalhistoriske Arkiv)

Om gilder og skikke er det så heldigt, at der findes nogle optegnelser af en mand, som selv har været med til gilderne i Sallinge. Det er Vilhelm Larsen fra "Borgen" på Kirkelunget. Han er født 1863 og døde i december 1944. Som ung karl tjente han et par år i Sallinge omkring 1880 og lagde allerede dengang nøje mærke til, hvad han så og hørte. Omtrent 30 år senere har han nedskrevet, hvad han huskede om de gamle gilder og skikkene , som knyttede sig til dem.

Det er disse beretninger, der gengives her med enkelte mindre ændringer. 1880 er ganske vist ikke nogen fjern fortid, men dog fjern nok til, at de gamle skikke endnu var bevaret i samme skikkelse som i lange tider forud. Hvad Vilhelm Larsen derfor oplevede i Sallinge omkring 1880, er i det væsentlige det samme, som var skik og brug i byen andre steder i slægtled tilbage. Så konservative var de gamle, at de ikke vovede at bryde ned, hvad der var dem overleveret fra deres forældre, bedsteforældre og oldeforældre, og først da der kom en udenbys, en fremmed mand med nye ideer til byen, kom der brud på de gamle traditioner.

I Sallinge var der 22 gårde med jord og 5 à 6 jordløse huse. Byen var inddelt i 3 barsellav , og til hver af disse hørte 7 à 8 gård og 8 à 9 huse. Bryllups- og begravelseslavet var derimod noget anderledes. Var det en gårdmand, der gjorde bryllup, var alle byens 22 gårde med samt de 8 à 9 huse, der hørte til barsellavet.

Manglebræt - MidtfynManglebræt - MidtfynEt bryllup blev så vidt muligt berammet til at skulle holdes på en fredag, og i bryllupsgården var der i dagene forud for brylluppet en travlhed uden lige. Byens skaffer og kokkekone blev hentet samt et par huskoner til at gå i bryggerhuset, det vil sige til at vaske op og andet rengøringsarbejde. Fra nabogården ankom 4 à 5 "forbordspiger" og 4 unge karle til skænken. Alle disse skulle i forening med gårdens folk være behjælpelig med anretninger til brylluppet. Skafferen var den fungerende hushovmester. Alt det tøj der skulle anvendes i bryllupsgården, skulle lånes i byen såsom borde, bænke, stole, fade, tallerkener, flasker og glas, knive og gafler, og alle de nærmeste gårde og huse måtte rykke ud med omtrent alt, hvad de havde af slige genstande. Skafferen førte kontrol og regnskab med det lånte, og det forskellige tøj blev mærket, så godt det lod sig gøre. Knive og gafler, glas og flasker og lignende genstande blev mærket med påbinding af forskelligtfarvet tråd.

Gårdens storstue blev ryddet for al dens bohave, og loen blev draget, det vil sige overdækket med lagener. Da storstuen aldrig var tilstrækkelig stor til at kunne rumme alle bryllupsgæsterne, skulle en del af disse spise i loen, og på bryllupsdagen var der tillige en underskaffer kaldet "skrubskaffer", som førte tilsyn med loen. Ved enkelte sjældne store bryllupper kunne det også indtræffe, at dansen kom til at foregå både i storstuen og loen. Musikken, der altid ved større bryllupper plejede at bestå af 4 mand, blev så fordelt på de to steder.

Forudsat at brylluppet blev holdt på en fredag, kom byens unge piger mandagen forud til bryllupsgården med mælk til bagning, og onsdagen derefter var der føringsgilde. På føringsdagen kom gårdmændene hen på eftermiddagen kørende til bryllupsgården med hver ½ tønde øl af bedste sort. Mændene blev budt ind på en hjertestyrkning, medens skænkerne læssede øllet af vognen og anbragte det i ladebygningen samt smagte på de forskellige tønder for at bedømme dets kvalitet. Hen mod aften ankom føringspigerne med føring. Føringen bestod for en gårdmands vedkommende alt i alt af ½ tønde øl, 2 pund smør, en snes æg, nogle høns, en and eller gås, en lammefjerding eller eventuelt et fårelår samt fløde og mel til suppeboller. En husmand førte noget nær på samme måde, dog med fradrag af øl, mælk og fløde.

Ved aftenstid ankom byens unge karle for at danse med føringspigerne, og føringsgildet tog sin begyndelse. Ved dette gilde blev deltagerne beværtet med kødsuppe og kød med peberrodssovs, og efter måltidet var der dans i loen så længe ungdommen ønskede det, og af og til om natten blev der ombåret forfriskninger af smørrebrød og godt øl samt efter behag kaffe.

Var brudgommen fra en anden by, kom der også føring fra lavet i denne by.

En bryllupsgårdEn bryllupsgårdPå selve bryllupsdagen var der en ubeskrivelig travlhed, længe før dag var alle de fungerende i virksomhed. Skaffer, skrubskaffer, kokkekone og bryggerskoner samt skænkere og forbordspiger løb i travl virksomhed om mellem hverandre. Også nogle husmænd og indsiddere var ankommet som hestepassere og for at være behjælpelig med at passe gårdens kreaturer. Hen på morgenstunden kom kimedrengene, 6 af nabodrengene, der var bestemt til at kime med kirkeklokken, og efter at de havde spist frokost samt var blevet forsynet med en ladning smørrebrød til videre fornødenhed, begav de sig til kirken, og hen på formiddagen begyndte kimningen, som siden fortsattes med de reglementerede afbrydelser, indtil vielsen var forbi, og brudeskaren var nået tilbage til bryllupsgården. Også hen på morgenstunden kom musikanterne , og efter at have spist frokost begyndte de at prøve deres blæseinstrumenter. Efter et præludium tog de opstilling ved indgangsdøren.

Op på formiddagen kl. ca. 9 begyndte bryllupsgæsterne at indfinde sig. Hver gang en vogn rullede ind i gården, blev den modtaget med musik. Manden i gården stod i døren for at modtage gæsterne. Når brudgommen ankom, kom bruden og hele familien ud for at modtage ham.

Alle vogne der ankom kørte med flyvende fart ind i gården og op for døren. Man har endog eksempler på, at en meget for hidsig kusk har været så uheldig at vælte sit herskab ind ad døren. Efterhånden som bryllupsgæsterne indfandt sig, kom de ind at spise frokost. Hestepasserne tog sig af hesten, og kuskene fulgte med herskaberne ind at spise. Ved frokosten, der bestod af allehånde kolde retter, var stemningen allerede udmærket, og lejlighedsvis blev der drukket rigeligt. De der var færdige med at spise tog indtil videre opstilling i gården nærmest for at tage heste og vogne i øjesyn.

Hen mod middag og efter at alle gæsterne havde spist frokost, begyndte skafferen at tage bestemmelse om, i hvilken orden det store vogntog, som regel hen ved 40 vogne, skulle køre til kirke, og efter at planen var lagt, begyndte vognene at rulle op for døren. På første vogn kørte musikanterne. Det var altid gårdens eget køretøj, den første vogn. På de næste vogne kørte brudepigerne, og derefter kom brudgommens vogn, efter denne kørte næstefolkene to næstemænd og to næstekoner. Først i slutningen af vogntoget kørte bruden. Efterhånden som en vogn var blevet læsset, forlod den gården i strygende fart, hvad der havde til følge, at de sidste vogne, der altid blev noget forsinket, måtte køre over evne for at nå at slutte til toget.

Sallinge KroSallinge KroUnder musikkens toner for det store vogntog frem i vild fart. Tætte støvskyer rejste sig på vejen, klokkerne kimede, hestene fnyste og sprang for vognene, medens skummet fløj fra deres bidsler og lagde sig som sne langs manke og ryg. Når optoget kørte forbi kroen, kastede brudgommen penge til den der forsamlede mængde, der var kommet tilstede for at se på stadsen. Pengene blev siden på brudeparrets velgående drukket op inde i kroen.

På vejen til kirken betragtede gårdmændene med velbehag de fnysende og dansende heste. Forud for brylluppet var der truffet forberedelser, hestene var blevet velplejet og velfodret, for at de på bryllupsdagen kunne danse og springe lystigt for vognene, og kun de bedste heste blev anvendt ved slige lejligheder.

Fynsk brudeparFynsk brudeparHillerslev kirkeHillerslev kirkeEfter at bryllupstoget var ankommet til kirken, og alle var kommet af vognene, ordnede optoget sig på følgende måde. Brudepigerne og hele ungdommen tog opstilling par om par, derefter brudeparret, så næstefolkene og derefter familien og den øvrige del af lavet, alle parvis. Toget sluttede undertiden med nogle få uparrede. Hele skaren spadserede så ind i kirken med ungdommen i spidsen. I kirken tog ungdommen opstilling i to rækker på kirkegangen, og brudeparret spadserede mellem rækkerne op til de øverste stole, hvor de tog plads. Derefter tog alle mandspersoner plads ved den ene side i kirken, og kvinderne ved den anden. En salme blev sunget, og efter denne trådte brudeparret frem foran alteret. Præsten stod ved alteret og holdt vielsestalen og efter at ceremonien var til ende, blev der atter sunget en salme. Derefter gik hele skaren op for at ofre, i samme orden som de gik ind i kirken, kun med den undtagelse at brudeparret og næstefolkene kom foran. Ofringen faldt som regel således ud: Brudeparret gav hver en daler, eventuelt en specie til præsten og ligeledes til degnen, derefter fulgte næstefolkene med hver en daler eller 3 mark, det øvrige følge gav fra 4 skilling og op til en mark. Medens ofringen stod på, afsang degnen en salme. Efter ofringen tog hele skaren atter plads, og præsten trådte frem og messede. En salme blev atter sunget, og så kom præst og degn og lykønskede brudeparret, hvorefter hele skaren forlod kirken, i samme orden som den kom ind med ungdommen foran. Ude på kirkegården trådte ungdommen af i to rækker og lod brudeparret med hele det øvrige følge spadsere mellem rækkerne. Derefter fandt lykønskninger sted.

Hele brudeskaren steg nu atter til vogns, og brudeparret kom på en næst forreste vogn. På første vogn var musikken, og toget ordnede sig denne gang således, at brudepigerne kom på de sidste vogne.

Det store vogntog satte sig atter i bevægelse, og de dansende og springende heste for atter frem ad vejen. Hjemkørslen blev til en kapkørsel som til et væddeløb.

I endnu ældre dage var der også forridere ved bryllupper. En af de sidste gang de har været anvendt på disse egne, var da gårdmand Lars Andersen i Nybølle i 1864 havde bryllup. Hans brud var fra Allested, og brylluppet stod der. Om morgenen da forriderne red brudgommen i møde, nåede de omtrent til Nybølle. Forridernes tal ved et bryllup var ca 20. De havde den opgave, at de om morgenen skulle ride brudgommen i møde, og når de havde mødt ham, red de tilbage til bryllupsgården for at melde hans komme, og siden igen ud igen at møde ham, alt efter omstændighederne og den fart brudgommen ankom med. På vejen til kirken red forriderne foran, og i optoget ved kirken skulle de spadsere med brudepigerne. I ældre dage havde disse også store blomsterbuketter i hænderne, når de kørte til kirken, ligesom det også alle dage har været skik, at brudepigerne forud for brylluppet pyntede kirken, hvorfor de også tillige blev kaldt smykkepiger. - Når bryllupstoget var kommet tilbage til bryllupsgården, spredtes vognene. Nogle kørte hjem, andre spændte fra i nabogårdene.

Hen på eftermiddagen tog festmåltidet sin begyndelse. I storstuen sad brudeparret til bords, og på begge sider af dem sad næstefolkene samt brudeparrets nærmeste familie, degnen og muligvis præster og andre ligestillede. De der ikke var plads til i storstuen spiste i loen, og her var stemningen som regel højest. Retterne var følgende: først kløsesuppe dvs almindelig kødsuppe med kødboller og melboller, efter suppen fulgte flere slags steg og til slut en 3-4 slags kage. Ved bordet skar efter den tids skik gæsterne selv stegen i stykker. Degnen, der deltog i så godt som alle sognets gilder, var gerne en udpræget mester i forskærekunsten og kunne i et her partere en and eller en gås; den sikkerhed hvormed han altid udførte dette hverv vidnede om en omtrent daglig øvelse. Det skal også have været ved en slig lejlighed, at en madkær præst skal have sagt om en gås, at den var et noget upassende stykke, da det var vel rigeligt til en og dog for lidt til to. Drikkevarerne bestod i reglen i godt kraftigt hjemmebrygget øl og ellers brændevin. Undertiden skænkedes der vin eller mjød for kvinderne. Ved brudeparret blev skænket vin i ældre dage mjød. Skænkerne skulle ikke alene skænke, men også flittig nøde gæsterne til at drikke.

Stemningen var altid fortrinlig. Folk besad i hine dage et sjældent godt humør. Samtalen gik muntert, den ene godmodige vittighed faldt drøjere end den anden, og den ene lattersalve afløste den anden. Folk spiste meget og drak godt. - Under måltidet blev der spillet over borde, og en tallerken gik rundt blandt gæsterne, hvori der indsamledes penge til musikanterne. Musikkens toner blandede sig med gæsternes latter, folk var forhen mere livlige og muntre end nu. Kløgt og visdom forøges, men munterhed dør bort. En skavank havde derimod fortiden, at den altid blandede sine samtaler med temmelig drøje eder, der var et udslag af overmod?

Ved festmåltidets slutning trådte skafferen frem på gulvet og bad en bordbøn, der altid sluttede således: "at om der havde været mangler nogetsteds, da var det ikke deres skyld, som det skulle lade (give), men frem for alt min og mine medtjeneres skyld, som maden frem skulle bære og opsyn skulle have". Efter bordbønnen blev der sunget en salme, og derefter blev brudegaven lagt. Den bestod altid i penge. En gårdmand gav en specie (4kr.) , en husmand en daler (2 kr.).

Efter at brudegaven var lagt, blev der takket for mad, og der opstod altid ved samme lejlighed et helt virvar. Der skulle siges tak for mad til alle også til bryggerskonerne. Når dette virvar var vel overstået, gik man i gang med at rydde ud af storstuen og gøre klar til dansen. Musikanterne stemte og prøvede instrumenterne, brudepigerne stillede sig i kreds på gulvet hver med et lys i hånden, og nu tog brudedansen sin begyndelse. Først dansede bruden med skafferen, dernæst med brudgommen og så med næstemændene, siden med alle mænd og karle af familien.

Derefter slukkede brudepigerne deres lys, og den egentlige dans begyndte. Bruden klædte sig om, og mænd og karle trak frakken af, musikanterne ligeledes frakken og sad med blotte skjorteærmer. Dansen gik med liv og lyst, og alt medens der dansedes, gik skænkerne om med øl og brændevin og nødte flittigt gæsterne til at slukke tørsten. Dansen fortsattes med livlig larm til langt ud på natten. Ved dansens ophør blev gæsterne beværtet med smørrebrød og kaffe, før de forlod bryllupsgården.

Om lørdagen var der andendagsbryllup. Det tog sin begyndelse noget over middag med et festmåltid, og siden dansedes der som på den første dag med undtagelse af brudedansen. I andendagsbrylluppet var det nærmest ungdommen, der deltog.

Om søndagen tog brudeparret som unge folk til kirke, og om eftermiddagen var der tredjedagsbryllup. I dette deltog nærmest kun ældre, og der var ikke musik eller dans den tredje dag. Indtraf der kort tid før brylluppet dødsfald i brudeparrets familie, bortfaldt al dans og musik.

Når der var bryllup hos husmanden, formede det sig i alt væsentligt på samme måde som gårdmanden, kun var det ikke nær så stort. Husmanden havde kun barsellavet med. Han havde ligesom gårdmanden en storstue, der for det meste indtog halvparten af hans stuehus. - Storstuen hos bonden svarede nærmest til riddersalen på borgen. En sådan storstue var i ældre dage en nødvendighed i ethvert hus for at have plads til lavet, når der skulle være gilde.

Den første der brød med det gamle gildeslav i Sallinge var gårdmand N.N. Han var en mand med nyere anskuelser, og da han i 1882 holdt bryllup, blev lavet ikke taget med, men kun familien og de nærmeste naboer. Der havde ganske vist forud været gjort tilløb til at bryde lavet, uden at det lykkedes, men fra den tid af må lavet regnes for brudt.

Nu til dags er der intet regelmæssigt gildeslav mere, enhver mand har sin skik for sig selv. De gamle gildeslav er ikke mere, men når vi nu ser tilbage til dem, står de ligesom omgivet af en vis eventyrglorie.

Begravelse i OllerupBegravelse i OllerupBegravelse. Skulle der være begravelse hos en gårdmand, blev hele bylavet bedt med. Skafferen var ved alle gilder den, der besørgede indbydelsen. Han gik til gård og hus og indbød til gildet og lod dem samtidig vide, på hvilken dag føringen skulle finde sted. Det skulle ske tredje dag forud for begravelsen. Føringen ved begravelser var nærmest som ved bryllupper, undtagen at der ikke førtes øl og føringsgildet bestod kun i, at de der bragte føringen kom ind og fik lidt at spise samt kaffe. På begravelsesdagen samledes hele følget til frokost. Liget lå som regel på parade i storstuen. I den varme årstid også undertiden i loen.

Ved begravelser var der ligesom ved bryllupper skaffer, kokkekone, forbordspiger og skænkere, tillige fire gravere der besørgede gravningen på kirkegården og ringningen.

Hen mod middag samledes så mange af følget i storstuen, som denne kunne rumme. Resten tog opstilling udenfor i gården. Degnen bad en bøn, og en salme blev sunget, hvorefter låget lagdes på kisten. Efter at den var båret ud og sat på en vogn, ordnede hele følget sig, og ligtoget satte sig i bevægelse. Bag efter ligvognen, hvorpå afdødes ægtefælle altid sad ved siden af kusken, kom et større følge til fods, og efter dette fulgte en række vogne med kørende.

Gravminder - MidtfynGravminder - MidtfynVar det en ung pige eller karl, der blev begravet, stadsede byens unge piger dvs at pigerne gik i procession foran ligvognen med kranse i hænderne og strøede grønt på vejen. Mange gange blev kransene også vædet med tårer, thi folk var forhen mere deltagende og bevægede end nu?

Ligkisten var sortmalet, og hele følget klædt i sort fra top til tå. Set på frastand tog hele følget sig ud som et langt sort tog.

Begravelsesgildet begyndte hen på eftermiddagen og varede ved til ud på aftenen. Traktementet var det samme som ved bryllupper.

Næste dags eftermiddag var der andendagsbegravelse. Var det en ældre, der blev begravet, var det nærmest de ældre, der første dag deltog, og de yngre den anden dag. Omvendt når det var unge, der begravedes.

Barselpotte - MidtfynBarselpotte - MidtfynBarselgilde. Var der i Sallinge ankommet en ny verdensborger, var der forskellige ting at iagttage. Alle koner i barsellavet ankom i de nærmeste dage derefter en efter anden med barselmad. Denne bestod i forskellige retter. Nogle kom med smørgrød, andre med kødsuppe eller sødsuppe, havregrynssuppe, kage etc. etc. Der kom barselmad fra alle gårde og huse i lavet, ca 16 steder, og yderligere kunne der tillige ventes en del fra familie og lignende.

Var det nu f.eks. degnens kone, der lå i barselseng, kunne der ikke alene ventes barselmad fra samme by men tillige fra hele sognet.

Den første gang en kone efter sin nedkomst gik i kirke, skulle hun læses ind. Derfra benævnelsen "kirkegangskone". Kirkegangskoner indbød forud for kirkegangen nogle koner af lavet til offer. Disse samledes hos hende om søndagen før kirkegangen til frokost, og efter denne tog de til kirke. I kirken tog de plads i våbenhuset, til præsten kom ud og læste kirkegangskonen ind. Efter indlæsningen fulgtes alle konerne ind i kirken og siden op at ofre.

Barselgildet fandt som regel først sted, når barnet var 6-8 uger gammelt. I gamle nu længst forsvundne dage hastede derimod altid folk med at få deres børn døbt, særlig de der boede i nærheden af bakker og lignende steder, da de var bange for, at bjergfolkene skulle ombytte deres barn, så de skulle få et bjergbarn i stedet for deres eget, noget der ikke lod sig gøre efter dåben.

Dåbshuer - DrejøDåbshuer - DrejøFør barselgildet skulde der taget bestemmelse om, hvem der som gudmoder skulle holde barnet over dåben. Det blev som regel en ung pige af familien, og endelig skulle der i lavet udses en kone til at følge med i kirke for at give barnet die, en såkaldt pattemoder. Brugen af sut og dieflaske var nemlig endnu til dels ukendt på landet. Alt hvad der præsteredes i den retning var kun en sukkerpat, der bestod af en linnet klud, hvori der var indsvøbt et stykke kandis. En tre-fire mænd af lavet eller familien blev udtaget til faddere, og efter at alt dette var besørget, blev der indbudt til barselgilde. Fredagen forud for dette var der føringsgilde, der kun bestod i, at de der kom med føring samtidig blev trakteret med spise.

På den søndag, dåben skulle finde sted, samledes til frokost gudmoder, pattemoder og gudfædrene, og efter dåbshøjtiden i kirken fulgte alle mand af lavet, der som regel gik i kirke samme søndag, med at ofre. Når en mand var forhindret i selv at komme, sendte han sin karl som stedfortræder. Ved selve barselgildet om eftermiddagen, hvori hele barsellavet og familien deltog, var traktementet nærmest det samme som ved det bryllup, dog med lidt færre slags steg. Gildet varede til lidt hen på aftenen.

Kvindedragt - MidtfynKvindedragt - Midtfyn  Kvindedragt - Svendborg MuseumKvindedragt - Svendborg Museum  Drejø dragterDrejø dragter Drejø dragtDrejø dragtHøjtidsdragten var altid blandt bønder sort eller mørkeblå vadmelskofte for mændene og for kvinderne sort eller mørkeblå hvergarns- eller damaskeskjole. På landet var der dengang skarpt skel på klædedragten mellem bønder og honoratiores; sidstnævnte bestod af herremænd og proprietærer, præster og lærere og enkelte andre, der alle tilsammen var iført klædesdragter, medens bønder altid var i deres hjemmelavede tøj af vadmel og hvergarn.

Julen har alle dage været en højtid, der i særdeleshed er blevet fejret til overflod og ikke mindst på landet. Juleaftensnadveren bestod i kødsuppe, steg og æbleskiver. Æbleskiver og prossekager var stående retter fra først til sidst i julen, og i julen var gæstfriheden særlig stor. Ingen, hvem de end var, måtte gå uvederkvæget fra noget hjem. Prossekage var en slags havregrynskage, meget velsmagende, der blev bagt i ovnen samtidig med at der bagtes brød.

Nytårsaften fejredes på samme måde som juleaften og hellig 3 kongers aften bød også på en bedre nadver. Nytårsaften var undertiden forbundet med lidt nytårsløjer. De højtidsaftener fik kreaturerne altid et godt gift hø.

I ældre dage indtil omkring ved 1870 var det skik at give tjenestefolkene julemad. Denne skik bestod i, at madmoderen gav tjenestefolkene hver en prossekage, et stykke flæskesteg og et hvedebrød. Julemaden kunne tjenestefolkene siden efter eget behag spise af i julen.

Julen varede til kyndelmisse (2. februar), og kyndelmisseaften spistes julen ud.

Mortensaften var i særdeleshed møllernes højtidsaften og på denne aften skulle alle møller stå stille, og ingen kværn måtte være i virksomhed. Når en møller ikke fejrede mortensaften, men lod sin mølle gå, kunne der ventes meget uheldig det kommende år. Kværnen ville springe, mølleværket gå i stykker, og hvad der nu kunne indtræffe af andre genvordigheder. Mortensaftensnadveren bestod altid for møllerens vedkommende i gåsesteg.

Grunden til at Mortensaften er en så stor højtid for møllere, skal være den, at den franske biskop Morten skal have gjort en opfindelse på mølleriets område til stor lettelse for møllerne. Forud for denne opfindelse skulle der bestandig stå en mand ved hver kværn for at rage kornet ned i denne, efterhånden som det blev malet. Men bispen opfandt stødskuffen, der på en bekvem måde regulerer og bringer kornet ned i kværnen, så der ikke mere behøvedes nogen mand til dette arbejde.

Ungdommens gildeslav. Ligesom de ældre i Sallinge havde et gildeslav, havde byens ungdom også deres, der årlig bestod af 6 julelege, 1 fastelavnsgilde og 1 pigegilde. Julelegene begyndte efter jul og holdtes skiftevis i gårdene. Ved en juleleg blev ungdommen uden vederlag beværtet med smørrebrød, øl og kaffe. Alt hvad ungdommen havde at betale var den musikant, som spillede til dansen. Ved julelegene betalte karlene musikken.

Fredagen før fastelavn var der ringridningen, der altid foregik i byens Toftegyde. En snor var trukket tværs over gyden mellem et par træer, og midt på denne var fastgjort en klemme, hvori en ring var anbragt. Byens unge karle mødte til hest, hver med et kort spyd i hånden. Ridningen forbi ringen skulle foregå i galop, og rytteren skulle søge at tage ringen på sit spyd. En hornblæser var tilstede og blæste et stykke hver gang en rytter havde taget ringen. Når en rytter havde opnået at tage den 14 gange, blev han konge, den som var højest derefter blev dronning, og dermed ophørte ringridningen.

Fastelavns mandag samledes byens unge karle atter til hest for at ride fastelavn. Kongen var pyntelig klædt, og den karl der var dronning var klædt i kvindeklæder og red i en tværsadel. Optoget sluttedes altid med et par bajadser eller hofnarre, der sad på et par gamle magre heste. Hele skaren drog så byen rundt og indsamlede penge til fastelavnsgildet, der afholdtes kort tid efter. De indsamlede penge anvendtes til lidt fine drikkevarer og enkelte andre ting.

Pigegildet var det sidste i gildesrækken. Det holdtes først på foråret. Ved dette gilde betalte pigerne musikken, ligesom det også var dem der bød op ved dansen.

Børnenes gildeslav. Børnene havde ligesom ungdommen et gildeslav, der bestod af 6 julelege og 1 fastelavnsgilde. Deres julelege begyndte også efter jul og gik skiftevis fra gård til gård og holdtes på samme måde som de voksnes med dans og musik. For en sikkerheds skyld hentede undertiden forældrene deres børn i gildesstuen om natten, når de skulle hjem. Børnene havde også et fastelavnsoptog til fods og derefter et fastelavnsgilde.

LandsbysmedenLandsbysmedenSmedegilde. Smeden i Sallinge var indtil for godt en snes år siden fast lønnet, dvs at de gårdmænd der fik smedet hos ham, betalte ham en vis årlig afgift, som bestod i 6 skp rug, 6 skp. byg, 10 knipper halm og et vallegilde. Hos enkelte fik han af halm kun 4 knipper, men så til gengæld et læs tørv.

Ved et vallegilde forstås, at alle der lod smede hos smeden, engang i forsommeren skulle levere ham mælk til at lave ost af, uden at der dog var fastsat noget bestemt mål for leveringen. Og ellers bestod vallegildet kun i, at d de piger der ankom med mælken, blev beværtet med kaffe, tidligere med mjød.

I ældre dage var der på landet flere, der indbød til vallegilde, således degnes og mange steder også præsten og så godt som alle steder jordemoderen. Distriktsjordemoderen for Øster Hæsinge og Hillerslev afholdt vallegilde indtil 1898, dog mod slutningen ganske vist i noget formindsket form. En hel del af disse vallegilder, som ikke var nogen forpligtelse, hørte lidt efter lidt op, da bønderne ikke længere ville bidrage dertil. Der var forhen ingen, der havde så dejligt et stykke ost som de, der holdt vallegilde, og man finder næppe i nutiden mage til denne sødmælksost.

Når en mand skulle have noget arbejde udført hos smeden, have sine heste skoet og sine avlsredskaber repareret, skulle han sende smeden sine karle til hjælp, ligesom han også selv skulle lægge både kul og jern til. Karlene skulle være smeden behjælpelig med at slå forhammer og trække blæsebælgen, og det var ofte en drøj tur i de dage, når gamle plovjern skulle smedes om til hestesko, og gamle hestesko laves til søm. Der skulle både hamres og blæses. Smeden skulle også have sin kost hos den mand, der var til smede, og om eftermiddagen fulgte han med i byen og spiste.

Om efteråret indbød smeden til smedegilde, og mændene indfandt sig så med korn og halm, eller hvad de nu skulle levere. Selve gildet holdtes om aftenen. Ved dette blev der flere gange i løbet af natten ombudt smørrebrød samt drikkevarer efter behag, og ellers blev tiden fordrevet med kortspil. Var en mand forhindret i at deltage i gildet, sendte han sin karl som stedfortræder.

Ornegilde. I Sallinge var det indtil 1880 skik at holde byorne, og om foråret blev der holdt et ornegilde. Det afholdtes i den gård, hvor byornen var. Her indfandt gårdmændene sig hver med et par skp. byg, kaldet ornebyg, som tilfaldt den mand, der havde ornen. Deltagerne i gildet blev beværtet med smørrebrød og drikkevarer, og tiden gik med samtale og kortspil.

Det sidste læs og høstgildeDet sidste læs og høstgildeForuden alle de nævnte gilder fandtes endnu en hel del, som rejsegilder, igangsgilder og pølsegilder efter enhver større svineslagtning, og endelig til slut høstgilder, der blev holdt i hver gård og hvert hus. Gårdmændene holdt deres høstgilder efter høst for dem, der havde været behjælpelige med høstarbejdet , og husmanden for sin pløjemand, der altid var en gårdmand.

Traktementet ved et høstgilde var kødsuppe, steg og kage. Høstgilderne afholdes fremdeles i uforandret form (1909)

I længst forsvundne tider var der endnu en hel del flere gilder som karte- eller kardegilde og andre lignende sammenkomster som fremkom ved arbejder, der udførtes i fællesskab.

Endnu må nævnes gravøl, der blev drukket i bylavet hos oldermanden, når en mand ved sin død var udgået af bylavet. Det var en mindefest eller et mindeøl til ære for den afdøde.