Da spedalskheden hærgede

| | | |

Sankt Jørgens kirke og hospitalSankt Jørgens kirke og hospital  Af museumsleder Johs. Olsen (11.7. 1930 Svendborg Avis)

Det var mod aften. På den ny bænk på Sct Jørgens kirkegård med den herlige udsigt over de skønne landskaber sad jeg og nød naturens fred i det svindende dagslys. Da lød den gl. kirkeklokkes bedeslag, det gamle "Ave Maria". Og så kom jeg i tanker om, at denne klokke, der er støbt 1424, nu i over 500 år har ringet for levende og døde. Jeg tænkte også på de stakler, der som spedalske har lyttet til dens klang, som vi nu gør, og det faldt mig ind, at det måske for avisens læsere kunne have sin interesse at høre lidt om de gamle forhold her.


 
Sct.  Jørgens - de spedalskes helgen
Den gl. klokke i Skt. Jørgens kirkeDen gl. klokke i Skt. Jørgens kirkeDer er nu allerførst selve klokken, som bærer et billede, et relief forestillende Sct. Jørgens kamp med dragen. Egentlig hed ridderen Sct. Georg; men i Danmark kaldtes han Sct. Jørgen og dyrkedes her i landet som helgen for de spedalske; i andre lande var andre helgener for dem såsom Sct. Jakob, Sct. Valentin, Sct. Leonhard og Sct. Lazarus. Fra denne sidste stammer navnet på det bekendte fængsel og hospital Sct. Lazare i Paris, ligesom også lazaronernes navn i Napoli skal hidrøre herfra. Det er da ganske mærkeligt at se, at Sct. Jørgens Hospital i København har i sit signet fra 1275 Olaf den Helliges billede.

I Danmark fandtes i det mindste 19 hospitaler for de spedalske i middelalderen, både på Bornholm, Færøerne og Island var der sådanne, så man kan forstå, at sygdommen må have været ret udbredt. Man kan spore denne sygdom helt ned til det 12. århundrede, og man undres over, at de mange siden da forløbne århundreder ikke i behandlingen af disse stakler ikke er nået videre end til, at man nu som da isolerede dem. For resten er ordet spedalsk et navn, sygdommen har fået i Skandinavien; det udtrykker nemlig, at et hospitalsophold var nødvendigt. I Tyskland kaldtes den syge for "Aussatz", det forekommer også her i landet i middelalderen, nemlig når talen er om "usettische siuge".

Det følgende er fremstået ved hjælp af dr. med. Edw. Ehlers pjece om de danske Sct. Jørgensgårde samt biskop dr. C.F. Engelstofts beretning om vor Sct. Jørgensgård, dog suppleret med senere oplysninger.

Da hospitalets forhold skulle ordnes.
Sankt Jørgensgård og Brydegård ca 1800Sankt Jørgensgård og Brydegård ca 1800I et gammelt dokument fra 1486 meddeles, at Fyns biskop Karl Rønnow, den kongelige lensmand Gregorius Marsvin på Nyborg Slot sammen med borgmester Hans Andersen i Svendborg og råd- og bymændene Niels Mogensen, Henrik Jensen, Peder Ebsen, Røyter Persen, Oluf Andersen, Mads (ulæseligt navn), og Morten Værkmester var forsamlede på rådstuen i Svendborg fredag næst efter Sct. Antoniedag for at ordne hospitalets forhold.

Et andet dokument er fra 1590; det siger, at Erik Hardenberg til Mattrup, befalingsmand på Hagenskov, på sin hustru, fru Anne Rønnows vegne samt fru Birgitte Rønnow til Lykkesholm og fruerne Mette og Karen Rønnow, begge på Hvidkilde, mødtes den 30. januar 1590 for at ordne hospitalets fremtidige forhold, og disse to møder, især det sidste, skyldes det nok, at hospitalet er til den dag i dag omend under andre forhold og formål end oprindelig tænkt: at tjene til opholdssted for spedalske.

Man mente i lange tider, at hospitalets historie ikke kunne følges længere tilbage end til 1372, men jeg har fundet, at allerede 1291 modtog det ifølge Laughe Laugesens testamente en gave på 3 mark, og noget lignende sker 1295, ifølge testamente efter Nicolaus Hamundsen, 1332 giver drosten Laurids Jonsen nogle ejendomme i Sørup og Slæbæk til hospitalet, som Marine Tykes Datter havde skøde på.

I en rettertingsdom fra 1604 er gengivet et dokument helt tilbage til 1327: "Kong Valdemars brev af "Svinborg dend næste dag epter Olai regis anno 1327", lydende, at kongen har "gifvet alle udi spedalskhussit ved Svinborg med deris tienere kvit og frie for ald tynge oc gifvet dennem alle 40 marks sager af deris bønder oc tienere oc ald kongelige herlighed oc rettighed undtagen hafne, oc hvis som af skibbrud kand tilkomme". Andre kongebreve nævnes også "af konning Erik (af Pommern) 1390!, af dronning Margrette af 1380 og af kong Christoffer af 1442, hvorved hospitalet forlæntes med ægt, arbejd, landgilde og 40 mrks og ringere sager af sine tjænere, hvilke breve vare stadfæstede af Christian I 1462,"

Reddet ved aflad
Men i 1372 var stiftelsen imidlertid så forfalden, især kirken, at de danske bisper for at hjælpe herpå enedes om at udstede et afladsbrev på 40 dage til alle, som gav penge hertil, og 1374 stadfæstede kong Valdemar Atterdag på Danehoffet i Nyborg disse gaver den 24. juni, altså Sct. Hansdag, og kongen lagde, som det hed, en bestandig tavshed derpå og forbød nogen at befatte sig med dette gods uden netop de spedalske.

De spedalske blev skarpt isoleret.
I løbet af det 16.århundrede ebbede sygdommen mere og mere ud og forsvandt helt, antagelig på grund af de ret strenge isoleringsbestemmelser, der udstedtes i middelalderen; således siger f.eks. kong Hans' købstadsret, "at ingen spidalske Folck maa bliffue udi Kiøbstederne. Will denn, som spidalsk er, icke met Wilge udfare af Stadenn, da maa Borgmesteren lade føre denn Personn paa denns Kost til det neste Sancti Jørgens Hospitaell med thenz godz".

Kong Christoffer af BayernKong Christoffer af BayernAllerede 1443 i kong Christoffer af Bayerns tid kom lignende bestemmelser; endnu i kong Frederik II's dage stod de ved magt, ja, selv i kong Christian V's danske lov findes i § 3, kap. 19 noget heraf, men det er dog mildnet noget, thi loven siger nemlig: "Inspektøren for et Hospital (almindeligt) skal have Tilsyn, at de, som med smitsomme Syger ere beladne, ikke besmitte de andre". Mon det ikke var lettere skrevet end udført"

I den tid, da spedalskheden hærgede i landet, var forholdene så, at kun syge fra by og nærmeste egn kunne optages, i reglen ikke fra fjernere egne, end hospitalets vogn måtte køre og samle almisse. For vor Sct. Jørgensgård var det herrederne Båg, Sunds, Sallinge og Gudme, det drejede sig om, og måske fra vore nabobyer og øer kom de syge, uden at vi dog kan konstatere det.

Når nu en stakkel, som led af den frygtelige syge, skulle interneres, foregik det som neden for beskrevet; man må ikke forundre sig over, at det for den syge i hine overtroiske tider må have været en rædselsfuld og frygtelig sag, når man erfarer, hvordan det foregik; det var alt andet end hyggeligt:

Staklerne, der lukkedes ud af de raskes samfund.
Allerførst blev den syge meget grundigt undersøgt af en læge, der samtidig skulle trøste og forklare patienten, at sygdommen var at betragte som en frelse for hans sjæl, at Kristus ikke for agtede ham, selvom verden flyede for ham. Man må beundre det nøje kendskab, man havde til sygdommens symptomer, ligesåvel som den grundige undersøgelse. Efter undersøgelsen udstedte lægen en attest om patientens tilstand, hvoraf fremgik, at stakkelen var spedalsk og burde fjernes fra omgang med raske mennesker, fordi han var smittefarlig. Attesten vandrede så til borgmesteren, der igen underrettede sognepræsten, og denne bekendtgjorde så fra prædikestolen, at patienten skulle interneres i en Sct. Jørgensgård.

Men så kom nok det værste for den syge, nemlig den dag, hvor han offentlig lukkedes ude af samfundet. Først velsignede en præst ham efter forud at have sendt ham den triste grå kjortel, han for fremtiden skulle bære, så gav præsten ham kappe, hætte, handsker, skralde, bælte og kniv. Kort efter ankom en procession af præster, der førte ham til kirken, til dem sluttede sig så slægt og venner samt naboer.

Forbi båren og ligklædet
Det levende lig gik nu til sit uhyggelige formål; følget var nærmest med for at vise den sidste ære overfor patienten. I kirkens forhal passeredes den vidiebåre, der en gang skulle føre stakkelen til graven, over koret bag højalteret så han ligklædet ophængt. Derpå hørte han dødsmessen, som han måtte overhøre med tilhyllet ansigt, isoleret fra alle dem som den døde i kisten. I nogle tilfælde trådte i stedet for dødsmesse, hvor der prædikes over Kongernes Bog XI 5. k. om Naamanns Spedalskhed og renselse ved profeten Elias; imedens lå evangeliet åbent, visende beretningen om helbredelsen af den spedalske i Samarie. Så måtte stakkelen fremsige følgende bøn: "Oh, Jesus, min frelser, du har skabt mig og jorden, du har iklædt mig livet, lad mig vågne til livet på den yderste dag". Han førtes derpå ud på kirkegården, og her øste præsten tre skuffer jord over hovedet på ham og udtalte: "Min ven, du er død for denne verden". - Præsten pegede mod himlen og opfordrede den syge til at være tålmodig.

Hele processionen gik nu til hospitalet; her ventede kongens prokurør og forstanderen; den første spurgte den syge om hans hensigt, og denne svarede, at eftersom han var erklæret for at være spedalsk, forlangte han i sin egenskab som borger at blive optaget i hospitalet og nyde dets rettigheder. Derpå trådte kapellanen hen til patienten, og med blottet hånd på de hellige bøger afgav han løfte om lydighed, fattigdom og kyskhed, hvorpå han modtog besked om en hel del regler, han havde at rette sig efter. Deriblandt var følgende: Han måtte ikke mere komme i kirker, møller eller torve eller steder, hvor folk samlede sig, han måtte ikke vaske sig i kilder eller vandspring, ej heller sine brugsgenstande, og kun drikke af passende kar, altid bære en kendelig dragt, ikke røre ved noget, som han ønskede at købe, uden med en lille pind, aldrig bede om almisse uden at bruge skralden, ikke besøge skænkesteder, alt skulle bringes ud af huset til ham, og gik han tiggergang, skulle han gå midt i gaden med skralden, og ville nogen tale med ham, skulle han stille sig imod vinden, gik han på en smal sti over broer eller langs rækværker, måtte han tage handsker på, aldrig røre ved børn eller give dem noget, han havde rørt ved, og han måtte kun spise og drikke i selskab med andre spedalske.

Disse forpligtelser underskrev han derpå, og sagde så farvel til følget, hvorefter forstanderen tog ham ved hånden og førte ham ind i hospitalet til sin celle, hvor han skulle udtale, "her er min hvile for stedse, jeg vil bebo den, den er mine ønskers mål".

De forsamlede opfordrede nu til at vise barmhjertighed og kærlighed med de spedalske. Den syges forældre eller værger måtte i de første 30 timer være stakkelen til hjælp, for at han kunne vænne sig til forholdene, og hele ceremonien sluttede med, at gejstligheden og de verdslige deltagere gik ind i kirken for at bede en bøn for den ulykkelige, at han med tålmod måtte finde sig i sin tunge skæbne.

Patienten betragtedes fra nu af som borgerlig død. Han ejede kun, hvad han havde bragt med sig, og hans ejendele tilfaldt hospitalet ved hans død. Man begravede de spedalske med ansigtet nedad.

I Sct. Jørgensgård betaltes en tid en afgift for optagelse, der kaldtes "le froits" selv præsten ved stiftelsen måtte ud med en sådan, når han tiltrådte embedet; det var 5 mark; disse penge tilfaldt lemmerne, der så fik sig en glad dag eller flere; men det var dog kun de velhavende, der kunne udrede så store beløb, som 5 mark var den gang.

I Sct. Jørgens bestod bestyrelsen af et såkaldt "forsvar", nemlig præsten, kirkeværgen og ridesvenden. Denne sidste kørte rundt i distriktet og krævede de spedalske, som fandtes, indlagte. Hospitalets indtægter bestod af landgilde, renter og tiende, som ydedes både i korn, smør, penge, lam, gæs, høns og oldengilde samt avlsbrug. Til hospitalet hørte flere "tjenere", det var gårde, som afgav hus, øl og hestefoder, når vognen var ude at samle almisse, desuden havdes også nogle skovparter.

Man havde en blok (pengebøsse) med tre nøgler, der fandtes i præstens, kirkeværgens og ridesvendens varetægt. I kong Christoffer af Bajerns stadsret fandtes en bestemmelse om, at bagere, der bagte undervægtigt brød, første gang straffedes med at få brødet konfiskeret til fordel for Sct. Jørgensgårdene. Mon det ikke skulle være praktiseret her også?

Den kongelige foged og byens borgmester holdtårligt to gange revision, det kaldtes visitats, og de lønnedes så vidt vides hver gang med et lille festmåltid. I almindelighed kaldtes forstanderne for "provisor" eller "rector"; men her ved Sct. Jørgensgård hed han "forsvarer", og det var hyppigt en i byen anset borger.

Gode indtægter til Sct. Jørgens
1589 viser et regnskab, at hospitalet i Sct. Jørgens havde 24 bønder, der hver leverede 5 tdr. korn, ½ td smør, samt lam og svin, og desuden havde det kvægtienden af Egense og Sørup sogne, foruden en stor have, der stundom kunne give hver patient 2 tdr. most.

Allerede 1524 lukkedes Sct. Jørgensgårdene her i landet, som særlige hospitaler for de spedalske, hvilke turde sige, at sygdommen var omend ikke helt udryddet, så dog på retur, takket være den strenge isolation; men den havde også været slem nok forud, måske helt fra oldtiden af; herpå tyder det oldnordiske ord "liktra" på, idet "lik" betød legeme og "tra" rådden.

Ja, det var historien om vort gamle spedalskheds hospital. Lad os håbe, at den fæle sygdom for evigt er ude af sagaen i Danmark og glædes over, at den gamle stiftelse på den smukke plet endnu er til, omend tjenende andre formål end det oprindelige, og desuden erindre os, at af det gamle hospital nu kun er den lille kønne kirke med sin interessante og sjældne klokke tilbage. Fra den tid er vel sagtens også de gamle teglsten i hospitalet, selvom det er ombygget mere end een gang siden dets anlæg. Tilbage er også den herlige gamle kastanje, der er fredet; den kan meget godt være så gammel, at den har set de spedalske færdes her.

NB: Nyeste litteratur: Svendborg Museums årbog 2006, s. 23-33: Per Thomsen: Middelalderens spedalskhedshospital ved Sct. Jørgens Kirke i Svendborg - lidt nyt om en gammel sag.