Landsbyens rytme

| | | | | | | | | | | | |

 Årets ringÅrets ringSvensk kalender 1469Svensk kalender 1469Af Jens Pilegaard, Hillerslev

For dem, der var født og opvokset i landsbyen og levede deres tid der, formede tilværelsen sig fra det ene år til det andet på en ganske bestemt måde. Hver årstid havde sit arbejde, der skulle udføres, både i marken og i gården. Når tiden kom, vidste man hvad man skulle foretage sig.

 

 

 

Bonden graver jorden 1513Bonden graver jorden 1513 Bonden sår sit korn 1513Bonden sår sit korn 1513 Bonden hegner sine marker 1513Bonden hegner sine marker 1513 Landmanden pløjer sine marker 1993Landmanden pløjer sine marker 1993 Landmanden sår sit korn 1993Landmanden sår sit korn 1993 Bonden høster sit korn 1513Bonden høster sit korn 1513 Bonden tærsker sit korn 1513Bonden tærsker sit korn 1513 Halmen bjergesHalmen bjerges Vinterens foder til køerne bjergesVinterens foder til køerne bjergesOm foråret skulle jorden pløjes og harves og sæden lægges. Gærderne skulle bringes i orden, og så stod kornet og groede og passede sig selv, medens meget andet arbejde skulle udføres, indtil høsten kom, og der gik bud, at nu måtte man begynde at meje sit korn i den eller den bymark.

Når kornet så var bragt i hus, kom efteråret med efterårsarbejdet og vinteren med tærskningen af kornet, og næsten inden man var færdig dermed, var det igen forår, og man kunne begynde på den samme omgang.

Der bages brød 1513Der bages brød 1513Inde i huset var der på samme måde tider til at brygge, slagte, spinde, karte og meget andet. I almanakken har man derfor fra gammel tid en slagtemåned (november), ligesom man har en sædemåned (oktober), en høstmåned (august) og en fåremåned (april).

Således har arbejdet fordelt sig i årets løb gennem lange tider i en fast orden, i en rytme, som dannede den ydre ramme om beboernes liv.

Arbejdstiden strakte sig over den største del af døgnet, og arbejdet var ofte strengt. Derfor trængte man også til for en stund at lade det hvile, som det regelmæssigt skete om søndagen eller ved de store højtider med de mange helligdage. Så søgte gamle og unge til kirken, for det var dengang en god gammel skik, at når kirkeklokken ringede til gudstjeneste, kunne man ikke blive hjemme, men måtte op og høre Guds ord, det var lige så nødvendigt som at arbejde de søgne dage.

Månedsfrise i Sdr. Nærå kirke - juli og augustMånedsfrise i Sdr. Nærå kirke - juli og augustNår kirkeklokkerne ringede på hverdage og kaldte folk til kirken, når der enten var bryllup eller begravelse. Da var næsten hele landsbyen med. Det var en fast regel eller snarere en pligt for alle at følge den døde til hans eller hendes sidste hvilested. Ved en sådan lejlighed viste det sig, at de alle hørte sammen.

 

 

Vignet 1700-talletVignet 1700-talletBondedans 1590Bondedans 1590Til bryllup kom de kørende fra hver gård og kørte sammen til og fra kirken. I en større landsby kunne det blive en lang række, når der desuden mødte flere udenbys vogne med brudgommens familie og bysbørn og brudens udenbys slægtninge. Og så holdtes der bryllupsgilde, to, tre eller flere dage, medens alt ikke absolut nødvendigt arbejde hvilede.

Om julen holdtes der julegilde og julestue og festedes lige til helligtrekonger. Man fejrede ikke alene julefesten, men al den munterhed og livsglæde, som ungdommen var i besiddelse af, fik her lejlighed til at udfolde sig en fjorten dags tid, hvorefter man med friske kræfter igen kunne tage fat på det daglige arbejde.

Tromme fra StrammelseTromme fra StrammelseNår byens klokke ringede på stævnepladsen, eller byhornet gjaldede søndag eftermiddag eller en aften i ugen, ilede alle mændene til Stævnet, for nu var der et og andet af byens fælles anliggender, hvorom der skulle træffes afgørelse. Fra meget gammel tid har bønderne her haft bestemmelsesret over deres fælles sager uden indgreb udefra, en ret som bevaredes fremdeles, efter at al politisk indflydelse var gået tabt, og efter at stavnsbåndet havde fuldendt deres umyndiggørelse på alle andre områder. På Stævnet var der et fristed, hvor samfølelsen kunne næres og bevares, her var de herrer i deres eget hus, og her kunne den selvfølelse, som de dog aldrig helt mistede, få lejlighed til at give sig til kende.

Således prægedes livet i landsbyen af en fast og bestemt gang året rundt, af en rytme, der knyttede beboerne sammen i et fællesskab, som ingen ustraffet kunne sætte sig udenfor. Fandt man sig til rette dér, så man kunne gå op i byens arbejde, tage del i deres fest og glæde og sørge med de sørgende, så omsluttede denne rytme ens liv fra først til sidst og gjorde tilværelsen tryg for den enkelte.

Mange af byens beboere var beslægtet med hinanden og udgjorde een stor familie. Der var forskel på hartkornet, og nogle havde flere penge på kistebunden end andre, derfor vågedes der nøje over, at de villeste fik de første pladser ved byens gilder, ligesom man også havde plads i kirker efter hartkornets størrelse. Men i grunden var dog alle lige, ens i sæder og skikke, ens i tankegang og enige om at holde alt det ude, som hele byen ikke kunne være fælles om.

Således havde det været i århundreder, og således skulle det også vedblive at være, selv efter at nye tider var brudt frem med nye ideer, som havde ret til at sprænge de gamle rammer, der nu ofte kunne komme til at virke hæmmende på udviklingen. Derfor blev der mange steder i den gamle landsby set skævt til nye mænd, der ville gå deres egne veje, og nye bevægelser, som brød med det gamle fællesskab. Modsætninger kunne stige til udpræget uvilje og ligefremt had. Men her som alle vegne har det vist sig, at mennesker og ideer, der bragte noget værdifuldt, var det i længden ugørligt at holde nede. De gamle modstandere eller deres børn gled efterhånden over i det nye, der fremtrådte med livets ret.

Ligesom indenfor de andre stænder har der indenfor bondestanden gennem tiderne udviklet sig en kultur og nedfældet sig en arv fra de tidligere slægter, så man med rette kan tale om en bondekultur, som giver dem styrke og fasthed, der fremdeles vil kende sig ved den og ikke forsøge at pynte sig med fremmed væsen.

Bonden har i sin århundredgamle dannelse, der vel er begrænset, men i henseende til sikkerheden kun finder sit sidestykke i adelens, - i sit kraftige billedrige, levende sprog, i sit ved gammel øvelse selskabelige krigsvante væsen, en styrke .....