Jørgen Blome i Svendborg - en stridbar adelsmand

| | | | | |
Fynske tegnelser 1588-96 (RA)

Blome slægtenBlome slægten E.B. 2.3. 1589E.B. 2.3. 1589Blandt de adelige, der 1590 var i Svendborg, nævner biskop Jacob Madsen, en Jørgen Blomme. Ifølge bispens visitatsbog var han bosiddende i Sankt Nicolai sogn. I modsætning til et par andre adelige i Svendborg på den tid, Oluf Urne og Hans Eriksen, der ifølge bispen begge "levede på polsk" - Oluf Urne "met 1 Quinde aff Julland" og Hans Eriksen havde "(en Boelskab hos sig)",  så havde Jørgen Blomme familie og børn. Det fremgår af Eiler Brockenhuus' kalenderoptegnelser 2. marts 1589: "Anno 1589 Giorde Jörgen Blome Sin höstrus Kirckegang och lod Christne En datther hed Anne ÿ Suinborrig". http://fynhistorie.dk/node/29168

Jørgen Blomme skulle det vise sig, var dog alt andet end let omgængelig, han drev således både borgmester og rådmænd i Svendborg til vanvid. Det kom endda såvidt, at de sendte en klage til kongen, hvori de beklagede sig over den "overlast og uret", som Jørgen Blomme, "boende udi forne Svendborg" havde gjort sig skyldig i. Kongens svarbrev til lensmanden i Nyborg er dateret 6. juli 1591. Og dagen efter faldt der oven i købet en dom ved Kongens retterting, hvor Jørgen Blomme havde stævnet den fynske landsdommer Morten Brok.

Historiker A.D. JørgensenHistoriker A.D. JørgensenAf A. D. Jørgensens Historiske Afhandlinger, bd. 4 "Ullerup sogns ældre historie" fremgår det, at en "Jørgen Blome  var bosat i Svendborg". En gren af den holstenske slægt Blome eller Blomme, Blom som den kaldtes heroppe, havde erhvervet gods på Als og i Sundved. Melsgård, som ligger hinsides Als fjord, ved vejen fra Hardeshøj færgegård op imod Nørborg, ejedes efter midten af århundredet af Hans Blome, efter at den i lange tider havde været i slægten Holks besiddelse. Denne Hans Blome havde to sønner, Jørgen og Hans, af hvilke hin arvede Melsgård, medens denne kun fik et par bøndergårde på Varnes mark. Jørgen ægtede en datter af Vulf Høk på Avnbølgård, Hans derimod fik en Drude Rantzov. Begge brødrene var såre urolige hoveder, voldsomme i deres adfærd og hurtige til våben og værge. En sag fra året 1577 giver et klart billede af den ældste.

Borgmesteren i Sønderborg, den gamle Mattis Kremer, havde ladet et søgsmål mod et par af Jørgen Blomes folk for voldsfærd mod borgere gå til hertugen, og herover søgte junkeren at hævne sig ved personlig at øve vold mod borgmesteren og hans venner. Han var dog ikke heldig i sine bestræbelser; thi da han ud på natten anden gang ville storme ind i huset, først gennem døren, derpå gennem vinduet, blev han modtagen af nogle af borgmesterens venner med "tørre hug (d.e. uden blodsudgydelse). Da han herefter fik underetning om, at der var indgivet klage over ham til hertugen for brud på busfreden, fik han Henrik Holk til Rønhave og Vulf Høk til Avnbølgård til at gå i forbøn for sig; hertugen stillede dog det vilkår, at han selv skulde forlige sig med borgmesteren. Dette vilde han imidlertid ikke, men lod hestene sadle og gik over færgen til Sundved. Samme efterår traf han i Åbenrå et par af sine fjender fra Sønderborg; de skyndte sig fra byen, men blev indhentede og måtte lade vognen i stikken på vejen, medens de selv bjergede sig ind i skoven; junkeren mishandlede da karlen og slog vognhjulene i stykker.

Hertugen klagede herover til den unge herres formyndere, men lige meget hjalp det. Noget senere overfaldt hans ven, den unge Erik Breide, en af hertugens folk i Flensborg, fordi hans kones broder skulde have været med at slå Jørgen i Sønderborg; de søgte atter at overfalde ham på tilbagevejen fra Tyskland, da han kom til den berygtede Krophede, syd for Danevirke. Endelig kom det en vinternat til et sammenstød på Sønderborg gade. De to unge junkere Jørgen og Erik red fra Blansgård til Sønderborg; de var alt drukne, da de kom til Ragbøl, så de måtte tvinge en bonde til at vise dem vej til færgen. I staden sad de atter og drak forskellige steder til langt ud på natten, indtil de omsider fandt på at gå til borgmesterens hus og gav sig til at rive vinduesskodderne af.

Ved støjen kom naboer og genboer ud og søgte ved skrig og våbenlarm at skræmme dem bort; Jørgen Blome løb da også med sine ledsagere, men Erik Breide blev stående og forhånede borgerne; disse faldt da over ham og hug ham ned. En frænde indgav senere klage over dette drab, men gerningsmændene kunde ikke udfindes.

Hans Blome satte bo på Varnes mark, hvor han byggede sig en lille herregård, efter at have nedlagt de to bøndergårde; den kaldtes efter jorderne for Ornum, d. e. en særmark i byens fællesmark. Allerede dette var vistnok et uvant misbrug af retten som jord drot og måtte gøre ham ilde lidt blandt hans naboer, de Varnes bønder. Derefter kom han i strid med sin nabo Povl Uke på Skovbølgård. Det gik så vidt, at han skød ham, da han som gæst var kommen til Ornum; det skete den J. Juni 1589, kl. 4 om eftermiddagen. Liget førtes til Skovbølgård og henstod ubegravet næsten i otte uger, da den dødes frænder ventede tilbud om forlig fra drabsmandens side. Da han ikke meldte sig, fandt begravelsen sted i Feld-sted kirke, den 24. Juli. Ved denne lejlighed opfordredes den dræbtes søskendebarn Povl Uke fra Avnbøllund som nærmeste frænde til at forkynde hele slægtens undsigelse til drabsmanden; han fremtrådte da også ved liget og udtalte for de forsamlede, at junkeren Hans Blome var en nidding for den gerning, han havde gjort. Da dette meddeltes denne, gik han i landflygtighed til Meklenborg og blev borte i et par år.

Hans Blome var igen tilbage på Ornum i sommeren 1591 og hans hustru fødte ham da en søn; til dennes dåb, den 5. September, indbød han hele omegnens adel, men alle udeblev på hans nærmeste slægtninge nær, broderen Jørgen, hustruens broder Mikkel Rantzov, en anden svoger Baltaser Broktorp og hans frænde Skak Mjød. Ophidsede, som de var over denne tort, red de unge herrer dagen efter fra Ornum til Avnbøllund for at drage Povl Uke til ansvar; med en hob løse folk mødte de udenfor gården og to af denr, junkerne Rantzov og Mjød, kom frem for broen og krævede ham ud til sig. Povl Uke gik da også ud til dem og gav Skak Mjød hånden til velkomst, men da han på samme måde vilde hilse på Mikkel Rantzov, sagde denne, at de ingenlunde stod således med hinanden, at han kunde give ham hånd. Han opfordrede ham derpå til at gå længere frem foran porten, til samtale med de to andre. Dette afslog Povl imidlertid gentagne gange, "ikke fordi han frygtede de fire adelsmænd, men fordi han ikke vilde udsætte sig for det løse folk, som havde samlet sig med dem".

Dette var en torsdag; den følgende onsdag kom der igen ryttere for gården; de kaldte på en pige for at spørge hende, om Povl Uke var hjemme. Da hun svarede nej, førte det til gentagne samtaler, skænderier og forbandelser. Senere kom Jørgen Blome selv hen til broen og en dreng sendtes ind på gården med en lang bøsse i hånden; han havde et brev med til junkeren, men vilde ikke levere det til hans hustru. Da disse forhandlinger ikke førte til noget, drog de hjem til Ornum. Samme aften kl. 10-il forlod derpå Hans Blome sin gård for på stimands vis at overfalde sin selvforskyldte fjende.

Han kom til Avnbøllund om natten og brød over gårdens hegn, gik over graven og kom ind i gården med sine folk. De gjorde derpå anskrig, så folk vågnede og kom på benene; Povl Uke greb sine våben, slog nogle ruder ud og stillede sig op til skud, medens angriberne skød op imod husets stråtag for at sætte ild på det; de sprængte tillige en ladeport for fra dette skjul at angribe sædehuset. Gårdens folk, som hørte den vilde larm, troede at junkeren var dræbt og holdt sig tilbage. Imidlertid skimtede Povl Uke et par skikkelser, som gik hen foran en lys ladevæg; dem skød han på og gav dem begge banesår; den ene af dem var Hans Blome. Da hans skud var faldet, skød også hans karl over imod ladedøren, men angriberne tog nu flugten og førte den hårdt sårede junker med sig; de efterlod deres våben og Hans Blomes hat. Junkeren blev lagt på sin vogn og kørt bort, men han døde før de kom til den lille bæk, som løber ud fra Avnbøl sø, og blev som lig ført til Ornum.

Anden dagen efter skrev Povl Uke til den unge konge Kristian IV og det danske regeringsråd for at stille sig under deres beskyttelse imod slægtens hævn. Han skildrer i sine breve, hvorledes det hele var gået til, og lagde ikke skjul på, at han selv havde fældet sin modstander; ja han tilføjer, at havde han hin nat vidst, at der dog var flydt blod, vilde han have ilet efter de, flygtende og dræbt dem til sidste mand.

Strax efter modtagelsen af dette bønskrift udfærdigedes der kongebreve til statholderen i hertugdømmerne, Henrik Rantzov, og til lensmanden på Nyborg slot, Lavrids Brokkenhus, lydende på, at Povl Uke var i kongens fred og skulde søges ad rettens vej, hvis nogen vilde klage på ham. Særlig blev det pålagt lensmanden at stævne Jørgen Blome, der var bosat i Svendborg, til sig, foreholde ham kongens befaling og tage håndslag af ham, at han ikke tænkte på blodhævn for sin broders drab (8. Oktober). Hans Blome kom til at ligge på sine gerninger og der blev næppe engang rejst sag imod drabsmanden, som ved nattetide var bleven angrebet i sin egen gård.

Imidlertid gav dog dette dobbelte sammenstød anledning til, at de to slægter forlod egnen. 20. Februar 1592, fem måneder efter Hans Blomes død, solgte Povl Uke i Sønderborg sin gård Avnbøllund til hertug Hans; købesummen blev sat til 7500 rdlr. og en guldkæde til sælgerens datter, af værdi 100 kroner. Da der var strid om den store dam ved og omkring gården, skulde den vurderes til 2000 rdlr., som Povl Uke da skulde godtgøre hertugen, om den tabtes.

Otte Dage efter solgte Hans Blomes enke gården Ornum til amtmanden i Åbenrå Kai Rantzov; han gav 2800 rdlr. for den. Jørgen Blome var tilstede og samtykkede i salget på børnenes vegne. For yderligere at sikre køberen mod senere indsigelse fra disses side, pantsatte Drude Blome nogle dage efter gården for 4000 rdlr., i 50 år, således at den efter den tid kunde indløses mod godtgørelse af alle forbedringer.

Iagttagelsen af denne form umuliggjorde senere krav. Pantebrevet medforsegledes af svogeren Baltaser Broktorp. - 1597 solgte Kai Rantzov atter Ornum for 3500 rdlr. til hertugen af Got-torp, til hvis hertugdømme Varnes birk hørte. Han lod gården nedbryde og overlod jorden til bønderne for en årlig afgift af
130 rdlr. Efter kart og jordebog fra en lidt senere tid fandtes tomterne af gården ved Vigsbæk, og jorderne var ikke større end at de havde en udsæd af 28 ørt korn, imod 18 ørt til hvert af de 30 bol i Varnes. Samtidig klagede kirkeværgerne over, at der ved Hans Blomes begravelse i kirken var bleven lovet denne en godtgørelse af 10 rdlr., som dog aldrig var bleven betalte: de bad ved visitationen om, at arvingerne måtte få tilhold om at betale eller de selv få tilladelse til at fylde graven, der var helt forfalden.

Også Jørgen Blome måtte kort efter fortrække fra Als; hertugen klagede over hans stridbare opførsel til kongen og bad denne tilskynde ham til at sælge sin gård. Hertugen erhvervede Melsgård for 15,500 rdlr., som han selv oplyser i sit testamente. - Povl Uke forlod derimod ikke landet. Han nævnes endnu 1594 som forlenet med de fire Rixtorp-bol i Avnbøllund og skødet på herregården synes først at være bleven udstedt i julen s. år, ligesom han i dette år endnu udnævntes tilligemed Didrik Høk til kongelige kommissarer i en grænsestrid. Der fortælles iøvrigt, at han skal være bleven dræbt i sin seng af en kok. Hans datter ægtede en mand af slægten v. d. Herberge; sønner havde han ikke.

Hvad endelig den dræbte fætter på Skovbølgård angår, da efterlod han sig en enke Magdalene Ratlov og en søn Klavs Uke, den sidste mand af slægten i Sønderjylland. De nævnes endnu begge på gården 1616, sønnen som ungkarl; næppe ret længe efter solgte de gården til statholderen Gert Rantzov; 1626 boede de i Flensborg. Senere drog Klavs Uke til Fyn, hvor han ejede Lammehave; hans søn Kristoffer var landsdommer på Sjælland og døde ugift.

Det var intet under, at det sørgespil, som således var bleven opført, gjorde et stærkt indtryk på befolkningen; det levede i overleveringen og antog altid vildere træk. Hans Blome og de to Uker gjordes til brødre og den ustyrlige junker bragtes i forbindelse med tomterne af Brådborg og de sagn, som kendtes herfra. Efter at have dræbt sin broder, fortaltes der, havde han ægtet en vildfarende pige og derpå atter villet forskyde hende, da så himlens retfærdige straf ramte ham. At sagnet først i en senere tid har knyttet tildragelsen til Brådborg ses deraf, at vielsen og skilsmissen finder sted i Varnes kirke, ligesom junkeren påberåber sig en ret for adelsmænd "på Varnes land".

Jørgen Blome har efter hvad vi kan se opholdt sig i Svendborg i årene 1589-1591.

Se også Johs. Olsen: Træk af adelens liv i Svendborg 

Det må selvsagt være interessant at få belyst slægtskabet til Margrethe Blome (+ 1679), enke efter Henning Walkendorff til Glorup. I så henseende har Finn Holbek udarbejdet et slægtsdiagram, som kan ses på hans hjemmeside.

Brev 6.7. 1591Brev 6.7. 1591 Brev 6.7. 1591 (2)Brev 6.7. 1591 (2)Lauritz Brockenhuus fick Breff Borgemester och Raadmend wdi Swinborg Anrörendis

Christianus 4

Vor gunst thilforn wide att Oss Elsk.. Borgemester och Raadmend wdi wor Kiöpstedt Suindborg haffuer Vnderdanigst thill Oss Supplizerit och Sig beklage Offuer huiss offuerlast och wret, thennom wdi attskillige Maade wederfaris aff Jörgen Blomme Som er Boendis wdi forne Suinborg epther Som thu aff Hoesliggende theris Supplicatz ÿdermere kandt forfare. Thi Bede wi thig och wille att epther di thu haffuer Bÿen wdi thin forsuare, thu tha och Haandtheffuer och forsuarer thennom for forne Jörgen Blommes offuerlaster och wret Och forne Jörgen Blomme lader foreholde, at hand Sig her epther Saadant aldelis endholder, Saaframbt wi icke schwle thencke thill Andre Middell, samme hans offuerlast Och Modtuillig mz att stÿre ther Medt, scher wor wilge thi theg her ingen forsömmelsse fore, Beffallen.. Schreffuit paa wort Slot Kiöpnehaffn then 6 Julii Ao 1591

Brev 8.10. 1591Brev 8.10. 15918. oktober 1591

Missive til Laurits Brockenhuus. Pouel Ucke til Afvenbyllundt, boende i Hertugdømmet Slesvig, har berettet, at Hans Blome, ligeledes boende i Hertugdømmet Slesvig, med sine tilhængere og medfølgere den 22. sept.ved nattetid er kommen til Pouel Uckes Gaard, har brudt hans gærder ned, er gaaet over hans Grave og har ladet sig høre og fornemme med skyden og andre utilbørlige Gerninger, saaledes som nærmere kan ses af hoslagte 2 Kopier. Han har i den Anledning begæret Beskyttelse hos Kongen, hvilket denne ikke har kunnet nægte ham, da disse uhørte landefredbryderiske Gerninger ikke alene ere til største forklejnelse for Kongen og uafladelig Spot og Eftertale for hele Nationen, men ogsaa i sig selv forargelige. Da Hans Blomes Broder Jørgen Blome, der er en af dem, fra hvis Side Pouel Ucke snarest befrygter Overfald paa en eller anden Maade, nu bor i Svendborg, skal Laurits Brockenhuus, der har denne By i Befaling, straks kalde Jørgen Blome for sig, foreholde ham Sagen og siden tage Haanden af ham paa, at han vil være Pouel Ucke aldeles ubevaret,  med Undtagelse af det, han kan gøre med Lands Lov og Ret, da Pouel Ucke selv tilbyder sig til Lov og Ret.