Sagn og overtro i Hillerslev sogn

| | | | |
Jens Pilegaards manuskript "Hillerslev sogn" . Ringe lokalhistoriske Arkiv
Stud. theol. Jens Pilegaard i sit studerekammerStud. theol. Jens Pilegaard i sit studerekammer Jens Pilegaards manuskript "Hillerslev sogn"Jens Pilegaards manuskript "Hillerslev sogn"


 

 

Af Jens Pilegaard

For at lære de gamles liv og tankegang at kende er det nødvendigt også at have kendskab til de sagn og sagnagtige forestillinger, der fortaltes imellem dem, og som optog sind og tanke i en grad, som moderne mennesker har vanskeligt ved at forstå.

Tilværelsen var fuld af underlige ting, som dengang ikke syntes at kunne forklares på naturlig måde, men en forklaring måtte der til for at få sammenhæng i tilværelsen, og så satte man begivenhederne i forbindelse med overjordiske og underjordiske væsener eller med mennesker, der var udrustet med særlige evner enten til godt eller ondt. Deraf udsprang de mærkelige beretninger, som ved en nærmere betragtning viser sig at være værdifulde udtryk for vore forfædres sunde livsopfattelse og verdensanskuelse og indeholder langt mere fornuft end nutidens meningsløse overtro.

Ligesom for stednavnenes vedkommende gælder det, at der i Hillerslev sogn er blevet optegnet en stor mængde sagn og beretninger fra gammel tid, som ved beboernes beredvillighed til at fortælle alt, hvad de vidste, er blevet bevaret for eftertiden. De fleste af dem er trykt i førstelærer H.C. Frydendahls samlinger af fynske folkeminder eller i "Fynsk Hjemstavn", enkelte findes også i A. Uhrskov: Fynske Sagn.

Af sognets byer indtager Sallinge langt førstepladsen med hensyn til mængden af bevarede sagn og af kloge folk.

Den kloge mand i Hjulby ved Nyborg, Hjulbysmeden, skal have sagt, at der ingen steder, hvor der var så mange, der gjorde ondt, som i Sallinge. Der var aldrig en by, der var så slem som denne. "I må binde mig for øjnene og føre mig rundt over hele byen, så skal jeg sige hvert sted".

Der skal også have været slemt med hekse, og der var flere koner, som folk helt godt vidste var hekse. Om morgenen tidlig, når pigerne gik ud at malke, så de, hvorledes heksene sad og red på vangeledene og brugte deres kunster. - En gammel mand har fortalt, at da de Sallinge bønder en morgen kørte til hove, mødte de en sådan kone, som var en heks, og for hver vogn, hun mødte, vendte hun sig om og truede, hvorpå den væltede, og således gik det alle vognene, inden de nåede herregården. Disse hekse gjorde folk der i omegnen megen fortræd ved at tage deres smør, gøre skade på deres kreaturer og påføre dem, de ikke kunne lide, alle hånde ulykker.

Men det var langt fra alle kloge folk, der gjorde ondt. Nogle gjorde kun godt. Blandt disse sidste var husmændene Christen Nielsen og Mads Johansen i Sallinge. Mads Johansen sagde, at når de først een gang havde gjort ondt, kunne de ikke gøre godt. Han befattede sig dog ikke med at gøre noget, fordi han var så gudfrygtig. Men ellers tog han altid hatten af, når han foretog sig noget med syge folk eller dyr. Han læste altid sagte ved sig selv, medens han samtidig bestrøg de syge steder.

Pastor Hans AgerbekPastor Hans AgerbekEn broder til Christen Nielsen i Sallinge var gårdmand Hans Nielsen i Hillerslev. Han har helbredt adskillige, som lægerne havde opgivet. Blev nogen såret eller lignende, og de med det samme søgte råd hos Hans Nelsen, kunne de være sikre på hurtigt at blive raske uden bullenskab og betændelse. Han skal have haft sin viden fra pastor Agerbek i Øster Hæsinge, hvem han tjente som avlskarl og sad inde hos om aftenen.

I Nybølle boede gårdmand Hans Rasmussen. Han var en meget klog mand og skal endog på et sted, hvor det var særlig galt fat, have drevet selve Fanden gennem en skorsten.

Men den klogeste af dem alle var en mand udenfor sognet men lige ved sognegrænsen, gårdmand Rasmus Hansen i Gestelevlunde. Han var kendt vidt og bredt og søgt på alle sider, især fra Vestfyn og Assens-egnen, så der altid var fuldt af folk hos ham. Fra Sallinge søgte også mange til ham, og der var alle øjeblikke, man på egnen traf vejfarende, som spurgte om vej til Lunden.

Lars Christensen i Familiehuset ved Gelskov hjalp også mange syge mennesker. Han havde Cyprianus, som gik i arv til hans datter. Men engang han havde helbredt en kirtelsyg dreng, sagde han: "Ja, jeg går her og hjælper så mange, men jeg ved nok, at når jeg engang dør, skal jeg høre den onde til".

I et lille hus i udkanten af Sallinge Mark boede en mand, som var meget  slem til at gøre ondt. Det var især gårdmand Rasmus Madsen i Sallingelunde, det gik ud over. Denne mand var meget velhavende, men efterhånden fik den anden ødelagt så meget for ham, at han blev forarmet. Han ødelagde alt: korn, lam, køer og tilsidst hestene. I havren blev der ingen kærne. Konen sagde, at det var en straf fra Vorherre, det var der ikke noget at gøre ved. Men da hestene blev så sløje, at de ikke kunne trække ploven, besluttede de at søge hjælp hos den kloge mand Rasmus på Ærø. Han kunne i forvejen fortælle alt, hvad der var sket, og han gav nogle råd. Når Rasmus Madsen kom ud at så, ville der komme en mand og sige noget til ham, men han skulle ikke svare ham. Da Rasmus Madsen var kommet hjem og en dag var ude at så, kom den onde mand og sagde til ham: "Du sår F..... partere mig din havre for tyndt". Men der kom ikke noget.

Rasmus Madsen var hos den kloge mand på Ærø tre gange. Sidste gang kom Ærømanden med herover. Han gik op i storstuen, og hvad han lavede der, er der ingen der ved, men da han var færdig og kom ned til de andre, var han våd over det hele af sved. "Det var mig en hård karl at binde", sagde han, "men fra i dag af skal han ingen magt have til at gøre ulykker". Og fra da af var der intet i vejen med kreaturerne. Men den onde mand lå hjemme skoldet over hele kroppen og blev ikke mere til noget, men døde kort efter.

Af kloge koner var der nogle stykker i sognet. I Sallinge var der to søstre Maren og Karen, som var kendt for at gøre megen fortræd for naboerne, der nødig ville have, at nogen af de to koner skulle se på deres børn eller kreaturer, for så blev der noget i vejen med dem.

Hos den kloge mand Christen Nielsen havde de en lille dreng, som lå i vuggen. Maren kom der hen og ville se deres dreng, og så sagde hun: "Det var da en dejlig dreng, vil han nok patte?" Det var vel hen mod aften. Men den nat ville han ikke patte, han hylede i vilden sky, til langt ud på natten. Så måtte Christen Nielsen op, og så var det ovre.

Christen Nielsen havde en god gris, nær ved at skulle slagtes. Maren kom hen og så grisen og lagde sin hånd på dens nakke. Derefter ville grisen ikke mere æde, og den måtte straks slagtes.

En dag kom Christen Nielsens søn forbi Marens hus med køerne. Maren kom ud og så på dem: "Er det den nye kvie, den?" Det var det jo da. "Vil den nok æde kløveren deroppe?" Men det ville den ikke, da den kom derop, den stod og tudede den meste dag. Så måtte Christen Nielsen op i marken til den. Han kunne få den til at æde. Da han havde været der, var der ikke noget i vejen.

Maren kunne sælge den ene kurv æg efter den anden, og hun havde dog kun 3-4 høns. Når hønsene hos Christen Nielsen kaglede og gik på reden, men der ingen æg kom, vidste han, at det var Maren, der havde været der, og så måtte han til at foretage sig noget.

Når hun ville malke andres køer, huggede hun lige en kniv op i bjælken, så løb mælken ned fra knivskaftet.

Søsteren Karen var knap så slem, men kunne dog også gøre adskilligt. Da Anders Krog skulle slagte en gris hos sin nabo hmd. Christian Hansen, var der ikke en pæ(g)l blod tilbage i den. Det havde Karen gjort.

Hun havde onde øjne. Når de kærnede hos Anders Krog, kunne de ikke få smør, og når hun kom, rendte de med børnene, for at hun ikke skulle se dem.

I Sallingelunde var der også en kone, der havde onde øjne. Engang de bagte i Mads Lundes gård, kom hun og lindede døren og sagde: "Det brænder min sæl godt i ovnen". Men brødet kunne de ikke få bagt dengang, det blev slet ikke til noget.

Da en kone i Sallinge blev begravet, knagede det hele tiden i ligvognen, medens de kørte til kirkegården, fordi hun var en heks.

I Nybølle beskyldtes en kone for at kunne hekse. På Nybøllegård havde hun taget fat om løbet på skyttens bøsse, og siden kunne han aldrig træffe noget, ihvad han så sigtede på, men måtte have sig en ny bøsse. Hun fik også alle naboernes høns til at komme og lægge æg hos sig.

Den lange bankerække eller Sallinge Ås, der strækker sig helt fra Vantinge sogn op gennem Sallinge by og videre vesterud, har givet rimelig næring for folkefantasien. Især har man lagt mærke til den høje runde banke ved Morten Hansens gård (matr. nr. 2) - Mortens Banke, som den kaldtes. Her boede bjergfolk, som ofte kom i forbindelse med de omboende gård- og husfolk og viste sig gavmilde, når de havde modtaget en eller anden håndsrækning. Det var byens gode og venlige beboere, der på denne måde blev belønnet. Men undertiden kunne de også være lidt ondskabsfulde og drilagtige uden at man rigtig ved, om det var de mindre gode, det gik ud over.

Engang da bjergmandens kone var i barnsnød, og de ingen havde til at hjælpe sig, gik bjergmanden ned i gården lige nord for banken og bad konen om at følge med ind i banken og hjælpe til. Da det var overstået, og konen skulle gå igen, ville bjergmanden give hende en belønning og øste en skuffe kul op i hendes forklæde. Men såsnart konen kom op på banken, kastede hun kullene bort, da hun ikke anså dem for værd at bære hjem. Da hun var kommet hjem i gården, så hun, at der hang et stykke guld ved forklædet. Men nu turde hun ikke igen gå op på banken for at finde det, hun havde kastet bort.

Ofte kom bjergfolkene ind i byen og lånte al slags tøj af beboerne. Men de var altid meget redelige med at bringe det lånte tilbage igen.

Hos nogle folk nede i byen stjal bjergfolkene engang en lille pige. Hun kunne kun hentes tilbage igen af en rytter på en uskoet hingst. En dag, da bjergfolkenes børn og den lille pige løb og legede oven på banken, sprang hendes broder op på en sort uskoet hingst og red op og greb hende.

Engang skulle der være bryllup i Morten Hansens gård. De havde brygget øl, men om natten kom bjergfolkene og drak alt øllet. Bagefter dansede de inde i banken.

I samme gård kom de engang ud at tappe øl. Da stod der en og tappede, en anden råbte til ham: "Peber er død, Peber er død". Så løb han og lod kruset blive, som de beholdt i gården.

Bjergmanden sagde engang til en mand i Morten Hansens gård, at han skulle flytte sine kalve bort fra banken, da vandet fra dem løb ned på bjergmandens bord.

En pige, der var ude at malke, har set en ellepige stå i den lille skov noget neden for banken og rede sit hår. Hun var hul i ryggen som et dejnetrug.

I Svend Grundtvigs "Danske Folkesagn" udg. af H. Ellekilde, 1945-48, findes i første bind s. 126 følgende sagn: "Engang traf det sig, at en mand fra byen Sallinge gik og pløjede ved en bakke ved Sallinge; da kom der en bjergmand hen til ham med en ovnrage og bad ham om at sætte et skaft på den. Det gjorde manden også og lagde derpå ragen hen på højen igen, men da han ved næste omgang kom til stedet, stod der to stykker mellemmad og et krus øl til ham og drengen, som drev plov for ham. Drengen turde imidlertid ikke nyde noget deraf, men til straf derfor var han fjantet lang tid derefter."

H. Ellekilde mener, at sagnet må knytte sig til den 54 m høje bakke syd for Sallinge (matr. nr.  9), men det må dog snarer henføres til den 50,6 m høje "Mortens Banke", hvortil de foregående sagn knytter sig.

Riverhøj i Sallinge er set stående på fire gloende pæle, og de dansede under den.

I Bøgebjerg i Nybølle lige overfor Kirkelunget boede der også bjergfolk. Folk i nærheden så dem tit danse og lege derinde, medens banken stod på fire gloende ildsøjler.

Hillerslev kirkeHillerslev kirkeKirkebjerg i Sallingelunde har også stået på fire gloende pæle, medens bjergfolkene dansede derinde. Tit hørte man, at de slog med kistelågene inde i banken, og ovenpå var der en plet, "hvor der aldrig groede korn. Det var troldene, der havde ædt det, sagde man, når man høstede. Nogle mener, at det var troldene, der om natten nedbrød, hvad der om dagen blev bygget på kirken, da man ville bygge den her.

En jætte fra Odense skal have opkastet Riverhøj af jord fra mosen Riverlong nedenfor. Da han var færdig, stampede han sine træsko af på en stor sten i en mark et stykke derfra. Derved fremkom den lille høj, som ses der.

I nærheden var Odensekær. Det er fremkommet ved, at en mand, som stod i Odense, ville slå Hillerslev kirke ned med en sten. Men stenen nåede ikke længere end til Odensekær, som den dannede i faldet.

Gengangeri var en almindelig straf for dem, der havde begået noget uretfærdigt, som de ikke var blevet straffet for i levende live. Men også afdøde, som selv intet ondt havde gjort, kunne vise sig for andre som en truende påmindelse eller for at retlede dem.

I Hillerslev ar der en degn, som blev beskyldt for at have taget sin kone af dage og for utilladelig omgang med sin husholderske. Mange skal have set en hvid and, der fulgte snadrende efter, både degnen og husholdersken. Det var den myrdede kone, der gik igen.

En hovedløs mand er set gående ved Brohulen på nordsiden af vejen gennem Hestehaven ved Gelskov. Hvorfor han gik således, vides ikke.

To søstre boede i et hus i Sallinge. Den ene havde en dreng, Per, som døde, da han var fire år. Kort efter savnede de et fingerbøl, hvorover de kom i trætte. En aften lige efter Solbjerg så de drengen stå i sit ligtøj inde i stuen henne ved dragkisten. Den ene af søstrene udbrød: "Hvad går du der efter, lille Per?" Straks forsvandt han, og da de siden undersøgte dragkisten, fandt de fingerbøllet, og de forstod nu, at drengen i levende live havde leget med det og puttet det ned i dragksiten og nu ville vise dem, hvor det var. Han viste sig ikke mere.

En karl i Sallingelunde Mølle havde en aften været i Sallinge for at besøge sin kæreste. På hjemvejen så han på en gangsti over en mark en lille skikkelse gå i ligtøj.

Spøgeri var der noget af allevegne, hvor der var et eller andet forkert eller måtte formodes at være det.

Den gamle spillemand gravede engang efter grus ved Galgebakkens top. Da han havde gravet lidt, stødte spaden mod noget hårdt, og ved nærmere eftersyn viste det sig, at det var et par krukker, han var stødt på. Han blev straks så glad for sit fund, at han tog krukkerne med hjem og gemte dem meget forsvarligt. Krukkernes indhold lignede perler, og den gamle mand tænkte nu, at han var blevet en velhavende mand. Men ved nattetide blev det galt. Det knagede og knirkede i hele huset og ligesom puslede allevegne. Først ved daggry blev der roligt igen. Men næste nat gentog det samme sig, og der blev ikke ro i huset, før krukkerne med samt deres indhold var sat op på deres gamle plads og dækket med jord igen.

I Tinggården i Hillerslev skal der have været et værelse (tingstuen), hvor der var spøgeri. Ingen turde sove i denne stue. De gamle fortalte, at de engang hørte kander og fade ramle ned inde i stuen, men da de kom derind, var der intet at se.

I et hus ved vejen lidt for syden for bækken mellem Sallinge og Hillerslev er der en fløj, som ikke må brækkes ned, for så forlader lykken huset. I denne høj havde naboen fået lov til at indsætte et får, en anden gang en so, men ingen af dem ville blive der om natten. Hver gang de blev sat ind, gik de ud igen om natten gennem et lille vindue, der sad temmelig højt oppe.

Ved leddet ind til marken nord for bækken var der også et eller andet spøgeri. Det skal også være galt ved bækken. Det var ikke alle heste, der ville gå over broen. Engang skete det ved et bryllup, da de kørte til kirken, at hestene for brudefolkenes vogn standsede foran bækken, og ved mange andre lejligheder skete det, at hestene standsede her.

Gennem varsler fik man en tilkendegivelse af, hvad der i fremtiden ville ske.

I Klokkekæret lidt nord for Hillerslev kirke var den af dårlige metaller støbte kirkeklokke sunket ned, da den var røget ud af tårnet ved den første ringning med den. Ved dødsfald kunne man høre klokkelyd nede fra hullet, og ved nattetide kunne man se kirkelammet gå omkring Klokkekæret forud for dødsfald.

Forgjorte mennesker var ikke noget ukendt fænomen i sognet. Fra Sallinge er der et uhyggeligt eksempel på, hvorledes onde mennesker kunne gribe ind i andres forhold.

I Stæregården i Sallinge boede Hans Stær. Han havde to plejebørn, pigen Johanne og drengen Lars. Da de blev voksne, blev pigen forlovet med Hans Jensen fra Akkerup, men plejebroderen ville også gerne have hende. Han skulle imidlertid i krigen (Treårskrigen), men forinden fik han plejesøsteren forgjort, så hun blev syg og ikke kunne blive gift med Hans Jensen, medens Lars var i krigen. De søgte mange doktorer, men hun blev mere og mere syg. Per Skræder og hans kone fik da Hans Stær til at tage med dem ned til den kloge mand i Hjulby (Hjulbysmeden) med pigen. De kørte hen mod aften, og da de kom til Hjulby, sagde den kloge mand til dem, hvad de skulle gøre. Når de på tilbagevejen var kommet over sognegrænsen, måtte de ikke holde og tale med nogen, for der ville komme en ud og råbe efter dem. De kom først hjem ad morgenstunden, og da stod der en mand udenfor et hus og råbte efter dem, men de kørte videre uden at sige noget. Dagen efter kom manden til Hans Jensen og sagde, at de troede da ikke ham til det (til at have forgjort pigen). Hans Jensen svarede, at han havde ikke skyldt nogen for det. Pigen kom sig straks og blev snart efter gift med Hans Jensen.

Ligesom der var mennesker, der kunne dølge blod og andet, var der også enkelte, som forstod den langt sværere kunst at dølge ild. Da Niels Frederik Larsens gård i Sallinge engang for lange tider siden brændte (den er brændt 1690 og 1779), var der en mand, som kunne dølge ilden. Han gik gennem gården med ilden (dvs ilden fulgte med ham) og gik ned til brønden i Gyden op til Morten Hansens gård, der drev han ilden ned i Smedens Kejle (dvs kilde, således kaldtes brønden).

Man kunne dølge alt i Vorherres navn, sagde Mads Johansen i Sallinge (hus matr. nr. 39), undtagen et par løbske heste, dem skulle de dølge i Fandens (navn).

Sognet har også haft en hellig kilde, i den østlige del af Kirkelunget. Kilden var i begyndelsen af det 19. århundrede en anset lægedomskilde, men den blev vanhelliget, da gårdejer Jørgen Madsen i Nybølle engang mellem 1802 og 1820 vaskede et skabet øg i den. Øget kom sig, men kilden mistede sin kraft.

I marken Bjerrehave i Sallingelunde, på en mindre bakketop, hvor der nu findes en lavning, brændte der tre lys julenat.

Herregården Gelskov har ikke, som man ellers kunne have ventet det, afgivet stof til ret mange sagnagtige beretninger, men nogle enkelte findes dog.

Da de byggede den gamle ladegård på Gelskov, bad tømreren om først at måtte få træ til naglerne. Herremanden blev forskrækket, fordi han først ville lave naglerne, og turde ikke lade ham fortsætte med arbejdet. Tømreren gik nu og drev der nogle dage, så sagde han til herremanden: "Jeg skulle da have en lille bitte for mit arbejde". "Ja hvad skal du have", spurgte herremanden. "Du kan give mig lærredet til en skjorte", svarede han. Det fik han, lagde lærredet sammen og tog sin bildøkse, og med et hug skar han lærredet til. Derpå gav han herremanden det: "Der har du til en skjorte", sagde han, "nu er det skåret til, jeg har ikke brug for skjorten". Så måtte han nok bygge videre. Men da bygningen var rejst, manglede der en nagle. "Den skal være der", sagde tømreren. Og da de ryddede pladsen, fandt de naglen.

I den nordlige ende af vestlængen i Gelskovs Ladegård var Oreport, således kaldet, fordi den vente ud mod Orebankerne. Den kunne aldrig holdes lukket, og fra Oreport hørtes råbet: "Strage, Strage, jeg fryser". Og der blev svaret: "Gå til Julskov (tidligere navn for Gelskov) og varm dig, for i dag bager de".