Krohold - brændevinsbrændning - Sallinge Kro

| | | | | | | | |

Stud. theol. Jens Pilegaard i sit studerekammerStud. theol. Jens Pilegaard i sit studerekammer Jens Pilegaards manuskript "Hillerslev sogn"Jens Pilegaards manuskript "Hillerslev sogn"I den ældre middelalder fandtes der ingen kroer, men gejstlige og klostre var forpligtet til at modtage rejsende som gæster. Det førte efterhånden til store misbrug, og Erik Klipping forbød da 1282 at gæste nogen uskikkelig. 1283 udstedte han en forordning, der påbød oprettelse af kroer, hvor de rejsende mod betaling kunne få herberge, og forbød at søge ind hos andre, det være sig gejstlig eller verdslig.

Under de urolige forhold efter Erik Klippings død kunne ordningen ikke gennemføres, og det forsøg, der siden blev gjort under Valdemar Atterdag, tilintetgjordes ved den sorte død. Først under dronning Margrethe kom der 1396 en forordning om oprettelse af kroer på landet for hver 4 mil langs hovedvejene, og 1521 blev det i Christian II's gejstlige lov påbudt, at der for hver 2 eller 3 mil skulle oprettes kroer langs de store landeveje. Ved Christian II's fald sattes hans bestemmelser ud af kraft, og de følgende konger gjorde kun lidet for krovæsenets ordning, indtil det sattes i forbindelse med postbefordringen under Christian IV, hvorved kroerne fik visse privilegier. 1695 gav en forordning omfattende bestemmelser vedrørende kroværters og gæster pligter og rettigheder, der med forskellige ændringer gjaldt til den 1857afløstes af næringsloven.

http://www.fynhistorie.dk/node/26857 og http://www.fynhistorie.dk/node/21203

Det "gamle" StenstrupDet "gamle" Stenstrup Sortebro KroSortebro Kro Vester Skerninge KroVester Skerninge KroDisse anordnede kroer var kun for de rejsende og fandtes kun ved de store hovedveje. Men alle vegne havde der længe været trang til at have et sted, hvor egnens befolkning kunne gå ind og købe drikkevarer. Der opstod derfor tidlig rundt omkring en hel del såkaldtes kroer i landsbyerne, og hvor mange mennesker jævnligt kom sammen som ved tinget. Følgen heraf blev megen uskikkelighed med uorden, så det ofte blev nødvendigt at skride ind.

Det skete 1593 med Christian IV's åbne brev: "... efter at Vi forfare den store uskikkelighed og utilbørlighed, som på mange og adskillige steder på landsbyerne her udi riget skal holdes med de krohuse, som mange, som bo udi bols-og gadehuse udi landsbyerne holde, så vel som og en part bygge dennem hytter og boliger udenfor byerne på marken og landeveje, og de som udi samme krohuse og hytter bo, skulle mestendelen være løsagtige folk og selskab, som udtappe adskillige slags drik af brændevin, tyskøl, danskøl og anden sådanne slags drik, og derved bruge deres skalkhed med drukkenskab, horeri, mandslet, røveri og anden løsagtighed og ukristelig handel og levned. Sammeledes når og nogetsteds skal holdes ting, skulle mange sig understå at føre did til byerne, hvor tinget holdes, eller og opbygge boder og hytter udi marken, hvor tinget holdes, og der sælge og udtappe både tyskøl, danskøl og anden slags drik, så at mange, når de komme til tinget, da er de fulde, og da uførme (forurette) og overfalde fogderne med adskillige ukvems og unyttige ord og dermed forspilde mangen sin ret. Da på det ingen Guds fortørnelse udi så måde skulle opvækkes, og sådanne ukristelig og utilbørlig handel og levned, som udi sådanne krohuse og hytter bruges og øves, såvelsom og fornævnte øl og drik, som til tinge føres, måtte forekommes og aldeles afskaffes"- så forbydes det strengeligt at bygge eller holde sådanne krohuse og hytter, og de der allerede er bygget skal afskaffes og ødelægges, og drikkeriet ophøre.

Både Christian IV's lille og store reces 1615 og 1643 forbyder, at der ved tinget bygges krohuse eller hytter, der udtapper øl eller anden slags drik, og en forordning 1618 forbyder kroer og ølsalg i landsbyerne undtagen salg af tyndt øl til syge og fattige. Men i samme forordning anordnes det, at fremmede rejsende må tage ind til bønderne og få herberge der. Da lignende uorden forekommer ved bøndernes gilder, indskrænkes disse til tre om året, som må holdes om sommeren.

De senere forordninger mod kroer og ølsalg viser, at det har været vanskeligt at komme drikkeriet til livs. Trods alle forordninger fandtes der smugkroer rundt om i gårde og huse, og da brændevins tilvirkninger i 17.århundrede blev kendt, anskaffede mange bønder brændevinstøj og fremstillede selv brændevin, først åbenlyst og senere, da det blev forbudt hemmeligt.

I en landsby var der i almindelighed altid særlig en gård eller et hus, som havde udsalg af øl og senere af brændevin, så enhver kunne gå ind og købe, hvad de ville drikke på stedet eller tage med sig hjem, og bymændene kunne hente, hvad de havde brug for ved deres sammenkomster. Et sådant sted kaldtes gerne "kroen", selv om den ikke var nogen lovlig kro, og dens indehaver kun holdt udsalg som en bibeskæftigelse ved siden af hans anden virksomhed, ligesom Jakob Skomager i "Jeppe på Bjerget".

Hillerslev kirkeHillerslev kirkeVed en barnedåb 1706 i Hillerslev kirke blev barnet båret af krokonen i Nybølle, dvs. konen fra det sted, hvor der solgtes drikkevarer. 1675 havde en gårdmand i Nybølle hos gårdmand Morten Rasmussen i Sallinge hentet og sagt god for en tønde øl til samtlige sognemænd, som de så drak. Erik Jensen Kromand i Nybølle beskyldtes 1681 af konsumtionsforvalteren i Fåborg for, at han "endda som tilforn har holdt kro og drikkende vare til fals, efter at forordningen af 1681 var udgået, tværtimod forordningen som ikke tillader kroer andre steder end på de store alfarveje".

I Sallinge, hvor der var større færdsel på landevejen mellem Svendborg og Assens, kunne der måske nok behøves en kro. 1674 forklarede en gårdmand i Sallinge på tinget, at han og hans naboer stod på Stævnet, da kom 4 personer drivende med en del øksne, som var deres på Brobygård og Gelskov, og da kom Peder Skomager ud af kroen med en kande øl, som de drak hvorefter to af dem red op ad gaden. Straks derefter kom to andre personer ud af kroen og gik op ad gaden.

"Kromanden" her må være Peder Skomager, der må have beboet et hus i nærheden af stævnepladsen, men kroen har lige så lidt som andre steder været lovlig og er blevet ramt af forordningen af 1681, der påbød, at alle kroer og ølsalg skulle afskaffes undtagen de, som efter loven til den rejsendes herberg på store alfar veje var forordnede.

Når der blev skredet ind mod kroer og ølsalg, var det ikke alene for at hindre drikkeriet, men også fordi det var et indgreb i købstædernes næring, at handelen med stærke drikke unddroges de handlende i byerne, når forbrugerne selv fremstillede og solgte drikkevarer. Og da der tillige skulle svares skat af forbrug (konsum), ville staten blive narret for denne afgift (konsumtionen) og se sine indtægter forringede på en tid, da det gjaldt om at få dem forøgede. Forbrugsafgiften eller konsumtionen var ofte af staten bortforpagtet til enkelte personer eller til byerne selv, og det blev derfor i deres interesse at våge over, at loven blev overholdt og ikke omgået.

1686 lod derfor konsumtionsforvalteren i Fåborg Niels Rasmussen og hans hustru Sidsel i Hillerslevgård stævne for ulovlig brændevinskøb og - handel. Niels Rasmussen forklarede, at han og hans hustru var våge (syge), derfor købte de sig undertiden en pot brændevin eller to, og undertiden brænde de en skæppe korn eller to. Kom der imidlertid en fremmed mand, som ville have noget, undte han ham det for betaling, når han havde noget På spørgsmål om, hvor han fik kedlen til brændingen, eller om han selv havde en, svarede han, at i fjor lånte han en af Rasmus Rasmussen i Nybølle, siden har han intet brændt, men har købt det. Når han undertiden kom ind til Mathias Böchmann i Sallinge, har han købt for 4 og sommetider for 6 skilling og undt andre deraf for betaling. Mathias Böchmann i Sallinge må da også have haft en slags kro i sit hus, som lå omtrent hvor den nuværende smedie ligger.

1689 om forordningen om unødigt krohold samt destillerpanders eller brændevinshattes afskaffelse på landet, hvorved den private brændevinsbrænding blev forbudt.

Et tilløb til en virkelig og lovlig kro i Sallinge kom i 1699, da det lykkedes gadehusmand Rasmus Nielsen i Sallinge at få amtmanden over Nyborg amt, grev Holcks tilladelse til at holde kro i Hillerslev sogn for enhver. Tilladelsen er dateret 2.august 1699 og blev læst på tinget 7. august. Hermed var der givet et lovligt grundlag for krohold i Sallinge. Men glæden blev kun kort, thi i Nyborg amts kontributionsregnskab for 1700 står der i fortegnelsen over de privilegerede kroer og værtshuse ved Rasmus Rasmussen Hellesen i Sallinge, der i afgift skal svare 2 rdr 64 skilling, at "hans brændevinskedel er hannem betagen af byfogden i Odense, så hans krohold derved er hannem og betagen og derfor til videre fri".

Han havde nok lov til at sælge brændevin, men han skulle købe den i købstaden og ikke selv fremstille den, derfor skred byfogden ind. Rasmus Rasmussen Hellesen er den samme som Rasmus Nielsen, han forekommer flere gange både før og efter 1700. Han hus lå ved Stævneklokken.

Siden har der ikke været noget lovligt krohold i Sallinge før 1742.

Trods forordningen af 1689 florerede de fleste steder de ulovlige kroer og hjemmebrændingen af brændevin. Det viste sig også her, hvor vanskeligt det var at dæmme op for en almindelig trang til på en billigere og mere bekvem måde at kunne skaffe sig drikkevarer. Forordningen føltes af bønderne som et utåleligt indgreb, som måtte omgås, når man blot kunne komme godt fra det, Kornet var jo dog deres eget, og om de ville bruge det til brændevin eller til andet måtte vel blive deres sag.

Der måtte derfor gøres noget for at hindre misbrugen, og ved en forordning 1719 bestemtes det, at konsumptionsforvalteren eller - forpagteren i købstæderne måtte ved magistraterne og byfogderne i hver købstads distrikt indenfor 2 mil holde inkvisition og visitere, om alt var i overensstemmelse med forordningen, dog skulle herreds- eller birkefogden være overværende.

Men lige meget hjalp det, og 1734 udkom da igen en forordning, som for at hindre købstadhandelens forringelser, konsumtionsindtægternes nedgang, sabbattens overtrædelse og landmandens drukkenskab bestemte, at alle uprivilegerede kroer skulle være afskaffede, ingen brændevinsredskaber måtte findes andre steder end hos dem af de privilegerede kroer, der havde tilladelse til selv at brænde og hos enkelte andre folk på landet, og hvis de forefandtes, skulle de slås i stykker, alt sammen under bødestraf. Det blev desuden tilladt borgerskabet selv ved magistraten og byfogderne at foretage inkvisition i købstædernes frihedsdistrikt.

Ved en ny forordning af 1. februar 1757 forbydes det de privilegerede kroholdere på landet at falholde og sælge øl, brændevin eller anden stærk drik til andre end de rejsende og de i nærværelsen boende, som lader det hente på kroerne til eget brug i deres huse, og ligeledes forbydes det bønder og andre, som ikke er rejsende at indfinde eller sætte sig i kroerne for der at drikke. For overtrædelse skal kroholderen bøde 10 rdr., hvoraf halvdelen tilfalder angiveren, og hver gæst 1 mark.

Ved forordning af 23. november 1757 pålagdes det købstædernes indvånere, herreds-og birkefogder samt -skrivere, når de fandt det tjenligt, at inkvirere, om alt var lovligt i værtshusene på landet, og godsejerne fik befaling til i det mindste en gang om året at lade foretage inkvisition på deres gods. Hvis bønderne gjorde modstand eller forulempede de inkvirerende, skulle de skyldige straffes med fæstningsarbejde eller anden straf.

Da der ved alle disse forordninger ikke opnåedes hvad der var tilsigtet, bestemtes det ved forordning af 3. maj 1768, at brændevinshandel overalt på landet skulle bortforpagtes sognevis ved offentlige auktioner. Sognet skulle inddeles i 3 eller mindre parter efter dets størrelse og således, at hvad der hørte under købstædernes frihedsdistrikter, og hvad der lå udenfor holdtes hver for sig, da det der lå indenfor forbeholdtes købstadens borgerskab, og derefter var det forbudt andre end forpagteren selv at føre brændevin fra købstaden til forpagtningsstedet, og ingen måtte føre noget fra et distrikt til et andet ham uvedkommende forpagtningsdistrikt.

Hensigten med bortforpagtningen nåedes imidlertid ikke, tværtimod tog misbrugene til, og inden længe ophævedes ordningen igen ved forordningen af 2.september 1773, og med hensyn til brændevinsbrænding og krohold på landet bestemtes det, at kun de, der havde privilegium på brænding til egen husholdning, og de privilegerede kroer og værtshuse, som var forsynet med stemplede brændevinskedler, hvoraf svaredes afgift, fremdeles var berettiget til at brænde brændevin. Alle andre på landet var det forbudt at brænde brændevin: Alle andre på landet var det forbudt at brænde brændevin og at have brændevins- eller destillerkedler i deres huse, og hvis sådanne fandtes skulle de straks slås i stykker, og indehaverne bøde derfor. Redskaberne skulle inden 8 dage afleveres og det blev tilladt enhver at inkvirere overalt, når en retsbetjent fulgte med.

Af alle disse bestemmelser fremgår det, hvor besværligt det var for myndighederne at sætte bom for brændevinsbrændingen og det ulovlige krohold. Trods den jagt der blev iværksat for at komme misbruget til livs både fra købstædernes side og ved opmuntring til angiveri, lykkedes det dog bønderne at brænde sig mangen god tår brændevin og narre dem, der kom for at inkvirere. Mange pudsige scener udspilledes mellem de inkvirerende og bønderne, hvorunder disse sidste viste stor snedighed og durkdrevenhed i at narre og forulempe inkvisitionsfolkene. Når inkvisitionen viste sig et sted, gik der straks bud fra den ene til den anden, at nu var de der, og så gjaldt det om at få alt til side i en fart. Ofte lykkedes det, men undertiden gik det galt, og så måtte der bødes derfor. En god støtte havde bønderne i reglen i deres herskaber, som ikke gerne så at deres bønders penge kom bort fra godset, og herredsfogderne og birkefogderne holdt gerne hånden over dem.

I Hillerslev sogn viser det sig fra tid til anden, at flere af beboerne var utilbøjelige til at rette sig efter de udgangne forordninger, og at inkvisitionen jævnlig var på færde indenfor sognets grænser. Ligesom andre steder måder også her have været nogle, der lod sig friste til angiveri ved udsigten til at få del i bøderne, ellers var der vel næppe nogen, der ville være inkvisitionsfolkene behjælpelige med at finde de skyldige.

I året 1750 havde konsumtionsforpagterne i Fåborg fået mistanke til gårdmand Peder Hansen i Nybølle og sendte 4 mand ud at se på forholdene. Der var just samme dag bryllup i nabogården, hvortil hele Nybølle by var indbudt, undtagen natmanden, og konsumtionsforpagterens udsendinge fandt derfor kun Peder Hansens karl hjemme, men en af dem gik ind og op i et kammer, hvor der stod en flaske med lidt brændevin i, som han smagte på. Derefter gik han hen til et anker, som lå der, pikkede på det og sagde, at der nok havde været brændevin i det, men så ellers ikke hvad det indeholdt. Da Peder Hansen nu kom hjem, anmodede de ham om at lukke op. Han svarede, at han ingen tyvekoster havde i sit hus, og spurgte om de havde herredsfogden med. En af dem svarede, at han var i herredsfogdens sted. Imidlertid måtte de køre bort uden at foretage videre, og da de kørte forbi bryllupsgården stod en del af gæsterne udenfor og råbte efter den ene af dem, som bar en rød kjol og en sort paryk: "Din røde tyv med det sorte paryk", og tillige blev der kastet sten efter dem.

Under den retssag, som påfulgte, forklarede et vidne, at der havde været holdt kro tilforn i Peder Hansens gård, hvorfor den kaldtes kroen, og Peder Hansen havde før solgt øl og brændevin, men om han gjorde det endnu, vidste vidnet ikke. Gennemgående vidste vidnerne ikke meget, og da der ikke fandtes brændevinsredskaber hos Peder Hansen, kunne herredsfogden ikke dømme ham eller anse det for krohold, om han nogle gange havde taget en stilling for øl, når det blev begæret af ham. Han fik kun en lille uhøflighed for sin uhøflighed overfor de inkvirerende.

Det er især i Nybølle, der finder ulovlig brændevinsbrænding sted. Om de derfor i Nybølle har været mere fordrukne end i de andre byer, skal være usagt, de havde vel ikke meget at lade hinanden høre.

En morgen tidlig 1774 blev der af herredsfogdens skriver foretaget inkvisition hos gmd Lars Rasmussen i Nybølle, hvor der fandtes et brændevinsredskab, som nylig havde været i brug. Det blev konfiskeret, og skriveren tog straks hat, piber og låg med sig. Men da han havde ordre til også at tage til Gestelev, lod han, af frygt for at det skulle spørges, i hvad hensigt han kom, ½ tønde drank, tønder med piberne og kedelen blive i Nybølle til han kom tilbage fra Gestelev. Da han på tilbagevejen kom og ville tage det med til Fåborg, måtte Lars Rasmussen sige, som det var gået til, at en del fremmede ubekendte mennesker bevæbnede med kårder, sabler, pistoler og deslige var brudt ind hos ham og havde bemægtiget sig den halve tønde drank, kedelen og piberne til svaletønden, uagtet han havde sagt til dem, at sagerne var arresteret. Han betalte sin bøde for at have haft brændevinsredskaber, men det stjålne kunne han ikke svare til. Efter herredsfogdens formening var det konsumtionsfolkene i Odense eller Svendborg, der havde bemægtiget sig det.

Nogle år senere kom en dag i høsten rådmand Bjørnsen og seigneur Peder Jørgensen fra Odense tilligemed to andre til Nybølle for at inkvirere hos husmand og skrædder Lars Knudsen. Hverken skrædderen eller hans kone var hjemme, og døren var låset, men naboen tilbød at hente Lars Knudsen, som var på Lundsgård i Findinge at høste. Herrerne fra Odense svarede, at de ikke ville bie derefter, men bruge Kongens Nøgle, og derpå tog en af dem en trækølle og slog på døren, så den sprang op. Inde i huset brækkede de bryggerkedlen løs på muren og førte den ud, og forneden i haven ved gærdet fandt de en svaletønde med to kobberbrændevinspiber og en kobberhat og låg, som passede til bryggerkedlen. Redskaberne blev slået i stykker og taget med til Odense.

Nu fik Lars Knudsen imidlertid hjælp fra Fjellebro, hvorunder han hørte. Herrerne fra Odense blev stævnet for indbrud og bortfjernelse af bryggerkedlen. Under sagen forklarede et vidne, at Fjellebro for et par år siden havde ladet brændevinsredskaberne afskaffe på godset, og da havde Lars Knudsen bragt sit til gården, siden havde han intet haft, så vidt vidstes. Andre vidner kendte heller ikke noget til, at han havde brændevinsredskaber, og selv sagde han, at det, der var fundet i hans have, ikke var hans. Herredsfogden kunne derfor ikke anse det for bevist, at redskaberne var hans, han fandt det uberettiget på en så voldsom måde at slå døren op med en trækølle, "og dette redskab kaldte rådmand Bjørnsen Kongens Nøgle, og ligeledes at fjerne bryggerkedlen. Peder Jørgensen dømtes til at tilbagelevere kedlen og indsætte den på sin tidligere plads under 1 mark straf til Hillerslev sogns fattige og lige så meget til justitskassen for hver dag han lod gå, inden han bragte kedlen tilbage, desuden skulle han betale 16 rdr til Lars Knudsen, der frikendtes for tiltale.

1781 stævnede Arreskov gmd Lars Madsen i Hillerslev for utilladeligt krohold. Han kunne ikke nægte undertiden at have solgt for 1 skilling øl og brændevin til folk, som havde det behov, men det var en ren barmhjertighedsgerning imod nødlidende og var ikke gjort for at have profit deraf. Selv havde han aldrig brændt brændevin eller ejet brændevinsredskaber. Han dømtes til at betale 20 rdl. til godsejeren og 2 rdr i sagsomkostninger.

Husmand Hans Jørgensen i Nybølle på Fjellebro gods stævnedes 1785 for ulovligt krohold efter en inkvisitionsforretning af konsumtionens folk. Hans Jørgensen forklarede i retten, at han omtrent 8 dage før inkvisitionen var blevet stævnet af godsets forvalter for at have solgt brændevin til godsets bønder og derfor betalt 4 rdr og afbedt resten, da han var en fattig mand, dog kom han til at gøre arbejde derfor. Han mente nu, at han ikke to gange kunne straffes for den samme forseelse. Anklageren anførte "som noget almindeligt, at når konsumtionsforpagteren, købstadsindvånere eller andre gør skridt til at sagsøge bønder for ulovligt krohold, kommer godset dem i forkøbet ved selv at indstævne vedkommende, og derefter tages det ikke så nøje med bødens betaling, der måske delvis eftergives". Han ville derfor vide, om Hans Jørgensen virkelig skulle betale den sædvanlige bøde på 20 rdr fuldt ud. Da der ikke var givet nogen ordre til eftergivelse, og da det ikke var bevist, at Hans Jørgensen havde haft ulovligt krohold efter stævningen fra herskabet, frikendtes han for at betale til den kongelige kasse. Ellers fandtes der ved inkvisitionen en del ankere og tønder med brændevin og øl hos ham.

De anførte eksempler viser, hvor almindeligt drikkeriet må have været. De ellers ofte fattige bønder, som dårligt havde råd til at betale den store bøde, kunne alligevel ikke afholde sig fra at bekoste brændevinsredskaberne og udsætte sig for at måtte bløde derfor. I deres ofte triste tilværelse har nydelser af stærke drikke vel været et af de få lyspunkter, livet bød på.

Sallinge KroSallinge KroTrangen til et legitimt krohold har ligesom andre steder igen gjort sig gældende indenfor sognets grænser, og i begyndelsen af 1740'erne blev der gjort et forsøg på at få oprettet en virkelig, kongelig privilegeret kro. Flere var der allerede kommet sådanne kroer, f.eks. i Sønder Broby i begyndelsen af 1730'erne. I Hillerslev sogn var det fæstehusmand Claus Laursen i Sallinge, der gjorde forsøget. Han var gammel afdanket ryttersoldat, der var kommet til skade og derfor ikke mere kunne bruges i tjenesten. 1727 havde han fæstet et hus i Sallinge, som Maren Flensborigs tidligere havde haft, det er det samme som den nuværende kro (Sallinge kro brændte 13.10. 1974). og lå på samme sted som nu. I fæstebrevets kaldes han Claus Kromand, hvilket kunne tyde på, at han tidligere havde haft forbindelse med en kro, og endvidere nævnes det, at han var fra Vester Hæsinge, ellers blev han vist almindeligst kaldt Claus Rytter. For at bjærge noget til livets ophold har han også spillet ved bøndernes gilder, bl.a. ved Mads Mikkelsens bryllup i Hillerslev 1728, efter at musikantsvendene fra Nyborg havde måttet fortrække. Han har også haft udsalg af medikamenter og rimeligvis også holdt lidt kro.

I begyndelsen af 1742, da Claus Rytter allerede var en gammel mand, indsendte han sin ansøgning til kongen om bevilling til at holde kro i Sallinge. Han skriver således: "Stormægtigste monark, allernådigste arve herre og konge. Jeg fattige gamle mand nedfalder for Deres Majestætiske trone med allerunderdanigste bøn, at min nådige konge og landets fromme fader ville forbarme sig over mig, som i lang tid har stået som rytter udi kongens tjeneste og ved et ulykkeligt slag af en hest mistede al min helbred, hvorved jeg blev udygtig til at stå i tjenesten og fik min afsked. At jeg da med kone og børn kunne have livets ophold i disse dyrtider, så er allerunderdanigst min ansøgning for Deres kongelige majestæt, at det måtte mig allernådigst tillades at holde værtshus og at udsælge og brændevin til de rejsende, som ofte har klaget over, at der var ingen sted, hvor de kunne bekomme noget. Huset jeg søger min allernådigste konges privilegium, ligger udi Sallinge by, Gelskov tilhørende, udi Sallinge herred i Fyn, langt fra alle købstæder, to mil fra Fåborg og halvtredje mil fra Odense, såat det ikke kan være nogen af købstæderne til hinder. Den almægtigste Gud, som kan bøje hjerterne, bøje min allernådigste konges hjerte til barmhjertighed, der alene skal være en ivrig belønning for den kongelige mildhed og fromhed, som bevises imod mig, som indtil døden forbliver min allernådigste herres og konges allerunderdanigste pligtskyldigste arveundersåt.

Sallinge d. 29. januar 1742 Claus Lauritsen

For at dokumentere sit helbreds forlis i Hans Majestæts tjeneste havde han tillige indsendt følgende attest, dateret Slagelse d. 24. februar 1742, og udstedt af den officer, ved hvis kompagni han havde stået: "Indbemeldte Claus Lauritsen haver tilforn været rytter ved mit allernådigste anfortroede kompagni den tid ved salig hr. generalmajor Schacks regiment og formedelst en ulykkelig hændelse blev slaget af en hest, så han var udygtig til Hans Majestæts tjeneste, hvorover han blev dimitteret, som jeg efter forlangende ikke haver kunnet manqvere at attestere".

Ansøgningen gik den sædvanlige vej, først til rentekammeret, som sendte den til erklæring til stiftamtmanden, der først lod amtmanden erklære sig derover. Denne fandt, at bevillingen burde gives, da stedet lå 2 mil fra nærmeste købstad og ikke kunne fornærme den ½ mil derfra liggende privilegerede Brobyværk Kro, men på den betingelse, at supplikanten tog sine varer i nærmeste købstad og svarede 4 rdr årlig til Hans Majestæts kasse. Stiftamtmanden forhørte sig derefter hos Claus Laursens herskab, vicelandsdommer von Holsten på Gelskov, om en sådan klausul kunne antages, hvad herskabet ikke mente, da Claus Laursen derved ikke kunne have det tørre brød, men hvis det måtte blive ham tilladt selv at brygge øl og brænde brændevin, ville han svare de 4 rdr årlig. EN sådan ordning ville stiftamtmanden anbefale, tilmed da herskabet anså kroen for nødvendig, og dermed tilbagesendte han Claus Laursens ansøgning til rentekammerets nærmere overvejelse og forestilling.

I forestillingen til kongen følger rentekammeret erklæringen fra stiftamtmanden og anfører, at Sallinge ligger 2 mil fra købstaden og altså udenfor dens frihedsdistrikt, hvor slige kroer altid tilforn med bryggen og brændens frihed er blevet bevilget. Kongen resolverede derpå således: "Efter foregående forklaring bevilge Vi allernådigst, at supplikanten Claus Larsen må i Sallinge by under Nyborg amt lade indrette et krohold med frihed der ved stedet at brygge øl og brænde brændevin, imod at deraf svares til Vores kasse årlig 4 rdr, og følger den derpå for hannem opsatte bevilling herved underskreven tilbage.
Hirschholm Slot d. 10. juli Ao 1742.Christian R.

Bevillingen har følgende ordlyd: "Vi Christian den Sjette, af Guds nåde konge til Danmark og Norge, de Venders og Goters, hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmarsken, greve udi Oldenborg og Delmenhorst, gøre alle vitterligt, at Vi efter allernådigst gjorte ansøgning og os elskelig Christian, greve af Rantzau, ridder, Vores gehejmekonferensråd og kammerherre, stiftbefalingsmand over Fyns stift og Langeland samt amtmand over Odense, Dalum, St. Knuds og Rugårds amter, hans den 25 maj sidstleden herover givne erklæring, allernådigst haver bevilget og tilladt, så og hermed bevilger og tillader, at Claus Lauritsen må indtil videre udi Sallinge by, beliggende udi Fyn, holde et kro eller værtshus og de rejsende såvelsom andre med behøvende logementer samt spise-og drikkevare til nødtørftighed og for en billig betaling sammesteds betjene så og der ved stedet brygge øl og brænde brændevin til kroets fornødenhed, imod at deraf i stedet for konsumtion svares udi Vores kasse fire rigsdaler årlig afgift.

I det øvrige haver han bemeldte kro udi forsvarlig stand at vedligeholde og sig dermed udi alle måder efter loven samt de om krohold allernådigst udgangne forordninger at rette og forholde, så at kroet ikke noget fylderi og tidsspilde for bonden eller andre vorder misbrugt, såfremt dette privilegium ikke ellers derved skal være forbrudt og aldeles ophævet.

Forbydendes alle og enhver herimod eftersom forskrevet står at hindre eller udi nogen måde forfang at gøre, under Vor hyldest og nåde. Givet på Hirschholms Slot den 10. juli Ao 1742.
Under Vores kongelige hånd og segl Christian R.

Vejen var nu banet for et virkeligt krohold i Sallinge, således som det kom til at forme sig i de følgende tider. Kroen var først og fremmest beregnet på de rejsende, til at skaffe dem logi og den nødvendige spise og drikke. Men det går gerne sådan, at hvor der forhandles drikkevarer, misbruger nogle lejligheden. Det at gå på kroen blev let ensbetydende med at drikke, som Wessel udtrykker det: "Jeg og i kro vil drikke, for andet kommer jeg der ikke". Derfor indeholdt bevillingen tillige et forbud mod, at kroen blev misbrugt til fylderi og tidsspilde for bonden eller andre. Det er navnlig stedets befolkning, som hermed advares mod den fare, der altid er ved at have en kro i nærheden.

For Claus Laursen gjaldt det nu om at få huset sat i stand til dets nye formål. Det må imidlertid have haft sine vanskeligheder, thi i februar 1743 indberettede amtmanden til amtsforvalteren, at kroen endnu ikke var istandsat, så der kunne ikke blive nogen afgift at beregne.

Inden amtmandens indberetning var skrevet, var Claus Laursen død, og 6. februar 1743 blev han begravet på Hillerslev kirkegård. Han efterlod sig enke og to døtre, Mette Clausdatter, conditionerende etatsråd Eichel i Sjælland, og Christence, som var gift med Anders Ibsen i Bjerregård i Sallinge. Enken erklærede ved skiftet hverken at have penge eller gæld uden lidt i Odense, medens Anders Ibsen tilkendegav, at svigerfaderen kort før sin død havde betalt sin datters bryllupsudstyr og desuden 100 sletdaler i fæstet af Bjerregård, hvorfor han intet fordrede i arv, før hans kones søster havde fået ekvivalent. Denne kunne kun få lidet efter sin fader, imod hvad søsteren havde fået, "og som hun var bekendt, at hendes moder sig ej ville forandre, men i enkestanden at blive hensiddende, var derfor begærende, at hun ville og måtte, så længe hun levede, hensidde med hendes bo udistraheret og først efter hendes død ville arve og nyde mindre eller ekvivalent...."

Nu blev det Claus Laursens enke, der skulle sætte kroen i gang, men hverken i 1743 eller 1744 var hun nået så vidt, at der kunne beregnes nogen afgift. Heller ikke for 1745 var afgiften blevet betalt. Amtmanden havde forespurgt hos justitsråd von Holsten, der havde svaret, at efter mandens død havde enken vel betjent sig af kroholdet, men ikke haft evne hidindtil at bringe det til noget retskaffent, så det ville falde hende tungt, nu hun skulle svare den årlige afgift fra først af. Da det af en von Holstens svar ikke fremgik, hvor længe kroen havde været i stand, måtte der skaffes nærmere oplysninger herom, eftersom det var befalet, at den der ville betjene sig af kroen skulle svare afgift eller kroen aldeles nedlægges. Derefter kunne amtmanden i januar 1747 indberette, at Sallinge Kro ikke havde været bragt i stand, så beboerne kunne betjene sig af det dem forundte privilegium før i året 1745, så der kun kunne beregnes afgift af kroen for de to sidste afvigte år 1745 og 1746, hvoraf afgiften for 1746 allerede var betalt.

Det har været von Holsten, der har indbetalt afgiften for 1746, thi i en ansøgning til kongen dateret Arreskov 1. februar 1746 anfører han, hvorledes han har gjort bekostning på Claus Laursens hus ved at indrette værelser og opbygge nye staldrum, som skal blive gjort endnu mere forsvarligt, og at huset ligger over 2 mil fra købstæderne, ingen til skade, men de rejsende til nytte, han ansøger derfor om, at privilegiet må blive ved huset eller stedet, imod at de 4 rdr årlig af hans gård Gelskov betales til kongens kasse.

3.marts bevilgede kongen, at justitsråd og landsdommer von Holsten måtte fremdeles indtil videre lade holde den kro i Sallinge, som var bevilget Claus Laursen, og på samme vilkår som denne.

Der må også være kommet en ny mand til kroen ved denne tid, for allerede i april 1746 optræder Lars Hansen Kromand i Sallinge som medunderskriver af et fæstebrev, og næste år den 4. august 1747 blev han gift med kroenkens datter Mette Clausdatter. Forinden eller snart efter har han også fæstet kroen. Ellers havde han en tid i 1746 været trompeter på orlogsskibet Oldenborg, da det var i Middelhavet og ved Algier, som hans pas herfor af 14. november 1746 udviste. Lars Hansen var nu kroens indehaver i omtrent et halvt hundrede år til sin død 1794.

I overensstemmelse med forordningen af 23.november 1757 lod godserne ved herredsfogden foretage inkvisition hos deres bønder i Hillerslev sogn i november måned 1758, men uden at finde noget, der stred mod forordningen. Efter at have foretaget den årlige inkvisition på Arreskov og Gelskov godser 1762 bemærker herredsfogden, at der "ej befandtes det allerringeste brændevinsredskab eller ulovligt krohold og brændevinssalg. Så var og alle kedlerne efter forordningen udbanket og tilredt, at de til brændevinsbrænden og dets brug aldeles ubrugelig og unyttige.

Sognet var 1768 blevet inddelt i 2 brændevinsdistrikter og bortforpagtet. Det ene omfattede Sallinge, Sallingelunde og Gelskovs Mølle. Det lå udenfor købstædernes frihedsdistrikter og bortforpagtedes til Lars Hansen i Sallinge Kro for en årlig afgift af 6 rdr. Det andet, som omfattede resten af sognet, Hillerslev, Nybølle og Højrup, lå indenfor Fåborg frihedsdistrikt og bortforpagtedes til Niels Krag, som må være en Fåborgborger. Han havde tillige Horne og Vester Hæsinge..?

I begyndelsen af året 1779 havde rentekammeret efter indhentet underretning fra amtmand von Holsten besluttet, at Sallinge Kro skulle nedlægges. For Lars Hansen var dette et hårdt slag. Han var nu en ældre mand, for hvem det ikke mere var så let at finde en anden beskæftigelse, og i sin nød indsendte han derfor 3. april en allerunderdanigst begæring til kongen om, at kroen som han for over 30 år siden havde fæstet, måtte vedblive så længe han levede, han ikke tvivlede om, at hans herskab ville indløse den fornødne bevilling, som han ikke selv formåede at indløse.

Kroen lå bekvemt for dem, der rejste til og fra Fåborg, Odense, Kerteminde og Hindsholm, og især ved vintertide med onde veje og snefog tog de rejsende logementer der. Den lå også ved vejen mellem Assens og Svendborg, mellem Middelfart og Svendborg og i almindelighed mellem Båg og Vends herreder og Svendborg, hvorfra de fleste fede varer kommer til Svendborg bys købmænd, og dette har formodentlig været anledningen til kroens første indretning.

Rentekammeret lod sig derefter bevæge til at opgive planen om kroens nedlæggelse, og efter ansøgning fik gehejmeråd Albrecht Christoffer Schaffalitzky de Muckadell til Arreskov og Gelskov 25. september 1779 bevilling til at måtte lade holde værtshus i Sallinge, så længe Lars Hansen var fæster af stedet, men uden følge for hans efterkommere. Lars Hansen fik tilladelse til fremdeles at brygge øl til kroens fornødenhed, derimod blev det ham aldeles forbudt at brænde brændevin, som skulle tages i nærmeste købstad, ligeledes var det ham forment at holde kro for sognets bønder eller andre af almuen, som ikke var vejfarende.

Lars Hansen kunne nu uhindret fortsætte kroholdet som forhen. Hans fattigdom, som han havde nævnt i sin ansøgning for at formilde konge, havde vist ikke meget på sig. Tværtimod synes han fra begyndelsen socialt at høre til sognets bedre folk. Han kaldtes seigneur og da hans første barn skulle døbes 1748, skete det med stor festivitas i nærværelse af mange indbudte. Præsten nævner de fornemste af dem ved indførelsen af dåben i kirkebogen: "d. 10. maÿ, som var Faste Bededag(?), blev kroemandens Seigr: Lauritz Hansens barn af Sallinge døbt, Høyædle og Welbr: Justice-Rådinde von Holsten holdt barnet til dåben som blev kaldet Hans, Fadderne vare studiosus Monsr: Erich Sparre, Monsr: Løve, Fuldmægtig på Sandholt, Musicus Monsr: Friderich Schødsler fra Fåborg, degnens hustru og møllerens hustru fra Sallinge Lunde Mølle og ellers 16 personer af Sallinge af begge kiøn".

Da hans hustru Mette Hansdatter døde 1777, tydede skiftet efter hende ikke på armod, tværtimod var der i stuerne alt, hvad der synes at høre til i et velhavende hus..

I dagligstuen stod bl.a. et 24 timers stueur med foderal til 8 rdr., en jærnkakkelovn med tud og tromle til 10 rdr., og foruden mange andre ting var der af musikalske instrumenter 6 violiner, 1 violoncel, 2 trompeter, 2 valdhorn, 2 oboer, 2 fløjttraverser, 2 fløjttraducer og 1 basun som tegn på, at Lars Hansen har været musiker ligesom sin formand. Siden kaldes han også kromand og musikant.

I den øverste stue stod en egedragkiste med beslag og lås til 8 rdr, og i dens 4 skuffer gemtes en mængde af den salig kones efterladenskaber. Ovenpå kisten stod en pyramide med mange slags glas og kopper. I en anden kiste og et klædeskab var endnu flere af den afdødes klæder og 2 sengesteder var rigelig udstyret med dyner, lagener og puder.

I kælderen lå øltønder, ankere, bouteiller (flasker) m.m. og i køkkenet fandtes foruden en slagbænk med sengetøj mange forskellige køkkensager. Ved siden af køkkenet var et kammer med et himmelsengested og en stol.

En gang ved køkkenet blev brugt til opbevaringssted for forskellige ting. I bryggerhuset stod en indmuret bryggerkedel, hvori der nok har været brændt adskilligt brændevin, og her fandtes tønder, kar, sibøtter, trug m.m. På loftet lå 13 tdr. korn og i stalden stod 2 køer, 6 får og 1 vædder. Det samlede bo vurderedes til 196 rdr 1 mk, men herfra gik 110 rdr 6 sk som boets udgift.

Samme år som Lars Hansens hustru døde var kroen blevet takseret til brandforsikring. Den bestod af en østen længe, et stuehus med porte, på 11 fag, som stod i sønder og nør og vurderedes til 100 rdr. For sønder ende af stuehuset var et fæhus i øster og vester på 10 fag til 60 rdr og imod øst et udbyg fra stuehuset på 3 fag til 30 rdr, i alt 190 rdr.

1793 blev der foretaget en mere omstændelig vurdering af kroens bygninger. Øster længe, stuehuset i sønder og nør, på 11 fag, var 26 alen langt 8 3/4 alen dybt, 3½ alen højt, indrettet til værelser, deraf 9 fag med fyrreloft overalt, 1 skorsten af rå sten til taget, foroven brændte, de 7 fag indrettet til lo og den norden ende ibygget naboens hus. De 9 fag vurderedes til 8 rdr faget, de 2 fag til 15 mark faget, tilsammen 77 rdr.


For sønden ende af stuehuset tilbygget en længe, som stod øster og vester, på 10 fag, 22½ alen lang, 7 3/4 alen dyb, 3 1/4 alen høj, indrettet til stald, lo, tørve- og hønsehus, det havde en skalgavl og en lige gavl klædt med fjælle, det vurderedes til 3 rdr faget, i alt 30 rdr.

En længe i haven stod øster og vester, var at regne for 2 fag, 6 alen lang, 3 alen høj, 4 alen dyb, til apartement à fag 1 rdr 3 mark, i alt 3 rdr. Alle bygningerne tilsammen 110 rdr. Et lokum i haven var uden forsikringsværdi.

Nogen tid efter sin første hustrus død giftede Lars Hansen sig anden gang, med Maren Zachariasdatter Bruun. Hun levede kun nogle få år og blev jordet på Hillerslev kirkegård 29. juli 1785 nogle og 40 år gammel. 1788 giftede han sig 3. gang med Elisabeth Frederica Plesner? Da vielsen fandt sted i Gestelev (!), må hun vel være derfra.

Kort efter nytår 1794 døde Lars Hansen selv omtrent 80 år gammel og blev begravet på Hillerslev kirkegård 17. januar.

Ved skiftet efter ham blev der 483 rdr 10 sk. til deling mellem enken og børnene. Af de 3 sønner af 1. ægteskab var den yngste død udenlands, den ældste, Hans Larsen var bortrømt, men havde efterladt en hustru i Troense på Tåsinge, og en søn Lars Hansen, Troense, som opholdt sig i København og nu fik sin faders arvepart tildelt. Den næstældste søn, Jørgen Larsen mødte 1806 i Muckadell Birks ret og angav sig at være snedker, boende i St. Petersborg i Rusland. Han begærede et tingsvidne for, at han var den han udgav sig for at være, og førte som vidner gmd Claus Andersen i Bjerregård og gmd Christen Pedersen i Sallinge, som begge havde kendt ham fra hans og deres spædeste ungdom.

Med Lars Hansens død nedlagdes kroen efter rentekammerets afgørelse 1779. Enken giftede sig snart efter 29. august 1794 med ungkarl Jens Madsen fra Kilde Mølle, som fæstede huset 21. juni 1794 for en indfæstning af 60 rdr, men uden at have bevilling til krohold. Han døde allerede året efter og blev begravet 31. maj 1795. Inden et års forløb giftede enken sig på ny 19. februar 1796 med Søren Bech, som 27. januar 1797 opnåede at få bevilling til at holde værtshus og logere fremmede i det sted i Sallinge, som hans formand Lars Hansen havde haft, imod en årlig afgift af 8 rdr., og ellers på samme betingelser som Lars Hansen, dog med det forbehold, at hvis vejen forbi stedet fra en købstad til en anden blev flyttet andetsteds hen eller omlagt, skulle værtshuset straks nedlægges uden godtgørelse. I de 3 år fra Lars Hansens død i begyndelsen af januar 1794 og til 27. januar 1797 har der da intet krohold været i Sallinge.

Søren Bech og hans hustru er kun forblevet i kroen i det højeste 3års tid. Inden foråret 1799 må de være rejst andetsteds hen, da det kan ses, at der på denne tid er nye folk til huse i kroen, uden at der vides noget om, hvorfra eller hvornår de er kommet, men kirkebogen fortæller, at 2.pinsedag 1799, den 13. maj, blev der læst over Sallinge kromand Niels Jørgensen og Sophie Amalie Pedersdatter Thorsagers søn, som var født 3. maj og hjemmedøbt den 6.

Heller ikke disse blev der længe, thi allerede 3. juni 1800blev der mellem Niels Jørgensen og ungkarl Morten Pedersen af Pejrup oprettet en kontrakt om afståelse af kroen, som Morten Pedersen skulle overtage 1. maj 1801. Fæstebrevet blev udstedt 30 januar 1801, og ifølge dette skulle han af huset og den jordlod på 4 skp 2 alb. hartkorn, som ved udskiftningen var henlagt til det, årlig svare en afgift af 9 rdr, desuden skulle han svare alle kongelige skatter såvel af hartkornet som af kroholdsprivilegiet. Privilegiets fornyelse skulle han selv ansøge om og bekoste, og i indfæstning betaltes 100 rdr. Endvidere pålægges det ham, at han sørger for de rejsende, så de ikke finder anledning til klage, "holder god orden og politi i sit hus og tilholder sine gæster til borgerlig tid at forføje sig til deres hjem, ligesom det og under fæstes fortabelse pålægges fæsteren ej at tillade kortspil i sit hus, hvilket kunne forårsage uorden, nattevågen, trætte og slagsmål".

Mellem Niels Jørgensen og Morten Pedersen har der været en anden mand i kroen. Folketællingen 1. februar 1801 anfører som privilegeret kromand Lars Hansen i Sallinge, 69 år, gift med Abelone Knudsdatter. Niels Jørgensen må være rejst derfra efter kontraktens oprettelse, og huset overladt til Lars Hansen, inden Morten Pedersen skulle flytte ind. Denne synes ikke at være kommet 1. maj 1801, thi 10.maj 1802 gør Lars Hansen, "for nærværende tid lejer af Sallinge kro", vitterligt gæld skyldig at være til "ungkarl Morten Pedersen af Pejrup den summa 50 rdr. med 1. prioritet i indbo". Men længe kan det ikke have været, da Morten Pedersen 14. oktober 1803 fik bevilling til at holde kro imod en årlig afgift af 10 rdr. og ellers på samme vilkår som Søren Bech.

Han begyndte straks at forbedre og forandre kroen, som 1804 forsikredes for i alt 870 rdr. I vest lå stuehuset på den østre side af landevejen. Det var på 9 fag 23 3/4 alen langt, 9 9/10 alen dybt, og 3½ alen højt, med opstående fjællegavl i den nordlige ende. Væggene var egebindingsværk med murede tavl af brændte sten, overtømmeret af fyrretræ og stråtag. Fra nord var huset indrettet således: 3 fag skænkestue og gang med murstensgulv i vestlige del af det sydligste af de 3 fag.  Derefter 2 fag, som var delte, 3/4 deraf mod vest var dagligstue, og 1/4 mod øst til alkove i det nordlige fag og en part af køkkenet i det sydlige. De 4 næste fag var også delte i 1/4 mod øst med resten af køkkenet i det nordligste fag, i det næste fag pigekammer og i de 2 sydligste gæstekammer. I 3/4 delen mod vest var skorsten med fjællegulv og skorsten af rå sten nedenfor og brændte ovenfor taget. Loftet var af fyrrebrædder. I dagligstuen var fjællegulv, men i køkken og pigekammer kampestens- og i gæstekammeret murstensgulv. Mod syd 2 fag indkørsel mellem stuehuset og den sydlige længe.

Den sydlige længe på 10 fag var 27 9/10 alen lang, 7½ alen dyb og 3 3/7 alen høj, med undertømmer af eg og overtømmer af fyr, klinede vægge og stråtag. Fra vest var det således indrettet: 4 fag ko- og hestestald med 2 båse og spiltov, 2 fag tærskelo, 2 fag kornlade og 2 fag delte, mod nord hønsehus og mod syd kornlade.

Østerud fra daglig- og skænkestuen var der en korsbygning eller et bryggers på 4 fag, 10½ alen langt, 10 alen dybt og 3½ alen højt, med halvtagsgavl i østre ende, vægge af egebindingsværk med murede tavl af brændte sten, fyrretræs overtømmer og loft af fyrrebrædder. Her var en skorsten af rå sten nedenfor og brændte ovenfor taget, hvori maltkølle. Bagved skorstenen lå ovnen, opført af rå sten. I den nordlige ende af de 2 østlige fag var ølkælder.

Ved en taksation 1828 har det sydlige ladehus 12 fag, og der er kommet et østligt ladehus på 6 fag, 8 alen dybt, til rullestue m.m. På den anden side gaden er der opført en længe på 6 fag, 11 alen dyb til vognport og rejsestald.

1812 fæstede Morten Pedersen huslod i Sallinge af 4 skp 2 alb hartkorn. Jorden ligger i den sydøstlige del af byjorden ved kroens øvrige jord. Huset, som hørte dertil, lå midt i byen på gadejorden syd for stævnepladsen.  Det blev siden af grevskabet brugt til familiehus og blev kaldt Slottet. I den nye matrikel fik det nr. 27-b.

Efter Morten Pedersens død 1832 bortfæstedes kroen til Niels Hansen fra Tørringe. Dens jordtilliggende stod nu til 1 td. 1 fdk 1 alb hartkorn efter den gamle matrikel, men efter den nye (1844) blev det til 1 td 3 skp 1 3/4 alb. I stedet for Niels Hansen fik grevskabets besidder 13. marts 1834 bevilling til at lade holde værtshus i Sallinge by mod en afgift af 10 rdr sølv årlig til kongens kasse og med forbud mod "at holde kro for sognets bønder eller andre af almuen".

Niels Hansen døde i en temmelig ung alder, og kroen bortfæstedes derefter i 1848 til Hans Madsen fra Vester Hæsinge, som ægtede enken Birte Rasmusdatter. Efter Hans Madsens død drev hans enke kroen sammen med sine børn af første ægteskab, Hans Peter Nielsen Grundtvorm og Karoline og Kristian Grundtvorm. Sønnen overtog siden kroen, men døde tidlig, og nu blev det hans enke Karen Kirstine Hansen, der sammen med sin mands to søstre drev den. Efter Karen Kirstines død 1916 gik den over til hendes datter Birte Grundtvorm, som sammen med sin mand havde den en del år, hvorefter den overdroges til Karen Kirstine Hansens broder, tidligere gårdmand i Hillerslev og Sallinge Lars Hansen. Efter hans død 1931 gik den over til sønnen Hans Hansen, død 1936, hvis enke nu driver den.