Minna Sønders erindringer: Til mine børnebørn

| | | | | | | |

Til mine børnebørnTil mine børnebørnIndledning (skrevet i september 2004 og sidste afsnit tilføjet febr. 2009) 

Den som herrens åsyn hviler på
ser det store i det små

Jeg synes, at dette lille gruk af Piet Hein meget godt beskriver mine forældres nøjsomme og enkle måde at leve på.

Niels Peder (far) var den ældste af en søskendeflok på 10, og han havde overlevet dem alle, da han døde i foråret 1982 i en alder af 86 år. Mary Elisabeth (mor) mellemste barn af tre søskende. Hun var otte år, da hun fik sin lillebror, Poul, som hun var meget glad for og også ofte var barnepige for. Mor døde i 1993 kort før hun ville være blevet 89 år.

 

Sølvbryllup 1949Sølvbryllup 1949 Guldbryllup 1974Guldbryllup 1974 Familie komsammen 1995Familie komsammen 1995Af en søskendeflok på 12 er jeg nummer 8 - altså blandt de ældste i den yngste halvdel. De to ældste i flokken er tvillingerne Hans og Jørgen, som i marts i år blev 78 år. Else er netop nu i august blevet 77 år. Karl, som desværre er død for tre år siden af en kræftsvulst i hjernen, ville i år i december være blevet 75 år. Verner blev 70 år i februar. Mellem karl og verner var der en lille pige, Minna (som jeg er opkaldt efter). Hun døde af lungebetændelse to måneder gammel. Dagmar blev 68 år i juli. Poul Erik bliver 66 år i november. Jeg blev 63 år i februar. Solveig blev 61 år i februar. Lise blev 59 år i september. Niels bliver 57 nytårsaften og Lene bliver 55 i oktober.

Vores forældre blev gift på mors 20 års fødselsdag i 1924. Far havde få år forinden købt et lille husmandssted i Davinde, Nyhave på Midtfyn. Der var ikke meget jord til stedet, så far havde arbejde ved siden af i en del år, dels i grusgrav hos en bror og dels som graver. Ved en beslutning om udstykning af jord fra de store jordbesiddere til husmændene fik far og mor så meget jord fra en af de omkringliggende større gårde, at far kunne dyrke tilstrækkeligt med afgrøder til at føde de dyr, som de havde på stedet og derfor ikke behøvede at arbejde uden for hjemmet. Han leverede mælk til mejeriet, som gav lidt indtægt. Al frugt og grønsager var de selvfølgelig selvforsynende med. Stuehuset var gammelt, og der var i begyndelsen ikke elektrisk lys. De havde petroleumslamper til belysning og til madlavning i køkkenet et gammeldags brændekomfur. Sidst i trediverne blev der lagt elektricitet ind. Toilet var et såkaldt lokum (et trækasse med hul i over en spand) i et lille udhus, hvor der var bidende koldt om vinteren og ingen belysning, så om aftenen og natten medbragte man et stearinlys eller senere en cykellygte.

Først i deres sidste ejendom i Birkum ved Odense blev der lagt vand ind til bryggers og køkken og lavet badeværelse. Det var i 1959.

Alle fødsler indtil de to sidste søskende foregik i hjemmet. Når tiden for fødslen nærmede sig, blev der sendt bud efter jordemoderen. Kun få beboelser på landet dengang havde telefon, så far eller de større søskende måtte cykle til nærmeste gård med telefon og ringe efter jordemoderen. Efter fødslen skulle mor jo som vane var dengang holde sengen i et par uger. Der var derfor altid hjælp fra familie eller nabokoner. Men tiden i sengen blev sandelig ikke ødet bort. Stoppekurven stod under sengen, og så blev der stoppet strømper og lappet tøj, mens snakken gik og der blev drukket kaffe.

Et par gange havde vore forældre en ung pige boende medens hun ventede barn. Det blev kaldt “diskret ophold” og det var en stor hjælp for både husmoderen og den unge pige, som var blevet uønsket gravid. I det ene tilfælde hos os har Else, som da var 13-14 år, stadig kontakt med Rena, som boede hos os et års tid først i fyrrerne. Den lykkelige historie er, at Rena blev gift med sin Eigil, de fik flere børn og de nåede at fejre guldbryllup. Andre former for hjælp fik mor ved at svare på annoncer, hvor koner fra byen tilbød at hjælpe husmoderen på landet mod betaling i form af naturalier. Man hjalp hinanden dengang. På denne måde opstod ikke sjældent langvarige og nære venskaber. Jeg husker specielt et par fra Odense, som i mange år hver sommer kom på besøg og overnattede. Selv om vi var mange og alle senge optaget — oftest af to børn i hver seng, kunne mor alligevel finde plads på divanen i stuen til overnattende gæster. Vi børn morede os meget over en speciel hændelse. Det skete nemlig, at Oskar, som var en lille rund halvskaldet mand, i søvne kom til at vælte en kaktus ned over sit hovede. En anden dame, som vi børn syntes var spændende, var fru Petersen. Hun var virkelig gammel med rynket hud og dobbelthager, som blævrede, når hun bevægede hovedet. I ørerne havde hun altid ørenringe, som havde lavet et aflangt hul i hendes ører. Hun var utrolig hjælpsom med alt håndarbejde og som egen hobby hæklede hun små dukker - damer i de mest farvestrålende lange kjoler. Til dagmar forærede hun en hvid brud. den står den dag i dag til pynt.

Folkedans i Den Gamle Have i AllerupFolkedans i Den Gamle Have i AllerupDe ældste af søskendeflokken voksede op i Nyhave, hvor huset lå lige i udkanten af en stor skov. Her var en herlig legeplads for de store drenge, som selvfølgelig også havde pligter. Der var et livligt kulturelt liv på den egn. De fem ældste var med til at danse folkedans. De fik fremstillet fine folkedanser dragter og var med til stævne i “Den Gamle Have” i Allerup.

Det var meget strenge tider først i fyrrerne efter krigens udbrud. Der kom rationering på mange madvarer. Rationeringsmærker blev udstedt i henhold til antal personer i en husholdning, så vores familie fik rigeligt med rationeringsmærker. Der foregik i de år en livlig byttehandel. Nogle familier kunne bruge mange kaffemærker, andre familier sukker- eller margarinemærker. Til gengæld for mærker fik mor brugt tøj til os børn. En tante, som var utroligt dygtig og hurtig til at strikke, forsynede os i årene under krigen og lige efter med flotte strikketrøjer mod sukker- og kaffemærker. I nogle tilfælde var trøjerne strikket af nogle gamle, som var trevlet op og garnet genbrugt til små trøjer.

Flytning

Dyremosegård i NybølleDyremosegård i NybølleUnder krigen i januar 1944 besluttede vore forældre at sælge den lille ejendom i Davinde Nyhave og købe en lidt større på 10 tdr. land på Sydfyn nede bag Galgebakken, “Dyremosegård”. Denne flytning er noget af det første jeg erindrer fra barndommen. Flyttebilen blev drevet ved hjælp af en generator. Poul Erik og jeg sad midt på forsædet mellem chaufføren og mor, som havde Solveig på skødet. Jeg kan huske det, fordi mit ene ben hele tiden var i vejen, når chaufføren skulle skifte gear. Karl, Verner og Dagmar sad på ladet blandt borde og stole og mm. og holdt på stolebenene, så at intet faldt af undervejs.

Familiefoto 1945Familiefoto 1945Jeg husker også, at vi nærheden af Ringe hørte en luftalarm, mens vi kørte. Vi var imidlertid nu så langt ude på landet, at der ikke var fare for os. Endnu en episode, som står tydelig. Vi skulle alle samles til et familiefoto hos fotograf Tornøe i Ringe. De tre ældste, som ikke var hjemmeboende mere, kom tilrejsende fra deres arbejdsplads, og vi andre kom sikkert med toget fra Espe til Ringe, bortset fra far, som altid tog sin cykel. Fotografens lille søn, som var på min alder — fire år — løb efter mig og ville bide mig, så jeg var temmelig bange, hvilket også tydeligt fremgår af familiebilledet, hvor jeg sidder med en meget tillukket mine. Da dette foregik under krigen var vi alle udstyret med legitimationskort omkring halsen. Jeg ville absolut have, at det skulle hænge uden på kjolen, men det ville mor ikke tillade, så jeg fik i stedet lov at låne mors store dagmarkors til pynt på kjolen.

Mange år senere har jeg læst om vores hus i en bog, som er udgivet af Fåborg Egnsmuseum. det skulle være fra sidst i 1700 tallet. Som stedet tydeligvis beskriver, har der været en galge i nærheden. Den var placeret på det højeste sted, hvor der nu er en granskov. Bødlens hus, som også er beskrevet i bogen, eksisterer også endnu. Efterhånden som der er kommet nye og yngre familier til stede, er husene blevet flot renoveret, men ligger stadig godt gemt fra alfarvej nede bag Galgebakken, hvortil vejen stadig kun er et par hjulspor. Når især brødrene er hjemme på besøg fra Canada, skal vi en tur ned omkring og mindes barndommens dage og lege.

Små søskende
Der har blandt os alle altid hersket en stor omsorgs- og ansvarsfølelse for de mindre søskende. Nu i den voksne alder bestemt også blandt de ældre søskende.

Hver gang der kom en lille ny til verden, var glæden lige stor hos alle. Jeg personligt husker de tre yngste, som blev født efter at vi var flyttet til Nybølle. Tante Katrine var kommet for at hjælpe mor, og om morgenen efter Lises fødsel kom hun ind i børneværelset (kaldet det lille kammer) og tog mig og sagde, at jeg skulle komme med ind i soveværelset og se en ny lille glasdukke. Jeg husker tydeligt det lille hoved med mørkt hår i barnesengen ved siden af mors seng.

Hver formiddag når den lille skulle pusles, blev spisebordet i køkkenet omdannet til pusleplads. Vi børn, som endnu var hjemme stod som tilskuere på langbænken og fulgte spændt med øjnene hver af mors bevægelser, når hun holdt den lille nede i servantefadet med lunkent vand og tog det lunkne vand med en klud op omkring det lille hoved og vaskede kroppen. Engang jeg skulle tømme en varmedunk med det endnu lunkne vand, gled varmedunken, som sikkert var fugtig, ud af mine hænder og faldt ned i det smukke gamle servantefad, som selvfølgelig gik itu. Jeg var vist fire-fem år og blev dybt ulykkelig. Kanden, som hørte til servantestellet, eksisterer endnu og står som pyntegenstand hos Dagmar. Når den lille var puslet færdig skulle hun have bryst, så mor satte sig på en taburet hen foran komfuret, hvor der var dejligt varmt og satte fødderne op på en skammel. Der herskede en meget intim forbindelse mellem mor og barn under amningen. Det, at vi større børn fik lov at være med, betød vel, at vi ikke sloges eller på anden måde lavede støj.

Marys berømte oste
Det blev kendt i de omkringliggende småbyer, at Mary lavede de lækreste knaposte og rygeoste.
Bagest på komfuret blev stillet et stort fad med sødmælk iblandet kærnemælk og en slags osteløbe. Her skulle det stå og skørne et par døgn. Derefter blev massen hældt op i en sigte med et tyndt lag stof for at væsken kunne skilles fra. Tilbage i sigten var nu ostemassen. Til knapost tog mor en god stor håndfuld, blandede salt og frø fra kommen i og rullede klumpen til en rund bolle. Til rygeost blev massen lagt i et dørslag for derefter at blive røget. Mor havde en gammel mælkejunge, hvor der i bunden var lavet en åbning, så at der kunne komme luft ind. I mælkejungen blev fyldt halm og især friske mælkebøtte blade, hvorefter der blev sat ild til forneden. Når røget var tilstrækkelig kraftig, blev dørslaget sat oven i åbningen et passende stykke tid og rygeosten blev derefter hældt ud på en tallerken med den fine lysebrune og røgede side opad, så man kunne se det fine hullede mønster fra dørslaget. Eller man kunne vende ostemassen ud på en rillet træplade inden røgning, så at osten fik striber. Til sidst blev der strøet kommen henover overfladen. Der var i mange år stor efterspørsel på Marys hjemmelavede oste.

Nye kyllinger og ællinger
Hvert forår blev der lagt æg under høner, som var skruk. Nogle høner rugede kyllinger ud, andre rugede ællinger ud. Det var en meget interessant periode, for der skulle løbende holdes øje med hønerne, at de ikke forlod deres rede, så at æggene blev kolde. Nå tiden for udklækning nærmede sig, tog mor et vandfad med lunkent vand hen i nærheden af reden og tog så forsigtigt alle æg under en høne ad gangen for at tjekke om der var liv i æggene. Hvis der var liv inde i et æg, ville det vippe lystigt på vandet. Hvis en kylling eller ælling var død i ægget, ville dette gå til bunds eller ligge helt stille på vandet. Det døde æg blev da sorteret fra og de ”raske” igen lagt under hønen, som roligt rugede videre. Det var den skønneste tid på året, når de små kyllinger og ællinger kom ud af æggene og fulgte deres mor overalt i en indhegning. En gang var der en lille kylling, som skrantede og da jeg tilfældigvis lå i seng med feber, kom mor med kyllingen og bad mig varme den under dynen. Den overlevede fint.

Vaskedage på landet
I så stor en familie som vores, hvor vi i mange år var 7 hjemmeboende søskende, måtte der naturligvis samle sig en masse vasketøj.

De første år, jeg husker, er årene lige efter anden verdenskrig. Man havde endnu ingen moderne hjælpemidler, så det blev aftalt med nabokoner, at de skulle komme og hjælpe.

Mindst et døgn før selve vaskedagen blev det snavsede tøj, som blev opbevaret oppe på loftet under stråtaget, sorteret. Lagner, dynebetræk og pudevår lagt i blød i kar hver for sig ude i bryggerset. Håndklæder og viskestykker og hvidt undertøj i et andet kar, kulørt tøj for sig og det grove arbejdstøj for sig i baljer. Tidligt om morgenen på selve vaskedagen blev der tændt op i gruekedlen i bryggerset og mor og de hjælpende koner og vi “store piger” hjalp hinanden med at vride de store lagner, dynebetræk og pudevår grundigt, inden de kom over i gruekedlens sæbevand for at koges grundigt igennem.

Efter en times kogning blev de taget op med en kraftig løftestang og lagt til afdrypning over det nu rengjorte kar. Næste portion kogetøj blev sat over, og man påbegyndte nu skrubningen af lagner osv, på de rillede vaskebrædder, som stod i sæbevand i en balje, som stod på en bænk i arbejdshøjde. Efter skrubning skulle tøjet koges endnu en gang og derefter skrubbes igen, inden der blev skyllet i flere hold koldt vand. Det var som regel de store drenges arbejde efter skoletid at pumpe vand til skylning op fra brønden. Man hængte en spand på pumpetuden og pumpede vand op, indtil den var fyldt og hældte derefter vandet hen i skyllekarret, som nu var sat udenfor på græsplænen ved bryggerset. Der skulle pumpes rigtig mange spandefulde. Somme tider — især sommerdage — kunne brønden løbe tør for vand. Så måtte drengene og far med trillebør og mælkejunger hente vand hos naboerne. I tredie og sidste hold skyllevand til det hvide tøj kom mor en pose med blånelse, som blev kørt rundt i vandet nogle gange, indtil vandet havde fået et lyseblåt skær. Det skulle give tøjet et friskt udseende.

Derefter skulle tøjet hænges ud på tørresnøre, som var trukket på høje pæle langs med en marksti, hvor der rigtig kunnë komme sus i tøjet. Ophængningen skulle ske efter visse regler. Først lagner, så dynebetræk og sidst pudevår. Ligesådan var det med de øvrige klædningsstykker. Bleer for sig, bukser for sig, undertrøjer for sig, kjoler for sig — alt efter størrelse små først, lommetørklæder for sig etc.

Når alt det hvide, som skulle koges, var færdigbehandlet, gik man i gang med det kulørte. Her kunne man nu bruge det varmee vand, som var brugt til kogetøjet.

De fine broderede lyseduge, små pigekraver og forklæder skulle stives. Det gjorde man i en blanding af kartoffelmel rørt ud i koldt vand og derefter kogende vand på, indtil det blev til en glasklar masse, hvori man dyppede tøjet og vred det før ophængning til tørre.

Når al vask om aftenen var overstået blev der varmet vand i gruekedlen igen. Der blev hældt over i et af de store kar og så kunne vi børn komme i bad efter tur. De små først sammen.

Der var som regel en slags feststemning over sådan en vaskedag. Konerne pludrede løs, mens de skrubbede og skrubbede. Måltiderne var gode og afslappede for ikke at tale om kaffepauserne, hvor kaffen blev suget ind gennem sukkerknallen og mors gode kringle nydt til.

Jeg tror det var først i halvtredserne, at vi blev medejere af en elektrisk vaskemaskine, som så gik på omgang mellem 4-5 familier. Det var virkelig fremskridt. Så vidt jeg husker, kunne denne første maskine kun skrubbe — altså ved at en stor skrue (vaskestol) kørte frem og tilbage i bunden af maskinen. Det hvide tøj skulle endnu koges i gruekedlen, men nabokonerne var dog nu blevet overflødige. Der var påsat en manuel vridemaskine. Det vil sige, at man med et håndtag skulle trække tøjet igennem to runde gummivalser. Senere fik vi egen vaskemaskine, som også kunne koge og der var sågar en elektrisk vridemaskine påsat, så man ikke mere skulle stå og dreje på et håndtag eller stå to personer og vride modsat, når det var de store stykker tøj, som skulle vrides. Op i tredserne fik alle familier vel fuldautomatiske vaskemaskiner og nogle sågar tørretumbler. At vaske er ikke længere den store videnskab. Nu kommer man det tøj, man ønsker at vaske, i maskinen, kommer vaskepulver og skyllemiddel i dertil indrettede rum og trykker på tænd-knappen. Cirka en time senere kan man tage det rene tøj ud og hænge op eller komme i tørretumbleren.

En udvikling, som er sket inden for ti-tyve år.

Pligter og egne opfundne lege — hunden Cisca

Som pige i en stor søskendeflok havde man lige fra man var små daglige huslige pligter. Som noget af det første i fire-fem års-alderen kravlede man op på en taburet og lå på knæ foran vasken, som dengang i 1945 var en sort/brun jernvask fældet ned i et vakkelvornt træbord med en spand under vasken til opsamling af spildevand. I vasken var opvasken samlet i et emaljeret jern-vaskefad. Vand til opvasken tog man i vandgryden på komfuret. Vandet deri var altid varmt eller i hvert fald tempereret, da der jo oftest var ild i brændekomfuret. Ellers varmede man vand i den store blå kedel, som også altid stod på komfuret.

Senere da krigen var slut og der kom bedre tider, fik vi lavet fint nyt køkken af den lokale tømrer. Der kom rigtigt afløb fra vasken og skabe med hylder både over og under vasken. Vandet fra afløbet blev ledt udenfor gennem et rør til en lille rende, der var gravet, langs med huset, og blev ført ned til haven, hvor vandet blev brugt til vanding. Dette var før man brugte sulfo til opvasken. Hvis det pæne porcelæn var fremme, blev en lille klump soda opløst i det skoldhede vand til opvasken.

Jeg var vist ca. 6 år da jeg ville overraske min mor med at vaske op, mens hun var cyklet til brugsen for at købe ind. Opvasken havde jeg stablet sammen i jernfadet i vasken, og så skulle jeg jo bruge varmt vand. Den store blå kedel stod på komfuret med kogende vand, men den kunne jeg jo slet ikke løfte, så jeg drejede den rundt, så at tuden kom ud over komfurets kant, og så tog jeg et litermål for at holde det under, når jeg tippede kedlen forover. Desværre tippede kedlen for langt ud, litermålet blev fyldt, og jeg kunne ikke få kedlen tilbage på plads, så det skoldhede vand faldt ned over min ene fod. Det gjorde skrækkeligt ondt. Jeg havde åndsnærværelse nok til at krænge den tykke brune hjemmestrikkede strømpe af og stod og hældte koldt vand på foden ude over kloakken i bryggerset, da mor kom hjem. Hun blev selvfølgelig meget forskrækket, men roste mig samtidig for min snarrådighed at hale strømpen af og hælde koldt vand på. Jeg fik heldigvis ingen mén på foden.

En anden forbedring, som blev tilført huset, var da Verner som tømrerlærling først i halvtredserne sammen med en kammeret lagde et nyt gulv i stuen. De gamle mørke brædder var mørnede og nogle steder var der hul. Det blev meget flot, og inden møblerne igen blev sat ind, blev der leget og danset medens der var plads til det.

Leg med nabobørn på bankenLeg med nabobørn på bankenMellem de forskellige pligter fik vi børn lov til at lege, især når mor og far sov til middag, men så skulle vi være stille og det var ikke altid lige nemt.

Poul Erik og jeg legede ofte “gå ud og sælge mærker”. På den lange bænk ved spisebordet i køkkenet kunne vi sidde og lave vores mærker: På et stykke papir, hvorunder vi lagde en mønt pressede vi med roterende bevægelser med den flade ende af en blyant ned over mønten, indtil den viste sig i fuld størrelse på papiret mange gange for derefter at klippe dem ud og så gå ud og sælge dem. Det foregik sådan, at vi standsede ved de forskellige elmaster langs med de nærmeste markveje og lagde vores mærker der.

Det jeg husker mest var, at Dagmar, Poul Erik og jeg legede lege, vi selv fandt på. Der kan nævnes “Kongens chæferhund”. Poul Erik var selvfølgelig chæferhunden, som skulle ligge og sove henne bag vandtruget. Dagmar og jeg skulle så vove os ud fra trappestenen foran gangdøren og ud på gårdspladsen, hvor vi vildt og voldsomt blev overfaldet af kongens chæferhund.

En anden leg, som mest foregik ved vinterdage indendørs blev kaldt “Ta’løs”. Hvordan det ord oprandt, ved vist ingen af os, men igen var det Poul Erik, som var en vild og gal hund, som nu lå og sov inde under trappen (kun en stor kraftig stige) til loftet. Dagmar og jeg var et par katte, som boede oppe i et træ (på trappen), og når vi vovede os ned på cementgulvet i bryggerset, blev vi igen overfaldet af en hund — denne gang Ta’løs. Solveig, som endnu var for lille til de voldsomme lege, men gerne ville være med, måtte sidde oppe på det øverste trin på trappen, og så legede vi, at hun var vores killing.

En anden leg, som vi yndede at lege, dog mest når vi en sjælden gang var alene hjemme, var at “lege vildt”. I køkkenet blev den korte bænk stillet på skrå op ad spisebordet af de store drenge. Vi små stod i række og efter tur trådte op på den lange bænk, derefter op på spisebordet og så glide ned ad den korte bænk hjulpet af et par stærke arme. Det skulle gå hurtigere og hurtigere og ih! hvor vi svedte til sidst, og hvor havde vi det sjovt. Eller lege mørke-gemme-leg i køkken og bryggers. Poul Erik fandt på at gemme sig i den endnu lune bageovn eller i brændekassen og var derfor svær at finde.

Det var meget spændende, når vi engang imellem om sommeren fik lov at køre med mælkemanden på tur for at samle mælkejunger op på gårdene og køre dem til mejeriet i Nybølle. I begyndelsen kunne vi godt sidde på ladet af den hestetrukne vogn, men efterhånden som der blev fyldt op, måtte vi løbe bag vognen og holde fast i bagsmækken. Ligeledes på vejen hjem gå eller løbe efter vognen, indtil der blev plads blandt mælkejungerne, som skulle retur til gårdene. Nogle var fyldt med valle til grisene. Andre gårde skulle have kernemælk. Nogle havde bestilt ost og/eller smør til levering fra mejeriet. Alt dette sørgede mælkemanden for at levere. Afregning for alt dette skete mellem mejeriet og de enkelte bønder.

En søndag kom vores bror, Karl, som dengang var elev på posthuset i Ærøskøbing, hjem på besøg sammen med sin logiværtinde, Franciska, og de medbragte hendes store sorte hund, og så blev familien udvidet med endnu en hund, en bidsk hund, som var en mellemting mellem en dopermann og en rottweiler. Den fik navnet Cisca. Vi havde dog ellers den gode gamle lænkehund Tor. Cisca vænnede sig hurtigt til os børn og var god mod os, men ingen fremmede kunne nærme sig ejendommen, så far måtte skille sig af med den igen. Det blev til en omrejsende skærsliber, som hunden meget hurtigt følte sig tryg hos. Men inden da havde Dagmar fundet på endnu en leg. Poul Erik skulle holde Cisca og tælle langsomt til tyve, mens Dagmar hurtigt løb ud i laden og op på nogle bjælker og spær for at gemme sig. Ved tyve skulle Poul Erik slippe hunden, og afsted for den så med snuden mod jorden, og lynhurtigt stod den og gøede og logrede nede under Dagmar, som så sprang ned og legede med hunden som fortjeneste.

Vores ejendom lå godt gemt væk fra alfarvej nede bag nogle høje bakker ved “Galgebakken” ved Espe på Sydfyn. En nabo ejede den bakke, som grænsede ned til vores marker, og vi fik ofte lov til at lege oppe på “Banken”, som vi kaldte bakken. Den var bevokset med gyvel og højt græs. I forårs- og sommertiden kunne vi tage vores påklædningsdukker med op og indrette os i hyggelige huler imellem gyvelbuskene og lege og småsludre. Eller lege gemmeleg deroppe mellem buskene. Sikken dejlig krydret duft, der omgav os.

En anden gang fandt Dagmar på en leg, som hun kaldte “Jansen”. Jansen var vist nok ejer af den banke ved siden af naboens. Disse to var adskilt ved en lille forhøjning, og inde på Jansens del var der en lille fordybning i terrænet (en gryde), hvor det var rigtig dejligt at sidde i solen og lege. En dag vi havde sneget os derind, kom han og jagede os væk, og vi tøser løb skrækslagne ind på naboens side. Men nu skulle frustrationerne bearbejdes, så Dagmar opfandt legen “Jansen” og den gik ud på, at vi skulle skubbe hinanden ned fra forhøjningen. Jeg kom derved til at falde så uheldigt, at jeg bed i min tunge og det blødte meget. Sikken en forskrækkelse. De store piger tog mig under hver en arm, og så løb vi ned ad banken — hjem til mor. Mig op på ryggen på køkkenbordet, så mor kunne se, hvor slemt det var. Og da hun mente, at doktoren skulle komme og sy et par sting, begyndte jeg at græde så voldsomt, at jeg slap for yderligere skræk, men kunne til gengæld i nogle dage kun indtage flydende kost. Har den dag i dag et pænt ar på tværs af tungen.

Besøg af kusinerneBesøg af kusinerneNår der om sommeren var besøg af fætre og kusiner, som kom til middag om søndagen sammen med deres forældre, blev vi børn sendt ud at lege efter middagen. Det foregik som regel ude på gårdspladsen, hvor vi legede “Byt gård” eller “Lyst i band”/kronegemme. Når vi legede Byt gård blev der i gruset tegnet runde ringe, som vi skulle stå i, og når den som ingen gård havde, råbte byt gård, skulle vi nå at springe til en anden ring, inden en anden tog den. Den, som derved blev gårdløs, måtte så råbe byt gård. Når vi legede Lyst i band blev porte, udhuse, hele køkken- og frugthaven taget med i brug, for der var mange gode gemmesteder, især inde mellem frugtbuskene. Når den, som stod, var færdig med at tælle til hundrede og de øvrige havde gemt sig, skulle den, der stod nu ud og finde de andre. Det gjaldt så om for begge at nå først tilbage til ståstedet og råbe “en to tre krone for mig”. Den, som kom sidst, skulle stå næste gang.

Ellers spillede vi “Jeppe”. To mursten blev lagt ude i indkørslen. De store drenge var ferme til at bearbejde grene til passende størrelse kæppe til spillet. På tværs af de to mursten blev lagt en mindre kæp. Med en større kæp på ca. 1 meters længde skulle spilleren vippe den korte kæp af og smide den ud så langt som muligt, hvorefter man lagde den lange kæp over murstenene. Hvis en af modspillerne greb den, var man færdig og spillerne byttede plads. Hvis den blot landede på jorden, skulle en modspiller ved at kaste den mod murstenene enten slå den lange kæp af eller få den så tæt på som muligt. Hvis den blev slået af byttede man plads.

Næste slag var pr. håndkraft, hvor man med den lange kæp skulle slå til den lille kæp oppe i luften, så den fløj længst muligt væk. Det samme gentog sig nu for modspillerne, som nu skulle kaste den lille kæp så tæt på murstenene som muligt, mens den, der havde slået med den lange kæp skulle ramme den lille, når den kom flyvende og få den så langt væk som muligt fra murstenene. Derefter kunne man tælle point ved at måle med den lange kæp fra murstenene og hen til den lille. Hvis der var yderligere slag skulle man slå to henholdsvis tre gange osv, på den lille kæp, indtil man missede eller modparten greb eller kunne smide den lille kæp så tæt på murstenene, at der ikke blev mål, hvorefter man måtte bytte banehalvdel.

Endnu en populær leg var “To mand frem for en enke”. Her kunne man jo, hvis der var en af de andre i legen (nabobørn, fætrene/kusinerne), man var særlig glad for, i hemmelighed klemme hinanden lidt, når man efter løbet mødtes ude foran enken. Hvis enken nåede at fange en af de løbende, kunne hun sammen med den tilfangetagne (som han/hun havde udset sig) stille sig forrest i rækken og den tiloversblevne var nu enke og stillede sig forrest og råbte: “To mand frem for en enke — løb”, hvorefter de, som nu stod bagest måne løbe frem.

Slagtning
I årene efter krigen blev der oprettet frysehuse i landsbyerne; for de enkelte familier havde endnu ikke kummefryser og køleskab med fryseboks. Ved slagtning konserverede man derfor tidligere fødevarerne ved henkogning eller nedlægning i saltlage. Slagtning af en gris var dengang i fyrrerne en stor og flere dages begivenhed. Slagteren var bestilt til at komme fra tidlig formiddag. Jeg husker, at min bror, Poul Erik, som dengang var 6-7 år, tog sig til opgave at trække grisen i halen, når den lå på slagtebænken. (Han troede jo så, at han gjorde stor gavn). Jeg selv løb ind og gemte mig under min fars tykke dyne, for jeg kunne ikke overvære drabet på et dyr og slet ikke tåle dets skrig. Når grisen var skåret op i halsen, stod mor parat med en spand for at opfange blodet, som pulsede ud. Der skulle røres kraftigt og hurtigt i spanden for at blodet ikke skulle koagulere, og hvor der så vidt jeg husker også var byggryn.

Efter grisen var blevet skoldet og skrabet blev den hængt op lodret på en stige for at blive skåret op og parteret. Slagteren foretog et langt snit ned midt i bugen og far og de store drenge stod parat med et stort trætrug til at opfange al indholdet, tarme, lunger, hjerte, nyrer og blæren. Alt blev skilt ad og fordelt efter hvad det skulle bruges til. Intet gik til spilde. Især blæren var spændende, for efter rensning kunne den pustes op og agere som en ballon eller fodbold. Nogle tarme blev renset af slagteren. De blev skyllet grundigt og vendt og skyllet igen, så de til sidst var helt rene, for de skulle bruges til pølserne. Slagteren vidste nøjagtig hvor og hvordan, der skulle skæres, og fik hurtigt skåret stege, skinker og koteletter ud.

Blodet blev lavet til blodpølse i store bradepander og bagt i ovnen. Dette kunne også fryses i portioner og kommes over i frysehuset sammen med alle de spændende madvarer, som blev frembragt de kommende dage, såsom stege, medisterpølser, leverpostej, rullepølse og sylte. Spegepølser, skinker og røget flæsk blev bragt til skomageren, som havde en rygeovn. Når de var færdige, blev de hentet hjem og lagt i tørt halm i en gammel barnevogn og dækket godt til og hængt op i reb under bjælker oppe under stråtaget. Åh! hvor der duftede godt.

Sygdomme
Som små troede vi, at hjernerystelse var en børnesygdom. Det skete nemlig flere gange, at et barn faldt ned fra højder og slog hovedet på cementgulvet. Heldivis kunne uheldet klares med - i nogle tilfælde - et par klemmer hos lægen til at lukke såret og en stor bangage omkring hovedet eller at holde sengen i absolut ro nogle dage. Der opstod aldrig varige skader. Diverse smitsomme børnesygdomme måtte vi jo også igennem. Specielt husker jeg, da vi alle lå med mæslinger. foruden os seks yngste, havde mor endvidere Elses to ældste drenge på to og tre år, som var på alder med Niels og Lene. Else var på sygehuset for at føde Mona. Den rare doktor Gormsen kom næsten hver dag for at tilse os og morede sig vist lidt over de mange børn, men glædede sig især over den store omsorg, der var for os, som lå overalt i huset. Min yngre søster Solveig og jeg lå i samme seng, dog lå jeg der først, da jeg var blevet syg først. Den dag hun måtte lægge sig ved siden af, kiggede hun kritisk på mig og udbrød: “Du ligner en gammel “grisso”. Selvom jeg havde over 40 i feber for jeg rasende op og slog løs på hende over den fornærmelse. Men hun havde sikkert ret, for når man har høj feber og vel især ved mæslinger bliver øjnene små, og man har vel en mærkelig bleg farve.

Det var vist også ret almindeligt, at børn fik børnesår. Det vil sige sår på arme, ben eller i ansigtet som ikke ville læges. Jeg kan huske, at Niels havde nogle frygtelige sår, som jeg skulle rense på ham da han var cirka tre år gammel og jeg må have været omkring 10. Mor var indlagt på Ringe sygehus til en operation. Hun havde den yngste, Lene, med; for hun var vel endnu brystbarn. Det var frygteligt at skulle vaske den lille dreng, for det gjorde selvfølgelig ondt på ham. Det må have været i sommerferien, for heldigvis kom vores svigerinde, Ruth, som dengang var nyuddannet lærer hjem til os for at hjælpe far med at passe børn og hus. Mor havde inde på sygehuset ligget på stue med min klassekammerats mor, som var medlem af en bibelsk forening og de aftalte, at jeg skulle følges med hendes datter, Bodil og en af hendes veninder, på en sommeferiekoloni på Nordfyn. Det var første gang jeg var afsted på egen hånd. Det var frygteligt, for jeg var jo så skrækkeligt genert. Da nogle piger ydermere beskyldte mig for at have snuppet deres bolcher, kunne jeg næsten ikke klare de sidste dage på kolonien. — Men da jeg kom hjem i de vante omgivelser, ville min stolthed over at have lært så meget på kolonien ingen ende tage. Havde lært en masse sange og sanglege, som jeg nu kunne lære videre til de mindre søskende og nabopiger.

Feriebørn og diverse pligter i forbindelse med haven
Selv om vores ejendom i Nybølle kun var på 10 tdr. land og bygningerne små, var der altid plads til feriebørn, og så legede vi i fritiden alle de gamle lege, såsom to mand frem for en enke, gemmelegen “lyst i band”, byt gård eller spillede rundbold og mange andre forskellige lege.

Men der var også pligter og alle skulle hjælpe til. Da det jo som regel var i sommerferien, at der kom feriebørn, måtte disse også hjælpe til med alle de gøremål, der var på landet i gamle dage. Der skulle plukkes alle former for bær, hindbær, stikkelsbær, ribs og solbær. Stikkelsbær, ribs og solbær skulle endvidere ribbes før de blev kogt til syltetøj og marmelade. Der skulle også koges saft og til saften rengøres flasker. Det var en kæmpe opgave.

Flaskerne, som i vinterens løb var blevet tømt, var stillet op under stråtaget på loftet inde i en krog. Disse blev nu samlet sammen og hentet ned ved vandpumpen, hvor det store træskyllekar var stillet op og fyldt med vand tilsat soda. Flaskerne blev lagt i blød heri i et døgns tid og skulle derefter rengøres. Der kunne nemt stå fire-fem børn rundt om karret med hver sin flaskerenser og skrubbe og skrubbe til alt snavs, mug og eventuelle rester af etiketter var fjernet. Flaskerne kom derefter over i et andet kar med rent vand til skylning, for derefter at blive stillet til tørring med bunden i vejret i forskellige trækasser.

Om sommeren gik vi børn ofte med bare fødder, og en gang fætter Arne var med til at rense flasker kom han til at træde på et flaskeskår på græsplænen. Det blødte meget, så mor fik ham lagt ind på en seng og lagde en foreløbig forbinding for derefter at løbe til naboen for at låne en telefon og ringe til lægen. Da lægen kom, sad vi småpiger under vinduet til værelset sammen med Arnes lillesøster Ingelise og trøstede hende, for hun græd på sin brors vegne. Jeg mener også, at det var i den forbindelse vi sang den sørgelige sang “I en seng på hospitalet”, for så kunne vi græde endnu mere. Arne har den dag i dag et pænt ar på foden. Han glemmer heller aldrig den sommer.

Der var virkelig travlhed i syltesæsonen. Store gryder afløste hinanden og stod fyldte med forskellig frugt på brændekomfuret i flere døgn og kogte på skift. Når bærrene til saft var udkogte, blev de hældt op i en stor sigte med et rent klæde i på en trefod over et stort fad og stod og dryppede i et døgns tid. Når bærmassen var helt tør blev den smidt ud på møddingen og saften hældt i store rene gryder og kogt med sukker, hvorefter saften blev hældt på de rene, nyskoldede flasker og lukket omgående med et stykke cellofan bundet med en tråd rundt om flaskehalsen. Der blev altid omhyggeligt sat en etiket på flasken, hvorpå der stod hvilken type saft det var. Ribssaft, solbærsaft, hindbærsaft, blommesaft, kirsebærsaft. Eller blandet saft, hvis der var forskellige rester af hver slags uhm! Hvor det altsammen smagte godt.

Af bærrene blev der ligeledes lavet syltetøj og marmelade, som blev hældt på små og halvstore glas, lukket pænt med cellofan og en tråd rundt om glasset og mærket med etiket.

Det meste af al den frugt vi plukkede blev dog solgt til Frugtcentralen eller Rynkeby Mosteri. Inde i laden var de store kar og baljer stillet op. Heri hældte vi de forskellige frugter, som blev plukket. Et par gange om ugen kom der store lastvogne og hentede frugten. Indtægten fra frugtsalget var en god og nødvendig hjælp til mine forældre, som ellers kun havde indtægt fra salg af mælk fra 8-10 køer til mejeriet. Salg af nye kartofler gav også lidt indtægt. Det rygtedes langt omkring, at man kunne købe nye kartofler hos Niels Peder og Mary nede bag Galgebakken.

Specielt sommeren her i 2004 har mindet mig om mine barndoms skoleferier, hvor vi tilbragte den meste tid ved bærbuskene og som oftest i regnvejr. Når regnen blev for voldsom og ligefrem stod ned i tove, søgte vi alle ind i laden og stod der i tørvejr sammen med far. Da der jo som oftest var flere feriebørn var der en dejlig tæt og god stemning, når vi stod der i ladeporten og småsnakkede og fortalte historier, indtil regnen var hørt op, og vi igen kunne gå ud og genoptage bærplukningen og samle de bær op, som var regnet på jorden.

Om efteråret når æblerne faldt ned på jorden, blev alle samlet op og taget ind i spande. Mor sad hver formiddag med hjælp af endnu hjemmeværende småbørn og skar æbler i ottendedels stykker og lagde dem på en rist dækket med et klæde ind i den lune ovn i brændekonfuret for at tørre dem. De æblestykker, som ikke nåede at blive spist direkte fra ovnen, blev lagt i metaldåser og gemt til bønnesuppe om vinteren. Ellers bare spist som en lækkerbidsken. Det var en god måde at få os børn til at spise frugt. De nedplukkede æbler blev gemt i kasser ude i “kulen’, som far havde gravet omme bag hækken og dækket med halmmåtter. Æblerne blev så taget ind i løbet af vinteren og skrællet til æblemos til æblekage, som blev serveret med flødeskum og meget ofte med klatter af gelé om søndagen, dog oftest når der var gæster. Ellers fik vi æblegrød og i vintertiden æbleflæsk. I hyldebærsuppe kunne der også kommes æblestykker i suppen, som blev serveret med knuste tvebakker ovenpå.

Med efteråret kom tiden for plukning af hyldebær. Skærme med de sorte bær blev af far og de store drenge klippet af buskene og lagt i store brændekurve. Inde i køkkenet sad vi småpiger sammen med mor omkring en brændekurv med en skål eller et fad i skødet og ribbede hyldebær, før de blev kogt til saft på samme måde som tidligere beskrevet. Sikken nogle blåsorte fingre man fik af det.

På samme måde sad vi rundt om en stor kurv eller balje, når der skulle bælges ærter eller ordnes bønner. Man skar begge ender af hver bønne og trak den seje tråd af. Bønnerne blev derefter snittet i småstykker i en brødmaskine. De brune bønner, som først blev taget ind, når de var helt tørre, hang i nogen tid efter de var høstet til tørre inde i ben. Når de var klar til at blive bælget, foregik det på samme måde med de tørre planter i en stor brændekurv. Vi sad omkring med hver sin skål og bælgede de tørre bønner. Brune bønner blev på en skank fra grisen kogt til en meget sund og nærende suppe og tilsat forskellige grønsager som porrer og gulerødder og de tørrede æbler, som gav en syrlig smag. En gang som voksen diskuterede vi med en gruppe venner barndommens mad og jeg nævnte, at vi levede meget af bønner, hvortil én kommenterede: “Var i da meget kristne?” Det blev der blev grinet godt af.

Der var meget arbejde hele året rundt med al den megen frugt og grønsager. Det blev lidt lettere senere midt i halvtredserne, da der blev oprettet frysehuse med brysebokse, som kunne benyttes af andelshaverne. Man behøvede nu ikke mere at henkoge al den megen forråd. Der kunne nemt opstå et problem med at opbevare de mange fyldte henkogningsglas på et tilstrækkeligt køligt og tørt sted, hvilket var vigtigt af hensyn til holdbarheden. Det hændte, at man fik fat i et glas, hvor der var dannet mug på overfladen. Indholdet måtte så kasseres.

Mine forældre havde en halv boks sammen med en nabofamilie. Som tidligere beskrevet under slagtning kom man fødevarerne i cellofanposer og derefter i papkartoner, hvorpå man kunne skrive hvad de indeholdt. Det var derefter om at huske, hvad man endnu havde tilbage i boksen. Nogle førte regnskab, men det mener jeg ikke, at vores mor gjorde. Hun huskede godt hvad der var i boksen. Vi børn blev på skift sendt til boksen om formiddagen i åbningstiden for at hente det ønskede. Man bankede på hos damen, som havde nøgle til frysehuset og bad hende om i vores halvdel af boksen at hente det, som vi skulle have med hjem. Hun iførte sig tyk trøje og tykke vanter, inden hun gik igang. Jeg husker, at jeg var lidt bange for hende, for hun virkede altid så irriteret over, at vi kom og forstyrrede hende.

Unge mennesker i dag kan slet ikke fatte den mængde arbejde, der var i forbindelse med den daglige husholdning i tiden før cirka 1955. På landet havde man opbevaringsmuligheder af al slags henkogt og syltet forråd, som man forsynede sig af efter behov. I byerne måtte husmoderen dagligt gå til de forskellige forretninger for at købe ind til måltiderne. Omkring den tid blev det almindeligt, at folk fik eget køleskab til opbevaring af de daglige madvarer og fryser til opbevaring af madvarer i større mængder. Smarte forretningsfolk fik den idé at lave husholdningspakker bestående af forskellige former for kød og pålæg leveret ved døren på bestilling lige til at lægge i sin fryser.

Køleskabet afløste isskabet. I et isskab lå en stor isblok, som blev leveret af et firma, som kørte rundt og afleverede en isblok båret på en stor tang til de husstande, som abonnerede på levering. Isblokken kunne holde en uges tid inden den var helt smeltet og skulle udskiftes. På de store herregårde havde man såkaldte iskældre på et køligt og skyggefuldt sted i haven. Her opbevarede man isblokke til eget forbrug. De var i vinterens løb savet/skåret ud af tilfrosne søer eller åer, og de kunne holde til langt hen på sommeren.

Markarbejde — Niels med hakkejern
Afhængigt af årstiden havde vi forskellige pligter. Om foråret, når markerne var sået til med korn og roer og de små spirer var begyndt at komme op ad jorden, skulle roerne tyndes ud for at give plads til at vokse for den, som fik lov at blive stående. Rækkerne i en roemark kunne synes uendeligt lange, men efterhånden som man kom i gang med at hakke, kunne det ligefrem blive en sport at komme hurtigt fremad. Desværre hændte det så også, at man fik hakket en roe af, som egentlig skulle blive stående. Der var desværre ingen fortrydelsesret. Den kunne ikke overleve, selv om man plantede den igen, så sommetider var der et rigeligt stort mellemrum mellem roerne. Det blev påtalt strengt, for det var jo foder til dyrene. Så man anstrengte sig for at gøre det ordentligt. Vi var som oftest en tre - fire børn, som fulgtes ad, og vi kunne gå og småsnakke undervejs. Engang, da Niels var meget lille - måske tre år - havde han fået fat i et roejern og pludselig til sin rædsel så far, at Niels var i fuld gang med at hakke — og ikke én roe stod tilbage. Far løb hen til ham og fik ham standset, hvorefter den lille sagde: “Far, jeg hakker skisme roer!” Han fik vist ikke skæld ud.

Om efteråret når roerne skulle tages op i “roeferien”, måtte vi i marken igen. Det var bestemt med blandede følelser, at man skulle ligge og kravle på sine knæ og hugge toppene af roerne række op og række ned. Far gik forrest mellem tre rækker og trak roer op fra begge sider og slog dem mod hinanden for at ryste den værste jord af og lagde dem i én række midt imellem. Vi kravlede så ved siden af rækken og tog en roe ad gangen og huggede toppen at roen blev kastet i en bunke og toppen blev bare liggende. Hvis det havde regnet, var alt koldt og vådt og klistret. Den våde jord samlede sig under neglene, og netop det husker jeg som værende noget af det værste, især når den tørrede. Andre dage, hvis der var højt solskin, kunne det ligefrem være herligt at være med til og føle sammenholdet i familien. Duften af jord og grønne planter var rigtig god. Efterhånden som roerne var toppet og havde ligget og tørret lidt i bunkerne, blev de pr. hestevogn kørt til en roekule. De blev lagt på jorden i en lang bred bunke, som blev højere og højere og senere dækket over med halmmåtter og jord fyldt op over. Roetoppene blev lavet til ensilage. De blev kørt til en ensilagekumme, som var et stort bredt hul i jorden, muret op med mursten ligesom en brønd. Her blev roetoppene smidt ned, og når der var et godt lag, fik vi lov til at hoppe ovenpå eller foretage udspring fra kanten. Det var rigtig sjovt - ligesom en trampolin. Vi troede som små, at det var belønning for hårdt arbejde, men det var med fùldt overlæg, at vi fik lov at hoppe, for så ville toppene knuses og gære hurtigere.

Dagligt i vintermånederne kunne far nu hente foder til dyrene. Roerne blev hakket i stykker i en speciel roehakkemaskine. Det føltes også næsten som en belønning, når vi fik lov at dreje håndtaget, som sad på et stort svinghjul og at få fuld fart på kniven inden i, så når roerne blev smidt i, blev de hurtigt hakket i stykker. Den lavede en speciel klingende lyd. Der var en helt speciel atmosfære ude i stalden - man kunne stå helt stille og høre køerne tygge roerne i deres rolige tempo og pruste og rasle i tøjerne, inden far gik i gang med at malke. Det foregik i mange år med håndkraft. Senere da han fik den nye kostald, fik han også en malkemaskine. Jeg tror ikke, at han nogen sinde blev helt fortrolig med den.

Der skulle være no i stalden, når far malkede. For ikke at gøre køerne urolige. Det var altid spændende at få lov at komme med i stalden ved malketide. En gang Poul Erik og jeg var med, skulle vi skiftes til at sidde på en spand med et bræt over — vores børnetoilet — og kunne der samtidig lege bil, for ved siden af var der en jernstang sat fast i gulvet. Den kunne rokke, så vi legede, at det var en gearstang og at vi kørte bil. Nu ville Poul Erik ikke lette sig og lade mig komme til, så jeg hylede. Køerne blev urolige og det irriterede far, så han kom ind og løftede Poul Erik af og gav ham et klask i den bare ende. Dagmar og en veninde, som var kommet ind, stod og skrupgrinede, da de så, at jeg også fik et klask. Den historie er fortalt utallige gange siden.

Fars tamme råge
Claus kaldte han den. Han havde vist fundet den som lille unge og fodret den op, så den blev tam. I alt fald fulgte den ham overalt. Sad som regel på hans højre skulder, for far var venstrehåndet, så han tog kartoffelbidderne i jakkelommen med venstre hånd og førte op til Claus på skulderen. Det var et pragtfuldt syn at se den stolte fugl sidde der og blive madet. En forårsdag da far var ude i urtehaven for at plante kål og gik i bøjet stilling, selvfølgelig — jeg tror, det var porrerne, han var i gang med - gik Claus som sædvanlig bag ved ham, men denne dag var anderledes. Hver eneste porre, far havde plantet, havde Claus trukket op igen med sit næb og lagt pænt på jorden. Da far så det, blev det Claus’ endeligt!

Afslutning på høsten
At være landmand er - og var især før mejetærskeren og korntørrerne - et lotterispil. Man var fhldstændig afhængig af vejret for at få så optimal afgrøde som muligt, da høsten dengang jo strakte sig over mange uger.

Ved høsttid gik far hver aften en tur ned langs kornmarkeme for at føle på kernerne. Det øjeblik, de var klar, skulle de høstes og man måtte så håbe på tørvejr. Sammen med andre landmænd i omegnen havde far andel i en selvbinder. Det kunne jo være problematisk, når alle skulle høste på én gang. Men som regel gik det godt, og det gik som en leg med den hestetrukne selvbinder, hvor negene blev slynget ud til siden efterhånden som den arbejdede sig igennem stråene. Negene skulle derefter stilles op to og to mod hinanden i “stakke”, som kunne bestå af to gange fem neg ved siden af hinanden. Her skulle de stå og tørre, indtil de blev kørt ind på den hestetrukne vogn med sidefjelde for at der kunne være ekstra stort læs.

Flere personer gik på jorden og stak negene på en fork, som så blev rakt op til den, der stod på vognen og tog imod. Negene skulle pakkes meget bestemt for at give plads til så mange som muligt. I laden blev negene stablet oppe på loftet, hvor de blev liggende, indtil der skulle tærskes. Tærskeværket stod inde i laden og det lavede en frygtelig larm, når det kørte, og det støvede, når avnerne væltede ud af siden på tærskeværket. Kernene, som skulle males til foder, blev opsamlet i sække og halmen blev bundet i knipper og opbevaret til at bruge som strøelse under køerne og grisene — enten lagt op på loftet over stalden og laden eller samlet i et halmhæs udenfor.

Høst med mejetøjHøst med mejetøjEfterhånden som fremskridtet skred frem i halvtredserne og de fleste gårde fik traktor og egen selvbinder (senere mejetærsker) stod far uden selvbinder, så der var kun én måde at høste på. Han gik i gang med leen og slog kornet med håndkraft skår efter skår. Bagefter gik mor med en trærive med lange tænder og rev kornet sammen til bundter. Nogle af os piger, som endnu var hjemmeboende, lærte nu at lave et halmbånd og samle bundterne dermed til et neg. Når der var tilstrækkeligt mange, blev de sat op i stakke (skår). Jeg mindes endnu den kløe og svie på armene, som blev revet af det stive korn og aksene. Heldigvis fandt jeg på loftet en gammel langærmet skjorte, som gav god beskyttelse. En gang karl var hjemme på besøg med sin lille søn per, havde han ham med ud i stubmarken, hvortil Per udbrød: “Farfars græsplæne stikker”. Den sætning er også blevet gentaget mange gange.

Hjemmebagte æbleskiver som afslutning på høstenHjemmebagte æbleskiver som afslutning på høstenDet var altid en stor festdag, når det sidste læs med neg blev kørt ind, for så fik vi unger lov til at køre med på vognen og måske endda få lov til at holde tømmerne og styre hesten. Det var blevet en dejlig tradition, at mor bagte æbleskiver, og vi glædede os alle til mors hjemmebagte æbleskiver med syltetøj eller gelé. Vi lejrede os da på et tæppe ude i en græsmark nær stalden og spiste æbleskiver og drak saftevand. Når vi var dejligt mætte og glade, var det i mange år en tilbagevendende begivenhed, at far slog saltemortaler både forlæns og baglæns iført sine træskostøvler. Han var i sine unge dage elitegymnast fra Ollerup gymnastikhøjskole.

Familiesammenkomster - sove under stråtaget — indretning af hyggeplads

I så stor en søskendeflok — 6 drenge og 6 piger — holdes der nogle fester mellem år og dag. Barnedåb og konfirmationer og runde fødselsdage afløste hinanden i en årrække.

Da fars familie også var stor, — 10 søskende, dog var fire af brødrene bosat i Argentina - var der altid mange gæster til festerne. Næsten hver gang blev fars og mors soveværelse ryddet og lange borde stillet op derinde. Ekstra stole lånte vi sikkert fra naboer. Mor havde altid en kogekone til at hjælpe i køkkenet et par dage før og under festen. Der blev bagt boller, brød og småkager, slagtet høns til suppe, renset grønsager og lavet kød- og melboller. Der var som regel blevet slagtet gris i god tid forinden og frugt var der altid på syltetøjsglas. Menuen var altid suppe, flæskesteg med rødkål, syltede agurker og brunkartofler og desserten var næsten altid fløderand med henkogte/syltede frugter. Der blev aldrig serveret vin, men måske en tår hjemmebrygget øl (senere købt øl), dog nok et glas portvin/kirsehærvin til desserten. Stemningen var altid god, for man sås jo ikke så tit. Det var som regel en besværlig rejse med tog og/eller rutebil og langt at gå fra togstationen, men alle kom altid med en god stemning. Op i halvtredserne fik nogle familiemedlemmer bil eller motorcykel. Sommerdage kunne man også komme tilrejsende på cykel.

En bestemt familie-komsammen lige efter krigen husker jeg særligt godt. Der var kommet pakker med stof fra farbror Aage og tante Edith i Argentina. Mor, tanterne og fastrene stod ved vores spisebord, som var trukket ud i fuld længde, og målte metervarer ud til hver familie. Jeg tror der blev målt op pr. barn i hver familie. Det var meget lækre kulørte bomuldsstoffer og vi fik syet nogle meget fine kjoler hos Thea, vores syerske, som boede oppe på Galgebakken. Hun havde syet for mor siden vi flyttede til Nyhølle.

Den første kjole, jeg husker, hun syede til en af de små, var syet af to bleer og broderet med meget fin smocksyning på brystet. Det var en meget stor hjælp, da de tøjpakker kom, ellers var mor begyndt at få syet tøj af næsten alle brugbare stykker stof Poul Erik fik syet et par bukser af et divantæppe — og blev af de større drenge selvfølgelig døbt “Poul Erik med divanbukserne”. Han havde heldigvis allerede dengang en dejlig humoristisk sans og kunne også le med.

Det kunne forekomme, at nogle gæster skulle overnatte. Det blev da arrangeret, at vi børn i børneværelset (en stor og en lille karlekammerseng med to børn i hver) blev indrettet oppe på loftet over stuen under stråtaget. Vi syntes det var rigtig hyggeligt at ligge der med en “doven” lommelygte som eneste belysning. Det var vist ved en sådan begivenhed, at dagmar og jeg delte den store seng og Solveig og Lise delte den lille. Om morgenen kom yngste søster Lene (vistnok to år) op til os og lå på maven på Dagmars dyne med hænderne under hagen og kiggede på os med sit lille meget søde ansigt og hovedet fuldt af lyse krøller, at jeg kom til at udbryde: “Se, Dagmar, hun ligner en lille Almisse”. Dagmar, som var fire år ældre end jeg og vidste bedre, brast i latter. Hvor jeg havde hørt det ord, aner jeg ikke, men jeg mente sikkert en Rafaels engel, som vi helt sikkert havde på glansbilleder.

Det kunne også hænde, at mor og far åbnede deres hjem for en husvild mor med barn. De blev da installeret i børneværelset og vi børn igen indrettet oppe på loftet. Jeg kan huske Ellen med sønnen Kaj, som var på min alder. Hun skulle så hjælpe mor med det huslige arbejde og reparere tøj til gengæld.

Skolegang
Da jeg skulle begynde i skole, var den lille stråtækte skole i Nybølle lukket. Det blev derfor besluttet, at jeg sammen med nabopigen, Ottominna, (hendes far hed Otto) skulle begynde i første klasse i Ringe Mellem- og Realskole. Det var efter sommereferien i 1948, da jeg var syv år. Karl havde bestået realeksamen nogle år før og Dagmar gik i mellemskolen. Jeg kan huske, at Ottominna, hendes mor og min mor og jeg stod i skolegården, da en lærer, fru Jakobsen, kom hen og hilste på, og hun sagde, at hun godt kunne se, at jeg var en lillesøster. Det var en dejlig oplevelse at komme i skole. Rare lærerinder og kun få børn i første og anden klasse, som var i samme klasseværelse.

Jeg kan den dag i dag blot ved tanken fornemme duften af nylakerede gulve. Jeg kom hurtigt til at kende de andre piger i klassen og blev inviteret hjem at lege hos dem. Hos skolebestyrerens to piger legede jeg ofte, og det var spændende at lege på deres værelse med køjeseng med en stige, som man kunne kravle op ad og hoppe fra øverste køje ned på en madras på gulvet. En gang kaldte fru Jørgensen mig ind på deres kontor for at meddele mig, at vi i december måned det år ikke skulle betale brændselspenge. (det betalte vi dog ellers pr. barn, men ikke skolepenge).

Vi søskende havde friplads. Ved min klasses 25 års jubilæum fik jeg lejlighed til at fortælle hr. og fru Jørgensen, at vi mange gange i livet har skønnet meget på deres velvilje over for vores familie.

Da jeg selvfølgelig ikke havde ur, havde den ene af de unge piger i huset fået besked på at sige til mig, når jeg skulle gå til toget for at rejse hjem. Der gik jo ikke så mange tog om dagen. Desværre havde hun en dag glemt mig, og da jeg omsider drog af var det lang tid siden, at toget var kørt. Jeg gik derfor rundt i Algade i Ringe og var temmelig ulykkelig. Da kom købmand Knudsen kørende med datteren Birgit, som jeg også var rigtig gode venner med. De samlede mig op kørte mig hjem.

Hos Birgit legede jeg også tit og var altid inviteret med til fødselsdag. Jeg gik i klasse med hendes fætter Torben, som var den ene af de to drenge i klassen det første år. (Laurits og Torben). Det var en stor oplevelse at komme i hendes hjem, Ringe Købmandsgård. Der var meget fint og til hvert måltid dækket fint op, og når der manglede noget på bordet, ringede hendes mor på en klokke til pigerne i køkkenet. Der kom så en pige i sort kjole og fint hvidt forklæde og stak hovedet med hvid kappe på ind ad døren for at få besked og kom senere med det ønskede og serverede for os.

De første to år fulgtes Ottominna og jeg altid ad med toget til skole. Vi spadserede den lange vej fra vores hjem til Espe station og tog toget til Ringe. Det var i begyndelsen ofte et damplokomotiv, der trak togvognene. Det var sådan en hyggelig lyd, når det kom prustende ind på perronen og standsede med en sydende lyd. Det var spændende at stå og se på, at fyrbøderen fyldte kul ind i lokomotivets kedel for at det kunne holde vandet i kog til damp til at skubbe stemplerne.

Vi blev hurtigt kendt som de to Minnaer. Hun var lige så hvidhåret som jeg var rødhåret, så det blev også til Hvide minna og Røde minna. Da hendes far, Otto Jensen, havde købt en lille lastbil, hvor der på døren stod O. Jensen, Nybølle, kørte han os ofte til skole. Det tog jo ikke lang tid for ham at køre de syv kilometer til Ringe. Da vi blev større cyklede vi. Men om vinteren kunne Otto godt forbarme sig over os, og smide cyklerne bag på ladet og køre os til skole.

Efterhånden som mine yngre søskende og hendes lillesøster Dorit også begyndte i Ringe, kunne der være mange med bilen. Nogle af os sad derfor omme på ladet med tæpper omkring os sammen med cyklerne. Det var noget af et syn.

Eget værelse

Endelig da jeg var omkring 13 år blev det min tur til at få det lille lofisværelse, som ellers altid havde været forbeholdt drengene, Poul Erik kom derfor nu ned i børneværelset til de mindre søskende. Ikke så lang tid efter kom Solveig også op på værelset, og vi indrettede os på hver sin side af værelset med at rulle vores dyne sammen til en pølse og lægge et tæppe over, så det lignede en sofa. (Tæpper med indianer mønstre havde Jørgen sendt hjem fra Canada). Da nogle af os dengang gik med søndagsaviser og også delte Søndags BT. og Billedbladet ud, var der næsten altid blade til overs. Fra Søndags BT. klippede vi Christeltegninger ud og alle vægge i værelset var smukt dekoreret med dem. Det var et rigtig hyggeligt værelse, og det var da også her vi unge samledes, når de store kom hjem på besøg og efter en balaften overnatttede på madras på gulvet. Mor havde syet de fineste tynde lysegrønne gardiner af et par sommerkjoler, som vi havde arvet fra nogle kusiner. Af svigerinde Anne havde jeg et år til jul fået hendes barndoms kommode, som hun havde malet meget smukt lysegrøn og med blomsterdekorationer på skufferne.


Tiden med Bodil
Bodil kom til Ringe Kost- og Realskole i 1955 i tiden da klassen i tredje mellem gik til konfirmationsforberedelse. Hun var allerede blevet konfirmeret, mens hun boede hos sin farmor på Østerbro i København. Jeg var også blevet konfirmeret året før, da jeg af økonomiske årsager var blevet konfirmeret om foråret sammen med min bror Poul Erik det år jeg var fyldt tretten år.

Bodil og jeg havde derfor nogle fritimer sammen, hvor vi blev meget knyttet til hinanden. Hun boede på skolens kostafdeling, hvor jeg i de efterfølgende år tilbragte en del fritid. Bodil kom næsten hver weekend hjem til os, hvor hun ofte overnattede i weekender og blev meget knyttet til mine forældre og søskende. Mor tog hende under sine vinger som den lille forpjuskede og forsømte fugleunge, hun var. Hun trængte i den grad til at opleve den fællesskabsfølelse, som altid har præget vort hjem.

Hun kom selv fra et skilsmissehjem, hvor moderen rejste hjem til Sverige med den ældre bror, da hun var tre år. Hun blev hos faderen, som hurtigt giftede sig igen og fik to drenge. Bodil, som led alle jalousiens kvaler over for de to små halvbrødre (som hun dog elskede over alt på jord), blev ved skolestart sendt over til sin farmor i København. Her boede hun indtil farmoderen ikke længere kunne have ansvaret for den nu næsten voksne pige, som havde fået en kæreste. Hun blev derfor sendt til Ringe Kost og Realskole, hvor hun var indtil afsluttet realeksamen i sommeren 1957.

I sommerferien efter fjerde mellem var jeg inviteret til Ålborg hos hendes famlie i en uge. Nogen tid forinden var vi to piger taget til “nattergalebal”, som jo blev holdt hvert år i maj på Sallinge Kro. Vi bildte min mor ind, at hun havde fået lov af forstanderparret på kostskolen, så vi drog glade afsted til bal og havde en pragtfuld aften i al uskyldighed. Medens vi i Ålborg en dag var på en meget spændende bytur, hvor vi besøgte alle Ålborgs seværdigheder, undersøgte hendes stedmor hendes lommer og fandt den famøse balbillet. Sikken en ballade, der kom ud af det. Hun måtte ind i stuen (som ellers var forbudt område for børn) for at stå skoleret for faderen. Hun fik frataget sin frihed resten af ferien og jeg sendt hjem. Både forstanderparret og mine forældre tog sagen meget roligt. De kendte os jo godt og havde forstand på unge mennesker.

Efter endt realeksamen skulle hun tilbage til Ålborg, hvor faderen havde skaffet hende en kontorlæreplads, og hvor hun igen måtte dele værelse med de to små brødre i øverste køje (af tre). Det må have været et helvede for hende. Jeg havde fået plads i huset hos en lægefamilie i Svendborg og vi korresponderede livligt sammen. En dag blev der ringet til mig, at Bodil var kommet på besøg hjemme hos mine forældre. Jeg fik fri og kunne cykle de næsten 15 km hjem for at hilse på hende. Hun fortalte da, at hun havde rejst pr. toilet helt fra Ålborg. Togpersonalet var efterhånden blevet klar over, at der var en blind passager med toget, men hun nåede efter flere togskift (både i Odense og Ringe) at komme med Fåborgtoget ud til vores lille station i Espe, hvor hun sprang af toget og løb de tre kilometer hjem til os. Mine forældre fik hende selvfølgelig til at ringe hjem og lånte hende penge til en enkeltbillet til Ålborg næste dag.

Et år senere, mens jeg havde sommerferiejob på et hotel i Odense, dukkede hun igen pludselig op. Jeg hjalp hende med at få arbejde også som rengøringsassistent. Men da hun jo aldrig rigtig har lært det fag, var hun nær ved at drive oldfruen til vanvid. Det blev dog bedre med tiden. En aften vi gik tur i Odenses gader blev vi standset af en politibil. Hun var lige ved at smutte fra dem. Vi blev derefter taget med på stationen til forhør, hvor det viste sig, at hun var efterlyst af faderen. Hun var stukket af hjemmefra igen, men fik dog denne gang lov til at blive, da hun var over 18 år og selv tjente penge ved rengøring.

Jeg følte et stort ansvar over for hende og hun kom da også igen med hjem på besøg hos mine forældre.

Da jobbet på hotellet var ved at være slut, måtte jeg finde noget andet. Via min gode veninde Irene, som nu var i København, men ofte hjemme på besøg i Svendborg, havde jeg fået job i huset hos hendes daværende kærestes mor, som havde en marmeladefabrik. Jeg ville jo gerne lære kontorarbejde, så det blev aftalt, at jeg skulle passe hus og så lære lidt kontorarbejde samtidig.

Da hverken bodil eller jeg havde nok penge til billet til København tog vi på stop via Lolland, hvor vi først besøgte min søster Dagmar, som dengang boede der og som sygeplejerske arbejdede på Nakskov sygehus. Efter et par dage drog vi videre igen på stop til København og nåede sent om aftenen til hendes farmor (Fjums), hvor vi overnattede, og Bodil kunne nu bo hos hende og jeg drog videre til jobbet i Holte.

Hun kom hurtigt i kontakt med sin gamle kæreste, John, og snart ventede hun barn og de blev gift. De fik en lille toværelses lejlighed tæt på Fjums og Bodil havde ind imellem småjobs. Allerede et par år efter Jan fik hun Niels, og da jeg som endnu single pige havde travlt med at passe mit job på kontor i et skibsmæglerfirma og min engelskundervisning på aftenskole to gange om ugen, gled vi mere og mere fra hinanden, men holdt dog skriftlig kontakt i alle fem år, jeg var i Canada.

Efter jeg blev gift og havde fået Alan, fik vi igen kontakt med hinanden. Hun var da gift igen med Torkild og havde fået tvillingedrenge. Hun ringede for at høre, om jeg var interesseret i at arve deres børnetøj. Det var kærkomment, for jeg havde besluttet at stoppe med at arbejde for selv at passe min søn.
Der gik nogle år. Hun var igen blevet skilt og havde via det offentlige fået en stor lejlighed i Ishøj. Vi sås af og til, for vore børn på samme alder kunne fint lege sammen. Efter nogle år blev hun gift igen. Det virkede som om det var den helt store kærlighed. Der gik igen en del år, hvor vi kun sås et par gange. De var med til min 50 års fødselsdag, hvor hun var midtpunktet hos alle mine brødre. Der blev talt om gamle dage i Nybølle og Ringe og alle hyggede sig.

Igen lang tid uden kontakt. En lørdag formiddag ringede hun og spurgte, om jeg ville komme på besøg og snakke. Vi var ellers i gang med at male køkken, men jeg lod maling og pensel stå og klædte mig om og tog bussen til Ishøj. De hentede mig i bil ved bussen og vi kørte til deres rækkehus, hvor Jørgen, hendes mand, snart fortrak til sit arbejdsværelse, mens Bodil og jeg sad i stuen og snakkede over en kop kaffe. Det slog mig, at gardinerne var så snavsede, men ellers var der ryddet pænt op. Hendes tre katte lå i stolene. Stemningen var underlig. Hun fortalte, at hun netop havde besøgt sin gamle mor og broderen i Göteborg, og at hun havde besøgt faderen i Ålborg og var meget glad for at se hvor godt de to yngre brødre har det - hver med kone og børn. Så kom hun endelig til problemet. Hendes to tvillingesønner (nu midt i tyverne) var begge i fængsel. De var kommet i dårligt selskab i området og deltog i røverier. Hun var blevet bebrejdet af myndighederne. De havde sagt, at hun ikke tog sig ordentligt af sine børn. De to ældste sønner har dog klaret sig fint i tilværelsen. Hun, der aldrig selv har oplevet at have et trygt hjem, var helt knust.

To dage senere ringede hendes mand og fortalte, at hun var blevet kørt ned i en fodgængerovergang på vej til frisør mandag formiddag.

Bisættelsen, hvor Poul Erik og jeg deltog, var meget smuk, og kisten blev båret ud til tonerne af Radetsky march fra en båndspiller. Alle hendes fire sønner (de to fra fængsel med ledsager) og tre ægtemænd var med. Også hendes stedmor fra Ålborg, som hilste meget hjerteligt på mig. Faderen var for dårlig til at komme. Jeg tog direkte tilbage til mit job hos BN. Han kom ind på mit kontor og lagde en arm om min skulder og sagde meget deltagende: “Det gør ondt”.

Au pair i Tyskland og tiden derefter
Udlængsel har mange i slægten haft i generne. Vi ved, at vores oldefar på fars side emigrerede til Australien i 1858— vistnok for at søge lykken som guldgraver. Han kom hjem til Danmark igen nogle år senere og blev gift med vores oldemor i 1861. Deres meget varme og rørende breve eksisterer endnu hos en kusine. Ligeledes deres korrespondance i tiden i 1864, hvor han var korporal i krigen mod Tyskland.

To af mine ældre brødre havde emigreret til Canada. Det var vel derfor ikke så mærkeligt, at udlængselen også lå mig i blodet. Jeg søgte derfor på en annonce i en avis, hvor et amerikansk ægtepar ansat ved den amerikanske hær i Tyskland søgte en au pair pige. Vist nok kort tid efter, at Elwis Presley havde aftjent sin værnepligt der. Jeg skrev imidlertid til familien på mit bedste skoleengelsk og fik brev tilbage, at de da gerne ville ansætte mig.

Jeg anskaffede mig et pas og drog glad afsted mod Kaiserslautem i Tyskland først i november 1958. Efter at have passeret grænsen kom de tyske toldere og pasmyndigheder igennem toget. Jeg, 17 år gammel, blev selvfølgelig spurgt hvad jeg skulle i Tyskland, så jeg viste dem ansættelsesbrevet og mit pas. Jeg blev derefter bedt om at vise mit visum. Jeg anede selvfølgelig intet om visum — altså arbejdstilladelse i Tyskland. (Jeg skulle selvfølgelig bare have sagt, at jeg skulle på besøg, men ingen havde vejledt mig).

De bad mig følge med hen til deres kupé, hvor jeg skulle opholde mig, indtil toget standsede næste gang i Neumünster. Her stod vi af og de afleverede mig på den lokale politistation. To betjente kørte mig derefter tilbage til den danske grænse, hvor jeg blev overdraget til de danske pasmyndigheder. Her fik jeg et grineflip, for det hele syntes fùldstændig komisk. De anede ikke hvad de skulle stille op med mig. Da det efterhånden nærmede sig midnat, foreslog jeg at de skulle fortælle mig, hvor jeg kunne finde et sted at overnatte. Heldigvis lå KFUK i padborg ikke så langt fra stationen, så jeg fandt derhen. Det værste var jo, at familien i Kaiserslautem ventede mig.

Næste morgen tog jeg det første tog tilbage til Odense og rutebil hjem til Birkum, hvor vi nu boede. Mor havde fødslsdag og derfor nogle damer til eftermiddagskaffe. Hun troede, hun så et spøgelse, da jeg pludselig stod der i døren. Men hun faldt hurtigt til ro igen og jeg måtte forklare, at jeg hurtigt måtte få kontakt med familien i Tyskland. Heldigvis var hendes bror, som dengang havde en stor cykelfabrik i Odense villig til at hjælpe mig. Han fandt et telefonnummer til dem og ringede og forklarede sagens sammenhæng. Det var jo min mening, at jeg ville få fat i et visum og så afsted igen. Men blev heldigvis talt fra det af de større søskende. Hvad skulle jeg så nu. Penge havde jeg ikke ret mange af, for billetten havde været dyr. Karl, som var hjemme på besøg kom og spurgte, om jeg behøvede penge. Han gav mig 50 kr. og sagde, at dem kunne han altid få igen. Da jeg nogle måneder senere ville aflevere de 50 kroner til ham, sagde han smilende: “Dem kan du give til far. Det var ham, der bad mig give dig pengene”. Far var godt klar over, at jeg ikke ville kunne modtage penge fra ham.

Jeg læste annoncer og fandt en, som jeg kunne svare på. En direktørfamilie i Odense søgte en kokkepige. Jeg var god til at lave mad og det interesserede mig også, så jeg søgte og fik pladsen. Det var en rolig og lærende tid der. Også spændende; for der var foruden mig en stuepige og vi gik en del “i byen”. Jeg tjente nu lidt penge og kunne spare sammen til en cykel. Pengene gemte jeg i en kommodeskuffe. Det skulle desværre vise sig at være dumt; for en dag fik jeg besøg af en af musikerne fra bandet, “Papagenos Jazzband” i Svendborg. Sammen med en tidligere skoleveninde fra Ringe havde jeg set en del til de unge musikere i tiden i Svendborg. William havde fundet ud af, hvor jeg nu boede og opsøgte mig en lørdag eftermiddag og spurgte, om jeg ville med til Svendborg. Da jeg havde friweekend, sagde jeg ja, og så kunne jeg køre med ham. Jeg undrede mig over, at han havde bil, men spurgte ikke. Han skulle opholde sig på mit værelse, indtil vi skulle køre efter aftensmaden og der var ryddet op. Vi kørte mod Svendborg og i Kværndrup skulle han have benzin på bilen. Jeg blev senere sat af hos lægefamilien og skulle overnatte der. Irene var også hjemme. Jeg havde en dejlig weekend sammen med hende og den øvrige familie.

Mandag formiddag kom fru D og bad mig kigge ind i stuen til hende. Hun var meget alvorlig og spurgte om jeg savnede mine penge. Det gjorde jeg selvfølgelig ikke, men hun bad mig gå op og se efter — og ganske rigtigt de 400 kroner var væk. Da William kom hjem til sine forældre, ventede politiet på ham. Tankpasseren i Kværndrup havde fået nys om en stjålet bil og genkendte den og kontaktede politiet. William var efterlyst, så politiet lagde to og to sammen. Over for politiet indrømmede han alt — også at han havde taget mine penge, som blandt andet blev brugt til benzin. Fru D brugte megen tid den formiddag på at tælle sølvtøjet i skufferne i spisestuen. Sammen kørte vi til Odense politi, hvor jeg skulle anmelde tyveriet af pengene. Jeg fik nogen tid senere mine penge igen og kunne snart køre ud til onkel Poul og købe min flotte nye kongeblå letvægter. Der kom også et meget sødt brev fra Williams mor til fru D, hvor hun undskyldte på sønnens vegne. Flere år senere løb jeg ind i William på Københavns hovedbanegård. Jeg veg selvfølgelig i en stor bue udenom, men han bad mig stoppe, for han ville gerne snakke. Han havde rettet sig og var nu på den rigtige side af loven. Det endte med, at han inviterede på en undskyld-drink i Nyhavn. Det var da mit allerførste besøg der, og jeg oplevede med glæde for første gang Papa Bues Viking Jazzband
- og har aldrig siden set William.

Rejselysten var ikke blevet mindre og slet ikke borte. Jeg ville gerne noget med mit liv og havde længe leget med tanken om at blive telegrafist. Da jeg vidste, at lægen underviste på Søfartsskolen i Svendborg, søgte jeg ind der, men fik afslag. Fortsætte som hushjælp ville jeg bestemt heller ikke, så da jeg i håb om at blive optaget på Søfartsskolen, havde sagt mit job op hos fru D, måtte jeg nu hurtigt finde et andet job og det blev Park Hotel i Odense. Jeg var lige fyldt 18 år. Her fik de mig til at underskrive en kontrakt, at jeg ville blive i tre måneder, så gik den sommer godt med mange spændende oplevelser. To herrer fra det Kongelige Teater overnattede på hotellet. De havde set mig på gaden og nu så de mig her på hotellet, så de kontaktede mig og spurgte, om jeg kunne tænke mig at blive prøvefilmet. Derefter gik turen til København. Min snusfornuft sejrede heldigvis, så jeg opsøgte dem aldrig. I mit indre kunne jeg altid høre det lille vers, som far en gang uopfordret havde skrevet i min poesibog: “Hvad hjalp det om verden for foden dig lå, hvad hjalp det om selv du fik guldkrone på, når hjertet dog ikke i glæde kan slå”.

Engelskundervisning — Irene/Christina
“Let kommer den sjæl på afveje, der vil jage efter menneskelig kærlighed.” (D.G. Monrad)

I sommeren 1957 kom jeg som 16-årig i huset hos lægefamilien i Svendborg, hvor denne katolske familie bestod af lægen Jørgen, hans kone Lone, seks døtre og en søn. Den ældste datter, Irene og jeg kom hurtigt på talefod, da vi var lige gamle og havde fødselsdag med en dags forskel. Jeg havde netop afsluttet min realeksamen, hvorimod Irene skulle i gang med sidste skoleår i realklassen. Da jeg jo netop havde gennemgået pensum, kunne jeg hjælpe hende med de fleste opgaver, og vi udviklede et varmt venskab. Jeg holdt meget af dem allesammen og blev betragtet som medlem af familien. Ved juletid bad jeg om at måtte holde jul hos dem; for jeg ville gerne opleve en katolsk midnatsmesse. Det var meget meget smukt.

Det første halve år om formiddagen var det kun lille 1½-årige Jens Christian, som var hjemme. Dodo og Janne var i børnehave og Didde, Lissen, Sanne og Irene i skole. Jeg kom til at holde utroligt meget af den lille dreng, som knyttede sig meget til mig. Om eftermiddagen, når de mindre børn var kommet fra børnehave og skole, gik jeg ofte tur med dem. Vi plukkede markblomster til deres mor, som elskede at arrangere smukke buketter. Sommetider gik vi ned omkring færgelejet, hvorfra der sejlede små færger til Tåsinge. Nogle år senere blev der bygget bro til Tåsinge.

Småpigerne knyttede sig også så meget til mig, at de gerne ville med hjem at besøge mine forældre. Det hændte derfor et par gange, at jeg med Didde, Dodo og Janne rejste med tog via Ringe til Espe station, hvorfra der var et par kilometer at gå hjem til mine forældre. (Ved en sammenkomst hos deres mor for to år siden mindedes de nu voksne damer, at denne spadseretur syntes uendelig lang.) Far og mor har altid taget godt imod de personer, som vi børn inviterede med hjem, og der var selvfølgelig også plads til disse tre småpiger. De syntes omgående godt om især far, som havde et stort hvidt skæg. De kravlede på ham og puttede sig ind til ham og han nød det meget. De var så utroligt livlige og tillidsfulde. Senere har jeg spekuleret over, hvordan jeg dog kunne finde på at tage tre småbørn med hjem, hvor der i forvejen var fire yngre søskende, og oven i købet køre til bal lørdag aften og overlade til mor og mine yngre søskende at putte pigerne. Men det gik fint. Der blev knyttet et varmt venskab mellem min bror Niels og Didde. De var begge ca. 11 år. Selv efter, at jeg ikke længere var i Svendborg, kunne Niels finde på at cykle til Svendborg for at besøge Didde. De havde vist også i nogen tid en livlig korrespondance.

Efter endt realeksamen skulle Irene i huset hos en familie i Charlottenlund. Vi sås nogle gange, når hun var hjemme på besøg, selvom jeg nu arbejdede i Odense. Hun havde fået en kæreste, Hans, hvis mor stod og skulle ansætte en ung pige, og da jeg gerne ville til København, aftalte vi, at jeg skulle komme derover. Jeg fulgtes med min skoleveninde, Bodil, som skulle til sin farmor, og da ingen af os havde særlig mange penge, tog vi turen på stop.

MO, som Hans’ mor blev kaldt, havde fået malet det værelse, hvor jeg skulle bo, grønt; for som hun sagde, det ville passe fint til mit kobberrøde hår. Jeg havde et godt og lærerigt halvt år hos hende. Da hun var eneejer af en marmeladefabrik og også leverede appelsinsaft til Magasin, blev det mit job hver formiddag hjemme i køkkenet at presse en masse appelsiner, lave den rigtige blanding og hælde på flasker. Jeg ville jo gerne lære kontorarbejde, så jeg fik den tjans at sortere bilag og regninger alfabetisk og sætte i ringbind.

Det lykkedes mig at få et job i et lille skibsmæglerfirma, hvor der foruden skibsmægleren selv var to mandlige ansatte og to kontordamer, hvoraf jeg var den ene. Mens jeg var i skibsmæglerfirmaet kom der nogle flotte postkort fra en tidligere ansat, som nu var bosat i Vancouver i Canada. Allerede da besluttede jeg, at jeg måtte se den flotte by en gang.

Jeg havde lært mig maskinskrivning ved at leje en skrivemaskine i en månedstid, medens jeg arbejdede på Park Hotel i Odense. Om aftenen, når jeg havde vagt og skulle sidde og holde øje med om der blev ringet efter service på værelserne, sad jeg og øvede maskinskrivning, indtil der blev klaget over støjen. Så måtte jeg kun øve på det værelse, som jeg delte med en anden pige på medarbejdergangen.

Da jeg i skolen havde flair for sprog, havde jeg besluttet, at jeg gerne ville arbejde med især engelsk, så på opfordring af Irene meldte jeg mig sammen med hende til engelsk handels- korrespondance på Sekretærskolen i Dronningens Tværgade. Det var dejligt tæt på, hvor jeg boede på det tidspunkt, nemlig i Store Kongensgade, hvor jeg havde lejet et lille værelse i en såkaldt klublejlighed.

Det var en spændende tid i klublejligheden. Der boede flere personer, som senere blev kendt enten politisk eller som journalister. Desværre kunne den løn, jeg tjente, ikke strække til at betale alle de kurser, jeg havde meldt mig til (stenografi, maskinskrivning og engelsk), så jeg måtte bede om at blive afmeldt i utide og kun fortsætte med engelsk. Af en månedsløn på 700 kroner skulle der betales værelse, skat, sygekasse og skolepenge. Der var derfor ikke ret meget tilbage til mad, så jeg blev nogle måneder bagud med betaling af skat.

Det varede derfor ikke længe, førend jeg en morgen blev banket op af Kongens Foged, som kom for at pantsætte hos mig. Da jeg kun ejede de få klæder, jeg brugte til hverdag, kunne de jo nok se, at der ikke var noget at komme efter, og jeg fik derfor besked på at betale skatten hver måned plus afbetale på skattegælden. Det hændte mange gange, at jeg gik til pantelånerkontoret sidst på måneden. Det eneste jeg kunne få lidt penge for, var mine ordbøger og min cykel. Men for de 30 kr., jeg derved fik, kunne jeg købe lidt mad indtil næste lønningsdag og derefter igen indløse mine ting. Uden ordbøger kunne jeg jo heller ikke studere.

Jeg var så fast besluttet på at ville uddanne mig, så derfor så snart jeg havde tilmeldt mig engelskundervisning, ville jeg købe et skrivebord. Fandt da også via en annonce et sted på Vesterbrogade, hvor man handlede med brugte møbler fra et lager. Jeg fandt mit skrivebord, betalte 100 kr. og ventede så på, at det blev leveret. Det skete bare aldrig. Så jeg opsøgte igen lageret og fik der at vide, at “det køb kendte de ikke noget til”. Min tillid fik et stort knæk.

Irene stoppede ret hurtigt med at læse og desværre mistede vi derefter kontakt med hinanden, indtil mange år senere, hvor jeg via internettet fandt hendes adresse. Men på engelskholdet traf jeg Christina, som boede i Fredericiagade, lige omkring hjørnet hvor jeg boede i Store Kongensgade, så vi fulgtes ad og holdt hinanden fast på at møde til undervisning. Vi begyndte også at gå til jam session sammen søndag eftermiddag i jazzklubben Vingården. Her spillede unge talenter som Niels Henning Ørsted Pedersen og andre musikere, som senere blev berømte. Vi kom selvfølgelig i snak med mange forskellige unge mennesker, blandt andet husker jeg, at jeg talte en del med Johannes Møllehave. En enkelt gang ville den gamle logivært fra klublejligheden, Boisen, gerne med i jazzklub. Det er så vidt jeg ved den eneste gang i lange tider, han var klædt i jakkesæt. I lejligheden gik han altid omkring i sin lange røde housecoat og røg på sin pibe. Med sit lange hvide skæg lignede han en rigtig julemand..

Desværre hændte det også, at Christina og jeg blev varm på den samme fyr, hvor hun selvfølgelig vandt. Det var mere end jeg kunne tåle på det tidspunkt, hvor jeg jo også fik forkert ernæring på grund af pengemangel. Jeg levede ofte af daggammelt wienerbrød, som kunne trækkes i bagerautomaten for 25-50 øre. Da jeg i de unge år led af stærke menstruationssmerter havde jeg nogle stærke piller og en dag, hvor alt koksede for mig, tog jeg 20 Saridon, lagde mig på min seng og ville bare sove. Det varede dog ikke lang tid, førend jeg fik en voldsom kvalme og måtte løbe ud på toilettet for at kaste op. Jeg nåede vist ikke helt derud. Sikken en redelighed. De andre unge beboere var utroligt hjælpsomme. Nogle fik mig ind på min divan igen, andre ringede efter lægevagt. En ung mand tørrede op efter mig og vaskede gulvet. Lægevagten kom og jeg fik mit livs skideballe af ham. Det var vist lige hvad jeg havde brug for.

Senere kom Boisen, logiværten, som også boede i lejligheden, ind og satte sig på min seng. “Hvad er problemet”, spurgte han, og da jeg jo ikke godt kunne fortælle, at det var på grund af en ung mand, fortalte jeg hvad der jo nok var den virkélige årsag. Jeg kunne ikke komme nogen vegne med mit liv. En yngre søster skulle konfirmeres, men da jeg ikke havde penge til hverken pænt tøj eller billet hjem til Fyn, kunne jeg ikke se nogen udvej. Han talte beroligende til mig og skrev derefter en postanvisning på 400 kroner, som han gav mig, idet han sagde: “Så snakker vi aldrig mere om det”.

Christina var en meget selvoptaget og forkælet ung pige, som boede hjemme hos sine forældre. Hendes tyske mor og danske far var flygtet til Danmark inden krigen brød ud i 1940. De havde kendt til hårde tider og var selvfølgelig godt klar over, at jeg havde en hård tid. De inviterede mig til deres hjem til middag en gang om ugen i lang tid. Senere da klublejligheden blev solgt, fordi den gamle Boisen var død og vi alle var blevet sagt op, kom jeg ikke mere så ofte hos dem.

Det hændte, at vi i jazzklubben kom i snak med turister. Jeg husker specielt en ung amerikansk digter. Han ville gerne efter sin hjemkomst sende mig nogle af sine digte. Da jeg ikke boede fast i længere tid, fik han Christinas forældres adresse. Der kom også ganske rigtigt en mappe med flotte digte. Men jeg fik den aldrig, for Christina påstod, at den var til hende. Men et digt, som han havde skrevet om mig, fortalte mig, at hun løj og at mappen faktisk var til mig. Han skrev: “Minna, funny chick groves behind the jazz, but seems so square, otherwise I must find out what lies beneath the surface of this chick”. Et andet digt, han skrev, kunne jeg nikke genkendende til: “My life is like a lonely antique sitting in a dusty store window. Everybody finds something in it, but noboby cares enough to buy it”. Endnu et digt, som jeg syntes godt om: “I wonder what there is in Spring that cries out so wildly, cries out with so much fury”.

Først nogle år senere efter at jeg igen hjemme fra Canada var blevet gift og havde fået to børn, mødte jeg Christinas mor en dag, da jeg havde et vikarjob inde i Store Kongensgade. Jeg inviterede da Christina og hendes forældre hjem til middag hos os i Hareskovby. Nu var der igen etableret kontakt til Christina, men det skulle jeg bittert fortryde. Cirka et år senere dukkede hun op i en taxa hos os. Hendes eneste baggage var en indkøbspose fyldt med guldøl. Hendes hår sad forfærdeligt og hun var i løbet af det år blevet umådelig kraftig og hærget at se på. Hun fortalte, at hun var flygtet fra Sankt Hospital, og da hun flygtede gennem haven var hendes paryk blevet hængende i en gren.

Det var i begyndelsen af januar måned 1974. Hun sagde, at hun bare behøvede et værelse, hvor hun kunne være sig selv. Da vi på det tidspunkt endnu ikke havde fået indrettet førstesalen i huset og derfor selv sov i stuen, kunne jeg selvfølgelig ikke opfylde hendes ønske. Da jeg samtidig var gravid i niende måned, sagde Jørgen omgående, at vi under ingen omstændigheder kunne huse hende. Jeg ringede derfor efter en lægevagt for at få hende indlagt. Jeg fulgte med i ambulancen til København og blev hos hende indtil en læge kunne se til hende. En ung læge kom omsider og undersøgte hende lidt, idet han sagde: “Skal jeg indlægge hende, så kan jeg indlægge det halve Københavns befolkning med alkoholproblemer”. Så stod jeg med hende igen. Hun fortalte så, at hun havde en lejlighed et sted i nærheden. Vi tog en taxa derhen, og jeg fik hende indstalleret i sengen med en kande vand og et drikkeglas. Da hun havde frygtelige abstinenser, stillede jeg også en spand. Det var nu næsten midnat, så jeg måtte skynde mig hjem. Næste dag ringede hun til mig og grinende fortalte, at så snart jeg var gået, stod hun op og gik på værtshus. Heldigvis hørte jeg aldrig mere fra hende. Hendes guldøl delte vi nok med nogle venner ved senere lejligheder. En aften mange år senere, da Jørgen og jeg var i biografen inde i København - vist nok sidst i firserne - er jeg sikker på, at jeg så hende i pausen nogle rækker fra os. Vi havde kun ganske kort tid øjenkontakt. Hun var meget ældet.

I skibsmæglerfirmaet fik jeg god kontakt til den anden unge pige, Kate. Hun inviterede mig også med hjem til sin mor og papfar. Men jeg brød mig ikke om dem og tog derfor ikke med oftere. Kate fortalte, at moderens mand havde voldtaget hende, da hun var ni år. I det hele taget et forfærdeligt rodet familieforhold. Manden havde fra tidligere ægteskab nogle sønner, som alle var kriminelle og i hvert fald en af dem indsat i horsens. Denne unge mand forsøgte at korrespondere med Kate, men moderen ville ikke vide af det, så Kate spurgte, om han måtte sende brevene til min adresse i klublejligheden i Store Kongensgade.

Det var da ok med mig. Senere svandt interessen for hende, og han skrev derfor til mig og spurgte, om jeg ville korrespondere med ham. Stadig ok med mig. Han sendte de smukkeste digte. Det var svært at forestille sig, at sådan en person var kriminel. Så da han skrev og spurgte, om jeg ville besøge ham, sagde jeg selvfølgelig ja. Dengang var der natbåd fra København til Ålborg. Så jeg tog den og sov i restauranten om natten. Bus eller tog fra Ålborg til Horsens næste dag. Sikken et chock, det var at komme inden for fængslets mure. Fængselsbetjenten med et kæmpe nøgleknippe låste døre op og låste igen, når vi var gået igennem. Dette gentog sig mange gange, inden jeg kom frem til besøgsværelset. Her fik jeg mit livs største chock. hvor var han grim og fyldt med tatoveringer. Al den hud, som kunne ses, var tatoveret. Han havde lyst stridt hår og meget lyseblå øjne, som ikke kunne fokusere på et punkt ret længe ad gangen. Vi snakkede om løst og fast, og jeg tænkte kun på at komme ud så snart som muligt. Han kunne selvfølgelig godt se hvor ubehageligt, jeg havde det, og sagde mens han hele tiden rullede lysedugen til en pølse og ud igen: “Nå, så har du set, vejet og fundet for let”. Jeg svarede ikke, men gjorde tegn til betjenten i hjørnet, at jeg gerne ville ud. Al korrespondance hørte selvfølgelig herefter op, men underligt nok har jeg i gemmerne beholdt hans breve og digte. Jeg vil her gengive et fra ham skrevet på et papir med store roser: “Kære Rødtop! Jeg vil hermed sende dig en lille hilsen, det er i dag en måned siden jeg fattede om pennen og skrev til dig. Det er mig en stor glæde du vil fortsætte, og jeg vil da også selv skrive til dig videre fremover. Jeg håber du har det godt og glæder mig meget til vi en engang skal ses, det er ved at være et af de største ønsker jeg har. Ellers går det godt, jeg holder skruen i vandet og det går fremad. Håber det samme for dig. Hermed mange kærlige hilsner fra din Erik.” Og digtet lyder: “Skønt blomsten og duften er uægte kan den sige mere end ord — jeg sender dig roser og fortryder slet ikke spor”.

Et andet digt, som han sendte til mig efter at jeg havde fortalt om en ferietur til Italien sammen med Christina lyder: “Italia” — Roma, ora 11 — siesta, en hed luft - mættet med latter og kåde men’sker — i spraglede skjorter, og korte skørter - fiskerbåde med spraglede sejl - syngende kvinder med bare tæ’r skrålende unger — vinranker på lange terrazzer — en gammel bonde med smil i øjne og på mund — vildt gestikulerende på et fremmed sprog — en nordisk kvinde — smilende på den varme grund — går drømmende omkring på slanke ben — bøjer sig og plukker en blomst hist og her — glemmer det kolde nord for en stund — bader i Middelhavets blånende vand — og soler sig på den hvide sandede strand — men en dag, altfor hurtigt — går rejsen atter mod nord — hjem til kendte strande og kolde stu’r — men kvinden — min drømmepige — tænder et levende lys og glemmer — det kolde nord — for den varme syden!”

På omtalte ferierejse til Norditalien havde jeg skrevet følgende dagbog, mens jeg lå i sengen på grund af solskoldning:

“Finale Ligure den 4.8.61.
Sidste aften i Finale. Det er vemodigt at skulle rejse herfra. Kunne jeg bare komme med ud at danse, men nej, det er udelukket. Jeg er fuldstændig solskoldet og må ligge i sengen. Kan ikke sove; for jeg har sovet hele eftermiddagen. Jeg tror, at jeg har feber. Mine rejsefæller er meget søde og spørger hele tiden til helbredet og giver gode råd. “Olivotti” var rørende venlig og sagde, at jeg endelig måtte drikke en kop te og fulgte mig ind til de andre i spisesalonen. Rinsoe gav mig den med et stort smil og kom bagefter med frugt.

Her er så skønt, at det næsten ikke er til at tro, at det er virkeligt. Solen skinner hele dagen og alle folk er så glade. Det er rørende at se hvor de italienske kvinder er glade for deres børn. Ungerne er meget velplejede og fikse i tøjet. Mødrene har dem hos sig hele tiden og leger med dem ved stranden.

Den største del af befolkningen her i byen er fiskere. De har bådene liggende nede ved stranden og deres net og garn lagt til tørre på stenstranden. Om eftermiddagen ved 16.30 tiden, når solen ikke brænder så voldsomt mere, tager de ud og er ude hele natten.

Forleden morgen var vi tidligt på færde og var så heldige at se, da bådene kom ind og fangsten slæbt hen til konerne, som sorterede den. Vi så blæksprutter og mange andre sjove fisk. Christina fandt en lille sild ikke større end en tændstik. Da fiskene var blevet sorteret og lagt i forskellige kasser og derefter sat på vogne, drog kvinderne barfodet op ad gaden og råbte en masse på et for os skandinaver uforståeligt sprog.

Der er vidunderlige og mærkelige typer blandt disse mennesker. De lever fra dag til dag og ser ikke ud til at have store bekymringer. Der er ingen nerver på nogen steder. Men temperament, det har de. De taler højrøstet og med masser af fagter. For uvedkommende lyder det som om de skændes. Forretningsfolkene er ikke meget anderledes. Når der ikke er kunder, sidder de på en stol uden for døren og kigger på folk og trafik. Og trafik, det er der. Det er utroligt, at der ikke sker sammenstød eller at nogen bliver kørt ned. Man går midt på gaden, og kommer der en bil, ja så flytter man sig lidt. Hvis chaufføren føler trang til at give luft for sin harme over ikke at kunne komme videre, ja så stikker han hovedet ud ad vinduet og fortæller med et smil en masse, man ikke forstår et muk af. Hvor de kan køre hurtigt, gør de det, og de kører brandsikkert, men det er jo nok fordi nervesystemet er i orden. Der er en meget befærdet gade, vi skal over, når vi skal op til vores hotel, og der står vi gerne et par minutter, inden vi kan komme over. Vi har fundet på at sige: “Spring, for livet”, og det er ikke uden grund. Knap nok er man i sikkerhed på den anden side, førend den næste bil suser forbi.
 
Selve landskabet her er eventyrligt smukt. Byen strækker sig helt nede fra Middelhavet til langt op ad bjergene. Nederst ligger promenaden — byens stolthed — med de store hoteller og fortovsrestauranter. Derefter den nye bydel og sidst den gamle. Længere op ad bjerget ligger store, smukke villaer, som er pragtpaladser. Vi bor et stykke op ad denne bjergvej. Lige efter vort hotel ligger ruinerne af en ældgammel borg. Allerede første dag var jeg henne at klatre i murbrokkerne. Der er den skønneste udsigt over byen herfra. Helt oppe på toppen af det bjerg lige bag os ligger en restaurant “Mellina”. Her kommer den lokale ungdom og danser på udendørs cementgulv til musikken fra en jubebox. Vi var deroppe med Rinsoe og Roberto torsdag aften. Det var ikke særlig vellykket; for under klatreturen derop, tabte vi begge to hælene på vore sko. Vi sad og nød et par flasker hvidvin og den strålende udsigt. Så langt vi kunne se, var der langs med stranden og langt ude på havet fiskerbåde med skinnende lanterner. Det var en meget stjerneklar aften, så alt det smukke, vi så, tog lidt af ærgrelsen over skoene.

Der har været så mange nye indtryk og oplevelser, at det er svært at foretrække noget bestemt. Men en ting har alligevel grebet mig meget. En aften da vi gik henad promenaden, hørte vi musik og en mængde mennesker stod i kreds omkring dem, der spillede. Vi masede os ind til inderkredsen og så de mest musikalske børn, vi endnu har set. De var ikke mere end 6-7 år. Den lille pige slog på trommer og sang bedre end nogen refrainsangerinde. Den lille dreng spillede harmonika. De blev akkompagneret af deres far på guitar. Mellem hvert nummer gik pigen rundt med en plastikbakke og samlede penge ind. Mens vi stod og hørte på dem, kom vi i snak med Mario og Delfino. De inviterede os ud til fredag aften. Det var hyggeligt. Vi kørte med en af byens to hestevogne op til en yndig restaurant “Jenny”, som ligger et stykke op ad et bjerg. Da aftnerne er så lune her, er næsten alle restauranter udendørs. Denne var anlagt i tre etager op ad bjergsiden, adskilt ved vinranker og hver etage omgivet af vinranker. Der løber en lille bjergbæk midt i det hele, og over en lille bro til 3. etage. Inde imellem bladene hænger kulørte lamper. Bordene står med ret stor afstand, så at man kan danse der på et cementgulv. En højtaler fra jukeboxen leverer musikken. Man danser mest cha cha cha og tango her, og de fleste italienere er gode dansere.

Lørdag aften var vi også ude at danse. Denne gang på “Canano”. Denne restaurant ligger også op ad bjergsiden, men er på kun én etage og der er fast dansegulv. Bordene står ud til siderne inde mellem træer. Alt her er også omkranset af vinranker ovenover, så det danner tag. Mens vi var der, forsvandt pludselig alt lys, og der lød som et skrig op nede fra byen. Det varede vel cirka et kvarter, så sad vi alle ved stearinlys. Det var meget stemningsfùldt med levende lys blandt alt det grønne. Vi fik champagne og jeg fik seks glas og havde det dejligt, glemte næsten, at det gjorde ondt på de solskoldede steder.

Det er sjovt og spændende at klatre i bjerge. Allerede anden dag her klatrede jeg en tur op alene og fandt oppe over klipperne et græsbevokset sted med enkelte træer. Her lagde jeg mig i skyggen og pustede ud. Nogle dage efter tog jeg turen igen sammen med Christina. På vejen ned plukkede vi en masse vilde blomster i de skønneste farver. Der var blandt andet små bjergnelliker. På den første tur alene fandt jeg den yndigste lille bjergsø helt omgivet af træer. Vi kunne tydeligt se hvor vandet kom op: for det boblede hele tiden fra en kilde. Jeg er blevet mægtig gode venner med en gammel tykmavet bjergbonde, som jeg også mødte på den første tur. Han gik og overrislede sine vinplanter. Hans mark er anlagt i flere etager, og når han vander, løber vandet fra øverste etage og nedefter. Jeg har efterhånden mødt ham mange gange på mine ture op, og hver gang hilser han med et “tjaw” eller “bonne sera signorita”.

De sidste dage, hvor jeg ikke har kunnet gå ud i solen, har jeg mest tilbragt på mine to stam fortovsrestauranter. Det er vidunderligt afslappende at sidde i hængesofaen, hvor tjeneren efterhånden kender mig og ved, at jeg skal have “uno campari soda”. — Ja, verden er lille. Forleden fik jeg den serveret i et glas, hvorpå der stod “Tuborg beer Copenhagen”. På den anden café er værten det mest pragtfulde menneske, man kan tænke sig. Her holder også de fleste danskere til. Han kan enkelte ord dansk og det lyder vældig charmerende, når han siger dem, og så lyser han op i et stort smil og viser sine to guldtænder frem.

Takket være Kurt, vores rejseguide, har det været en vellykket tur helt igennem. Lige fra starten var han meget flink over for os og sørgede for, at vi kom i en kupé alene sammen med ham. Han var god at sidde og sludre med i toget herned. Desværre skal han ikke med hjem. Jeg sov overhovedet ikke på vejen herned. Det var alt for smukt at sove fra — at se daggryet over de sneklædte bjerge i Schweiz. vi var tryllebundne.”

Vinfirmaet KARMEL
Jeg følte efterhånden, at jeg kunne så meget engelsk handelskorrespondance, at jeg turde søge en bedre betalt stilling. Det blev hos vinfirmaet Karmel, som lå på hjørnet af Kattesundet og Lavendelstræde. Nu startede en helt ny epoke i mit arbejdsliv. Her fik jeg opgaver med ansvar, blandt andet at være med til at ekspedere i den smukke butik, som for mange år siden var blevet dekoreret af tegneren Sikker Hansen. Grosserer Slor, som selv havde oplevet at være ubemidlet, hjalp den unge tegner ved at lade ham dekorere sin butik. Slor var sammen med en kammeret kommet fra Israel til Danmark som ganske ung. De var i Tyskland, da første verdenskrig brød ud og for at skjule deres identitet skaffede de sig af med alle papirer og vandrede om natten mod Danmark. Her fik han asyl og arbejdede med tilfældige jobs, indtil han kunne købe forretningen og indrette sin vinimport og detailhandel. Det blev til mere end blot vin. Han imponerede også tomater og appelsinjuice på dåse samt badedragter fra israel. Efter nogen tid fik jeg ansvaret for bestilling og distribution af badedragter. Jeg havde god kontakt med de to sælgere, som rejste rundt i Danmark og fik ordrer på badedragterne. De sendte deres ordrer til mig og jeg bestilte hos fabrikanten i Israel, samtidig med at jeg sørgede for at gemme ordren, så at jeg kunne sende det rigtige til kunden, når varerne ankom samlet i store kartoner. Jeg assisterede også prokuristen med at føre bøger og i travle perioder hjalp jeg til på lageret. Det var den gang omsen og senere momsen blev indført, så forretningerne hamstrede, inden de skulle til at betale den ekstra afgift. Jeg hjalp ofte med overarbejde til langt ud på aftenen dels med at sætte propper i vinflaskerne på en speciel maskine. Det var meget hårdt for højre hånd at presse proppen ned i flasken. Jeg hjalp også med at sætte etiketter på flaskerne, og når ordrer var klar til levering at sætte banderoler på. Der blev holdt meget nøje regnskab med banderolerne, som var købt dyrt, for de var jo firmaets betaling til toldvæsenet. Værdien afhængig af, om det var bord- eller hedvin. Mens jeg var der, kunne Slor fejre 70 års fødselsdag. Alle ansatte var inviteret ud at spise på en ganske bestemt restaurant, som hed “Glyptoteket” og bagefter skulle vi se filmen Exodus, som netop var kommet til København. Det skulle være på denne restaurant, men først nogle år senere fik jeg historien hvorfor. Kort før jeg skulle forlade firmaet for at rejse til Canada, kom der en dag besøg af to engelsktalende herrer. De havde en aftale med Slor. Jeg viste dem ind, serverede kaffe for dem og lukkede døren. Hele eftermiddagen sad de hos Slor og vi fik ikke at vide, hvad besøget drejede sig om. Det fandt jeg ud af nogle år senere, da jeg på en boghylde i et supermarked i Vancouver så en bog med titlen “Rescue in Denmark”. Her var hele hans historie. Under krigen havde Slor på restaurant Glyptoteket haft sit faste mødested med medhjælpere i modstandsgrupper. Slor forestod transporten af jøder til Nordsjælland for transport til Sverige. Han var aldrig selv uden for landet. Hver dag optrådte han i forskellig forklædning og forskelligt arbejde. Han kørte for eksempel ølkusk med hestevogn og kunne have passagererne i ølvognen.

Der var en særlig stemning i det lille firma, nærmest familiær. Vi var seks ansatte: prokuristen, vinkyperen, chaufføren, etiketteringspigen, en rengøringsdame et par gange om ugen og jeg. Næsten hver dag kom Clausen på besøg. En hyggelig gammel mand, som boede et par etager oppe, forresten i den lejlighed, hvor Mozarts enke havde boet med sin danske mand. Clausen var tidligere betjent ovre i Folketinget. Han kom blandt andet for at smage på “varerne”, som han havde stående i køkkenet. Der var forresten også en flaske med kirsebærvin med en etiket, hvorpå vinkyperen for sjov havde skrevet “Frk. Rueskov”. Hvorfor mon?

Efter at jeg havde besluttet at emigrere, måtte jeg jo tjene flere penge for at kunne betale billetten. Jeg havde derfor i nogle måneder haft morgenrengøring i telefonhuset, inden jeg mødte på arbejde kl. 8.30. Senere gennem vinkyperen havde jeg fået kontakt med Bent Hasebart på restaurant La Cubana på Frederiksberg. Jeg fik et weekend job, hvor jeg fredag og lørdag aften skulle hjælpe i garderoben. Foruden fast løn fik jeg også mange drikkepenge. Pludselig lysnede det gevaldigt for mig. Jeg kunne købe nyt og for en gansk skyld godt tøj. Det var lidt sentimentalt at skulle forlade denne dejlige gruppe mennesker. Clausen tog som opgave at sælge min cykel for mig. Han overtalte Slor til at købe den til sin kone. Han fik oven i købet en god pris for den efterhånden godt brugte cykel.

Emigrerer til Canada (Dagbog fra rejsen — sommer 1963)
“Jeg havde ikke troet, at det skulle blive så svært at sige farvel til forældre, søskende og alle mine venner — specielt Vic. Men nu havde jeg taget det første skridt, så de næste måtte også tages. Victor og Flemming havde holdt afskedsfest for mig lørdag aften den 22. juni 1963, så Flemse blev hos os, da han alligevel ville med til båden (den polske liner BATORY) om søndagen. Vi tre hentede Christina og nede ved amerikakajen mødte vi mor, Poul Erik, Lis, Lise, Edith og Ketty. De fik alle lov til at gå med om bord. Tante Edith og lise gav mig hver en afskedsgave, og ih! hvor blev jeg rørt over Lises brev, som fulgte med indeni. Hun ønskede mig held og lykke og opmuntrede. Desværre skete det, at Flemse og Christina ville i baren. Vi andre var nede at bese kahytten. De havde ingen tilladelse, så jeg måtte hen at klare ærterne for dem. Det tog desværre ret lang tid — ja så lang tid, at mor nåede at blive rigtig vred på Christina. Nåh! Efterhånden blev der ringet til afgang for besøgende, og Vic og jeg måtte da lige sige farvel endnu engang. Jeg tror desværre, at begejstringen ved at skulle ud på en lang rejse, samt alle de allerede nye indtryk gjorde mig fraværende, så at jeg virkede temmelig ligegyldig over for ham. Men det skænkede jeg slet ingen tanke den gang, ja, jeg var måske endda for ivrig efter at komme af med ham; for efter at de alle havde taget kærlig afsked, blev han længe stående med armene omkring mig. Men uforskammet skyndede jeg ustandselig på ham for at han skulle gå i land. Men hvor var tiden lang, inden skibet omsider gled fra kaj. — Først da gik alting rigtig op for mig. Nu var jeg mutters alene. Min familie og alle mine bedste venner stod derinde, alle med våde øjne, og jeg kunne ikke engang så meget som glippe en tåre frem, men da de efterhånden kun var små vinkende prikker derinde på land, kunne jeg græde. Nu var jeg alene i verden, for sure! Og havde kun mig selv at stole på (som far sagde til mig den første gang jeg drog hjemmefra på cykel til Svendborg).

Minna Sønder på vej til CanadaMinna Sønder på vej til CanadaJeg skulle dele kahyt med en svensk pige ved navn Lena. Vi blev ikke de bedste veninder. Dertil var vi alt for forskellige. Efter at vi havde indtaget en vidunderlig velkomstlunch gik vi ned og pakkede ud og indrettede os behageligt. Jeg valgte den øverste køje. Lena den nederste, så på det punkt var vi dog ikke ens, men på alle andre til gengæld. Vi brugte nøjagtig ens make up, neglelak, sko osv., og om aftenen —ja hverdag — skulle vi falde for den samme mand. Vi kom ikke til at tale ret meget sammen af den grund. Vi skiftedes til at være jaloux. Hvor dumt! Tænk, hvor vi kunne have haft det dejligt.

Om eftermiddagen sad vi på soldækket og nød sejlturen nordom Sjælland. Der blev serveret vidunderlig middag kl. 19.30. Vi valgte den sene middag. Kl. 21 nøjagtig startede den første aftens dans. Allerede om eftermiddagen kom vi til at kende Ove Andersen. Han hørte os tale skandinavisk, så han tillod sig “at blande sig”, som han sagde. Sammen med ham gik vi ned i baren og nød en rom og cola. Lidt senere kom de unge polske studenter, som vi på resten af turen skulle blive så uenige over. Christopher kom direkte hen og satte sig ved siden af mig. Mit hjerte slog et par ekstra slag lige med det samme. Vi sludrede længe og han gav et par drinks. Han var økonomistuderende og skulle gå fra borde allerede i Southampton for at besøge sin søster. Vi dansede vidunderligt sammen, og jeg følte mig i den syvende himmel, indtil Lena blev søsyg, da gik han over for at danse med hende, og hun klamrede sig til ham. Dum som jeg var, tog jeg notits af det og forlod dansegulvet og gik en tur på dækket. Vel en halv time senere kom jeg tilbage, og straks kom Christopher tilbage til mig. Lykkelig blev jeg, og sur blev Lena. Han forklarede, at han syntes, at han blev nødt til at få hende til at bevæge sig, da det er meget vigtigt ved søsyge. Jeg forklarede, at det var vidunderligt stormvejr udenfor. Vi gik ud og så på havet i oprør, og hvor var det dejligt. Vandet sprøjtede ustandselig over rælingen — selv helt oppe på første klasses dæk. Vi knugede os til hinanden, for skibet vuggede, så ingen kunne holde balancen. Det var Skt. Hans aften — og dette måtte da vist være den tid, vi rundede Skagen. Det var morsomt at danse tvist på et vippende dansegulv. Hvis stemningen ikke var der, kom den da nu. Dansen sluttede præcis kl. 24 og Christopher og jeg gik ud for at sige god nat. Denne gang fortalte han mig, at han er gift i Polen, og at han har en lille datter. Jeg kunne ikke sige noget til dette; for naturligvis betragtede jeg dette — som alle efterfølgende oplevelser — som en behagelig ferieoplevelse. Næste aften så jeg ham i bio sammen med en polsk pige. Bagefter sås vi i baren. Han spillede bridge. Jeg snakkede med Edwin og hans bror. Lidt senere kom Christopher over, og vi fortalte morsomme historier og vittigheder. Det var vidunderligt at være midtpunktet. Inde i baren sad Jeremy og drak. Det pinte mig at vide, at det var på grund af mig. Jeg havde afvist ham kraftigt den første aften og hele denne dag på soldækket. Jeg gik derfor ind og talte med ham. Han var døddrukken, og det eneste han sagde var: “You are so beautiful”. Jeg fik Edwin og chris til at gå en tur med ham i frisk luft. senere sad vi alle igen ved vort bord og denne aften fulgte Edwin mig ned og han kyssede mig godnat uden for døren.

Startede tidligt tirsdag morgen med en frisk svømmetur nede i svømmehallen sammen med gutterne. Om formiddagen var atmosfæren så underlig hektisk. Mange skulle af i Southampton, og vi, de resterende, ville gerne i land i de fire timer, vi skulle ligge til kajs. Men kun fire af de unge polske studenter fik tilladelse. Christopher kyssede mig på kinden lige for øjnene af alle, før han gik fra borde, og glad blev jeg. Resten af dagen tilbragtes på soldækket, og jeg kom til at kende endnu flere polakker. Åh! hvor jeg nød tilværelsen. Om aftenen var der dans, og Edwin og jeg faldt i armene på hinanden. Vi havde også en dejlig tid på dækket med skumsprøjt, da skibet sejlede ud i Atlanterhavet. Men idyllen blev afbrudt af Caesar, som kom for at fortælle mig, at min taske stod i baren, hvad jeg for øvrigt godt vidste. I guder, hvor den mand dog irriterede mig de første dage. Han fulgte mig ustandselig med øjnene, sad bare i sin stol og kiggede. Jeg var ved at få mareridt af de øjne. De første dage, da jeg var så omsværmet af de unge polakker og nød det, irriterede han mig, men senere da de andre unge fandt sammen to og to, blev han mig en meget god ven, og vi nød mange timer i hinandens selskab, i baren, ved bingospillene og ved dansen. Han er humoristtegner, og på min opfordring hængte han alle sine medbragte tegninger op i biblioteket til underholdning for passagererne. Han lovede mig den aften vi arrangerede ophængningen, at han ville sende mig en tegning, hvis jeg ville sende ham et postkort, hvad jeg har gjort og også fået svar fra ham, at cartoon-tegninger er på vej efter udstillingen i New York. (Jeg har den dag i dag flere eksemplarer hængende.)

Jeg kan slet ikke forstå, at sejlturen varede i ti dage. Nu bagefter synes den kun at have varet kortere, men den var vidunderlig, afslappende og med mange dejlige og spændende oplevelser. En morgen blev der råbt over højtaleren, at vi i horisonten kunne skimte isbjerge. Jeg skyndte mig ud af køjen og op på dækket og så et storslået syn: Et kæmpe stort isbjerg med to toppe i de mest fantastiske farver: Søgrøn, lyseblå, lyserød og violet. Selv om det var lidt tåget, må en solstråle have strejfet det. Der kom mange flere efter dette. Men det første var det smukkeste. En anden dag, mens vi sad på soldækket om eftermiddagen blev der råbt, at vi kunne se hvaler, og sandelig vi så nogle glinsende sorte rygge og lidt længere bagude stod pludselig en vandsøjle lodret i vejret. Om det så var delfinerne, så gjorde de os den glæde at komme springende langs med skibet.

Efterhånden begyndte vi at længes efter at se land, og da de første kyststrækninger af Nova Scotia kunne skimtes, kunne vi ligefrem mærke, hvordan stemningen steg blandt passagererne. De sidste dage havde været tågede, og det var for koldt at ligge ude i liggestolene. De, der lå der, var pakket godt ind i uldne tæpper, og dækket lignede garanteret en egyptisk pyramide med alle de mumier, som lå der ubevægelige, for selv den mindste bevægelse ville få kulden ind under tæppet.

Alle nød sejlturen ind gennem Sct. Lawrence bugten og især da vi lagde til i Quebec. Efter at alle de nødvendige foranstaltninger var overstået vedrørende os emigranter, såsom at blive budt velkommen, få stemplet pas og blive budt på en kop kaffe, fik vi lov til at gå rundt i byen. Jeg kom desværre afsted senere end de andre, da der var nogle ting at ordne med min billet til Calgary, så jeg travede ud ad vej en alene og selvfølgelig i den forkerte retning; for jeg ville til den indre by, men kom ud mod en skov. Allerede disse første ti minutter på canadisk jord gav mig et godt billede af canadisk skik og brug, hvilket jeg senere skulle erkende så bittert; for ikke mindre end 5 biler stoppede og spurgte, om jeg ville have et lift. En af dem vendte sågar sin bil, da jeg gik den anden vej, men da jeg så vendte om igen, da han standsede, trådte han speederen i bund og var væk i en støvsky. Jeg travede videre og kom til en statue, vistnok hvor en eller anden engelsk konge engang var landet med sin dronning. Bag mig var der en mægtig høj træbevokset skrænt, som jeg faktisk gerne ville klatre op ad; for der måtte da være en god udsigt, men lige pludselig satte det i med et voldsomt tordenvejr. Skraldene rungede der under skrænten, så jeg troede mit hoved skulle sprænges. Jeg skyndte mig tilbage med en bus, som netop passerede. Den skulle netop til city, så jeg tog dertil. På vejen kom Jørn ind og ih! hvor han kiggede, fordi jeg kom fra den side. Mens vi fulgtes ad i byen og så på vinduer og biler, kom regnen så pludselig som tordenen tidligere. Store tunge dråber silede ned. Man kan med rette sige, at det regnede i tove. Vi fik fat i en taxa, og afsted gik det mod skibet. Snart sejlede gaderne. Kloakerne kunne ikke tage vandet så hurtigt som det kom. Vi var knap kommet ud af bilen, før jeg hørte mit navn blive råbt op i bøjtaleren på skibet. Jeg skulle omgående komme til purserkontoret. Her ventede en ung mand fra Canadian Pacific Railways med min nye billet. De havde forsøgt i over en time at få fat i mig. Min togrejse ville nu blive direkte til Calgary i stedet for via Edmonton med Canadian National Railways.

Den sidste dag om bord var temmelig forvirrende. Alle var en smule opstemte over det nye, som nu ventede. Nu havde vi alle vænnet os til hinanden. Nogle skulle tage rørende afsked med hinanden. Her tænker jeg på Davek og Yolante. Hvor var de søde. Jeg skal aldrig glemme den samtale, jeg havde med Yolante en dag. Hun bad mig om at skrive. (Jeg må også se at få det gjort.) Afskedsmiddagen satte et festligt punktum. Kaptajnen kom og spiste ved vores bord. Alle var festklædte og alle havde vin på bordene. Jeg tror nok, at kaptajnsballet den aften var morsomt. Jeg morede mig bare ikke. Allerede da Jeremy sagde til mig, at jeg så unhappy ud, slog han den sidste gnist af humør væk. Jeg gik ned i kahytten og sad en timestid, men det hjalp ikke, så jeg bestemte mig til for een gangs skyld at drikke, og ikke så snart jeg var i baren, før Caesar var ved min side. Han bestilte et par Hurricane coektails og vi skålede. Ovre fra den anden ende af baren skålede en af officererne med. Den næste omgang gav han og kom over til os. Nu var jeg igen midtpunktet og nød alle de komplimenter, de gav. De skiftedes nu til at danse med mig. Efter at alle efterhånden havde forladt dansegulvet, kom jeg til at snakke med Edwins bror. Vi havde en meget lang og interessant samtale. Hele tiden så jeg Caesar gå forbi vinduerne ude på dækket. Nu som alle de nætter, alle vi unge sad i baren og sang og sludrede, vogtede han på mig.

Tirsdag den 2. juli 1963 om morgenen lagde vi til kaj i Montreal, men først ved middagstid begyndte de første at gå fra borde. Jeg gik fra borde ved 14-tiden. Udenfor holdt de store busser parat til at køre passagererne videre. Nogle til banegården, andre — dog kun polakker - til opsamlingslejre uden for byen. Et syn, som for evigt skulle stå mejslet i mit indre blik, var synet af de polakker, som havde opholdt sig under dæk og som nu kom frem — mange havde sivsko på fødderne.

Resten af dagen indtil kl. ca. 20 tilbragte jeg med at gå rundt i Montreal. Først til frisør, derefter sightseeing. Toget afgik kl. 20.05. Hvor skuffet blev jeg ikke, da det viste sig, at min medpassager var en ældre dame. Men jeg skal love for, at min mening ændredes, da det viste sig, at hun var en elskværdig, humoristisk dame, ja en rigtig Bedstemor And. Hvor skal jeg aldrig glemme, da hun så en flue, tog sin ene sko af og gav sig til at hamre på ruden efter det stakkels dyr. “Dirty trick”, sagde hun godt nok og mast var fluen. Hun forklarede mig om forholdene i toget og vi gik til spisevognen sammen. Alle gik til ro den første aften, såsnart køjerne var redt op. Hele næste dag sad jeg oppe i panoramavognen sammen med to unge piger fra Montreal. Jeg tippede dem fra starten til at være 17-18 år, men hvor forbavset blev jeg ikke, da de fortalte, at de var 22 og uddannede lærerinder, specielt da den ene spurgte, hvor Denmark er, og da den anden spurgte, om folk i Denmark stadig går med lange kjoler og træsko. Men ærligt talt, kan man bebrejde dem. Ser man ikke på alle reklamer fra Danmark, at folk bærer nationaldragter. Vi kørte gennem fantastisk smukke landskaber. Ustandselig krydsede vi små vandløb eller kørte langs store floder eller søer, hvor vi så bæverdæmninger, og alle de skønne planter, som voksede der og storslåede bjergpartier ude i horisonten, og mange gange kørte vi igennem disse bjergpartier.

Jeg skal aldrig glemme den aften, vi kørte langs med Lake Superior. Der var i dagens løb steget et katolsk drengekor på toget. Da var næsten alle samlet oppe i udsigtsvognen den aften, og de sang vidunderlige sange — religiøse sange og almindelig kor- og kanonsange. Da de sang Ave Maria, mens jeg så solnedgangen i henrivende orange, gule, rosa — ja til sidst over i blågrønne og brune nuancer, måtte jeg græde i stilhed. Jeg kunne mærke, at en eller anden betragtede mig og skyndte mig at få hold på mig selv, og da jeg vendte mig om, så jeg ind i et par vidunderlige store grågrønne øjne. En ung mørkhåret mand på måske 22 år stod i midtergangen og kiggede på mig. Jeg kiggede ud ad vinduet igen, men så knap nok de smukke bjerge langs søens bugtninger. Mine tanker var forstyrret nu. Jeg måtte vende mig igen, men nu var han væk. Fra nu af havde jeg ikke ro på mig. Jeg lyttede til drengenes sang, indtil de blev gennet ned i seng ved 23-tiden. Lidt efter lidt gik de forskellige ned og jeg sad alene deroppe i mørket og nød stilheden og drømte, mens jeg så bjergene glide forbi ruderne som sorte silhuetter nu. Jeg drømte dejligt den nat. Næste dag havde vi 2 timers ophold i Winnipeg. Jeg gik sammen med de to lærerinder. Vi mødte nogle af de store drenge fra koret, og han var der også. Da toget omsider ved middagstid kørte videre, og jeg var på vej til spisevognen, fik vi vores chance for at mødes. Han sad inde i drengenes bagagerum med åben dør. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg ville naturligvis gå videre og lade som intet, men han kom frem i døren og sagde “hello”. Jeg svarede “hello”. Luften var meget varm, så han spurgte, om jeg ville ind i skyggen. Og så begyndte igen for mig denne elektriske påvirkning. Hans nærhed formelig brændte mig som ild. Jeg måtte rykke lidt bort fra ham, men da tog han min hånd. Han var meget alvorlig. Og når jeg rigtig betragtede ham, kunne jeg se, at han var direkte smuk. Hans lange mørke vipper lå ned ad hans kinder, da han sad og så på min hånd. Jeg kan huske, at han havde en meget fin profil. Vi talte om ligegyldige ting, mens vi begge kunne mærke den andens påvirkninger. Vi besluttede at gå i spisevognen sammen. Bagefter sad vi oppe i udsigtsvognen. Han holdt igen min hånd. Efterhånden var der så mange mennesker, og alle de unge drenge på 14-15 år kom med alt for næsvise bemærkninger, så vi gik ned og fandt en tom kupé, hvor vi satte os over for hinanden med en pude under hovedet. Vi så hinanden i øjnene og de brændte. Lidt senere fandt de små drenge os der, og de blev ved med at gå igennem vognen og smile til hinanden og fnise. Åh! Hvor var de dog søde, men iriterende. Guy var deres korleder. Vi nød igen aftenen i udsigtsvognen, hvor drengene gav endnu et par numre. Denne aften skulle de tidligt til ro; for næste aften skulle de give koncert. Guy og jeg spiste morgenmad sammen. Bagefter nød vi en drink sammen i udsigtsvognen, og så skulle han se efter, at drengene pakkede deres ting sammen. Ved lunchtid nåede vi Regina, hvor de skulle af. Guy og jeg sad og fik en sandwich sammen, da ungerne kom ned fra udsigtsvognen. Alle kom de hen og kyssde mig på hånden og sagde: “Bon jour madame” og “bon voyage”. Jeg var meget rørt. Jeg fulgte dem ud, og på drengenes opfordring kyssede Guy mig farvel - på kinden - ude på perronen. Vi havde taget afsked inde i bagagerummet. Om eftermiddagen fik jeg adskillige bemærkninger fra pigerne og andre passagerer, men det rørte mig ikke. Der kom en sort person hen og ville snakke, men forsvandt ret hurtigt igen. Jeg var kun i drømmehjørnet resten af dagen. Jeg kan huske, at han fortalte, at han var på vej til Alaska for at grave guld!! Og at han kom fra Guldkysten.

Om natten var det et forrygende tordenvejr over prærien. Det ene smukke lyn afløste det andet. Jeg nænnede ikke at rulle mit gardin ned den sidste nat; for disse lyn måtte jeg have med. Hvilke farver!!! Ankom lørdag morgen kl. 07.30 den 6. juli 1963 til Calgary. Hvor var det mærkeligt at se min bror Verner igen. Han var meget rørt. Vi hentede Birthe og børnene (Judith, Hans og Elisabeth) på den anden station. De havde godt nok fåeet mit telegram fra Quebec, men ville være helt sikre. Verner havde en dejlig stor grøn station car — Pontiac Strato Chief. Vi kørte hjem til et pænt dækket morgenbord, hvor også Jørgen og Freda var kommet og så gik snakken om familien derhjemme.

Allerede den første aften var jeg til fest. Vikingeklubben, som Verner var formand for, holdt fest ude i Aksel Madsens have. Der var udlagt dansegulv på græsset og hængt kulørte lamper op i alle træerne. Verner åbnede ballet sammen med sin lillesøster, og dermed var min karriere inden for dansegulvet gjort. Jeg tror ikke,jeg har været så omsværmet ved en dans siden jeg var 15-17 år. Pragtfuldt! Ved 10-tiden tændte Verner bålet, og vi sang danske sange. Der var ikke ret mange, som kunne teksterne, men så nynnede vi. Rent galt gik det da med midsommervisen, men der var en pige, som jeg for øvrigt ville æde min gamle hat på, at jeg havde set før. Hun fandt nu sangen i sin taske og så gik det. Hun må åbenbart have syntes det samme, for hun kom og spurgte, om ikke jeg havde gået på Sekretærskolen i Dr. Tværgade i København og læst engelsk handelskorrespondance hos hr. Jensen. Og så gik der et lys op for mig. Det var jo Bente Gemmer. Ja, verden er sommetider lille.

Verner stod for pølsesalget, så jeg kunne muntre mig så meget jeg ville og gjorde det. Men han havde en pause ind imellem, og så kom han ud og så, at jeg ærligt talte dansede lidt for meget med ham “originalen” i Folkevognen med kanoen på taget, og fik nogle af sine venner til at danse med mig før ham. Jeg oplevede en del af den slags danske originaler derovre.

Det var underligt at se Jørgen igen. Min næstældste bror, som jeg ikke havde set i 10 år og hans canadiske kone, Freda, som det var første gang jeg mødte personligt. De er meget ungdommelige og stadig meget forelskede. Vi sluttede denne fest med et privat party hos Gitte og Viggo. Næste dag, søndag, var slappe af dag, men så om mandagen tog begivenhederne fart:

“Stampede”

Audun, Verner og jeg tog ind til den “Danske Klub”, hvor vi mødte Bent Falk. Sammen gik vi ned og så hele optoget, som varede i to timer. Det var festligt, flot og fornøjeligt med Bob Hope som attraktion. Jeg var mest imponeret over cowboy’erne og indianerne; for dette var mit første møde med dem. Senere tog vi fire på Beer Parlor. Dette kræver nu en beskrivelse. Næsten alle hoteller har Licensed Premises, dvs, lov til udskænkning af øl og spiritus. Der er en afdeling for mænd og en for kvinder. For hver kvinde må der gå to mænd med ind på kvindeafdelingen, hvorimod kvinder er forbudt adgang på mændenes afdeling.

Her i Stampede ugen tages intet ret højtideligt. Jeg blev eskorteret af Bent, Audun og Verner på York Beer Parlor, Ladies Entrance. Her mødte vi Poul og Villy. De var allerede godt beduggede. Vi fik et bordfuld øl og så tog vi fat. Efter et par glas steg stemningen, og de fik fat i et par ekstra piger. Et par klovner gik fra bord til bord og lavede grin med folk. De startede ved vores bord med blandt andet at overkysse mig på ryggen, så min kjole blev fuld af læbestift. De satte et par gevaldig store damebukser på hovedet af mig. Verner tog dameparykken af en af klovnerne og tog den selv på samt bukserne fra mit hoved. Audun filmede løs. Senere kravlede Audun ned i det ene bukseben, så at han og Verner delte “bukserne”. Sikken jubel. Der var efterhånden høj stemning. Bordene blev fyldt med høje glas ustandselig. Jeg kan godt forstå, at statistikken viser, at der i Stampede ugen avles 10% flere børn i Calgary end gennem hele året. Folk var helt ekstatiske. Vi havde efterhånden fået nok øl og gik ned på Stampede Ground. Her forsvandt Audun og Verner, så jeg var alene med Bent. Vi var lidt generte over for hinanden, men takket være min hikke (Bent lovede mig 10 cent for hvert hik) kom vi over den generthed. Vi prøvede lidt gøgl, gik på udstilling osv. Heldigvis mødte vi Annelise Olsen og sludrede med hende. Hun vidste, at nogle af de andre damer ville komme senere, så vi tog hen for at møde dem. Fik en drink på Palliser og senere gik vi ned på St. Regis. Her kom Birthe og Annelise Engelbrecht. Mens Annelise O og jeg var ovre at spise chinese food, havde Bent kapret sig en pragtfuld gammel veninde, som han næsten ikke kunne slippe af med igen. Hun havde een tand, som stod lige ud af munden hver gang hun åbnede den. Havde store røde kirsebær i hatten. Hun var sgu dajli! Ved 10-tiden tog vii “Klubben”, hvor Bent og jeg dansede tvist det meste af tiden. Klokken 24 var alt slut. Sådan er det i Canada — selv på Stampede Ground, så vi måtte alle bryde op. Nede på gaden hylede og skreg vi som indianere, og bilister tudede øredøvende i deres horn. Og sådan gik hele stampede ugen.

Ugen efter fik jeg job hos den danske slagter, Erik. Det var forfærdeligt og anstrengende. Ikke lige mig at stå i savsmuld på gulvet og lange pølser og leverposteg over disken.

Camping i Rocky MountainsCamping i Rocky MountainsHeldigvis skulle vi på ferie, så den 20. juli drog Birthe, Verner, Judith og jeg på alle tiders

Camping i Rocky Mountains.



 

Efter en del skænderi og megen travlhed med pakning kom vi omsider afsted ved 10-tiden om formiddagen den 20. juli. Kørte direkte til Waterton parken, hvor vi camperede natten over. Så de ophængte skraldespande og måtte så have forklaringen, at de hænges op for at bjørnene, som eventuelt kommer om natten, ikke skal vælte indholdet ud på jorden. Vi gik en pragtfuld tur i parken og kom ud til et lille vandfald. Her skulle Verner og jeg selvfølgelig på bjergbestigning, og vi får op ad en lille sti, men jeg kom ikke ret langt, for på den første løse sten, som jeg trådte på, rev jeg hul på min højre lilletå. Det blødte ret slemt, men gik hurtigt over. Vi sov godt om natten - (første gang jeg har sovet i et telt) — og tog tidligt afsted næste morgen. Ude af parken på den anden side af bjergene så vi de store bøffelhjorde og kørte helt op til nogle af dem. De er meget fredelige, når der er nok af græs til føden. Vi kom til den gamle fæstningsby Fort Mccloud og gik på museum i den gamle fæstning. Det var meget interessant at læse om kampene, som havde fundet sted der mellem indinaneme og R.C.M.P’erne, samt at se de mange gamle indianerting, såsom våben, tøj og kunst. En seværdighed der, er 2 små udstoppede siamesiske tvillingkalve, nøjagtig symetriske mht. pletter og farve. Vi kørte i de mest henrivende vilde og betagende landskaber i British Columbia i de næste 4 dage og besøgte mange byer. Verner kørte hele tiden, og da det var meget hedt i de dage, måtte vi af og til standse op for dels at gå ind i skovene alene (“se til bjørnene”) og dels have en lille lur i græsset ved vejkanten. Vi fik mange gode måltider lavet på campingblusset. En nat overnattede vi i Creston, hvor vi nær var blevet ædt af myg og Verner nær voldtaget af den “lonesome” kvinde der på campingpladsen. Der var nu dejligt ved søen, og om aftenen en henrivende solnedgang. Tog tidligt afsted næste morgen og kørte et par timer, hvorefter vi stoppede op ved et vildnis for at spise morgenmad. Efter maden så vi os lidt om i omegnen. På den anden side af vejen førte en sti ned ad en stejl skrænt. (Verner var selvfølgelig nysgerrig og skulle entre den - og gudskelov. Han kom tilbage og hentede os, og jeg tror bestemt, at dette er det smukkeste landskab, jeg endnu har set. Bjergene steg ret op af søen på den anden side. Skyerne hang lavt, så at vi kunne se de sneklædte toppe over dem. Lige hvor vi kom ned lå en væltet træstamme ud i vandet, og ved nærmere eftersyn viste det sig, at den var forstenet — fantastisk!! Vi muntrede os her en times tid. Slog smut på vandet og samlede kulørte sten. Ikke langt herfra ligger det berømte flaskehus. En mand har gennem mange mange år samlet grønne flasker, og da han havde tilstrækkeligt mange, begyndte han at bygge sit hus. Alle flasker vender bunden udad. Det ser mægtig flot ud. Der kunne endda blive flasker til et gærde omkring hele herligheden + en lille vindmølle i haven. Midt på dagen stoppede vi op ved en gammel forlængst forladt guldmine. Verner og jeg gik en lang tur ind i klipperne. Det var meget interessant at se sporene efter de mange vandløb, som sandsynligvis har ført guldet ud til de også dengang guldtørstende sjæle. Vi kunne i fantasien forestille os kampe foregået her, når guldfeberen blev for hed, og tænk hvor mange stakler er måske ikke kommet forgæves og aldrig fundet een klump. Sent om aftenen ankom vi til Penticton og slog telt op ved bredden af Okanagan søen. Der var flot om aftenen, dels på grund af de mange bål rundt omkring søen og dels lysene fra byen. Næste morgen svømmede vi alle fire, og senere gik Birthe og jeg en lang tur. Vi kunne ikke blive enige om vi skulle blive her eller fortsætte, så Verners rastløshed afgjorde dette problem, hvorfor vi ved lunch-tid satte Salmon Arm som mål. Vi kørte forgæves for at finde Toves forældre, men efter at have passeret deres indkørsel fire gange, ankom vi ved fire-tiden til “Solvang”. Meget flinke mennesker. Vi blev næsten uden modstand “tvangsindlagt” til at spise mad der. Om aftenen så vi Toves lysbilleder. Om natten sov vi på campingpladsen nede ved søen. Efter sen morgenmad tog vi igen op til Solvang. Toves bror tog os en tur ned til et mægtigt savværk, hvor han arbejder, og viste os rundt. Tog derfra ved godt 16-tiden og satte kursen mod Calgary. Vi var alle godt trætte og efterhånden mætte af indtryk, så dette første møde med Banff National Park var ikke så fantastisk. Dog Chateau Lake Louise og landskabet omkring den flotte grønne sø, som har sin farve på grund af de gletehere, der løber ud i den, betog mig meget. Meget flot og betagende syn. Nær Calgary så vi et mægtigt olieraffinaderi. Fantastik flot syn med de brændende røde flammer i den sorte nat. Ankom tilbage i Calgary kl. ca. 22 - godt trætte.

Og så startede min endeløse jagt efter et kontorjob. Jeg startede med at besøge cirka 20 hoteller for at spørge efter job som receptionist — mais none. Derefter en annonce i avisen lydende: “Young Danish girl complete office experienees desires any type of job”. — Hvilke opringninger, jeg fik. Flere mænd spurgte om mine mål og højde, som jeg naturligvis aldrig opgav. En mand fra show business ringede og tilbød job som sekretær med Can dlrs. 300 per month. Jeg skippede selvfølgelig alle andre tilbud og levede og åndede fra nu af for dette tilbud. Han tog mig ud på en køretur, dvs. jeg skulle møde ham på hjørnet af l4th Street og Northmount Drive. Verner kørte mig derhen og spurgte om jeg havde noget imod, at han ventede for at få bilens nummer. Jeg så godt denne hvide “Gazelle” convertible køre omkring et par gange, men da han ikke standsede ved busstoppet gjorde jeg ikke tegn til at skulle møde nogen, så endelig efter 3. omgang standsede han og råbte, om der var en Miss Nielsen. Jeg ventede lidt med at gå frem. Der var 3 andre kvinder ved busstoppet. Hver af dem rejste sig op da bilen standsede. (Den var også flot!) Nå! Jeg gik så frem og hilste, hoppede ind og vi kørte — og Verner fulgte efter. Vi kørte langt ud forbi Bowness og han snakkede ustandselig om dette job og det flotte kontor og hvilke rejser jeg ville få lejlighed til at komme ud på. Til Hollywood og New York. “Waw”! Det lød spændende og jeg var begejstret. — Men hele tiden sagde en stemme inde i mig, at dette ikke kunne være virkeligt, og jeg viste megen tilbageholdenhed. — Efter at have kørt et par timer, kørte han mig hjem og lovede at ringe besked midt på ugen. Jeg ventede spændt, men ingen telefonopringninger, så den vilde jagt fortsatte. En dag, da jeg næsten havde givet op og sad på Bennett’s Restaurant med en avis og begyndte at kigge avisannoncer, sad der overfor 2 unge mænd. Jeg mærkede godt, at de diskuterede mig, men jeg ignorerede dem. De drak 3 kopper kaffe, men jeg gav mig god tid med min sandwich. Omsider var jeg færdig, og så kom de over for at snakke, men jeg affærdigede dem. Da jeg kom ud stod de og ventede. Den ene trådte frem med et: “Excuse me madam, are you looking for a job”. Det var jo netop, hvad jeg var. “Maybe we can help you”. Det lød sandelig tiltrækkende, så jeg blev mere imødekommende. Men først gik jeg ned til den adresse, jeg havde udset, og de gik ind på den anden Bennett Restaurant og ventede. Her mødte jeg dem igen og så gav de mig en adresse, og Mirco ringede for at aftale en tid for mig til den følgende mandag. Vi gik lidt omkring og småsludrede og droppede så in på “The Black Knight”. Her var hyggeligt og pænt. Vi fik et par Hurricane cocktails. Uhm! Dejligt kolde; for det var varmt den dag. Den anden måtte gå, og så blev Mirco og jeg alene. Han fortalte om sin flugt fra Ungarn som 16-årig med politi og hunde i hælene. Hans far var blevet skudt af kommunisterne, så derfor flygtede Mirco ud af deres fangenskab. Fantastisk som han havde klaret sig. Startede med at sidde i fængsel i 14 dage i Østrig for indbrud i en købmandshandel for at få noget at spise. — Han kom pludselig i tanke om, at een af hans venner fra Vancouver var på besøg i byen. Han gik ud og ringede ham op på hans hotel. Det var i orden at tage mig med. Og her, tror jeg nok, har jeg tilbragt den sjoveste og bedste eftermiddag. Vi måtte først igennem de formelle introduktioner og fandt så ud af, at vi vist harmonerede, hvilket viste sig. Vi fortalte vittigheder og muntre historier. Senere blev der bragt forfriskninger op fra restaurationen. Ih! Hvor var det hyggeligt. Mirco kom så i tanke om, hvad vi egentlig var kommet for, og Mr. Kendall havde en bekendt, som netop søgte en sekretær. Han ringede og aftalte et møde for mig. Ak! Hvor alting dog formede sig nu. Jeg var ovenud lykkelig. Mr. Kendall så på mine selvoversatte anbefalinger, og ih! hvor han morede sig - f.eks. da han læste sætningen: “I am sure Miss Nielsen is a girl people will like ....“. han kiggede ud over brillerne og så spurgte han: “Are you sure you are a girl”? Det skulle blive vores stående vittighed. Klokken nærmede sig 18, men vi havde det så hyggeligt, at tiden løb fra os, så jeg måtte ringe til Birthe, at jeg ville komme hjem senere. Mr. Kendall skulle videre til et forretningsmøde, så Mirco og jeg gik ned i baren og slog tiden hen med nogle drinks, og jeg mødte alle hans venner. Lige gyldigt hvor han kom, blev der råbt: “Hej Mirco” eller “Hej Mie”. Kl. ca. 22.30 mødte vi Stan Kendall igen og så gik vi på Capri. Her fik vi champagne og rib roast. Vi dansede lidt ind imellem og Mr. Kendall kyssede galant min hånd og gav mig en stor kompliment på grund af min personlighed og sagde: “Do never change. You are so different”. Det gav lidt selvtillid. De kørte mig hjem ved 01.30-tiden og vi sang alle tre. Gardinet bevægede sig i Birthes og Verners værelse, da bilen standsede, men Mirco fulgte mig alligevel til døren og vi lovede hinanden at ses næste dag. Jeg var tidligt oppe og tog ind og talte med Mr. Marshall, som Stan havde aftalt mødet med. Han fortalte imidlertid, at han var ved at lukke sit firma, så han kunne ikke love mig “a steady job”, og for øvrigt var hans datter der og ville blive endnu et par uger. Jeg skyndte mig efter mødet ned til “Wales” og så lige Stan starte bilen. Jeg løb som en vild og satte lige hånden på ruden, da bilen satte i gang. De sad netop og talte om mig og havde ventet cirka et kvarter. Mirco hoppede ud og jeg ind i midten og så kørte vi. De havde ikke spist morgenmad, så vi tog ud på “Highlander” og fik kaffe der. De ville absolut have mig med til Edmonton, men jeg vidste, at det kunne jeg ikke gøre over for Birthe og Verner. De insisterede så på at komme med ind for at snakke med Verner. Jeg kunne mærke, at Verner godt kunne lide dem, men at han bestemt ikke var glad for tanken at lade mig tage med, så jeg afgjorde selv og sagde pænt nej tak. De havde en hyggelig sludder med Verner og under samtalen fandt de ud, at Verner brugte det investeringsselskab, som Stan Kendall var direktør for. De kørte efter en halv times forløb. Om aftenen ringede Mirco. Han sagde: “I wish you were here now, I miss you so”. Og disse var de sidste ord, jeg nogensinde hørte fra ham. Jeg vidste kun, at han havde fået et distrikt for sig selv deroppe nordpå, så der er han sandsynligvis endnu.

Nu fulgte nogle uger med forskelligt løst arbejde såsom privat rengøring og rengøring hos forskellige moteller, blandt andet hos den danske jøde, Chris Engel. Hver dag vendte jeg spændt hjem for at finde et brev, som jeg sådan ønskede skulle komme - men aldrig kom. Efterhånden begyndte jeg at få nerver på, for denne show business mand ringede stadig ikke. Men så en fredag ringede han og fortalte, at jobbet var mit, og at jeg kunne starte den 9. september. Nu kom der lys over tingene igen. Jeg arbejdede en uges tid hos Bill Tait Accountant. Både Hope og Bill var flinke. Jeg holdt op der, da Dean ringede igen. Han ringede lørdag morgen og inviterede mig ud om aftenen. Senere på dagen kom der 12 mørkerøde roser fra ham med et kort hvorpå der stod:
“Congratulations, Dean”. Ih! Hvor det lysnede. Vi så West Side Story i en Drive In biograf om aftenen. Han kørte mig hjem igen og på vejen diskuterede vi igen jobbet. Jeg var stadig mistroisk, så da han sagde, at jeg lød som om, jeg ikke troede på ham, sagde jeg, at det gjorde jeg sandelig heller ikke. Og dette var det sidste jeg hørte til ham. Ved et tjek nogle dage senere viste det sig, at han aldrig har haft nogen forbindelse med dette firma, han havde opgivet, nemlig “Music Corporation of America”, som jeg også fandt på en helt anden adresse end opgivet af ham.

Og stakkels Hank (originalen med Folkevognen) havde jagtet mig i flere dage. Han inviterede til et party hos chefen for Horce Racing Track. Om eftermiddagen forinden tog han mig med til horce racing. Her mødte jeg også Jim, Scotti og Ole. Da racet skulle begynde, tog de mig med ind til tilskuerne ad bagvejen, så at jeg slap for at betale entre. Imellem løbene mødtes vi alle og de gav gode tips på hestene. Mange gange lagde jeg mærke til, at folk kiggede så langt efter mig. Jeg kunne først ikke forstå, men så fortalte Chris, at Scotti zoomede kamerat ind på mig, når han fandt mig i mængden, så at jeg på den måde ustandselig figurerede på alle fjemsynsskærmene rundt omkring.

Partiet var fastsat til kl. 19 lørdag aften den 7. september. Vi startede med et par drinks oppe i Lee’s suite. Da alle efterhånden var samlet, gik vi ned i restauranten, hvor der var festligt pyntet. Der var blandt gæsterne Royal Mounted Police og juryen fra Horse Race Track — og alle os. Efter det store kolde bord tog Ole og Kirsten, Hank og jeg ned til “Vikingefesten”. Den sluttede kl. 24, så vi tog tilbage til party’et og ih hvor var det sjovt. Scotti’s lille hund drak øl af en flaske, og han selv agerede skottemusiker ved at tage en stol omvendt op i luften og nynnede skottemusik gennem næsen. Jeg syntes nu det lød som indisk slangetæmmer musik, så da jeg spurgte, om ikke de kunne se for sig slangen duve i luften, var de alle ved at revne af grin. Lee begyndte at lægge an på mig. — Sjovt.- Jeg blev til sidst party’ets midtpunkt og nød det. Dagen efter tog vi ud til “Happy Valley”, hvor jeg for første gang var ude at ride. Mandag tog jeg igen til horse race og vandt 60 dollars. Bagefter gik vi ud for at bowle sammen med Ole og Kirsten.

Det var efterhånden tiden at komme i gang med arbejdet igen, så jeg søgte ind på Bennett’s Restauration og fik et job som servitrice. Arbejdet i kaffebaren var travlt og trivielt og irriterende, så jeg besluttede, at nu måtte det være på tide at følge min oprindelige plan, nemlig at fortsætte til Vancouver. Jeg fik fat i en Vancouver avis og skrev til dem med ønske om at indsætte en annonce. Den gav omgående resultat. Der kom mange breve, men Mrs. Diamond havde fundet ud af Verners telefonnummer og ringede personligt. Hun lød meget sød og venlig, så der var intet at betænke sig på. Hun spurgte, om jeg kunne komme hurtigst muligt; for hun skulle føde inden for få dage. Jeg sagde op hos Bennet’s — med glæde.

Den 18. om aftenen kom Jørgen,Freda, Hans og Elisabeth for at sige farvel. Dem havde jeg selvfølgelig også set en del til i tiden i Calgary. De kørte mine kufferter til busstationen, da de kørte hjem. Den aften gav jeg min “Circus Cycle” til Hans og Beth. Jeg havde fået den af opfinderen selv (en kunde i Accounting firmaet). Ved 12-tiden næste dag kørte bussen fra Calgary. Birthe, Judith og Mrs Cockerton var med for at vinke. Mrs. Cockerton (et af rengøringsjobbene) gav mig en pakke til afsked. Den viste sig at indeholde en bibelsk bog “Science and Health” og hun gav mig også et par adresser i Vanvouver og advarede mod den store Cosmopolitan City. Alene tanken om at være på farten igen fik alting til at juble inde i mig. Jeg var ikke et øjeblik betænkelig ved at skulle møde vildtfremmede mennesker alene. Busturen gennem Rocky Mountains var aldeles henrivende. Om natten havde jeg sammen med fem andre unge mennesker det hyggeligt med kortspil og guitarsang. Bussen stoppede for hver to timer i 20 minutter, så at vi alle havde lejlighed til at få forfriskninger og forrette nødtørft. Mine to små kavalerer betalte for coffee and pie. Efter en meget forvirrende og søvnløs nat ankom jeg så endelig til mit længe ønskede mål:

Vancouver - du skønne og betagende by.

Fra busstationen ringede jeg til Mrs. Diamond, som var helt uforberedt. Hun ventede mig først næste dag, lørdag. Men det viste sig at være ok, at jeg kom. Hun og drengene, Alan og Craig, sad netop ved morgenbordet og jeg fik morgenkaffe med. Ved nitiden kom Lily, den danske ugentlige hushjælp. Hun er noget så sød. Stille og genert. Jeg vandt Alan og Craig med det samme. De er et par små henrivende “chokolader’ - som Bodil skrev.”

Her sluttede dagbogen, som jeg skrev efter at jeg var kommet til familien Diamond, mens oplevelserne undervejs endnu var i frisk erindring.

De efterfølgende kapitler skrev jeg nu i 2004, så der vil ikke være så mange detaljer beskrevet, men mest de overordnede hændelser i tiden indtil sommeren 1968, hvor jeg rejste hjem igen.

Få dage efter min ankomst blev Mrs. Diamond forløst ved kejsersnit med en sød lille mørkhåret pige Helene. Allerede ved hjemkomsten fra hospitalet var nursen, engelske Mrs. Wheeler, ankommet. Det var åbenbart ganske nomrnlt, at man ansatte en nurse til at tage sig af babyen de første tre måneder. Når jeg om aftenen var færdig med mine pligter i køkkenet og var i gang med at bade drengene ovenpå, overtog Mrs. Wheeler køkkenet for at lave modermælks-erstatning på flasker til det kommende døgn. Hun var tidligere operasangerinde og havde under krigen sammen med sin mand (koncertpianist) rejst rundt i Europa for at underholde britiske soldater. (Jeg besøgte dem i januar 1966 i deres hjem i San Jose i Californien). Ofte når hun stod dernede og sang, kom Mr. Diamond hen til badeværelset og lavede sjov for os ved at lade som om han sang højt. Det morede drengene. Det var alt i alt en dejlig tid hos familien Diamond, med hvem jeg holdt kontakt alle fem år i Vancouver. Som jødisk familie fejrede de naturligvis ikke jul, så de forærede mig en flybillet til Calgary, så at jeg hurtigt kunne komme over at fejre jul med familien. Som ejere af et stort slagteri kunne de give mig en kæmpestor oksesteg med. Den gjorde stor lykke hos familien, som samledes flere gange de få dage, jeg var i Calgary.

Mens jeg var hos familien Diamond mødte jeg mit “Waterloo”. Efter at nursen var rejst og jeg fik mere at se til med tre små børn — ofte alene hjemme om aftenen med dem og med deres forkølelser i vinterhalvåret og deraf følgende utilpashed og gråd, og hvor jeg havde skippet min fridag flere gange for at passe børnene, var jeg nu ved at miste modet. Så i forbindelse med min fødselsdag i februar tog jeg i begyndelsen af marts ind til downtown for at spise og gå i biografen som så ofte før. På vej ud fra restauranten mødte jeg ham midt i døren på vej ind sammen med en kammerat. Lynet slog ned for os begge. Men hvad skulle jeg gøre andet end at fortsætte og gå de få skridt hen til biografen og gå ind i mørket. Ikke lang tid efter kunne jeg mærke en person lige bagved mig. Jeg turde ikke vende mig om for sæt det ikke var ham, men det var det, og da vi igen stod ude på gaden gik jeg henad mod bussen. Han fulgte langsomt efter og spurgte, om vi kunne tage en kop kaffe sammen inde på den græske restaurant lige i nærheden. Dette møde ændrede totalt min tilværelse. Der var kun ham. Men da dette ikke kunne forenes med jobbet hos familien Diamond, måtte jeg sige op og finde en egen bolig. Jeg fandt via en annonce et hus nede i downtown, hvor kun unge piger boede — to og to sammen pr. værelse. Perfekt. Mr. Diamond var så sød at hjælpe mig med at flytte og lo lidt ad mig, da han så under hvilke forhold, jeg skulle bo. Fra ren luksus hos dem til et værelse, som lugtede af mølkugler. Nu gik jagten igen ind på at finde et job. Jeg forsøgte først shipping firmaer, for det havde jeg jo beskæftiget med med i København. En rar ældre personalechef i Empire Shipping sagde til mig, at jeg var velkommen til at søge igen, når jeg havde fået noget erfaring. Endelig fik jeg et job i et forsikringsselskab, hvor jeg i et kartotek skulle finde de personer, som ikke overholdt deres betalinger. Derefter fik jeg et job i et lille græsk shippingfirma et godt stykke uden for byen, hvor man skulle igennem de værste bydele, hvor subsistensløse personer og krøblinge holdt til og hver morgen stod i kø ved kirken for at få uddelt mad. Alt dette virkede frygteligt deprimerende. I det græske shipping firma mødte jeg Tom (ven af konsulen, som var bror til min chef) som skulle komme til at betyde uendeligt meget for mig i mange år - også siden. Forbindelsen med Greg gik ikke. Han havde fortalt, at han var gift, og at han var rejst fra sin kone i Montreal, da det gik op for ham, at hun havde giftet sig med ham for at få en far til det barn, hun ventede. Han kunne jo hurtigt regne ud, at han ikke var faderen, så han forlod hende. Den gang kunne man ikke blive skilt i Canada. Man skulle have levet adskilt i fem år, før man kunne få bevilget skilsmisse. Alt dette forklarede han mig og rejste nordpå for at arbejde i en lejr, hvor man udvinder metaller. Men han sagde, at jeg ville blive den første pige, han friede til, når han engang blev skilt. Ved et besøg hjemme fra sådan en camp opsøgte han mig og sagde, at han havde truffet en engelsk pige, som havde mange venner, og at dette var hvad han behøvede. Jeg var totalt knust i lang tid.

Ved endnu et besøg i Empire Shipping fik jeg endelig job i forsendelsesafdelingen. Jeg kendte jo alt til skibsforsendelsespapirer og det gik strygende. Ja, jeg blev sågar spurgt, om jeg kunne tænke mig at få job i deres korrespondanceafdeling. Men det turde jeg ikke, for jeg havde observeret, at den engelske korrespondance, jeg havde lært, ikke var som den canadiske. Men jeg angav ikke årsagen. Senere fik jeg tilbudt job i passagerafdelingen, som repræsenterede French, Italian og Swedish American Lines og var der i flere år. Søgte og fik orlov i 6 uger til at rejse med juleskibet “Stockholm” fra New York til København i julen 1965. det var også en kæmpe oplevelse. Først togrejse gennem Canada via Montreal til New York i 5 døgn. Derefter sejlturen over Atlanten 9 døgn. Jeg var hjemme i 10 meget hektiske og helt vidunderlige dage og derefter retur på samme måde.

Opholdet i pigepensionatet varede heldigvis kun kort. Jeg traf to piger på min egen alder, Elspeth og Caryl, som var fra henholdsvis Scotland og England. Vi lejede sammen en penthouselejlighed på 31. etage nede ved English Bay i Vancouver og tilbragte her nogle forrygende dejlige og spændende år. Vi tre piger rådede over 125 kvm, så der var altid plads hos os. Det var derfor altid her man mødtes og vi havde selskab af mange unge mennesker af forskellige nationaliteter og førte spændende samtaler. En særlig oplevelse havde vi en aften, hvor skotske Colin stod ude på vores balkon med udsigt ud over vandet og spillede på sin sækkepibe flere smukke skotske folkemelodier. Folk kom frem på deres balkoner i de omkringliggende højhuse og stod og lyttede og mange klappede efter hvert nummer. Det var meget betagende.

Tiden sammen med Elspeth og Caryl i penthouselejligheden var meget god. Sammen med mange af de andre unge europæere foretog vi adskillige ture ind i det smukke British Columbia. Specielt en skitur op til Whistler Mountain vil jeg aldrig glemme. Det var meget koldt, ja så koldt, at ens næsebor næsten frøs sammen. Vi sov i hytter og det var nødvendigt flere gange i løbet af natten at fyre i brændeovnen for at holde varmen. Det var det mest fantastiske smukke hvide landskab med fuldstændig uberørt sne i miles omkreds. Jeg, som ikke var så øvet på skiene, blev på de mindre stejle bakker. De fleste af de andre var rutinerede skiløbere.

På vejen op til denne skitur kørte jeg med Colin i hans lille sportsvogn. Desværre kom vi ud for et lille uheld. På en primitiv bro over en flod skred bilen ud på de glatte stolper og rutschede ind i siden på en tværstolpe, således at min side af bilen kom til at hænge ud over floden. Heldigvis holdt stolpen, så at der ikke skete mere, men jeg var chokeret. Caryl og Douglas havde i bakspejlet set vores uheld og skyndte sig at bakke tilbage. Jeg blev halet ud på den sikre side og ind i Douglas’ bil, hvor Caryl sad parat med et glas cognac til mig. Det varede noget inden jeg holdt op med at ryste. Efter den oplevelse turde jeg ikke køre med Colin igen, hvilket han godt forstod, så turen fortsatte med mig på bagsædet i Douglas’ bil.

Kort efter at jeg var startet hos Empire Shipping mødte jeg en dag ude på damernes toilet en engelsk pige — ikke særlig pæn — tynd og bleg. Hun spurgte om jeg ville se et billede af hendes kæreste og hun fortalte, at de skulle giftes. Da jeg så, at det var Greg, blev jeg måske mærkelig, men jeg sagde, at ham kendte jeg godt. Hun var så klar over, at jeg var den danske pige, som han ikke kunne glemme. Hun vidste ikke, at han var gift og jeg tav med det. Tiden gik og jeg og Tom var blevet meget gode venner. Han var venlig, kærlig og meget opmærksom over for mig, men jeg elskede ham ikke. Jeg kunne jo nu følge udviklingen med Pat og Greg på nært hold og blev klar over, at det ikke gik. Hun rejste hjem til England et stykke tid, men kom dog tilbage, for mens jeg var i passagerafdelingen kom hun ind en dag og fortalte, at de ville rejse til Las Vegas og blive gift der (elope). Men det kunne de jo ikke, for han var stadig gift forklarede jeg hende. Efter den tid så jeg hende ikke mere. Hun rejste hjem til England for at blive.

Efter at flytrafikken vandt mere og mere indpas blev der færre passagerer til skibene, så der var, faktisk kun arbejde til een person i passagerafdelingen. Jeg syntes Jackie skulle blive der, så jeg søgte derfor et andet job og fik stilling som sekretær hos Universal Films of Canada. Det blev et meget spændende år. En aften på vej i biografen på næsten samme sted som fem år tidligere, så jeg igen Greg ovre på den anden side af gaden. Han havde vist også set mig, for han kontaktede Empire Shipping for at tale med mig, men fik der at vide, at jeg nu var hos Univeral Films, så han ringede og spurgte, om vi skulle ses. Han ville gerne fortælle mig, at hans skilsmisse var gået igennem. Vi så nu rigtig meget til hinanden i nogle måneder, men jeg var vist i mellemtiden blevet rigtig voksen, og bekendtskabet med professor Tom Varzeliotis havde ført mig ind i en anden verden, som Greg slet ikke passede ind i. Da mange af de andre unge fra England og Scotland var rejst hjem, besluttede jeg, at det måtte være tid for mig også at rejse hjem og starte forfra.

Jeg boede i en anden lejlighed først sammen med Caryl, og da hun rejste hjem til Yorkshire i England, da sammen med Lucille, som jeg havde truffet gennem Tom. Men hun havde kun adresse sammen med mig, fordi hun boede hos sin ven den græske konsul. Der var bare det uheldige, at jeg havde skrevet under på en kontrakt, at jeg ville blive boende i et år i lejligheden. Da det år var gået og jeg opsagde lejemålet, ville man ikke acceptere det og prøvede at forhindre mig i at rejse. Jeg lod som om jeg ringede efter politiet og så forsvandt de fra min dør. Jeg havde heldigvis aftalt med min bror Verner og en af hans venner, at de skulle komme at hente mine møbler og køre dem over til Vancouver Island, så det endte godt. Mine møbler ville Birthe og Verner gerne overtage til børnene.

Efter min hjemkomst overtalte Karl mig til at tage arbejde hos onkel Poul og tante Carla, som nu efter konkursen med cykelfabrikken, forpagtede et hotel i Skørping. Det var nogle dejlige måneder hos dem og jeg kom til at kende tante Carla fra en helt anden side end den vi som børn havde kendt. Vi gik lange ture omkring Madum sø og samtalede meget filosofisk. Jeg tror, at Karl var klar over, at vi kunne være en del for hinanden med hver vore “skibbrudne” sjæle.

Jeg havde naturligvis udover rengøring også vagter om aftenen som servitrice. En aften i baren var der en kunde, som kendte min onkel godt. De sad og snakkede og gæsten spurgte hvem jeg var. Da fortalte morbror Poul, at jeg netop var kommet hjem fra Canada og nu skulle ud at søge job. De kendte hinanden, fordi Poul efter konkursen havde ernæret sig som sælger af kølediske til supermarkeder, og denne mand var hans forretningsforbindelse hos FDB. Han fortalte da, at deres sekretær i Non Food afdelingen netop havde sagt op og spurgte, om dette job måske var noget for mig. Det blev aftalt næste dag, at jeg skulle komme over til samtale. Carla kørte mig til Ålborg lufthavn og jeg mødte op til samtale hos direktøren i Non Food afdelingen. Vi talte rigtig godt sammen og han var klar over, at mine kvalifikationer var i orden, så jeg blev ansat med det samme og kunne rejse tilbage til Skørping og pakke mine ting og starte efter et par dage. (Han fortalte senere, at min orange kjole også gjorde indtryk, for det var netop i de år FDB’s farve). Det var praktisk at kunne starte omgående; for så kunne den tidligere sekretær sætte mig ind i arbejdsopgaverne.

Det var selvfølgelig ikke svært at finde en afløser til rengøringen på hotellet.

Hos en anden ansat i firmaet kunne jeg leje et lille værelse. Så nu var jeg i gang igen. Meldte mig til tyskundervisning, for det ville være godt også at have en tysk handelseksamen.

Efter et halvt år mødte jeg Jørgen, som jeg nu har været gift med i 40 år i år (d. 30/8-2009). Vi har tre voksne børn, Alan, Hanne og John. Alan (revisor) er gift med finske Tua og de har Nicolas på 6 år og Melina på 1 1/2 år, Hanne (læge) gift med Christian (som er fra Tyskland). De har Sofie på 2 år og Linus på 4’!2 måned, og John (agrarøkonom) gift med Anja. De har Ronja på 5 1/2 år og Gry på 2 år.

Sidste afsnit tilrettet 10. februar 2009.

At blive farmor og mormor er det bedste som nogensinde er hændt mig.