Gæstgiveri i Svendborg i gamle dage

| | | | |

Hotel SvendborgHotel SvendborgAf museumsleder Johs. Olsen. [Svendborg Avis 29.10. 1927]

Et rejseliv, som det udfolder sig i vore dage, fandt man ikke tidligere; kun sjældent rejste folk, sjældnest vel nok alene for fornøjelsens skyld: Jo længere man søger tilbage i tiden, desto mindre ser man, at bybefolkningen begav sig på rejser; for blot 100 år siden betragtedes det som lidt af en begivenhed blot at tage til vore nabobyer, for ikke at tale om en rejse til hovedstaden, der i gamle dage tog lang tid, sammenlignet med nu.

Om sådanne rejsers langvarighed fortæller ofte de gamle rejsebeskrivelser. Nu kan vi gøre turen frem og tilbage på en dag, og endda have god tid til vor rådighed i hovedstaden.

Og følgen af sådanne forhold måtte da igen blive den, at en by som Svendborg ikke havde noget gæstgiveri, hvor de til byen ankomne kunne logere. Da dampkraften kom frem, bedredes forholdene, idet først dampskibe, senere jernbaner fremmede rejselivet, og det bidrog så igen til, at der efterhånden omkring i købstæderne opstod gæstgiverier, senere kaldet hoteller.

Da borgen Ørkild og Gråbrødreklosteret husede de høje rejsende personer.

Kaster man blikket tilbage mod middelalderen, var det kun kongerne, rigets stormænd og gejstligheden som rejste på gæsteri; de drog omkring til borge og klostre, som var forpligtede til at huse dem. Der foreligger fra den tid klager over de bekostninger, som dette medførte, når de høje herskaber gæstede f. eks et kloster med deres store følge.

I Svendborg havde man den gang borgen Ørkild og Gråbrødreklosteret, hvortil der kunne tyes af de høje personer, der var på rejse. Men vi har også beviser for, at kongelige personer har boet andre steder, således udviser dronning Christines hofregnskaber, at hun den 12. juli 1504 besøgte Svendborg og da gav 6 skilling i drikkepenge til pigerne i hendes herberge, medens selve opholdet kostede hende 24 skilling. Året efter gav hun nogle jomfruer i Svendborg 8 skilling for mad, øl og vin, en anden gang udbetalte hun nogle piger her i byen 14 skilling for deres umage under hendes ophold her. Det tyder ikke på, at hun har boet hverken på borgen eller i klosteret.

Fornemme fremmede, medens borgmesterinden lå i barselseng.

Da hun i november måned 1507 opholdt sig her igen, boede hun hos borgmesteren, som vistnok hed Claus Skriver; thi hun gav hans frue en rhinsk gylden for sit ophold, og samtidig får at vide, at borgmesterfruen lå i barselseng i de dage, besøget stod på. Endvidere ved vi, at hun ofte boede på Hvidkilde, og hun har vel også gæstet andre fynske herregårde.

I hendes søns kong Christians II's tid havde byerne pligt til at befordre de rejsende og desuden sørge for deres logis; men mange rejsende kan der næppe have været. Det synes at fremgå af kong Christian III's brev til Svendborg i 1557, hvori kongen befaler øvrigheden at passe på de udlændinge, som på den tid rejste om i Danmark, uden at man vidste, hvem de var, endsige deres ærinder. Kongen forbød byens øvrighed at lade dem passere færgestederne uden hans særlige tilladelse hertil. Og som forholdene var den gang, har de rimeligvis holdt sig i lange tider. Vel kom der ca 100 år senere et befordringsvæsen i stand. Noget bedre blev dette i 1711, da staten overtog post- og befordringsvæsenet og der oprettedes en agende post; man kan dog vist først fra 1798 tale om tiltagende rejser.

Både høj og lav boede hos apoteker Lacoppidan i Møllergade.

Tullebrinke med det gamle apotek i SvendborgTullebrinke med det gamle apotek i SvendborgUnder sådanne forhold var der ikke synderlig brug for gæstgiverier. Pastor Begtrup fortæller i 1822, at de ganske få tilrejsende, der kom til byen og ikke besøgte venner eller bekendte, hvor de kunne bo, henvistes til apoteket i Møllergade; her boede nu ikke alene almindelige rejsende, nej, selv konger og prinser har adskillige gange sovet under dets tage, ikke i den nuværende bygning, derimod i det gamle apotek, som 1847 dreves af apoteker Ruge.

Der var altså endnu dengang intet gæstgiveri i Svendborg, drevet som næringsvej: Det må vel ikke have kunnet lønne sig; men for at forebygge den ubehagelighed, en rejsende kunne blive udsat for, ikke at kunne få husly, når han ingen bekendte havde, han kunne ty ind hos, var det pålagt byfogden i følge en kancelli resolution at skaffe den rejsende, der forlangte det, logis hos borgerne efter omgang, noget embedsmændene var fritaget for.

I betragtning af ovenstående er det forklarligt, at apotekeren havde indrettet sig således, at han kunne modtage gæster.

To klubber i Anne Hvides Gård

Anne Hvides GårdAnne Hvides Gård Om byens restaurationsliv fortæller pastor Begtrup endvidere, at her var fem værtshuse, der udsolgte brændevin, punch og vin, men tilføjer rigtignok, at disses næring var taget betydeligt af dag for dag, fordi der netop i årene omkring 1800 var oprettet to klubber. Tillige var der en betjents enke, som drev lidt konditori, men uden større betydning. Begge de omtalte klubber var installeret i Anne Hvides Gård i Fruestrædet; den ene hed "Harmonien", den anden var "Den borgerlige Klub", der levede længst. Dens årlige kontingent var 2 rigsdaler, og i den var de fleste borgere.

Børs og teater

Her holdt man ligefrem børs, idet de handlende mødtes her på de dage, hvor posten ankom; så læste man nyhederne, thi klubben abonnerede ikke alene på de fleste indenlandske daværende blade, der var jo ikke så mange, men tillige på den Hamborger-Avis. Desuden havde et skydeselskab sine lokaler i samme gård, og byens første teater var tillige her. Om ikke før så fra 1812 var Nikolaj Børgesen dens vært. Hans hustru Sofie Dorothea var for resten datter af den gamle apoteker Lacoppidan; hun var født 1794 og blev gift med Børgesen den 18. januar 1812. Det kan se ud til, at Børgesen har begyndt som værtshusholder under krigen med England 1807-14. Thi i de år var her i byen på grund af de mange indkvarteringer af militær ikke så lidt værtshusliv. 1812 oprettedes den "Dramatiske Klub, der så vidt det kan ses gav stødet til, at der indrettedes et teater i den gamle gård, som i mange år både efter at Børgesen og hans hustru for længst var gået heden, fremdeles kaldtes "den Børgesenske" Gård.

Begyndelsen til Wandalls Hotel.

Wandall Hotel i Svendborg 1888Wandall Hotel i Svendborg 1888Blandt apoteker Lacoppidans børn var en søn, Mogens Andreas, født 1795; han var blevet farmaceutisk kandidat og havde etableret sig som parfumehandler i Frederiksberggade i København. Her havde han i året 1826 det uheld, at ejendommen brændte, hvorved han mistede alt; han blev endogså mistænkt for selv at have foranlediget branden, og sattes under tiltale. Men han frifandtes af mangel på bevis. Først 15 år senere fandt man den virkelige brandstifter. Denne brand vakte megen opsigt. De vildeste rygter svirrede rundt, selv møller Morten Jørgensen noterede en lang historie herom i sin dagbog. Det var det reneste opspind; men folkesnakken om ildsvåden havde travlt også her i byen, hvortil historien var nået i udpyntet form. Imidlertid var M.A. Lacoppidan kommet til Svendborg, og den 27. juli 1832 købte han sig en ejendom her. Om denne begivenhed noterer mølleren følgende: "Jeg var om aftenen den 27.juli med bygningskommissionen (hvoraf han var medlem), hvor cand.pharm. M.A. Lacoppidan købte oberst Bylows gård i Gerritsgade; denne havde tidligere tilhørt byfoged Uldall.  Han ville nedbryde det gamle hus til Langestræde og opbygge en grundmuret ny bygning igen".

Det var faktisk begyndelsen til Wandalls Hotel, der grundlagdes den gang, det første og ældste hotel i Svendborg, der begyndte som gæstgiveri.

Renset ved højtidelig ceremoni

Omsider fik Lacoppidan også æresoprejsning for den mistanke, der synes at have fulgt ham. Det skal være foregået under al fornøden honnør, blandt andet blev hans pure frifindelse oplæst foran rådhuset af byfogden og byens fane svunget tre gange over hovedet på ham som tegn på hans uangribelighed. Det må antagelig være foregået ca 1840-42, afdøde rebslager Jensen senior har fortalt mig, at hans fader havde overværet handlingen; men det er i grunden mærkeligt, thi det var en meget gammel skik, som her benyttedes. Den hører egentlig hjemme ved militæret, hvor man i det 16. og 17. århundrede anvendte ceremonien, når en mand gjordes fra uærlig til ærlig.

M.A. Lacoppidan var en dygtig og interesseret mand. Han var en dygtig og interesseret mand. Han var en tid mægler, desuden klasselotterikollektør; blev borgerrepræsentant og til sidst formand i borgerrepræsentationen. Han arbejdede for oprettelse af navigationsskolen og var ved sin død en agtet og afholdt personlighed.

Posthus og gæstgiveri.

Turist information 1871Turist information 1871Altså begyndte han sit gæstgiveri og fik samtidig posthuset flyttet til sin ejendom, hvorfra det først flyttedes, da jernbanen til Odense åbnedes for trafikken den 12.juli 1876. Der er næppe tvivl om, at fra det øjeblik, Lacoppidan oprettede sit gæstgiveri, ophørte apoteket med at tage mod rejsende. Det har man et bevis for i Pjentemøllerens dagbog, der udtrykkelig meddeler, at da prins Christian Frederik (C. VIII) den 21. juni 1833 ankom til Svendborg kl.5 fra Nyborg, havde borgervæbningen anbragt vagt udenfor Lacoppidans gård allerede to timer før prinsen ankom hertil, og fremtidig tog de kongelige herskaber stadig herind, og dermed må det gamle apoteks gæstgiveri have været ude af sagaen; thi før boede de altid på apoteket.

Gæstgiveriet kunne ikke give sin mand levebrødet.

I begyndelsen kan det vel ikke have været nogen større forretning; herpå tyder følgende: I januar 1842 averterer nemlig Lacoppidan i byens eneste avis, Svendborg Amtstidende, at han ved siden af sit gæstgiveri og postgård har anlagt et udsalg af vine, kolonial-og grovvarer.

Hotelvogne fra Wandall og daværende Hotel SvendborgHotelvogne fra Wandall og daværende Hotel SvendborgDet samme år i april begyndte den første dampskibsrute fra København over Svendborg til Flensborg og retur, og kort efter averterer en daværende købmand N.  Madsen, at han i sin ejendom nede ved skibsbroen havde indrettet et venteværelse, hvorfra der var udsigt over stranden. Her kunne de rejsende, som agtede sig med dampskibene, opholde sig med deres bagage, og han meddeler endvidere, at han har ansøgt borgerrepræsentationen om tilladelse til at være traktør for også i den retning at kunne tjene publikum; men nogle få dage derpå averterer Lacoppidan, at de rejsende meget bedre kunne opholde sig i hans gæstgiveri for at vente på dampskibene, og han skulle nok sørge for, at de såvel som deres rejsegods kom rettidig om bord.

Navnet Wandall

1854 døde gæstgiver Lacoppidan; men allerede i slutningen af 1846 havde J.L. Wandall købt hotellet, og drev det fremdeles som sådant. Alt som årene gik, steg omsætningen; rejselivet tog stadig til, kravene voksede og mange forandringer udvidelser foretoges tid efter anden; der måtte jo følges med tiden. Mange tusinde mennesker har boet under hotellets tag, og gennem årene er her blevet holdt mange møder og mangen festlighed.

Et morsomt minde fra hotellets første tider findes på Svendborg Museum, nemlig en gammel puncheske, der i mange år har gjort tjeneste ved festligheder på hotellet, og adskillige "magistre biendier" har brugt den og øst punch med den, når der festedes til Bacchus pris.

Hans Wandall var kendt af uhyre mange mennesker; han styrede hotellet efter sin faders død fra 1879, først for sin moder, senere som ejer i mange år, til han trak sig tilbage til privatlivets fred. Så kom der nye værter efter hinanden. Den første hed Hansen; han var der dog kun en kortere tid, før han døde; men enken fortsatte forretningen, og næsten hver gang, hotellet senere skiftede ejer, foretoges forandringer. Oprindelig havde man indkørselen omtrent midt på facaden mod Gerritsgade; senere flyttedes hovedindgangen hen til hjørnet ved Kyseborg; her var i mange år et mindre værelse, meget søgt, fordi man fra dettes hjørnevindue havde god udsigt ned ad gaden, og dette lille rum havde fået det populære navn "Skuret".

Wandall var lige ved at gå op i luer

Flere gange har der været ildløs i hotellet, dog kun mindre; de opdagedes i tide og slukkedes straks; en gang var det dog nær ved at gå galt for alvor. Det var mens fru Hansen ejede det, og det gik således til.

En sommeraften for mange år siden, de fleste gæster var gået til ro, kom jeg tillige med en handelsrejsende, med hvem jeg var gået en tur ind på hotellet ved 11-tiden for at få en kop kaffe. Ligesom denne var serveret, hørte vi støj og råb ude på en af gangene. Vi kiggede ud, og her mødte os et stærkt flammeskær. Vi løb op ad trapperne, hvor der råbtes om hjælp, og her stod flammerne ud af døren til et tjenerværelse på 1. sal ud mod gården. Hele indholdet var et ildhav. Det ar opstået, fordi en piccolo, som var ved at gå til køjs, havde haft et brændende stearinlys, og et gardin var af trækken fra vinduet ført hen over lyset, og i et nu stod hele rummet i flammer. Piccoloen var blevet så forskrækket, at han var løbet ind i et andet værelse; men hotellets flinke piger slæbte masser af vand i spande og vandkander, som vi øste ind i værelset, og det lykkedes at slukke ilden. At der vankede en ekstra sjus, var jo selvfølgeligt, men næste dag sagde dog overkellneren til mig: "At de kunne nænne at redde den gamle kasse!" - Ja, var det brændt dengang, havde der nu stået en ny bygning, det kan ikke nægtes; men det gamle hotel skulle holde en stund endnu.


Tolder Johan Peitersen Struch 1668

Johan Petersen Struch i Svenborg breff paa Vertz och Viinhandell ibidem [Fynske Registre 1668]

G.A.V. att eftersom Peiter Baltzersen Collitz Raadmand udi vor Kiöbsted Svenborg tilforn haffver hafft voris naadigste bevilning viin och vertz handel der i bÿen allene att bruge och hand nu samme handel paa voris naadigste behag til Johan Peitersen Struch Raadmand och Tolder sammesteds affstaaet haffver, da haffver vi efter forne Johan Peteirsen herom underdanigste ansögning och begiering naadigst .... att hand udi bemte Svenborg forschr: Viin och Vertz Handel for en hver som saadant behoff hafver allene maa haffve och holde naar hand hvis told och accise som allerede paalagt er eller fremdelis paalagt vorder deraff rigtig udgiffver och clarerer dog skall hand til forplicht være samme vahre oprigtelige och ustraffelige att haffve saa och dennem for et billigt och lideligt kiöb at selge och affhende saa frembt hand denne voris benaading achter at nÿde - forbÿde... Hafn d. 17 Jan: 1668