Byen bag bakken

| | |

Artiklen er skrevet til Københavns Universitet i 1993 som afløsningsopgave til Historisk Institut.

Indledning

"Blandt alle de danske Provindser udmærker Langeland sig paa en fortrinlig Maade. Dens Frugtbarhed, Folkerighed, Velstand og maleriske Udsigter gjør den til et særdeles behageligt Land".

(G. Begtrup, 1806)

Endnu er hele Langeland "et særdeles behageligt land", men her skal specielt fokuseres på Midtlangeland og landsbyen Pederstrup. Landsbyen virker meget uberørt af tidens forandringer, og da den ikke tidligere har været genstand for en historisk/etnologisk undersøgelse, gives her en kort redegørelse for Pederstrups historie og økologi samt en analyse af dens beboeres livsvilkår fra tiden
omkring udskiftningen og frem til anden halvdel af 1800-tallet.

Forskningsoversigt

Hovedværket til Langelands historie er Vilh. Lütkens "Bidrag til Langelands Historie", 1909, der spænder fra Oldtiden til midten af 1800-tallet. Lütken lagde bl.a. vægt på den indflydelse, som greverne på Tranekær Gods havde på bøndernes liv. Bogen er derfor en god kilde til Langelands og bøndernes historie frem til 1850; brugt med omtanke og skønsomhed er oplysningerne nyttige, når man vil se de lange linier i øens historie.

G. Begtrups "Beskrivelse over Agerdyrkningens Tilstand i Danmark", bd.3, Fyen, Langeland, Ærø, 1806, fortæller landbrugets historie med præcise oplysninger om hovedgårdenes bøndergods, udskiftningen og bøndernes husdyrhold og afgrøder. Stoffet er indsamlet på rejser i 1802-1803 og ved indberetninger fra præster og godsbesiddere og giver et pålideligt og strengt tidsbestemt billede af landbruget.

Carl Dalgas "Svendborg Amt beskrevet 1837", repro 1992, skal også nævnes. Dalgas havde personligt kendskab til amtet og samlede også sit stof på rejser og ved indberetninger. Bogen oplyser meget om Langeland og er værdifuld, fordi den beskriver forholdene ca. 30 år senere end Begtrup.

Langelands demografi er kun behandlet i ét nyere værk "Studier i dansk befolkningshistorie 1750-1890", redigeret af H. C. Johansen 1976. Mest relevant for analysen af Pederstrup er herfra Kaj Habekosts artikel "Social mobilitet i Langelands sønder herred omkring midten af det 19. århundrede".

Vil man vide mere om langelændernes livsvilkår for 100-200 år siden, end den beskedne litteratur, der specifikt omhandler Langeland, kan oplyse, står man på jomfruelig forskningsgrund og mulighederne for uopdyrkede analyseemner er legio.

Afgrænsning og tid

Undersøgelsen af Pederstrup er koncentreret om årene ca. 1780-1860 med enkelte udblik til tiden før og efter. I de år skete der afgørende ændringer både i landsbyens og dens beboeres skæbne. 1792 blev byen opmålt med udskiftning for øje, 1793 ophørte dyrkningsfællesskabet, og 1810 var udskiftningen gennemført som en modereret stjerneudskiftning (se bilag I). Der blev bygget mange
nye husmandshuse, befolkningstallet steg markant og ejerforholdene til gårde og huse ændredes.

Geografisk rum

Pederstrup ligger på Midtlangeland i Longelse Sogn. Landskabet er en ret jævn moræneflade med spredte hatbakker, hvoraf de højeste er 25 til 30 meter og ofte uopdyrkede pga. stærk hældning. Jordbunden mellem bakkerne består af moræneler, men mod vest findes et mindre område med ferskvandssand og -ler og mod øst en tørvemose. Der er mindre skovstykker på selve Pederstrups jorder og lidt større skove i den øvrige del af Longelse Sogn. Pederstrups areal var ved matrikuleringen 1688 på 257 ha, hvoraf 45% var opdyrket. Byen havde trevangsbrug og takseredes for 48 tdr.htk. mod 43 tdr.htk. ved matrikuleringen 1844.

Pederstrup blev udflyttet fra Nørre Longelse i Middelalderen, men allerede i Vikingetid lå der en bebyggelse, hvoraf stadig findes en såkaldt Gammeltofte i områdets nordvestlige del. Byen blev anlagt som vejforteby og bestod 1688 af 8 gårde og 2 huse. I 1844 var der fortsat 8 gårde i byen, men nu 22 huse. På trods af udskiftningen skete der ikke udflytning af gårde fra byen før i anden halvdel af 1800-tallet (i dag ligger der kun een gård tilbage inden for bykærnen). Derimod steg antallet af huse, og 1903 var der 13 gårde, 13 huse med jord og 33 uden jord. Flertallet af de nye huse blev dog ikke bygget i selve Pederstrup By, men på udstykninger langs kysten. Her anlagdes også et nyt færgeleje til erstatning for et færgested i Gammel Spodsbjerg.

Pederstrup fik en ideel beliggenhed for en landbrugsby, fordi der var let adgang til de naturgivne ressourcer, som en selvforsyningsøkonomi var afhængig af: vand, ager, græs, brændsel og byggematerialer. Beboerne kunne få ferskvand fra en bæk, Tudserende, som løb(er) mellem byens bygninger, og fra de omliggende bakker førte rige vandårer ned til byens brønde. Fra gårdene var der direkte adgang til agerland, og op til agrene stødte engarealer med god græsning. Brændsel fik man som træ fra de omliggende skove og som tørv fra byens tørvemose.

Pederstrup By (se bilag II) har stadig sit oprindelige vejnet, men forten er delvis udslettet, og af en stor vanding resterer kun en mindre branddam, som dog stadig har forbindelse med nogle af de grøfter, der blev gravet i udskiftningstiden, og med Tudserende. Byen har endnu de fire svorne veje, som iflg. Jyske Lov enhver by bør have, nemlig vej til købstad, ting, strand og skov. Den nord-syd gående bygade bøjer mod øst til stranden, mod nordvest til skov og ting og mod sydvest til kirken og videre til købstaden Rudkøbing. Syd for byen gik en kirkesti over markerne til Longelse Kirke, som ligger højt hævet i landskabet på en banke. Stien er bevaret, og byens gennemgående vejnet er i dag
markeret som "Margueriterute".

Socialt miljø

Pederstrups befolkning tilhørte på den undersøgte tid landalmuen, der her defineres således:
"Landalmue er den brede bondebefolkning under ét: selvejerbønder, gårdfæstere, bolsmænd, gårdsæder, husmænd med og uden jord, landhåndværkere, inderster på gårde og i huse, tjenestefolk, fattige landboere uden egen bolig hvad enten de hørte til sognet eller et omvandrende proletariat" (Skrubbeltrang 1978:56).

I Pederstrup var den største persongruppe gårdmænd og husmænd med deres hushold. Dertil kom enkelte håndværkere. Produkter, som folk i Pederstrup ikke selv kunne fremstille, blev købt i Rudkøbing 7 km borte. Her lå i 1804 ikke mindre end 8 købmandsgårde, som havde egne skibe. Købmændene sejlede på indkøbsrejser til Lübeck og København, hvorfra de hjembragte luksusvarer som krydderier, silke og møbler. Desuden fortælles om omfattende smugleri fra Hertugdømmerne via Ærø, hvor folk købte toldfrit ind til privatforbrug. Skifter efter Pederstrup-folk viser, at man købte luksusvarer som f.eks. silke og kostbart indbo ikke alene blandt velstillede gårdmænd, men også blandt husmænd.

De fleste beboere i Pederstrup var fæstere under hovedgården Møllegaard i Longelse. 1777 besad Møllegaard stort set alle Pederstrup Bys 7 egaliserede gårde á 5-3-1-2 tdr.htk. og 6 huse. Tranekær Gods ejede kun 1 gård på 8-7-1-0 tdr.htk. Samme år (1777) blev Møllegaard med bøndergods købt som allodialgods af Christian, greve Ahlefeldt-Laurvig, Tranekær, og 1791 gik gården i arv til hans søn Frederik, greve Ahlefeldt-Laurvig, også kaldt "Generalen". Han solgte gården igen 1834 til en proprietær, som havde den til 1844, hvor den atter solgtes, denne gang uden bøndergods. - Efter 1844 skete en gradvis overgang til selveje, men så langsomt at der endnu i 1903 fandtes enkelte
fæstere i Pederstrup. De var generelt velstillede og betalte høje indfæstninger. I årene 1803-05 lå indfæstningen for en langelandsk gård på 500 til 800 rdl., hvilket var væsentligt højere end på Sjælland og Falster, men til gengæld var landgilden lav. Også selvejergårdene solgtes for høje priser, og det fortælles, "at indfæstning, pris på jord og jordafgift er det dobbelte mod i de tilgrænsende provinser, og en bondegård på Langeland betales lige så dyrt som en af samme størrelse i nærheden af København" (Begtrup 1806:587ff).

Landbrugerne i Pederstrup var slettebønder, hvilket tydeligt ses af landgildeydelsernes art og boopgørelser over dyr og landbrugsredskaber. Slettebønder defineres som en bondebefolkning, der lægger hovedvægt på korndyrkning, har trevangsbrug, udelukkende dyrker landbrug, ikke har væsentlige binæringer, har mange servicefolk, mange formaliserede sociale organisationer, et snævert kontaktnet, ringe mobilitet og udviser bondekonservatisme (Stoklund 1976:23).

Redegørelse for undersøgelsen

Analysens formål er at fastslå, om der i tiden ca. 1780 til 1860 skete basale ændringer i Pederstrup-folkenes livsvilkår. I hele Danmark skete der en ændring i "tidsånden", som selvfølgelig også berørte Langeland. Det må derfor også formodes, at landalmuens omverdensfortolkning
ændredes i disse år, hvor fællesskabet ophørte, udskiftningen gennemførtes og overgangen fra naturalieøkonomi til pengeøkonomi skete. Bonden havde i mange år været "peasant" og stået i spidsen for et selvforsyningshushold, hvor man ikke drev en forretning i egentlig økonomisk forstand. Efter landbrugsreformernes gennemførelse blev han gradvis "farmer" og drev et forretningsforetagende, der kombinerede produktionsfaktorer købt på det åbne marked for at opnå en gevinst ved at sælge fordelagtigt på et afsætningsmarked (Wolf 1973:10). På denne baggrund forventes det, at der på mikroplanet kan fremanalyseres belæg for ændringer i de enkelte persongruppers sociale status, kulturelle tilhørsforhold og kognitive holdninger (Hastrup 1975:185).

Pederstrup er analyseret som et mikrosamfund set i relation til det omgivende totale makrosamfund. Mikrosamfundet Pederstrup betragtes desuden som indeholdende flere lag. Overordnet et generelt lag, her betegnet lag:1, der afspejler de let aflæselige statistiske forhold som befolkningstal, ejendoms- og erhvervsstruktur osv. Under dette simpelt aflæselige lag:1 ses også et "mikroplan i mikroplanet", et lag:2, som er analyseret på individniveau. Analysen er derfor foretaget implicit af lag:1 og eksplicit af lag:2, hvor lag:2 er eksemplificeret ved to udvalgte husholds vilkår.

Kilder, metode og teori

Af omstående liste ses alle kilder, der er anvendt i analysen. Hvor det har været muligt, er kilderne indtastet i edb-programmet LANDBASE. De, som ikke har kunnet indtastes i LANDBASE, er indlagt i programmet ASKSAM. Det drejer sig om kvalitative data (bløde data) som lægdsruller, fæstebreve, skifter, udskiftningsdokumenter etc. Kun de i LANDBASE indtastede kilder bliver omtalt her, men undervejs i analysen er der redegjort for brugen af alle anvendte kilder.

Analysen bygger i høj grad på folketællingerne 1787-1860 og kirkebogen 1813-52 for Longelse Sogn. Folketællingerne er indkodet med flg. data: databasens personnummer, navn, alder, køn, civilstand, stilling i husstanden, husstandsnummer, ejendomsnummer, 1. erhverv, 2. erhverv og fødested. Oplysningerne er indtastet efter flg. principper: personnummer i kronologisk rækkefølge fra nr. 1001 til 1865 incl., således at der findes data vedrørende 864 forskellige personer, som iflg. folketællingerne 1787-1860 boede i Pederstrup. Personnavne er indtastet efter et normaliseringsskøn, således at den enkelte person er noteret med den navnestavemåde, som flest gange forekommer i tællingerne. Alder, køn, civilstand og stilling i husstanden er indtastet slavisk efter den enkelte tællings oplysninger. Husstandsnummer er indtastet kronologisk for hvert hushold, mens der som ejendomsnummer er noteret matrikelnummeret på den ejendom, den enkelte person
beboede på det givne tidspunkt. Matrikelnumrene er fundet ved gennemgang af Sogneprotokol 1810 med forandringsprotokoller, diverse fæstebreve, udskiftningsdokumenter, skøde- og panteprotokoller, brandtaxationer og kort. Herved er det lykkedes at finde matrikuleringsbetegnelsen for op mod 99% af alle husholdsoverhoveders bosted på et givent tidspunkt i den undersøgte periode. Under rubrikken "1.erhverv" er noteret den aktuelle folketællings oplysning, men i tilfælde, hvor der opgives mere end eet erhverv, er altid som første erhverv noteret det, som havde umiddelbar tilknytning til personens boligform; dvs gårdmand, husmand, indsidder eller inderste. Som
"2.erhverv" er noteret f.eks. et håndværk, der blev drevet ved siden af det agrare erhverv. Det skønnes dog, at en mand, der eksempelvis benævnes "husmand og snedker", selv først og fremmest betragtede sig som snedker og dernæst som husmand (Hartby 1985:56). Derfor havde det nok været rigtigere at notere håndværk som 1. erhverv, men under skyldig hensyntagen til LANDBASEprogrammets opbygning er den her beskrevne fremgangsmåde valgt. Også kvinder, der i tællingerne blot er noteret som appendix til en ægtemand under formen "hans kone", er i rubrikken "1.erhverv" noteret som husmoder. Det er sket for at synliggøre disse kvinders ikke ubetydelige arbejdsindsats i husholdene og lade dem indgå i en erhvervsstatistik, hvorfra de ellers ville forsvinde.
I øvrigt kan det diskuteres, om ikke voksne hjemmeboende børn i gårdhusholdene burde noteres med et erhverv, selv om et sådant ikke er oplyst i folketællingerne. Det er givet, at voksne børn på en gård var beskæftiget som karle og piger i faderens bedrift. - Endelig er der i
LANDBASEskemaets rubrik for fødested selvfølgelig først noteret dette fra og med folketællingen 1845, hvor oplysningen blev indført i de officielle tællingsskemaer. For enkelte personers vedkommende er fødestedet korrigeret ved opslag i dåbs- og konfirmandlister i kirkebogen for Longelse Sogn 1813-52 og lægdsruller 1790, 1810 og 1818. Korrektion er kun sket, hvor folketællingerne har oplyst forskelligt fødested for den samme person. Når fødestedet med sikkerhed har kunnet fastslås, er dette indtastet.

Folketællingerne er sobert, men ordknapt ført af listeførerne, idet kun de strengt påbudte oplysninger er medtaget. Oplysninger om bl.a. binæringer, ægtefællers antal giftermål, børns biologiske forældre etc. savnes ofte.

Longelse Kirkebog for tiden før 1813 er gået tabt. Der er derfor kun arbejdet med kirkebogsdata for årene 1813-52. Herfra er indtastet alle notater vedrørende dåb, konfirmation, vielse og begravelse angående i alt 657 personers rolle i 1879 kirkelige handlinger.

Vedrørende dåb er indtastet oplysninger om dåbsbarnets navn, køn, hjemsted, dåbsdatoen, begge forældres, gudmoders og alle fadderes navne og hjemsted samt personnummer, hvis dette er kendt. Fra konfirmandlisterne er indtastet konfirmandens personnummer, navn, køn, hjemsted og dato for konfirmationen samt begge forældres personnumre og navne. I den originale kirkebog er også noteret konfirmandens fødested og dato for fødsel og dåb; disse oplysninger er som nævnt i visse tilfælde anvendt til verifikation, men kan pga. begrænsninger i LANDBASEskemaet for kirkelige handlinger ikke indtastes heri. Vielsesoplysninger er indtastet med begge brudefolkenes personnumre, navn, køn, hjemsted og vielsesdato. Desuden er data for de respektive forlovere indtastet. Dette har medført visse identifikationsproblemer fordi det, hvis det ikke ud fra patronymika, kendte tjenesteforhold eller familierelationer med sikkerhed har kunnet afgøres, hvilken af brudefolkene forloverne mødte for, har været nødvendigt at foretage en beslutning om, at førstnævnte forlover altid mødte for den førstnævnte af brudefolkene. Denne udpegningsmetode anses dog for absolut forsvarlig, fordi det af den del af materialet, hvor der ikke har været grund til at tvivle om identifikationen, tydeligt fremgår, at forloverne noteredes i den nævnte rækkefølge. I den originale kirkebog er også ofte noteret brudefolkenes civilstand: ungkarl, enkemand, pige, enke. De oplysninger er indtastet i LANDBASE i kantet parentes [ ] efter den pågældende persons navn. Det er sket for at kunne påvise en bestemt persons civilstand på et givet tidspunkt f.eks. for at efterspore en afdød ægtefælle eller beregne en persongruppes ægteskabsfrekvens. - Endelig er kirkebogens begravelseslister indtastet med personnummer, navn, køn og hjemsted for afdøde og dato for begravelsen. Ofte meddeler kirkebogen, hvem et afdød barns forældre eller en voksens ægtefælle var. I de tilfælde er oplysningerne indlagt i LANDBASEprogrammet under koden "får barn/ægtefælle begravet". Kirkebogen opgiver også dødsdag, men disse data kan ikke indlægges i LANDBASE. Derfor er dødsdatoer for personer, som indgår i analysen af lag:2, tilskrevet i programmet ASKSAM.

Den originale kirkebog er stringent ført med god orden af sognets skiftende præster. Oplysningerne er let tilgængelige, fordi ministerialbøgerne netop i 1813, hvorfra Longelse Kirkebog er bevaret, fik fortrykte skemaer til indførslerne.

Ejendomsdata hentet fra Sogneprotokol 1810 og forandringsprotokoller hertil er indlagt på LANDBASE i skema for Matriklen 1844. Her er for alle ejendomme oplyst ejendomsnummer, matrikelnummer, ejers/brugers personnummer og navn med oplysning tilføjet i kantet parentes om, hvorvidt den pågældende var fæster eller ejer, år for og årsag til opmåling samt ejendommens
hartkorn og areal. Andre ejendomsdata som Matriklen 1688, realregistre, skøde- og pantesager og brandforsikringsoplysninger mv. er indsamlet og indlagt på ASKSAM, fordi dette program kan modtage fritekst (bl.a. bløde data, som ikke kan indlægges i LANDBASE).

På trods af stor omhu ved indtastning af data og de sobert førte originalkilder, kan der opstå mistro til validiteten af de fundne resultater. Eventuelle brist kan skyldes utilsigtede "kontorfejl" under indtastning, fejlagtig identifikation af mennesker og bygninger, tvivl om hvorvidt indsamlingen af primærkildernes oplysninger skete i overensstemmelse med de normative forskrifter og mulig underregistrering af personer i folketællinger eller manglende indførsel af kirkelige handlinger i kirkebog. Trods disse fejlmuligheder påstås det dog alligevel sammenfattende, at de fundne udsagn med en høj grad af sikkerhed er karakteristiske for Pederstrup.

Analyse
Lag:1

I analysen af Pederstrups befolkningsforhold, erhvervs- og ejendomsstruktur 1787-1860 inddrages Kaj Habekosts undersøgelse af Langelands Sdr.Herred (Habekost 1976:12-21). Analysens formål er først og fremmest at afdække forholdene i Pederstrup, men samtidig benyttes muligheden for at perspektivere både resultaterne herfra og de, som Habekost fandt.

Folkemængden

Befolkningsudviklingen i Pederstrup 1801-60 er vist i bilag III, tabel 1. Tallene for Pederstrup er indsat over Habekosts resultater for hele Longelse Sogn. Heraf ses, at befolkningstallet i Pederstrup steg med ikke mindre end 106%, mens stigningen i Longelse var på 77% i den nævnte periode.

Erhvervsstruktur

Erhvervsfordelingen 1787-1860 blandt Pederstrups beboere vises i bilag III, tabel 2. Her fremgår det tydeligt, at Pederstrup var et udpræget landbrugssamfund, idet dette erhverv gennem hele perioden beskæftigede mindst 2/3 af de erhvervsaktive. I periodens begyndelse var der kun ganske få håndværkere. Deres antal steg først, da kornsalgstidens økonomiske opsving var slået rigtigt
igennem omkring 1840, og det var da bygningshåndværkere, der kom flest af, fordi man efterhånden gik over til at bygge i sten, hvortil der krævedes professionelle håndværkere.

For Sdr.Herreds vedkommende konstaterer også Habekost, at håndværkernes antal steg kraftigt i denne tid; på blot fem år fra 1845-50 øgedes deres antal således med 14%.

Ejendomsstruktur

De fleste af Pederstrups gårde og huse lå omkring gaden og vandingen. Derudover var der nogle få i bebyggelsen "Krogsbjerghuse" længst mod nord på byens jorde. Først omkring år 1900 var næsten alle matrikelnumre bebygget, ligesom mange var blevet udparcelleret og bebygget. Gårdantallet forblev næsten konstant, mens husantallet steg markant. Se bilag IV, tabel 3. Dette forhold falder godt i tråd med Habekosts resultater for hele herredet. Også her var mængden af gårde næsten uændret, mens husenes antal steg. Habekost har dog kun set på årene 1850-60, men finder en stigning i hustallet på ca. 21% alene i dette tiår, mens der i Pederstrup i samme tiår kun var en stigning på ca. 9%. Her skete stigningen derimod jævnt gennem hele 1800-tallet.

Husholdsstruktur

Bilag III, tabel 4. viser husholdsstrukturen. Det skal understreges, at hushold opfattes som defineret i note 3. Derfor er antallet af ejendomme (se tabel 3.) ikke det samme som antallet af hushold. Det kan af folketællingerne konstateres, at der i nogle ejendomme boede flere hushold under samme tag, men kun eet hushold besad ejerskabet eller fæsterettighederne. Andre hushold, som måtte bebo den
givne ejendom, var i så fald "lejere", dvs. indsiddere eller inderster med egen husholdsøkonomi. Tabel 4. viser derfor antal hushold i tiden 1787-1860 og den gennemsnitlige husholdsstørrelse. Her fremgår det, at husholdsantallet steg mere end 100%, men at husholdsstørrelsernes gennemsnit var
stabilt.

Analyse
Lag:2

Som sagt er mikrosamfundet analyseret som bestående af to lag, hvor analysen af lag:2 er foretaget ud fra to repræsentative hushold. Der er valgt et gårdmandshushold og et husmandshushold, som begge ved generationsskifte forblev bosiddende i Pederstrup gennem en undersøgelsesperiode fra 1784 til 1887.

Gårdmandshusholdet - 1. generation 1784-1831

I 1784 købte den 32-årige landsoldat Mogens Rasmussen (1001) sig fripas fra soldatertjenesten og erhvervede Grevskabet Langelands eneste selvejergård i Pederstrup. Han blev, hvad man på Langeland kaldte "grevelig ejendommer". Gården var selvejergård og kunne frit sælges eller pantsættes, men Grevskabet ejede stadig en part og modtog landgilde, hoveri og skatter. Derfor oprettedes både fæstebrev, husbondholdbrev og skøde. Af disse grevelige selvejergårde var der år 1800 kun 25 på hele Langeland (Dalgas 1837:104). Gården matr.nr.7 i Pederstrup havde et tilliggende på 76 tdr.l. ager, eng og fredskov, og var dermed byens største gård skyldsat for 8-7-1-0
tdr.htk. ager og eng; skovsk. 2 skp.

Mogens Rasmussen var gift med Fridericke Elizabeth Hansdatter (1002), som i 1787 var 23 år gammel, og med hvem han fik 5 sønner og 4 døtre. I 1786 var han blevet sognefoged og 1790 også lægdsmand. Han gjorde altså lynkarriere i lokalsamfundet allerede inden for de første 6 år, efter han havde overtaget byens største gård. Han havde en vis boglig uddannelse, kunne i hvert fald læse og skrive, og han kendte tidens udskiftningslove, for i egenhændig skrivelse 1792 krævede han udskiftning af Pederstrup. Det havde han også god grund til, for hans jord lå spredt på ikke mindre end 35 agre. Efter at jorden som den første i byen var opmålt og takseret, blev den smukt samlet i
"en lod nordvest for byen med tilgrænsende gaardsplads og hauge". Hans jord lå nu på en ret jævn moræneflade med egen vanding og stadig med gården midt i byen, så den ikke behøvede udflytning. Først i 1870 blev den udflyttet af hans sønnesøn, som lagde den nordvestligst på gårdens jorder med nyt stuehus af sten og udflyttede økonomibygninger. I årene herefter købte eller byggede Mogens
Rasmussen flere husmandshuse, som han solgte, lejede ud eller fæstede bort. Ved udskiftningens afslutning 1810 ejede han således foruden gården 3 fæstehuse med jord, som svarede til ham og 4 huse uden jord, som beboedes dels af hans egne sønner og dels af lejehusmænd.

November 1814 døde Mogens Rasmussen og meget om hans økonomiske forhold og sociale status afsløres ved læsning af den boopgørelse, der da blev foretaget. Hans gård (uden husmandssteder) blev vurderet til 25.000 rdl., landsbrugsredskaber og besætning til i alt 2.805 rdl., mens stuehusets indbo uden specifikation blev takseret til 500 rdl. I alt blev boets aktiver opgjort til 28.305 rdl., mens dets passiver beløb sig til 3.115 rdl. Passiverne er interessante, fordi de fortæller meget om Mogens Rasmussen og hans husholds levestandard. Bl.a. ses det, at hans ligkiste kostede godt 33 rdl. hos en snedker i Rudkøbing. Hele begravelsen kostede ca. 100 rdl. Ved hans begravelse blev der afholdt gæstebud, hvortil der blev indkøbt varer hos Rudkøbings købmænd. Til disse skyldte boet 125 rdl., og selv om måske ikke alle indkøb i denne regning var gjort til gravøllet, så fortæller det, at husholdet købte luksusvarer i temmelig store mængder. Ligeledes blev der til begravelsen indkøbt kød for 5 rdl. Det skete sandsynligvis, fordi man allerede før dødsfaldet havde slagtet (november var
slagtemåned) de dyr, som skulle bruges i jule- og forårstiden; dette kød var "øremærket" til brug i selvforsyningshusholdningen, og man måtte købe udefra til ekstra gæstebud. Også den lokale skrædder havde 5 rdl. tilgode, hvilket viser, at familien fik syet ude. Af gæld vedrørende gårddriften meddeler skiftet kun om skyldig daglejerløn og en gæld til smeden. - Mogens Rasmussens enke sad i uskiftet bo til 1831, hvor hendes tredieældste søn, Anders Mogensen (1088), overtog gården, og hun selv 67 år gammel gik på aftægt. Alle værdier blev samtidig overført til børnene, så der ved hendes død i 1839 intet var at arve.

Husmandshusholdet - 1. generation 1801-1829

Januar 1801 boede der i Pederstrup en 41-årig husmand, Jørgen Pedersen Skytte (1096), som lige var blevet enkemand efter sin anden hustru. Med hende havde han ingen børn, men fra sit første ægteskab en 12-årig søn. Formodentlig samme år giftede han sig tredie gang, nu med den 10 år yngre Anne Elizabeth Hansdatter (1186); med hende fik han 2 sønner og 3 døtre.

Jørgen Pedersen Skytte blev i folketællingen 1801 benævnt "husmand uden jord og daglejer". Han kom muligvis fra Lolland, men slog sig ned i Pederstrup mellem 1788 og 1800. Huset, han beboede i 1801, lejede han af ovennævnte Mogens Rasmussen. Marts 1805 købte Jørgen Pedersen Skytte et 6-fags husmandshus uden jord, matr.nr.18, beliggende nordligst i Pederstrup By. Det kostede 154 rdl. og var et selvejerhus, hvortil Grevskabet havde herlighedsretten. Han blev altså "grevelig ejendommer", men kun som husmand. Huset solgte han igen 8 måneder senere og fæstede så et andet 6-fags hus, matr.nr.12, også tilhørende Grevskabet. Det var oprindelig bygget før
udskiftningen af Mogens Rasmussen på bygadens østre side lige under Møllebjergs stejle bakkehæld, hvad der kun levnede en strimmel jord på 0,10 tdr.l. mellem bakken og gaden, hvorpå hus og have var anlagt. Ved udskiftningen blev der tillagt huset en jordlod på 2 tdr.l., som lå nordøst for byen. Stedsmålet var 10 rdl., og af jordlodden i udmarken skulle der betales en afgift på 20 sk. pr. skæppe land årlig og gøres 1 ugedags hoveri. Stedsmålet havde Jørgen Pedersen Skytte svært ved at betale, selv om han lige havde solgt huset matr.nr.18, og han stiftede ustandselig gæld, som han vanskeligt kunne tilbagebetale. Han lånte rede penge, pantsatte sit bohave og var bagud med afgifter og skatter. Ved sin død 1817 skyldte han over 34 rdl. bort, som hans enke måtte udrede. Det drejede sig om penge lånt til at betale forfaldne afgifter til Grevskabet med og gæld for uspecificerede varer købt hos naboer eller familie. Endelig var fæstehuset ikke vedligeholdt efter forskrifterne, og enken måtte forpligte sig til at "indestå for brøstfældigheden". Lidt usædvanligt for familiens sociallag, ejede den enkelte ret værdifulde indbodele, som blev anvendt til at indfri gældsposterne. Herved klarede enken at komme ud af gælden, og der blev endda lidt til børnene at arve. Boets overskud blev opgjort således, at enken fik en arvelod på 16 rdl. og børnene ligeledes 16 rdl. til deling. Bortset fra 2 køer, som hver blev vurderet til 13 rdl., var det mest værdifulde i boet en væv "med behør"; den blev sat til 6 rdl. Der er ingen tvivl om, at den væv blev benyttet af husmoderen som et middel til at skaffe familien en ekstraindtægt ud over det, husmandsstedet og mandens daglejerarbejde kunne indbringe. Hun vævede sandsynligvis for gårdmandsfolk i byen, hvoraf de fleste både holdt får og dyrkede hør.

Ved mandens død overtog Anne Elizabeth Hansdatter fæstet af huset og jordlodden. Hun sad tilbage med 5 børn, hvoraf de to ældste på 14 og 16 år var ude at tjene, mens hun hjemme havde tre børn på henholdsvis 10, 6 og 3 år. Fem år efter giftede hun sig med den 20 år yngre ungkarl og daglejer Mads Stephansen Larsen (1524). Ægteskabet var snarere et økonomisk fordelagtigt arrangement for dem begge end et inklinationsparti. Hun manglede en mand, som kunne dyrke jordlodden og tjene penge som daglejer, og han avancerede til fæstehusmand. Forresten skyldte hun ham også 13 rdl. Ægteskabet blev barnløst og varede kun 4 år, så var hun igen enke. Hendes ældste søn Hans Jacob Jørgensen (1181) var nu 24 år, og han overtog året efter fæstehuset, mens hun 58 år gammel kom på aftægt hos ham til hun 1860 døde 91 år gammel. Hun efterlod sig intet. Da sønnen anmeldte sin mors død for skifteforvalteren, erklærede han, "at afdøde langtfra efterlader sig så meget, som begravelsen vil koste".

Gårdmandshusholdet - 2.generation 1831-1867

Anders Mogensen (1088) overtog 25 år gammel i 1831 sin fødegård matr.nr.7 i Pederstrup, men havde allerede siden sin fars død i 1814 drevet gården under sin moders opsyn. Han var tredieældste søn, og hvorfor han og ikke en af hans ældre brødre overtog gården, vides ikke. Måske var det, fordi den ene havde en legemlig skavank, idet "hans højre fod [var] lidet kortere end venstre, og [han led af] indvortes svaghed". Han fæstede et af familiens huse uden jord. Den anden broder giftede sig til en gård i Pederstrup, men rejste fra byen 1830, da han blev enkemand.

Mogens Andersen var en oplyst mand og i endnu højere grad end sin far en entrepeneur-type (Barth 1971:174f). To år efter faderens død var også han udnævnt til lægsdmand og sognefoged. På det økonomiske område var han dristig; han købte og solgte jord, tog lån og pantsatte fast ejendom for at komme videre med sine planer. Han opførte som sin far nye huse, købte 1840 en anden gård, nedrev den i 1843 og lagde jorden til sin fødegård. Her udbyggede han gårdens økonomibygninger og forbedrede desuden mejeridriften kvalitativt, selv om gårdens kvægbestand ikke steg væsentligt i den tid, han var ejer. Den mere professionelle mejeridrift afsløres af gårdens stigende antal sibøtter. Des flere sibøtter, des bedre hygiejne, des bedre kvalitet og des bedre priser. Til behandling af mælk fra 15 køer havde gården på et tidspunkt 76 sibøtter, mens det i ældre tid var almindeligt, at antallet af køer og sibøtter nærmest var lig hinanden (Lütken 1909:401). Interessen for rationel mejeridrift medførte også, at Anders Mogensen i slutningen af 1840'erne blev forpagter af Grevskabets mest velanskrevne mejerigård, "Nygaard", i Stoense. Her boede han i 10-15 år og havde et stort hushold, hvor der beskæftigedes 6 tjenestefolk og flere medlemmer af hans egen familie. Imens drev en af hans sønner gården i Pederstrup.

Anders Mogensen var gift tre gange. Første gang 1815 med den jævnaldrende Johanne Pedersdatter (1486), som døde i barselsseng 1825. Anden gang ægtede han enken Ane Kirstine Larsdatter (1746), som var 10 år ældre end han. Ægteskabet var barnløst og varede kun tre år; så døde hun. Sit tredie ægteskab indgik han 41 år gammel i 1829 med den kun 16-årige Ane Kirstine Christensdatter (1233), datter på en stor nabogård. I ægteskaberne blev der født 11 børn, hvoraf 4 sønner og 4 døtre samt den tredie hustru overlevede Anders Mogensen.

Økonomisk gik det godt for Anders Mogensen, selv om han kastede sig ud i vovelige transaktioner især i årene omkring gårdovertagelsen 1831, da der skulle udredes arv til hans søskende. Han gik så vidt, at han købte gården ved en stråmand på offentlig auktion, fordi arvingerne forlangte gården overtaget af højstbydende. Denne oplevelse medførte sandsynligvis, at han tog højde for komplicerede arvesager i fremtiden. Han skrev testamente efter i levende live at have fordelt arv blandt sine børn af første ægteskab, så de ved hans død i 1867 afgav arveafkald, mens hans enke sad i uskiftet bo med sine egne børn. Parrets ældste søn overtog gården med hende på aftægt. Da hun døde 1879 arvede hver af hendes fire børn 2.800 kr. - Alle Anders Mogensens børn blev sat godt i vej inden for de rammer, som familiens kulturelle tilhørsforhold satte. Selv klarede han sig økonomisk godt igennem livet pga begavelse, uddannelse, bevidst strategi, risikovillighed, stigende konjunkturer i landbruget og intensivering af mejeridriften.

Husmandshusholdet - 2. generation 1829-1887

Hans Jacob Jørgensen (1181) var også 25 år, da han i 1829 overtog fæstehuset matr.nr.12 i Pederstrup. Han havde været ude at tjene - måske i Tullebølle. Herfra kom i hvert fald Maren Hansdatter (1182), som 1830 udlagde ham som barnefar til hendes nyfødte søn. Samme dag barnet blev døbt i Longelse Kirke blev forældrene viet. Maren Hansdatter havde i forvejen en 3-årig datter født uden for ægteskab, som Hans Jacob Jørgensen ikke var far til. Parret fik sammen 9 børn, hvoraf de 7 levede til voksenalderen.

Gennem alle folketællingerne fra 1834 til 1880 benævnes Hans Jacob Jørgensen "fæstehusmand og daglejer". Af kilderne ses han hverken at have købt eller solgt fast ejendom ej heller at have lånt eller pantsat noget. Hans økonomi var alene baseret på det, som husmandslodden på 2 tdr.l. kunne kaste af sig plus det, han kunne tjene som daglejer. Det er givet, at hans kone og børn har arbejdet med, både ved dyrkning af jorden, pasning af husholdets få dyr og ved at arbejde for fremmede. Børnene kom tidligt ud at tjene, og ingen af dem opholdt sig i hjemmet efter 10-12 års alderen bortset fra den ældste datter, som Hans Jacob Jørgensen var stedfar til. Hun blev sypige og boede hjemme til hun var nogle og tyve år. Kilderne er meget tavse om dette husholds medlemmer bortset fra, at de hyppigt figurerer i kirkebog og folketællinger, men der er ingen oplysninger om økonomiske transaktioner endsige arvestridigheder. Hans Jacob Jørgensen og hans kone blev gamle; han 83 år og hun lidt ældre. Ved hans død havde en datter og svigersøn fæstet huset, og de to gamle sad på aftægt hos dem. - August 1887 noteredes i skifteprotokollen "at fhv. husmand Hans Jacob Jørgensen af Pederstrup er død efterladende sig enke og myndige arvinger, men ingen efterladenskaber uden hvad til begravelse vil medgå."

Komparation

Stilles elementer fra de to analyserede husholds økonomiske og sociale forhold op mod hinanden, tydeliggøres forskellen mellem deres livsvilkår. Elementerne opfattes som tegn, der aflæses som husholdenes individuelle kommunikation til omverdenen om deres kulturelle tilhørsforhold (Leach 1987:10).

Den økonomiske forskel, der var mellem de to hushold i første generation, kan kort gøres op ud fra ovenstående deskriptive gennemgang. F.eks. var gårdmandens indbo og redskaber godt femten gange så meget værd som husmandens. Gårdmanden havde ikke lånt kontanter, mens husmanden skyldte 32 rdl. bort i rede penge. Gårdmandens gæld for varer og tjenesteydelser udgjorde kun 7,5% af værdien af hans aktiver, men husmandens totale gæld i kontanter og varer var hele 52,5% af værdien af hans aktiver.

Anden generations vilkår tydeliggøres af bilag V.1,2 (fysisk udtryk). Her ses umiddelbart den store forskel, der var mellem det bolig- og arbejdsareal, de to hushold hver havde til deres rådighed. Eksempelvis levede der 1840 i begge hushold 9 personer. Hos gårdmanden havde de 13 fag hus til beboelse, mens husmanden havde 5 fag. Det gav i gennemsnit 1,4 fag pr. person i gården, men kun 0,5 fag pr. person i huset. Begge hushold bestod af mand, kone og 6 børn; hos gårdmanden var desuden en voksen karl, hos husmanden hans gamle mor. De hjemmeboende gårdmandsbørn var fra 0-22 år gamle, mens husmandsbørnene var fra 0-12 år. Et eksempel på at gårdmandsbørn
arbejdede hjemme, og husmandsbørn tidligt kom ud at tjene (Hartby 1989:52). - Gårdens økonomibygninger bestod i 1830 af tre længer på tilsammen 32 fag; husets var 1 fag, der lå i selve beboelseshuet. Desuden udbyggedes gårdens økonomibygninger 1840 til 48 fag. Af bilag VI.1 fremgår art og antal af de kreaturer, som var del af de to husholds eksistensgrundlag omkring 1830. Gårdmanden havde 53 dyr og husmanden kun 3. Af brandforsikringsarkivalierne ses, at gården havde stalde i både østre og søndre længe. Husmanden havde 1 fag i sit beboelseshus til tørveskur; her gik sikkert hans eneste gris. Hvor han opstaldede sine to køer om vinteren, vides ikke. Måske har de stået hos en gårdmand, som han var daglejer for; her kunne han f.eks. ved tærskearbejde arbejde køernes "husleje" af.

I beboelserne var der naturligvis også indbo (se bilag VI.1). - Som nævnt boede der 9 mennesker i gården i 1830. De havde i alt 7 (egetræs)borde at sidde ved. I husmandshuset levede 5 personer, som havde 1 (fyrretræs)bord. I gården var der 11 stole og 2 bænke, hos husmanden 2 stole og ingen bænke(Højrup 1977:98). I gården sov 9 personer fordelt på 9 sengesteder, hvoraf nogle sikkert har været alkover, hvor der normalt sov to voksne og et par småbørn. I huset sov 5 personer fordelt på 2 sengesteder, så der var plads nok, men det er givet, at den gamle bedstemor har haft et barn liggende hos sig. Spørger man, hvilke varmekilder disse mennesker havde om vinteren i de lerklinede, tyndvæggede huse, ses det, at gården havde 2 kakkelovne, mens huset ingen havde. Her klarede man sig med varmen fra det ildsted, som husets eneste skorsten var tilsluttet. Gården havde naturligvis også et ildsted, hvor man tilberedte maden. Her var der 3 skorstene. Også skorstene sladrede om sociallaget.

Bilag VI.2 opsummerer nogle normative udtryk, der afslører henholdvis gårdmands- og husmandshusholdets holdninger og sociale accept. Ud over det, bilaget umiddelbart fortæller om sociale relationer og status, vil her kun blive diskuteret et enkelt emne, nemlig holdningen til
førægteskabeligt samliv. Læser man de ældre forfattere, siger de ofte, at "stor usædelighed finder sted på Langeland" (Dalgas 1837:16). Derfor må det være af interesse at se på, hvordan tingene forholdt sig i Pederstrup.

I de to analyserede husholds anden generation ses, at gårdmandens første hustru var gravid i 4. måned og den tredie hustru i 3. måned ved ægteskabets indgåelse. Husmandens hustru var også gravid før ægteskabet, men parret blev først viet den dag, deres barn blev døbt, og hustruen havde desuden i forvejen et uægteskabeligt barn. Det sløres dog i alle folketællinger, som noterer det førægteskabelige barn som parrets fællesbarn. Først ved pigens konfirmation noteredes i kirkebogen, at husmanden var hendes stedfar. Folketællingernes listefører (den lokale skolelærer) har enten ikke kendt det rette forhold eller har set stort herpå. Er det sidste tilfældet, må man formode, at det var den almindelige holdning i mikrosamfundet.

Af kirkebogen ses ingen af gårdmandens børnebørn at være født før ægteskabs indgåelse, mens husmanden fik 5 uægteskabelige børnebørn. Flere af dem boede på skift hos bedsteforældrene over en 30-årig periode, og da husmanden og hans kone begge var 76 år gamle, levede de alene i huset med to børnebørn på henholdsvis 9 og 11 år. På intet tidspunkt ses det derimod, at gårdmanden havde børnebørn boende i hjemmet.

Det omgivende samfunds holdning til disse forhold kan med føje udlæses af kirkebogsoplysninger om hvilke faddere, der var til gårdmands- og husmandsbørns dåb, hvad enten de var født i eller udenfor ægteskab. Gårdmandsbørnenes faddere var næsten for 100% vedkommende også gårdmandsfolk. Her holdt man sig ved de sociale relationer inden for sin egen stand. Faddere til husmandsbørn født i ægteskab var fortrinsvis andre etablerede husmandsfolk og enkelte gårdmænd, sædvanligvis en gårdmand, som husmanden havde en arbejds- eller økonomisk relation til. Fadderne til husmandens uægteskabeligt fødte børnebørn var af et mere blandet sociallag. Oftest var faddergruppen
sammensat af familiemedlemmer, andre husfolk og tyende, men stadig også enkelte gårdmandsfolk. Dette mønster var stabilt ved første uægteskabelige barns fødsel. Men en af husmandens døtre fik flere børn uden ægteskab, og da indskrænkede faddergruppen sig til medlemmer af den nære familie og ugift tyende. - Det ses altså, at også husmandsgruppen mest holdt sig til sin egen stand, men at
folk fra gårdmandsgruppen sandsynligvis så overbærende (i hvert tilfælde til en vis grænse) på de uægteskabelige fødsler i husmandsgruppen og velvilligt mødte op som faddere. - Sammenfattende må det påstås, at gårdmandsgruppen hurtigst muligt gennem giftermål skabte "orden" i den "uordentlige" seksualitet, mens husmandsgruppen ikke tog det så højtideligt, om der fødtes børn, hvis
forældre ikke var gift.

Konklusion

Analysens mål var at kaste lys over Pederstrups historie og fastslå, om der skete basale ændringer i beboernes livsvilkår, kulturelle tilhørsforhold og normer. Ganske kort er byens historie ridset op indtil anden halvdel af 1800-tallet, og det har vist sig, at byen fik den skæbne, som blev så mange danske landsbyers. Her skete ikke de store, hastige forandringer på grund af landboreformer,
stavnsbåndsophævelse og overgang til selveje. Mikrosamfundet Pederstrup skulle gennem en 100-årig ændringsproces, før resultaterne af alt dette blev tydelige.

Som så mange andre steder i Danmark lukrerede gårdmændene i Pederstrup på ændringerne, mens husmændene generelt fik ringere kår. De langelandske gårdmænd var i forvejen relativt velstående, og efter landbrugskrisen ca. 1818-30, som også ramte Langeland, kom højkonjunkturen (kornsalgstiden), hvorunder gårdmændene blev meget velhavende, idet der skete en fordobling af landbrugets kapital i årene fra 1830-60 (Zerlang 1976:81). I denne opgangstid købte gårdmændene i Pederstrup mere jord og ombyggede deres gårde. Samtidig opførtes nye huse til de mange flere "hænder", som nu kunne beskæftiges. Håndværkerskaren voksede og blev mere differentieret. Den gode økonomi fremmede bondens selvbevidsthed. Han begyndte at kende sit eget værd som samfundsborger, og følte sig ikke længere kun som en brik i et agrarfællesskab. På individniveau i Pederstrup kan denne forandringsproces aflæses i gårdmanden Anders Mogensens økonomiske praksis. Han købte, solgte og belånte ejendom og fordelte arv blandt sine børn. I hans bo fandtes
der tillige adskillige genstande, som hørte til i en urban kulturgruppe. Han havde stueur, barometer, spejle, vinglas, karafler, tetøj og egechatol. Hans kone gik ikke i "egnsdragt"; hendes garderobe rummede flere silkekjoler end hvergarnskjoler. Med disse synlige beviser på sin økonomiske status fortalte Anders Mogensen sin omverden, hvordan han opfattede sig selv og ønskede at blive opfattet. Han kommunikerede en urbaniseret rural ideologi ud til det omgivende samfund.

Husmanden derimod blev sorteper i denne tid. Han fik ingen økonomisk fremgang. Husmand Hans Jacob Jørgensen var daglejer som sin far og havde som han kun 2 køer og ingen stald til dem, og han havde stadig kun 1 gris, der gik hjemme i tørveskuret. Han var endnu i 1880, som sin far i begyndelsen af århundredet, fæstehusmand med 2 tdr.l. jord. Det var umuligt for ham at skaffe midler nok til at købe huset til selveje eller til at erhverve mere jord. Omkring 1880 var det på landsplan sådan, at husmænd og tjenestekarle, som udgjorde 65% af landbefolkningen, kun havde 12% af landbrugsjorden til deres rådighed (Hansen 1945:340). Og Hans Jacob Jørgensens børn
kom derfor tidligt ud at arbejde for fremmede; de kunne ikke forvente en stor arv eller at blive sat i vej af deres far. De blev heller ikke "godt gift", men kom derimod hjem med uægteskabelige børn, som deres forældre måtte tage sig af. Da Hans Jacob Jørgensen døde i 1887, var det, han efterlod sig, så lidt, at der end ikke blev foretaget boopgørelse. Hans efterladenskaber dækkede lige hans begravelse. Det er vanskeligt at finde belæg i kilderne for en holdnings- eller normændring hos dette husholds medlemmer. Sikkert er det dog, at husmændene i løbet af 1800-årene blev en klasse for sig ligesom gårdmændene. At være husmand eller gårdmand i fællesskabets tid var snarere et stadie i det enkelte individs livscyklus end et fast erhvervsmæssigt tilhørsforhold. Men 100 år efter landboreformerne måtte dét at være husmand opleves som en proletarisering.

Afslutning

Begtrup roste 1806 langelændernes dygtighed og driftighed og mente, at landbruget på Langeland var det bedste i hele Svendborg Amt. 1837 gentog Dalgas denne lovprisning og skrev, at han "fandt i langelænderne et belevent, dannet, sin egen værd følende folk, der sikkert ikke ville tage for godt, hvad man visse andre steder vover at byde bonden. Hvor modtagelig den langelandske bonde er for dannelse, viser den fremgang, agerbruget har gjort på Langeland [...] også de langelandske fruentimmere udmærker dem ved deres fordelagtige udvortes, i hvilken henseende kontrasten med de øvrige øboer er påfaldende. Imidlertid står ikke til at benægte, at stor usædelighed finder sted på
Langeland".

Så vidt de gamle landøkonomer.  Her er der i 1990' erne i et diakront studie afdækket lidt om forholdene i en enkelt landsby gennem ca. 100 år.

Utrykte kilder
  • Folketællinger 1787-1860, 1870-1880 f.Longelse Sogn (RA)
  • Kirkebog 1813-1852, 1853-1887 f.Longelse Sogn (RA)
  • Matriklen 1688, 1844 (sogneprt.1810 mv.) f.Pederstrup By og Bys Jorde (LAF)
  • Dokumenter vedr. udskiftningen 1792-1868, Pederstrup, Longelse Sogn (LAF)
  • Skøde- og Panteprotokoller f.Langelands Birk 1819-1868 (RA)
  • Skifteprotokoller (LAF): Langelands Gods 1810-1828, 1834-1844
  • Grevskabet Langeland 1834-1872
  • Langelands Herred 1865-1872, 1873-1885, 1886-1891
  • Møllegaard bd. II, X (udat.)
  • Jordebøger (LAF): Grevskabet Langeland 1792
  • Møllegaard Gods 1827
  • Lægdsruller, 80.lægd, 1790, 1810, 1818 (LAF)
  • Den alm.Brandforsikring f.Landbygninger, Langelands Sdr.Hrd.1829-1830 (LAF)
  • Udskiftningskort 1792, opdat. 1810, 1839 (KMS)
  • Videnskabernes Selskabs Kort 1782 (KMS)
  • LITTERATUR (Kun direkte anvendt litteratur noteres her)
  • Barth, Fr.: Socialantropologiska problem, 1971
  • Begtrup, G.: Beskrivelse over Agerdyrkningens Tilstand i Danmark, bd.3, Fyen, Langeland, Ærø,
    1806
  • Dalgas, Carl: Svendborg Amt beskrevet 1837, repro 1992
  • Habekost, Kaj: Social mobilitet i Langelands søndre herred omkring midten af det 19.århundrede. I
    :Johansen, H.C.(red): Studier i dansk befolkningshistorie 1750-1890, 1976, s.9-75
  • Hansen, K.(red): Det danske Landbrugs Historie, 1945
  • Hartby, Inger: Navneskik blandt bønder og håndværkere i 1700-tallets Søllerød
  • I: Søllerødbogen 1985
  • - - : Da Søllerødfolkene blev skrevet i mandtal - Studier i Folketællingen 1787
  • I: Søllerødbogen 1989
  • Hastrup, K.(et al): Den ny antropologi, 1975
  • Højrup, O.: Borddækning og bordskik blandt bønder fra 1600 til 1900. I: Arv og Eje 1977
  • Landsbyregistreringen Fyns Amt, Rudkøbing Kommune, 1983
  • Leach, Ed.: Cultur and Communication. The logic by which symbols are connected, 1987
  • Lütken, Vilh.: Bidrag til Langelands Historie, 1909, repro 1979
  • Skrubbeltrang, F.: Det danske Landbosamfund 1500-1800, 1978
  • Stoklund, B.: Ecological Succession. Reflections on the Environment in Pre-Industrial Denmark. I:
    Ethnologia Scandinavica 1976
  • Trap, J.P.: Danmark, Svendborg Amt, 1960
  • Wolf, Eric R.: Bønder. En socialantropologisk oversigt over bondesamfundets udvikling, 1973
  • Zerlang, M.: Bøndernes klassekamp i Danmark, 1976