Teglværkerne ved Stenstrup Issø - En historisk oversigt 1810 - 1920

| | |

Hans NørgaardHans NørgaardAf Hans Nørgaard


"Naar man ad Jernbanen rejser fra Odense til Svendborg og har passeret Stenstrup station, vil man med Undren lægge Mærke til de mange Teglværksbygninger og Lergrav v. Juelsbjerg teglværk i StenstrupLergrav v. Juelsbjerg teglværk i StenstrupLergrave, som vise sig paa begge Sider af Banelinien. Det er i Virkeligheden Fyns vigtigste og en af Danmarks betydeligste Teglværksegne, som man her kører igennem...".

- Med disse ord indleder Victor Madsen sine geologiske undersøgelser fra Stenstrup Issø, som udkom i 1903. (Danmarks geologiske Undersøgelse, II Række, Nr. 14). - Sådan er situationen ikke længere; af de fra nyere tid 11 kendte teglværker er i dag kun Petersminde tilbage. Til trods for teglværkernes kolossale betydning for egnen har næsten ingen på tryk beskrevet dette sydfynske industrieventyr. Hos hjemstavnsforfatteren Olaf Andersen kan man dog læse følgende, skrevet lige efter sidste krig: »Vejen fra Svendborg til Odense er ikke særlig spændende paa det første Stykke, men drejer man fra mod Kirkeby og Stenstrup, vil Interessen blive fanget af de mange høje Skorstene, der rager op over det store Teglværkscenter, som har dannet sig her i Tidens Løb. Det er i Virkeligheden en Historie, som begyndte for Hundredtusinder af Aar tilbage. Da ophobedes der paa Bunden af en Sø, der paa den ene Side afgrænsedes af Egebjærgs Banker, paa den anden af en Isvold, et mægtigt Lag af fint, stenfrit Ler. Dette ler er det, der nu i Værkernes Ringovne brændes til Mursten, Tagsten, Rør o.s.v.
Teglværksejer Laurits Laursen R.af D., Dbm., Stenstrup: Direktør for De forenede Teglværker siden 1916, arbejdsgiverforeningens leder indenfor teglværksindustrien. Medlem af landstinget 1918-32. Formand for Maskinfabrikken Svendborg, medlem af repræsentantskabet for Sydfyenske Jernbaner fra 1935; talrige andre tillidshverv. Stærkt nationalt interesseret og meget virksom indenfor skyttesagen, hvor han var nordisk mesterskabsskytte.Teglværksejer Laurits Laursen R.af D., Dbm., Stenstrup: Direktør for De forenede Teglværker siden 1916, arbejdsgiverforeningens leder indenfor teglværksindustrien. Medlem af landstinget 1918-32. Formand for Maskinfabrikken Svendborg, medlem af repræsentantskabet for Sydfyenske Jernbaner fra 1935; talrige andre tillidshverv. Stærkt nationalt interesseret og meget virksom indenfor skyttesagen, hvor han var nordisk mesterskabsskytte.Direktør L. Laursen, der som Leder af A/S De forenede Teglværker har gjort en stor Indsats i Teglværksindustriens rige Udvikling paa disse Kanter, fortæller, at de første, smaa og gammeldags Værker laa i Slæbæk i Kirkeby Sogn, men de nedlagdes omkring Aarhundredskiftet. Det første Teglværk i Stenstrup opførtes i 70'erne (!), idet Langhøjs Teglværk, der var begyndt i Lunde flyttedes dertil. Særlig i Halvfemserne tog Udviklingen Fart, og der blev Tale om en virkelig industriel Fremstilling. Der findes nu paa Istidssøens Ler syv Teglværker, hvis samlede aarlige Produktion - det hele omsat til Mursten - aarligt udgør 30 Mill. Sten, og om Sommeren er 250 Mennesker beskæftiget i Gravene og inde i Fabrikkerne. Af tilsvarende Teglværkscentre har kun Værkerne ved Egernsund i Sønderjylland og Nivaa i Nordsjælland større Produktion«. ("Landet mellem Bælterne". Odense, 19481 bd. 1, s.130 ff ). For egnens lokalhistorikere og andet godtfolk ligger således her en næsten jomfruelig studiemark, som jeg med denne artikel ønsker at gøre opmærksom på. På Svendborg og Omegns Museum og Egebjerg lokalhistoriske Arkiv findes et stort kildemateriale, indsamlet gennem de seneste ti år, som vil kunne danne udgangspunkt for indtil flere dybtborende historiske undersøgelser.
Artiklen er en omskrivning af et foredrag, jeg holdt for adskillige år tilbage, og som jeg har suppleret med en del erindringsstof, for samtidig at henlede opmærksomheden på de uudtømmelige muligheder der endnu findes for at indsamle >>minder<< hos gamle teglværksarbejdere og andre, der har haft deres daglige virke på teglværkerne.
De første teglværker Hvor langt tilbage man har udnyttet issøens lerforekomster til teglfremstilling kan vi kun gisne om, men de ældste kendte teglværker daterer sig tilbage til 1700-tal1et. Men issøen lå, datidens dårlige samfærdsmidler taget i betragtning, for afsides til at en produktion beregnet på eksport kunne svare sig.
Om Langeskov Teglværk hedder det således i en indberetning fra 1809-10. "Teglværket har været til omtrent 50 Aar. De Teglsten, som brændes ved Værket, sælges til Omegnens Beboere, som selv afhenter dem, da det ikke ligger bekvemt til Udførsel søværts, men er 1 Mil fra nærmeste Strand".
Årsproduktionen på det tidspunkt lå på en eller to ovnfulde, hver svarende til 30 000 mursten og 5000 tagsten. Og arbejdsstyrken omfattede foruden en teglbrænder 6 lokale husmænd. Pastor Fog forsøgte sig også som teglbrænder men uden succes, han producerede simpelthen for mange >>kalkspringere<<, så teglovnen blev hurtigt opgivet igen. Først ved midten af forrige århundrede, da de lokale bønder begyndte at efterspørge brændte mursten og tagsten til deres gårdbyggeri og drænrør til afvandingen af deres landbrugsjord var der skabt forudsætninger for en levedygtig teglværksindustri ved issøen. Det 
første af de nyere teglværker opførtes i 1854 på initiativ af sønderjyden Niels D. Fromm. Om dette teglværk har vi overleveret følgende beretning: "Mine Bedsteforældre boede ved Egernsund, hvor Bedstefar var Forvalter paa et af de mange Teglværker, der ligger dernede. Da Mor var 5 Aar flyttede de til et Teglværk i Brændeskov, og Mor mindedes ofte at de kom i Land ved Bøjden, der den Gang var Overfartssted fra Sønderjylland. Det har nok ikke været noget imponerende Hjem de flyttede til, idet Bedstemor har fortalt, at da hun saa det, satte hun sig ned, foldede sine Hænder og udbrød: "Herre giv mig et nøjsomt Sind! De har dog nok efterhaanden faaet det godt, og Mor talte al Tid med Glæde om det og Skoven, som hun elskede. Saa Bedstefar købte nogle Aar senere Fromm&#39;s teglværk i Slæbæk i 1880&#39;erneFromm's teglværk i Slæbæk i 1880'erneMøllemosen i Slæbæk, Kirkeby Sogn, af 6 Gårdmænd der ejede dette Areal, og hvor der var Udmærket Ler især til røde Sten som jo er højest i Pris. Der blev opført Teglværk med 2 Højovne 1 Kalkværk og naturligvis Stuebygning. Dertil flyttede Familien der nu havde 5 Børn 3 Døtre og 2 Sønner. Der var Liv og Lyst paa saadan et Teglværk, der spændte over et stort Areal. Det var før Dampmaskinernes Tid, saa al Fabrikation af saavel Mursten, Tagsten og Rør forgik med Haandkraft af Ærøboere og senere Lippe Detmoldere der var særlig dygtige til dette Arbejde, der kun foregik om Sommeren. Disse Folk havde deres egen Bolig paa Teglværket, og det var en stor Fornøjelse at se dem lave Mad- koge Suppe og lignende i Fritiden.
Ærøboerne fik jo fra Familien sendt Flæsk, Fedt og Smør, saa de selv kunde klare Husholdningen. Haandstrøgne Sten skulde have en efterbehandling - der kaldtes at "skære Sten" og det foretoges af Skolebørn der havde fri (fra skole) hveranden Dag". 

Det egentlige gennembrud lod dog vente på sig til 1868, da 2 nye værker kom til, et i Stenstrup og endnu et i Slæbæk vest for Fromms Teglværk. Om baggrunden for Stenstrup Teglværk (siden Petersminde) fortæller initiativtageren Peter Poulsen selv: "Jeg er egentlig Landbruger, Gaardejer, men da jeg fandt udmærket Ler paa min Jord, op førte jeg i Begyndelsen af næstforrige Aar, 1868, af nyt mit nuværende Teglværk((. Sin viden om lerets egnethed til industriel udnyttelse havde Peter Poulsen ligesom Fromm fra sin hjemegn i Sønderjylland. Petersminde Teglværk 1884Petersminde Teglværk 1884Peter Poulsen begyndte nu ganske smaat at lave Sten derude, hvor Petersminde Teglværks store kompleks nu ligger. Han byggede en gammeldags Højovn og en Vindmølle til at trække det eneste Maskineri, man dengang havde. Leret blev æltet i en Trosse, og naar Møllen ikke havde Vind nok, trak 2 Heste for en Bom Ælteren. Leret trilledes ind paa Hjulbør og formedes med Haanden''. Her som på Slæbækteglværkerne benyttedes næsten udelukkende ærøsk arbejdskraft.  Hans Nielsen&#39;s teglværk i Slæbæk (1872)Hans Nielsen's teglværk i Slæbæk (1872)Samme år gik de to svogre i Slæbæk, husmændene Søren og Hans Nielsen i kompagniskab om oprettelsen af Slæbæk Teglværk. Et navn, der siden blev hæftet på Fromms Teglværk. Om dette initiativ fortælles følgende: "Jeg nedstammer fra Søren Nielsen, Søn af Gaardmand Niels Clausen, Slæbæk, en Gaard som ligger øst for Slæbækskoven, og hvortil der i sin Tid hørte l00 Tdr. Land. Til denne Gaard hørte 7 Tdr. Land, som ligger lige overfor Kirkeby Mejeri ved modsat side af Landevejen. Da min Fader blev gift omkring ved 1865 fik han som Arvepart fra sin Fødegaard disse omtalte 7 Tdr. Land paa den Betingelse, at der skulde bygges et Teglværk paa Jorden, da der var det fineste Ler, som eksisterer i Danmark, og yderligere stillede Niels Clausen som Betingelse, at han skulde tage sin Svoger med i Kompagni. Teglværket blev saa startet, og der produceredes en mængde gode Mursten baade Røde og Gule, og det gik også godt et par Aarstid, men den Kompagnon som min Fader havde faaet med i Foretagendet var en ivrig Missionsmand, og Niels Clausen bestemte, at vedkommende skulde føre Regnskabet og Administrationen over Teglværkets Drift, og dersom Søren Nielsen ikke gik med til disse betingelser kunde han ikke faa Skøde paa Jorden, men det viste sig, at denne Kompagnon var min Fader for durkdreven, thi i 1872 maatte mine Forældre rejse fra Teglværket fuldstændig armfattige"! Sammenligner vi de tre teglværkers brand forsikringssum viser det sig, at Fromms Teglværk på det tidspunkt var langt det største. Fra 1872 har vi bevaret en opgørelse over antallet af arbejdere ved Stenstrup og Møllemose Teglværker, mens tallene fra Slæbæk Teglværk mangler. Heraf fremgår det, at Stenstrup Teglværk beskæftigede ialt 15 personer, 10 gifte mænd, 1 ugift kvinde og 4 børn under 13 år. Hos Fromm var der 10 ansatte, herafvar de 8 børn under 13 år. Flertallet var sæsonarbejdere, der kun arbejdede på teglværket fra midt i april til 1. oktober Arbejdsdagen var om sommeren på fra 10 til 15 timer. Jeg tvivler dog på, om de ærøske håndstrygere er medregnet i disse tal? For børnearbejdets vedkommende kom der i 1873 visse begrænsninger, men efter de beretninger jeg har indsamlet om børnearbejde i 1890'erne, tog man ikke dette så tungt. Risikoen for at fabrikstilsynet stillede klokken 5 om morgenen var ikke overvældende stor. Et sted hedder det, at han som 5-årig blev sat til at passe Fromms gæs. I modsætning til Fromm var Peter Poulsen ikke selv kyndig i teglværksdrift.
 
Han måtte derfor overlade den daglige drift til en teglmester eller brændemester, som kunne forestå brændingerne, d.v.s. bestemme tidspunkt for de rå stens indsættelse i ovnen, overvåge fyringen og ventilationen, påse rensningen af fyrstederne samt afgøre når stenene var brændt tilstrækkeligt og skulle tages ud af ovnen. En dårlig teglmester kunne således let bringe teglværksejeren til fallittens rand, så der var hård konkurrence om at få den bedst kvalificerede. Endnu et teglværk kom til i disse år, da Michael M. Hansen i 1873 anlagde et teglværk ved Langhøjs Mølle. Han byggede et par små ovne, møllen trak maskineriet, og selve leret blev på vogne kørt op til møllen nede fra Hundtofte. Medvirkende til teglværkets oprettelse var en række eksperimenter med at lave strygemaskiner til fremstilling af mursten, iværksat af gårdmandssønnen fra Ollerup, Chr. Andersen. Han var oprindeligt møllebygger men satsede efterhånden helt og holdent på at udvikle teglværksmaskiner. Fra Stenstrup flyttede Chr. Andersen til Slæbæk, hvor han opførte en maskinfabrik på en grund, som Fromm overlod ham, og her tjente han så mange penge, at han i 1884 kunne opføreSvendborg MaskinfabrikSvendborg Maskinfabrik Maskinfabrikken "Svendborg". Chr. Andersen var således Fromm behjælpelig med i 1874 at installere dampmaskine på teglværket "en dampmaskine på 3 hestes kraft med dampkedel og andet tilbehør til æltning og tilberedning af mursten" I maskinbygningen fandtes tillige en såkaldt "stenmaskine af jern og træ". Branddirektøren var dog ikke helt tryg ved den ny teknik på teglværket. Han tog således forbehold overfor at lade brandforsikringen komme til udbetaling i tilfælde af, udbetaling i tilfælde af, at dampmaskinen sprang i luften. Men maskinkraften var kommet for at blive og på stadigt flere områder fortrængtes den menneskelige arbejdskraft.
Da banen kom
De to Slæbækteglværker havde i begyndelsen en konkurrencefordel i forhold til Stenstrupteglværkerne, idet Svendborgegnens vognmænd tog lavere fragtrater for at hente et læs mursten fra Slæbæk end fra Stenstrup, men etableringen af en jernbaneforbindelse i 1876 mellem Odense og Svendborg ændrede vilkårene radikalt. Repræsentanter for Kirkeby og Slæbæk havde ellers argumenteret for at få en station eller holdeplads ved en af de to byer, men deres ønske blev afvist med begrundelse i de uheldige terræner forhold. Men den valgte linjeføring var ikke mindre end en katastrofe for Fromm og Hans Nielsen, hvis teglværker nu pludselig lå i en afsides krog, hvorimod Peter Poulsen og Michael M. Hansen straks drog fordel af banens beliggenhed, og allerede i banens første driftsår anlagdes private sidespor til de 2 teglværker. Samtidig benyttede Peter Poulsen lejligheden til en kraftig udvidelse af teglværket. Han byggede større tørrelader, og han anskaffede en lille dampmaskine og en strygemaskine, og en ny højovn blev bygget. De positive erfaringer, som bl.a. Peter Poulsen hidtil havde gjort med teglværks drift og nu banens åbning, forårsagede at en kreds af egnens bønder også fik interesse for teglværksdrift. 6 mænd gik således sammen i 1876 om at danne et interessentskab, hvori de hver indskød ca. 3000 kr., og så oprettede de Stenstrup nye Teglværk 1912-13Stenstrup nye Teglværk 1912-13Stenstrup ny Teglværk, som blev bygget på en mark ved Rødmevej, tilhørende Ladefogedgården. At alvoren endnu ikke var gået op for teglværksejerne i Slæbæk fremgår af, at der i årene lige efter banens åbning blev anlagt endnu et teglværk i Slæbæk. Det var Niels Rasmussen, der på sit bolsted nær Kirkeby lod opføre en lille teglovn. - Men udviklingen skulle hurtigt vise, at det var et uheldigt initiativ, for i løbet af ganske få år måtte Niels Rasmussen konstatere, at han havde pantsat alt, hvad han ejede, og var ude af stand til at betale sine kreditorer helt eller delvist. Ejendommen med teglværk blev efter tvangsauktion i 1887 overtaget af en af

 

kreditorerne, Købmand Niels Jensen, Svendborg: Købmand og skibsreder. Begyndte sin virksomhed som kompagnon i Ph. N. Schytts mæglerforretning. Var den største skibsreder for sin tid i Svendborg. Drev de sidste år udelukkende kulforretning. Medlem af ligningskommissionen og i nogle år byrådsmedlem.Købmand Niels Jensen, Svendborg: Købmand og skibsreder. Begyndte sin virksomhed som kompagnon i Ph. N. Schytts mæglerforretning. Var den største skibsreder for sin tid i Svendborg. Drev de sidste år udelukkende kulforretning. Medlem af ligningskommissionen og i nogle år byrådsmedlem.købmand og skibsreder N.
Jensen i Svendborg - af gamle folk her på egnen bedre kendt som "Mægler Jensen". Sydfynske Jernbaneselskab havde hidtil stillet sig afvisende til at etablere en holdeplads i Kirkeby sogn, først da  baron Rosenørn-Lehn på Hvidkilde i 1881 fremsatte begæringen bøjede man sig. Men den nye holdeplads midt i Kirkebyskoven tjente udelukkende baronens interesser. Hans Nielsen forsvarede dog Slæbækteglværkernes interesser så godt han formåede, og i Svendborg Avis gjorde han sig således i
1881 til talsmand for, at der kom et sidespor, hvor banen skærer Assenslandevejen syd for Stenstrup Station. Hans argument var bl.a., at så kunne teglværkerne i Slæbæk også bidrage til at øge godsmængden på banen. Omsider bøjede jernbaneselskabet sig dog for presset, og i driftsåret 1883/84 udlagdes såvel et ranger- som et læssespor på Egebjerg

 

 

Hede, benævnt Egebjerg TeglværkEgebjerg Teglværk Egebjerg HedeEgebjerg HedeStenstrup Sidespor. Når man gav efter skyldtes det nok i mindre grad hensynet til teglværkerne i Slæbæk, end til de 2 nyopførte teglværker på "Heden". Buchs Teglværk opført i 1882 eller 1883 og Egebjerg Teglværk opført 1883 af købmand N. A. Krøyer fra Svendborg. Begge teglværker fik sidespor til banen. Og allerede året efter forsendtes der til og fra sidesporet over 1100 vognladninger, men hvor meget Slæbækteglværkerne har bidraget hertil vides ikke. Egebjerg Hede blev for alvor centrum for Stenstrupegnens teglværksindustri, da ejerne af Langhøjs Teglværk, Michael M. Hansen og arkitekt W. Haugsted i

 

1887 købte en gård på Egebjerg Hede med 24 tdr. land og flyttede bygninger og maskiner hertil. Beslutningen om at flytte Langhøj TeglværkLanghøj TeglværkLanghøjs Teglværk fra Stenstrup til Egebjerg var begrundet i, at det var for besværligt at transportere leret til det gamle teglværk. Et andet sted har jeg også set anført, at flytningen skete, fordi leret ved Langhøjs Mølle slap op.  Alt som årene gik, blev det mere og mere klart, at de små teglværker i Slæbæk i længden ikke ville kunne klare sig i konkurrencen. Allerede fra midten af 1880'erne begyndte de første krisetegn at melde sig. - l 1886 kunne man således konstatere at nog1e af bygningerne på Hans Nielsens Teglværk, navnlig tørreladerne var mindre godt vedligeholdte. Samme år skete der endvidere det tragiske, at Fromm tog sig selv af dage, hvorefter enken førte teglværket videre, bistået af svigersønnen Jens Petersen, der indtil da havde passet den nye ringovn på Petersminde Teglværk. Men om Fromm greb til et så dramatisk skridt af økonomiske årsager er uklart. Situationen var dog som allerede nævnt mest kritisk for Niels Rasmussen, hvis teglværk røg på tvangsauktion i 1887. Den nye ejer, købmand Niels Jensen, Svendborg drev teglværket videre indtil sin død i 1891, hvorefter enken solgte det til en købmand i Nakskov, der nedlagde teglværket i 1893 samtidig med, at han solgte ejendommen. Nedturen for Hans Nielsen kom i 1892, og i et desperat forsøg på at redde situationen solgte han teglværket til sønnerne Niels og Claus Hansen, men løbet var kørt, for allerede i 1893 blev der begæret tvangsauktion over teglværket. Ifølge ejendommens realregister blev den dog først i 1896 solgt på auktion. "Da jeg tjente hos Købmand Qvist i Svendborg, kom min Fader og en Prokurator fra Hundtofte ud til mig, og denne Prokurator fortalte mig, at nu kunde jeg faa mit gamle Fødehjem at købe, thi det havde været til 2 Tvangsauktioner, men der var ingen Køber til det. Teglværket havde ligget i 2 Aar og været ude af drift, og Jorden havde ikke engang været passet eller dyrket i al den Tid. Efter at jeg og min Far havde forhandlet med nævnte Prokurator en Tid, blev Resultatet, at vi købte mit Fødehjem for en Sum af 6.300 Kr., og der skulde kun udbetales 200 Kr., saa maatte mine Forældre flytte ind i deres gamle Hjem, hvad Dag de vilde. Denne Handel blev afsluttet den 3. November. 1893, og samme Aar i December flyttede mine Forældre ind i deres gamle Hjem og overtog Teglværket og det hele. Det var vel nok en billig Handel, at vi afsluttede der, et Teglværk m. Maskiner og alt Tilbehør samt 7 Tdr. land for saa smaa Penge. Naar jeg gik med til at lave denne Handel, saa var det med den Bagtanke, at vi skulde lade Teglværket staa og se Tiden an, for senere at begynde at producere Sten, naar vi havde faaet det hele tilrettelagt, saaledes at vi kunde begynde i det smaa. Min Fader kunde ogsaa godt tænke sig at gaa med til at drive Teglværket saa smaat, men dette kuldkastede min Moder fuldstændig, hun vilde hverken høre eller se Teglværket, og jeg var jo ikke Myndig dengang, og for at undgaa nogen Spektakel overlod jeg saa til de gamle at gøre ved det, hvad de vilde, og Resultatet blev at Teglværket blev brækket ned og solgt paa Auktion. Jeg var saa hjemme hos mine Forældre og hjalp dem om Sommeren 1894. Vi arbejdede saa paa et Teglværk som laa ligeoverfor paa Naboejendommen ved den anden Side paa Aaen (Fromms Teglværk). Jeg var Lergraver og tjente 14 Kr. om Ugen, og min Fader tjente 12 Kr. om Ugen, fra 5 Morgen til Kl. 7 Aften".
Da Hans Nielsen j 1892 afhændede teglværket til sønnerne beholdt han selv en ejendom i Slæbæk Skov, som han dog i 1894 blev tvunget til at afhænde. P.g.a. manglende terminsbetaling var der berammet en fogedforretning hos ham i juli måned, men da stævningsmændene indfandt sig på hans bopæl, erfarede de fra en nabo, at Hans Nielsen vistnok var rejst til København og ikke agtede sig tilbage i den nærmeste fremtid. Huset var da også ribbet for alt indbo.
En trist skæbne for Hans Nielsen, der 10 år tidligere var en ledende skikkelse i Kirkeby sogn. Fra 1881 til og med 1885 sad han i sognerådet, heraf de 3 sidste år som sognerådsformand. Fromms Teglværk stod ligeledes med en håbløs gæld til bl.a. købmand Niels Jensen, Svendborg, der som allerede nævnt i
1887 havde købt Niels Rasmussens Teglværk på tvangsauktion. Endvidere havde et andet Svendborgfirma Heilmann og Sørensen samt skibsreder Anders C. Thurø i Troense penge i klemme. Det var sidstnævnte kreditor, der i 1892 begærede dette teglværk sat på tvangsauktion. Krisen fik dog i dette tilfælde en lykkelig udgang, idet svigersønnen Jens Petersen, der hidtil havde bestyret teglværket, nu købte det, og han vedblev med at drive det til begyndelsen af dette århundrede. Og da han afhændede ejendommen fik >>Stenstrup forenede Teglværkers Kontor« indføjet den klausul i skødet, der blev udstedt i 1906, at der på ejendommen ikke måtte drives fabrikation med teglværksprodukter i 25 år regnet fra den 11. juni 1903. Slæbækteglværkernes tid var uigenkaldeligt forbi.
 
Giganternes nådesløse kamp Svendborg Avis indeholdt i januar 1882 en notits om, at gårdejer Mads Christensen på Ladefogedgården havde købt Stenstrups ny Teglværk af et interessentskab for 67 000 kr., samt at Peter Poulsen havde solgt sin gård og teglværk til Teglværksejer Claus AndersenTeglværksejer Claus Andersengårdejer Claus Andersen på Mariendal i Stenstrup for 130.000 kr., og føjer avisen til: »Begge teglværker er i fortrinlig drift og beliggende umiddelbart ved stationen med sidespor ind til banen«. Der var sket det, at interessenterne i >>Stenstrup Ny« i længden ikke var tilfreds med udbyttet af teglværket - så de besluttede sig derfor til at afhænde det. Og ved et af selskabets sidste møder holdt de så auktion over teglværket indbyrdes. Højstbydende blev Mads Christensen med de 67.000 kr., men bagefter fortrød Claus Andersen, at han ikke havde overbudt Mads Christensen. Men Claus Andersen erfarede snart efter, at Peter Poulsen var interesseret i at sælge. Problemet var imidlertid, at de to dårligt kunne være i stue sammen, til trods for at Peter Poulsen var gift med Claus Andersens halvsøster. Sagen blev så ordnet på den måde, at stationsforvalter Andreasen i Stenstrup formidlede kontakten mellem de to. Claus Andersen gennemførte straks en række forbedringer på teglværket, men af størst interesse her har det at få at vide, at han i sommeren 1883 opførte den første ringovn på Fyn. På det tidspunkt, da Claus Andersen overvejede at bygge en ringovn, fandtes der kun en i hele landet - på Sjælland. Og han begav sig da hertil sammen med bl.a. svogeren Peder Hansen, Rødme, og han havde omtrent besluttet sig til at bygge en tilsvarende ovn, da han kom i forbindelse med en arkitekt fra Nykøbing Falster, der havde patent på en mere moderne ovn efter tysk forbillede. Fordelen ved ringovnen er, at brændingen kan ske kontinuerligt - mens man fra det ene kammer tager brændte sten ud, kan man på samme tid sætte rå sten ind i et andet kammer. Petersminde Teglværk kunne med den nye ringovn på årsbasis producere ca. 31/2 mill. sten, rør og tagsten, hvilket var en fordobling i forhold til før. Den næste ringovn kom, da Langhøjs Teglværk som tidligere omtalt i 1887 flyttede til Egebjerg Hede.
Investeringerne belastede en overgang teglværksejerne hårdt, men bygningen af Kielerkanalen 1887-95 medførte sidst i firserne et kraftigt opsving i afsætningen. Petersminde solgte således flere millioner sten hertil. Stenene blev sendt med banen til Svendborg, hvor de blev omladet i skibe, der sejlede dem til bestemmelsesstedet. Hidtil havde Petersmindes traditionelle marked været "Fyn og omliggende øer samt København". "I årene fra 90-96 var der jævn afsætning, og det sidste år solgte vi en del af de allerdårligste røde C til Esbjerg, der var i stærk opgang, og pladserne blev ryddet". Og fra Esbjerg kom netop i foråret 1896 en teglværksmand Carl Laursen, som var på jagt efter lagre af' sten, som skulle afsættes til Esbjerg, formentlig efter aftale med Esbjerg Bygmesterforening. Men Laursen besluttede sig også for at købe Stenstrup nye Teglværk 1912-13Stenstrup nye Teglværk 1912-13Stenstrup ny Teglværk, der i flere år havde været drevet mindre godt, og som nogle år i forvejen var blevet forsynet med en mindre ringovn. Carl Laursen lod sig imidlertid ikke nøjes hermed. Sønnen Karl Marius Laursen fik i efteråret 1896 skøde på Buchs Teglværk, der i samme forbindelse blev skilt fra selve landbruget. Men heller ikke Claus Andersen lå på den lade side. Ligeledes i 1896 byggede han nok en ringovn, så produktionen fra 3.7 mill. Sten i 1895 næsten fordobledes til 6.2 mill. i 1897. Og desuden købte han i 1896 Egebjerg Teglværk, som han også forsynede med ringovn, iøvrigt efter samme tegning som blev benyttet på Petersminde. Carl Laursen havde samtidig med købet af "Stenstrup Ny" erhvervet en gård på Rødmevej, hvis jorder grænsede op til teglværket, og her opførte han Juelsbjerg Teglværk, som han i foråret 1897 fik en anden søn Laurits Laursen til at overtage ledelsen af Juelsbjerg Teglværk kunne producere ca. 3 mill. sten år 1ig. Krøyer må åbenbart have fortrudt sit salg af Egebjerg Teglværk til Claus Andersen, for allerede i 1898/99 oprettede han sammen med nogle Svendborg håndværkere Svendborg Aktieteglværk ca. 600 meter nord for Kirkeby Kirke med ham selv som bestyrer. Det tog siden, efter indlemmelsen i De forenede Teglværker, navneforandring til Kirkeby Teglværk. Og endelig blev der 1900 åbnet en lergrav syd for Stenstrup Station af købmand Hans Knudsen, Svendborg.
Stenene formedes og tørredes på stedet, hvorpå de med banen kørtes til brænding i Svendborg, hvor Hans Knudsen ejede en kalkovn. Først 1912 byggedes. Der ringovn til dette værk. >>Der blev nu i nogle år en heftig konkurrence imellem alle disse 7 teglværker, og den bedredes ikke, da vi i 1899 fik den store lockout, hvor værkerne næsten lå, stille hele sommeren. Man arbejdede nu hen til at få en prisaftale, som også gik nogle år, men den havde den fejl, at man ikke kunne kontrollere om prisen holdtes, hvilket vist heller ikke var tilfældet så ofte«. Bestræbelserne resulterede dog i, at der som det første sted i Danmark oprettedes et fælles salgskontor, som fik hovedsæde i Stenstrup med en filial i Odense. De fleste teglværker på Fyn blev efterhånden tilsluttet ordningen. Det samlede Salg af teglværks produkter gennem salgskontoret var i 1906 - det første år, hvorfra vi har tallene ca. 31 mill. enheder, og heraf leverede teglværkerne i Stenstrup mere end 2/3.
Arbejdsforholdene >>At vi overlevede efter alt det mennesker led dengang, forstår jeg ikke. Da vi børn blev større, kom mor på teglværk. Jeg har tit siddet på de hjulbøre, de havde på teglværket - det var flade hjulbøre, hvor der kunne være mange sten på, og dem skulle mor køre ned og sætte på stillads. Jeg har været med inde på teglværket og set det. Fromms Teglværk var det første far arbejdede på. Når vi stod ved Slæbæk Mejeri kunne vi langt ude se lergraven, hvor far sad i bagende sol og arbejdede som en hest i leret. Jeg begriber ikke, hvordan de kunne, for leret var ligesom sten at arbejde i. Tipvogne havde de dog til at køre leret ind, men inden de fik det løst, jeg glemmer det aldrig. Og for det fik han 12 kroner om ugen, det skulle vi lige byde nogen nu. Og så op kl. 5 om morgenen og arbejde til kl. 7 om aftenen. Vi var dog mennesker af kød og blod! Når vi kunne se far komme oppe på vejen, sagde mor: "Ja, han kan snart ikke flytte det ene ben foran det andet mere« af slæv' . Og så kunne han ligegodt nå at få huset betalt og sætte 700 kroner til hver af vi 5 børn, jo han var sgu dygtig..." En stigende del af arbejdskraften på teglværkerne blev efterhånden hentet lokalt. Fra 1870'erne og især efter 1880 viser folketællingslisterne, at der skete en betydelig tilflytning af arbejdere, som tog teglværksarbejde om sommeren og gik i skoven om vinteren. Der var således gode beskæftigelsesmuligheder i bl.a. Hvidkildeskovene om vinteren, fordi det kneb at skaffe den fornødne arbejdskraft i sommerperioden. Teglværksarbejde var nemlig godt lønnet sammenlignet med skovarbejde og almindeligt arbejde hos bønderne. Så selv om det var hårdt arbejde, var der rift om at få en tjans på et teglværk. Når en arbejder inden sæsonen forhørte sig på teglværket og fik lovning på arbejde, noterede bestyreren vedkommende op i sin lommebog: "Peder Johansen til 1. maj, boende i H. P. Urmagers hus i Stenstrup, Peder Jørgen og kone i Hundtofte og 2 jyder fra Hvidkilde". Men man annoncerede også efter arbejdskraft, som f.eks. Claus Andersen gjorde det i 1894. »6 arbejdsmænd, flinke og ædruelige kan til 1. maj 1894 erholde god huslejlighed samt stadigt og vellønnet arbejde hele året, ligesom deres koner om sommeren kan få godt arbejde. Helst personlig henvendelse«. Ærøboerne kom fortsat i stort tal til de forskellige teglværker i sæsonen, f.eks. kom der den 30. april 1893, 17 ærøboere til Petersminde Teglværk, men der kom også svenske sæsonarbejdere, og det kunne ind imellem afstedkomme et regulært slagsmål i forsamlingshuset, når svenskerne ville til skyttebal. Desværre har vi ingen samlet opgørelse over antallet af beskæftigede ved alle teglværkerne på samme tidspunkt, men der kan næppe herske nogen tvivl om, at antallet af arbejdere hen mod århundredskiftet var jævnt stigende. På Egebjerg og Petersminde beskæftigedes således i 1885 65 arbejdere, heraf 12 kvinder og drenge. En tilsvarende opgørelse fra 1898 viser, at der da på de to teglværker var 99 arbejdere, fordelt på 70 voksne mænd, 25 koner og børn, 2 maskinpassere og 2 karle til kørsel af banevogne. Det var formentlig en akut mangel på arbejdskraft, der i marts 1889 fik teglværksejerne til at indgå en overenskomst, der skulle sikre, at teglværkerne ikke indbyrdes konkurrerede om arbejdskraften. Der var således aftalt et fast loft over, hvad der måtte udbetales i løn i sæsonen, ligesom en teglværksejer kunne idømmes en mulkt, hvis han "stjal" arbejdere fra et af de andre teglværker. Teglværksejernes tilløb til fælles optræden overfor arbejderne fik sit modstykke i 1896/97 med oprettelsen af den første fagforening. Et initiativ der dog mislykkedes, og heller ikke det næste forsøg på at organisere arbejderne lykkedes. Herom fortæller teglbrænder Hans Nielsen: "Aaret 1901 var jeg Ophavsmand til, at vi fik startet en Fagforening for alle Teglværksarbejderne, og den gik ogsaa godt et Aarstid. Vi fik anskaffet en ny Fane, men Skæbnen vilde, at Formanden for Fagforeningen som havde modtaget Beløbet, som var indsamlet til Fanen skulde rejse til Odense for at bestille Fanen, brugte det indsamlede Beløb til at more sig for, saa de Penge gik til et forkert Formaal, men trods denne Affære, saa naaede vi alligevel at faa skrabet saa mange Penge sammen, at vi fik en Fane, men begrundet paa for ringe tilslutning og for lidt Forstaaelse fra Arbejdernes Side, afgik denne Fagforening ved en blid og rolig død i løbet af 2 a 3 aar". Så først i 1907 lykkedes det at få stiftet en levedygtig ))Egebjerg TeglværkEgebjerg TeglværkArbejdsmændenes Fagforening før Stenstrup og Omegn«. Optakten kom efter længere tids uro på Hans Knudsens Teglværk. Arbejderne var utilfredse med lønforholdene, og det kom til en strejke i juli 1907. Vor Akkord var 17 Øre for de hvide og 19 Øre for de røde pr. 1000; vort krav var 2 Øres Forhøjelse paa hver Sort, saa vi meddelte Bestyreren, at vi mødte ikke om Mandagen, naar han ikke vilde gaa ind herpaa. Tidlig Mandag Morgen forlød det, at der skulde komme nogle Arbejdere fra Svendborg med 8-Toget; vi var saa henne ogsaa efter, men der var ingen. Da dette saa ikke hjalp med at faa os i Arbejde, forlød det, at der skulde komme en Del Folk fra Odense senere paa Dagen; vi var henne ved alle Togene fra Odense, men heller ikke derfra kom der nogen. Og da der ingen Folk var med Toget, tog vi om Formiddagen en Tur ud til de andre Værker, men vor Bestyrer havde jo i Forvejen meddelt sine Kolleger, hvordan det stod til; vi naaede kun til Petersminde, da stod A.P. Andersen og tog imod os. Han sagde omtrent saadan: "Hvad er det, I gaar og laver, I skulde skamme jer! Gaa hjem og arbejd"!  Vi gik længere ud ad, men alle var de ude og skælde os ud. Der var ikke Tale om at maatte komme ind og se til deres Folk. Vi opsøgte saa Teglbrænder Hans Nielsen, Stenstrup. Ved hans Hjælp fik vi arrangeret et Møde paa Stenstrup Kro Onsdag Aften med Bistand af et Par Herrer fra Svendborg og fik saa stiftet den nuværende Fagforening. Der mødte mange Arbejdere den Aften og meldte sig i. Teglværksejerne var ogsaa mødt, men overfor hos Stationsforstanderen; de skulde jo se, om der kom nogen til dette Møde«. Den nye fagforening fik straks 100 medlemmer, og som foreningens første formand valgtes Mads Lauritsen, i daglig tale Mads Jyde. Han overtog siden svigerforældrenes husmandssted i Ulbølle, og hans engagement i fagforeningen havde da også til følge, at han blev skrevet op i teglværksejernes >>sorte bog« over uønskede arbejdere. Men på trods af hårdnakket modstand fra arbejdsgiverside lykkedes det dog for fagforeningen allerede det første år at få overenskomst med Stenstrupteglværkerne. Den blev underskrevet den 11. december 1907. >>Men det skal siges, at i flere Aar før første Krig gik det ikke saa godt. Ejerne fandt jo for at skade Foreningen paa saa meget som muligt. Naar der kom nye Folk og søgte Arbejde, saa huskede de altid at sige til dem; Ja, her er jo nok en Fagforening, men den vil jeg ikke raade dig til at gaa i. Efter dette var det ikke altid let for os at faa dem med. Flere smaa Konflikter var der nogle Aar frem i Tiden, men der var altid saa mange uorganiserede til at gaa i vore Pladser, at de kunde køre med Maskineriet. Folk kunde ogsaa den Gang sige til os: Hvis Konflikten kommer, saa skal vi nok ogsaa gaa. Men kom den saa, ja, saa gik de i vore Pladser. Jeg har ogsaa oplevet forud for en Forhandling, naar vi talte til dem om at melde sig ind, naar det saa var overstaaet, saa kunde de sige: Nej, naar I ikke skaffede os mere, saa vil vi ikke i Fagforeningen. Gamle Laursen bebudede, at denne Fagforening skulde han nok sørge for at faa ødelagt som de to foregaaende. Det naaede han dog ikke. Jeg husker, det var vistnok 1908, han fik fat i en Del Polakker til Maskinkraft, men det var kun, efter hvad jeg husker, en Del af Sommeren; de var ham vist for dyre. Der blev gjort alt for at hæmme de organiserede, men om aldrig det saa saa sort ud til Tider, var der en lille Flok, der aldrig gav op«. Afslutning. Ved århundredskiftet var der således 9 teglværker i Stenstrup og Kirkeby med en samlet årsproduktion på 24.5 mill. sten. Heraf tegnede Claus Andersens 2 teglværker sig alene for 9.8 mill., mens familien Laursens 3 teglværker tilsammen kunne producere 7.8 mill. På Svendborg Aktieteglværk 3 mill., på Langhøjs 2.6 mill., på Fromms 0,8 mill og sidst Hans Knudsens med 0,5 mill. sten. Jeg vil slutte artiklen med en kort redegørelse over ejendomsforholdene til teglværkerne, således som de udviklede sig frem mod 1920. I 1916 dannedes A/S De forenede Teglværker i Stenstrup. Det omfattede de 4 teglværker Langhøjs, Juelsbjerg, Stenstrup ny og Svendborg Aktieteglværk (Kirkeby Teglværk). Og som selskabets første direktør valgtes Laurits Laursen, tidligere Juelsbjerg. - Under et havde disse 4 teglværker en samlet produktionskapacitet på ca. 15 mill. sten årligt.
Petersminde Teglværk, der i 1907 overtoges af Claus Andersens søn, A.P. Andersen, købte i 1918 Hans Knudsens værk ved Stenstrup Station. De to teglværker blev drevet under navnet >>Stenstrup Teglværker<< og kunne tilsammen årligt producere ca. 10.3 mill. sten. Det andet af Claus Andersens teglværker, Egebjerg Teglværk overtoges af den anden søn Hans Chr. Andersen, der tillige købte Buchs Teglværk. De to værker blev omdannet til et familieaktieselskab under navnet >>Egebjerg Teglværk<< med en samlet produktionskapacitet på 7 mill. sten årligt.


Kilder: Artiklen er en omskrivning af et foredrag, jeg holdt i Lokalhistorisk Forening for Egebjerg Kommune den 26. januar 1982.
Der er desuden benyttet utrykte erindringer af Christine Rasmussen (Fåborg byhistoriske Arkiv), teglbrænder Hans Nielsen (privat eje), teglværksejer A.P. Andersen (Egebjerg lokalhistoriske Arkiv) og et båndinterview med arbejdererindringer (privat eje). Billedmaterialet stammer fra Svendborg og Omegns Museum, Fåborg byhistoriske Arkiv og teglværksdirektør Finn Andersen, Stenstrup.


Summary Until a couple of years ago one of Denmark's most important tileworks areas was to be found around Stenstrup, north west of Svendborg. When you came here, the first you saw were the tall, slim chimneys and the long, low drying sheds from the numerous tileworks. ln this article 1 have tried to arouse an interest in a research of this unique piece of South Funen history of industry, based on the ample source material collected for the Svendborg og Omegns Museum and the historical archives of Egebjerg. The article tells the story of how the individual tileworks were started up, and it also brings into focus a series of elements, which have quite obviously influenced the development. At the end of the article 1 have described the efforts made by the work men to start a trade union just after the turn of the century. 1 have also included quite a lot of >>memory stuff<<, hoping in this way to stimulate further collection of such memories among the old workers from the tileworks and also among people who came there regularly.