Lidt om Kolds Skole

| | |
Af friskolelærer Kr. Rasmussen Stenbæk Højskolebladet 1898

Der findes folk, som mener, at i højskolens første dage bestilte man ikke stort andet på disse skoler end synge og høre foredrag. De samme folk mener endvidere, at i friskolens første dage gik tiden i disse skoler med sang, fortælling og leg.
Ikke alene under samtaler kan man støde på en sådan mening; men den kommer også af og til frem i taler og på prent, dog her noget mere afdæmpet og mindre tilspidset.
Den fri skoles optræden i vore dage prises da i modsætning til den fri skole for børn og voksne i halvtredserne og tredserne. "Tiden og den offentlige skole har lært den fri skole at tage kundskaberne med og at sætte sine lærlinge i arbejde", siges der, og nu er da alt så meget godt, medens det hele var bare ynk og jammerlighed i begyndelsen.

Hvorledes er nu sådan en mening om driveri i begyndelsen og en senere vending til det bedre kommen ud blandt folk og har fået fart rundt, næsten til alle kroge i landet? Mere end et svar kan vist gives på spørgsmålet. Modstandere af den fri skole kan have sagt sådan noget om disse ildesete ny skoler, og ellers vel tænkende og vel menende folk har sluttet som så: Der må vel være noget om det, da der jo "ikke går røg af en brand, uden at der er ild".
Nogle af den fri skoles venner kan også have fået banebrydernes, navnlig Grundtvigs ord om livs- og kundskabsmeddelelse i den gale hals, så de fremkom med umodne ytringer, der ledte andre på vildspor. Jeg har f.eks. for mange år siden hørt en ung højskolelærling sige, at børnene burde have lov til at nøjes med arbejde og leg hjemme, og leg, sang og lærerens fortælling i skolen, medens den egentlige kundskabsmeddelelse skulle udsættes til slutningen af børneårene og til ungdomsårene. "Men", føjede han til, "dette vil hverken staten eller forældrene tillade, så der er ikke andet at gøre end at give børnene i friskolen lige så mange og gode kundskaber, som der bydes børnene i den offentlige skole." Selv denne yderliggående unge mand ville altså være med til at give børnene kundskaber i børneårene.

Det er vanskeligt for den yngre slægt at fatte, hvilken vankundighed der for 50 år siden rådede her i landet med hensyn til oplysningsspørgsmålet. De allerfleste skoler var rene og bare kundskabsskoler, "dårlige nok endda til det"; de fleste lærere var hørere og ikke lærere; børnene ramsede og plaprede og "forstod ikke et muk af det hele". "Kundskab er magt", blev der sagt, og når talen var om oplysning, så forstod man derved blot kundskab alene. Når børnene blev 14 år gamle, så "slap de", og i den grad havde bøgerne været deres barndoms plage, at de som regel gennem alle ungdomsårene forsagede al læsning, og da endvidere aftenskoler og højskoler ikke kendtes, blev meget af det lærte glemt og ikke savnet før senere hen.

I mange år havde Grundtvig skrevet, talt og sunget om den sande oplysning og om en helt ny skole; men kun få forstod ham. Den store Seer ville have det levende ord på dronningstolen i vore skoler; han ville have den historiske oplysning frem. Han priste det lys, der, i modsætning til det kolde lys, både lyser og varmer. Han ville have skolen gjort lys og varm, så den blev et kært sted for den opvoksende slægt i stedet for et mørkt og koldt fangebur. Han ville, at skolen skulle kaste lys over menneskelivet; han satte livsoplysning som nr. 1 og kundskabsmeddelelse som nr. 2, idet han hævdede, at kundskab alene er en tvivlsom skat, men at kundskaberne, som han satte megen pris på, er udmærkede tjenere, når de kommer i livets tjeneste, når de tilegnes af livsvakte og retsindige mennesker, der vil og kan bruge dem til gavn og glæde for sig selv og samfundet.

KoldKoldFørst efter det store gennembrud i 1848 begyndte den jævne befolkning så småt at forstå i alt fald nogle af disse ny skoletanker, og da højskolerne begyndte deres virksomhed, "gik der hul på bylden".
En af de første, der tog fat med at gennemføre Grundtvigs skoletanker, var jo Kold, og han nøjedes ikke med at kalde på ungdommen; nej han var en stor børneven, og han sandede Grundtvigs ord, at "brat grædes blod under ferle". Derfor satte han børne friskolen i gang, og han hævdede meget stærkt, at børn må behandles som børn, ikke som voksne. Han var ikke blid mod den gamle skole; men det var i overgangs- og brydningstiden; for at blive hørt måtte han tit bruge skarpe ord. "Kold var en folkelig lovprædikant", er der blevet sagt, men han var visselig også evangelist.
Muligt kan der i disse brydningstider være falden ytringer af Kold, som af mindre opmærksomme tilhørere kunne tydes således, at han ikke satte kundskaberne højt nok. Men han ville kun betone, at kundskaberne bør stå i livets tjeneste og ikke træde i den sande oplysnings sted, og i hans skole blev der gjort et stort arbejde for at skaffe de unge så mange gode og nyttige kundskaber som vel muligt.

Her vil være en passende lejlighed til at meddele grunden til, at jeg skriver dette. Grunden er en udtalelse, der faldt ved "Dansk Skoleforenings" møde i Vordingborg. Der var bleven talt om, at Grundtvig også ville oplysning om Sivet, men dog "først og sidst oplysning om livet", og højskoleforstander Rosendal udtalte da bl.a.: "Det var sikkert ikke Grundtvigs skyld, når Kolds Skole forsømte oplysningen om livet." Imod denne udtalelse gør jeg indsigelse, og jeg gør ikke dette hen i det blå, da jeg i to vintre har været på Kolds Højskole.

Det var i vintrene 1861-62 og 62-63, altså omkring ved midten af Kolds højskolevirksomhed. Kold holdt et - siger og skriver et - foredrag om dagen, og han samtalede med os ved middagsbordet, undertiden på skolen om aftenen og en del i det store soveværelse; han var nemlig den gang ugift og havde sin seng mellem vore. Hans medlærere fortalte fædrelands historie, der blev læst op en lille time om aftenen, og vi lærte en del kristelig og fædrelandske sange. Men den øvrige tid anvendtes til de egentlige kundskabsfag. Ja, men hvordan anvendtes tiden? Man høre og dømme! Fra om morgenen til kl. 8-9-10 om aftenen hængte vi i, så jeg den dag i dag undrer mig over, at vi ikke blev syge alle mand. Vi var bønderkarle, der var vante til legemsarbejde i den friske luft, og nu sad vi der på skolebænken de mange timer om dagen og om aftenen. Gymnastik ved højskolerne kendtes ikke den gang; nogle gik en lille tur om middagen, og en gang imellem legede vi lidt efter aftensmåltidet. Om søndagen gik vi til kirke, fra Dalby til Kerteminde og fra Dalum til Odense. Søndag eftermiddag og en enkelt søgn aften en gang imellem gik vi på besøg hos skolens venner; men ellers var vi i virksomhed på skolen.

Som nævnt hørte vi foredrag, fortælling af Danmarkshistorien og oplæsning, ligesom vi også sang en del; men ellers arbejdede vi med regning, skrivning, læsning, tegning, jordbeskrivelse, dansk, fysik, kemi o.a.m. Hvert år opmålte vi en bondegårds jorder, beregnede det opmålte og optog kort derover. Desuden var der det sidste af de to nævnte år et hold i matematik og et andet i oldnordisk.

Arbejdet gik med lyst og iver, og Kold glædede sig øjensynlig over vor flid og ihærdighed. Kolds mangeårige, trofaste medarbejder, Poulsen Dal, var en fortræffelig lærer i kundskabsfagene, og han havde en arbejdsevne som kun få.
Man ser altså, at vi var meget langt fra at ligge på den lade side. Nu er vel undervisningsmidlerne flere på højskolerne, og gangen i undervisningen kan være en noget anden; Men jeg tror ikke, at vore dages lærlinge på højskolerne arbejder flere timer om dagen, end vi gjorde, og ikke heller, at arbejdstiden tages mere i agt. Nej, den fortælling, at der ikke blev lagt noget videre vægt på kundskabsfagene i Kolds Højskole, den må helst vises hen til fablernes rige.

Men så børne friskolerne da? - Der blev da vist ikke i førstningen bestilt ret meget? Sådan tænker jeg mig, at en og anden vil spørge. Men også her må jeg sige: Passer ikke! - "Brådne kar i alle lande"; muligt kan der peges på enkelte friskoler, hvor der i den første gærings- og brydningstid blev lagt så megen vægt på livsudviklingen, at kundskabsmeddelelsen trængtes noget i skygge. Jeg ved det ikke; men jeg ved, at i det hele og store blev der i de første friskoler gjort et trofast og ærligt arbejde for at hjælpe børnene også til gode kundskaber. Tit var skolestuen lille, luften noget trang og hjælpemidlerne små; men der blev arbejdet med liv og glæde.

I reglen gik det som leg en solskinsdag, men dog med dyb alvor som baggrund, og mange af de mænd og kvinder her i landet, der nu som livsvakte og vel oplyste voksne yngre, midaldrende eller ældre mennesker tager et godt tag med i samfundsarbejdet som i den hjemlige gerning, - mange af dem har fået det første skub fremad i disse små, timeligt fattige, men åndeligt rige børne friskoler, der ringeagtes og overses af mange, men alligevel allerede har haft og forhåbentlig fremdeles vil få en ikke lille betydning i det danske folks liv.

Kr. R. Stenbæk, Slagelse