Generalkonsul P. M. Wessel (1851-1921)

| | | | |

Vor Frue kirke m. Wessels Trappe indviet 1921Vor Frue kirke m. Wessels Trappe indviet 1921 Havfrue fontænen på torvet i SvendborgHavfrue fontænen på torvet i SvendborgAf museumsleder Johs. Olsen 19.11. 1929

Den afdøde generalkonsul Peter Mathias Wessel, som ved sine tvende gaver til sin fødeby så smukt har mindedes denne og bidraget til dens forskønnelse, dels ved trappen fra torvet til Vor Frue kirke, dels ved brønden på torvet, der afsløres i dag, kendes vist kun af få nulevende svendborgensere. Han fødtes den 27. september 1851 her i byen som søn af daværende toldassistent Wessel.

 

 

 General konsul P.M. WesselGeneral konsul P.M. Wessel  General konsul P.M. Wessels forældres gravsted på Assistens kirkegårdenGeneral konsul P.M. Wessels forældres gravsted på Assistens kirkegårdenGeneralkonsulens ældste søn, hr. major P.M. Wessel i London, har vist mig den velvilje og venlighed at sende mig sin faders efterladte trykte erindringer og tilladt mig at benytte dem til i korte træk at tegne et billede af generalkonsulens liv og virke.

I sine efterladte erindringer begynder generalkonsulen med at sige, at han har nedskrevet dem efter opfordring af børnene, for at de kunne drage nytte og lære af dem, og han tilføjer, at når al ting gennem årene lykkedes så godt for ham, skyldes det, mener han, at han hele sit liv har stræbt efter at være ærlig, samvittighedsfuld, brugt sine øjne og ører og været høflig og venlig mod alle.

Han fortæller, at han mistede sin moder, da han var 14 år (april 1865), og at det var ham en stor sorg. Ganske kort efter kom en ældre broder hjem på besøg fra Chile, hvor han var bosat, og det besluttedes da, at Wessel skulle med denne til Chile i august samme år. Alt blev gjort klar til afrejse; daværende pastor Smith ved Vor Frue kirke forberedte ham til konfirmationen; i august tog han eksamen ved realskolen og blev derpå konfirmeret. Kirken var pyntet med blomster og fyldt af venner og bekendte, og denne begivenhed gjorde et dybt indtryk på ham, især pastorens tale, som var møntet på hans fremtid, og de gode råd og ønsker, pastoren udtalte for Wessel.

Efter at han havde besøgt sin moders og søskendes grave, tog han afsked med slægt og venner og sejlede med sin fader til København, hvor hans ældre broder, Theodor Wessel, tog imod dem. Denne broder var den senere grundlægger af Magasin du Nord.

Fra København sejlede han og faderen til Lybæk for over Hamborg at nå Bremen, hvor han faster boede. Omsider slog afskedens time, og da følte han denne mindst ligeså meget som moderens død. Ved afskeden lovede han sin fader aldrig at foretage sig noget, som vidste, at hans forældre ikke ville have syntes om. Så fik han sin faders velsignelse og gode ønsker for fremtiden, og gik om bord i barken "Don Julio" samen med sin broder.

En tidlig septembermorgen trak en slæbedamper den ud af Elben til Cuxhafen, hvor sejlene sattes med kurs mod Den engelske Kanal. Der var mange passagerer om bord, mest tyskere og svejtsere, der agtede sig til Chile. Vejret var fint, i kanalen mødtes mange sejlere, men efter at man var nået Atlanterhavet, svandt sejlerne ind til ganske få.

Vejret holdt sig indtil skibet nåede Falklandsøerne, her kom storm og tåge, og det tog hele fem uger at runde Kap Horn, og efter en sejlads på 100 dage, fik man højderne om Valparaiso i sigte; men her mødte en spansk orlogsmand, "Don Julio", og meddelte kaptajnen, at der var udbrudt krig mellem Spanien og Chile, og at Valparaiso blev blokeret.

Kaptajnen og Wessels broder fik lov at gå i land for at træffe aftale med ladningsmodtagerne, i mens holdt "Don Julio" det gående i to dage udenfor blokaden, og da kaptajnen atter kom ombord, sattes kursen til Algarrobo, en sydligere plads, som det tog andre to dage at nå.

Her modtog Wessels broder ham, og de red straks til Casablanca, hvor de overnattede i et uhyggeligt herberg, for næste morgen tidlig at ride videre ad en uhyre støvet vej til Valparaiso, som nåedes henimod aften; Wessel siger, det var et storartet skue at se fra bjergene udover byen mod havet.

Wessel blev anbragt hos sin gifte søster, Henriette Jacobsen, som han ikke havde set i fem år, følgelig havde de meget at tale om. Kort efter, den 1. februar 1866, fik han plads hos den danske konsul, der drev en stor isenkramforretning, hvor han i ti måneder agerede bud, og så småt begyndte at blive ked af det, thi han tjente intet.

Men en dag, da han var et ærinde i banken, spurgte dennes direktør ham, om han ikke havde lyst til at få en plads i banken. Det tilbud tog han imod, og her opnåede han sin første fortjeneste, 33 1/3 dollar pr. måned. Den 3. marts 1866 overværede han den spanske flådes bombardement af Valparaiso, og siger herom, at den værgeløse by led frygteligt, så at sige alle offentlige bygninger gik op i luer.

I banken avancerede han efterhånden, og her kom han i berøring med mange mennesker, og efter nogle års forløb fik han tilbud fra et af de førende bolivianske handelshuse om at overtage deres filial i Antofogasta, hvorfra de handlede med de i 1871 opdagede sølvminer ved Caracoles. Han kom så til Antofagasta året efter, og nu gik det stadig frem for ham, han gjorde gode forretninger, tjente godt, etablerede sig selv, og stadig havde han fremgang fra den ene stilling til den anden.

I 1877 giftede han sig, og fra år til år blev han mere og mere betroet, det ville være ganske interessant at drage alt frem, men det tillader pladsen ikke. Wessel havde med banker, handelshuse og baneanlæg at gøre gennem årene, indtil han 1892 tog hjem til København. At Wessel har tjent godt, er sikkert uden for al tvivl; men noget let arbejde har det ikke været. Sygdom, brande, overfald af briganter fra nabolandene, krigen mellem Chile og Bolivia og Peru, revolutioner og mange andre vanskeligheder har han gennem årene haft at kæmpe med, så man ser, at der krævedes meget arbejde, energi og udholdenhed for at klare sig, det er ikke enhver givet at holde til sligt.

Efter sin ankomst til København, blev han kort efter udnævnt til Chiles generalkonsul i Danmark. Her i landet var han til 1898 og deltog i mange forretninger. Generalkonsulen flyttede til England i 1898, fordi hans børn studerede her, og da var færdige hermed, kom han atter til Danmark, hvor han købte Stensbygård ved Vordingborg, men at være landmand passede ikke for ham, han solgte gården og flyttede til Svejts, hvor han købte sig en ejendom i Figino, og her tilbragte han sine sidste år.

Det var hans største glæde at færdes blandt de tusinder af børn, som havde lidt så meget under 1. verdenskrig. Det var børn fra alle nationer; for dem interesserede han sig, og var altid omringet af dem. De udtalte efter hans død, at han var en stor mand med et stort hjerte. Her døde han den 8. februar 1921, og stedtes til hvile på toppen af Barbengohøjen ved Lugano.