Hans Guldsmed i Svendborg

| | |

Rådmand Nis Hay's brev på en messe ved Guldsmedenes alter i Vor Frue kirke 9.11. 1481Rådmand Nis Hay's brev på en messe ved Guldsmedenes alter i Vor Frue kirke 9.11. 1481Af museumsleder Johs. Olsen [27.10. u.å.]

I året 1481 levede i Svendborg en mand ved navn Hans Guldsmed; han var som guldsmed også broder i de Svendborg guldsmedes, remsnideres og sværdfegeres gilde, og man kan af de gamle dokumenter se, at han levende har interesseret sig for gildet, især da for det i Vor Frue kirke af gilde opretholdte alter, St. Hans Alter, hvis rette navn var: "St. Johannes baptiste" Alter, altså Johannes den Døbers Alter.

Det befandt sig i den mod torvet vendende side af kirke. Først ser man, at han i 1481, da rådmand Nis Hay gav nævnte alter i gave en messe, har rådet denne til at føje, at når Hay og hans hustru var afgået ved døden, da at lade oldermanden og gildesbrødrene i St. Hans gildet bestemme, hvem der skulle forestå alteret og være ansvarlige for, at Hays messe holdtes ved magt. Dernæst udsteder Hans Guldsmed selv et gavebrev til samme alter også i året 1481.

Resens kort over Svendborg 1677Resens kort over Svendborg 1677Gaven bestod af et hjørnehus med gård, som lå i St. Nicolai sogn, øst næst efter "resten", og gaven udstedtes både af ham og hans anden hustru, fru Mette, og det siges i dokumentet, at den er givet og undt med deres frie vilje og med velberåd hu i deres velmagt.

Idet der nævnes betegnelsen "resten", får vi et hidtil ukendt holdepunkt om forhold i Svendborg i middelalderen, der ikke er almindelig kendt; thi ved "resten" må forstås kirkeristen, og derved i alt fald en adgang til St. Nicolai kirkegård, måske har der været flere sådanne; derfor har det interesse at forklare, hvad en sådan var.

Forholdet var i middelalderen dette, som magister Hugo Matthiessen fortæller i "Gamle Gader", at samtidig med, at svin og hunde, prisgivne stadige efterstræbelser, hårdnakket hævdede deres plads i gadelivet, hørte fæ, får, geder og fjerkræ stiltiende anerkendt ind heri, husvant, som de dag for dag trippede gennem gaderne. Ingen fandt den gang på at forhindre sådant, og intet viser tydeligere den frihed, de nød, end at man var nødt til at anbringe forhindringer, for dog i nogen måde at forhindre dyrenes færden frit omkring, hvor de ikke en gang respekterede gravfreden; thi selv om der var en ringmur om de dødes have, kirkegården, så gav de åbne porte uhindret adgang for husdyrene, som, hidlokkede af det friske grønsvær på gravene, stimlede  ind i mængde. Det har endog gået så vidt, at borgerne selv slap kvæget ind; f.eks. forbødes det 1611 folk i Ringkøbing at benytte kirkegården til græsning, og når man tilmed ved, at det hændte, at svinene har rodet op sådanne steder, at ligene ligefrem gravedes op, så måtte der gøres noget for at værne om gravfreden.

Allerede meget langt tilbage i tiden indførte man brug af kirkerister; det var smedede rister af jern, som, fastgjort i en træramme, anbragtes foran kirkegårdens indgang, således at de firbenede klovbærende dyr ikke kunne passere en sådan rist, fordi deres klove kom i klemme i risten, hvorimod menigheden med de breddere fødder kunne gå over risten uden risiko af nævnte art.

1544 var der ved Vor Frue kirke i hovedstaden en skolerist. Fra flere andre byer i landet kendes det samme, nogle hed skolerist, andre mellemrist, og det er navne, der betegner de gamle forhold og som er gået over i vore dages gyde- og gadenavne; f.eks. har Fåborg haft en, der hed Falentins Rist, og i Kerteminde hedder to små stræder ved kirken endnu Kirkeristerne.

Efter denne lille forklaring vender vi tilbage til Hans Guldsmed, som i dokumentet om hans gave meddeler, at den ejendom, han giver bort, havde han købt af Hans Smed i landsbyen Herringe, og at den lå tæt op til St. Nicolai kirkegård imellem Hans Skinders og Josef Bagers gårde, og at han skænkede ejendommen ikke alene for sin sjæls frelse, men også for sine tvende hustruers og for alle deres børns sjæles og tillige for alle krisne sjæles frelse. Han bestemmer tillige, at sognepræsten og kirkeværgen ved Vor Frue kirke hvert år skulle give to mark til nævnte alter, og at kapellanen ved dette hver torsdag skulle holde en messe "af vore hellige frue vunder", altsammen for sjælenes bestandelses skyld. Men hvis det skete, at messen ikke afholdtes af kapellanen, trods det, at han var advaret derom, og endda ikke læste den, eller hvis kirkeværgerne forsømte at passe herpå og heller ikke betalte de to mark til alteret, og end ikke sørgede for messen, trods dannemænds advarsel, så gav han sine lovlige arvinger ret til at tage ejendommen til sig, og anvende den på bedste måde, uden at de derfor ville blive dragne til ansvar.

Som vidner besegledes dokumentet af hr. Matthias Olderup, rimeligvis præsten fra Ollerup [?], og hr. Matthias Laurentzen, også en præst, samt Niels Mogensen, Morten Scheire, Per Reff, alle borgere og bymænd udi staden Svendborg.