Træk fra de Svendborg felberederes historie

| | | | | | | |

Svendborg Felbereder lavs seglSvendborg Felbereder lavs seglAf museumsleder Johs. Olsen 23.11. 1921 (Dagblad?)

Mellem år og dag lykkes det af og til at fremdrage så et, så et andet fra længst henrundne tider. Således faldt for nogen tid siden Svendborg felberedernes gamle lavsbog som en gylden frugt i museets turban. Et par ord om dens indhold og de med felberederne beslægtede lavs forhold, er næppe uden interesse.

I længst forsvundne dage tilberedte alle de med huder og skind eller læder arbejdende  håndværkere selv deres råmateriale. Til tider har der i Svendborg været mange, som beredte huder og skind. Gennem de forgangne århundreder udviklede fagene sig, således at remsniderne blev sadelmagere og pungemagere, suderne blev til skomagere, skindere til buntmagere, og særlige håndværk opstod, der kun beskæftigede sig med beredningen af huder og skind, de såkaldte garvere og felberedere.

Felberederne i Danmark fik deres lavsartikler i 1686; og ved den lejlighed forenedes de to måder at berede skind eller huder på, nemlig alungarveriet og semsgarveriet, hvilket sidste vil sige at tilberede med tran. Felberederne adskiller sig fra garverne, det såkaldte logarveri, efter et tysk ord "lohe", der betyder bark. Altså garver en garver med bark, medens en felbereder eller hvidgarver ikke garver med bark. Garverne er egentlig et senere håndværk, og deres lavsartikler udstedtes først 1731.

Vi vil nu se, hvad den gamle lavsbog fortæller; og må da begynde med, at den er indbunden i pergamentbind med gennemdragne lyseblå silkebånd, der er forseglede med øvrighedens segl. Allerede to måneder efter lavsartiklernes udstedelse toges bogen i brug, og dens første sider meddeler, at i bogen skal alle de forhandlinger indføres, som forefalder i lavet, og dette bekræfter de daværende felberedermestre ved deres underskrift, i alt 6 mestre.

Af indførslerne i bogen ses, at når felberederne mødtes, var det i begyndelsen altid på rådhuset i øvrighedens nærværelse og med dens tilladelse. Senere samledes man i lavshuset. Som oftest var det oldermandens bopæl. Ved øvrigheden forstodes enten borgmesteren eller en eller to rådmænd. Der foretoges da oftest indskrivning af en læredreng hos en mester i lavet, og der indførtes, hvad drengen hed, hvem han var søn af, hvor længe han skulle stå i lære, i reglen 4 år, men af og til også i 5 eller 6 år, endvidere, at han var pligtig til at tjene sin mester "tro, flittig, som det sig egner og anstår en ærlig læredreng", hed det almindeligvis.

Mesteren var pligtig til at underholde lærlingen med "nødtørftige klæder og føde" og ofte efter udstanden lære forsyne ham med en god klædning, hyppigt af læder. Derefter besegledes den indgåede forpligtelse med, at dreng og mester rakte hinanden hånden, og hvorpå alle tilstedeværende mestre også gav den pågældende mester hånden.

Dernæst indførtes i lavsbogen, når en dreng udskreves som læredreng eller som det kaldtes "løsgaves af lære", og indskreves som svend i lavet. Også dette foregik i samtlige mestres overværelse tilligemed øvrighedens på rådhuset eller i lavshuset, hvor til man altså forud havde indhentet øvrighedens tilladelse, ofte som det ses med aftenvarsel forud. Det foregik på den måde, at mesteren fremstod og erklærede, at vedkommende dreng nu havde udstået sin læretid, og at han havde opført sig ærlig, tro og flittig, og at han nu for ham begærede, at lavet ville erkende ham som dygtig svend. Læredrengen takkede sin mester for god medfart, og hyppigt takkede også mesteren den nybagte svend for god opførsel i læretiden, hvorpå man gav hinanden hånden.

Og endelig kommer så den vigtige handling, når en svend skulle optages i lavet som mester. Dette foregik på samme sted i nærværelse af lavets mestre og magistraten, efter at han først havde vundet borgerskab, hvor så oldermanden meddelte, hvorfor man var forsamlet, og at den pågældende svend begærede at optages i lavet som mester.

Der anføres da ofte "som samtlig lauget og samtykkede i", og for denne optagelse betaltes 9 lod sølv, der udgjorde 4½ rigsdalers værdi, hvoraf lavshuset fik de 4, de fattige i lavet 2, oldermanden 2, og rådstueskriveren 1.

De samme forhold var også felberedermestre fra andre byer underkastede, som agtede at optages i felberedernes lav i Svendborg.

Endelig fortæller den gamle lavsbog om, at man skiftede oldermand hvert fjerde år, og det foregik ligeledes, når lavet var forsamlet som ovenfor anført.

Lavsbogen omhandler perioden fra 1686 til 1749. På bogens bagerste blade ses, at den senere i tiden har været anvendt til at føre en art regnskab over indholdet af tidepenge i svendenes lade, og at disse beløb har været brugt til understøttelse, f.eks. i sygdomsstilfælde.

Og endelig på bogens sidste side viser nogle notitser, at felberedermester H. Aarsleff i 1839 har modtaget lavets velkomst med 46 sølvskilte samt laden, hvorfor han kvitterer. Sidste gang, velkomsten nævnes, er 1847, da havde den 54 skilte, alle af sølv.

Fra 1749 til 1839 er ting indført i bogen, og omkring 1860 ophørte alle lav, og dermed går de gamle lavssager og skikke over i historien.

En enkelt gang anføres, at man har anskaffet sig en ny lade, da den gamle var ubrugelig, og 1717 anskaffedes et nyt ligklæde, som opbevaredes hos oldermanden, og med dette erklærede "samtlige brødre sig tilfredse".

Svendborg feldberedere(*) - lavsbogen fra 1722-1861 [16.4. 1923]

Siden artiklen om feldberederne fremkom, er endnu en lavsbog kommet for dagens lys, og på en måde er den ikke mindre interessant, idet den nemlig fortæller om forhold, der utvivlsomt ville være gået tabt, om den ikke heldigvis ved et tilfælde blev bjerget fra tilintetgørelse.

Dette kunne friste mig til at udkaste det spørgsmål, om der ikke skulle findes flere af samme art eller gamle dokumenter, der tilhører feldberedernes gamle lavsforhold; thi da ville disse være kærkomne til forøgelse af museets samlinger.

"Bemeldte lavsbog" for at benytte lavets egen form, indeholder udelukkende læredrenge og udskrivninger af disse til svende. Men ser man nøjere på indholdet, fortæller det dog mere end de nøgne fakta, idet det nemlig af bogen fremgår, at fra 1722 og noget frem i årene foregik disse indtegninger med en ret omstændelig form, som tog af i højtidelighed hen mod slutningen af det 18. århundrede, netop på den tid, hvor der kom røre i lavene om deres ophør. Fra 1707 til 1836 er der også store spring. Her mangler åbenbart noget. Endvidere er bogen ikke gennemdraget som selve mesterprotokollen. I alt viser den, at ca. 100 drenge og et lignende antal svende er indført i det "ærlige og lovlige feldberederlav" i Svendborg i de ca 150 år, den blev benyttet.

I begyndelsen mødte det samlede lav af mestre med deres bisiddere, enten en borgmester eller en rådmand, når det drejede sig om indskrivning af en lærerdreng; men efter at institutionen med borgmester og rådmænd var ophørt og afløst af byfogden, er der et langt tidsrum, i hvilket kun oldermand og mestre nævnes. Svendene mødte kun, når en dreng "løsgaves", for at blive indskreven som svend, og hver gang erklærede både mestre og svende sig intet at have herimod at erindre. Nogle få gange omtales i lavsbogen, at den nybagte svend skulle "krones", en ceremoni noget lignende en snedkersvends "behøvling" for at blive optaget som svend i det ærværdige lav.

Man opdager tillige, at læretiden har været i høj grad forskellige fra fire til højst ni år. Til grund herfor må formodentlig ligge, at læredrengene slap med færre år, når de var sønner af feldberedermestre eller svende, ellers er det ikke godt at forstå, hvorfor læretiden ikke var lige lang. Ofte ses det, at læredrenge var gamle før de kom i lære, i enkelte tilfælde har de været op mod 24-25 år og ældre.

Det fremgår af bogen, at det Svendborg lav søgtes af mestrene fra Fåborg, Nyborg og Rudkøbing. Det kan man endda forstå. De var jo nabobyer og tillige mindre byer, hvor der vel var for få mestre i hver til at de kunne danne særlige lav; men også byerne Nakskov, Maribo, Sakskøbing og Nykøbing på Lolland og Falster lod indskrive både drenge og svende hos oldermanden i Svendborg. Mestrene i disse så fjerne byer må altså have hørt til lavet i Svendborg; thi når en sådan mester mødte i ovennævnte anliggender benævnes han som "lavsbroder" af lavet i Svendborg.

Muligvis har dette haft nogen grund i, at Lolland-Falster stift først i 1803 udskiltes fra Fyns Stift. Man kan tænke sig den mulighed, at da de gamle middelalderlige gilder og lav havde en stærk påvirkning, har forholdet til dels vedvaret også under de nyere former for lov i samhørighed.

Hen mod slutningen af lavets tilværelse som lav, ser vi igen byfogden eller hans stedfortræder mødte op ved de oven for nævnte lavshandlinger, og vi træffer da navnene på byens mestre, f.eks. Nellemann og v. Jessen, og ofte førte da byfogden eller hans stedfortræder protokollen, hvad der er meget rart af hensyn til læseligheden; thi ikke alle Svendborg feldberedere skrev læseligt, endsige bogstavret.

1796 træffer vi en feldbereder Ravn, og et minde om ham ejer museet i en meget stor bronzehane til et garverkar med hans navn og årstallet 1798. Hans virksomhed var, hvor senere garver Lerche boede i Møllergade. En enkelt gang omtales i lavet en sadelmager som lavsbroder, han har da sikkert, som så mange, der arbejdede med læder i gamle dage, uden egentlig at være feldbereder, dog selv beredt sit læder.

Sluttelig skal nævnes, at man af de fra Lolland og Falster i lavsbogen nævnte navne på personer, synes at kunne se fremmede efternavne, f.eks. Firger, Basmarch, Vesterfleeth, Setter, Zesler, Lemmiche, der tyder på gammel vendisk eller tysk indvandring.

I et enkelt tilfælde i året 1807 har endog en mester i Roskilde ladet en dreng indskrive som svend i det Svendborg feldberederlav. Fra 1805 forsvinder mestrene fra Lolland og Falster af protokollen og sidste gang lavsbogen blev benyttet, var den 3. december 1861, da Lars Vilhelm Frandtzen erklæredes for svend at være. Han havde fremlagt sit svendestykke, der bestod af et deger tilberedte fåreskind, som erklæredes for "at være et i enhver henseende godt og antageligt svendestykke", og protokollen underskreves af mestrene Lindegaard, Lieberoth og M. Bloch, der var oldermænd, samt byfogedfuldmægtig Hansen, og dermed var lavets saga ude.

(*) Johs. Olsen staver i sidste artikel felbereder med "d" altså feldbereder.

Se også Vivi Fæsters register til fynske lavsprotokoller

BilagStørrelse
Svendborg Felberederlav 1686-1861.pdf22.48 kB