H.C. Andersen og Svendborg

| | | |

Digteren H.C. Andersen (1845)Digteren H.C. Andersen (1845) Udsigt over Svendborg 1906Udsigt over Svendborg 1906Af museumsleder Johs. Olsen 11.10. 1922 (Dagblad?)

H.C. Andersen skal en gang have betegnet Svendborg som en kogt krebs , et persillebed. Sammenligningen kunne for så vidt godt passe, som det på hans tid kun var røde tegltage at se, når man stod oppe på Ovinehøj. I sin bekendte roman, "Kun en spillemand", fortæller han en del om Svendborg.

Han fortalte således, at på den gamle gråbrødre kirkes dør stod på latin: "Jesus hominum salvator", hvilket betyder "Jesus, menneskenes frelser".

Endvidere fortæller han om kirkens gamle kalkmalerier, som han kalder "frescomalerier". Om de var det, kan vel næppe vides, thi at male, "al fresco", forstår man, at maleriet er udført i den våde kalk i modsætning til almindeligt kalkmaleri, udført oven på det tørre puds.

Det er for øvrigt rigtigt nok, at kirken var smykket med kalkmalerier, bl.a. to medailloner. I den ene fremstilles en knælende mand, i den anden medaillon sås en knælende kvinde, og ved dem var yderligere malet våbenskjolde, hvoraf det ved kvinden syntes at fremstille en horisontalt liggende vinge. Om begge disse skjolde var malet rammer med desværre ulæselige af tidens tand medtagne såkaldte minukler.

I Nationalmuseets arkiv opbevares et blyantrids af billederne, og professor J.M. Petersen anså dem for at have fremstillet muligvis kirkens forhenværende velgører, og bestemte dem til at være fra ca 1480, og H.C. Andersen siger, at de endnu kort før kirken nedbrødes, var synlige.

Svendborg latinskoleSvendborg latinskoleDernæst fortæller digteren om degnen Sevel, som underviste børnene fra Vor Frue sogn i den gamle klosterbygning, hvor den gamle, den gang forlængst nedlagte latinske skole havde været. Han skriver om byens skolevæsen, altså omkring 1820-30, "at på den tid var der endnu ingen ordentlig skole i den hele by, en gammel, skikkelig mand, hr. Sevel, med sin døve kone, var de eneste, som gav undervisning. De boede i den gamle, forfaldne klosterbygning, som nu med ruinerne af kirken er nedreven.

Munkene har vidst, såvel i syd som i nord, at vælge de smukkeste egne til deres klostre. Tæt ved fjorden med udsigt til Tåsinge og Thurø lå her gråbrødrenes kloster. Det hvælvede kammer, som måske en gang tjente til spisesal (refektorium) var nu skolestue.

I den lille nische i muren, hvor krucifikset havde stået, havde nu riset og strikkestrømpen plads. Under det hvælvede loft sad på skamle og bænke den yngre slægt med Luthers katekismus. Billederne, kineseren med sin lange pibe og jomfru Maria med barnet, var just ikke lutherske, men de havde dog mest interesse.

De få snævre vinduer sad temmelig højt oppe, altså er det ikke at undres over, at ungdommen, når hr. Sevel eller lærerinden et øjeblik var borte, sprang op på bænke og borde for at se ude på den grønne skov og de store skibe".

Denne fremstilling er nu ikke ganske rigtig; thi ganske vist var skolen for Vor Frue sogn her, og Otto Christian Sevel degn; men også St. Nicolai sogn havde sin skole, som holdtes i degnen hr. Thuges hjem. Byens fattigskole var på rådhuset, og dens lærer hed hr. Nielsen, og endnu flere mindre, private skoler havde byen da også på den tid.

Skolevæsenet i gamle dage.

Sevel var født i Roholte præstegård i Præstø amt, havde været student og blev den 24. marts 1790 kordegn, klokker og skolelærer for Vor Frue sogn. En broder til ham var præst i Ryslinge. Degnen Sevel må være død ca. 1829, thi den 13. oktober dette år afleverede pastor Heber til skolekommissionens kasserer 70 rdl. 2 mk. 7 sk. af det vakante degnekalds indtægter fra 25 maj til dato. Dette embede var fremdeles vakant den 10. august 1831. Den 7. november forespørger skoledirektionen, "hvorvidt den pension, skolelærer Jensen har at erlægge til hans formands enke, er bestemt af kancelliet", og den 13. september 1832 bestemmes det, at Jensen skal have godtgjort den pension, som han har svaret til madam Sevel, og tillige, at skolekassen fremtidig skulle udrede pensionen.

Madam Sevel døde 1838, og da henlagdes hendes pension, 25 rdl. til fremme af realskolen. 1817 underviste Sevel 81 børn, Thuge 56, fattigskolen havde 122 børn og de private skoler samtidig 111 børn.

H.C. Andersen fortæller om de gamle ejendomme i Svendborg, at den øverste etage ofte sprang frem for den nederste. Han skriver om fremstående bjælker mellem etagerne, om karnapper, forstuetrapper med sten og træbænk, på en ejendom i byens udkant endog om en storkerede.

Afbrudt hus ved Vester Åby, der ifølge lokal tradition inspirerede HCA til "Hist hvor vejen slår en bugt"Afbrudt hus ved Vester Åby, der ifølge lokal tradition inspirerede HCA til "Hist hvor vejen slår en bugt"Alt dette er nu forsvundet, og den gang var byen helt igennem en bindingsværksby, og man forstår, at de gamle idylliske forhold har gjort indtryk på digteren. I "Kun en spillemand" har han foreviget Svendborgs navn for lange tider.