Slægten Elnegaard

| | | | | | | | | |
Karl Marius Rasmussen Elnegaards forfatterskab

Indledning

Karl Marius Rasmussen Elnegaard (K.E.) blev födt den 10. november 1871 og döde, knap 80 aar gammel, den 4. juni 1951. Han var min oldefar, Alfred Möller Voigt’s, faetter. Selv er jeg födt 2 aar efter K.E.’s död.

„Dagbladet“ (förhen: „Sorö Folketidende“) skrev den 10. november 1971 bl.a.:

„Ikke mange mennesker har betydet saa meget for det folkelige liv paa Vest- og Midtsjaelland i dette aarhundredes förste halvdel som K.E.

I 6 aar virkede han som laerer. Han tog saa springet over til journalistikken, idet han blev redaktionssekretaer paa „Dagbladet“.

Det blev indledningen til et medarbejderskab, der kom til at straekke sig over ikke faerre end 46 aar og satte sig spor langt ud over by og egn.

K.E. vil af aeldre i Sorö amt huskes som en igangsaetter: det var ham, der först i Egevangen, senere i Söskoven, stod bag de aarlige gymnastikfester med titusinder af gymnaster.

K.E.’s virksomhed indenfor journalistikken vil ogsaa blive i vedvarende erindring. Naeppe nogen vil kunne naa laengere end til et forsög at leve op til hans eksempel.”
I 1931 har K.E. udgivet en slaegtsbog, „Slaegten Elnegaard“. 10 aar för, i 1921, skrev han “Fra den gamle by”, i 1940 skrev han „Magleby-Minder“.

Det drejer sig i alle tilfaelde om optegnelser fra sin hjemstavn, Söndenbro, Syd-Langeland. Fore-liggende udtog stammer fra disse böger.

K.E. skriver om, hvad der har sat sig fast i sin hukommelse og som har praeget ham varigt lige fra han var barn. Han beskriver ogsaa en hel del personer – baade fra familie og fra samfundet, han opvoksede i.

K.E. forfattede bögerne, da han var 50 aar henholdsvis 69 aar gammel.

Originalbögerne - skrevet i haand - opbevares paa Rigsarkivet i Köbenhavn.

Jeg har allerede afskrevet disse udtog i november 1971. Nu foreligger de ogsaa i elektronisk form.
  
Svend Indra
Weihermattstr. 3
CH-4415 Lausen
(0041) 61 922 13 63
(0041) 79 529 13 38
sven.indra(snabela)bl.ch

september 2008

Indhold

 Indledning  1
 „Fra den gamle by“: 5
 Afstamning  5
 Herkomst og biografi                                  5
 Födegaard  13
 Livet i hjemmet                     17
 Arbejde og liv – liv og arbejde                          17
 Hösten  18
 Julen  22
 Nytaarsaften 25
 Helligtrekonger / andre festdage                  27
 Byens maend (efternavne efter alfabet)       28
 Stormfloden 13. november 1872                   46
 Gilder og gildeskikke                    54
 Fastelavn            54
 Bryllupper og begravelser          55
 Ungdomsgilder 61
 Aede- og vallermisgilder          64
 „Magleby-Minder“  66
 Mor og far             66
 Mor: Claudine           67
 Mors halvsöskende        69
 Far:  Rasmus           72
 Fars halvsöskende                           73
 Fars helsöskende                    74
 Marthe 74
 Hanne 77
 Karen   79
 Anne Kirstine  88
 Christian  90
 Line 92
 Anders 92
 Inger      94
 Efterskrift  96

 

Fra den gamle by (1921)


Afstamning
Herkomst og biografi

Jeg er födt i Söndenbro, Magleby sogn, Langeland, den 10. november 1871 (mortensaften) som sön af gaardejer Rasmus Rasmussen (*1833)  og hustru Claudine Jensen Drost (*1839).


Farfar var gaardejer Rasmus Jensen (*1783), gift med farmor hustru Kirsten Andersdatter(*1806), stammende fra Hennetved, Lindelse sogn.  Farmor og farfar boede paa Elnegaarden.

Farfars aner skulle kunne fölges ca. 300 aar tilbage.

Farmor var ikke kun slægtens stammor, men også een af slægtens mest markante og – uomstridt - mest beundringsværdige person-ligheder.

Før giftermålet var farmor mejerist på Holme-gården. Derefter, som knap 24årig kvinde, blev hun den nye gårdmandskone på Elnegård.

Det var alt andet end nogen let opgave hun gik ind til.

Farmor har opfostret 17 børn og det i et tidsrum af et halvt århundrede. Inden hun døde, måtte knap halvdelen ud af de 17 børn dø.

Farmor blev stedmor til 5 børn og selv mor til 10 børn. Mellem den yngste og den ældste af de 10 børn var der godt og vel 17 års forskel.

Mellem det  ældste stedbarn og det yngste barn var der 35 års forskel.

Farmors ældste stedsøn, Jens, døde i 1849, kun 36 år gammel. Farfar havde ikke kraft nok til at tage dette tab, var vist meget nedslaaet og döde frivilligt 4 dage efter, 66 aar gammel.

Det yngste barn, datteren Inger, var paa dette tidspunkt 1 år gammel.

I marts 1855 døde datteren Line 14 ½ år gammel. Allerede et halvt aar senere födtes det förste barnebarn.

I forløbet af 42 år fik farmor 47 børnebørn. Hun var 15 gange farmor og 32 gange mormor.

To af børnebørnene blev forøvrigt født samme dag, nemlig den 10. september 1867: Anne Kirstine Andersen og Alfred Møller Voigt. Mødrene var tvillingsøstrene Hanne og Karen.

Aaret efter, i november 1868, fik farmor 3 børnebørn på pleje. Deres mor, Karen, döde - frivilligt ogsaa - den 7. november 1868, kun 36 aar gammel.

Farmor var oldemor til 110 oldebørn. De yngste har hun selvfölig ikke oplevet mere.

Farmors liv som stedmor, mor, plejemor og enke (hendes enkestand varede i 48 år) bidrog til, at hun fik et meget selvstændig præg over sig.

Hun bevirkede at hun forblev slægtens rådende overhoved til den sidste dag hun levede.

Farmor var for sin tid vel oplyst og stærkt åndeligt interesseret kvinde. Hun kendte sin bibel, som hun jævnligt læste i, og hun  vilde gerne høre salmesang, som:

”Barnelivets favre dage”, ”Et kors det var”, ”Har haand du lagt paa Herrens plov” og ”Sneen den føg saa vide om jord” med omkvædet ”Der er roser i klosterets have”.

Farmor havde sine bestemte meninger og forstod at gøre dem gældende. Familien søgte hende om råd i vanskelige spørgsmål, og man bøjede sig for hendes syn på sagen.

Den 5. maj 1897 fyldte farmor 91 år. Hun døde fredeligt selve dagen. Da hun lå for døden fremsagde hun salmevers efter salmevers, alt imens hun bad om hjemlov.

Morfar var gaardejer Jens Rasmusssen Clausen Drost, födt i 1806 paa Drostgaarden i Humble, gift med mormor, hustru Anne Marie Godtfredsdatter, födt paa Flintegaarden i 1796, praecist 10 aar för morfar blev födt.

Morfar döde, da jeg var 12 aar gammel. Mormor döde et par maaneder, inden jeg blev födt. Hun blev 75 aar gammel. Morfar blev 77 aar gammel.

Morfars slaegt (Drost-slaegten) stammede fra Sönderjylland. Den skulle vaere beslaegtet med med salmedigteren Hans Adolf Brorsons slaegt.

Morfar var paa sine gamle dage noget forfalden til braedevin. Men det var noget, han ikke var ene om i de tider, da braendevinflasken og ölkruset altid stod side om side paa langbordet.


Jeg döbtes i Magleby kirke den 5. december 1871, fars 38aars födselsdag.

Det var den dag et saadant snefog, at man maatte köre helt op til kirkedören. Een af fadderne – Klaus Egede – maatte have praesten ved den ene arm, for at han ikke skulle „flyve vaek“.
Jeg er den naestyngste af 5 söskende. Min aeldste bror, Rasmus, döde nytaarsaftensdag 1887, kun 26 aar gammel.

Min eneste söster, Kirstine, gift med gaardejer Theodor Hansen, Söndenbro, döde 1895, kun 32 aar gammel.

Min naestaeldste bror, Jens (*1870), er möller i Nordenbro og den yngste, Otto (*1875), har faedrenegaarden.

Far döde, da jeg var 23 aar gammel, mor döde, da jeg var 35 aar gammel. Far blev 61 aar gammel, mor 67 aar gammel.

I min barndom og ungdom har jeg tilbragt mange timer oppe paa bakken ved min födegaard. Og hver gang jeg har gaestet mit gamle hjem, har bakken vaeret et af de förste steder, jeg har sögt til.

Her har jeg staaet, saavel som naar stormen rejste havet i höje bölger som ogsaa naar havet var blank og stille.

Helst sad jeg deroppe en sommeraften eller helligafterne för de store höjtider, naar klokkene kimede stille og mildt fra den gamle aervaerdige hvide kirke.
I minderne fra min barndom og förste ungdom spillede udsynet fra bakken staerkt ind.

Som barn holdt jeg meget af at gaa ene omkring og drömme. I timevis kunne jeg ligge og rode I bakkeskraenten ovenfor askemöddingen. Her gravede jeg huller ind i skraenten og lavede andre kunster.

Det staar for mig, at jeg ikke bröd mig stort om leg med mine jaevnaldrende kammerater.

Saaledes husker jeg ogsaa, at, naar jeg om söndagen var blevet pyntet, satte jeg mig gerne hen ved bordet med min tavle og tegnede möller og skibe, eller ogsaa jeg prövede jeg paa at skrive vers.


Min skolegang havde jeg til Magleby skole, hvor min förste laerer var Kirckheiner, efter sigende en uaegte sön af kong Christian XIII. Pga. koldfeber, „kolden“, forsömte jeg skolen i naesten 1 ½ aar.

Allerede som skoledreng forsögte jeg at rimede, og det er jeg bleven ved med resten af livet.

Det löb – i hele livet - op til 200-300 lejlig-hedssange og viser. Efter jeg har overskredt de 60, fik jeg skrevet smaa landsbykomedier.

Som dreng havde jeg to store önsker: at jeg kunne faa en violin, og at jeg maatte blive möller.

Det förste önske fik jeg opfyldt, det andet var forbeholdet min storbror Jens.

Violinen fik jeg som gave af moster Sidsel og hendes mand, Christen Mortensen. Men jeg har aldrig faaet laert at spille ordentlig.

Min laeremester var “lille Jörgen“ (Jörgen Petersen) i Vognsbjerg. I de faa timer jeg kom hos ham, var det naermest ham, der spillede. Jeg maatte lytte, og det laerte jeg ikke saa meget af!

Palmesöndag den 18. april 1886 konfirmeredes jeg i Magleby kirke af kapellan Wegener fra Humble, den senere biskop over Lolland-Falster.

Den 5. januar 1893 indkaldtes jeg som soldat, og laerte som hestepasser ved 2. dragonregiment i Odense.

Efter udstaaet laeretid kom jeg til Köbenhavn, hvor jeg var en maaned. Derefter kom jeg til Jaegersborg som oppasser for husarskolens forstander Moe, hvor jeg var, indtil jeg permitteredes i marts 1894.

I vinteren 1895-1896 og i vinteren 1897-1898 var jeg elev paa Grundtvigs Höjskole i Lyngby. I mellemtiden havde jeg vaeret paa gymnatikkursus, denne gang i Vallekilde.

Tre somre var jeg paa kursus for unge höjskolelaerere paa Askov.

I vinteren 1898-1899 var jeg paa Vallekilde Höjskole, dels som elev, dels medhjaelper ved undervisningen i dansk og regning paa den dervaerende haandvaerkerskole.

Fra november 1899 var jeg laerer paa Sorö Höjskole. Min virksomhed varede til hösten 1906 - med afbrydelse fra september 1901 til juli 1902, da jeg gennemgik statens laererhöjskole.

Fra september 1905 har jeg vaeret redaktions-sekretaer ved “Sorö Folketidende“.

Ved siden af denne profession var jeg laerer ved höjskolen og samtidigt har jeg ledet gymnastik og sang i Lynge og Pedersborg.

Og hvergang i tanken til hjemmet jeg gaar,
da velder med minder det frem,
i solglans det staar,
i hjertet det slaar:
Gud signe mit faedrehjem!


Födegaard

Mit födehjem hedder „Lindebjerggaard“ og ligger yderst mod vest af Söndenbro by ved en vej, som förer til Magleby nor, der danner vestgraense for gaardens joder.

Den firlaengede, straataekte Lindebjerggaard er opfört til forskellige tider. Stuehuset blev bygget i 1801.

Det vestre hus opförtes i 1863, det söndre og östre i begyndelsen af 1870erne. Siden er der ikke sket forandringer, medmindre smaating indvendig.

Det var mors födegard, der blev mit barndomshjem, og derfra kom min verden til at gaa.

Gaarden er ca. 35 tönder land med over 5 tönder hartkorn.

I daglig tale kaldtes gaarden ogsaa for “Himmerig“. Jeg har hört to forklaringer paa, hvorfor gaarden kom til hedde saaledes.

Den förste forklaring gik ud paa, at der i krigens tid – om under svenskekrigen eller dengang spaniolerne laa paa Langeland – skal have boet en mand, som var gudfrygtig, at de indkvarterede soldater kaldte ham „Vorherre i Himmerig“.

Den anden forklaring gik ud paa, at gaarden fik dette ögenavn ved udskiftningen 1801. Den gamle Söndenbro bys toftejorder var de bedste for dyrkning og blev lagt sammen til denne gaard,  som blev Lindebjerggard. Det skulle have vaeret öens best jord.

Jeg kender forövrigt kun een gaard til, der har det samme navn („Himmerigsgaarden“), nemlig i Ollerup, hvor höjskolen begyndte sin virksomhed.

Jeg maa ved denne lejlighed ogsaa oplyse, at der i Magleby sogn var et sted, der bar det mindre könne navn „Helvede“, selvom dette sted var meget idyllisk og tiltraekkende.

För udskiftningen i 1801 har byen for en vaesentlig del ligget paa det omraade, der nu hörer til min födegaard, og man paapeger ednu steder, hvor bestemte gaarde og huse skulle have ligget.

Gaardens marker baerer som minde derom ednu navne paa de ejere, som havde deres tofter her ved udskiftningen.

Marken lige ud for gaarden mod syd hedder saaledes Lars’ toft, den nedenfor mod öst Jörgen’s toft, og den, hvorpaa Söndenbro station nu ligger, Mads’ toft.

De andre marker har forövrigt navne: Tobjerg, Nedre Tobjerg, Vesterballe og Nedre Vesterballe.

Navnet „Lindebjerg“ er vistnok af langt yngre oprindelse og vilkaarligt valgt. At markerne har navne, er almindelig ved alle gaardene her i byen - samt ogsaa hele öen over.

Lindebjerggard ligger skönt mellem de to bakker Tobjerg og Lindebjerg. Sidstnaevnte blev i min barndom delvis beplantet, dog ikke med lindetraeer, men med elme, som paa langelandsk hedder „elmit“.

Fra Lindebjerg er de en vid og enestaaende udsigt mod alle himmelsretninger.

Mod sydvest ser man fiskerbyen og de höje bakker ved Sögaard.

Mod vest möder öjet Magleby nors udstrakte flade, omkranset af bakkekaeder. Bag disse ses det bölgende hav med de mange sejlere.

I nordvest kan tydes Aerö, öen med sine gule klinter. Med det blotte öje kan man se möller og kirker derovre, og i kikkert erkendes klart gaarde og huse. Klart ses Marstal med kirke og havn.

Mod nord fanges blikket först af de ejendommelige runde bakker, der indrammer norets östlige del. Blandt disse bakker bemaerker man saerligt Bogö, der drives under herregaarden Brolykke.

Midt i landskabet til denne side knejser Magley kirke med sit höje spir paa bakken. Naesten paa hvert sted i sognet kan man varetage kirken.

Videre mod nord opdager öjet Ristinge höje klint, Hesselbjerg, Kinderballe, Tryggelev, Humble, Hjortholm og Lykkesholm.

Mod nordöst ligger Brolykke og Nordenbrogaard.

Mod öst faar man öje paa den saakaldte Österegn og Langelandsbeltet, bag hvilket udstraekker sig Lollands flade kyst.

Her er utrolig dejligt paa Lindebjerg, saerlig en sommeraften, naar den dalende sol kaster guld over havet i vest og naar den store kirkeklokke hilser dagen farvel.
 

Livet i hjemmet

Arbejde og liv - liv og arbejde

I faa ord kan jeg betegne livet i mit barndomshjem som et liv i arbejdsomhed og nöjsomhed.

Naar jeg nu taenker tilbage paa de tider, saa syntes jeg, det naesten er uforstaaeligt, at man kunne faa folk til at göre det, man forlangte af dem.

Op med solen om sommeren, arbejde dagen lang, kun afbrudt af de nödvendige spise- og hviletider, til solen var ved at gaa ned. Om vinteren stod man op laenge för det var dag.

For karlenes vedkommende sluttede dagens arbejde om vinteren gerne ved mörkets frembrud.

Naar nadveren var indtoget – maelkegröd eller nykogt vandgröd og smörrebröd – tog mor og pigerne atter fat paa deres arbejder.

Mor spandt og pigerne kartede indtil det var blevet sengetid.

Vi börn blev holdt godt til arbejde fra vi kunne begynde at göre os gavnlig.


Hösten

Skal jeg fremdrage höjtidsstunderne i mit hjem, maa det vaere hösten og julen.

Hösten staar for mig som en tid med liv og glaede. At der ogsaa blev arbejdet straengt, hörte sig til.

Men glaeden over den tilendebragt höst, det at vaere med at bringe markens afgröde i hus, overskyggede alle andre fornemmelser.

Ofte blev vi ved med höstearbejdet til langt ud paa aftenen, endnu naar det gjaldt om at faa bundet en mark op, eller at faa tömt en mark for saed, hvis det saa ud til regnvejr.

Levemaaden, der altid var god, var ypperligere i hösten, og der vankede ikke sjaeldent aebleskiver eller rödgröd udenfor de saedvanlige spisetider.

Naar det sidste korn blev mejet - og dengang med leer - blev der „klappet for kaal“. Höstfolkene sneg sig med deres leer om i haven, stillede sig ud i spisekammervinduet og gav sig til at stryge paa leerne.

Saa kom mor ud med kager og snaps. Man kaldte det at „klappe for kaal“.

Om aftenen var der „kaalgilde“ bestaaende af andesteg og rödgröd.

Naar „den gamle“, dvs. det sidste neg blev bundet, blev der budt paa punch om aftenen. Saa var det vaerste overstaaet. Hjemköringen betragtes naermest som en leg.

Störst var festligheden dog, naar „den gamle“ blev kört hjem, dvs. det sidste laes körtes af marken.

Det var höstens höjdepunkt. Der var der en egen glad stemning over hjemmet.

Far hejste flaget paa bakkens top, saa den kunne ses over hele byen, at vi var faerdige med hösten. Og glaeden derover var ikke mindre derved, at vi som regel var de förste i byen, der har afsluttet hösten.

Den yngre og yngste del af gaardens mandskab var med ud i marken efter det sidste laes, og nar det sidste neg var stukket op til ham, der lagde laesset, kravlede vi alle op paa vognen

Derefter gik det i flyvende fart op paa den höjeste bakketop, hvorfra vi lod skingre hurra-raab lyde ud over byen.

Hvilken fölelse af befrielse og tryghed kom der ikke over sindet, naar det sidste laes var inde, naar hesten var spaendt fra og sluppet ud i marken  og vi – pyntede som vi var – samledes om det veldaekkede bord, hvor samtalen gik muntert.

Far og vores fast höstmand – mange aar vores nabo Kristen Thygesen – dröftede höstudbyttet og höstens forlöb, og vi andre gav vort ord med i laget efter bedste evne.

Det blev som regel sent, för vi skiltes. Nu var der jo intet at haste efter. Men naar vi endelig bröd op, var det med en fölelse af velvaere og tilfredshed med sig selv og med hele verdenen.

Hvor var det behageligt at laegge sig i sengen ovenpaa den sidste höstdag, uden bekymring for, hvordan vejret skulle blive den naeste dag.

Jeg husker forövrigt en høstdag, hvor faster Marthe kom og sagde: ”Når vi bliver færdige med at høste, så tror jeg dog, at jeg ikke har mere at sørge over.”

Hertil bemærkede far tørt: ”Du får såmænd nok noget andet.” Og det passede.

Da mændene om eftermiddagen havde fået det sidste læs korn i hus, sad veltilfredse inde i stuen og spiste deres mad, kom faster Marthe farende:

”Det er forskrækkeligt. Den ene ko er udenfor gærdet, og nu falder hun ned af klinten og brækker sin hals!”
Så var far der straks: ”Hvad sagde jeg! Du skulle nok snart få noget nyt at sørge over!”

Naar nu jeg taenker paa den sidste höstdag, forekommer det mig, at det altid var stille og straalende solskin paa den dag, og at stranden derhen laa som et flimrende og glimrende spejl.

I hvert fald husker jeg bestemt en saadan sidste höstdag, og det er rimeligvis den, der har sat sig saa fast i min hukommelse, at jeg bilder mig ind, at de alle var saadan.
 

Julen

Störst af alle festdage var dog juleaften. Juleaften i barndomshjemmet: det var en verden af lyse, glade minder!

Juleaften var der travlhed ude og inde. Inde i stuerne havde mor og pigerne travlt med at tilberede juleaftensnadveren.

Ude var mandfolkene beskaeftiget med at feje gaardspladsen og göre orden i lo og lade.

Hestene og fik sig en tillaegsportion foder, förend man selv lavede sig til at fejre juleaften.

Omme fra kirken kimedes julen ind. Aldrig löd denne kime mere höjtidelig end juleaften. Og naar Grundtvig synger, at julemorgen var hans himmerig, saa siger jeg, at juleaften var mit.

Naar mörket var faldet paa og alt i orden ude og inde, kom juleaftensgaesterne. Det var som regel „lille Marie“, Kristen Thygesen og et par af hans drenge samt morbror Kristen Drost med hans kone Maren Sofie.

Det var höjtideligt, naar gaesterne kom ind i stuen og gav os alle haanden, önskende „God aften og glaedelig fest“.

Det var en egen trohjertig klang i önsket: „Vor Herre give os alle en glaedelig julefest!“

Gaesterne bödes til saede, og saa fik de en bid bröd eller kage og en snaps. Det var det forelöbige traktement.

Men snart baenkedes vi alle om bordet med den hvide dug. Saa serveredes först suppen, dernaest risengröden og oksestegen med peberrodssovs. Der blev spist af et godt hjerte.

Naar maaltidet var forbi og opvaskningen endt, kom juleandagten. Salmebögerne deltes om. Men först blev det gamle juleevangelium laest.

Udertiden laestes ogsaa den aftenbön, som stod i salmebogen til dagen. Dernaest sang vi de kaere gamle julesalmer, hvis magt over sinderne aldrig tabtes.

Efter andagten blev der drukket kaffe, og saa spillede vi kort om pebernödder eller aebleskiver.

Der blev spillet noget, som hed „3 kort og 15 streger“. Men hvordan det spilledes, har jeg glemt.

Naar gaesterne bröd op, fik de gerne hver en tallerken mad med sig hjem, ligesom gaardens egne folk og börn fik deres part af aebleskiver og yderlige en stor julehvedekage.

Mange aar senere, da julen atter kimedes ind, og julestemningen meldte sig, har jeg med tanken paa julen derhjemme skrevet fölgende vers:

Nu banker julen paa min dör
Med kaere lyse minder,
Og tanker, som jeg taenkte för,
Igen i hu meg rinder.

Jeg husker grant min barndoms jul
Hos Far og Mor derhjemme,
Og minder kommer frem af skjul,
Hvor laengst de laa i gemme.

Da sorgerne var bitte smaa,
Men glaederne var mange,
Og over hjemmets tag der laa
Et nyn af julesange.

Naar klokken kimede festen ind,
Og taendt var julens stjerne,
Med fryd blev fyldt mit barnesind,
Og naer kom alt det fjerne.

Nu kommer julen hid paa ny
Med fred og fryd og glaede.
Vor Herre lade sorgen fly
Og tröste dem der graede!


Nytaarsaften

Juleaftensfesten gentages omtrent uforandret nytaarsaften, den naest höjtideligste aften i mit hjem.

Der var over den som over juleaften en egen glans og feststemning. Og der var intet, der kunne forstyrre denne stemning for os.

Fordi gaarden laa et godt stykke fra vejen, var det grumme sjaeldent, at nogen ulejligede sig derhen for at skyde nytaar ind eller hvad andet man paa denne aften kunne finde paa at muntre sig selv og andre med.

Uden omkring i egnen hörte vi nok bösserne knalde, men det var for os hjemme paa Lindebjerggard noget fjernt og fremmed, som vi stod uden for.

Netop, fordi vi havde julen og nytaarsaften for os selv, blev disse aftener omgivet af en egen höjtidsfuldhed og hygge.

Gaesterne kom hilsende ind med ordene „Vor Herre give os alle et glaedeligt nytaar“!

Naar maaltidet var endt og der var ryddet af bordet, kom salmebögerne frem og vi laeste „Bön paa aarets sidste aften“, mens der var stille som i en kirke.
Under laesningen listede taare paa taare ned af mors kinder. Jeg saa det godt, skönt det gerne var mig der har forelaest.

Jeg forstod ikke, hvad det var der bevaegede Mors sind saa staerkt. Jeg var kun et barn og ukendt med verdenen, saa jeg naeppe fattede ret meget af det, jeg laeste.

Först senere, da jeg stod i min förste ungdom og döden havde vaeret gaest hos os, just som det stundede mod aarets sidste aften, begyndte jeg at ane lidt af nytaars bönnens alvor.

„Vor ungdoms glans, vor skönhed og kraft visner og falmer“, stod der. Jeg syntes, der var saa uendelig langt frem, förend ungdomsglansen, ungdomsskönheden og kraften kunne visne og falme.

Jeg saa livet langt og lyst for mig. Sorgen – ja den kendte jeg nok, men mest kun af navn – för den nytaarsaftensdag i 1887, da min aeldste bror Rasmus sov hen, kun 26 aar gammel.

Naar bönnen var laest, sang vi de gamle nytaarssalmer „Til ende aaret haster“ og „Traed frem, min sjael, paa aarets morgen“.

Der var nytaarsaften i mit hjem.


Helligtrekongersaften og andre festdage

Helligtrekongersften holdtes ogsaa festligt, men under mindre höjtidelige former. Festmaaltidet bestod i höjkaal (grönlangkaal) og flesk. Det var en herreret.
 
Undertiden havde vi et tregrenet lys paa bordet. En enkelt gang var der stöbt lidt krudt ind i lyset, hvor grenene stödte sammen.

Det var uhyre spaendende at afvente det öjeblik, da flammen naaede krudtet, der futtede og spruttede for endelig helt at slukke lyset.

Ved aarets andre store höjtider forefaldt der ikke noget saerligt. Da skulle da lige vaere, at vi ogsaa paaskedag fik pandekager. Saedvanligt var bestod lördagsmaden i pandekager.

Af andre festdage i hjemmet mindes fars födselsdag, den 5. december. Byens maend var gaester.

Paa mors födselsdag, den 4. juli, kom der ogsaa gaester, men i et mindre antal.
 

Byens maend


I min barndom levede  der - foruden min far og min farbror Christian - fölgende maend i Söndenbro:


Gdm. Jörgen Andersen: han var en dygtig og oplyst bonde, der ligesom hans kone, Jörgine, var staerkt praeget af den grundtvigske höjskole. Han döde i sine bedste aar.


Gmd. Rasmus Andersen


Gmd. Kristen Bruun


Per Bödker: han, hans kone Marie og hans söster Ingeborg drev en lille hökerhandel med kaffee, sukker, sirup o.l.


Snedker Christen Drost: han var en lille, vims mand, der foruden at snedkre drev sin jordlod.

Hans kone hed Maren Sofie. Hun var altid klynkende og klagende og meget svag af stemme, naar man kom.

Men hun var rask og godt fornöjet, og naar vi har vaeret der et stykke tid, var hendes stemme oplöftet.


Gmd. Hans Drost: han staar for mig som en meget flittig mand, men ordknap og mut. Jeg kom aldrig i hans naerhed uden en vis beklemthed. Hans kone hed Dortea.


Gmd. Rasmus Drost: han blev först gift i en fremrykket alder. Rasmus og far - de to var jaevnaldrende - dröftede tit om, at de blev udskrevet af skolen med karakteren „ej uduelig“.


Klaus Ege (Klaus Egede): han var under krigen med englaenderne 1807 vaeret om bord paa en af de danske kanonbaade, der laa i Langelandsbeltet.

Han skulle ikke have vaeret saerlig modig, naar der skulle skydes med kanonerne. Derfor fik han hvergang der skulle skydes, opmuntringen: „Hold dig nu fast, Klaus!“

Da jeg döbtes i Magleby kirke, var der et saadant snefog, at man maatte köre helt op til kirkedören, og Klaus, han var een af fadderne, maatte have praesten ved den ene arm, for at han ikke skulle „flyve vaek“.

Gmd. Jörgen Flintegaard


Gmd. Ole Flintegaard: han havde ikke meget at skulle have sagt, mens hans svigerfar, som blev 80 aar gammel, levede endnu.

Ole fandt sig godt i det og var mest glad ved, at han havde een, der tog sig af sagerne. Han og hans kone, Hansine, kunne tage i by saa ofte de vilde. Gaarden passedes alligevel.


Gmd. Hans Fogedgaard


Gdm. Hans Markus Hansen (“Hans Post”): han var en livlig, lille mand. Som 25aarig tjenestekarl var han blevet gift med en 49aarig enke fra “Fogedgaarden”.

Hun hed Ane og var en rar og venlig kone. Da hun döde – de var gift i ca. 30 ar - giftede Hans sig med deres mangeaarige tjenestepige, Jakobine.

Hans havde sit frisprog over for alle byens maend. Han kunne tillade sig at sige, hvad andre ikke vovede, og han slap altid vel fra det.

Han kendte en utrolig maengde historier og fortalte dem gerne. Det var for det meste noget han selv havde oplevet. Han holdt meget af at köre staerkt og at have gode heste.


Gmd. Johan Hansen: han staar for mig som en höj, temmelig mager mand, der altid udtalte sig med en vis vaegt. Hans kone hed Stine.


Gmd. Otto Hansen


Smed Peter Hansen (“Per Smed“): han hvar vaeret med i 3aars-krigen, og det kom til at praege ham hele livet igennem.

Hans kone hed Marie.

Per dvaelede gerne ved sine krigsminder, og naar han kom i rigtig aande, var han morsom og interessant, at höre paa. Og saa istemmede han gerne de gamle sange. Saerlig holdt han af “I natten klam og kold”.

Naar der var nogen, der sad ham imod – og det var tit  for at faa ham „sat op“, saa kunne det godt vaere, han blev fyr og flamme.

Han stillede sig gerne i „daekstilling“ og gjorde udfald som med en bajonet og raabte „Kan du parere den!“.

Inde paa vaeggen i hans alkoveseng havde han en gammel sabel haengende, og naar han blev rigtig „krigersk“, raabte han „Marie hent min sabel!“

Nogen saerlig dygtig smed var han ikke. Det han lavede, var solidt nok. Men det var klodset og plumpt. Skulle vi havde skoet heste, tog det ham mindst en halv dag.

Det var ingen fornöjelse at faa hestene skoet hos Per, for man skulle selv holde benene op paa dem. Det var straengt at staa der med böjet ryg en halv dag!

Det kunne ogsaa hende, at smeden ikke var i godt humör, og saa vankede der knubbede ord baade til folk og fae.

Oprindelig var det skik, at der skulle bröd og braendevin med til smeden. Men denne skik var gaaet af brug efterhaanden.

Da vi efter fars död sögte en anden smed, kom vi ikke mere hos Per og Marie. Men misstemningen fortog sig omsider.

I sine sidste leveaar smedede han saa godt som ikke, men af gammel vane lukkede han hver dag smededören op, og saa kunne man se den gamle smed staa og laene sig til halvdören spejdede hen af vejen, om der var nogen i farvandet, han kunne faa en sludder med.
Per Smed var i sine velmagtsdage ved jaevnt godt humör og kunne komme med mange morsomme bemaerkninger.

Smedien var et arnested for bynyt. I sin tid var der udmaerket sögning i smedien, hvor man undertiden – som oftest maaske -  kom for at höre og spörge om nyt.

Efter Pers död blev smedien revet ned. Derimod er stuehuset blevet staaende og brugtes til opbevaring af hö og halm.


Gmd. Godtfred Henriksen: han sad paa Flintegaard og döde knap 90 aar gammel. Han var en anset mand og i mange aar Söndenbros mest betroede sognfoged og sogneraadsformand.

Sin sogneraadsstilling sagde han fra sig efter 24 aar forlöb, da han ikke önskede at blive dannebrogsmand.

Hans ord faldt med vaegt og omtanke, og man kunne stole paa, at havde han sagt det, skulle det nok passe.

Under stormfloden var han blandt dem, der tog livlig del i redningsarbejdet.

i „Fattehuset“, en fribolig for aeldre, enlige folk boede bl.a. en kone, Hanne med navn.

Her traengte vandet ogsaa ind. Mens de andre beboere sögte at komme bort i tide eller lod sig hjaelpe paa tört land, saa havde Hanne sat sig i hovedet, at hun ikke ville forlade huset, för hun fik sine penge – faa rigsdaler - med sig.

Hun havde taget plads midt i dören og klamrede sig fast til dörkarmen, mens vandet gik hende til halsen.

Saa kom Godtfred Henriksen riddende paa sin hest - eller ogsaa han svömmede – slog et reb om Hanne. Hun havde ikke den mindste mulighed at forblive i dörrammen.

Baskende med armene og enten pibende eller skriende, blev hun slaebt gennem vandet paa det törre land.


Gmd. Jens Henriksen: han gik gerne gumlende og tyggende paa et straa, han stak sig i munden.


Gmd. Kristen Henriksen


Gmd. Morten Henriksen


hjulmand Thomas Jensen
Anders Jörgensen


Kbm. J. Jörgensen: han fölte sig, da han kom til byen, som staaende udenfor bondestanden og satte megen pris paa at staa sig godt med de faa „fine“ indenfor byens omraade.

Han havde en god naeringsforstand og tjente mange penge i den lange aarraekke, han var i byen.

Han holdt meget at ryge tobak. Kom der “finere” kunder i butikken, skyndte han sig at saette piben ned bag disken og begyndte at gnide haenderne.

Gmd. Peter Jörgensen: han sad som mand i den östligste Munkegaard. Han var gift to gange: förste gang med Anne, anden gang med Karen, kaldt „Karen Flintegaard“, hendes pigenavn.

Peter var dengang en gammel, aflaegs mand, der i de sidste aar var apoplektisk. Hand havde et mundheld: „Det og dette her“.

Under stormfloden naegtede han, at give huslej baade til folk og fae, hvad naturligvis blev misbilliget i höj grad.


Hmd. Kristen Jyde


Skomager Godtfred Knudsen: han var en morsom mand, der havde en höj stjerne hos bymaendene. Naar de skulle til Rudköbing, sendte de gerne bud til ham, om han ville med.

Han og Per Smed havde privilegiet paa at blive befordret til köbstaden.

Naar han havde syet et par nye stövler, bragte han dem selv til ejeren. Ved afleveringen sagde han gerne: „Slid dem med behag!“.

Paa sit vaerksted havde han for det meste nogle svende, som forstod at göre nar ad ham. Hans kone, Ane, kaldte han gerne “lille Ane”.


Hmd. Kristian Kok: han arbejdede sin meste tid pa herregaarden „Holmegaard“. Hans kone hed Karen. Hos dem kom vi drenge for at blive klippet. Var Kristian ikke hjemme, tog Karen fat paa klipningen.


Gmd. Rasmus Korssnedker


Hmd. Mads Las (Mads Lassen): ham laa Lundemanden i stadig strid med. Uvenskabet overförtes efterhaanden til sönnen.
Huset, han boede i, tjente i sin tid som skole, oprettet af bymaendene i begyndelsen af det 18. aarhundrede.

Det var bygget paa gammel godejord, og brönden var offentlig eje, hvis ikke Lundmanden formente folk adgang, hvad ofte skete.


Gmd. Jörgen Las: uvenskabet fra Lundmands side overförtes efterhaanden til sönnen, Jörgen, og det varede i mange aar.

Det blev omsidder saa galt, at det kom til en retssag, fordi Lundmanden kaldte ham for et „aaledyr“!

Det endte dog med at de blev gode venner til sidst.


Hmd. Hans Peder Lundmand: han blev kaldt saaledes, fordi han blev födt i „Lunden“. Han var uden tviv den mest originale af alle maend i byen.

Om ham fortaltes der mange historier baade fra aeldre og nyeste tid. Saa laenge han levede, kom jeg aldrig hjem paa besög en eneste gang, uden at der berettedes nye historier om ham.

Det var det maerkelig ved Lundmanden, at han troede dem bedst, som kunne bilde ham mest ind, og derfor maatte han ogsaa holde for ved en hver lejlighed.

Det var utroligt, hvad der blev bundet ham paa aermet. Der var ingen, der gjorde sig nogen samvittighed, for at faa ham til at rende byen rundt med en historie.

Nogen fredelig natur var han langt fra. Til forskellige tider havde han vist nok i kortere eller laengere tid vaeret uvenner med alle i byen.

Det haarde slid gik han helst ud af vejen for. Men forstod man at snakke godt med ham, kunne man faa ham til meget.

Der var mange börn og fattig i hjemmet, skönt der hörte en god jordlov tilhuset. Men jorden blev passet daarligt, og med konens, Line’s, husholderiske evner stod det nok ogsaa smaat til.

Da börnene blev voksne og da han giftedes en anden gang, bedredes kaarene.


Gmd. Frands Madsen


Gmd. Niels Madsen („Lille Martin“)

Gmd. Kristen Mortensen: han var en meget smuk mand, der lige til sine gamle dage bevarede sit sorte, kröllede haar.

Han var livlig og interesseret og ville gerne dröfte historier. Han var i besiddelse af en god forstand og sundt omdömme. Han og hans kone Sidsel var gaestfri folk.


Gmd. Jörgen Petersen Munkegaard: han sad paa den östligste Munkegaard.

Jörgen var ikke en mand af mange ord og langsom, hvis ikke omstaendelig i sin tale. Men han var en rettaenkende mand.


Gmd. Mads og Jörgen Nielsen


Hjulmand Jörgen Nissen: hos ham kom jeg meget i min förste ungdom og hörte om hans oplevelser fra den gang han var „fodgarder“.

Undertiden fik han ogsaa sin violin frem og spillede gamle dansestykker.

Hos Jörgen og Sine samledes ungdommen gaerne nytaarsnat for at oppebie det nye aars komme.

Hverken Sine eller „Pylle“, hunden, holdt af „kinesere“ og „skruptudser“ som der gerne var nok af nytaarsaften


Hjulmand Rasmus Nissen: han staar for mig som en straeng, faamaelt mand. Hans kone hed Johanne.

Hos Rasmus var man – under stormfloden - stillet paa samme maade som hos Albert Winther.

Man maatte op paa loftet, og man havde just slagtet en gris den dag, stormfloden ödelagde alt.

Grisen hang paa en stige ude i loen, som man imiddlertid lod haenge, og sörge for at bjerge sig selv, sengeklaeder og madvarer op paa loftet.

Det indtraengende vand förte avner og hakkelse ind i den opskaarne gris. Det var et besvaerlig stykke arbejde bagefter at faa renset flaesket.


Kristen Post („den lange Post“)


Gmd. Jörgen Rasmussen Pranger: han boede i den vestligste af de to Munkegaarde. Han döde efter at have vaeltet med en vogn og derved draebtes.

Han var gift to gange: begge aegtefaeller hed Jörgine.

Jörgen var en stor og kraftig mand, ogsaa kraftig i sine udtryk.

Aaret efter det sidste vallermisgilde paa Lindebjerggaard skulle Jörgen holde gildet. Men han naegtede det, og dermed var vallermisgildernes tradition endt.


Gildesbyder Hans Vaever Rasmussen : han boede i mange aar sammen med sin mor, Karen, i det röde hus ved dammen i Fogedgade.

Gildesyderen var i min barndom altid Hans Vaever. Jeg ser ham endnu med langsködet frakke, sort hat
og paraply i haanden stille sig op indenfor dören og rögte sit aerinde.

Han blev selvfölgelig budt at sidde ned, men för indbydelsen til gildet var afleveret, satte han sig ikke ned under alle omstaendigheder.

Jeg var staerkt optaget af vaevningen, da jeg kom hos ham. Ikke mindst fordi der ofter sad et stykke töj paa vaeven, som Mor havde spundet garnet til.

Naar Mor skulle have et stykke ny töj paa vaeven, mödte hun selv ved garnet, der skulde „rendes“, dvs. der blev viklet op paa en stor opretstaaende „vinde“, for bagefter at blive sat paa „vaevebommen“. Dette sidste arbejde kaldtes at „bomme“. Det förste kaldtes at „lade rende“.

Mor medbragte altid et helt rugbröd, naar hun mödte for at „lade rende“.


Skraedder Niels Rasmussen („Niels Smed“): han var gift med Nicoline Hansdatter („Line Smeds“). Niels ernaerede sig som skraedder.

Nicoline var en kraftig og djaerv kone, der sagde sin mening uden omsvöb, og forövrigt for det meste var i godt humör.

Hun var god til at passe syge folk. Naar hun kom, var det altid en beroligelse baade for syge og sunde.


Theodor Rath


Murer Kristen Thygesen: han var en ualmindelig dygtig og rask murer, der ikke drev sin tid vaek. Han kunne bestille naesten ligesaa meget som to andre.

Han havde en stor börneflok, saa der skulle ogsaa tages godt fat for at holde hjemmet oppe.

Hans kone hed Cecilie. Hun var meget proper og holdt hus og born mönstervaerdigt. Der var dog kun ringe huslig lykke. Braendevinen ödelagte hjemmet.


Gmd. Hans Jakob Udenby


Gmd. Martin Jörgensen Udenby: han var en ejendommelig fremsynet, veloplyst og agtet mand.

Han var meget virksom for inddaemningen af Magleby nor. Hans venner rejste ham et minde paa Magleby kirkegaard: en brudt traestamme, omsnoet af en slange, der bider sig selv i halen.


Traeskomand Albert Winther: han og hans kone maatte - under stormfloden - söge paa loftet for at blive der, indtil der kom en baad og befriede dem.

Vaeggene styrtede om, og da han senere gav en beretning om dette, sagde han, at vaeggene havde begravet „Mariens syltekrukker, prinsesse Dagmar og prinsesse Thyra, og Godtfreds den lille Ane“.

Dermed mente han, at det var billederne af de naevnte personer, der laa unde de omstyrtede vaegge.


Snedker Wolther


Ukendt med navn, men kaldt „Röde skraedder“


Om bymaendene var der lavet et digt, som jeg kan huske et  brudestykke af.

Jeg kan pi...,
siger Rasmus Nisse,
det ved jeg nok,
siger Kristian Kok.
Jeg har en ost,
siger Hans Post,
den er „aever“,
siger Hans Vaever.
Jeg fyrer i kabysen,
siger Kristen Thy’sen.
Der flyver en haere,
siger den röde skrae’re,
den kan jeg skyde,
siger Hans Jyde.
Jeg steger gaasen,
siger Kristen Maar’sen
det kommer ikke mig ved,
siger Niels Smed. osv.

Bymaendene fra min barndom og förste ungdom er nu alle död. Det var en, gammel, solid og nöjesom bondeslaegt, der sikkert havde sine fejl, men ogsaa sine fortrin.

Det er op til det naeste slaegtsled til at fremme udviklingen i Söndenbro.
 

Stormfloden den 13. november 1872

Den 13. nov. 1872 hjemsögtes store dele af Danmark af en stormflod, der ikke kun bragte ödelaeggelse, men ogsaa sorg og död, navnlig paa de sydlige öer, blandt dem Langeland.

Magleby sogn var blandt mest medtagne, idet store straekninger oversvömmedes.

Ulykken fik saa stort en omfang, fordi den daemning, der i 1853 var rejst mod vest til adkelligelse mellem havet og noret, ikke kunne modstaa vandets pres, men spraengtes.

Da man byggede daemningen, gik man selvfölgelig ud fra, at den var gjort saa höj og solid, at den nok skulle kunne modstaa havets magt.

Der var i daemningen en stor sluse, hvorigennem vandet af sig selv skulle löbe ud af noret, naar der var lavvande i stranden.

Denne sluse kunne imiddlertid ikke i laengden modstaa vandets vaeldende magt. Den spraengtes og stumperne af den flöj höjt op i vejret.

Med uimodstaaelig kraft strömmede vandet ind gennem aabningen, der blev större og större. Den saakaldte „dybe baek“  blev dannet ved vandets indtraengen.

Det varede ikke laenge, för noret var fyldt med vand. Öjenvidner fortaeller, at det kom vaeltende som en höj, sort mur.

Det stod tilsidst saa höjt, at det naaede hatten paa den lille mölle, som laa et stykke inde paa noret ved hovedkanalen.

Vandet nöjedes imiddlertid ikke med at fylde noret.

Det traengte langt op paa de tilgraensende marker og i den lavest liggende del af Söndenbro.

Hvad man ikke havde oplevet siden norets inddaemning, oplevede man nu paany, nemlig at vandet gik ind i husene og stod meget höjere end man i mands minde havde set.

Vaeggene, der for det meste var opfört af raa sten, styrtede om og bröndene fyldtes med saltvand.

Situationen var meget kritisk for dem, der boede i de lavest liggende huse og gaarde. De maatte enten flygte eller middlertidig söge tilflugt paa lofterne.

Man maatte före kreaturet kun paa sikre, höjtliggende steder: fra fars födegaard (Elnegaarden) blev kreaturet bragt op paa min födegaard (Lindebjerggaarden), hvorhen vandet ikke kunne naa. Der var baade hjerterum og husrum i „Himmerigsgaarden“.
Vandet gik dog op midt i de nederste marker, og i mange aar laa der ved norvejen en sten, der viste, hvortil det naaede.

Peter Jörgensen, Munkegaard, naegtede at give huslej baade til folk og fae, og det blev naturlivis betragtet som meget upassende.

Elnegaarden blev slemt medtaget. Saaledes faldt alle de underste vaegge i stuehuset, og vandet gik ud i kakkelovnen og slukkede ilden.

Da vandet atter var veget bort, fandt man farmors traesko staaende ind i kakkelovnen, hvorhen vandet havde fört dem.

Farbror Anders var den sidste, der forlod Elnegaard for at söge tilflugt i Lindebjerggard. Da han sprang ud af vinduet med pudelhunden under armen, gik vandet ham omtrent til halsen.

Forövrigt: der var tre ting min faster Marthe især havde respekt for: storm, højvande og tordenvejr. ”Det fæle vand”, kunne hun sige, når vandet steg, og det hændte jo at det gik op på marken og gjorde skade.

Da stormfloden var forbi og vandet trukket bort, begyndte et stort arbejde med at feje dynd og sand ud af stuerne og med at bygge vaeggene op igen paany.

Det siger sig selv, at der hele vinteren igennem var koldt og fugtig i stuerne.

Maerkvaerdigt var det, at stormfloden ikke efterfulgtes af megen sygdom. Dog er det vel ikke utaenkeligt, at naar koldefeberen haergede mange hjem i Söndenbro, at det laa begrundet i stormfloden.

Hos traeskomand Albert Winther maatte man söge paa loftet og blive der, indtil der kom en baad og befriede dem.

Hos ham styrtede vaeggen ogsaa om. Da han senere gav en beretning om det forefaldne, sagde han, at vaeggen havde begravet „Mariens syltekrukker, prinsesse Dagmar og prinsesse Thyra, og Godtfreds den lille Ane“. Han mente dermed billederne af dem.

Gmd. Hans Mikkelsen, degn fra Österegn, naevnes som meget virksom under disse redningsforsög.

Han og hans medhjaelpere roede om i en baad og fik mange af de nödstedtebeboere bragt i sikkerhed.


Hos hjulmand Rasmus Nissen var man stillet paa samme maade som hos Albert Winther. Ogsaa der maatte man op paa loftet. Man havde just slagtet en gris den dag, stormfloden ödelagde det hele.

Grisen hang paa en stige ude i loen, som man imiddlertid lod haenge og sörge for at bjerge sig selv, bjerge sengeklaeder samt madvarer op paa loftet.

Det indtraengende vand förte avner og hakkelse ind i den opskaarne gris. Det var et besvaerlig stykke arbejde bagefter at faa renset flaesket.

Under stormfloden var Godtfred Henriksen blandt dem, der tog livlig del i redningsarbejdet.

I „Fattehuset“, en fribolig for aeldre, enlige folk boede bl.a. en kone, Hanne med navn.

Her traengte vandet ogsaa ind. Mens de andre beboere sögte at komme bort i tide eller lod sig hjaelpe paa tört land, saa havde Hanne sat sig i hovedet, at hun ikke ville forlade huset, för hun fik sine penge – nogle faa rigsdaler - med sig.

Hun havde taget plads midt i dören og klamrede sig fast til dörkarmen, mens vandet gik hende til halsen.

Saa kom Godtfred Henriksen riddende paa sin hest - eller ogsaa han svömmede – slog et reb om Hanne. Hun havde ikke den mindste mulighed at forblive i dörrammen.

Baskende med armene og enten pibende eller skriende, blev hun slaebt gennem vandet paa det törre land.

Stormfloden kraevede desvaerre et menneskeliv, og den var skyld i at 100 familier blev husvilde.

Vandmöller Christen Mortensen og en anden mand havde vaeret ude paa Vesteregnen i det öjeblik, da daemningen spraengtes.

Da de ville vende tilbage til deres hjem, kunne dette kun ske ved at blive sat over det gab, som vandet havde skaaret.

Det naerede ingen betaenkelighed ved sejladsen, da vandet tilsyneladende var roligt. De gik i jollen, stödte fra land.

Naeppe var de kommen ud nogle alen, kaentrede jollen, hvirvledes rundt af den staerke ström, der gik skjult under den rolige vandoverflade.

De to maend förtes bort för öjnene af dem, der stod inde paa land, uden at disse kunne göre det ringeste til deres redning.

Mortensen druknede, hans lig fandtes senere omme ved Öksenbjerg.

Den druknede vandmöllers yndlingssang skulle have vaeret Ambrocius Stubs „Hvad vindes paa verdens det vildsomme hav“.

Maerkeligt nok, at han saa skulle finde sin död paa det vildsomme hav, ganske vist et andet hav end det, der er taenkt paa i sangen.

Derimod blev hans kammerat frelset paa en naesten vidunderlig maade: ude paa noret fik han fat i en faststaaende gaerdestave og klyngede sig til den, indtil vandet sank tilstraekkeligt.

En mindevaerdig stormflodslegende var, at vi har haft hjemme i vor haven kaktuslignende blomst, hvortil fröet var bleven fundet i en lille aeske efter stormfloden.

Man troede, at aesken med fröet var kommen sejlende over til Langeland fra Lolland af. Blomsten, der var mere sjaelden end smuk, fik navnet „Stormflodsblomsten“.

Til den slaegt, der har oplevet katastrofen, staar begivenhederne levende endnu, prentet ind i sindet af dem, og det med uslettelig skrift.

Men inden faa aar vil dem, som oplevede stormflodens frygtelige haergen, vaere döde eller borte.

For mit vedkommende: jeg var kun godt 368 dage gammel, da stormfloden haergede.

Men jeg blev fortalt katastrofen saa udförligt og saa mange gange, at jeg kunne nedskrive det fortalte, som om jeg har oplevet det hele i fuld bevidsthed.

For generationen efter mig ville mindet om stormfloden vaere helt glemt. For den naeste igen ville stormfloden forsvinde i den mörke datid og efterhaanden blive et sagn. 

For at modvirke, at denne skraekkelige öde-laeggelse ikke gaar i glemmebogen, har jeg forsögt at berrette om stormflodens huseren efter bedst evne.
 

Gilder og gildeskikke

Fastelavn

Jeg mindes dunkelt, at jeg, som halvvoksen, har set et forsög om genoplivning af fastelavns-ridningen.

Der kom en skare pyntede unge karle med höje hatte riddende ind i gaarden og sluttede op paa en lang raekke.

Der blev holdt tale og sunget:

 “Til aere for den mand, som her …”

Fortsaettelsen husker jeg ikke mere, derimod en stump af melodien, der var langsom og draevende med mange slöjfninger.

Rytterne bevaertedes med aebleskiver, klejner og punsch, maaske ogsaa med en dansk dram. Derefter red de videre.

Förend de drog afsted, sang de fölgende sang hvis förste vers var:

 „Alle forend til afsked sige:
 Hurra for manden, som husfader er!
 Og hans mandinde aeres bör tillige,
 Fordi hun denne yndling haver kaer!
 Gud dem velsigne med lykke og held!
 Det er vort önske! Ha’ tak og lev vel!”

Gildet fotsatte i flere dage, hvorved det stod i en eller anden gaard, som ejeren stillede til raadighed.

Bryllupper og begravelser

Ved bryllupper og begravelser blev der sendt “gildesbyder” omkring til hele “gildeslaget”. Ud over denne kreds blev ingen bedt med, lige med untagelse af fjerne boende slaegtninge. Det var en selvfölge, at der ved et bryllup ingen var selvbudt.

Derimod kunne ved begravelser nok komme uindbudne for at fölge den afdöde til graven.

Gildesyderen var i min barndom altid Hans Vaever. Jeg ser ham endnu med langsködet frakke, sort hat
og paraply i haanden stille sig op indenfor dören og rögte sit aerinde.

Han blev selvfölgelig budt at sidde ned, men för indbydelsen til gildet var afleveret, satte han sig ikke ned under alle omstaendigheder.

Hvad enten det nu gjalt bryllup eller begravelse, saa blev der altid fra de indbudte sendt „skikning“ til gildesgaarden. Nogle dag för gildet skulle staa, kom en pige fra hver gaard med bidrag til festen.

Pigerne, der var i stiveste helligdagsstads, blev bevaertede, för de gik hjem igen.

Gaverne bestod altid af födevarer: levende eller slagtet fjerkrae, smör, flöde, aeg o.l.m.

Det var ikke smaating, det drejede sig om. Udgifterne for dem, der skulle göre gildet, blev paa denne maade holdt ned.

Skulle der bruges okseköd eller flaesk, saa slagtedes en gris eller en ko hjemme, eller man köbte alt hos slagteren.

En passende tid för gildet skulle staa, var „kokkekonen blevet hentet, for at kunne begynde med at tilberede retten. Saa laenge hun var inden döre, „dansede“ husets kvindelige personale „efter hendes flöjte“.

Hendes herredömme var naesten uindskraenket. Det var jo for en vaesentlig del hende, husets gode navn og rygte var afhaengig. Det gjalt om, at der intet var at udsaette paa maden.

I min barndom og förste ungdom var der baade formiddags- og eftermiddagsgilde ved begravelser. Om formiddagen bestod traktementet af koldt bord med öl, snaps og kaffe.

Det var ofte i en „löftet“ stemning folk drog til kirken. Det skete vist mere end en gang, at en del af fölget ikke var saerlig andaegtige under praestens tale i kirken eller ved graven.

Jeg mindes dog et par gange, at jeg har hört om lidt sömmelige optrin ved begravelser. Et af dem -  makaber til pietetlös - var det fölgende.

En mand fra byen var död. Ved hans jordefaerd havde man, som det var skik - og med tilböjelighed en til löftet steming - „kigget meget dybt i snapsglassene“. Kisten skulle – paa en eller anden maade - ud af huset.

Da dörstolperne i forstuen sad for taet ved hinanden, kunne kisten ikke komme denne vej ud og maatte derfor löftes ud gennem et vindue paa husets bagside, udenfor hvilket der befandt sig en mödding. Just tabtes kisten i mögbunken.

Straekningen til kirkegaarden er blevet til et forhindringslöb.

Forbi huset gik der et lille vandlöb. Da ligbaererne skulle krydse vandlöbet, gav een af mandfolkene slip paa kisten, hvis ikke det var to af dem.

En kvindelig slaegtning, ikke helt aedru mere, lod sig henrive til fölgende udraab: “Smidder i ham nu igen!“

Endelig fik man kisten laesset paa vognen, og toget satte sig igang. Efter et stykke vej opdages det, at det lille sorte traekors, som sattes paa graven, blev glemt.

Een af mandfolkene maatte tilbage efter det. Da han atter naaede fölget, faldt han saa uheldigt, at korset braekkedes midtover.

Ja, eet ulykke kommer sjaeldent alene.


Der var gerne en lille höjtidelighed i hjemmet, för kisten förtes bort. Skolelaereren var mödt og sang een eller to salmer, bestaaet af mere eller mindre sikre stemmer.

I almindlighed indskraenkede höjtideligheden sig dertil. Kun ganske undtagelsesvis blev der holdt en tale i hjemmet.

Det var först, da laerer Bondesen i 1891 kom til Magleby, at denne skik blev almindelig.

Under sanget i hjemmet henstod liget i aaben kiste. Naar den förste salme var sunget, blev laaget lagt paa. Senere blev det skik at lukke kisten, för fölget kom.

Efter at jordefaerden var endt paa kirkegaarden, körte vognene i skarpt trav tilbage. Sidst kom ligevognen.

Oprindelig kastedes graven til i overvaerelse af hele fölget. Senere overladedes det til lejede folk.

Naar graven var kastet til, blev skovlene lagt i kors oven paa, mens de, der havde fyldt graven, tog huen af for at holde den for ansigtet et öjeblik.

Ved eftermiddagsgildet blev der spist og drukket godt. Hvis der var et dödsfald, der gik familien naer til hjerte, var det ikke opbyggeligt med denne gildestummel bagefter. Stemningen blev holdt nede saa meget som muligt.

Ved begravelsesgilder passede man nöje paa ikke at komme til klinke med glassene, men nöjedes med at „nikke og drikke“.

Efterhaanden aendredes de gamle skikke og vedtaegter for begravelser. Indbydelsen skete mest gennem aviserne, og de andre store gilder faldt vaek.

Kun naar en af de rigtig gamle var död, fulgte man nogenlunde de gamle skikke.

Ved bryllupper samledes för vielsen alle de budne ligeledes i gildesgaarden og blev bevaertet, for derefter i et stort optog at fölge brudeparret til kirke.

Det kunne undertiden vaere et meget langt vogntog, der fulgte efter brudeparrets vogn.

Det hörte sig dengang til, at brud og brudgommen kom paa samme tid. At de kom hver for sig og bruden til sidst, blev skik först senere hen.

Hjemkörslen fra kirken foregik i sammen orden som udkörslen. Dem, der var naermest i familie med brud og brudgom, körte naermest brudevognen.

Efter hjemkomsten forestod der gildesbyderen et straengt arbejde med at faa gaesterne baenket.

De var naesten ikke til at faa til bords. Det blev anset for upassende, at komme paa den förste anmodning.

Der skulle nödes og nödes den ene gang efter den anden. Undertiden ligefrem ledes op rundt omkring gaarden og halvvejs slaebes til ordet som et lam til slagterbanken.

Maaltidet bestod gerne af suppe, köd, steg og kage. Til suppen fik man rödvin, til ködet og stegen snaps, til kagen södvin, kirsebaervin eller gammel fransk vin.

Som regel var vinen noget vaerre stads, der naeppe havde noget med den aedle drue at göre. Naar kagen skulde spises, blev de delt noget papir omkring til at törre knive og gafler af med.

Var maaltidet omsidder til ende, spredtes gaesterne i hus og gaard. Maaske gik de en tur i marken, hvis vejret var til det. Eller de gik en vending med naboerne hjem.

Naar man atter var samlet, blev kaffen serveret. Ved mörkets frembrud tog dansen sin begyndelse.

Et bryllup kunne - lige saa lidt som et begravelsesgilde - endes paa een dag. Et andendagsgilde hörte altid med, sommetider ogsaa et tredagsgilde


Ungdomsgilder

Ungdomsgilderne holdtes altid i hjemmene. Havde der vaeret dans i én gaard, skulle der ogsaa vaere i en anden, ogsaa fremdeles hele omgangen rundt. Der blev holdt en maengde danseballer i disse tider.

Mine to aeldste söskende var engang til dans hver eneste aften og nat en hele uge igennem.

Ballerne varede for det meste til den lyse morgen. Ved disse danseballer opvartedes der med smörrebröd. Senere paa aftenen fik man kaffe og punch, som var meget brugt dengang.

Naar man saa var samlet om bordet med den dampende bolle, istemte man det kendte skaalvers „Og dette skal vaere“ osv. for manden og konen, for börnene, for selskabet og saa fremdeles.

Sjaeldent var der nogen, der mandede sig op til en tale.

Der var gerne to musikanter ved et saadant dansegilde, og de var anbragt i en krog i stuen bag et bord, hvorpaa deres noder laa paa.

Paa vaeggen haengte traelysestager med stearinlys.

Naar först den traege tid var overstaaet, blev der danset med liv og lyst. Sommetider dansedes i skjorteaermer.

Saa fik man alle de turestyker, först og fremmest Langelands „Nationaldans“, „Den gamle berliner“, „Jysk paa naesen“ (=Jysk polonaese), „Det lille f“,“Kongens have“, „Kontrasejre“, „Syvespring“, „Pigernes fornöjelse“, „Fingerpolka“ og „Tyrolervals“.

Stövet stod tyk og taet under det lave bjaelketoft, og gennem de aabenstaaende vinduer trak der en varme- og stövtaage ud i det fri.

Efter en saadan gildesnat var de dansendes halse og naeser tilklistrede indvendigt med stöv, og der kunne gaa flere dagen hen, för eftervirkningen efter sadanne baller fortog sig.

Blandt andet var man naesten altid haesen oven paa et saadant gilde, rimeligvis fordi der var gennemtraek i dansestuen, og ogsaa fordi man slugte alt det grimme stöv.

Musikanterne blev betalt af de dansende herrer. Men hvor meget de fik for en nat, maa jeg ikke kunne sige. Arbejdet var i hvertfald straengt, hvis ikke sundhedsfarligt.

Jeg husker tydeligt 3 musikanter, nemlig Jörgen Petersen, Jakob Jensen og Rasmus Kraemer. De har ganske vist ikke faaet noget knaek af de mange spillenatters traek og stöv.

Gilderne forsvandtes efterhaanden. Forsamlings-husene gav gilderne i hjemmene dödsstödet.
 

Aede- og vallermisgilder

De saakaldte „aedegider“, en slags omgangsgilde, florerede som i fordums dage.

Var man först blevet indbudt et sted, maatte man göre gengaeld, og saa var svikmöllen gaaende.

Det var navnlig i slagtetiden, at disse aedgilder holdtes.

En gammel bylovsgilde holdtes den 1. maj, „skön Valborgsdag“. Det kaldtes „vallermisgilde“, en forrejning af „Valborgs messe“. Oprindelig har det sikkert vaeret et slags bystaevne, hvor byens faelles sager behandledes.

Vallermisgildet maa altsaa ses som et levn fra faelleskabets tid. Den gamle vallermisgildeprotokol findes i Langelands museum.

Det sidste af den slags gilder blev holdt i min födegaard. Det var skik, at deltagerne – udelukkende maend – skulle nedsvaelge en halv pegl braendevin til velkomst.

Det var en haard kur, og mange sögte at knibe udenom. Men der blev holdt nöje regnskab med. Det siger sig selv, at stemnigen var höjröstet med det samme.

Det fölgende aar skulle Jörgen Rasmussen Pranger holde gildet. Men han naegtede det, og dermed var vallermisgildernes tradition endt.


Magleby-Minder (1940)


Mor og far

Min mor, hustru Claudine Jensen Drost (*1839), blev gift med min far, gaardejer Rasmus Rasmussen (*1833).
 
Paa det tidspunkt var far gaardbestyrer for farmor. Som gaardbestyrer naevnes han, da min aeldste bror Rasmus blev födt.

I midten af 1860erne overtog far min födegaard.

Baade far og mor foregik os med et godt eksempel paa flid og paa ikke at spare sig selv.

Nogen stor fortrolighed mellem vores foraeldre  og os börn var der egentig ikke. Vi saa naermest op til dem med aerefrygt. Blödsödent kaeleri kendte vi ikke noget til.

Jeg tvivler ikke om, at der var gensidig kaerlighed paa begge sider. Men der var ting, der aldrig taltes om.


Mor: Claudine

Mor var eet af dagens børn. Hjemmet var hendes verden. Her lagde hun sine kræfter i trofast arbejde for sine nærmeste, mand og børn, for hvem hendes hjerte slog varmt.

Mellem Mor og hendes svigerinde Inger bestod der et trofast venskab. Ofte aflagde de hinande besøg og fulgte altid hinanden på vej hjem. De drøftede både sorger og glæder med hinanden i største fortrolighed.

Til det sidste følte mor trang til at arbejde. Selv nu, det var bleven kvæld, og hendes gerning var fuldendt. Hun tænkte ikke, det var aften endnu.

Så en dag, mor var kommen op at sidde og så ud i haven, den have, som hun elskede så højt, da vågnede trangen stærkt igen til virksomhed. Hun så hvorledes jorden tørrede derude.

Mor ønskede at komme ud for at pynte op i bede og gange. Hun så solsorten smutte imellem buskene, hørte stærens fløjten og lærkens triller.

En lille musvit hoppede derude og sang. Mor forstod den lilles sang. Alt kaldte og vakte forårslængsler.

Men der sad mor som en fange. Med et suk efter dette lagde hun sig igen. Hun havde lært, at hendes gerning var sluttet.

Mor var for familien en god mor, der sit liv igennem gjorde for dem alle, hvad hun kunde, og på den måde, det var hende givet at bevise sin moderlige omsorg og kærlighed på.

Dertil hørte efter mors forståelse ikke mindst, at hun stedse var optaget af et flittigt og nyttigt arbejde, på hvis frugter der kunne kendes, at hun havde levet og virket.

Mor var een af de husmødre som var hjemme både ude og inde; een af dem der ikke agtede nogen gerning at være vanærende eller for ringe, når det gjaldt husets tarv.

Ingen, som kendte mor, vil nægte hende den ros, at hun fyldte sin husmoderlige plads med ære både dengang hun havde sin ægtefælle ved sin side som medhjælp og støtte såvel som i de mange år hun stod ene.

Mor måtte opleve at den ældste søn Rasmus døde, kun 26år gammel. Ved hans død sagde hun: ”Vorherre råder for lykken! Vi ses nok endnu engang.”

Troskab i gerningen, udholdenhed og en klar forstandighed – disse egenskaber hører sikkert med, når vi vil genkalde os mor, som hun levede og virkede.


Mors halvsöskende

Mormor var gift 2 gange, förste gang med Rasmus Jensen, som hun havde 6 börn med.

Mormor var naesten 43 aar gammel, da hun blev mor 7. gang. Mor var enebarn.

Saavidt jeg, ved var der altid mellem mor og hendes 6 halvsöskende det bedste forhold. De kom jaevnlig sammen, saalaenge de levede.

Morbror Jens, moster Anne og moster Inger har jeg ingen minder om. Jeg ved heller ikke, om de var gift eller ej.

Morbror Hans: han boede i Rosenlund. Hans kone hed Dortea. Han staar for mig som en megen flittig mand, men ordknap og mut.

Jeg kom aldrig hans naerhed uden en vis beklemthed. Mens han levede – og han blev 80 aar gammel – havde svigersönnen, Ole Flintegaard ikke meget at skulle have sagt.


Morbror Christen: han var en lille, vims mand, der foruden at snedkre drev sin jordlod.

Hans kone hed Maren Sofie, Klaus Eges datter. Hun var altid klynkende og klagende og meget svag af stemme, naar man kom.

Men hun var rask og godt fornöjet, og naar vi har vaeret der et stykke tid, var hendes röst opstemt igen.


Moster Sidsel: hos hende havde jeg en höj stjerne. For spög blev der sagt, at jeg skulle arve hende.

Jeg fik da ogsaa - ved siden af mange andre arveberettigede - 500 kroner.

Hendes mand hed Christen Mortensen. Christen og Sidsel gav mig en violin, som jeg drömte om at faa. Begge to var gaestfri folk.

Min onkel var en meget smuk mand, der lige til sine gamle dage bevarede sit sorte, kröllede haar.
Han var livlig og interesseret og ville gerne dröfte historier. Han var i besiddelse af en god forstand og sundt omdömme.
 

Far: Rasmus

Far blev gårdejer på Lindebjerggård i Søndenbro. Han drev i flere år jorden for hans storsøster Marthe, efter at hun var blevet enke.

Der huskes en høstdag at storsøster Marthe sagde: ”Når vi bliver færdige med at høste, så tror jeg dog nok, at jeg ikke har mere at sørge over.”

Hertil bemærkede far tørt: ”Du får såmænd nok noget andet.” Og det passede.

Da far om eftermiddagen havde fået det sidste læs korn i hus og alle, der hjalp til, sad veltilfreds inde i stuen og spiste og drak, kom Marthe farende:

”Det er forskrækkeligt: den ene ko er udenfor gærdet, og nu falder hun ned af klinten og brækker sin hals!”
 
Så svarede far straks: ”Hvad sagde jeg! Du skulle nok snart få noget nyt at sørge over!”

Under sin sygdomstid udtalte far: ”Jeg mærker godt,  at det er mig gavnligt, naar jeg må føle, at kræfterne tager af.

Derved lærer jeg jeg at tænke mig om og se på den frelser, der har båret min synd. Når alt går sin jævne gang og vi mener, at have tiden for os, bliver vi let alt for verdslige.”
Fars halvsöskende

Farfar var gift to gange, förste gang med Maren Nielsdatter, som han havde 5 börn med.


Farbror Jens: han var gift med Anne og boede paa Vognsbjerg. Han döde kun 36 aar gammel.

Farbror Niels (”Niels Smed”):  han var skraedder og gift med Nicoline, „Line Smeds“.

Nicoline var en kraftig og djaerv kone, der sagde sin mening uden omsvöb. Hun var for det meste i godt humör.

Hun var god til at passe syge folk, og naar hun kom, var det altid en beroligelse baade for syge og sunde.

Farbror Peter: han laerte skomagerhaandvaerket, men tjente en aarraekke hos rebslageren i Tryggelev Österskov. Han var ugift.

Farbror Hans (”Lille Skraedder”): han har ogsaa laert skraedder og var ikke ret stor af vaekst. Han boede sammen med sösteren.

Faster Anne Marie (”Lille Marie” ogsaa ”Gamle Marie”): hun boede sammen med bror Hans, i et lille hus ved vejen op til min födegaard. Anne Marie blev 81 aar gammel. Baade Anne Marie og Hans var ikke gift.


Mors halvsöskende efterlod sig mindst een arving, fars halvsöskende ingen.
 

Fars helsöskende


Faster Marthe: hun boede paa Aagabet. Efter at hun var blevet enke, har far drevet jorden for hende i flere aar

Marthe var altid virksom og kunne ikke sidde roligt på et sted ret længe ad gangen. Hele tiden havde hun noget at rende efter både ude og inde.

Marthe var en rastløs natur, noget, der er karakteristisk for mange af slægten og som også kan spores i de yngre slægtsled.

Når hun kom ”op i landet”, som de altid sagde derude ved Ågabet, havde hun ikke ro til at være på et sted ret længe ad gangen. Der var det maerkvaerdige ved Marthe, at hun hvert øjeblik vendte sig om og så sig tilbage. Hun kunne ligefrem snurre rundt.
 
Marthe skulle rundt hos hele familien både til Nordenbro og Bagenkop gerne på samme dag. Når hun var ”oppe i landet”, havde hun altid en stor kurv på armen, hvori hun gemte sine briller. Hun havde to par: et par ”langvejs” og et par ”nærved”.

Marthe var meget afholdt, hun var gæstfri og ville gerne gøre det så godt som muligt for den som besøgte hende. Hun var også altid fuld af bekymringer snart over det ene, snart over det andet.

Der huskes en høstdag, at Marthe kom og sagde: ”Når vi bliver færdige med at høste, så tror jeg dog ikke, at jeg har mere at sørge over.”

Hertil bemærkede far Rasmus tørt: ”Du får såmænd nok noget andet.” Og det passede:

Da mændene om eftermiddagen havde fået det sidste læs korn i hus og sad veltilfreds inde i stuen og spiste deres mad, kom Marthe farende: ”Det er forskrækkeligt: den ene ko er udenfor gærdet, og nu falder hun ned af klinten og brækker sin hals!”

Så var Far der straks: ”Hvad sagde jeg! Du skulle nok snart få noget nyt at sørge over!”


Under stormfloden i 1872 gik vandet helt op til huset.

Stranden betragtede Marthe ikke som nogen særlig venlig sindet nabo og havde svært ved at forstå, at andre henrykkedses ved at komme ud til stranden.

Der var tre ting Marthe især havde respekt for: storm, højvande og tordenvejr. ”Det fæle vand”, kunne hun sige, når vandet steg, og det hændte jo at det gik op på marken og gjorde skade.

Storm og tordenvejr holdt Marthe heller ikke af og det var naturligvis forståligt, da hun boede så ensomt og der var langt til de nærmeste naboer.

Blandt disse var Jens Myrebjerg den der hyppigst besøgte hende og det var hun glad for, da det var en adspredelse i hendes ensomme tilværelse efter mandens død.

Svigerinden Mathilde lod sig, da hun engang var på besøg hos Marthe og Peder, henrive til udsagnet, at hun (Mathilde) ”ikke kunne finde sig i at bo her”.

Hvorefter Peder svarede hende omgående: ”Jeg skal sige dig een ting, min kære Mathilde, vi kan fanden gale mig ikke allesammen bo i paradis.”

Peder mente dermed, at ikke alle havde det privileg at bo så idyllisk midt i landet som Mathilde og hendes mand Anders gjorde.”

Sine sidste år tilbragte Marthe hos datteren Eline og svigersøn Jørgen i Søndenbro. Her havde hun det godt, men hendes tanker gik ofte til Aagabet, hvor hun havde haft sit livs største oplevelser.


Faster Hanne: hun var en mild og elskelig kone, og derfor var det en hel højtid at besøge hende og - også omvendt - at få hendes besøg.

Hun havde den egenskab, at hun altid var rede til at modtage gæster. Når vi kom derover, sagde hun hvergang: “Jeg havde ventet jer i dag!“

Kun en eneste gang skulle hun havde sagt: „I dag har jeg nu alligevel ikke ventet jer!“

Man mærkede, når Hanne bød gæsterne velkommen, at hun mente det, hvad hun også sagde.

Det kunne ikke alene mærkes der på, at hun med et glad sind satte det bedste på bordet for sine gæster, hun havde i huset, men på hele hendes uskrømtede glæde over at se gæsterne i sine stuer.

Smånynnende gik Hanne frem og tilbage, mens hun imellem kom med sine muntre, mange gange morsomme bemærkninger.

Hanne modtog gæsterne med åbne arme, og hun var altid mild, glad og veltilfreds, og aldrig misfornøjet over noget, men taknemlig overfor en hver smule opmærksomhed, der vistes hende.

Hanne var en from, kristen kvinde, der mente det alvorligt med sit gudsforhold. Jævnligt trådte hun kirkesti, og ofte havde hun salmetoner på sine læber – sikkert et arv efter sin mor.

Det var en usædvanlig hyggelig atmosfære i Hanne’s hjem, og skylden derfor var sikker først og fremmest hendes person. Hun satte sig præg på både mand, børn og uvilkårligt på dem der kom indenfor hjemmets døre.

Tydeligt huskes Hanne’s stuer, bl.a. køkkenet ud mod haven med den åbne skorsten og Hanne siddende smånynnende foran ildstedet. Hanne mindes med stor glæde og taknemlighed.

Faster Karen: hende har jeg ikke kendt og derfor heller ikke nogle minder om. Hanne og Karen var tvillingssöstre.

(Karen döde 3 aar inden K.E. blev födt. Hendes dödsaarsag blev tabuiseret i over et aarhundrede.

Karen’s liv endte meget tragisk: hendes lig blev fundet på havbunden i Skærbæk havn den 11. november 1868, 4 dage efter hendes forsvinden hjemfra.

Fölgende tekst (Viborg Landsarkiv, Elbo Herreds fogedprotokol, B73-5229, fol. 372-374, 12/11- 1868) oplyser:

I dag, 12. november 1868, mødtes fogeden og fogdens to fuldmaegtige som vidner hos forpagter Jørgen Rasmussen Voigt, Skærbæk.

De skulle anstille en undersøgelse i anledning af at i gaar, den 11. november 1868, om aftenen anmeldtes, at dennes hustru, Karen, født Rasmussen, der den 7. ds. om morgenen forlod sit hjem, er funden druknet i Skærbæk havn.

Liget fandtes henlagt paa nogle braedder i storstuen i gaarden, afklaedt og atter ifört en saerk og kappe.


Den fungerende distriktslæge Nyborg gav  til protokol:

Liget skønnes at være mellem 30 og 40 år. Ved den ydre besigtigelse findes aldeles intet spor af ydre vold.

Ansigtet er staerkt ophaevet af salt, underlivet noget udspaendt af vand, huden allerede begyndt at blive oplöst, haaret meget vaadt af havvandet og fuldt af sand og sandloppeunger.

Liget’s tilstand godtgør, at konen er omkommen ved kvælning i vand og at det har ligget flere dage i vandet.

Nedennævnte personer gav til protokol:


fiskerne Christopher Christiansen og Jacob Christophersen:

I gaar eftermiddag, mellem kl. 4 og 5, kom vi sejlende til land og opdagede da ca. 5 favne (ca. 8 m) østen for den østlige havnedæmning udenfor Skjærbæk strand og omtrent 12 favne (ca. 19 m) fra strandkanten et lig liggende på havbunden på omtrent 1½ alen (ca. 1 m) vand.

 Vi fik liget draget op og bragt til land og så da, at det var af forpagter Voigts savnede hustru, som vi kendte.

Det var iført kjole, skørt, et prikket stykke om hovedet og strømper. Om det ellers har haft noget på fødderne, kan vi ikke sige.

Vi har sendt bud til manden, og liget blev kørt til hans hjem.

Vi havde jo vel hørt at den afdøde skal være gået hjemmefra den 7. ds. om morgenen tidligt og at der siden den tid var søgt efter hende, men vi havde ikke selv set hende færdes noget steds enten på vej, sti eller mark hverken den ommeldte morgen eller senere.

Og vi havde heller ikke hørt at nogen andre har bemærket hende.

Hun er sandsynligvis gået så tidligt, at folk ikke havde været oppe. Thi havde nogen set hende færdes, ville man ganske vist havde erfaret det i de dage, der er forløbet siden hendes bortgang.

Det sted, hvor liget fandtes, blev retten påvist. Det var på fast bund, og vandet havde den oven omtalte dybde (ca. 1 m).

Hun er antagelig gået ud på havnedæmningen og er fra enden af denne sprunget i vandet.

Antageligvis havde den afdöde ogsaa haft jernbeslagene klodser paa, da hun sprang. Men disse var jo ingensteds funden tilbunds.  

Det var højvande den 7. ds. om morgenen, da det må antages, at den afdøde har taget sig af dage.

Ved almindelig vandstand er her en dybde af næppe 1½ alen (ca. 1 m), men der har nok den 7. ds. været en dybde af 2½ alen (ca. 1.70 m).

Vi kan intet oplyse om årsagen til at den afdøde har skilt sig ved livet.


tjenestepigerne Mette Marie Knudsen og Maren Mikkelsen:

Den 7. ds. om morgenen, kl. omtrent 4.30, blev vi vækket af den nu afdøde kone, idet hun kaldte paa mig, Mette Marie, og sagde, at nu skulle vi op.

Den afdøde var den, der, nar de ikke vågnede af sig selv, kaldte dem op. Efter at hun den omtalte morgen havde talt til dem, hørte jeg, Mette Marie, døren fra køkkenet til bryggerset gå, så at konen straks må være gået derud.

I bryggerset er en bagdør til gården, gennem hvilken hun sandsynligvis er gået.

Hun var ikke, da hun vækkede dem, i deres kammer, men kaldte på os ved døren, så at vi ikke så, hvorledes hun var påklædt.

Da vi var kommen i klæderne, gik jeg, Mette Marie, efter at vi har gjort ild på, ind i sovekammeret for at spørge konen, hvad der skulle koges til davre.

Da vi nemlig ikke så hende i køkkenet og ikke kunne antage, at hun var blevet ude, mente vi, at hun efter at have vækket dem, var gået til sengs igen.

Da jeg, Mette Marie, var kommet ind i sovekammeret, talte jeg til konen, og da hun intet svar fik, så Voigt, der enten var vågen, da hun kom, eller vækkedes derved, at hun talte, sig over til den anden side af sengen, for at se, om hun ikke var der.

Og da hun ikke var der, gik han hen til børnenes seng, for at se om hun ikke skulle have lagt sig der. Da hun ikke var der, stod Voigt straks op.

Vi havde ikke set konen udenfor huset den omtalte morgen, og vi havde ikke hørt, at nogen andre har bemærket hende.

Om årsagen til at hun tog sig af dage kan vi intet videre oplyse, end at hun af og til i den senere tid græd, som vi mener, fordi hun var ked af at være her blandt fremmede folk og længtes efter Langeland, hvor hun hørte hjemme.

Hun passede dog sit dont som sædvanligt. Såvidt vi kan skønne, førte hun et lykkeligt samliv med manden. Videre véd vi ikke til afgøring.

tjenestepigen Christine Sørensen:

Jeg lå den 7. ds. om natten i dagligstuen sammen med min husbonds to børn på omtrent 6 år (Kirstine) og 4 år (Hans Christian).

Jeg mærkede ikke om morgenen, at fruen gik gennem værelset for at kalde på pigerne og ved således ej heller, om hun, før hun forlod huset, og da navnlig da hun passerede stuen, har været henne ved sengen for at se til børnene, før hun gik.

Jeg kan intet forklare om grunden til at konen har taget sig af dage.

tjenestekarlene Hans Frederik Schønnemann og Sturrent Rasmussen:

Vi kan intet oplyse om grunden til at vores husbonds kone har taget sig af dage. Vi har  tjent her på gården kun siden 1. november, og vi havde ikke haft lejlighed til at iagttage noget om konens tilstand.

Vi stod den 7. ds. om morgenen op, som vi mener, kl. 5. Vi så ikke den nævnte morgen konen gå ud af huset og kunne heller ikke, efter karlekammerets beliggenhed i gården, komme til at se dette nemmere.

forpagter og enkemanden Jörgen Rasmussen Voigt:


Min afdöde hustru var 36 aar i juni maaned. Vi havde vaeret gift i 14 aar og havde 6 börn: det aeldste  (Eline)  paa 13 aar og det yngste  (Alfred)  paa 1 aar, og endnu ved brystet.

Den 7. ds. om morgenen, omtrent kl. 5.30, kom tjenestepigerne ind i sovekammeret for hos min kone at faa besked om, hvad der skulle laves til davre.

Da vaagnede jeg, og da min kone ikke var i sovekammeret, og pigerne sagde, at hun kort i forvejen havde talt til dem, men ikke var i kökkenet eller i de andre vaerelser, hvorfor de troede, at hun var gaaet i seng igen, stod jeg op og gik ud i udhusene for at se efter hende.

Da jeg ikke fandt hende dér, taenkte jeg mig muligheden, at hun var gaaet ned til Ole Jörgensens, med hvem vi havde umagen omgang. Jeg gik da dersteds, men erfarede, at hun ikke havde vaeret der.

Jeg frygtede nu for en ulykke. Thi min hustru har nemlig i de sidste maaneder vaeret meget tungsindig, vistnok sindsforvirret, og jeg lod da spörge og lede efter hende.

Ingen havde imidlertid set hende faerdes ude den ommeldte morgen eller senere.

Befolkningen her i Skaerbaek havde siden den anförte dag gennemsögt hele terrainet herom, men uden at finde spor af hende.

Hun har nemlig siden hendes familie var paa besög hos os, for omtrent 6 uger siden, efter hendes egen yttringer, haft laengsel efter sit hjem paa Langeland.

Jeg haabede derfor endnu, at hun ikke skulle have gjort en ulykke paa sig selv, men at hun i sin sindsforvirrede tilstand skulle paa  engang have faaet önsket at rejse hjem og straks forladt huset i dette öjemed.

Jeg skrev til Langeland, for at forespörge mig i denne henseende, men fik jo naturligvis den besked, at man intet vidste om hende.

I gaar eftermiddags, omtrent kl. 5, fik jeg bud fra Skaerbaek strand, at hendes lig var fundet der.

Jeg gik da derned, genkendte det som liget af min hustru og fandt dette ifört de klaedningsstykker som hun mentes at have haft paa, da hun gik hjemmefra, nemlig: kjole, skørt, strømper og et hovedtörklaede.

Jeg gaar udfra, at min hustru ogsaa har fastgjort jernbeslagene klodser paa födderne, da hun sprang i vandet.

Jeg sovede fast om morgenen, hvorimod min kone altid vaagnede tidligt og var först paa benene for at vaekke folkene.

Jeg maerkede saaledes ligesaa lidt den 7. ds. om morgenen, at hun stod op af sengen, som hun altid plejede at göre.

Hun var, som ovenfor sagt, i den seneste tid meget tungsindig. Hun talte meget lidt, men graed meget, i saerdeleshed naar hun ikke troede sig bemaerket.

Naar jeg da talte til hende, erfarede jeg, at det dels var laengslen efter hendes födehjem paa Langeland og dels frygt for udkommet, der bevidnede hendes tungsind, men hun turde sig dog, naar jeg talte for hendes tröste.

Da der dog egentlig ingen anledning var for hende til at have udkomsfrygter, maa jeg antage, at hun, som tilfaeldet er i familie, har haft disposition til sindssygdom og at det var i et anfald af vildelse, at hun har taget sig af dage.)
 

Faster Anne Kirstine (Stine): hun havde mærkeligt nok fået sit hjem ved Österstranden, ligesom hendes søster Marthe fik sit ved Vesterstranden.

Der var stor lighed mellem de to søstres bopæle: de lå lige nær ved vandet og både deres størrelse og deres indretning lignede hinanden meget.

Ligesom på Ågabet var naboskabet med stranden ikke altid behageligt. Stine var ikke upåvirket af kampen for tilværelsen, som hun og onkel Morten fik deres del af.

I modsætning til Hanne var Stine sjældent tilfreds: hun havde altid noget at klage over. Og man følte, at hun var kommet på livets skyggeside.

Der kunne komme noget hårdt og bittert over hendes sind. Man havde indtryk af, at hun ikke var så rastløs som Marthe eller Inger.

Stines sind mildnedes med årene. Efter sin mands død solgtes stedet i Österskoven, og hun flyttede til Tryggelev, hvor hun boede sammen med en slægtning sin mands side.

De sidste år tilbragte Stine hos datteren Karoline, der havde arvet hendes morbror Anders’ gård i Herslev.

Hun var altid glad ved at få besøg. Her havde hun det fint og fik en omhyggelig pleje. Men hun måtte desværre opleve den stor sorg, at datteren Karoline blev syg og hjælpeløs.

Stine sad de sidste år stille hen med den ene hånd over den anden. Sådan kunne hun sidde dagen lang og stirre frem for sig med sine næsten blinde øjne. Når Stine sad sådan, levede hun i sine minder.

Man måtte undres over hvor godt rede hun havde på familieforholdene. Trods sin høje alder blev hun ved at følge slægtens gang. Hun vidste besked både med de gamle og de unge.

Man skulle synes at Stines høje alderdom blev glædeløs, og man kunne have ondt hende, at hun efter sit lange strænge arbejdsliv skulle have haft mindre af tunge sorger.

Men hun bar sin skæbne  med en sindsro og beundringsværdig ligevægt.
Aldrig hørte man Stine klage eller beklage sig selv. I sit stille sind var hun sikkert dybt taknemlig. Hun forblev mild og blid. Hun var en smuk gammel kone lige til det sidste.

Da døden endeligt har befriet Stine, var det en kær og længselfuldt ventet gæst.

Farbror Christian: han og min far fik navnet “Elnegaard“ efter deres födegaard. Indtil 1919 ejedes den af Christian. Hans kone hed Nicoline, datter af Peter Jörgensen.

I 1881 blev Christian gårdejer på Elnegård og var samtidigt sognefoged for Magleby sogns søndre distrikt.

Af de tre sønner, farfar og farmor havde, var Christian den mest særprægede. Slægtens rastløse præg mærkede ham, og han kunne til tider give dette udtryk både i ord og i handlinger.


Christian var, som alle sine søskende, gæstfriheden selv. Altid kom han os i møde med den ægte hjertelighed. I hans hjem vidste jeg, at jeg altid var velkommen.

Han var hjælpsom over for alle. Han var også et ordensmenneske til fingerspidserne: alt var som blæst  både i stald, lo og lade og omkring gården. Hans marker var veldrevne.

Der blev ikke skudt genvej med noget arbejde. Christian stillede krav til sine medarbejdere. Og han var ikke selv bange for at tage fat.

Man havde megen fornøjelse af at gå en tur i marken og at høre Christian fortælle om gamle dage. Han kunne fortælle livligt og rev tilhøreren med.

I 1864 var Christian i krigen, som har præget ham på en uslettelig vis. Under krigen førte han en dagbog. (Denne gik tabt.)

Lige til sine sidste aar, og han blev 80 aar gammel, bevarede han en ungdommelig livlighed og spaenstighed.

Christian var let og adræt lige til det sidste. Han kom aldrig til at se gammel ud. Affældighed blev han skånet for. Det var også en fornøjelse at se ham sidde til hest. Han var virkelig en flot rytter.

Da han blev begravet, bar min bror Jens våbenbrødrenes gamle fane i spidsen for sørgetoget. Under kørslen til kirken trak en voldsom tordenbyge op over egnen.

Lynene glimtede, og tordenen rullede uden ophør, mens regnen strømmede ned. Det var som om himlen gav den gamle soldat den sidste salut.


Faster Line: hende har jeg heller ikke kendt. Hun döde 16 aar inden jeg blev födt.

(Hun levede fra 1840 til 1855.)

Farbror Anders: han var gårdejer i Herslev.

En del af gårdens jorder var på et tidligere tidspunkt udskilt fra hovedparcellen. Plejedatteren Dorthea og hendes mand Kristian byggede en gård på disse marker.

Anders var altid glad når han fik besøg fra familien. Gæstfrihed i udstrækt grad mødte vi hos ham og hans kone Mathilde. Det var ikke anderledes end som hos alle andre af hans søskende.

Det var en stor oplevelse at kunne komme hos Anders. Vi havde godt nok frygt for Mathilde, men til gengæld var vi så meget  gladere ved Anders. Højdepunktet under besøget var at  gå op på bakken, hvorfra vi kunne se viden om.

Under stormfloden var det Anders, der som den sidste, forlod Elnegaard for at söge tilflugt i Lindebjerggard. Da han sprang ud af vinduet med pudelhunden under armen, gik vandet ham omtrent til halsen.

Anders elskede at fortælle historier. Han kunne le så hjertelig, at han fik tårer i øjene. Når så vi andre kunne supplementere op med flere historier af samme personer, morede han sig endu mere.

Mens Anders endnu var sund og rask og mens Mathilde levede, blev der holdt ungdomsgilde hos dem, og der var vi fra Søndenbro med. Han var altid i strålende humør og kunne synge hele natten igennem.

Der lå i Anders’ morskab over alle historier han fortalte et udslag af vedhængen ved det gamle Søndenbro.

Anders var en pæn mand, og han bevarede sit smukke udseende til sin død. Sine sidste år havde han sin søsterdatter Karoline Andersen, som bestyrer og som forstod at omgås ham. Han var meget glad for hende, hvorfor hun også kom til at arve gården.

Faster Inger: hun var kun 1 år gammel, da hun mistede sin far. Og da hun var 7 år gammel, blev hun allerede moster.

Inger havde i hele sin væremåde meget lighed med sin storsøster Marthe. Hun var lige så rastløs som hende, og helt op til sine sidste år kneb det for hende at sidde rolig på samme sted ret  længe ad gangen. Stadig havde hun et eller andet, der nødvendigvis skulle gøres med det samme.

Inger lignede også hendes storsøster Marthe deri, at hun var hurtig i sin tale, hurtig til spørgsmål og rap til svar. Hun var ikke længe om at fælde en dom. Hun var også i besiddelse af humoristisk sans.

Mellem Inger og mor bestod der et trofast venskab. Ofte aflagde de hinanden besøg og fulgte altid hinanden på vej hjem. De drøftede både sorger og glæder med hinanden i største fortrolighed.

Inger var alle dage ualmindelig gæstfri, og det skete vidst sjældent, at nogen kom hende til ulejlighed. Og deri lignede hun sin søster Hanne meget.

Inger var en ivrig brevskriver. Brevvekslingen mellem o begyndte først rigtigt efter hendes mands død og vedvarede indtil hun døde.  Hendes breve var livlige som hun selv, og hun glemte ikke at fortælle om, hvad nyt der var sket hjemme.

Morsomst  var de bemærkninger hun indstrøede og som viste at hun gjorde sig sine egne meninger om alting. Hun skrev på samme måde som hun snakkede.

Inger forblev åndsfrisk og livlig, omtrent til det sidste. Ejendommeligt for hende var det også, at hun blev ved at være ungdomsfrisk som få op gennem årene. Som følge heraf kunne hun også godt med de unges selskab.

Inger var efter storsøster Stines død slægtens ældste, som man så op til med ærbodighed.

Når hun skrev i de sidste år vendte hun ofte tilbage til tanken om jordelivets afslutning: ”Nu er alle mine jævnaldrende borte, og jeg går her endnu, men vi må jo bie på vor Herres time.”
 

Efterskrift

Som tidligere bemaerket, havde jeg ogsaa tankerne henvendt paa den nuvaerende slaegt.

Jeg har ofte selv savnet oplysninger om den slaegt og tid, der gik forud mig. Jeg kunne taenke mig, at det gik andre paa samme maade.

For at böde lidt herpaa, har jeg nedskrevet disse minder. Ikke mindst betydning tillaegger jeg minderne om min egen familie.

I „Slaegten Elnegaard“ har jeg givet de nögne födsels- og dödsdatoer - uden at karakterisere de enkelte personer.

Det har jeg altsaa prövet paa her. Jeg har sögt at  beskrive baade mine egne slaegtninge som ogsaa byens maend, som jo delvis ogsaa tilhörte familien.

Karakteriseringen skete saa samvittighedsfuldt som muligt.

Folk havde, som vi andre, „Adams köd“ og „klaeder paa“, skröbeligheder og fejl, men ogsaa egenskaber, der maa vaerdsaettes til enhver tid.

De var flittige og nöjsomme og stillede kun smaa krav til livet. Deres fornöjelser var der ikke mange af.

Men til gengaeld forstod de at faa noget ud af festlige sammenkomster, hvortil deres sunde humör bidrog i höj grad.

Nutidens ungdom ville sikkert föle sig ilde berört, hvis den skulle underkaste sig de samme vilkaar som ungdommen skulle for 2 generationer siden, hvis ikke allerede for 1 menneskeliv siden.

Tidligt maatte man op, arbejdsdagen var lang, og arbejdet straengt, kosten tarvelig. Maden var god og sund, selvom den var mere endsformig end nu til dags.

Ordsproget siger jo, at „den graeder ej for guld, som aldrig guld har ejet“. Folk dengang kendte ikke bedre og stillede ikke store fordringer til livets goder.

Mine förste ungdomsaar faldt i 1880ernes fattige aar. Da maatte man vende skillingen to gange, för man gav den ud.

Tilfredsheden var mindst lige saa stor som nu om dage, hvis ikke den var större.

Hvis man nu ville spörge, var folk, saerlig ungdommen, bedre dengang end nu, ville jeg svare: „Nej, aldeles ikke“.

Hvad ungdommen i vore dage vedrörer, saa har den i sammenligning med ungdommen dengang langt flere interesser.

Her vil jeg pege paa idraetten og sporten, navlig gymnastikken, der har faaet anderledes tag i de unge end i min ungdom.

Naar de aeldre nu klager over de unge, slaar de sig selv paa munden. For hvem har skylden for ungdommens opdragelse anden end de aeldre?

Derfor, naar der klages, faeldes der dom over klageren selv.

Har ungdommen paa mange maader ikke det haarde, sure slid som for en eller to generationer siden, saa har den til gengaeld andre ting at kaempe med.

Kaarene er ikke blevet lettere, tvaertimod, fristes man til at sige.

Jeg afslutter denne bog i en tung tid for Danmark: for 4 dage siden overskred tyske tropper den danske graense, for – som de hed -, at hindre englaenderne i at bruge Danmark som krigsskueplads.

Hvordan fremtiden vil blive for Danmarks folk og land, staar hen i det uvisse. Men jeg vil göre kongens ord til mine og sige: „Gud bevare Danmark!“


Sorö, den 13. april 1940

Tider skal komme,
Tider skal henrulle,
Slaegt skal fölge slaegtens gang;
aldrig forstummer
Tonen fra himlen
I sjaelens glade pilgrimssang.