Skolebestyrerinde Ida Holst's erindringer 1925

| | | | | | | | | |
Ida Holst skolearkiv

 Avisannonce 1880Avisannonce 1880 Ved frk. Holst's Realskoles indvielse august 1894Ved frk. Holst's Realskoles indvielse august 1894                                                   

 

 

 

 

 

 

Ida Holst's Realskole i SvendborgIda Holst's Realskole i Svendborg

Ida Holst - Nekrolog 1930Ida Holst - Nekrolog 1930 Svendborg Avis 29.4. 1955Svendborg Avis 29.4. 1955

Ida Holst (1842-1930)Ida Holst (1842-1930)Herr skolebestyrer Magnus Lund har slaaet paa, om jeg ikke kunde nedskrive nogle erindringer fra skoletiden, saa at han engang — selvfølgelig 1930 naar skolen om den staar endnu, kunde udgive dens historie i korte omrids.

Det har jeg gaaet og vejet i maaneder, og jeg er kommen til det resultat, at jeg kan jo prøve, men jeg føler ogsaa, at det bliver saadan en "jeg-præsentation", saa inderlig sammen vævet med mig selv, at en sammenhængende beretning om skolen maa renses meget for at interessere.

Saa kom frøken Wintalers selvbiografi som man vel maa kalde den, saa eventyrlig, at den kan læses med interesse af enhver. Da spurgte Anna Holst om jeg ikke kunne tænke mig at give nogle optegnelser, men der vil jeg dog paa forhaand sige, at de intet er værd at faa unden for en snæver kreds og derfor slet ikke vil gøre sig til trykken saaledes som sagen staar for mig. Til at begynde med, vil jeg da skrive ned løst og fast, eftersom det rinder mig ihu, dog vejledet af mine eksamensskemaer, som jeg alle har i behold.

Skulde det saa blive til noget, og jeg faar lov til at fuldende dette, er det min mening at overgive det til dem, herr Magnus Lund. Jeg vil da mene, at de skulde gøre det uddrag deraf, som de synes, og jeg vilde da sætte pris paa, om de vilde overgive baade deres og mit til frøken Anna Holst til gennemsyn og kritik. Der kunne jo være ting der, som efter hendes mening skulle undertrykkes eller andre der skulle omtales. Og derefter skulde De have deres tilbage og gøre med det, som de ville, medens hun kunde beholde mit hele og gøre det bekendt i mine efterladtes kreds.

Født d. 4/3. 1842.
Saa begynder jeg, og vel helst helt forfra, fordi et menneskeliv dog er en sammenhængende ting, og fordi i barndommen lægges mangt et frø, der spirer og sætter frugt i den voxnes liv.

Jeg kan ikke huske min fader, han døde af brystsyge, som det hed dengang, og efterlod min moder som købmandsenke med 4 børn, som hun nu skulde forsørge med sine hænders arbejde. Man kan altsaa forstaa, at det var et meget tarveligt hjem, men hvad der skulde til, det kom, enkens krus blev ikke tømt. Min moder fik vist tideligt øje for, at jeg kunde med tiden blive uddannet til lærerinde men alligevel var der ingen skole at sætte mig i end altid i de smaa byer dengang, den "betalende" klasse i borgerskolen. Der læste jeg da grundigt dansk, religion, regning og tysk, i historie kom jeg kun til den franske revolution, saa havde vi geografi, skrivning, sang og vist ikke mere, alt for en pris af 3 mark om maaneden. Tegning fik jeg privat, haandarbejde lærte min moder mig, musik maatte jeg jo ogsaa lære.

(Der var en lille privat skole i byen, hvis elever naar vi traf sammen, overlegent kom med nogle franske gloser, det var sikkert det eneste hvori de overgik os andre. Præsten holdt en tid privat lærerinde. Saa kom den tid da jeg skulle gaa til præst. Der dristede jeg mig et par gange at stille et spørgsmaal til præsten, hvilket imponerede de andre, saa at de betragtede mig som særlig begavet.
ja, endnu her i Svendborg har jeg hørt den udtalelse af en snedker der i sin tid var min medkonfirmand. Dengang var det skik, at den dygtigste skulle staa først paa kirkegulvet, men jeg var jo kun en enkes datter, hvorledes komme ud af den forlegenhed. ja, ved Saxkøbing det var saa heldigt at apotekerens datter trak nummer 1.)

Saa kom en lærerinde til byen til en pogeskole, af hvilken hun levede vist ret kummerligt til hun blev gift. Hun gav undervisning i fransk og engelsk naar man var 4, til 4 skilling for hver pr. time, der kom mine to ældste søskende til at gaa, og saa skulle min søster igen dele sin viden med mig. Saaledes voxede jeg op, blev 15 aar gammel konfirmeret, tilbragte et helt aar ved husholdning hos en slægtning, og nu skulde slaget staa, jeg maatte jo blive til noget. Jeg tror nok, at moder maatte bestaa en kamp med slægtninge som mente, at det var for mange penge for moder, som ingen havde, men de forstod og agtede moders offervillie, og altsaa blev jeg sendt til København i pension hos en provstefrue, hvis datter skulle give mig 2 timer ugentlig i fransk og 2 i engelsk og en ung kandidat gav mig 2 timer i klaverspil ugentlig. Saaledes forløb et aar, og nu var min uddannelse færdig. Det var netop paa den tid frøken Zahle begyndte at dukke frem, men al den herlighed hørte jeg noget om men fik ingen del deri. Det vilde ogsaa have været umuligt, thi det var jo en formue, hvad en saadan uddannelse kostede.

Aar 1860—62.
Ja, saa var jeg jo færdig, kom hjem og læste et aar med nogle smaa børn men derefter fik jeg en plads hos proprietær Friderichsen paa en smuk herregaard Kærstrup paa Lolland, og siden den tid, jeg var 18 aar, har jeg kun været i mit hjem som feriegæst.

Jeg gjorde mit bedste, min undervisning var vist ikke saa daarlig, men jeg var ikke videre praktisk, saa den tog jeg vist ikke med. Og da proprietæren 2 aar efter gav sine 5 pigebørn en ny moder, var det sikkert ganske korrekt, at de fik en ny lærerinde, der ikke i forvejen havde erobret deres hjerter og muligvis kunde berede moderen vanskeligheder. Jeg holdt af dem, har engang besøgt dem, da det var ferie, var de mærkelig nok alle hjemme.

RavnholtRavnholtDet blev en stor kontrast derefter at komme til en bondegaard med en yndig lille skov, ejeren var birkedommer under Raunholt gods, men var lige død, saa enken med sine 8 børn maatte leve af denne gaard, samt den pension, hun fik efter sin mand. Der blev jeg i 4 aar, til hun solgte sin gaard og flyttede til Kjøbenhavn.

Vi boede meget tarveligere end i mit hjem, og nu var jeg blevet vant til noget bedre. Men gud ske lov, jeg har aldrig ladet mig paavirke deraf og kunde godt spise stegt flæsk til middag 3 gange om ugen. Jeg følte mig stærkt knyttet til denne familie, saa længe den existerede, i forfjor besøgte jeg den sidste levende af de otte, ogsaa 4 svigersønner har jeg overlevet. Jeg tror nok, at samlivet med fru Haastrup som enken hed, var frugtbringende for mig, thi hun sad inde med ret meget.

HvidkildeHvidkildeMen saa kom det nye afsnit af mit liv, idet jeg derfra gik over til Baroniet Hvidkilde, hvor jeg i 2 afsnit var tilsammen i 10 aar, afvexlende med en stor herregaard i Vendsyssel, Lundergaard, proprietær Salicath hvor jeg ogsaa var to gange, tilsammen vel 3 aar. Disse aar, og navnlig de hos baron Rosenørn betragter jeg som den egentlige forberedelse til min senere gerning i Svendborg. Det vakte min store forbavselse, at baronen, og navnlig den meget fint uddannede og intelligente baronesse, vilde nøjes med mig. Sagen var, at baronessen havde set i avisen, at min broder, dengang theologisk kandidat, havde bedt folk henvende sig til ham angaaende mig, og baronen kendte noget til vor familie, han var jo selv fra Oreby ved Saxkøbing og havde haft en onkel af os til huslærer, og saa troede han mere paa de lolliker end paa enhver som helst fremmed, der kom i aarenes løb mange lolliker derover. Men hvad for vidnesbyrd havde jeg, som kunde gøre mig skikket til saadan en plads? de fra skolen var saa gode som vel muligt, men det var jo altsammen tarveligt, og de fra Kjøbenhavn lige saa. Imidlertid vilde de ikke købe katten i sækken, og jeg blev stævnet til Kværndrup kro til møde med baronessen. Det kippede i mig, da jeg saa den lukkede vogn med kusk og tjener køre op for døren.

Imidlertid gik det godt og naturligt, baronessen lavede kaffe, og vi talte sammen, men hjertet sad ganske vist i min hals, da hun tog bøger frem og forlangte en prøve i alle tre sprog. Det faldt dog ud til hendes tilfredshed, men hvad der sikkert mest indtog hende for mig var, at hun ikke fandt spor af forsøg hos mig paa at gøre mig til mere, end jeg var, saa modsat den lærerinde hun for øjeblikket havde. Jeg gjorde altsaa ikke min familie skam. Og saa engagerede hun mig da med det samme uden vaklen, og til den uhyre sum af l50 rigsdaler om aaret, jeg som kun havde faaet 8o r. aarligt i 6 aar. En sum som for resten senere blev forhøjet.

At jeg skulle blive der så længe, og endda komme tilbage dertil, det tænkte jeg mig ikke, men jeg blev i virkeligheden meget stærkt knyttet til familien. Ogsaa dens medlemmer har jeg til dels overlevet, af 6 døtre er kun 2 tilbage og af 3 svigersønner slet ingen.

Det er vel her stedet til at fortælle, at om nogen kan siges at være autodidakt saa er det da mig. Jeg har jo meddelt, hvad jeg havde læst og det var ikke meget, og jeg maa da tilføje, at jeg i alle disse aar, som jeg tilbragte som privat lærerinde, paa alle maader søgte at dygtiggøre mig, hvortil ogsaa hele livet paa Hvidkilde indbød mig, og haandbøger var der nok af. Det var mig aldrig for svært at give mig i lag med noget nyt. En dag sagde baronessen til mig:
"Min mand ville gerne have at De skulle undervise børnene i naturhistorie". Naa ja, det kan jeg jo prøve. Nu maa det bemærkes at det var et fag, hvor jeg ingen undervisning havde faaet, det mente man jo ikke var nødvendig for pigebørn. Men en del havde jeg paa egen haand læst, og saa tog vi fat, børnene og jeg, opmærksomme paa alt hvad vi saa og hørte, og med det resultat at vi fik dannet en smuk lille insektsamling og et herbarium, hvilke sager siden blev sendt mig paa skolen, hvor maaske resterne deraf findes endnu.

Folk kan maaske ikke begribe, at jeg som 36 aar ledede min skole og bragte den op i række med Danmarks bedste realskoler, aldrig har taget nogen som helst examen end ved den aarlige i den tarvelige skole. Det passer daarligt med vor tid, hvor man ikke kan gaa et skridt uden at omgærdes af examiner. Dette er ikke det samme som at være uvidende, thi i en halv snes aar førte jeg selv mine elever op til præliminærexamen i dansk, tysk, engelsk og fransk indtil skolen udvidede sig, saa at jeg kunde afgive flere fag, og karakterene i katedralskolen udviser at det ikke var daarligt gjort.

Mens jeg saaledes færdedes hid og did paa min private bane, havde jeg et par maaneder tilovers, dem tilbragte jeg hos frøken Zahle, jeg saa og hørte og læste, og jeg fik megen nytte heraf. En anden gang skrev jeg til frøken Zahle, det var altsaa, da jeg sad her som skolebestyrerinde, at jeg saa inderlig gerne vilde tilbringe en uge paa hendes institut for at sætte mig lidt ind i gangen i det hele, og hun svarede mig egenhændigt, at hun plejede ikke at give tilladelse til sligt, men min anmodning var saa alvorlig, at hun ikke nænnede at sige nej, jeg kom altsaa og fandt et skema beredt, som jeg stadig kunne følge, ogsaa dette havde jeg megen glæde af.

Jeg kan maaske ogsaa paa dette sted anføre, at jeg engang, men meget senere, blev spurgt om, hvilke mine hovedfag var, og at jeg da svarede: "Energi og samvittighedsfuldhed". Det samme svar ville jeg give nu, om jeg blev spurgt, thi i virkeligheden er der ikke noget fag, hvor jeg straaler med stor viden. Men rigtigt er det. Det minder mig om en ung mand, der henvendte sig til Tietgen og vilde have plads hos ham. "Naa, hvad kan De? og paa hvert spørgsmaal fik han nej til svar. Til sidst sagde Tietgen utaalmodigt: "Ja, men hvad kan De da?", hvorpaa manden svarede:"Jeg kan lære alt". Og han fik plads og blev selv en dygtig købmand.

Avisannonce 1880Avisannonce 1880Imidlertid gik aarene, og stadig havde jeg øjet fæstet paa Svendborg, hvor der blev gjort flere forgæves forsøg paa at stille en ordentlig pigeskole paa benene. Saa fik jeg paa Lundsgaard gennem pastor Prip den forespørgsel, om jeg vilde overtage en pigeskole temmelig nyoprettet men uden levekraft, og resultatet blev at jeg lste maj 1880 overtog en pigeskole med 17 à 18 elever, nye stole og pulte o.s.v. for 400 kroner og saa drog jeg altsaa afsted, sagde farvel til mit daværende liv og her siden siddet fast.

 

 

1880 overtog Ida Holst "Frk. Povlsens Pigeskole" i Anne Hvides Gård1880 overtog Ida Holst "Frk. Povlsens Pigeskole" i Anne Hvides GårdMed laant 100 kroner kom jeg her til byen, og nu skulde det vise sig om jeg var den rette. Det viste sig at jeg var det, mit navn havde fra Hvidkilde faaet god klangbund, og der var et par næsten voxne piger der vilde gaa ud af skolen, naar den skulde skifte bestyrer, men da de hørte, at det var frøken Holst der kom, saa blev de. Jeg blev ogsaa snart en søgt sproglærerinde ikke til enkelte timer, dels til smaa kursus, det bødede noget paa den meget tarvelige betaling. Jeg fandt en god og velvillig værtinde i Borgerforeningens værtinde fru Christensen, der ikke alene sørgede godt for min kost, men ogsaa var til rede med al hjælp og gode raad, men andet værelse end et loftskammer kunde jeg foreløbig ikke faa, hvor jeg smeltede i sommervarmen og frøs i vinterkulden. Skolens værelser var vel noget bedre, de hørte til den nu nedrevne del af Borgerforeningen, og vel til dels til Muserede.

Jeg maatte smile, da professor Drachmann meldte sig. Han var nok udsendt fra højere sted, fordi man ønskede at vide, hvad det var for lokaliteter de bød de private skoler, mine har sagtens ikke været de værste. Imidlertid bedredes det efter haanden, og jeg fik lejlighed baade til skolen og mig selv i den nuværende kæmner o.s.v. bolig. Nu begyndte jeg at føle mig fast i sadlen, ja endda saadan, at jeg med min søster tog del i skolemødet 1880 i Stockholm min første udenlandsrejse, som jeg havde megen fornøjelse af.

Jeg tror ogsaa at min moder aandede lettet da hun saa mig i vej her, medens min broder allerede i mange aar havde været præst. Min moder besøgte mig ogsaa her, men endnu i den her beskrevne tarvelighed, hun skulle nu ikke opleve at se den smukke skolebygning, som hun ville have glædet sig meget over. Men moder fik en sorgfri alderdom sammen med mine to søstre der havde en skole for mindre børn i Saxkøbing. Saa døde hun ret stille uden egentlige smerter i en alder af 75 aar, en termin, som jeg satte som ønske for mit livs længde, de dage nu er overskredet adskillige aar. Hvert aar har været et naadens aar, hvad jeg endnu har tilbage, staar i Vorherres haand.

Da jeg saa havde ledet skolen et aar, mente jeg det var nødvendigt at slaa et hovedslag det vil sige ved en examen, at vise hvad jeg kunne præstere. Udsigten dertil vakte dog forskellige følelser hos eleverne. En af dem blev saa betaget, at hun af skræk meldte sig ud med det samme. Examen blev da afholdt, men jeg var nok ikke meget værd, medens den stod paa. Bagefter kom saa dommen der lød: "Der er ingen humbug ved hende". Det var jo hvad jeg kunne ønske mig.

Jeg fik en mængde indmeldelser, afkøbte en bestyrerinde hendes skole for 700 kroner, fik nu 3 klasser, og det følgende aar 4. En af realskolens lærer, translatør Jørgensen som jeg fik til timelærer ved kursus, foreslog mig, at jeg skulle søge byraadet om kommunalt tilskud til min skole. Det gjorde jeg saa, og det vakte stor overraskelse, at det kunde tænkes til en pigeskole, og det vakte heftig modvilje og debat i avisen.

Mærkeligt nok gik det alligevel igennem, og jeg kunde nu regne med en aarlig indtægt derfra af 400 kroner, takket være byraadets velvilje. Da det ikke gik godt med tegneundervisningen, søgte og fik jeg 3 aar i træk sommerferiekursus deri, men det var for resten unyttigt, thi der viste jeg intet talent. Bedre anvendt var 3 ferier langt senere, hvor jeg fik kursus i fransk, professor (?) Arland læste ene med mig, det var frugtbare timer. Og senere fik jeg rejsestipendie til Frankrig for at studere sproget der.

Efterhaanden fik skolen flere klasser og altsaa flere lærerinder, og jeg maatte jo opgive nogle klasser eller fag. Men i mange aar holdt jeg fast ved at have 1 time med mindste klasse, for at vi ogsaa kunne lære hinanden at kende. Det blev da "anskuelsesandervisning", som det dengang hed til dels efter min egen recept. Men det interesserede begge parter, og navnlig gik det vist ud paa at lære børnene forskellige dyr og deres liv at kende, og mere end et dyr er blevet taget med paa skolen for at kendes af eleverne. Det var da ikke alene disse der interesserede sig derfor, men ved eksamen var lokalet gerne
stoppende fuldt, naar dette blev foredraget.

Engang havde jeg faaet fat i en fransk bog, "Une Bouchei de Paine" af Jean Maci der udmærket gennemgaar hele fordøjelsesprocessen, fra det øjeblik, da tingene griber den mundfuld, der skal spises, og til det hele er forbi, og det var forunderligt, med hvilken interesse de smaa fulgte det.

Men medens jeg saaledes aar efter aar vandt frem, saa skal det dog ikke nægtes, at jeg ogsaa havde ærgelser og modgang paa forskellig vis. Engang kom en pige og spurgte mig, om hun maatte tage del i mine dansk timer paa kursus, men hun havde intet at betale med. Derimod vilde hun gerne til gengæld give nogle timer paa skolen. Det gik da ogsaa godt nogen tid, men saa fortalte en af mine venner mig at det vakte anstød fordi den unge pige var methodist, og man talte om at tage sine børn ud af skolen.

Naa, det havde jeg dog ikke tænkt mig, og saa maatte jeg jo sige det til hende. Jeg vilde lade hende fortsætte at læse hos mig, men det ville hun jo ikke tage imod. Senere har hendes datter gaaet hele skolen igennem hos mig, uden at det har vakt anstød. Saaledes kan tankegangen svinge i en by i løbet af en kortere aarrække. Værre var det, at jeg en dag kom paa besøg hos en gammel veninde, der modtog mig intetanende med de ord:" Hvad er det, man hører om Deres skole?" Og saa var det da, at der var forefaldet utilbørligheder, man havde set to smaapiger paa gaden med cigar i munden, man havde set drenge og piger færdes sammen og lignende. Saa stram var byen dengang, at dette vakte forargelse, hvad der var rigtigt nok, men at det skulde lægges skolen til last, var ikke rigtigt, thi "tonen" i skolen var ikke saaledes. Imidlertid gav det en anden pigeskole anledning til at sende enhver formaning til børnene om at opføre sig pænt med disse slutninger: "Husk paa, hvilken skole i gaar i".

Jeg var som knust, og vist er det, at jeg mistede flere end een elev, der nu gik min dør forbi, og som sikkert ellers vilde være tilkommen mig. Jeg maa her indskyde den bemærkning, at jeg aldrig har forstaaet den art troskab mod skolen og dens bestyrer, at man kender ankerne ved den men tier stille lige over for bestyrerinden "for at skaane hende". Hvor er det en misforstaaet kærlighed. Skal man da hellere høre sligt af sine fjender, naar et har taget overhaand, end af sine venner medens det endnu kan standses? Jeg græd mig ud hos pastor Prip, og han trøstede mig, saa godt han kunde og stormen blev da redet af, og min skole fik atter sit gode navn.

Men der ser man ogsaa tiden, og hvad den tog forargelse af, det er vel ikke noget i modsætning, hvad der kan ske i vor tid — om man kan sige, at jeg tog lære deraf, ved jeg ikke, men jeg har senere rendt mig mangen en stav i livet, thi nu kunde jeg ikke taale sligt, men naar jeg saa gjorde indsigelse, saa var det jo aldrig vedkommendes barn der havde forbrudt sig, og jeg var nær ved at faa paa hovedet, fordi jeg vovede at gøre indsigelse.

Imidlertid gik aar efter aar uden videre hændelser, vel ogsaa med en forøgelse af børnetallet ca. 60 men stadig laa den tanke i baggrunden, at jeg maatte have et andet lokale. Jeg havde set den bygning, frøken Winther havde rejst, nu hørte jeg om frøken Branners ret imponerende skolebygning i Slagelse samt om en ny pigeskole i Kolding, og jeg gjorde da en rejse til disse to byer, og skønt det var ferie, fik jeg dem begge at se og hørte meget om, hvorledes sligt lod sig opføre, men stadigt standsedes der ved dette: "Men en mand maa De have til at staa for det, uden dette gaar det ikke".

Og der gik altsaa aar efter aar, uden at der skete noget. Imidlertid begyndte tankerne om, at ogsaa pigebørn kunde tage præliminærexamen, at dukke frem, og navnlig viste overretssagfører Knudsen mig den tillid at lægge det i min haand at forberede hans datter. Dertil sluttede sig to andre, unge piger, men det var naturligvis en svær og dyr begyndelse, thi vel kunne de læse en del sammen med skolens øverste klasse, dels kunde jeg selv læse mange fag med dem, men alligevel skulle der kostbar prøvet hjælp til. Naa, det kunde nu være det samme, men jeg led en skuffelse, som jeg den dag i dag ikke kan tænke paa uden
at harmes. Da jeg kom hjem efter sommerferien, var den ene elev forsvunden, uden at der blev meldt mig noget derom. Udefra fik jeg saa den meddelse, at hun var blevet sendt til frøken Jørgensen i Odense, der havde ret til at afholde examen paa sin skole.

Nogle feriegæster havde nemlig skræmmet hende med, at de unge piger blev behandlet uforskammet og drilagtigt af lærerne ved universitetet der ikke kunde lide, at pigerne trængte sig ind paa dette felt. Saa blev de alle kyst, og faderen, en rig mand kunde jo sagtens afse de penge ved at sætte datteren i kost derinde, og han fik jo ogsaa sin løn for det, idet hun, da det kom til stykket, fik 1 point mere end min unge pige paa universitetet. Men at man skyldte mig mindste hensyn, det forstod man ikke, ikke engang det at melde hende ud af skolen.

Saa var tilsidst kun Nanna Knudsen rede til at tage examen i juni—juli 1889 og med hvilken energi hun læste er her et lille bevis paa. Vi sad en aften og læste kl. 7—8 vi maatte tage det, som det kunne falde. Kl. 8. traadte en ung pige ind med en balkjole og tilbehør, saa blev hun lavet lidt i stand, purrede op i sit haar, og saa gik hun til bal. Vi kender maaske alle dette, at en lille pige bliver hjemme fra skole en formiddag, thi hun skal have papilotter i haaret, da hun skal til bal om aftenen. Og saa kan hun jo ogsaa blive hjemme den næste dag for at sove ud.

Saa kom endelig examenstiden, og jeg tog med ind til byen, at Nanna ikke skulle føle sig ene. Der saa og hørte og læste jeg meget, og megen glæde havde jeg af min flinke elev. Blandt andet blev dr. Kafer næsten imponeret af, hvad hun havde læst, noget af "Der dreizigjøhrige Krig", "Herman und Dorothea". "Hvor meget har De læst af den?" "Den hele". "Kan De den da ogsaa". "Det tror jeg nok". "Godt lad os prøve."

Og det gik, og saa kørte han hende gennem sin egen grammatik, standsede blandt andet ved "Kragen og Bitten," hvor han fik fuld besked, saa jeg samstemmende ganske med ham, da han hviskede "ug" men hans kollega ville absolut have et "-" paa, saa det fik hun desværre, hvorimod der intet skaar blev i hendes ug i fransk og engelsk. Det var dr. Barüel der var examinator i fransk. Da han saa hende sidde paa en haard bænk spurgte han, om hun var den unge pige der skulle examineres, og paa hendes ja skød han en stol hen til hende, en anden examinator skaffede hende et glas vand, da han syntes hun blev nervøs, saa jeg kan slet ikke underskrive anklagen for drilleri fra deres side, tværtimod. Nanna naaede 117 2/3 points, saa vi maatte vel alle være tilfredse, dog standsede hun ikke der, men tog medicinsk examen og er for tiden praktiserende læge i Batavia.

3 søstre har efter hende taget præliminærexamen fra min skole. Endnu nogle gange maatte jeg sende elever ind til universitetet, men endelig i foraaret 1893 fik jeg den attraaede tilladelse til at afholde examen aar. Nu var jeg kommet derhen, hvor jeg ville, men mit ønskes opnaaelse blev fulgt af en ganske forfærdelig skuffelse. Man havde altid fortalt mig at med examensret fulgte et statstilskud til skolen. Dette var hidtil blevet givet, men man fandt, at der blev for mange realskoler i landet, og for at forhindre for stærk tilvækst, tog man dette tilskud bort — netop det aar, da min skole fik examensret, og jeg maatte en del aar hjælpe mig uden dette.

Hvor jeg saa fik mod til at indlade mig paa byggeriet, det forstaar jeg ikke nu, kun dette at der var ingen vej udenom, at jeg ikke ville gaa til grunde i konkurrence, om jeg ikke gjorde det, stivede mig vel af, og saa mente jeg vel ogsaa at kunne sætte min tillid til Gud, at han baade kunde og ville hjælpe mig. Og se, saa kom den saa uundværlige mand, ja endda i flertal. l.maj kom direktør for jernfabrikken Jens Lange og meldte sin datter ind i skolen, og for ham klagede jeg min nød, og han gik straks ind paa at tage sig af mig og min sag, som jo i høj grad tiltalte ham. Han havde oven i købet i baghaanden den bedste arkitekt, tror jeg, jeg kunne faa, nemlig Magdahl Nielsen, der foreløbig boede her i byen for at føre tilsyn med Nicolaj kirkes restauration.

Dette var jo godt, men indbragte mig en rasende overhaling af en anden arkitekt, som kort før havde nedsat sig her i byen og havde sat sine 3 pigebørn i min skole. Jeg prøvede en svag indvending til fordel for ham, men Jens Lange svarede, at han ville ikke have noget at gøre med andre end Magdahl Nielsen, saa maatte jeg jo holde stormen ud, og naturligvis ville den anden ikke tro mig, da jeg fortalte, at jeg havde foreslaaet ham.

Heldigvis rystede han snart støvet af sine fødder og forlod byen. Saa forbandt Jens Lange sig med en tredie, sagfører Albertsen, som paatog sig at skaffe den nødvendige kaution, og det gik som en leg, og disse to mænds uegennyttige hjælp er jeg den dag i dag meget taknemmelig for. Men saa skulle der findes en grund, og ikke alt for afsides. Her maa jeg da nævne en gammel ven, rebslager Jensen. En dag vandrede vi op og ned gennem alle gader kiggende ind over plankeværker og i gaarde, men intet fandtes, det kunde jo ikke nytte om en saadan skole blev lagt altfor afsides. Til sidst var vi ved i fortvivelse at skilles ad, da Jensen sagde. "Stop der er endnu et sted", og det var jo det rette.

Der laa en del, vistnok af byens smukkeste haver, men de laa afsides, der var dengang ingen anden adgang end gennem Kyseborgstrædet, og foreløbig ingen udsigt til nogen andet. Denne have tilhørte en købmand, som boede andet sted i byen og formodenlig ikke satte stor pris paa det, saa det var med for— holdsvis lethed, at vi fik den for 2500 kroner, det var omtrent hvad jeg havde af rede penge. Hrr Albertsen ordnede saa laanene med sparekassen, og mange aar skulle det vare inden jeg fik indbetalt 2den prioritets laan, og min søster traadte jo ædelmodigt til med hvad hun havde i 3die prioritet, det var nok snarer i 5te prioritet.

Saa begyndte planerne at forme sig, og jeg syntes at jeg tog munden vel fuld, naar jeg forlangte 8 skolestuer til ca. 2o elever hver, tegningerne blev givet, overslaget beregnet, men saa begyndte man at trække sammen igen, thi det kunne jo ikke nytte, om det skulde blive den rene ruin, jeg tror at der blandt andet blev taget en alen fra hallens bredde. For resten sagde hr. Lange, da jeg erklærede at ville have kostelever, at saa troede han nok, at det kunne gaa. Og da jeg ytrede min misfornøjelse med, at kun den halve kælder til beboelse for pedellen, skulle graves ud, det ville jo se ud som et blindt øje, lagde herr Lange sig straks i selen og fik den anden halvdel lejet ud til en vinhandler. Saa fik jeg altsaa min villie, hvilket i høj grad er kommet skolen til gode nu, thi hvor skulle ellers varmeapperatet være anbragt. For resten varede dette lejemaal ikke ret længe, thi det viste sig, at træværket ikke kunne taale den mangel paa lys og luft, som vinen skulle have, saa det maatte opgives. Men saa blev kælderen foreløbig brugt til vask, dertil havde vi kun haft noget daarlig plads.

Jeg havde hos frøken Winther set en ret stejl trappe op til hendes egen bolig, hvor der var flere værelser med skraa vægge. Jeg udbad mig en ordentlig lejlighed. "Det skal De faa", sagde arkitekten, "men saa maa De nøjes med temmeligt fladt tag". Det havde jeg intet imod, de 3 loftsværelser, der alligevel faldt af, blev derved noget mindre, end de ellers vilde være bleven, men de har været til uendelig megen nytte alligevel. Og endelig er der altanen, som arkitekten selv foreslog, den skulde næsten være som en cadeau til mig personlig, og den opgav, jeg heller ikke skønt den ikke var billig. Den bestaar af solide granitunderliggere med en Kinnekullasten over.

En kaptajn fra Ærøskøbing, som forsynede hele øen med tømmer, kom nogle aar senere og besaa hele bygningen. Da han kom op paa loftet, blev han grebet af beundring over de solide bjælker og sagde, at saadanne kan man ikke mere skaffe. Og det er jo saa sandt, de moderne bjælker er jo intet mod disse. Som et kuriosum og betegnende for, at holdt mursten og kalk jernbjælker og cement stangen, skal jeg tilføje at der i hele bygningen kun findes 1 jernbjælke, og den ligger over granitunderliggerne.

Hvor har jeg fra denne altan mange gange nydt den henrivende udsigt over byen og navnlig sundet, indtil bebyggelsen af Valdemarsgade og Korsgade tog fat og efterhaanden lukkede, saa man kan slet ikke nu gøre sig nogen forestilling om, hvor vid en udsigt der var. En dame sagde til mig, at hun troede det var pral fra min side, indtil hun selv saa den.

Ida Holst RealskoleIda Holst RealskoleDen 16de oktober blev det første spadestik gjort det skulde nemlig vente, til frugthøsten var forbi. 4de december lagdes grundstenen til bygningen, og saa blev der taget kraftigt fat. Det var mig en stor nydelse omtrent daglig at følge med og saa ofte tale med arkitekten og lade mig belære om saa mange ting, det var nemlig en betingelse, at han selv skulde føre det daglige tilsyn, da han jo foreløbig blev her i byen, men saa kom julen og med den en ret lang og streng frost, saa at arbejdet maatte standse, og det var jeg jo lidt mismodig over. Dog, arkitekten holdt sit ord, og bygningen blev færdig til rette tid.

Naar engang denne bygning — det ske sent — bliver revet ned, kan man i det sydlige hjørne finde en messing plade, som jeg murede ind med disse ord indgraveret: Herre frels, Herre lad det lykkes. Ps. 118,25. - til min yndlingssalme har jeg valgt , "Under dine vingers skygge". Og til mit valgsprog "Plys esse qvam videri".

Naar jeg har sat det paa latin over indgangsdøren, saa har jeg deri fulgt Tycho Brahe og minister Estrup. Man synes jo tidt, der er mere klang i det end i "Hellere være end synes". Den blev altsaa taget i brug i det nye skoleaar, august 1894, og jeg ser i min regnskabsbog, at flytningen kostede ca. 25. kr., saa man kan beregne at inventariet ikke var stort. Jeg husker mig selv spadserende hen i den nye skole med min havørn i armene.

Ved frk. Holst's Realskoles indvielse august 1894Ved frk. Holst's Realskoles indvielse august 1894Saa kom selve indvielsdagen, det var en stor dag for mig, men derom vil jeg hellere henvise til avisernes smukke referat og min egen indvielsestale. Og saa troede jeg jo, at nu havde jeg naaet dette maal at flytte ind i eget hus, og at byens befolkning maatte paaskønne hvad derved var naaet for deres børn, og jeg hørte da ogsaa en begejstret udtalelse af en moder, at ligegyldigt hvordan skolen ellers blev ført, skulde hendes datter da gaa her i denne smukke skole.

Og hun holdt ord, hendes datter begyndte og fuldendte sin skolegang hos mig. Men ellers? Jeg sluttede skoleaaret 1894 med 62 elever og begyndte det nye med 6o, fordelt i 7 klasser, saa det ene værelse stod tomt det første aar. Men saa troede jeg jo, at stemningen var mig god, og i tillid dertil føjede jeg til min ansøgning om kommunestøtte, som skulde gentages aar for aar, den beskedne forespørgsel, om byraadet ikke paa grund af, hvad jeg havde ofrer for skolen, skulle føle sig tilbøjelig til at forhøje det aarlige tilskud. Der blev stor diskussion. Og da en tillod sig at sige, at det var Svendborgs skønneste bygning, frøken Holst der havde rejst, var der en anden, der svarede med den uimodsigelige sandhed, at det havde frøken Holst vel gjort for sin egen og ikke for byens skyld.

Imidlertid gik sagen dog igennem og de 400 kroner blev forhøjet til 500. Jeg var daanefærdig over denne højmodighed. En anden ting var, at disse fripladser kun gaves indtil elevens konfirmation, og da jeg engang ansøgte om, at en ung pige maatte beholde sin friplads endnu 2 aar for at kunne tage præliminærexamen maatte jeg anføre som grund for mit ønske, at det ellers ville blive mig vanskeligt at faa dimmisionsret - — det maa altsaa have været nogle aar tidligere — saa lidt forstod man, at jeg jo netop vilde føre de unge frem, saa blev denne grund antaget for efter en ret ivrig diskussion at give tilladelsen.

Siden blev den mærkelige bestemmelse, der synes med vilje at skulle holde de unge piger tilbage, dog strøget. Men maaske byfogden havde ret. Jeg beklagede mig engang for ham over, at jeg fandt saa lidt sympati for mine tanker hos folk, da svarede han: "Ja, frøken Holst, hvad venter De dog af folk? Husk paa at Svendborg er først og fremmest en handelsby, og handel er byens fornemste interesse".

28/8 1894.
Ida Holst Realskole 1894Ida Holst Realskole 1894Saa begyndte da det nye skoleaar 1894 i de nye og smukke forhold, og da kom dette at en anden privat skolebestyrerinde som med sine to døtre havde en pigeskole paa nogle og fyrretyve elever vilde opgive den og tilbød mig den. Dette tilbud blev jo belyst fra forskellige sider, men det endte med at jeg tog imod det og naturligvis betalte det meget dyrere, end det hele var værd. Sagen er, at alle disse 40 elever paa en eneste nær, var enebørn eller yngste børn af deres forældre, hvorved altsaa naturlig tilgang var den nægtet, i løbet af nogle aar vilde den være forsvundet som skole. Dog de 2500 + 500 kroner var fru Lacoppidan—Petersen vel undt + noget mere for møblementet og jeg opfyldte gerne den betingelse at optage hendes ældste datter som lærerinde, og hun var mig ogsaa en trofast hjælper indtil sin død 1909.

Ida Holst Realskole 1895-96Ida Holst Realskole 1895-96Disse børn skulle saa indgaa i skolen med det nye skoleaar 1895. Her maa jeg nu fortælle, at da jeg den sidste dag i skoleaaret stod foran spejlet for at lægge sidste haand paa mit toilette, og saa gaa ned for at slutte skolen, altsaa til translokation, gennemisnedes jeg ved at se noget saa stort som et dueæg bevæge sig paa min hals sammen med den store halsaare. Det var for mig som døden selv. Nu var jeg naaet saa vidt, og saa skulle jeg maaske sige farvel til det hele. Men jeg maatte jo tage mig sammen og gøre min gerning, og jeg tog derpaa ind til Kjøbenhavn for at gennemgaa et kursus i fransk, til hvilket jeg havde faaet stipendie.

Da min ældste søster senere kom derind, betroede jeg hende det, og vi blev enige om, at jeg skulle gaa til professor Studsgaard — jeg turde ikke betro mit liv til nogen ringere. — Han sagde at det var en svulst med kirtelagtigt indhold, og det var saa meningen, at han skulle operere den bort. Det var nu ikke saa farligt, skønt hvis han skar halsaaren over saa maatte jeg jo forbløde mig.

Men det blev ikke til noget, thi den gamle konge blev syg, og saa maatte professoren derind og blive saa jeg tog hjem og maatte vente til julen, da var jeg derinde til bryllup den ene dag — i det kgl. teater den næste dag — og derpaa lagde jeg mig ind paa kommunehospitalet som professor Studsgaards patient og blev ogsaa opereret af ham selv. Det hele gik jo meget nemt, ikke engang de sædvanlige følger af bedøvelsen havde jeg, men her i byen tror jeg man nærede frygt for mig, i det mindste spurgte man meget forsigtigt om det var ud eller indvendigt, og blev beroliget ved svaret.

Jeg fik ordre til at faa efterbehandling hos dr. Mølmark og han haanede mig jo fordi selveste kongens livlæge var den eneste der kunde antages. Senere har jeg forstaaet, at han kunde have gjort det lige saa godt, men dengang stod døden mig stadig for øje i disse 5 maaneder.

Ida Holst Realskole 1896Ida Holst Realskole 1896Ja, nu skulde jeg jo rigtigt til at udfolde min energi, men der kom ogsaa en slem hemsko. Jeg havde altid anset disse fremmede børn for udmærket diciplinerede, og det var de vist ogsaa og kunde ikke røre sig af pletten uden tilladelse. Men her viste de mange gange et andet væsen, og jeg kunde ikke forstaa det. Ganske vist var min allerværste elev i de mange aar blandt disse, men hende gav jeg en lussing og fik hende fuset af, der var jo nogle flere, som var ret opsætsige og gjorde mig mange knuder. Først mange aar efter ved at læse frøken Skrams bog om frøken Zahle er det gaaet op for mig, at dette ikke helt skal lægges børnene til last.

Frøken Skram hørte selv til et hold, som fra en nedlagt pigeskole gik over i frøken Zahles, men som alle i lang tid ydede en passiv modstand mod alt, ikke fordi de kunde se nogen fejl hos de nye lærerinder, men fordi alt var saa fremmed, saa helt anderledes, end de var vant til, og heller ikke de nye kammerater kunde de slutte sig til. De blev behandlet med den yderste forsigtighed, og aldrig hørte de et nedsættende ord om deres gamle skole, men frøken Zahle gennemgik da en skærsild, som hun næppe har været forberedt paa. Og naar det kunde ske for en dame saa klog og saa forstaaende som frøken Zahle, hvad skal jeg saa sige?

Ida Holsts Realskole - grundplanIda Holsts Realskole - grundplanSaa gik aarene, i modgang og medgang, som det jo maatte, men værst var dog den umiskendelige konkurrence som blev mig paaført. Naar rektor Møller havde drengene, og jeg pigerne saa var her skole nok for de dengang forholdsvis faa børn, da navnlig piger, der søgte p.examen, men desuagtet arbejdede en ny og billigere skole sig frem og fik virkelig examensret. Der var nemlig to huller i fordringerne til at faa denne ret, de regler havde de ellers i mange henseender været strænge nok med.

Det ene hul var, at naar blot disse blev opfyldt, saa spurgtes slet ikke efter vedkommendes personlighed, om hans fortid just viste ham som skikket til denne post, og derfor skete det at professor Rønning virkelig gav den til en uværdig. Paa et skolemøde blev jeg overfaldet af andre bestyrerinder med det spørgsmaal, om det virkelig var sandt. Det ville gamle professor Møller aldrig have gjort, sagde de. Og da jeg engang senere spurgte professoren, hvordan han dog kunde gøre det, havde han egentlig ikke andet at sige, end at man ikke skal forhindre en mand i at rejse sig igen. Det er jo sandt nok, men derfor behøver man ikke at sætte ham i spidsen for en anstalt, hvor han jo netop skal virke ved sin person og sin færd. Det endte jo ogsaa med at han løb bort med en anden mands kone, saa nu maatte professor Rønning unddrage ham sin beskyttende haand og slette eller forandre skolens navn.

Men ulykken var jo sket, jeg havde faaet en konkurrent, og hvor meget kunde jeg ikke have gjort for skolens fremme, om jeg havde været ene. Den næste var heller ingen fin mand. Man fortæller at han gennemtravede hele Taasinge og borede sig ind, hvor der var skolepligtige børn og der kunde jeg jo ikke staa mig. Det andet hul bestod i at naar de givne fordringer blev tilfredsstillende, spurgte man slet ikke om en by kunde bære saa mange skoler, og det kunde Svendborg slet ikke uden skade for hver af de bestaaende, i det mindste dengang, da Faaborgbanen ikke eksisterede. Hesselager skole trak børn ude fra den egn, og selv nu kunde byen godt undvære en af de examensberettigede skoler.

Det var ogsaa i begyndelsen byraadets mening, at naar byen understøttede 1 drenge og 1 pigeskole, saa kunde det være nok, men naturligvis kunde dette i længden ikke holdes. I længden var det uholdbart og kedeligt baade for lærer og elever at skulle læse med examinanderne om eftermiddagen hvorledes faa 10 klasser.

Ida Holsts Realskole 1897Ida Holsts Realskole 1897Man foreslog at gøre hele skolen til klasser og selv flytte hen i en lille lejlighed og saa opgive pensionærer, baade af lærerinder og elever. Muligvis var det det billigste, men det passede mig ikke. Da jeg skulle bygge, vilde herr Lange saa gerne have haft gamle blikkenslager Hansens have med, men det var der ikke tale om, først for nylig har hans søn tilbudt herr. Lund denne have, som er bleven en smuk udvidelse af den forrige.

Af og til lagde jeg en lille trekant til, saa grunden bestaar af flere matrikler, og til sidst, da friluftsgymnastik begyndte at blive moderne, købte jeg det stykke der endnu bruges dertil. Engang i et selskab hørte jeg en dame fortælle, at hun og tre andre damer tænkte paa at købe den grund ved siden af min skole, og der bygge sig 4 lejligheder. Naa, næste dag gik jeg til herr Albertsen og bad ham under alle omstændigheder at skaffe mig den grund. Den laa saa et par aar, hvor jeg, uden at gøre nogen videre indtægt, men saa tog jeg fat og fik arkitekt Magdahl Nielsen til at tage sig af det, skønt han ikke kunde føre dagligt tilsyn, da han nu boede i Kjøbenhavn.

(10. juni 1904 blev grunden til villaen lagt. Omtrent samtidig solgte jeg en lille strimmel jord, der laa unyttig hen langs huset og haven, til byen for 500 kroner, derved er fortovet blevet bredere. Der laa nemlig en stor gammel bygning paa den anden side af gaden, af hvilken grund skolen maatte rykkes saa meget tilbage.

Den maler, som fik arbejdet hos mig og beholdt det, saa længe jeg havde skolen, havde 4 døtre, og han talte om, at nu skulde de snart begynde, men saa opdagede jeg, at de gik i den anden. Jeg tav stille, til de alle fire var færdige med deres skolegang. Saa sagde jeg til ham, at det havde jeg dog ikke ventet af ham, hvortil han svarede, at det var gaaet saadan til, at bestyren som var kommen til ham og havde sagt, at han maatte faa alle sine børn hos ham for halv tris, ja saa havde han jo taget mod dette tilbud. Saadan noget kunne jeg jo ikke gøre, jeg mener nemlig, at det er forældrerne der skal komme til skolen og ikke omvendt.)

Og han forstod jo genialt at forbinde de to bygninger ved hjælp af gymnastiksalen, der havde været meget lille, men nu blev længden gjort til bredden. Uden at det var beregningen, slog det saaledes til, at jeg kunde flytte ind i april, da mit 25 aars jubilæum blev holdt.

1. maj 1905. Desværre kom bygningen for den anden ende af gaden ikke til at ligne min villa ellers ville dette stykke af byen den dag i dag have været det skønneste parti, men ikke engang arkitektens ædelmodige tilbud om gratis at give tegning til facaden blev modtaget. I denne ny villa tilbragte jeg saa 11 jeg tør nok sige lykkelige aar.

Da jeg kom her til byen, spurgte man mig, om jeg ikke ogsaa vilde optage drenge. Det var dog langt fra min tanke. Men det kom senere igen, 1897 indgik en halv snes drenge i min skole for 3 aar, saa mente jeg nemlig, at de trængte til mandlig omgang. Saaledes gik en aarrække, men saa blev der bygget paa realskolen og derved faldt et godt stykke jord af til legeplads for de smaa, det var vel det, der ængstede mødrene, at de smaa skulle færdes blandt de store. Saa hørte denne sammenblanding op, og min var atter en ren pigeskole.

Ved tidens ugunst, realskolens forandring til statsskole kastedes jo alle de smaa ud, saa nu blev det jo desværre eneste udvej at tage drenge og føre dem op til examen, men mit ideal bliver fællesskolen aldrig, og alt, hvad der siges til fordel for den blegner mod, hvad skade den sikkert gør. i 5 Mose bog 22,lo staar: "Du skal ikke pløje med en oxe og et Asen sammen". Det har ganske sikkert en dybere betydning og gælder ikke blot dyr.

Ida Holsts Realskole 1905Ida Holsts Realskole 1905Af og til i den forløbne aarrække fik jeg en haandfuld kr. til apparater og lign. Nu endelig 1903 fik jeg et statstilskud paa 900 kr. Tænk hvilke mange penge jeg gik glip af i de 10 aar. Flere gange havde jeg forgæves forsøgt min lykke hos amtsraadet, men der fik jeg intet svar. Først da jeg kunde fortælle amtmanden, at nu var min realskole den eneste i hele amtet, som intet tilskud fik af skolefonden, bevilgedes mig 200 kroner, der snart blev sat op til 300 kr. Nu nærmede sig 1. maj 1905, skolen og mit 25 aars jubilæum, som udartede til en stor festlighed, som jeg vel nok maa sige et par ord om. I den festligt dekorerede gymnastiksal samledes forældre og børn og venner, og jeg blev jo begavet med blomster med smukke anerkendende taler af pastorerne Prip og Jespersen og andre, og mine elever havde indsamlet looo kroner til en udenlandsrejse til mig. Jeg selv havde ogsaa begavede ord at sige i form af tak først og fremmest til Gud, der havde ladet min gerning lykkes. "Med min stav gik jeg over jorden og vendte tilbage med 2 hære".

Dermed mener jeg jo ikke, at jeg var bleven rig for min egen person, men for skolens vedkommende var nu alt blomstrende fremgang. Og saa havde jeg jo en tak at bringe mine hjælpere i gerningen uden hvis trofasthed og iver det ikke kunne lykkes, og tak til alle der paa forskellig maade havde hjulpet mig og vist mig velvilje. Saa stod altsaa skolen efter de 25 aar med sine 10 klasser, alene med formiddagsundervisning, nu 157 elever med skolepenge fra 4 — 15 kroner. Med statstilskud af l300 kr. Byens tilskud 800 kr. Amtstilskud 200 kr. Næste aar forhøjet til 300 kroner.

Ida Holsts Realskole 1905Ida Holsts Realskole 1905I sommerferien 1905 foretog jeg saa sammen med et lille selskab denne udenlandsrejse, den første større, jeg havde hidtil kun været i Stockholm og Christiania. Og hvor var det med jubel og inderlig tak, at jeg saa mange skønne og ejendommelige dele af verden. Det hører vel strængt taget ikke herhen, men noget maa jeg dog nævne. Man maa gerne vide, hvor vel de indsamlede penge blev omsat i glæde og nydelse for mig. Jeg saa det vidunderlige bjerg Mat—
terhorn, hvis top maaske aldrig er naaet, men som har sendt mere end en vovehals i døden, jeg saa vidunderlige blændende og udstrakte gletscher ligge for mig, og jeg sejlede paa Largo Maggiore med det danske flag i bagstavnen af baaden. Der var dejligt, men saa hedt, at jeg var glad ved, at vi slap uskadte bort. August maaned er ikke skikket til rejse i Italien.

Saa blev der endda penge til en rejse til Normandiet næste aar sammen med fru Assani, der er godt kendt med Frankrig, og vi opsøgte smaa romantiske steder og gamle byer, og laa og skuede ud over det uendelige verdenshav indtil flod jog bølgerne op mod os og fordrev os.

Saa fortsattes altsaa skolen igen aar for aar, men nu dukkede der jo noget nyt op. Nu skulde præliminærexamen afløses af realexamen. Det var jeg ikke glad ved, og jeg tøvede. Jeg vil være med i det nye, men ikke forhaste mig, lad andre prøve først, det er vel saaledes at det tyske ord "eile mit weile" skal forstaaes. 19o8 afholdtes saa den sidste præliminærexamen samt den første mellemskoleexamen, l909 den første realexamen. Til denne var der 10 elever, samt
til den mundtlige del 5 elever fra frøken Frandsens skole Faaborg. Byraadets tilskud var i 1907 — 1200 kr. Statens 1700 kr. Amtets 300 kr.

Saa gik aarene, og vi kom til aaret 1912 (170 elever), som ikke var noget mærkeaar for skolen uden for saa vidt at forældrene indbød mig til en smuk fest paa grund af mine 70 aar. Jeg tog den med tak som en anerkendelse af deres velvillie imod mig, og fordi der ikke hørtes røster om, at nu maatte jeg endelig holde op og betro mit septer i yngre hænder, saaledes som man nu til dags skal gøre færdig, naar man naar den berygtede alder, som støvets aar vel nærmest skulle hedde, skønt det passer jo ikke. Tværtimod hævede der sig røster, som kunde bede mig holde ud lidt endnu.

For resten begyndte den tanke at røre sig i mig, at jeg nu burde søge en afløser om kortere eller længere tid, og jeg holdt nu ørerne stive og saa mig om. Det var jo desværre udelukket, at min broderdatter Anna Holst vilde tage arven op efter mig. Det havde selvfølgelig altid været mit ønske, men hun mente ikke at have evne til at administre saa stort et foretagende, og dermed faldt tanken til jorden. Blandt alle de dygtige og elskværdige lærerinder, jeg gennem de mange aar har haft, har jeg mærkelig nok ikke fundet een, i hvis hænder jeg med tillid kunde have overgivet skolen.

Nu begyndte jeg for alvor at tænke paa min eftermand og skrev derfor til vore mest bekendte bestyrerinder om de ikke kunde anbefale mig en, som kunde og vilde overtage min skole. Men jeg fik det enstemmige svar, at dygtige og brugbare lærerinder kunde de foreslaa mig, men ingen der egnede sig til at overtage min gerning. En dame, med hvem jeg kom i underhandling, og som netop gerne vilde have en gerning som min, trak sig tilbage, da det kom til stykket, hun vovede ikke skridtet, og nøjedes med at tage en plads som lærerinde. Jeg kan nu nok forstaa det. Der er ikke saa faa lærerinder, der som jeg har faaet mod til selv at bygge sig et hus, dels fordi man faar kniven paa struben, og dels fordi man ikke straks overser den hele risiko. Anderledes hvis det hele staar færdigt og skal overtages, saa viger man tilbage for det store ansvar, det kan en mand meget bedre gøre, og det viste sig jo ogsaa her.

Dagspressen 1916Dagspressen 1916Endelig meldte sig den rette, men da var der ogsaa gaaet 4 aar. Og i løbet af nogle faa dage blev det hele ordnet, saa jeg trak mig tibage ved skoleaarets slutning, og fra lste august var skolen ikke mere min. Det blev en højtidelig translokation, festligere end nogen sinde før og efter mit farvel til alle fik jeg mange gode ord at høre fra myndighederne, fra forældre fra lærere, og jeg kunde da forlade min kære gerning og mit yndige hjem med følelsen af, at mit arbejde i al sin skrøbelighed ikke havde været forgæves, at noget af, hvad jeg havde svoret i Guds navn og i tillid til hans kræfter nok vilde bære frugt. Og jeg gik med den bevisthed, at jeg var gaaet i rette tid og ikke havde ventet, til man ønskede mig bort.

Endnu er der vel det at fortælle om særlige begivenheder udenfor det daglige. 1894 og 1903 var der nogle klasser, som foranstaltede en lille bazar til indtægt for et skolebibliotek, ca. 64 kroner. 1897 fik børnene lov til at spille komedie i gymnastiksalen. Det blev Erik Bøghs "Jomfruen", og den indkomne sum købte de tøj til nogle fattige familier. 1903 gentoges anmodningen, men da blev valget noget anderledes, og jeg stillede den fordring til dem, at de skulde levere et arbejde, hvad de villigt gik ind paa, og saa indøvede de en lille fransk komedie, "Le premié bel", samt 4de akt af "Den politiske Kandestøber", og god assistance leverede skolens lærerinder, som var meget interesserede i det. Vi indviede dermed Borgerforeningens nye lille theater. Det er vist bedst at lade kritikken hvile, jeg vil ikke rigtig tro, at den franske udtale just kunde bestaa for en streng domstol, men vi var alle glade, jeg tror publikum med, og overskuddet 200 kroner blev overgivet til "Smaabørns Vel".

Ida Holst - fra scrapbogenIda Holst - fra scrapbogen Ida Holst - fra scrapbogenIda Holst - fra scrapbogen1907 blev der afholdt en ret stor bazar paa selve skolen. Sagen var den, frøken Winther i Odense havde fattet en stor plan om at bygge et hvilehjem for lærerinder, dels til feriehjem, dels til rekreationshjem, og denne tanke slog rod hos alle, og hver skole gav sit bidrag. Skolen blev i nogle dage omdannet til restaurant, bazar tombola, kartoffelkomedie, smaa forestillinger som tableau, dans, eventyrkomedie udsalg af haandarbejder, alle hjalp til, herr Vaaben
i høj grad med dekorationer, lærerinderne med indøvelse af de forskellige præstationer. Forældrene viste deres interesse dels ved gaver, dels ved besøg og vi havde den glæde at kunde sende 1580 kroner til frøken Winther samt 50 kr. til Børnenes Vel. Og nu staar dette hus "Sixtus" beliggende i en skøn egn ved Middelfart og afgiver et smukt og godt ophold baade for medlemmer af "Den danske Pigeskole".

1912 blev der opført en engelsk eventyrkomedie og nogle smaating, ligeledes til fattige børns vel. De havde jeg ladet bygge et nydeligt lille theater til selve gymnastiksalen, der var en overstrømmende mængde til stede, og det hele var meget fornøjeligt. Desværre er theateret ikke blevet benyttet senere. Det er sikkert overflødigt i vor tid, hvor der bydes saa meget paa forlystelsernes omraade fra hjemmene at anstrænge sig i den retning.
(Prins Valdemar og prinsesse Margarete var til stede, den sidste som stævnets portektrice hun sendte sit billede til pigeskolen.)

Nu byder statsskolens store elever, voksne mennesker, hvert aar til en saadan fest, der jo næsten er i højde med al anden komedie, saa falder smaabørns præstationer bort undtagen som bilag ved bazar og sligt. Saa er der andre præstationer, der er givet, med skolens formaal for øje.

1902 drog 12 af mine unge piger til et gymnastikstævne i Odense, hvor min og en pigeskole fra Horsens blev belønnet som de bedste af pigeholdene. Selv til Tyskland naaede vor ros, og jeg har et tysk skrift, der blev sendt til skolen i den anledning. Denne succes glædede mig meget, ogsaa for lærerinden, frøken Hekla Blinkenbergs skyld.

1907 var her i byen sangstævne og en del af landets skoler, hvor ogsaa min skole under herr Vaabens ledelse vandt en smuk plads, og en af eleverne med sin yndige solostemme glædede tilhørene.

1912 drog en skare paa 54 elever, ligeledes under herr Vaabens ledelse, til sangstævne i Odense, og fik smuk omtale for sin kultiverede sang.
Samme aar havde foredragsforeningen formaaet herr skuespiller Jundorff til at foredrage nogle danske folkeviser, en udmærket præstation, til hvilken 12 udvalgte elever sang omtalte, ligeledes under herr Vaabens ledelse.

Ida Holst - fra scrapbogenIda Holst - fra scrapbogen Ida Holst - fra scrapbogenIda Holst - fra scrapbogenAf en anden art var i 1911 et instruktivt kursus efter professor Rønnings forespørgsel. Han glædede sig over den beredvillighed, hvormed jeg gik ind paa hans forslag at stille min hele skole til hans raadighed. Tidt, sagde han, mødte han modvillie eller ængstelse. For mig var disse dage en fest. Nogle af os lærerinder gav en time og saa havde vi jo den glæde at høre professoren og andre fremmedes timer. Det hele var festligt og instruktivt, jeg tror for eleverne saa vel som for lærerne, og saa endte aftenen altid med en festlig sammenkomst.

Af andre ting er der vel at melde, at jeg 3 gange har havt feriekursus med stipendium i tegning, 1 gang i pædagogik 5 gange i fransk i 1898 — 4oo kr. til en studierejse i fransk. Der var jeg og en anden lærerinde godt gemt i et kloster "Paul Levoy" i nærheden af Blois, og der var jo ikke stort andet for os at gøre end læse, skrive, tale fransk, og det var jo ogsaa hensigten. Lidt tid levnede vi dog til at se Paris og hvad vi ellers kunde naa. Men jeg lovede mig selv at der skulle jeg ikke komme oftere. Og da forholdet mellem mig og mine lærere, synes mig, gennemgaaende at have været godt og bygget paa gensidig tillid.

Ikke faa gange har jeg været sendt ud som censor hvilket altid har været lærerrigt og fornøjeligt. Det kunde maaske have sin interesse at se hvor mange har været ved skolen i 10 aar eller udover, baade som faste lærerinder og lærer.

Hr. kordegn Dahlbom 15 aar
Hr. musikdirektør Pedersen 13 aar
Frøken Emma Staal 19 aar
Frøken Ida 11 aar
Hr. kordegn Kragh 10 aar
Pastor Jespersen 14 aar
Hr. translatør Jørgensen 11 aar
Rektor Møller 21 aar
Lærer Martinus Hansen (senere) 15 aar
Frøken Kühl 22 aar
Frøken Lacoppindan—Petersen 14 aar
Hr. Laurits Hansen (senere overlærer) 18 aar
Frøken Hulda Mærsk—Møller 16 aar
Frøken Olga Pauneck sidste ; (14 + 1)sidste år hos Lund
Frøken Anna Holst  (13 + 1) sidste år hos Lund
Fru Ivesta Møller 13 aar
Hr. lærer Vaaben (senere kordegn) 10 aar
Fru Bentzon 6 aar

Begge de sidstnævnte fortsatte hos Lund. Ligesom jeg selv har ogsaa mange af lærerinderne været udsendt som censor, faaet feriekursus og rejsestipendier.

Ida Holst - fra scrapbogenIda Holst - fra scrapbogenDa jeg i 1906 var med fru Andersen i Frankrig til dels ogsaa en studierejse, valgte vi den henrivende og friske normaniske kyst. Men jeg har glemt at omtale min sidste udenlandsrejse i 1914? Jeg som visse andre vilde slet ikke tro paa muligheden af en krig, og saa kom den saa overraskende, at vi nu skyndte os over Bodensøen for at fortsætte rejsen, men vi blev vist tilbage til Zürick, hvorfra det lykkedes efter 12 dages forløb at faa et exstratog under preussisk beskyttelse lige derinde fra og til grænsen.

Det fik ingen indflydelse paa skolen, da vi kom hjem nogle dage efter dens begyndelse. Nu kunde jeg jo gerne slutte, men jeg føler trang til at tale om tiden efter 1916. Jeg valgte at blive her i byen fremfor at drukne i en ukendt mængde i Kjøbenhavn.

Jeg kunde da ogsaa med interesse følge skolen og dens gang, og det har naturligvis været mig en stor glæde at se skolens fremgang under den dygtige skolebestyrer hr. Magnus Lund, og at se, hvorledes han lægger sin dygtighed og sin energi i alt hvad der hører skolen til, baade i dens indre ledelse og dens ydre styrelse. — Blot dette at se, hvor smukt han holder det hele og intet sparer for at gøre skolen saa smuk som muligt, vækker tanker om, at den er i gode hænder. Og jeg kommer der altid med glæde, og ser de mange fremskridt i forskellig henseende. Men paa den anden side er jeg stadig glad ved at have afgivet skolen paa rette tidspunkt. Krigen har havt sin indflydelse paa vort hele skolevæsen, synes mig, og det paa en saadan maade, at jeg ikke mere ville have kunnet magte den, hverken i økonomisk eller angaaende hvad jeg sætter i højsædet. Hvad jeg i den henseende har ment, glimter lidt frem i aarets to skemaer. Om der er udrettet noget med hvad jeg der har udtalt, ved jeg jo ikke, men det hedder at et godt ord finder et godt sted.

Saa gik aarene og saa kom jo dette for mig meget vemodige, at gymnasiets overgang til statsskole medførte underskolens ophør og det deraf følgende spørgsmaal, hvad der skulle gøres ved de smaa drenge. Det viste sig at en selvstændig underskole kunde ikke bestaa her i byen, der blev altsaa ikke andet for, end at drengene maatte optages i de bestaaende skoler, og jeg maatte da selv indse, at min skoles bestaaen vilde medføre dens ophør som ren pigeskole.
Det er vel kun i større byer, et saadanne endnu bestaar.

Jeg blev ved at leve, og 6 aar efter min afgang paa skolen fik jeg et smukt vidnesbyrd om, at jeg ikke var glemt. Herr Magnus Lund arrangerede en nydelig fest for mig om formiddagen med samling i gymnastiksalen af alle lærer og elever med psalmesang, flag og taler, og fra min side en varm tak for al hyldest — sidste gang jeg lod min røst høre i det store rum — og derpaa afsløringen af mit vistnok velkendte billede - en hyldest, som jeg sætter meget høj pris paa, og hvor jeg kaldes skolens stifter, hvad jeg jo ogsaa er.

Heller ikke tidligere elever havde glemt mig. En deputation overrakte mig en sum, bestemt til at anvendes til et eller andet der kunde glæde mig. Ja, det er ogsaa sket, dog ikke til en eller anden rejse hvad maaske var paatænkt. Nej 1914 havde jeg en bestemt følelse af, at udenlandsrejsernes tid var forbi for mig, der skal i virkeligheden fysiske kræfter og nogen ungdoms livlighed til at nyde en saadan. Men den dag i dag volder denne gave mig glæde, idet den tillader mig udgifter, som jeg ellers ikke kunne tillade mig. Jeg har naturligvis opdaget, at livet er blevet meget dyrere at leve, end jeg dengang havde tænkt mig. Jeg er altsaa fuld af tak til alle dem, der paa den maade har mildnet mine kaar, og tilbage er vel saa kun at sige, at jeg lever mit liv i stille tilbagetrukkethed, glad over hvert besøg, jeg faar af venner og tidligere elever, særlig af dem, der melder sig med større eller mindre børn, af hvilke en stor skare er voxet op. Og saa sidder jeg her, med tak til Gud for hvert naadens aar, han under mig, og venter paa mit rejsepas.
2. juli - september 1925.