Under jorden på Fyn 1945 - Uddrag af Karl Otto Meyers erindringer

| | | |


Af Karl J. Rasmussen

Karl Otto MeyerDet danske mindretals tidligere repræsentant i Landdagen i Kiel, Karl Otto Meyer, har udgivet sine erindringer i to bøger med titlen ”Frihed, lighed og grænseland” I og II.
I det følgende refereres uddrag af de afsnit, som vedrører hans tid på Fyn under besættelsen. Karl Otto Meyer har givet sin tilladelse til at erindringerne publiceres på Fynhistorie. 


Baggrund
Karl Otto Meyer er født i 1928 i Adelbylund, der den gang lå lige udenfor Flensborgs bygrænse, men som nu er indlemmet i Flensborg. Forældrene,  Frieda og Otto Meyer,  tilhørte det danske mindretal i Sydslesvig. De blev medlemmer efter deres bryllup i 1923.
Faderen Otto var ikke født i grænselandet, men i Heidelberg. Han fik en uddannelse som bogtrykker. Efter uddannelsen tog han på valsen , hvor målet var Skandinavien, som han havde hørt og læst om. Han håbede, at han i de nordiske lande kunne få en tålelig fremtid, som passede bedre til hans opfattelse af demokrati og social retfærdighed end  kejser Wilhelms Tyskland.
I 1911 fik Otto arbejde på Flensborg Avis, og blev der resten af sit arbejdsliv, der sluttede i 1956.
Moderen Frieda blev født i Oversø syd for Flensborg. Da Flensborg ved afstemningen i 1920 ikke blev dansk, mente Friedas mor, at hun nok var bedst tjent med at holde sig til det tyske. Det er uklart, hvor Friedas forældre stod nationalt, men Karl Otto mener, at mormoderen stemte dansk i 1920.
Karl Otto var altså ikke fra en udpræget dansk familie, men familien knyttede sig senere stærkt til det danske mindretal.

Karl Otto begyndte efter påsken i 1934 i Tarup danske skole, der lå lidt uden for Flensborg på vejen mod Kappel. Sommetider blev børnene på den danske skole mobbet af elever på den tyske skole og sommetider også af de voksne. Skolen i Tarup startede med 10 elever, og i tiden fra 1926 til 1945 var det højeste elevtal  17.
I april 1938 blev Karl Otto elev på Duborgskolen i Flensborg, hvor Tysklands besættelse af Danmark den 9. april 1940 gjorde et stærkt indtryk på ham. Hans far og mor var meget tynget af det, der var sket. Familien fyldtes med sorg og forbitrelse, og forholdet til den tyske stat og det tyske folk blev endnu dårligere. Karl Ottos forbitrelse gav han bl.a. udtryk for i en stil om ”min skolevej”, hvor han kritiserede den danske regering og brugte hårde ord om forsvarsminister Alsing Andersen, der ikke havde gjort nok for den danske hær. Stilen sluttede med, at det danske folk var meget forbitret over den tyske besættelse, men på et eller andet tidspunkt ville retfærdigheden og friheden sejre. Karl Otto fik ingen karakter for sin stil, da han havde føjet ”den 9. april” til overskriften.
I 1935 blev værnepligten genindført i Tyskland. Det var en overtrædelse af Versailles-traktaten, men det så Hitler stort på. De unge mænd fra det danske mindretal i Sydslesvig var tvunget til at trække i den tyske soldateruniform for at bevare retten til hjemstavnen. Mindretallets ledelse pålagde dem at være loyale, tyske statsborgere, der adlød, når indkaldelsesordren kom, og den undgik næsten ingen efter krigens udbrud i 1939.

I Danmark
Karl Otto var otte år, da han i 1936 for første gang kom til Djursland for at holde ferie hos Marie og Peder Madsen Pedersen, Tolstrupgård i Stabrand, som er en lille landsby i nærheden af  Kolind. Karl Otto befandt sig godt i Stabrand, hvilket skyldes den ro og harmoni, der var, ikke kun på Tolstrupgård, men i hele samfundet. Han var meget betaget af den tryghed, der fandtes. Her kunne man uden problemer tale frit.  Peder på Tolstrupgård var stærkt optaget af Sønderjylland, og det betød meget for ham, at han og Marie havde et feriebarn fra Sydslesvig.
Efter præliminæreksamen i 1944 tog Karl Otto til Marie og Peder på Djursland, men da boede de ikke længere på Tolstrupgård. Gården var sammen med andre gårde på egnen blevet beslaglagt af tysk militær til bygning af en flyveplads. Peder og Marie boede på en anden gård, som de havde købt for erstatningen. Efter en tur til København gik turen igen til Peder og Marie, hvor han blev en måneds tid og hjalp med landbruget. Her kunne han følge byggeriet af flyvepladsen. Mange af de landmænd, som havde fået deres gårde beslaglagt, kørte jord og materialer for besættelsesmagten. Det blev diskuteret,  om dette var et samarbejde med tyskerne, eller det var noget de gjorde for at overleve i en vanskelig situation.
August 1944 begyndte Karl Otto på gymnasiet i Sønderborg vel vidende, at det kunne blive en kortvarig fornøjelse medmindre krigen sluttede  i løbet af året. Under opholdet i Sønderborg diskuterede Karl Otto med rektor Engeberg Jensen og lektor Knudsen, hvad han skulle gøre, når han blev indkaldt til tysk militærtjeneste. De to herrer havde forskellig holdning til, om han skulle flygte til Sverige, gå under jorden eller tage hjem til forældrene og tage ”pligtens bud”.

Rekrut i Polen
I oktober 1944 faldt klokken i slag. Karl Otto fik besked på at stille til session i Flensborg. Planerne om at flygte til Danmark begyndte at tage form. Der var flere i Danmark, der havde tilbudt at hjælpe. Hos de tyske myndigheder havde Karl Otto uden problemer fået en udrejsetilladelse, så han kunne rejse til Sønderborg for at sige farvel til kammeraterne inden indkaldelsen. Men han havde ikke sikret sig dansk visum, dansk indrejsetilladelse, hvilket han ikke fandt påkrævet, da der efter 19. september ikke mere var dansk politi ved grænsen.
Efter megen snak med mange mennesker, herunder også far og mor, valgte Karl Otto at adlyde indkaldelsesordren, der kom midt i november 1944. Turen gik til Polen en uges tid senere. Alle drenge af årgang 1928 blev indkaldt i november 1944. Altså sekstenårige drenge. Rejsen til Polen varede to dage med tog. De syv uger fra sidst i november til ind i januar fik drengene deres militære uddannelse, hvilket var alt for kort tid. Det var en hård tid for Karl Otto, som ifølge en forordning af 1939 fritog unge fra mindretallet medlemskab af Hitlerjugend. Alle øvrige unge soldater havde været medlemmer af Hitlerjugend og kendte derfor den militæriske disciplin, hitler-hilsen, militæriske march-sange m.v. Det var også en overvindelse at aflægge faneed til Hitler, men gjorde det - tvunget af omstændighederne. Senere nægtede Karl Otto – skønt hårdt presset - at melde sig ind i SS og Frikorps Danmark..
Den 8. januar 1945 var grunduddannelsen i Polen slut, og man kunne rejse hjem. Hjemme ved  forældrene i Flensborg vidste Karl Otte, at en ny indkaldelsesordre kunne komme i løbet af få dage, så der var ingen tid at spilde. Allerede to dage efter hjemkomsten kom indkaldelsen. Karl Otto skulle møde på Duborg-kasernen  i Flensborg den 18. januar og derefter med tog til frontenhederne i Iserlohn i Ruhr.

Flugten
Karl Otto gjorde sig klar til flugt. Den 16. januar var alt klar. Med gode venners hjælp slap han over grænsen ved Kruså. Alle papirer blev tilintetgjort, og der blev skaffet nyt identitetskort og fødselsattest. Karl Otte hed nu Knud Magnussen, og han fik nyt fødested og nye forældre. Næste dag gik turen med tog fra Padborg til Fyn. Kontaktadressen på Fyn var fængselslærer på  Søbysøgård Johannes Andersen i Nørre Søby. Det blev aftalt, at Karl Otto skulle til landmandsfamilien Grønnegaard Petersen i Heden på Midtfyn. Der var tre sønner på gården, og i landsbyen undrede flere sig over, hvorfor det var nødvendigt med en karl mere. Der blev digtet en historie om, at Karl Otto var en gymnasieelev, der ikke kunne følge med i klassen, og derfor skulle have en tid ved landbruget for at finde ud af, hvad han egentlig ville. Det var en historie, som de fleste accepterede.
Det er uklart, om Grønnegaard Petersen og hans kone vidste, hvem Knud Mogensen var, og hvor han kom fra, men de var klar over, at han var under jorden, og de anede måske, hvad der var den virkelige årsag var til, at han opholdt sig hos dem.

Nye opholdssteder
Modstandsbevægelsen i Svendborg og Skårup havde fået ordre til at sprænge en tysk lyttepost i Vantinge i luften den 10. februar. Det blev til et voldsomt skyderi. Aktionen mislykkedes, og modstandsfolkene måtte trække sig tilbage. Derefter var der tyske soldater overalt. Den voldsomme tyske aktivitet gjorde Karl Otto og familien Grønnegaard Pedersen urolige, men de besluttede, at Karl Otte skulle blive på gården. Allerede dagen efter fik han en advarsel, der gjorde, at han og familien fandt det for usikkert at blive på Heden. Han blev dog et par dage, mens Stinne og Johannes fandt et nyt sted til ham. De ville også sørge for nye, illegale papirer og en ny identitet. Turen gik nu til Østfyn, men Karl Otto var nødt til at tage ophold på nogle præstegårde undervejs, indtil man fik fremskaffet nye identitetspapirer. Først kom han til pastor Lind Thomsen i Marslev ved Odense, hvor han blev nogle dage. Fra Marslev gik turen til sognepræst Viggo Lessner og hans familie i Rynkeby ved Kerteminde. Der var 3-4 børn, og fru Lessner ventede snart det næste barn. Her var Karl Otto nogle uger og havde det herligt sammen med familien, hvor han bl.a. deltog i aftengudstjenesterne, og hvor pastor Lessner fortalte om sit arbejde som præst. Aftensang og bordbøn var en selvfølge i dette hjem. En dag blev Karl Otto bedt om at tage til Kerteminde for at hente noget tøj til det barn, der var undervejs. Manufakturhandleren spurgte interesseret til det lille barn, samt om Karl Otto var faderen, hvilket han følte sig meget beæret over. Tænk at han kunne tro, at en knægt på 16-17 år kunne være far til barnet. Lidt efter sagde manufakturhandleren ”De er da sønderjyde; det kan jeg da høre. Jeg er selv sønderjyde”.Efter hjemkomsten til familien Lessner morede man sig meget over, at tøjhandleren troede, at Karl Otte var far til barnet.
Pastor Lessner bragte Karl Otto til det næste opholdssted på en gård i Holev ikke langt fra Odense. Her var allerede tre mænd, som var gået under jorden. De kom fra Tandslet på Als. Under den fælles middagsspisning hørte man samtidig Pressens Radioavis. Pludselig sagde speakeren: ”Fra Flensborg meddeles det, at tidligere elev på Duborgskolen Henry Meyer er faldet på østfronten. Karl Otto tabte sin ske og alle kunne se, at han var rystet, mens han udbrød: ”Det er min bror ….Åh de forbandede satener!” Der blev slukket for radioen, og Karl Otto blev spurgt, om ikke han ville lægge sig lidt. Det gjorde han så og faldt lidt til ro. Efterfølgende fik han en snak med de tre fra Tandslet. Den ene af mændene sagde: ”Hvis du virkelig kommer i vanskeligheder, så har jeg en adresse, hvor du trygt kan henvende dig. Det er ved gårdejer Hans Rasmussen i Oure. Når du henvender dig, skal du have en enkrone i venstre hånd som tegn på, at du er god nok.

Til Sydfyn
Karl Otto skulle have nye papirer, der lod vente på sig, men da de omsider kom, fik han besked på, at han kunne komme til gårdejer Vang i Vormark ved Hesselager, og på vejen dertil kunne han få nye papirer hos præsten i Sønder Nærå. Karl Otto hed ikke længere Karl Otto Meyer og snart heller ikke Knud Magnussen. Han skulle igen have nyt navn. Denne gang var han født i Vojens og kom til at hedde Magnus Knudsen. Præsten i Sønder Nærå var meget hjælpsom, men det blev kun til et kort besøg.
Ankomsten til Vormark var på et uheldigt tidspunkt. Gårdejer Vang var dagen i forvejen blevet indlagt på sygehuset, så konen var alene på gården sammen med sønnen Vagn, der var på alder med Karl Otto. Konen var tydeligt nervøs, fordi manden var væk, og hun skulle klare gården alene. Manden skulle have et længere sygeleje. Vagn og Karl Otto skulle – som ikke helbefarne  ud i landbrug - passe gården den næste tid.
På kommunekontoret i Hesselager fik Karl Otto udleveret sit flyttebevis lydende på navnet  Magnus Knudsen.
Opholdet i Vormark varede kun en uges tid. En telefonopringning angående en modstandsgruppe i Brændekilde, der var taget af tyskerne samt en opringning fra kommunekontoret gjorde,  at Karl Otto var klar over, at det var bedst at komme et andet sted hen. Om aftenen, da det var mørkt gik Karl Otto til Oure, hvor han opsøgte gårdejer Hans Rasmussen på Graulundgård (nu Landevejen 166). Her viste han Hans Rasmussen enkronen i venstre hånd, som han havde fået besked på. Hans havde imidlertid to karle på gården, og ingen ville kunne forstå, at der nu er tre karle.


Graulundgaard i Oure ca 1937Graulundgaard i Oure omkring 1937


Graulundgaard i Oure ca 1950Graulundgaard i Oure omkring 1950

Hans rådførte sig med sin broder Helge, der var kommunekasserer i Oure, og løsningen blev, at Karl Otto skulle opsøge sognepræst Monrad Møller og hans husbestyrerinde frk. Birk. Her kunne han være, indtil der blev fundet en plads som karl på en af gårdene i Oure. Man aftalte så med gårdejer Eskild Thomsen på Albjerggård, at han skulle indrykke en annonce i Svendborg Avis, hvor han søgte en tredje karl.
Karl Otto fejrede sin sytten års fødselsdag  i Oure præstegård den 16. marts. Her sang pastor Møller, frk. Birk og Karl Otto om aftenen sangen ”Jeg vil værge mit land” som fødselsdagssang.  Til stor glæde for  Karl Otto abonnerede pastor Møller på Flensborg Avis. Her kunne han se, at hans far, der var trykker på avisen, stadig var i live. Efter en uges tid ved pastor Møller fik Karl Otto pladsen på Albjerggård. Her brugte man igen historien om gymnasiasten, der var kommet bagud i skolen og derfor skulle være en tid ved landbruget, for at finde ud af, hvad han ville.
Eskild Thomsen var gruppefører i en af de to modstandsbevægelser, der fandtes i Oure. Karl Otto blev medlem af denne gruppe, deltog i våbenøvelser og var med på Gammel Klingstrup, hvor godsejeren også var medlem af modstandsgruppen. Flere våbendepoter var skjult i hans skove. Der blev brugt en del tid på at rense de våben, der af englænderne blev nedkastet i containere. Våbnene var indsmurt i olie, der skulle fjernes, inden våbnene kunne bruges. Tiden gik med at køre våben ud til andre modstandsgrupper, at udføre kurértjeneste og deltage i forskellige andre aktiviteter. Det illegale arbejde foregik om aftenen og natten, så derfor kom Karl Otto ofte meget sent hjem. For at skjule den rette sammenhæng blev der opdigtet nogle drabelige historier om de piger, han havde besøgt om natten. De to ældre karle på gården fandt, at Karl Otto var en letsindig fyr, der ikke havde meget andet end pjank og pigesjov i hovedet. Der var ingen, der opdagede, at han kom fra Sydslesvig, var tysk statsborger og flygtet fra tysk militærtjeneste. I modstandsbevægelsen vidste nogle, at han var illegal og under jorden, men heller ikke andet.

Medlemmer af modstands bevægelsen i Oure, maj 1945, Karl Otto Meyer nr. 2 fra højreMedlemmer af modstandsbevægelsen i Oure, maj 1945. Karl Otto Meyer
er nummer to fra højre.

På Albjerggård kom Karl Otto godt ud af det med de andre to karle og deltog  i det daglige arbejde på lige fod med dem.
I Oure fik han igen nye papirer, kom nu til at hedde Knud Hansen, var født i Sommersted i Sønderjylland og var elev på Albjerggård.
Om aftenen, når ingen så det, gik Karl Otto igennem Eskild Thomsens have og ind til Hans og Marie på Granlundgård. Hans og Marie var nationalt bevidste og interesserede sig for Sønderjylland, så der blev lejlighed til at drøfte, hvad der skulle ske med Sønderjylland efter krigen. 
Om aftenen den 4. maj 1945 lød frihedsbudskabet i den engelske radio. Alle samledes jublende glade på gårdspladsen. Karl Otto sagde: ”Nu behøver I ikke længere at kalde mig Knud. Mit navn er Karl Otto Meyer.” Gårdens unge pige, Bitten, havde gjort sig nogle tanker om ”Knud”. Hun kunne ikke forstå, at en gymnasieelev kun havde et sæt skiftetøj og kun én ekstra skjorte.

Efter 5. maj
Den 5. maj om morgenen stillede modstandsgrupperne på Gammel Klingstrup, hvor der var hovedkvarter. Karl Ottos gruppe fik til opgave og tage til pigehjemmet i Vejstrup, hvor der var tyske soldater indkvarteret. Næste aktion var Broholm gods, hvor gruppen skulle have fat i ejeren, hofjægermester Jørgen Sehested, der var nazist og havde samarbejdet med besættelsesmagten. Man fandt ikke Jørgen Sehested. Han blev senere arresteret i København og fik en fængselsdom.
I byerne blev der arresteret flere stikkere, tyskerpiger og andre samarbejdsfolk, og de blev ikke altid behandlet helt fair. I Oure var der kun en enkelt tyskerpige, der blev hentet af modstandsfolk fra Svendborg. I Odense kom frihedskæmperne i kamp med danske Schalburgfolk samt med nogle tyske soldater. Det kostede nogle ofre. Men på Sydfyn var der ret roligt.
Modstandsgruppen fik til opgave at bevogte Ollerup Gymnastikhøjskole, der var tæt belagt med tyske flygtninge.
Den første uges tid efter den 5. maj levede folk som i en rus, glade for at krigen nu endelig var forbi. Medlemmer af modstandsbevægelsen marcherede igennem Svendborg og blev hyldet af

Modstands bevægelsens march gennem Svendborg, maj 1945Modstandsbevægelsens march gennem Svendborg i maj 1945.

befolkningen, og senere kom frihedsbevægelsens store parade i Odense, hvor den nye forsvarsminister Ole Bjørn Kraft, talte, og hvor han bl.a. sagde: ”det vil vare hundrede år, før vi igen ser tyske soldater i uniform”. Det kom dog til at gå anderledes.
Midt i glæden over befrielsen var det et chok uden lige for Karl Otto, da statsminister Vilhelm Buhl i sin trontale den 9. maj 1945 erklærede: ”Grænsen ligger fast”. Karl Otto havde håbet, at grænsen ville blive flyttet mod syd.
Modstandsbevægelsen blev pålagt at medvirke til registrering af  de mange tyske flygtninge, der blev anbragt rundt om på Fyn. Man havde brug for folk, der kunne tale tysk. Karl Otto og hans sydslesvigske kammerat Herbert Maas blev udkommanderet til at hjælpe med dette arbejde. Flygtningene skulle bl.a. udspørges om deres tilknytning til nazipartiet, hvilket tog nogen tid for mange at tilstå. Karl Otto fik et godt kendskab til livet i flygtningelejrene, især lejren i Ollerup Gymnastikhøjskole. Det var en primitiv tilværelse for flygtningene, men der blev sørget for alt. Der var undervisning for børnene, og der var forskellig underholdning. Flygtningene havde deres eget sangkor, og der var andre aktiviteter, som de selv styrede. Der lå en aftale om, at de tyske myndigheder og den tyske lægetjeneste i Danmark skulle tage sig af flygtningene, indtil krigen var forbi. Mange gange kørte modstandsfolk flygtninge til læge i Ollerup og til sygehusene i Svendborg og Fåborg. Karl Ottos erfaring var, at når der var behov for det, blev de tyske flygtninge hjulpet og behandlet af de danske læger på lige fod med danske borgere. Den megen tale om, at danske læger nægtede at behandle de tyske  flygtningene, hvorfor især mange spædbørn døde, var ikke den oplevelse, Karl Otto havde.

Skårup Seminarium
Flere af Karl Ottos kammerater i modstandsbevægelsen var elever på Skårup Statsseminarium. Det var en medvirkende årsag til, at Karl Otto valgte at blive lærer.
 Marie og Hans på Graulundgaard tilbød, at han under studietiden  kunne bo ved dem, men Karl Otto valgte at bo i Skårup for at kunne deltage i seminarielivret og fik et værelse hos skomager Grønlund på hovedgaden. Næsten hver weekend var Karl Otto hos Marie og Hans i Oure.
Under studietiden blev Karl Otto  medlem af Dansk Samling og blev partiets repræsentant i ungdomsarbejdet i Svendborg. Medlemskabet af Dansk Samling medførte, at Karl Otto blev mere og mere politisk engageret. I partiet var der delte meninger om, hvorvidt partiet skulle opstille til Folketinget. Karl Otto argumenterede stærkt for, at partiet skulle opstille og fortsætte sit virke. Der var flertal for dette synspunkt, men Dansk Samling tabte valget  og gled ud af Folketinget med en stor gæld til følge; men Karl Otto opretholdt sit medlemskab af Dansk Samling.
Engagementet i Sydslesvig-debatten med mange foredrag, skriverier og det politiske arbejde for Dansk Samling gik ud over studierne på seminariet, men eksamensresultatet kunne lige gå an, selvom der ikke var noget at prale af.
Da modstandsbevægelsen efter krigen blev opløst, blev Karl Otto medlem af hjemmeværnet på Sydfyn, selvom det var et krav, at medlemmerne skulle være danske statsborgere. Her gjorde han tjeneste indtil han fik sin lærereksamen i 1949 og kunne komme tilbage til Sydslesvig.
Under opholdet i Skårup traf Karl Otto en sydslesvigsk pige, Marie, som han blev kæreste med.

Tilbage til Sydslesvig
Efter afsluttende eksamen fik Karl Otto lærerjob ved den danske skole i Husum, der havde omkring 300 elever. Under opholdet i Husum blev Karl Otto medlem af Sydslesvigsk Vælgerforening, SSW, og deltog flittigt i partiets arbejde.
Der gik ikke lang tid inden Karl Otto blev tilbudt stillingen som skoleleder i Skovlund, en lille landsby 18 km vest for Flensborg. Det banede samtidig vej for, at Karl Otto og Marie kunne blive gift, så de i fællesskab kunne varetage stillingen i Skovlund. Marie og Karl Otto blev gift den 29. december 1949 og i januar 1950 flyttede de ind i Skovlund skole, der på det tidspunkt havde 34 elever.
 
Marie og Karl Otto Meyer med børn, 1956Marie og Karl Otto Meyer med Flemming, Bodil og Karen Marie, 1956

 

Ind i politik
Ved kommunevalget i 1959 opstillede SSW og fik to mandater indvalgt i Skovlund kommune, hvoraf Karl Otto var den ene, og ved amtsrådsvalget – ligeledes i 1959 – blev han indvalgt i amtsrådet (Kreistag),. I 1960 blev han valgt til formand for Sydslesvigs Vælgerforening (SSW).
 Da chefredaktør Jacob Kronika, Flensborg Avis med udgangen af 1963 valgte at lade sig pensionere overtog Karl Otto stillingen som chefredaktør den 1. november 1963 og forlod dermed lærergerningen i Skovlund. I 1971 blev Karl Otto indvalgt for SSW i Landdagen i Kiel, og et mangeårigt arbejde for det danske mindretal i Landdagen tog sin begyndelse.

Referencer
Meyer, Karl Otto, 2003: ”Frihed, lighed og grænseland I”. Hernov forlag.
Meyer, Karl Otto, 2003: ” Frihed, lighed og grænseland II”. Hernov forlag.
Gudme Lokalhistoriske Arkiv.